– forfattet/innsendt av «Spectator» (hvem denne kunne være, er foreløpig ukjent) i utgaven «No. 20 . Fredag den 24de Januar 1873» – og omhandlende de dramatiske hendelser i Frankrike i februar/mars 1848; 25 år senere er det den fram til bortgangen i 1865 kjente både avismann og politiker Adolf Bredo Stabell som får «gjennomgå» i denne artikkelen, da han i de nærmest følgende artikler etter revolusjonen i Paris ble kjent her hjemme, ganske snart og tydelig syntes å støtte det franske folk i dets endelige oppgjør med kongemakt og «reaksjonære» krefter. Årsaken til det relativt tvetydige ettermæle Stabell blir til del av innsenderen, var at Stabell av helt åpenbare årsaker – som vil fremgå nedenfor – syntes temmelig raskt å gjøre full retrett i sitt syn på folkelige oppstander; dermed ble Stabells første stillingtaken til fjernelse av monarkiet «Historien om Norges første og sidste revolutionære Republikaner, hans Storhed, Fald og Omvendelse»;
– les den interessante artikkelen nedenfor :
En norsk Republikaner.
Det er vistnok gaaet flere som mig, at de ved at se den Klapjagt til Opdagelsen og Afstraffelsen af virkelige eller indbildte republikanske «Umtriebe» (aktiviteter/red.), der i de sidste Tider er bleven aabnet herhjemme, have kommet til at erindre tidligere Tildragelser af en noget lignende Art, som vort Samfund har været Vidne til.
Pudserlig nok (pussig nok/red.) er det imidlertid netop det samme Blad, som nu med størst Iver «gjør i» (bjeffer i/red.) Angiveriet for «Republikanisme, Radikalisme og Omvæltningslyst», der i sin Tid selv har været værst udsat for den selvsamme Medfart, — rigtignok med den Forskjell, at Beskyldningerne dengang virkelig syntes adskillig grundede og ialtfald støttede sig paa Udtalelser, der vanskelig kunde opfattes anderledes end som en ligefrem Opfordring til ad Revolutionens Vei at faa Republiken proklameret ogsaa herhjemme i vort fredelige Norge.
For Størsteparten af den yngre Slægt turde imidlertid den pudserlige (pussige/red.) Episode, til hvilken jeg her sigter, være temmelig ubekjendt, og jeg antager derfor, at man ikke uden Interesse vil læse den korte Redegjølse for den, som jeg i de følgende Linier skal tillade mig at meddele.
Tirsdag den 7de Marts 1848 indløb her i Kristiania Efterretningen om Februarrevolutionen i Paris, Ludvig Philps Flugt, Kongedømmets Fald og Oprettelsen af den anden franske Republik.
I det første Øieblik indskrænkede vore Blade sig til at meddele de temmelig kortfattede Postnyheder, som endnu forelaa, uden dertil at knytte selvsændige Bemærkninger. Den første, som brød Tausheden, var «Morgenbladet». Efter tvende (to/red.) Døgns Betænkning, da det altsaa havde havt Tid nok til at se Sagen koldblodig an og nøie overveie, hvilken Holdning det skulde indtage til denne mærkelige Verdenstildragelse, bragte Bladet Fredag den 10de Marts en Redaktionsartikel, der vistnok er den mest uforbeholdne Lovprisning af Republiken, den ivrigste Opfordring til at tilegne sig dens Fordele, selv om det maatte ske gjennem en voldsom Brydning, og den kraftigste Indsigelse mod det hele monarkiske Væsen, som i vort Land er bleven fremført i Tale eller Skrift.
Læseren vil kanske tro, at jeg overdriver; han skal selv se og dømme.
«Vort Aarhundrede» — saaledes indledes Bladets Opraab — «har oplevet, at en fransk Republik er bleven proklameret gjennem en Revolution, lige saa vældig og indflydelsesrig som den i Slutningen af forrige Aarhundrede. Det franske Folk, der altid har været Tidsaandens kraftigste Bærer, har rystet af sig en egennyttig og demoraliseret Personlighedspolitiks Lænker. Frankrige har atter vist Verden, at det er Folket, som kan og skal regjere sig selv» (Udhævelserne er skete (gjort/red.) her).
Efterat have givet en dramatisk Beskrivelse af, hvorledes «den samme kraftfulde Begeistring, som det franske Folk altid har vist for Frihedens Sag» nu paany har bragt det til at reise sig, og hvorledes «den franske Kongethrone er traadt i Støvet og brændt af Folket», gaar Bladet over til at undersøge Udsigterne til, at Exemplet vil blive fulgt andetsteds, noget som især vil afhænge af den Stilling til Bevægelsen, England kommer til at indtage; thi «af Englands Forhold vil det vel afhænge, om denne saa mægtigt vællende Begivenhed skal give Stødet til at Europa gjennem en almindelig Krig hæver sig op til at indbefatte en Samling af lutter fri Stater saaledes som den nye Verdensdel Amerika. Vist er det, at der gjennem den nuværende Tid gaar en stærk Stæmning af Uafhængighedslyst hos Folkene, en ustandselig Drift til at bortkaste de al sand Udvikling hemmende forældede Levninger og til i Bevidstheden om sin egen uimodstaaeligeMagt at regjere sig selv. I Norden har den svenske og danske Stat i lange Tider arbeidet paa at hæve sig til et tidsmæssigt Standpunkt; men Monarkiernes forældede Interesser have hindret Fremgangen af Folkenes gode Sag. Man bør haabe, at den store Begivenhed indeholder en mægtig Vækkelse for disse vore Broderfolk. Men ogsaa paa os Norske skal denne Begivenhed virke vækkende. Folkefrihedens Venner, der her med Møie arbeide paa Bortryddelsen af saamangen Levning fra forgangne absolutistiske Tider og paa Gjennemførelsen i alle Dele af Folkets Rettigheder, skulle i det skete hente en Bekræftelse paa det Berættigede i deres Stræben. Dertil skal man lære, at hvad der spørges om, er Handling og Beslutning, ikke Snakken frem og tilbage«.
Morgenbladet stod dengang (på 1840-tallet/red.) i et temmelig spændt Forhold til Regjeringen og drev en Opposition, der ingenlunde altid udelukkende var rettet mod Sag, men hyppig streifede ind paa Personlighedernes Grændser.
Det sparede ikke sine Modstandere i eller udenfor Regjeringen, og faa Dage iforveien, da der inden de regjeringsvenlige Kredse havde været Tale om at opstille Schweigaard (d.e. Anton Martin S./red.) som Kandidat tll Odelsthingets Præsidentplads istedetfor Morgenbladets Redaktør, A. B. Stabell, havde denne ladet en Indsender i sit Blads Spalter tumle ganske artigt om med «KoterietS Chef, Hr. Schweigaard, denne grandiose Lovfortolker, hvis Mangel paa Selvbehærskelse i en Debat alene overgaaes af hanS Paragrafkundskab». (Det var nu dengang !)
Men herfra og til en ikke blot dynastisk, men endog ligefrem monarkisk Opposition, til Opraabet om at drage sig Februarrevolutionens Forbillede til «Handling» til Nytte, syntes der dog at være et temmelig langt Skridt. Men nu var det taget ! (oppropet til handling/red.)
Samme Aften fik A. B. Stabell en Pibekoncert, og paa dens Toners Vinger blev Morgenbladets revolutionære Republikanisme baaret til en bedre Verden for aldrig mere at vende tilbage.
Søndag Morgen var ethvert Spor af den forsvundet. l en lang Redaktionsartikel blev Emnet fra i Fredags gjenoptaget, idet det gjennem en Mængde Snak op ad Væggene og ned ad Stolperne, i den fredsommeligste Tone og paa den kjedsommeligste Maade af Verden blev paavist, hvorledes Februarrevolutionen egentlig og i Grunden ikke var andet end «Intelligents-Aristotakriets Seier» (!).
En anden Redaktionsartikel af betragteligt Omfang ofredes Pibekoncerten, under mange Formaninger om endelig at holde sig inden «Lovmæssighedens» Grændser.
«Det bliver sikkerlig ikke med dette Udbrud, og det er overmaade usikkert at vide, hvorhen det bærer og hvor det ender. Man kan ret vel ønske nogen Livlighed hos Folket, men nogle Dage efter Underretningen om den store Pariserrevolution er det uheldigt at tage fat paa at opirre til Bevægelse en Folkemasse, der er uøvet i at udtale sine Opinioner paa den Maade, og som savner anerkjendte og kraftfulde Ledere«.
Det er maaske ikke overflødigt at tilføie, at det ikke var til sig selv, men til Piberne (deltakerne i pipekonserten/red.), at Bladet fandt det nødvendigt at rette denne faderlige Advarsel. Aa ja, det kunde tale af Erfaring om de «uheldige» Følger af saadan ophidsende Snak.
Pibekoncerten Fredag Aften synes ikke at have været synderlig skrækindjagende, — efter udført Hverv udenfor Stabells Bolig drog Flokken forresten ind i Byen og raabte Hurra for Schweigaard og Statsraad Vogt og den næste Aften fik Martyren for sine revolutionære Fantasier ovenikjøbet en Æresopreisning, der ialtfald i Morgenbladets Gjengivelse tager sig særdeles imponerende ud.
«Lørdag Aften Kl. 9 samledes paa Torvet en denne Gang usedvanlig stor Menneskemasse af alle Klasser, formentlig flere Tusinde. Et igaar i Staden omløbende Rygte, at den noble Ungdom igjen vilde forsøge en Pibekoncert hos Adolf Stabell, havde formodentlig sammenkaldt Mængden. Man begav sig i den bedste Orden Klokken henved halv ti til Heimdalen (Stabells hjem/red.) og udbragte et Vivat (leve-rop/red.) for Hr. Stabell, ledsaget af veldige Hurraraab og Bravo, der aldeles overdøvede nogle Piber fra en liden Trop af noble unge Mennesker, der hos os adskillle sig fra Ungdommen paa andre Steder i Europa ved at elske Aristokratiet. Da Hr. Stabell viste sig og aabnede et Vindu, raabtes atter «Leve» med vedholdende Hurra. Derefter raabtes med tordnende Bravoraab Leve for Folkefrihedcn og Nationalforsamlingen. I største Orden begav den store Mængde sig tilbage til Torvet og skiltes der roligt ad».
Uagtet Stabell den første Aften ikke havde været i sin Bolig, da Piberne hjemsøgte den, og trods den Opmuntring, som han den næste Aften modtog, var dog hans revolutionære Lyster for bestandig fordampede, og lang Tid efter greb han enhver Leilighed til i Morgenbladet selv at aflægge Vidnesbyrd om sin overordentlige Lovlydighed og af Indsendere i sit Blad lade sig komplimentere for denne prisværdige Egenskab.
Revolutionens Figurer bleve ham en Vederstyggelighed og da i 1860 Ueland skulde tages af Dage (Ueland skulle marginaliseres/red.) og Stabell i den Anledning selv rykkede ud, var Sammenstillingen af Vestlandspartiets gamle Leder og Robespierre, Danton og Marat hans kraftigste Vaaben.
Her ender Historien om Norges første og sidste revolutionære Republikaner, hans Storhed, Fald og Omvendelse.
Spectator.