“jødernes (jødenes) historie i danmark i korte omrids” : 5. artikkel av cand.theol. georg evers

– i tidsskriftet “Missions-Blad for Israel” i No. 4 for “April 1881” – utgitt i Kristiania; dette er den første artikkelrekken den nylig teologisk utdannede Georg Evers bidrar med i bladet, etter at han ved slutten av 1880 var engasjert som en av dets korrespondenter i Danmark.

I rekken på 6 artikler om jødenes historie i Danmark, utgjør nedenstående den femte;

– her gjengitt i nr. 4 fra s. 39 –  42 :

V.

Om Jødernes Omskjærelse, Konfirmation, Ægteskab og Begravelse.

Omskjærelsen er endnu for Jøderne det vigtigste Pagtens Tegn, hvorved de indlemmes i Guds udvalgte Folks Menighed, og hvorved der skjænkes dem Lod og Del i det evige Liv.

Den kan ske i Hjemmet, og paa Forlangende kan en Morgengudstjeneste først blive afholdt der, eller ogsaa efter Faderens og Faddernes Ønske i Synagogen, mod Erlæggelsen af en bestemt Afgift, ved Morgengudstjenesten.

Efter Takstens Størrelse bliver da Synagogen oplyst mere eller mindre. I ethvert Tilfælde skal den store, niarmede Lysestage (Menorah) tændes, som for den Fattige sker uden Betaling, medens den Formuende herfor erlægger en vis Betaling. Gudstjenesten ved denne Leilighed forestaaes af Overkantoren.

Omskjærelsen sker paa den ottende Dag efter Fødselen, og før den Tid maa den ikke ske; derimod kan den vel opsættes en Tid, naar Barnets Sundhed kræver det. Omskjærelsen er en stor Festhøitid for Jøderne. Natten iforveien sover ingen i Huset. Venner og bekjendte er indbudne, og Mændene dvæler hos Faderen, Kvinderne hos Moderen. Til selve Omskjærelsens Handling udvælges 3 Personer, en, som bærer Barnet til Synagogen, en, som holder det under Omskjærelsen, og endelig den, som forretter Omskjærelsen. Den sidste kan godt Faderen selv være, naar han er forfaren i denne Kunst.

Om Morgenen, naar Drengebarnet skal omskjæres, hensættes to Stole i Synagogen,

– 40 –

den ene for Elias, som usynlig menes at være tilstede. Derpaa kommer den frem, som skal omskjære Barnet. Konen træder nu ind i Forhallen med Barnet, ledsaget af andre Kvinder, og de Tilstedeværende begynder at synge en aandelig Sang. Barnet leveres da til den, som skal holde det, udenfor Døren, thi i selve Mandssynagogen tør (får/red.) ingen Kvinde komme; naar Barnet bringes ind, istemmes en Jubelsang.

Den, som holder Barnet, lægger det da i sit Skjød; den anden forretter Omskjærelsen, udsuger Blodet af Saaret, hvilket han udspytter i et Kar, fyldt med Vin. Derpaa forbindes Barnet. Først beder da Omskjæreren en Bøn, dernæst Faderen og saa de Tilstedeværende. Derpaa tager Omskjæreren det omtalte Kar med Vin og Blod i sin Haand og velsigner det; Barnet velsignes derpaa og faar sit Navn, idet man væder Barnets Læber med Blodvinen og oplæser Ps. 128. Derpaa overleveres Barnet til Konen, som bragte det ind, og Handlingen er til Ende.

Naar derimod en Datter er født, sker ingen af disse Ceremonier; Moderen tager blot Barnet med sig, naar hun er blevet rask, i Synagogen, og Kantoren velsigner det der og giver det Navn. Nogle lade ogsaa dette ske i sit Hjem.

Befalingen i 2 Moseb. 13, 13 at løse den Førstefødte skal endnu være i Brug paa nogle Steder. Naar nemlig Barnet er 30 Dage gammelt, indbyder Faderen en af Præsterne til sig og giver ham Barnet i Armene, som en Eiendom, der tilhørte ham; derpaa giver Faderen Præsten nogle Penge og faar da sit Barn tilbage.

Den næste, vigtige Begivenhed, som, efter Omskjærelsen, møder os i det jødiske Barns Liv er Konfirmationen.

Ved Forordning af 29de Marts 1814 blev det anordnet, at Ungdommen af den mosaiske Trosbekjendelse, baade Drenge og Pigebørn, skulde være pligtige til ved en offentlig Religionsprøve, efter en af Kongen autoriseret Lærebog i Religionen, at gjøre Rede for, hvad de efter denne Bogs Veiledning havde lært og derefter høitideligt aflægge sin Trosbekjendelse, samt give Løfte om, ikke med fri Villie at handle mod de af dem erkjendte og i denne Bog foredragne Grundsætninger.

Denne Religionsprøve maa blot afholdes, hvor der efter kongelig Tilladelse haves Synagoge og ikke af andre, end den ved Kirken ansatte Præst eller af de Mænd, som af Caneelliet beskikkes til saadan Examens Afholdelse.

Børnene skal, forat kunne blive konfirmerede, have fyldt det 13de Aar, og der skal to Gange aarlig afholdes Konfirmation : i Mai og i November, paa en Søndag eller en Onsdag. Paa denne Dag tilstedes Instrumentalmusik i Kirken, hvilket ellers kun sjelden finder Sted.

Høitideligheden indledes med Musik 1 1/2 Time efter den daglige Gudstjenestes Slutning. Denne Religionsprøve udkræves for at kunne stedes til Ed, indgaa Ægteskab, indskrives som Svend i noget Laug, vinde Borgerskab i en Kjøbstad eller drive nogensomhelst Næringsvei, indskrives som Student ved Universitetet eller blive myndig over sit Gods. Det paabydes derfor Præsterne at føre nøiagtig Protokol over Konfirmanderne.

Selve Konfirmationshandlingen indledes, som allerede er sagt, ved Musik og Sang, under hvilken Konfirmanderne begiver sig op til Prædikestolen og opstiller sig der, dannende en Kreds – Pigerne paa den ene og Drengene paa den anden Side. Derpaa holder Præsten en Tale til Menigheden, og saa gaar han over til at prøve Børnene i deres Kundskaber i den israelitiske Religion. Denne Prøve foregaar i en fri Katechisation.

Herefter følger en kort Sang, Præsten holder et Afskedsforedrag til Børnene og forbereder dem i dette til at aflægge Trosbekjendelsen. Præsten fremsiger da Trosbekjendelsen høit og Børnene svarer alle med et lydeligt «Ja» eller «Ja, saasandt hjælpe mig Gud».

Trosbekjendelsen her i Kjøbenhavns Synagoge lyder saaledes : « 1) Tror Du for sikkert og vist, at der er en Gud til, som har skabt alt, opholder og styrer alt ? 2) Tror Du fuldt og fast, at Gud har aabenbaret sin Villie ved Moses og Profeterne ? 3) Tror Du fuldt og fast, at Gud, der gjengjælder alt, har skabt i dig en udødelig Sjæl og vil straffe dig efter din Død, naar Du har været lastefuld, men belønne dig, naar Du har været from og dydig, og da bringe dig i det evige Liv, i et Liv med Ham, den Uendelige ?»

Naar Børnene herpaa har svaret Ja, opfordrer Præsten i en liden Tale Børnene til at give ham sin Haand paa, at de tro dette og vil gjøre Guds Vilie. En til Handlingen passende, høitidelig Sang begynder, medens Børnene, først Pigerne og saa Drengene, en for en træde hen foran Præsten og lægger den høire Haand i hans venstre, hvorpaa han med sin høire Haand velsigner dem og giver dem et ønskende eller formanende Ord med paa Veien. Efter Velsignelsen retter Præsten et Ord til hele Menigheden og holder en Bøn sammen med Børnene.

– 41 –

Herpaa følger en Sang, og Præsten bestiger igjen Prædikestolen for at læse en formuleret Bøn. Derpaa følger igjen Sang, et Slutningsønske udtales til Børnene, og Konfirmationen slutter med en Sang.

Med Hensyn til Skikkene ved Vielse, da maa bemærkes, at den kan ske baade i Hjemmet og i Synagogen, og det staar Enhver frit for at lade sig vie paa et af disse Steder; dog er Præsten berettiget til paa Grund af muligt tilstedeværende Aarsager at forbyde Vielse i Synagogen.

Vielsen i Synagogen foregaar saaledes : Selve Handlingen foregaar paa Tribunen, over hvilken der anbringes en Brudehimmel (Chuppah). Til denne har Brud og Brudgom med sine Brudepiger og Brudesvende Adgang efter den bestemte Anordning, de øvrige Personer blot efter den for Synagogen bestemte Lov. Den niarmede Lysestage tændes ved hvert Bryllup, og imod særskilt Betaling kan Kirken blive oplyst.

Det er ved denne Leilighed, ligesom ved Konfirmationsfesten, tilladt at lade Instrumentalmusik spille i Kirken under Vielsen, idet Præsten dog først maa have at vide, hvad der skal spilles. – Vielsen tør kun foregaa i Eftermiddagstimerne og senest en halv Time før Begyndelsen af Vesperbønnen (Mincha), for ikke at bringe Forstyrrelse i den daglige, synagogale Gudstjeneste.

Selve Vielsen indledes med Bøn. Saa synges en Sang under Korets Ledsagelse, ved hvis Begyndelse Brudgommen og begge Brudeførerne gaa op paa den ene Side af Tribunen, medens Præsten gaar op paa den anden Side og stiller sig imellem Over- og Underkantoren, som er de tvende Vidner ved Vielsen. Paa et bestemt Punkt i Sangen føres Bruden ind, idet Præsten giver Tegnet hertil; hun har indtil da dvælet i et Sideværelse af Synagogen med sine tvende Brudepiger og gaar nu op paa Tribunen og stiller sig ved Brudgommens høire Side, med Ansigtet vendt imod Øst og imod Præsten. Brudepigerne tager Plads bagved hende. – Præsten holder nu Vielsestalen og udtaler Ritualets første Velsignelsesformular og rækker da Vin til Brudgommen og Bruden, hvorpaa debegge drikker.

Derpaa paasætter Brudgommen sin Brud den hellige Ring med Ordet : «Ved denne Ring skal Du være mig helliget efter Mose og Israels Lov». Herefter oplæser Præsten Vielsesbrevet, efterat han dog først har erklæret de Forlovede for rette Ægtefolk at være, og der udtales da igjen et Velsignelsesord.

To Vers af Salme 128 assynges saa af Koret, Præsten beder en Slutningsbøn og velsigner de nyformælede, det sidste Vers af den førnævnte Salme afsynges, og under en Bøn af Forsangeren forlader det nyformælede Ægtepar Tribunen.

Tidligere var det Skik, at Jøderne tidligt indlode sig i Ægteskab –- saaledes var ofte Mænd paa 18 Aar allerede gifte –, dette er dog nu ikke mere saa almindeligt. Med Hensyn til Overholdelsen af Leviratsægteskabet – at en Mand skal ægte sin Broders Hustru, naar han dør uden at efterlade sig Børn – saa overholdes det ikke her.

Nu til Slutning et Ord om, hvorledes Jøderne gaar Døden imøde og hvorledes de bliver jordfæstede.

Den døende Jøde lader i Regelen Præsten hente og skrifter sine Synder for ham, som derpaa overgiver den Døende til Guds naadige Barmhjertighed og (i sin Blindhed) beder, at hans Død maa vorde en Forsoning for hans S ynder !» Den Døende velsigner da sine Børn, sin Hustru og sine Husfolk og øvrige Paarørende, som muligvis ere tilstede. Der vaages Dag og Nat over ham, efter de det ansees for saare vigtigt at være nærværende, naar han opgiver Aanden.

Den, som er tilstede i Dødsøieblikket, pleier da efter gammel Skik at rive lidt i sine Klæder. Liget vaskes og iføres hvidt Linned, – nogle Steder gives der ogsaa den Døde en hvid Lærredshat paa Hovedet enten i Hjemmet eller ogsaa i et af Sideværelserne i Kapellet ved den mosaiske Kirkegaard, som for Kjøbenhavns Vedkommende ligger paa Nørrebro (i Møllegaden). Naar Ligets Vaskning skal foregaa i Kapellet, maa de dertil bestemte Personer forud indfinde sig for at modtage det, at de ufortøvet kunne begynde paa Arbeidet. Retten til at vaske Ligene tilkommer Medlemmerne af et blandt Jøderne bestaaende Begravelsesselskab, og vægrer det sig ved at gjøre dette Arbeide, – f. Ex. af religiøse Grunde, naar de have Mistanke til den Afdødes Rettroenhed (de forargeligste Optrin kunde i saa Henseende finde Sted ved selve Begravelsen. Fandt Selskabet, at den Døde ikke havde levet efter den jødiske Religions Forskrifter, behandlede de Liget paa den haanligste Maade som en Forbryder og Selvmorders Lig og anviste det en afsides Krog paa Kirkegaarden. Der oprettedes derfor senere et nyt Begravelsesselskab, som havde mere «frisindede» Anskuelser, end det gamle, som dog endnu bestaar ved Siden af det nye), – udtages 5 Personer af Menigheden, som gjør dette for en vis Betaling.

De Fattiges Lig vaskes frit paa Menighedskassens

– 42 –

Bekostning. Reglene for Vaskningen meddeler Præsten de Paagjældende.

Kvindelige Lig behandles af Kvinder og, mangler der til disse Vaskning den nødvendige Arbeidskraft, udtages ligeledes 5 Kvinder af Menigheden. – Menigheden har en bestemt Ligvogn, som er ens for alle, de være nu rige eller fattige, og der tør aldrig benyttes anden Ligvogn. Ved Ligbegjengelsen skal Følge være iført sorte Klæder. Dog tør den Afdødes nærmeste Familie, som sørger, ogsaa bære Klæder af en anden Farve.

– Til Begravelsen tør ingen indbydes. Det staar enhver frit for at bære en sort Sørgekappe, men det er ikke nødvendigt. Efter vedtaget Bestemmelse skal de tvende Kantorer og de tvende Menighedstjenere overvære enhver Begravelse.