“jødernes (jødenes) historie i danmark i korte omrids” : 3. artikkel av cand.theol. georg evers

– i tidsskriftet “Missions-Blad for Israel” i No. 3 for “Marts 1881” – utgitt i Kristiania; dette er den første artikkelrekken den nylig teologisk utdannede Georg Evers bidrar med i bladet, etter at han ved slutten av 1880 var engasjert som en av dets korrespondenter i Danmark.

I rekken på 6 artikler om jødenes historie i Danmark, utgjør nedenstående den tredje;

– her gjengitt fra tidsskriftets sider 25– 27 :

DEL III.

Synagogens Historie.

Vi har seet, at Jøderne allerede i Slutningen af det 17de Aarhundrede havde faaet Indgang i Danmark, og at de snart toge saaledes til i Antal, at der i Aaret 1726 var ikke mindre end 65 Familier eller 350 Individer bosiddende her i Landet.

Trods dette ikke ubetydelige Antal var det dem dog ikke tilladt at bygge en Synagoge. Ifølge kongelig Forordning maatte de afholde sin Gudstjeneste i private Huse. Dog formente man dem ikke tre Aar senere – altsaa i Aaret 1729 – at indrette en stor Sal til fælles Andagt, som indviedes den 20de Mai s. A.

Men da de saa senere forsøgte at bygge en Synagoge paa Vandkunsten, blev det dem strengelig forbudt ved et Reskript af 24de Mai 1737 til Kjøbenhavns Politimester.

Hvor haardt man gik tilverks imod Jøderne ved denne Leilighed, se vi klart af Reskriptet, hvori det hedder : «at Jøderne ei maa bygge nogen Synagoge i Kjøbenhavn, men vel i Fremtiden, som hidindtil, have Frihed til at holde sin Gudstjeneste i al Stilhed i visse dertil hørende Værelser i en anden ordinær Bygning, som beboes af dem selv eller af Andre; samt at de for sin formastelige Egenraadighed, ved uden Tilladelse at have foretaget sig at begynde at opføre en Synagoge, skal bøde til vor Frelsers Kirke 800 Daler».

Og i et senere Reskript af 20de December s. A. hedder det : «at det fremdeles skal forblive ved Reskript af 24de Mai 1737 om Jødernes Gudstjeneste, samt at Politimesteren skal tilse, at de ikke lader opsætte anden Bygning, end som et ordinært Borgerhus, som udvortes ikke maa have ringeste Apparence og Anseende af nogen publique (offentlig/red.) Bygning».

– Menigheden tog imidlertid stadig til, hvorfor Savnet af et stort Lokale blev saameget mere føleligt. Ved Hjælp af nogle formaaende Medlemmer af den tyske jødiske Menighed – rimeligvis ansete Handlende og Vexellerere – udvirkedes da omsider Tilladelse til at opføre en Synagoge. Bevillingen gaves den 7de December 1765.

Jødernes Andragende, som anbefaledes af Jakob Raphael og Ascher Unna – de mest ansete paa hin Tid og vel tillige Menighedsforstandere – gik ud paa, «at de maatte bygge et Hus, som skulde indrettes til Kjælder og Værelser i nederste Etage, hvori Andre skulde bo, og der ikkun (bare/red.) skulde være een Sal til at holde Forsamling i».

Paa dette Vilkaar fik de da Lov til at bygge sig en Synagoge, som blev beliggende i Læderstræde, hvor de Ældste allerede i 1742 havde kjøbt Gaarden No. 21 for 3500 D. Kourant.

I denne Gaard indrettedes nu Bedehuset, og Enhver, som deltog i Gudstjenesten maatte betale Leie for en Plads. I Aaret 176 tilkjøbte man sig i samme Gade Gaarden No. 10, Litra B, og i 1765 kjøbtes et Stykke Grund af samme Gaards Litra A og endelig kjøbtes en Gang af Gaardsveien No. 11.

Paa disse fire Eiendommes Grund opførtes da Synagogen, som indviedes den 3die November 1766 paa Christian VIIs Formælingsdag.

Kirken kostede ialt 24,000 D. K., og den assureredes for 16,000 Daler. Der var i den indrettet 320 Siddepladser for Mænd og Kvinder, hvilke Pladser efterhaanden blev solgte. Det herfor indkomne Beløb udgjorde omtrent 24000 Daler, hvorfor der strax af Kjøbesummen blev afbetalt 11,000 Daler, og Resten forrentet med 4 pCt. Renter.

Synagogen i Læderstræde fik imidlertid ikke noget langt Liv. Den blev ødelagt ved en sørgelig Begivenhed. Fredag Aften den 5te Juni 1795 udbrød der nemlig Ild i Synagogen og, uden

– 26 –

at det var muligt at redde nogetsomhelst, var den Dagen derefter forvandlet til en Askehob.

Menigheden, som nu pludselig var berøvet sin Helligdom, saa sig derpaa nødsaget til at afholde sin Gudstjeneste i 10 forskjellige Stuer og Værelser; og trods Menighedens vedblivende Forøgelse i Antal og dens Tiltagen i Velstand og Rigdom, trods Enkeltes gode Vilje og trods Regjeringens Opmuntring, som nogle Aar efter Synagogens Brand lod en Kommission nedsætte til dens Opbyggelse, hvis Plan dog aldrig kom til Udførelse, vedblev dette Forhold at vare ved i henved 38 Aar.

Synagogens Brand skadede meget i religiøs Henseende og frembragte megen Forvirring. Kirkegangen aftog betydeligt, især var dette Tilfældet for de gifte Jødinders Vedkommende, der kun bivaanede Gudstjenesten paa et Par enkelte Høitidsdage. Og hvad de ugifte Jødinder angaar, kan det bemærkes, at de selv før Synagogens Brand næsten aldrig indfandt sig ved Gudstjenesten.

– I disse smaa Lokaler, som indrettedes til Gudstjeneste for 40 til 50 Personer, der maatte betale en vis Afgift, ved Hjælp af hvilken Husleien og Lønnen til Presten og Kirkebetjenterne udrededes, var der da altid en Forstander, som ledede Gudstjenesten. Overrabbineren havde et saadant Lokale i sin egen Bopæl. Vel indsaa han, som iøvrigt var en høist agtværdig Mand, men kun besad mangelfuld Dannelse og tarvelige Kundskaber, den store Skade, som disse mange forskjellige Bedesale anrettede paa Religiøsiteten, men han manglede den gjennemgribende Vilje til at forbedre Tilstanden.

Han besøgte kun yderst sjeldent, maaske een Gang om Aaret, de smaa Forsamlingssteder og holdt Formaningstaler, hvori han lagde Husfædrene Opførelsen af en ny Kirke paa Hjerte. Men det var ogsaa Alt, derved blev det. Det Fordærvelige i, at Gudstjenesten splittedes ad paa forskjellige Steder og ikke havde et fælles Samlingssted for Alle, laa deri, at de forskjellige Bedehuse hver havde sit Kirkereglement og hver fulgte sine egne Forskrifter og Bestemmelser, saa at der aabnedes det videste Spillerum for alskens Vilkaarlighed og Lune, hvorved netop den oprindelige Enhed i Gudstjenestens Aand og Form – hvoraf Jøderne er saa stolte – gik tabt.

Denne Sønderlemmelse af Menigheden bidrog endvidere til at fremkalde Menings- og Troesforskjel, saa at Menigheden ikke mere kunde virke som den samlede Enhed. Størst Skade led dog Ungdommen, som før, da der blot var een Synagoge, meget flittigt blev holdt til Kirkegang, men nu vidste med List at befri sig fra denne Tvang, idet de blot behøvede at passe paa, hvilken af de 10 Synagoger deres Forældre havde besøgt, da der jo saa gaves endnu 9, hvilke de kunde foregive at have besøgt.

Saaledes var det altsaa de mange Hussynagoger, som berøvede den største Del af Ungdommen og næsten hele Kvindekjønnet alkirkelig Opdragelse, unddrog dem for den Velsignelse, som ligger i den fælles Forsamling af Menighedens Medlemmer og indplantede dem Ligegyldighed for det Religiøse.

Disse ulykkelige Forholde i Forbindelse med flere andre Omstændigheder blev for en Del den ydre Anledning til, at flere Familier og enkelte Studerende forlod det mosaiske Religionssamfund og gik over til Kristendommen.

Imidlertid døde den gamle Overrabbiner i Aaret 1828 (Abraham Gedalia/red.), og nu var endelig Tiden kommen, da man maatte tænke paa at ansætte en Prest, som kunde opfylde de Fordringer, Tiden stillede til ham, og magte de daværende sørgelige Forhold !

For at faa en Prest maatte Menigheden ty til Udlandet, og efter en Opfordring, som skete gjennem tyske Blade, meldte der sig direkte og indirekte flere Kandidater. Blandt disse valgtes den nuværende Prest for det israelitiske Samfund i Kjøbenhavn, A. A. Wolff, forhen Overrabbiner i Overhessen. I Anledning af dennes Udnævnelse hedder det i en kongelig Resolution til det mosaiske Repræsentantskab: «at Presten hver Lørdag og andre mosaiske Helligdage skal holde geistlige Taler over selvvalgte Texter af det gamle Testamente. I disse Taler maa Intet stride mod den af Kongen autoriserede Lærebog for Mosaiter». Prestens Embedsdragt bestaar ifølge kgl. Forordning af 29de Juli 1820 af en Fløiels Baret, en sort Kjole af Silke eller uldent Stof, besat med Fløielsstriber, tilligemed et Belte og hvide Flipper istedetfor Krave.

Synagogen laa altsaa i Grus. I Aaret 1821 havde vel den herværende Menighed modtaget Besøg af en Dr. Salomon, israelitisk Prest ved Templet i Hamburg; han gjorde ogsaa opmærksom paa den store Nødvendighed af at have en fælles Synagoge, men hans Tale lød for døve Øren, og hans Bestræbelser bar ingen Frugter.

Da tiltraadte Wolff Embedet i Mai 1829, og strax i sin Tiltrædelsesprædiken fremhævede han paa det Kraftigste den store Trang til at besidde et større til Opbyggelse indrettet Gudshus. Selv paatog han sig at indsamle frivillige Bidrag hos Menighedens Medlemmer.

– 27 –

Denne Kollekt var over al Maade heldig, idet den indbragte henved 27,000 Rdlr., og Verkets Fuldførelse var saaledes sikret, idet Regjeringen tillod Menigheden at dække de øvrige Udgifter, omtrent 70,000 Daler, ved et Laan.

Regjeringens Samtykke til den forelagte Bygningsplan paafulgte snart. Man tog nu strax fat paa Synagogens Opbyggelse. Den kom til at ligge i Krystalgade. Overopsynet ved Bygningen overdroges Arkitekten, Professor Hetsch, Lærer ved det kgl. Akademi for de skjønne Kunster.

Ved archæologiske Granskninger og et omhyggeligt Studium af de faa Rester af gammelhebraisk Arkitektur, der endnu er tilbage, og tillige derved, at han undgik de bekjendte Former for de græske og romerske Templer og derimod mere nærmede sig til den ægyptiske Stil, lykkedes det ham at tilveiebringe en Bygning, som baade efter sin ydre og indre Struktur bærer et afgjort østerlandsk Præg.

Synagogen indviedes den 12te April 1833 under høitidelige Ceremonier. Der er 420 Pladser for Mænd og 256 for Kvinder, foruden henved 100 Staapladse.

I Synagogen afholdes uden Undtagelse Gudstjeneste 2 Gange om Dagen, om Morgenen og om Aftenen. Om Lørdagen og paa andre Helligdage afholdes ogsaa Gudstjeneste om Eftermiddagen, med Undtagelse af den store Forsoningsdag (Yom Kippur/red.), paa hvilken der afholdes Gudstjeneste fra om Morgenen tidlig til om Aftenen Kl. 7, uden Afbrydelse.

Gudstjenesten holdes paa Hebraisk efter en i 1839 af Wolff udgiven Haandbog. Om Lørdagen og paa andre Helligdage holder Presten en dansk Prædiken, og, er han fraværende, maa Kateketen paatage sig dette Arbeide.

I den Haandbog til Brug ved den israelitiske Gudstjeneste, som Dr. Wolff affattede, tildels med Superintendent Adlers slesvigske Agende som Forbillede, foretoges vel enkelte Reformer, men mange Jøder beklagede dog, at der ikke blev indført en helt dansk Gudstjeneste, thi den yngre Del af Mændene forstod ikke Hebraisk og endnu mindre Kvinderne.

For disse var det altsaa et dødt og uforstaaeligt Sprog, som ikke kunde bidrage til at forøge deres Religisøsitet eller til at hæve Andagten (Afsnit IV. V og VI meddeles i et følgende No./Missionsbladets Redaktion).

(Kilder : Cohen : De mosaiske Troesbekjenderes Stilling i Danmark. Odense 1837, og Nathanson : Jødernes Forhold og Stilling i Danmark, Kjøbenhavn, 1860).

 

Skriv inn søkeord..