– i tidsskriftet “Missions-Blad for Israel” i No. 4 for “April 1881” – utgitt i Kristiania; dette er den første artikkelrekken den nylig teologisk utdannede Georg Evers bidrar med i bladet, etter at han ved slutten av 1880 var engasjert som en av dets korrespondenter i Danmark.
I rekken på 6 artikler om jødenes historie i Danmark, utgjør nedenstående den fjerde;
– her gjengitt i nr. 4 fra s. 36 – 39 :
Jødernes Historie i Danmark i korte Omrids. (Af Miss.Bl’s. danske Korrespondent Kand. G.Evers).
IV.
Et Besøg i Synagogen og Beskrivelse af Gudstjenesten paa en Sabbatsmorgen.
Den israelitiske Synagoge i Kjøbenhavn blev, som tidligere meddelt, opført 1833 i Krystalgaden. Den ligger nogle Alen indenfor Gadelinien, fra hvilken den adskilles ved et høit Rækværk af Jern. Det er en firkantet, langagtig, brunmalet Bygning med to Rader af middelhøje Vinduer.
Fra Vestibulen i hvilken der befinder sig to Sidekamre til at henlægge Overtøiet i, falder det Indre af Synagogen, – som bliver baaret af 16 Søiler oventil og nedentil og oplyses af 29 mellem Søilerne hængende, sexarmede Lamper, – venligt i Øinene, idet man med et Blik strax kan omfatte den ved Enden af den midterste Gang anbragte Tribune; ligeledes faar man strax ved sin Indtrædelse Øie paa den ved et tomt og afspærret Rum fra samme adskilte hellige Pagtens Ark.
Den befinder sig i en Fordybning af Muren og over Arken hænger den forgyldte, af Bronce forarbeidede, evigtbrændende Lampe.
Over Arken ere ogsaa tvende Skabe anbragte, hvori Lovens Ruller gjemmes. De skjules for Tilskuerens Blik ved et stort uldent Teppe. Over Nischen er anbragt de to Lovens Tavler. Paa Trappen op til den hellige Ark og foran samme er Prædikestolen anbragt. Nedenfor Trappegangen staar endelig den niarmede, forgyldte Armstage (Menorah).
Der vaages strængt over Renlighed saavel i det Ydre som i det Indre af Synagogen; ikke engang Bønnebøger eller lignende Ting tør ligge omkring paa Læsepultene eller i Stolene efter tilendebragt Gudstjeneste. Ei heller er det tilladt at befæste eller opslaa Noget paa den indre eller ydre Side af Synagogen, og Bekjendtgjørelsen om kirkelige Anliggender maa kun opslaaes i Vestibulen i et dertil særlig bestemt Rum, naar de ere undertegnede af Synagogeforstanderne. Alle andre Bekjendtgjørelser, som ikke opfylde denne Betingelse, nedrives strax af Opsynet.
Ligesaalidt maa der medbringes Fodtæpper, Skamler og deslige. Lavere Sæder (seter/stoler/red.) til Festen for Templets Ødelæggelse d. 9 i d. 5 Maaned (Tisch’ oh b’ ‘Ab) bliver derfor anskaffede af Menighedens Kasse og, efter at de er brugte, atter borttagne af Synagogebetjenten.
– Tiden for Gudstjenesten bestemmer Forstanderskabet, og den bekjendtgjøres forud paa en Tavle, der hænger i Vestibulen. Synagogen aabnes en halv Time før Gudstjenestens Begyndelse og lukkes en halv Time, efter at den er endt. Hovedindgangen lukkes under Prædikenen. – Det er forbudt at medtage Børn i Kirken under fem Aar.
Pladsene bestaar af lukkede Stole med Pulte som kan aflaases, 6 i hver Række, og er
– 37 –
indrettede saaledes, at man, hvad enten man sidder eller staar, vender Ansigtet imod Øst. Stolene bliver ikke solgte, men bortleiede til bestemte Priser, og ingen tør foretage nogensomhelst Forandring med dem.
Kvinderne har sit eget Rum paa Pulpituret, og det tilstedes ikke, at Mænd faar Adgang til Kvindesynagogen, med Undtagelse af Synagogebetjentene, ligesom det omvendt strængelig forbydes Kvinder og Piger at betræde Mændenes Synagoge, saalænge Gudstjenesten varer. Dog kan der herfra ske Undtagelse, f. Ex. ved Ægtevielse, hvor Brudeparrets kvindelige Slægtninge kan faa Adgang til Mændenes Synagoge.
Med Hensyn til Klædedragten, i hvilken man skal møde i Synagogen, gives der ikke nogen bestemt Regel desangaaende. Al Af- og Paaklædning er strengelig forbudt i Kirkens inderste Rum, dog undtages herfra Iførelsen af Overkappen og Bederemmene (Tallith og Tephillim); men det sees helst, at ogsaa disse tages paa i Vestibulen.
At denne Bestemmelse kun lidet overholdes, vil enhver kunne overbevise sig om ved et Besøg i Synagogen. Der tilstedes ikke Adang til Synagogen uden Fodbedækning paa den ovennævte Sørgefest Tisch’ oh b’ Ab og paa Forsoningsfesten, og Bestyrelsen sørger derfor for Filtsko, som overlades til dem, der forlange saadanne til Brug i Synagogen.
Ifølge en Bestemmelse af Forstanderskabet tør der ikke sidde mere end en Person paa hver Plads, ligesom heller ikke to tør dele en Pult sammen. Dog tillades det at have et Barn staaende hos sig.
Synagogens Forstanderskab bestaar af Overrabbineren som Præsident, af Menighedens Repræsentanter og af 4 andre hertil valgte Medlemmer. Stemmeberettigede til de sidste Valg er alle mandlige, contribuerende Medlemmer af Synagogen, som har leiet Plads i den og er over 25 Aar gamle. De fire, som ved deres Stemmeafgivning faar de fleste Stemmer bliver saaledes Medlemmer af Forstanderskabet. Af de Valgte afgaar hvert Aar to, som dog kan gjenvælges.
Dette Forstanderskab forvalter Kirkens Pengevæsen og har Opsigt med dens Indtægter og Udgifter. Det varetager Menighedens Tarv i maanedlige Sammenkomster, hvori de forskjellige Sager drøftes og Beslutninge, vedrørende Menighedsanliggender, vedtages efter Majoritetens Lov, idet Præsidenten, naar Stemmerne er lige, har den afgjørende Stemme.
Forstanderskabets Medlemmer, med Undtagelse af Præsten, har hver sin Uge i Synagogen, paa den Maade at den Opsynshavende altid indfinder sig i Synagogen ved Gudstjenestens Begyndelse paa Sabbaths- og Helligdage og der paaser, at alt gaar til i behørig Orden og udføres i Overensstemmelse med Liturgien, saavelsom at Ingen forstyrrer den fælles Andagt.
Især besørger han Fordelingen af de gudstjenstlige Forretninger og overtager selv, efter fastsat Anordning, hvad der er at iagtage ved Thorahrullernes (Lovens) Udtagelse af Skabene og deres Læsning og Indsættelse i Skabene. De fem Mosebøger er nemlig anbragte i Skabe imod Øst og de tre skrevne paa Pergament og sammenrullede paa Stokke.
Strax ved Opgangen til Tribunen er en lille Forhøining, hvorpaa de lægges, naar der skal læses i dem. Synagogeforstanderen fører endvidere en Protokol over dem, som i Ugens Løb have havt gudstjenstlige Forretninger, for derpaa at lade indkræve hos dem de derfor befalede Pengeoffre. Ligesaa sørger han for, at de er tilstede, som det paahviler at oplæse Loven, og at Fordelingen af de øvrige Ceremonier sker i behørig Orden, at Synagogen stadig holdes i renlig Stand, og at de behørige Rekvisiter er tilstede, naar de skal bruges.
Han skal endvidere være tilstede ved enhver Brudevielse. Sin Plads har han ved Siden af Præsten. – Ved den ugentlige Gudstjeneste kræves blot, at den tjenestegjørende Forstander ifører sig en sort Kappe, men paa enhver Sabbaths- og Festdag skal saa vel den fungerende, som den assisterende Forstander være sort klædt og anlægge Bedeklædet.
Synagogen eier desuden et Arkiv, hvori, foruden de før omtalte Protokoller, alle øvrige Synagogen vedrørende, Bøger, Dokumenter, Musikalier, saavel som to Exemplarer af alle i Synagogen holdte og i Trykken udgivne Prædikener befinder sig.
Med Hensyn til Synagogens faste Personale, da er der, foruden Præsten, ogsaa ansat en Overkantor, og en Underkantor, to Assistenter, tolv Kordrenge, en Korrektor (som gjennemser det Stykke af Loven, der læses ved Gudstjenesten, og retter de i Pergamentrullerne muligvis forekommende Feil) og saamange Synagogebetjente, som Synagogens Betjening udkræver.
Saameget være da sagt om Kirkevæsenets ydre Ordning.
– 38 –
Vi gaar nu, efter nogle Bemærkninger om Helligholdelsen af den jødiske Sabbath, over til at beskrive Gudstjenesten paa en Sabbathsmorgen. Ingen Festdag feires af den troende Jøde med saa stor Strenghed som Sabbathen (denne Beskrivelse af Sabbathens Helligholdelse vil neppe passe paa Jøderne i Hovedstaden. Imidlertid tvivler vi ikke om, at mangen Jøde, som bor ude i Landet, hvorhen den nyere, moderne Jødedom med dens Kuldkasten af alt det Gamle endnu ikke er naaet, endnu feirer den paa denne gammeldags, unægtelig smukke Maade.
Paa den hengiver han sig til den fulde Følelse af Ro og Behagelighed. Naar Tusmørket begynder Fredagsaften, ophører alt Arbeide og Forretning, og dette overholdes saa strængt, at det endog formenes at antænde og slukke Ilden paa denne Dag.
Familiens Medlemmer og Tjenestefolk, de være nu Jøder eller Kristne, beflitte sig paa den strængeste Ro. Selv Dyrene tør ikke arbeide. Al Spise og Drikke beredes Dagen iforveien. Derfor er der ogsaa ligesom en feberagtig Stemning over den jødiske Husholdning om Fredagen. Maaltidene til om Aftenen og til næste Dags Middag skal nemlig tilberedes. Der skures og gjøres rent og bages. Den ottearmede Sabbathslysestage af Kobber gjøres blank, og der sættes Lys i den, for at den kan være rede til at tændes. Festklæderne gjøres rede, kort hele Huset faar paa denne Aften et glad og smukt Udseende for værdigt at kunne modtage Festen, som i Synagogeliturgien (se Wolffs israelitiske Bønnebog S. 137. Denne Hymme er 300 Aar gammel og digtet af Salomo Halevy Alkabez) besynges i den skjønne Hymne : «L’ cho dôdi likras kaloh» som en Brud og Ægtefælle. Det hedder i denne : «Kom, min Ven, lader os gaa Bruden imøde, lader os venlig modtage Sabbathen. Thi den er Velsignelsens Kilde, helliget af Gud, allerede fra Begyndelsen af. Sidst den staar i Skaberens Værk, men den stod først i Skaberens Tanke. Vaagn op, vaagn op, thi din Stjærne staar op ! Bryd frem mit Lys, vaagn op min Aand ! lad din Sang tone, Guds Herlighed aabenbares for Dig ! Saa drag da ind med Fred, Du Ægtemagens Krone (Sabbathen) ! drag ind med Glæde og Fryd i de Troendes Midte til Herrens udkaarne Folk ! Drag ind, o Brud; drag ind, o Brud ! Kom min Ven, lader os gaa Bruden imøde, lader os venlig modtage Sabbathen !»
Imidlertid lakker det ad Solnedgangs Tid. En halv Time før denne, naar Tusmørket forkynder Aftenens Komme, begynder Sabbathen.
Da ophører alt Arbeide som med et Trylleslag. Alt aander nu Ro og Stilhed. Paa det dækkede Bords snehvide Dug staar Sabbathslysestagen. Og under Fremsigelse af en Bøn tænder Hustruen de otte Festlys, som snart udbrede sit lyse, venlige og fortrolige Skjær i Stuen, medens ved Vintertide den i Ovnen lystigt knittrende Ild bidrager betydeligt til at forhøie Helligaftenens høitidsfulde, hyggelige Ro og Fred.
Mændene tor (toer/red.) nu sit Ansigt og Hænder og gaar derpaa i Synagogen til Aftengudstjenesten, hvis hovedsagelige Del bestaar af en overordentlig skjøn Sang af Drengekoret. Kvinderne derimod gaar aldrig paa denne Aften i Synagogen, men forbliver i Hjemmet og fremsiger der sine Bønner.
– Imidlertid er Gudstjenesten forbi, og Faderen kommer hjem i en glad Feststemning med sine Sønner. I Hjemmet venter ham nemlig den jordiske Lykke og Tilfredshed, som en god, og kjærlig Hustru formaar at berede og skabe for sin Mand og sine Børn. Og om Fredag Aften –- saa lærer Talmud – «gaar Fredens Engle hjem med Mennesket, naar Endrægtighed hersker derhjemme, og de udbreder Guds Velsignelse over ham og hans Kjære», «Schalom alekem», Fred med Eder, det er derfor den troende Israelits Velkomsthilsen til disse Fredens Sendebud, naar han gaar over sin Dørs Tærskel. I Hjemmet kommer hans Døttre løbende ham imøde, og han og hans Hustru forsamler Børnene om sig, lægge Hænderne velsignende paa deres Hoveder, idet de sige : Gud lade dig blive som Ephraim og Manasse – Gud velsigne Dig, som han velsignede Sarah, Rebekka, Rakel og Lea ! Og Børnene raaber glad : Gud give Eder kjære Forældre, en lykkelig Sabbath.
Maaltidet, som i Regelen bestaar af Brød, Fisk, Vin og Frugt (efter Formuesomstændighederne er dette Maaltid selvfølgelig enten tarveligere eller prægtigere), begynder med Guds Pris, idet Husfaderen først tager et Bæger Vin i Haanden og fremsiger Ordene i 1 Moseb. 2, 1-3, dernæst takker han Gud for Sabbathens Indstiftelse og velsigner Bægeret, som han holder i Haanden. Naar han har drukket, tildrikker han dem, som sidder tilbords og oplæser Ps. 23, velsigner saa Brødet og uddeler det blandt Sine.
Timerne gaar umærkeligt ved dette Maaltid, og før man ved af det, er det Midnat. Derpaa sluttes da Maaltidet med Bøn og Fremsigelse af Ps. 104, og man gaar
– 39 –
til Ro med den glade Forvisning, at imorgen er der Frihed for Arbeide (vi maa atter her udtrykkeligt fremhæve, at denne Skildring blot passer paa den troende – strængt orthodoxe – Jøde).
Næste Morgen gaar baade Mænd og Kvinder i Synagogen. Mændene indhyller sig, før de begynder at bede, i det hvide Bedeklæde, for uforstyrret at kunne forrette sin Andagt. Gudstjenesten begynder med Morgenbønnen «Jigdal» (som i metrisk Form indeholder de tre Trosartikler efter Moses b. (ben/red.) Maimon, der levede i det 12 Aarh.). Denne Bøn afsynges af Koret. Forsangeren foredrager da paa høitidelig Maade de sædvanlige Sabbaths-Morgenbønner, overensstemmende med Dagens Festlighed, og synger kun de særligt betegnede Steder med Ledsagelse, og Koret maa ogsaa kun falde ind ved disse.
Ved alle Salmer og Bønners Begyndelse og Slutning lader Koret et Hallelujah lyde. Imidlertid begiver den tjenestegjørende Forstander og en af de assisterende Synagogeforstandere sig hen til Pagtens Ark, og saasnart Forsangeren kommer derhen nede fra Tribunen af, drager de Forhængene tilside og aabner de to store Døre, hvorpaa Forsangeren begynder paa en ny Sang.
Derpaa tages Thorarullerne ud af Skabet. De er af Pergament oprullede paa to Stokke og staar paa et Stativ. De omgives af tvende Sølvkapsler, hvorover er lagt et rødt Fløiesklæde og hængt et guldvævet Stykke Tøi, og i Enden af Rullerne er tvende Klokkestativer anbragte, som stadig klinger, medens de bæres i Procession.
Koret, som staar paa Tribunen, synger imidlertid en overordentlig høitidelig Sang. Forsangeren modtager da Thorahen, og staaende paa Prædikestolen holder han den i Veiret og synger : «Hør, Israel, Herren vor Gud, Herren er én», og Koret gjentager dette. Efter en kort Vexelsang mellem Forsangerne og Koret, gaar den førstnævnte ned paa Tribunen, fulgt af Præsten og Synagogens øvrige Embedsmænd, alle de Tilstedeværende beder en stille Bøn i Forening med Forsangeren og det til Dagen bestemte Stykke af Loven læses af de dertil beskikkede Forelæsere; derpaa tager Forsangeren den hvide udfoldede Pergamentrulle, viser den til Menigheden, synger en Psalme og, efter at Rullen atter er blevet tilhyllet, bæres den op til Skabet; Forhængene slaaes tilside og Thorahen indsættes igjen. Saa følger en dansk Prædiken over en selvvagt Text, mest af moralsk Indhold, derpaa er den almindelige Kirkebøn for Syge og Sorgfulde, Fattige og Forladte, Enker og Faderløse, for det mosaiske Samfund, for Fædrelandet og Kongen.
Endelig udeler Præsten den ypperstepræstelige Velsignelse paa Hebraisk og Dansk. Koret istemmer efter Velsignelsen Amen, Forsangeren begynder da paa en ny Psalme og en ny Bøn, den saakaldte Mussaphbøn, og Gudstjenesten slutter derpaa med en Vexelsang mellem Koret og Forsangeren, under hvilken Menigheden begiver sig bort, for i Hjemmet at nyde Sabbathens Ro.
(Kilder : Woffs Agende zum Gebrauche beim Israelitischen Gottesdienste, Copenh. 1839, og Sammes : Israelitiske Bønnebog, Kjøbenhavn 1872).
– neste og 5 avsnitt følger her :