– for «Den 24de Juli 1852» – her er det at presten og skolemannen Hans Brun har gjestet Kragerø og områdene omkring og gitt en interessant beskrivelse/skildring av det han møtte og så. På denne tiden hadde «Den norske Tilskuer» gjenoppstått som tidsskrift, under redaksjon av den særmerkede Ludvig Kristensen Daa (1809 – 1877) – nettopp i årene 1851 – 53; interessant i vår forbindelse er også at skribenten Hans Brun har gitt de daværende kateket og skolelærer Hans Georg Daniel Barth et særs godt skussmål for hans tjeneste i Kragerø, nettopp i denne perioden, dog uten å nevne Barths navn, denne mann som fikk et så godt ettermæle, og hadde vært tilsatt som kateket i Kragerø fra 1848 og gikk bort allerede i 1856 – kun 42 år gammel; kan det være fordi de begge stod på samme linje – den grundtvigianske ?
Det må især inkluderes her at etter at H.G.D. Barth var gått bort i Kjøbenhavn 9. juni på sin reise sørøver i Europa (Marseille) for å komme seg av sin sykdom og også under Barths tidligere sykdoms-forløp, var det Hans Brun som vikarierte i kateket-stillingen i Kragerø, og det inntil den ny-utnevnte kateket Harry Emil Fearnley kom til Kragerø høsten 1857;
– og les stykket om Kragerø-distriktet her – på sidene 337 – 340 :
Kragerø, Helle og Jomfruland.
I denne Tid, da saa mange Folk er ude og rejser eller har dog stor Lyst dertil, vil man vel ikke synderlig undres over om ogsaa en og anden Pen gjør en liden Udflugt og indbyder Læserne til at gjøre sig Følgeskab.
Saaledes vil ogsaa Nedskriveren tillade sig at indbyde Bladets Læsere til at gjøre et Øjebliks Fart til de nævnte Stæder.
Kommer man fra Hovedstaden, da har man i Nærheden af Kragerø først endel Sunde mellem Klippeøer at gjennemfare, hvoriblandt Langøsundet, giver Dampskibet saa snæver en Plads, at man godt som kan gribe i Land paa begge Sider, og efter nogle Minuters Fart herfra ser man Byen for sig med Husene uregelmæssigt beliggende amfitheatralsk op imod en temmelig høj Klippeaas med Barskov, imod hvis Dunkelhed det lyseblaat malede Kirkespir tegner sig.
Lægger man ind til Landet, da er man omgiven af en livlig Virksomhed; men man behøver ikke at blive staaende dernede, om man har Lyst til at betragte Rørelsen ved Stranden; thi Husene er for største Delen byggede paa Klippestykker og man kan mageligst fra dette mere «ophøjede Stade» iagttage, hvad der foregaar dernede.
Man ser da for sig en Driftighed, som i Forhold til Byens Størrelse er næsten overraskende. Mange Skibe ligger for Anker inde i Havnen, hvor man har det travelt med at losse og lade (laste/red.) eller med at gjøre Takkelasjen istand, utallige Prammer, Lodsbaade og «Skjækter» eller «Kaager» (kogger/red) krydse hverandre, i hvilke sidste man ligesaaofte ser et
Fruentimmer som et Mandfolk rappe sine Aarer; saa et nyt Skib med høj Rejsning staaende under Bygning, og endelig alt Arbejdet med det store Oplag af Trælast fra Byens skovrige Opland, hvorved saa mangfoldige Hænder sættes i Bevægelse.
Trælasthandelen gaar mest til England, Danmark og Holland, men ogsaa til andre Steder, f. Ex. til Marseille, Bilbao og Lissabon; et Aar afsendtes en Ladning lige til Algier, til Franskmændene dernede.
Om Vaaren plejer Fragterne at kaste mindst af sig, mod Høsten derimod stiger de i Pris. Saaledes skal Fortjenesten i dette Aar indtil fornylig have været temmelig ringe, men var dog allerede ved denne Maaneds Begyndelse i Stigende.
Hvert Aar ligger der ved Kragerø, som nok ogsaa andensteds ved Kysten, Engelskmænd, som opkjøber Hummer til noget højere Pris end den ellers betales med i denne Tid, da den koster kun 4 til 5 S. (skilling/red.) Stykket.
Skjønt Byen, som før bemærket, ligger for en stor Del paa Klippeblokke, og de trange Gader er tit nær ved at byde Vandreren at klattre inden Byens eget Omraade, vilde man dog fejle meget, om man antog, at den frembød et rydt og nøgent Udseende; thi mangfoldige, for ikke at sige de fleste Huse, har udenfor sig en Haveplet, hvor fra Trær rage op, og Udsigten over Fjorden hen til Øerne, hvor enkelte Lyststeder ligge spredte, er vel ikke henrivende, men dog meget tækkelig.
Fra et Punkt i Byen ser man et Glimt af det aabne Hav. Byen har en Borgerskole, hvor den ordinerede Kateket er Lærer, og det er fortiden en Mand, der med udmærket frisindede Anskuelser af Præstens Stilling til Folket, forbinder et sjeldent skarpt Øje for Skjævheder i vort Undervisningsvæsen (dette var Hans Georg Daniel Barth, som gikk bort allerede som 42-åring i juni 1856 og Hans Brun tjente som hans vikar under sykdomstiden og i over ett år etter Barths bortgang, inntil ny fast kateket, H.E. Fearnley, var kommet i tjeneste høsten 1857/red.) og som i Stedets Kirkesanger, der ogsaa er Lærer, har en god Medhjælper, som ogsaa gjerne vil at det Levende og ikke det Døde skal raade i Skolen og kungjør i det Hele en levende Sans for og Kjendskab til hvad der rører sig i Aandens Verden.
Trælasthandelen, som nu udgjør den vigtigste Næringskilde i Kragerø, kræver naturligvis at der drives Sagbrug i det Store, og to saadanne gives der i Byens Nærhed. Det ene i Kammerfos-Elven, der løber ud i Kils-Fjorden, sydvest for Byen; det andet og vel det største, ved «Helle». Kun dette Sidste har Nedskriveren seet.
En Bugt af Fjorden gaar først i Nordost, svinger derpaa i
– 338 –
nordlig og endelig i vestligRetning, ikke fuldt en Mil fra Byen ind i Landet og danner følgelig en Halvø. Denne Bugt kaldes Hellefjorden og her er idelig Pramme og Skjækter og Fiskerbaade paafærde. Hvor Fjorden bøjer mod Vest har man «Helle» til Højre. Her optages en ikke liden Del af Strandkanten af Bordstabler og Tømmer, og nogle faa Skridt ovenfor har man ikke blot det kjæmpemæssige Sagbrug, men ogsaa et Møllebrug, der fortjener samme Benævnelse. Her sysselsættes en saa stor
Mængde Arbejdere, at de have skudt sammen til at vedligeholde en Fastskole, til hvilken Brugets Ejer, Konsul Bjørn, ogsaa giver et aarligt Tilskud.
Hos den unge Lærer ved denne Skole møder man, ligesom hos Lærerne i selve Kragerø, et godt Øje til at betragte Skolen fra det virkelige Livs Side.
Kysten paa Siderne af Hellefjorden bestaar for største Delen af flade og nøgne Stenheller, hvorfra fordetmeste, til kun i nogle faa Alens Afstand, Klippeaaser hæver sig med Barskov og Løvskov, hvorigjennem Strimler af grønne Lier stryge ned.
Paa Strækningen fra Byen til Fjordens første Svingning har man en lang Stund til Venstre det højeste Bjerg i Egnen,
«Valbjerget», der med sin Skov og stejle Styrtninger, spejler sig i Dybet, men hvorfra de idelige Kastevinde tit volder Hellefarerne Besvær ved sine hastige Indfald og vilde Luner.
Et Par Lyststeder i Lierne ved Fjordens venstre Side udmærke sig, det ene, ved deres første Bøjning, ved sin vide Udsigt, det andet, nær ved Bunden, ved sine storartede Lunde og rige Anlæg. Men selv de mange smaae Pladse, hvori Arbejderne bor nede ved de flade Heller, ser meget tækkelige ud og er sædvanlig rødmalede og tit prydede med Blomster i Vinduerne, Noget, der allerede vidner om lidt Smag og Sans hos Beboerne.
Om en Gaard, beliggende nær ved Bruget godtsom paa Stenheller under Bjergene, havde paa den øvre Side af Husene Birk,
Hassel, Rogn og selv Ask og Eg, uden Kunst, forsamlet sig, som for at give Beboerne et vakkert Hjem.
Arbejderne her ere vist i det Hele meget skikkelige Folk; under et Ophold af en 3 Ugers Tid mindes jeg ikke at jeg saa en beskjænker Mand. Men Undtagelser gives der allesteds. En Husmand under Værkets Nabogaard fik saaledes engang det Indfald, at lade sin Ko jæte for sig selv indi sin Husbondes uslagne Enge og trodsede enhver Paamindelse. Han havde før, for en kort Tid, faaet Tilladelse til i Marken, og siden i den slagne Eng, at lade Koen gaa sammen med Husbondens Kjør; men denne Tilladelse havde netop opstemt hans Fordringer. Husbonden viste ham længe den skaansomste Overbærelse, men da det endelig var klart, at Paamindelse ikke kunde hjælpe, fik Husbonden Dom paa ham; men dertil sagde han blot : «Men end om jeg ikke respeterer Dommen !» som om han derved var fri.
Og sin Jætning fortsatte han, og maa da naturligvis bort, hvis han ikke besinder sig. Han var noget forfalden til Drik.
Helle ligger nu i Sannikedal Annex til Kragerø og Nedskriveren gjorde ogsaa med en Bekjendt der fra Egnen et Par Vandringer op iblandt Bønderne i Dalen, hvor man møder samme Gjæstfrihed, som i Kragerø og paa Hellestranden. Det er naturligvis Skovdriften man her lever af og det regnes for meget at have en Gaard med en 10 Kjør; og Agre og Enge kunde man ligne med smaa Øer i det store Skovhav.
Af Folket saa jeg blandt andet tilthinge (bestille til kjøps/red.) en god Del; vi havde bestilt Middagsspise paa en Gjæstgivergaard og paa samme Gaard spiste ogsaa en god Del Sannikedøler; men, uagtet Brændevinsflasken var fremme, var her, efter det sluttede Maaltid, ikke Tegn til forstyrrende Virkninger deraf, da man samlede sig i Kredse ude paa Tunet og samtalede i al Jevnhed om sine Anliggender, blandt andet om Forholdet mellem Kragerø og Sannikedal med Hensyn til Kirkebetjeningen.
Den omtalte Skolelærer ved Helle Brug holdt for en Tid siden et Møde til Indsamling af Penge til Throndhjems Domkirke. Det var imidlertid medens Uvejret daglig brød løst paa de Kanter, saaat de, som kom, var meget faa, men disse fandtes meget villige til at yde sit Bidrag til dette vort ældgamle stolte Mindesmærkes Bevaring og Gjenoprettelse !
Opholder man sig i Kragerø-Egnen, da faar man snart Spørgsmaalet, om man ikke vil rejse ud til Jomfruland og et Besøg derude er ogsaa Umagen værdt; thi Jomfruland er virkelig en naturhistorisk Mærkelighed paa det Sted, hvor det ligger ude i det aabne Hav, omtrent 1 Mil i Sydost for Kragerø, og Fyret derude er ogsaa værd at se.
Jeg tog imidlertid ikke didud fra Kragerø, men med venligt Følgeskab fra Helle og herfra er Vejen noget længere; man støder ved det Sund, hvorigjennem Kristiania-Dampskibet løber ind i Bugten ved Kragerø, sammen med Vejen fra sidstnævnte By. Man farer en lang Tid mellem de store og smaa Skjær, der ligger udenfor Byen og dels gjennem trange Sunde, dels over større Vandvidder.
Skjærene har i Førstningen Skov og Havnegang; men bliver mere og mere nøgne ud mod Havet eller rettere Sundet, der gaar ind forbi Jomfruland.
– 339 –
Paa et ganske lidet af dem stod, idet vi rejste forbi, et Par Heste og vel det tredobbelte Antal Kjør i en Klynge, som om de for et Øjeblik havde faaet Lyst til at prøve Søfuglenes Kaar, naar disse sætte sig til Hvile paa Skjærene. En Mærkelighed var det paa et af de ytterste at se en frodig Have og Ejeren af Boligen, som den hørte til, var ogsaa, som om Valget af hans Næringsvej var et humorisk Indfald, som hans Forvisning til et Skjær ude imod Havbrændingen havde fremkaldt – virkelig en Gartner.
Omtrent en halv Mil, før man naar frem, er man saa langt fremme for Skjærene, at man faar det høje og drøje hvide Fyrtaarn at se, og det flade, lange og smale Jomfruland begrænser nu Synskredsen aldeles mod Havet. I det brede Sund, som skiller Øen fra Skjærgaarden, møder man tit en Hummerfisker, som ror udtil Engelskmændene, der ligger ude ved Portør og kjøber op og skaffer ham en god Fortjeneste, eller man seer et Langfærdsskib, som har lagt sig iLæ under Øen.
Saaledes laa der under mit Ophold en Stockholmer, der skulde til Spanien. Men det Mærkelige er, en halv Mil udenfor
den norske Skjærgaard ude i det vilde Hav, at forefinde et Landskab, der aldeles ligner Danmark. Duften af Hø
strømmede os allerede i de allerførste Dage af Juli imøde, da vi landede under en gjæstfri Gaard ved Øens nordlige Pynt. Her bor man inde i en Lund af Løvtrær : Hassel, dejlige Birke og selv Ege, og midt efter Øen hen til Fyrtaarnet vandrer man henved en Fjerdingvej som gjennem en Lystskov. Paa den Side af Øen, som vender ind mod Skjærgaarden, gaar de frugtbare Marker med Enge og Agre ligened til Vandet, men paa Havsiden er Forskjellen, at Strandkanten er bedækket med svære Stene, som mander kalder «Rullestene».
Øens Længde er 1 Mil, men Bredden neppe over 1/2 Fjerding (der en fjerding, 1/4 Mil, etter målestokk for en gammel norsk mil, før meterstystemets innførelse i 1887, oftest tilsvarte 2.823,75 meter – og halvdelen av dette dermed ble ca. 1.41o meter/red.), hvor den er bredest.
Kommer man til Kolossen (fyrtårnet/red.) paa Øen, hvis Udseende, skjønt den er vel saa bred, mindede mig om Fruekirke-Taarnet i Throndhjem, da møder man hos Inspektøren, der har sin smukke Bolig tætved, den ufortrødneste Velvilje og venligste Forekommenhed.
Gjennem en Indgang (der ligner Indgangen til en Kirke, hvor denne er anbragt i Taarnfoden), ovenover hvilken «Carl den 14de Johans» Navn-Ziffer staar at læse (i Norge Karl III Johan), føres man op i Taarnet, hvor de forskjellige Højderum danner forskjellige Værelser med Skabe, hvori Fyrindretningens Sager opbevares. Et helt saadart Skab var opfyldt med Reservesager for det Tilfælde, at der gik noget itu ved Fyret.
I en Højde af mellem 30 og 40 Alen er man endelig oppe ved selve Lampen. Denne Lampe, der er en Ledestjerne i Natten for de Mangfoldige, der ride Havhestene paa de tvende Storveje i Bølgerne, langs norske Kysten og ned mod Kattegattet, staar inde i et Slags Kuppel, der er dannet af en fast utrolig Mangfoldighed af Forstørrelsesglas eller Spejle, hvorigjennem Lyset bryder sig.
Antallet af Spejlene udgjør meget over halvandet Hundrede og rundt om denne Kuppel, der har Gitterværk om sig, er der i Taarnet naturligvis Plads til at bevæge sig for den, som skal tilse Fyret.
Lampen vedligeholdes nu ved Olje og denne drives op til sit Sted ved Hjælp af et Uhrværk. Glassene og alt finere Arbejde er kommet fra Paris. I dette Lampeværelse er der naturligvis anbragt store Vinduer, saa det er som et Glasskab og Glasset i disse Vinduer er ogsaa slebet til at forstørre, saa at man i Solskinnet maa have lyse Gardiner for, hvis man ikke lyster at faa sine Klæder forbrændte, og endda man har disse Gardiner, faar man sig ved et Besøg i Solskinsvejr et Dampbad, som er ægte.
Det Øverste af Taarnet, som danner Lampeværelset, er smalere end de øvrige drøje Taarnmure, og udenom dette Værelse har man da en Spaseregang med Udsigt over den vakre Ø, der strækker sig endnu over en halv Mil mod Syd, i det nærmeste Strøg for Øjet endnu bedækket med Skov, men mere nøgen mod Sydspidsen, og udover Havet, der mødes med Himlen i Synskredsen og viser hist og her de skinnende Sejl paa sin dunkle Flade.
Udenom Gitteret er der endnu en aaben Kant af Muren, hvor nylig en ung Mand til sit Følges store Forskrækkelse vovede at vandre.
Hvad Øens historiske Mærkelighed angaar, da fortæller man, at den i de ældste Tider nævntes «Landet det gode», ligesom Aal (Jacob Aall/red.) antager, at det «Grænmar, Grenmar og Granmar», som omtales i Sagaerne, skulde være det samme, medens Andre derved har forstaaet Bamble og Sannikedals Kyststrækninger.
Hvordan det end hermed forholder sig, saa maa dog ethvert Øjenvidne give Aall Ret i, at enten man siger det granne, dvs. smale, eller det grønne Land ved Havet (mar), da passer begge Dele ud mærket paa Jomfruland.
Sagnet om Oprindelsen til Øens nuværende Navn er endnu levende derude. En dansk Prinsesse, heder det, var forlovet med en tysk Prins, men han slog op med hende. Hun udbad sig da et ensomt Sted, hvor hun kunde tilbringe sine Dage og hendes kongelige Fader skjænkte hende denne Ø, hvorhen hun begav sig med nogle Veninder i klosterlig Ensomhed.
Den havde endnu intet Egennavn,
– 340 –
men da dens kvindelige Beboere en Aftenstund sad ude i det Fri, faldt det dem ind, at de dog burde give Øen et Navn, og en af dem, jeg tror Prinsessen selv, sagde : «Lad os kalde den Jomfruland».
Aall (Jacob Aa./red.) mener imidlertid, at Navnet «Jomfruland» har sin Oprindelse deraf, at Øen har tilhørt et Nonne- eller
Jomfru-Kloster, maaske Gimsø ved Skien, og nævner end ikke det omtalte Sagn, som dog findes ikke blot i en men i flere Munde dernede.
Før har Jomfruland udgjort en eneste Gaard, men er i senere Tid efterhaanden bleven delt, saa at det nu bestaar af 3 Ejendomme.