– i avisens utgave «No.1 Tirsdag 5te Januar 1892»; her gies et svært interessant bilde ikke minst av den unge avis-stifteren og redaktøren Olavus Johannes Dahl, født på Kongsberg 31. oktober 1811 og på det tidspunkt «Kongsberg Adresse» ble stiftet bare 31 år gammel. Samtidig gir dette 50-års «Jubilæums-Numer» et tydelig bilde av hvordan det var å danne en avis – et blad – før midten av århundret, der det på flere måter livlige lille by-samfunn viste seg svært vanskelig å skape grunnlag for avis-drift. Det kommer bl.a. frem at det kun var 2 personer som var villige til å kjøpe aksjer i det nye blad-foretagendet, helt konkret i det nye trykkeriet som ble startet, den ene var Olavus’ egen far, bakermesteren Joen Olsen Dahl; selv om ikke alt i jubileums-artikkelen vedrører Olavus Dahl, da han selv gikk bort bare 39 år gammel i slutten av november 1850, bringer vi den i sin helhet nedenfor. Det fremkommer også at Olavus, da han startet avisdriften i 1842, var kommet tilbake til Kongsberg, etter gjerne flere år borte, senest, ved hans giftermål 18. juli 1838 i Vår Frelsers Kirke (Domkirken) med den ett år yngre Nicoline Mathæa Haavie, er han registrert som «Institutbestyrer i Drammen»; i artikkelen står nevnt at en avisutgiver på Kongsberg «gjorde rettest i at være herifra», noe Olavus jo opprinnelig var;
begyndte at udkomme i 1842 og har alt saa nu bestaaet i 50Aar.
Bladet grundlagdes af Olavus Johannes Dahl, der blev født den 31te Oktober 1811 her i Byen, hvor hans Fader var Bagermester.
Paa den Tid, Dahl begyndte at udgive Bladet, var det ingen let Sag at faa et Foretagende af det Slags igang selv i større Byer end Kongsberg. Bladet havde da ogsaa i de første Aar meget vanskeligt for at bestaa, og flere Gange var Udgiveren fristet til at lade Bladet gaa ind; men med beundringsværdig Udholdenhed lykkedes det at holde det gaaende.
Man vil formodentlig faa den bedste Forestilling om de Vanskeligheder, der var for bundne med Bladets Udgivelse, ved at læse nogle af Bladets Udtalelser fra de første Aar, det udkom. Nogle af disse skal derfor her anføres.
I Bladet No. 1 for 1845 heder det : «Vor publicistiske Virken kjender enhver af Adressens Læsere. Den har vundet Bifald og Misnøie eftersom Forholde, Bedømmelsesevne, forudfattede Meninger m. m. m. har tilladt det. Bladets frimodige Farve har skaffet det nogle intetsigende Beskikkelser og en Proces paa Halsen, som vedkommende Sagsanlægger dvælede et helt Aar (ved) førend han slog til. – – – Ligesaalidt som Redakt. dog frygter for at denne Sags Udfald skal kunne lamme dens Virksomhed mere end de smaalige Forsøg den har hørt og tildels erfaret at være rettede mod sig, ligesaalidt skal den formaa at rive den bort fra dens tagne Plads i de frimodige Publicisters Rækker».
Det vakte imidlertid mere og mere Uvillie mod Bladets Redaktion, at den undertiden tillod anonyme Indsendere at fremkomme mod navngivne Mænd med Artikler, hvis Form og Tone man fandt adskilligt at udsætte paa. Der fremkom da ogsaa i 1845 en af 26 af Byens Borgere undertegnet Protest, hvori blev udtalt Misnøie med Bladet. Dette foranledigede en Indsender T. til at fremkomme med en Række Artikler under Titel : «Drøftelse af Dagens Spørgsmaale». Forfatteren af disse Artikler søgte – paa samme Tid, som han gav de misfornøiede noget Medhold – at undskylde Redaktionen. Af hans Udtalelser skal her anføres følgende, der tjener til at belyse de Forholde, under hvilke Bladet arbeidede :
Medens de fleste Steder i Landet havde en Avis, som, om den end ikke var istand til forsvarligen at drøfte Stedets Spørgsmaale samt behandle de krydsende Interesser, dog ialfald præsenterede Valuta derved, at den var et Avertissementsblad, – var Kongsberg uden nogen saadan. Tænk Kongsberg med sine næsten 4000 Indbyggere var uden Avis, medens Steder og Ladepladse med 1000 og lidt der over var i Besiddelse af dette Gode ! Hvad var rimeligere end Rimeligheden selv, at just her maatte Stedet være, hvor en Avisudgiver og hans Bogtrykkeri maatte kunne gjøre affaires.
I denne Mening kom dette Blads Udgiver hid; han blev lunkent modtaget; det blev ham betydet, at et saadant Foretagende neppe kunde svare Regning, at han og ligesindede gjorde rettest i at være herifra, og meget andet af samme Surdeig, som tyder ha paa, at Vedkommende, der gave disse Raad, ønskede sig fri for Kontrol og Alt, hvad der er en uadskillelig Ledsager af vor frie Statsforfatning. Disse fraraadende Mennesker havde saamegen Forstand, at de indsaa, at Pressen er den 4de Statsmagt, men de havde ikke saa meget rent Mel i Posen, at de vilde underkaste sine Handlinger dens Dom. Fra først af blev derfor Avisen anskuet med fiendtligt Sindelag, og samme Sindelag formoder jeg havde gjort sig gjældende, om man end havde faaet nok saa flink Redaktør. At Uvillien mod en Avis her paa Stedet og Ulyst til at undergive sine Handlinger offentlig Diskussion var stor, maa skjønnes deraf, at blot et Par toge Aktier i Bogtrykkeriet, den ene Udgiverens Fader og den anden en Mand, hvis Handlinger ikke behøve at skye Dagens Lys, d. v. s. det Lys, som den frie Presse bør være Vogter af og Freder om. Under saadanne Omstændigheder, hvad Under altsaa, om Abonnenternes Antal var ringe ? De beløb og beløbe sig neppe til mere end lidt over Halvtreds (50/red.). Man ønskede nok at læse Avisen, men man var just ikke saa forhippen paa at faa den paa fastende Hjerte; man kom overens om at holde den i Kompagni og derfor hender det sig ofte, at naar jeg Løverdag spørger En, der vil heddes at abonnere paa Avisen, om hvad han synes om Thorsdags-Nummeret, saa svares : Jeg er den tolvte og næst sidste og har ikke endnu faaet Bladet. En saadan Styveraand (Styver bruktes generelt om småslanter, etter den nederlandske «stuiver» av lav verdi og dermed om noe av ubetydelig verdi/red.) maa vel være en hæmmende Grund for et Blads Existence og Godhed».
Dette blev skrevet i Aaret 1845. I det følgende Aar gik det ogsaa saa smaat med Bladets Udbredelse, at Udgiveren gjentagne Gange beklager sin Stilling. Saaledes skriver han i Bladet for 1ste November os 1846 :
«Ingen bliver Profet i sin Fødeby, siger et gammelt Ordsprog, og det er sandt nok. Naar vi udtale dette maa man ikke tro, at vi for vort Vedkommende formaster os til at gjøre Fordring paa nogen literær Fortjeneste, da ingen bedre end vi kjende vor Ufuldkommenhed; men det er for at vise, hvorledes vi i vor Stilling behandles, vi her ville mæle nogle Ord, og ved disse søge godtgjort, at vor vistnok ringe Stræben, dog intet Andet tilbageleverer end Nid og Forfølgelse mod Pressen. Da vi etablerede et Bogtrykkeri her, stod vi i den Formening, at Kongsberg vilde saavelsom enhver anden By erkjende og understøtte Foretagendet; men desværre vi blev skuffede, og tungt var det at erfare, at Folk, der skulde besidde en Smule Dannelse og Æresfølelse nedlod sig til at drive Avishøkeri paa vor Bekostning. Saaledes er det os bekjendt, at Kongsbergs Adresse læses fast hele Numedal igjennem, og dog findes der fra denne Bygd ikke en eneste Abonnent. Det er at drive Schakringen (småhandel/red.) vel vidt, naar 12 á 16 Personer slaa sig sammen om en Avis, der aarlig koster 3 Spd. Man bør ikke glemme, at det er ved Opmuntring en Publicist skal stræbe fremad og anvende sine Kræfter, og det er derfor vi herigjennem skulle have enhver Ædelttænkende anmodet om ikke at fordele sig paa vor Bekostning, da vi modsat Fald ser os nødsaget til at pakke sammen, noget, vi antage ikke kan være et Almenønske. Skulde Nøden drive os dertil, da tilgive man, at vi lade Schakrerne troppe op for at parradere ved Kongsberg Adressens Gravhøi; de skulle da der tage sig ret vakkert ud».
Til denne Udtalelse føiede Drammens Adresse nogle Bemærkninger, der gav Anledning til følgende Artikel i Bladet (Kongsberg Adresse/red.) for 13de Decbr. 1846 :
«Naar Drammens Adresse i Anledning af vore Ord i Kongsbergs Adresse No. 88 d. A., angaaende den omtalte Schakring, der drives med den sidste og den Mangel paa Opmuntring til Fremadstræben, den har nydt, blandt Andet ytrer, at «vi derimod lidet kunne billige den Maade, hvorpaa Redaktionen lægger Publikum paa Hjertet, at den tiltrænger nødvendig pekuniær Opmuntring, forsaavidt den truer med at stille dem, der «schakrer» med Bladet, i Avisens Gabestok. Overvindelsen af, hvad der af en eller anden Grund kan være gjenstridigt, vil sagtens ikke gaa bedst for sig saaledes», da maa vi erkjende Rigtigheden heraf; men paa samme Tid maa vi beklage, at vore Ord til Publikum have været lidet bemærkede. De have dog været hørte; men de have havt en modsat Virkning af den, vi haabede; thi ligesom med en Lyst har den ene Abonnementsopsigelse fulgt den anden. Dette synes klarligen at bevise, at Pressens Gavnlighed her ikke anerkjendes nok, at den er en Uting, der bør bortjages og ei konvenerer (passer/red.) andre end maaske Schakrerne. Det er imidlertid paa høi Tid for os at tage en Beslutning om Adressens Indgaaen fra Nytaar af skal finde Sted eller ei (nyttår 1846/47/red.); men inden denne Beslutning tages, ville vi endnu en Tid vente for at erfare, om Pressens Hensigtsmæssighed, ved et forøget Abonnement, ikke ganske miskjendes.
I vor Intimation til Adressens 1ste Nummer for 5 Aar siden udtalte vi omtrent følgende Ord :
«Er den, Pressen, som alle andre Foretagender udsat for Vildfarelse, bliver den altid sig selv lig, og i Farens Stund samler den Landets Kjærne til et Skjold for Friheden». Disse Ord, som vi da erkjendte og fremdeles maa erkjende, har desværre ikke fundet Gjenklang paa Bergstaden, dette har Erfaring lært os og ikke os alene; men ogsaa Andre have offentlig i Bladet delt vor Anskuelse. At Pressen har sine Vildfarelser og har havt dem, hvad os angaar, undlod vi ikke at erkjende i Adressens No. 88 for 1ste November d. A. og vi gjentage atter, Sandheden tro, at dette har været Tilfældet; men vi tør hos enhver retfærdig Tænkende haabe, ligesaa sandt erkjendt, at den Stilling, en Publicist staar i, er en af de vanskeligste Livet frembyder. Vi behøver vel ikke her at tale om, at han ledes og maa ledes saavel af Enkeltes Udsagn som af egen Erfaring; thi hvo formaar at sondere Alt og udfinde det ene Sande ? Ere de første feilagtige, da gaar det ud over Publicisten og støder den sidste, da træder Loke frem, for med sine knusende Vaaben og Forbandelse at styrte Publicisten ned i Surtus’s Mørke. Dog, vi gaa maaske forvidt. Ingenlunde kunne vi nægte, at nogen Opmuntring er given Bladet; men denne bestaar da ene og alene deri, at enkelte Mænd holde Bladet ganske alene, ligesom Flere have ydet velvilligt Bidrag til det; men det er ikke Enkeltmanden alene, der skal yde Opmuntring for at bringe Vished tilstede om Pressen stifter Gavn, det er Massen, der alene kan fremkalde Visheden, og denne savne vi desværre. Men paa samme Tid som vort Blad i en By, befolket med over 4000 Indbyggere, tæller henved 40 Abonnenter, savner velvillig Opmuntring, gjøre Mennesker, der kanske paa 12te Mand har Andel i det, de utidigste Fordringer. Disse skulde vi endog opfylde, hvis Alvidenhed var givet os, saa vi kunde granske Hjerter og Nyrer; men dette er naturligvis os, saalidt som andre givet. End bedrøveligere er det, at de ikke selv engang tale i Bladet, vi ville da, naar Talen egnede sig dertil, modtage den med Taknemmelighed. Vore Ytringer her blive maaske lige saa ubemærkede som vore foregaaende, dog vi ville ikke haabe det, i det Øieblik, det gjælder Æskelsen (søke å finne/red.) af en Almenmening, den vi, for vort Vedkommende vil finde i et stigende Abonnement. Er det en staaende Sandhed, at det er ved fortjent eller velvillig Opmuntring, man skal drives fremad, da ville vi haabe den, hvad Pressen angaar, heller ikke staar tilbage her, og dette nærende Haab er fremkaldt, ikke af merkantile Hensyn fra vor Persons Side; men for selve Byen, da vi bør antage, at den mindreend andre, lidt befolkede Byer, ikke vil staa tilbage eller aabenbar formaste sig til at fornægte Pressens Gavnlighed. Man maa imidlertid ikke antage disse vore Demonstrationer indklædte i en bedende Form; men alene som den sande Forklaring om Forholdene, Pressen staar i til Publikum, og det til Redaktionen. Viser det sig, at Pressen paa Bergstaden vil bestaa, skulle vi efter bedste Evne søge at bevare den Liberalitet og Selvstændighed, der bør være Maalet for enhver journalistisk Virken, ligesom vi skulle vaage over at Personligheden ikke trædes paa Foden, uden at Forholdene nødvendig fordrer det og sikre Data er tilstede».
Det gik fremdeles smaat med at faa den «Opmuntring», som Bladet savnede; men Udgiveren bestemte sig dog til at fortsætte dets Udgivelse. I Bladets sidste No. for 1846 heder det :
Kaste vi et Blik paa Forholdene her, da aabenbarer sig mange Misligheder, dels ved det heroppe staaende og ubetimelige Had mod Pressen, og dels ved den Kasteaand, der «vrænger Alt op og ned», som det heder i Kongsbergmaal. Savnet af Opmuntring var det ogsaa som fremkaldte vore Demonstrationer i Adressens No. 88 og 100, og i Sandhed vi kunne ikke rose Kongsbergianerne for at have taget synderlig Notice af dem – dette burde vi ogsaa kunne have forudseet – men det Eqvivalent, vi fra fjernere Steder have faaet for Opsigelseslysten her, maa bevæge os til fremdeles at lade Adressen spadsere om og fortælle Nyheder. Vi have Grund til at tro, at disse ikke skulle savnes i det kommende Aar, muligens aabnes da Laasen for Kongsbergs Mysterier. Skjønt Adressen utvivlsomt fra enkelte Hold ikke vil skues med Behag, ønsker den dog med sand Kjærlighed, at det nye Aar maa bringe Held for enhver, han læse den eller ikke, og at vore svage Evner til at virke i vort Kald, ikke ganske maa vorde miskjendt. Selv Schakrerne, hvem vi efter den menneskelige Natur have Grund til at vredes over, tilønske vi et : «Glædeligt Nytaar !»
Efter 5 Aars Kamp for Tilværelsen synes Bladet i 1847 at være kommen i en noget bedre Stilling. Udgiveren udtaler sig fra nu af mere forhaabningsfuld med Hensyn til Bladets Fremtid. Bladets No. 1 for 1848 indeholder saaledes følgende Nytaarshilsen :
«I min vanlige simple Dragt træder jeg idag atter frem for mine ærede Læsere –; ja ! jeg træder frem, – vel i simpel Dragt; men bærer under denne et i Hiertet undfanget dyrebart Klenodie, nemlig Ønsket om, at det nye Aar maa skjænke enhver af Eder Glæde, Fred og allehaande Himlens gode Tilskikkelser, at Kraften ei maa savnes i Modgangens Time, at Hovmodet eller vederstyggelig Forfængelighed ei maa gjøre sig gjældende, naar Lykken favner En eller Anden af Eder, at Bevidstheden om, at I Alle, I være i hvilkensomhelst Stilling, ere Mennesker, skabte til broderlig Samvirken, medgivne en Christi Kjærlighed, der kan og bør være en Løftestang under Medbrødres Lidelser for at lette disse. Dette er Hjerteønsket jeg sender mine Læsere. Og nu tillade i J. (Johannes ?/red.), at jeg kaster et Blik tilbage paa mig selv, paa hvad jeg har været og hvad jeg i de kommende Tider ønsker og haaber at kunne blive. Ved Tilbageblikket staar vistnok for mig en mat, en dunkel journalistisk Virken, en publisistissk Armod, der forgjæves har tyet til dybere Kilder for at erholde Medhjælp; men den staar ogsaa for mig som nogenlunde triumpherende, idet jeg, trodsende enhver Forfølgelse og hemmelige Kabaler har banet mig en Gang mellem disse samt Had og Krænkelser. Men denne Modstand – saa saare let tilgivelig fra min Side – har havt Fordele, som jeg ikke skal tabe af Sigte og derfor haaber jeg, at de Ædle, der hidindtil have kjendt og taget Forholdene i behørig Betragtning, som have været overbærende med mine ufuldkomne Præstationer, heller ikke for Fremtiden fordrer mere end Forholde og Omstændighederne, i flere Retninger, tilsiger, at de ikke tro at det er Mangel paa Villie, der gjør sig gjældende, men mere Savn af velvillig Medhjælp. Kongsberg mangler vist ikke journalistiske Kræfter; men jeg har ikke faaet nogen Haandsrækning af dem, idetmindste ingen, der har kunnet give mig nogen Trøst om, ikke aldeles at staa ubemærket af Landets større Journaler. Naar jeg har sagt, at jeg ved Blikket paa mig selv agter at omtale, hvad jeg i kommende Tider ønsker og haaber at blive, da maa man ikke tro, at nogen indbildsk eller forfængelig Tanke gjør sig gjældende hos mig, men det er det beskedne Forsæt ikke at lade nogen af mine svage Evner slumre for nogenlunde at gjenvinde hvad der før har kunnet og vel ogsaa har gaaet tabt. Haabende at mine ærede Læsere villigen indrømmer Vanskeligheden af at staa alene, Aar ud og Aar ind, behøver jeg ikke nærmere at udhæve de mangehaande Besværligheder, man føler ved en saadan Enestaaen; men skal jeg fremdeles staa ene og uden nogen væsent lig Assistence, skal dog Valgsproget : Fremad, knytte sig til min Stræben. Et for vort elskede Fædreland høist betydningsfuldt Aar er oprundet. Nationen sender sine Udkaarne til Thinget og disse skulle i Forening virke til det høie, det hellige Maal : Fædrelandets Vel. Mit Blik vil saaledes i dette Aar fængsles paa deres Virken og saavidt Rum og Omstændigheder tillade det gjengive denne, ligesom jeg heller ikke skal glemme at følge Gangen i vor egen Kommunes Anlig gender. Held for Fædrelandet og Kongehuset ! Held for Kongsberg Kommune !»
Foruden de i de foran anførte Udtalelser fremholdte Omstændigheder var der ogsaa paa den Tid andre, der gjorde sit til at gjøre det vanskeligt for et Blad at erholde et saapas Abonnentantal, at det kunde holde sig. Vor Byes Forbindelse med Omverdenen var for en 50 Aar siden langt andet end let. Som Følge heraf var det forbundet med Besvær og adskillige Udgifter at tilveiebringe endog de rent materielle Ting, som er nødvendige for et Blad. Bladets Udstyr i de første Aar af dets Tilværelse er oplysende Vidnesbyrd om, hvilke Vanskeligheder Udgiveren havde at kjæmpe med.
Paa Grund af de daarlige Kommunikationsforholde var ogsaa Postforbindelsen ufuldkommen. Om Vinteren ankom hertil Post 2 Gange om Ugen baade fra Østlandet og Vestlandet; men om Sommeren, naar Dampskibene begyndte sin regelmæssige Fart og befordrede Posten mellem Østland og Vestland, fik man her Vestlandspost kun 1 Gang ugentlig. Postforbindelsen mellem vor By og dens Landdistrikter var naturligvis som Postforbindelsen idethele meget ufuldkommen. Saadant maatte naturligvis virke i høi Grad hemmende med Hensyn til den mellem Befolkningen og Bladet gjensidige Rapport, som man nu finder at være af saa stor Betydning for et Blads Bestaaen og Fremgang.
Bekjendtgjørelserne, som nu er af saa stor Betydning for et Blad, var det her for en 40 á 50 Aar siden og endog langt senere meget smaat med. Betalingen for Bekjendtgjørelser var ikke da synderlig større end nu, da den var 2 Skill. Linien for Petit og 3 Skill. for Korpus; men man brugte ikke videre at avertere i de Dage. Af Auktionsplakater var der rigtignok – navnlig i daarlige Tider – adskillige; af andre Slags Avertissementer – naar und tages de sædvanlige fra off.og kommunale Myndigheder – var der derimod faa. At et Dødsfald blev averteret hørte til Sjeldenhederne, og sjelden eller aldrig blev en Begravelse bekjendtgjort. De fleste Forretningsmænd undlod at avertere. Kun en Gang imellem kunde man se Avertissementer som : «Hoen á 20 Skill. Læsset» osv.. «Øl til 3 Skill. pr. Flaske og 2 Skill. pr. Pot», osv., «Affald for 40 og Rugklid for 80 Skill. pr. Tønde» osv. Ved Juletider og navnlig i Markedstiden (i februar/red.) flød der dog ind noget mere af Avertissementer; men idethele averterede Handels mændene yderst sparsomt.
Som Aviser ialmindelighed paa den var ogsaa «Kgb. Adr.» et meget dyrt Blad. Uagtet Bladet kun kom ud 2 Gange ugentlig og i Format var omtrent halvt saa stort som det er nu, kostede det dog 3 Spd. aarlig. Fra først af udkom det Søndag og Torsdag. I 1858 begyndte det at udkomme Tirsdag og Lørdag, medens der fra 1ste Oktober s. A. (1858/red.) hver Torsdag udgaves et Halvnummer, der betegnedes som Tillæg til Tirsdagsnummeret. Senere kom der ofte ogsaa om Torsdagen helt Nummer.
I 1865 udvidedes Bladet til 3-spaltet paa samme Tid som Prisen for Bekjendtgjørelser nedsattes til 2 Skill. pr. Korpuslinie. Fra 1ste Januar 1872 blev Bladets Pris nedsat til 60 Skill. pr. Kvartal, hvortil for udenbys kom Porto, og fra 1ste Okt. 1881 blev Prisen pr. Kvartal bestemt til Kr. 1.50 iberegnet Ombringelse i Byen og Kr. 1.25 forsendt med Posten. Fra 1ste Januar 1888 har Prisen været Kr. 1.00 pr. Kvartal iberegnet Porto og Ombringelse.
«Bladets Grundlægger, O. J. Dahl, var dets Udgiver til sin Død den 25de Novbr. 1850. I Bladet for 18de s. M. (dette må ha vært i utgaven for torsdag 28. november 1850/red.) faar han følgende Eftermæle :
«Olavus Dahl, Grunderen og Udgiveren af dette Blad, døde i Mandags. Han var noget over 39 Aar gammel og født her i Kongsberg.– Hans gode naturlige Evner erkjendtes af mange; men at denne Erkjendelse ikke var mere udbredt, laa utvivlsomt i Ubekjendtskab til, at Forældrenes økonomiske Forholde nægtede dem at bidrage det Nødvendige til Udviklingen af hine Evner hos Sønnen. Efter at han havde taget Forberedelsesexamen studerede han Jurisprudents en Tid, men maatte af pekuniære Hensyn standse med dette Studium. Han var nu en Tid Privatlærer i Drammen, men for omtrent 9 Aar siden flyttede han hertil, hvor han fik et Bogtrykkeri og denne Avis i Gang. At den skjønsommere Del af det kongsbergensiske Publikum er ham taknemligt derfor kunne vi forsikre, – ligesom vi ogsaa ere forvissede om at hans Fødeby bør være ham taknemlig derfor. At denne Avis har bidraget meget til at udvikle den politiske Sands hersteds, tvivle vi paa at nogen tør benægte. At den ikke har havt en vægtigere Stemme i Journalliteraturen erkjende vi noksom, men dette har ligget mere i vore indskrænkede Forholdes end i Udgiverens Skyld.
O. Dahls Navn maa forøvrigt heller ikke erklæres dødt og magtesløst at være i vor kummerligt spirende Literatur. Hvert Bidrag, om nok saa lidet, maa en i literær Henseende sig emanciperende Nation modtage med Taknemmelighed, thi .. Det som vore Dygtigste har kjæmpet for I hele deres skjønne, rige Liv,
«Det er vel værdt at søges af Alle. – O det er skjønt at slutte sig til dem Om ogsaa som den ringeste, den sidste !»
O. Dahl var en hjertensgod og velvillig Mand, dette har stedse været erkjendt af hans Venner – – og hans faa Fiender ville, om ikke før – saa dog ved hans Grav, – komme til den Erkjendelse, at det var ham kjærere at til give end at nære hævngjærrige Følelser. Blandt Arbeidsklassen hersteds var han i den senere Tid meget yndet, og blev derfor med stor Pluralitet udvalgt til at repræsentere den ved det i Sommer afholdte Centralmøde» (les her referat fra dette møte – der Olavus D. var en av to til stede som representanter fra Kongsberg).
Bladets Redaktion overtoges nu af dets tidligere Faktor, Nikolai Erlandsen. Det var ingen let Sag at greie, da baade Trykkeriet og Bladet var saa gjældbundet, at en Realisation ikke paa langt nær vilde udbragt det nødvendige til Gjældens Dækkelse. Ved energisk Arbeide og Sparsommelighed lykkedes det med Tiden at afbetale Gjælden og faa Bladet i en mere uafhængig Stilling. Men den forventede Tilslutning var vanskelig at opnaa, og det tog ogsaa for den nye Redaktør henimod en Snes Aar, inden han kunde opnaa at faa et Hundrede Abonnenter. Den Schakring, som den tidligere Udgiver beklagede sig over, tiltog istedetfor at aftage, saa der fandtes Selskaber paa op til 20 Medlemmer, der abonnerede i Fællesskab paa Bladet. De gjentagne Nedslag i Prisen og Forøgelse af Læsestoffet havde ikke den tilsigtede Virkning at skaffe forøget Abonnement, men derimod formindskede Indtægter. Naar dertil kommer, at Bladet blev indviklet i et Par kostbare Processer, hvoraf den ene tabtes for Høiesteret, er det let at forstaa, at Foretagendet ikke var meget indbringende – især da Avertissementer og Abonnement nogenlunde stod i Forhold til hinanden.
Efterat Redaktøren havde vundet sig en mere agtet og anseet Stilling inden Kommunen, øvede dette selvsagt sin Indflydelse paa Bladets Stilling og det kunde ikke længer ganske oversee. Fra Midten af 70aarene tog det ogsaa et forholdsvis raskt Opsving, da det i de 10 følgende Aar mere end fordoblede sit Abonnement antal. Nikolai Erlandsen, der redigerede og udgav Avisen til sin Død, der indtraf den 27de September 1886, kunne idetheletaget se tilbage paa et tilfredsstillende Resultat af sit Arbeide med Bladet. Ikke mindst Tilfredsstillelse fandt han deri, at han i sin ingenlunde taknemmelige Beskjeftigelse alligevel kunde glæde sig ved sine Medborgeres fulde Tillid, og vi tror omtrent alle og enhver, der kjendte ham, vil give sin Tilslutning til følgende Nekrolog, der findes i Kongsberg Adresse for Torsdag den 30te Septbr 1886 :
«En af vor Byes ældre Borgere, Bogtrykker Nikolai Erlandsen, er imandags efter nogle Maaneders Sygelighed afgaaet ved Døden i en Alder af 69 Aar. Den Afdøde var en inden Kommunen meget benyttet Mand, der i høi Grad besad sine Medborgeres Agtelse og Tillid. Foruden adskillige mindre Gjøremaal har han været Medlem af Formandskabet og gjentagne Gange været valgt som Kommunerepræsentant; han har derhos været Valgmand, Veiinspektør og Forligelseskommissær, ligesom han i en lang Aarrække har været Medlem af Direktionen for Kongsberg Sparebank, hvis Ve og Vel han omfattede med mere end almindelig Interesse. Ved Siden heraf har han i ca. 40 Aar indehavt den ligesaa ansvarsfulde som vanskelige Stilling at være Udgiver af dette Steds Avis : «Kongsberg Adresse».
Enhver, som kjendte ham, giver ham med Glæde det Vidnesbyrd, at han var en fredsommelig Mand, som uden at gaa sin egen Overbevisning for nær, overalt søgte at staa paa en god Fod med dem, med hvem han kom i Berørelse, hvorfor hans Minde ogsaa stedse vil blive bevaret i venlig Erindring af Alle, som hørte til hans fortroligere Omgangskreds».
Hvad der er passeret siden nærværende Udgiver overtog Bladet, ligger saa nær ind til Nutiden, at enhver vil erindre det. Bladet er bleven udvidet fra 3spaltig til 4spaltig og Prisen er nedsat fra 5 Kr. aarlig til 4 Kr. Abonnementsantallet har den hele Tid været i jevnt Stigende og Avertissementerne i samme Forhold.
De politiske Begivenheder har desværre i det senere gaaet i en anden Retning end dette Blads Bestræbelser; men dette har paa ingen Maade vanskeliggjort Bladets Arbeide, da det ingenlunde kan siges at være nogen vanskelig Opgave at opdage og paapege Feil og Mangler ved det nuværende Statsstyre og det Parti det tilhører, hvilket for tiden maa betragtes som en væsentlig Del af de konservative Blades Opgave.