Angaaende Jødernes Edsaflæggelse, da var det ved Forandring af 15de September 1747 bestemt, at den, der skulde aflægge Ed, maatte indfinde sig i Synagogen og aflægge Eden efter en for Jøderne høist krænkende Formular og derpaa underkaste sig allehaande Ceremonier i Overværelse af 10 jødiske voxne Mænd, Rabbineren eller Præsten og den ved Universitetet ansatte Professor i Hebraisk.
Hin Bestemmelse er nu bleven ophævet ved Forordningen af 10de Mai 1843, efterat være forelagt Stænderne, idet det heri hedder : «at de hidtidige Formularer ved Edsaflæggelse ikke mere findes passende til bemeldte Troessamfunds nuværende, religiøse og moralske Tilstand, hvorfor Kongen har ladet de danske Provinsialstænder forelægge Udkast til en ny Anordning angaaende denne Tilstand».
Efter den nye Anordning skal Jøden, naar han sværger, aflægge Eden i Retten i Overværelse af Præsten eller Kateketen, uden andre Ceremonier end, at Manden aflægger Eden med bedækket Hoved. Der forelægges ham et trykt Exemplar af Pentateuchen (de 5 Mosebøger) paa Hebraisk, som er aabnet og opslaaet paa 2 Moseb. 20. 7, og hvorpaa han holder sin venstre Haand saaledes, at han med Fingeren peger paa Ordene «Jehovah Eloheka» (Herren, din Gud), medens han løfter den høire Haand i Veiret.
I Rigsdagen var i det forløbne Aar Rigsdagsmændenes Edsfæstelse paa Dagsorden, idet det er Skik, at hver Rigsdagsmand ved Rigsdagens Aabning underskriver Edsformularen. Spørgsmaalet reistes paa Grund af, at en Jøde, som var bleven valgt til Rigsdagsmand i et af Landdistrikterne, i en Tale efter Valget skulde have erklæret, at han troede hverken paa de Kristnes eller Jødernes Gud.
– 54 –
Ikkedestomindre underskrev han dog Edsformularen, men indbragte strax sammen med nogle andre Rigsdagsmænd et Forslag om Edens Forandring eller Afskaffelse, hvilket Forslag dog ikke blev vedtaget.
Naar der nu skulde siges, hvad den danske Menighed har gjort for direkte at bringe Jøderne Evangeliets Lys, eller med andre Ord, hvad der er gjort for Jødemissionen, da maa det siges, at der er gjort saare lidet, ja saa godt som intet. Kun faa Steder lyder der fra Prædikestolene en Bøn om Israels Omvendelse, og Danmark har ikke noget Selskab med det Formaal at kristne Jøderne.
Men naar desuagtet ikke saa faa Jøder i Aarenes Løb er gaaet over til Kristendommen – blandt hvilke Landet tæller nogle af sine bedste og dygtigste Sønner – da skyldes det vist – ved Siden af ydre Omstændigheder, saasom Forhold i den jødiske Religions Tilstand i Landet, eller undertiden ydre Fordele, som saadan Overgang til Kristendommen kunde have – hovedsagelig deres daglige Samliv og Berøring med Kristne, hvorved Kristendommens overbevisende Magt ogsaa undertiden faar Lov til at gribe Jødens Hjerte med uimodstaaelig Kraft og frembringe Omvendelse.
Hvormange Jøder, der i Tidernes Løb er blevne døbte i Landet er ikke muligt at sige, da Danmark ikke eier en Statistik herom.
Medens saaledes Herrens Ord viser sin Kraft til at omvende Hjerterne, – og det er ikke faa, som imellem Aar og Dag frelses blandt Israels udvalgte Folk, – hører man ogsaa, men dog kun sjeldent, det Modsatte at være Tilfældet, at Kristne gaar over til Jødedommen. Det er selvfølgelig aldrig Overbevisning, der leder en Kristen til sligt et Skridt, men blot Udsigterne til jordiske Fordele, f. Ex, ved Indgaaelse af et rigt Ægteskab eller lignende.
Den, der skriver dette, har bragt i Erfaring, baade at en Kvinde er traadt over til Jødedommen – og hun blev da som enhver Renegat meget fanatisk i sin nye Religion –, og at en Mand er bleven Jøde, hvem det naturligvis gik ligesaa. Begge blev lokkede ved Udsigten til Formue i Ægteskab. Heldigvis er slige Tilfælde dog kun sjeldne.
At der ogsaa forekommer blandede Ægteskaber i et Land med saamange Jøder som Danmark er ikke forunderligt. Det første Ægteskab af dette Slags fandt Sted i Aaret 1798, da en jødisk Kjøbmand og Borger i Kallundborg begjærede en kristen Pige, til hvem han havde fattet Kjærlighed, tilægte. Han ansøgte da om Tilladelse til at ægte hende, idet han forblev i sin Tro, imod at alle Børnene af dette Ægteskab, baade de mandlige og kvindelige, blev opdragne i Kristendommen. Et Reskript tillod dette, dog skulde Øvrigheden nøie paase, at Børnene blev kristelig opdragne. Denne Lov bestaar endnu, saavidt vi ved : alle Børn af blandede Ægteskaber skal opdrages i Kristendommen. Hvor stort Antallet af de blandede Ægteskaber er, vides ikke, da der ikke føres Protokol over dem.
De religiøse. Forhold blandt de danske Jøder i Nutiden er, trods alle deres Ceremonier og Fester, trods de alenlange Bønner, de daglig opsender og trods deres hyppige Besøg i Synagogen, kun sørgelige, og Gudstjenesten og Hjertets Gudsdyrkelse er nedsunket i Bogstavens døde Væsen, uden Liv og Aand; ved store Laan fra Kristendommen saaledes lyder det ganske forunderligt at høre kristelige Psalmemelodier, som f. Ex. «Af Høiheden oprunden er», afsungne i Synagogen med jødisk Text – søger den at give Gudstjenesten nogen indre Livsfylde.
Gudstjenesten er aandløs og mekanisk, og der spores kun ringe Andagt hos de Tilstedeværende. Der samtales ofte høit under Gudstjenesten, hvilket ikke kan andet end støde den Fremmede.
Nutidens Jødedom er saafremt den ikke, som meget hyppig sker, ligger aldeles nedsunket i Tvivl og Vantro – indviklet i det døde Gjerningsvæsen, som mener ved lange Bønner, Almisser og Faste paa Forsoningsdagen at kunne være vis paa den evige Salighed, selv om Hjertet er langt borte.
Ja, i «Pirke Aboth» (Fædrenes Bud og Lærdomme, Wolffs Bønnebog, S. 230) læres det : «at hver Israelit kan vente sig Lod i det evige Liv, thi der staar skrevet : Dit Folk, Retfærdige alle tilhobe, skal eie Landet i Evighed; det er jo den Kvist, jeg selv har plantet, mine Hænders Værk, mig til Ære».
Altsaa blot det at være Israelit, forskaffer Saligheden ! Det er de færreste som strengt holde sig til Fædrenes Skikke (Skikken at anlægge Bederemme (Tephillim) om Morgenen og læse en Psalme eller lignende overholdes dog endnu af Mange, men det gjøres i Regelen aldeles aandløst, som om det var selve Gjerningen, der var det helliggjørende Middel, og ikke det indre Sindelag, hvormed der læses).
Mange Steder bedes ikke Bordbøn, tvættes ikke Hænderne før og efter Maaltidet, overholdes ikke Reglerne for Lerkarrene og de forskjellige
– 55 –
Spiser, ja ikke faa Jøder spise – Svinekjød.
Alle disse hører selvfølgelig til de moderne Reformjøder. Deres Forsoningslære indskrænker sig til at de faster en Dag om Aaret og giver visse Almisser, hvorved de mener, at Gud tilfulde kan forsones.
Men, hvor liden Syndserkjendelsen maa være ved en saadan Lære (i den israelitiske Katekismus forkastes Læren om «Arvesynden» som taabeligt Vanvid), er indlysende.
Maaske bør man i denne Lære, som saa stærkt betoner og opfordrer til gode Gjerninger, søge Grunden til Jødernes store Velgjørenhed. Jøderne staar unegtelig høit i at gjøre vel. De gjør vel baade mod sine Egne – og deres mange Fattige i deres Menighed og imod de Kristne.
Saaledes efterlod Hofraad Meyer ikke mindre end 380,000 Kr. til kristelige Stiftelser, og Justitsraad Eibeschütz’s Legater, ligeledes til kristelige Anstalter og Stiftelser androg 160,000 Kr., og Boghandler Soldin legerede 68,240 Kr. til en Stiftelse for Enker og ugifte Døttre af Borgerstanden i Kjøbenhavn.
I Sandhed, i denne Henseende staar Jøderne høit, som ved (vet/red.) at gjøre vel uden at se paa Religionsforskjellen !
Vi har set, at der oftere var Splid i Menigheden. Der stod i Almindelighed tvende Partier overfor hinanden, det ene vilde holde paa det Gamle, det andet vilde indføre «tidssvarende Reformer». I Halvtredserne skete der saaledes et bekjendt Brud i Menigheden, som førte til, at de Misfornøiede udsondrede sig under Klædehandler Levy som Formand og dannede en selvstændig Synagoge i Læderstræde, som endnu fører en, om end kun kummerlig Tilværelse.
Hovedgrundene til denne Splittelse var, at Overrabbiner Wolff i 1858 modtog Dannebrogsordenens Ridderkors, samt at han vilde have Kirkegaarden «moderniseret» med Gange osv.. medens Levy vilde have Gravene urørte. Imidlertid døde denne Storm hen af sig selv.
Jøderne i Danmark maa gjøre Krigstjeneste, da der er indført almindelig Værnepligt.
Iøvrigt paahviler dem de samme Forpligtelser som alle andre Borgere i Riget med Hensyn til at betale Skat og lignende. Loven beskytter og værner ligemeget om Jøder og Kristne, hvorfor hines retslige Stilling er i høi Grad sikker.
Deres Indflydelse paa Literaturen er her som andetsteds stor. En Del af Pressen og flere Tidsskrifter beherskes af Jøder, og at de undertiden anvende denne Indflydelse, de derved har, til at skade og nedsætte kristelige Bestræbelser og Foretagender i den offentlige Mening, kan ikke nægtes.
Jødernes Messiasforventning er meget svag. I Wolffs Lærebog (S. 126 ff.) heder det saaledes paa Spørgsmaalet om, naar Messias vil komme; «at kun for Gud er Tiden bekjendt; men os paaligger det kun at haabe paa den, uden at ville prøve paa at udgranske Noget derom; der udsiges, hvad der imidlertid ogsaa kan være billedligt talt, at, førend den indtræffer, vil Forældrenes Hjerter forenes med Børnenes, og Fred og Enighed herske (Mal.3, 24)».
I Forbindelse med dette Haab paa Messias sættes da Opstandelsestiden, da Legemerne i fornyet Skikkelse skal vækkes af Dødsslumren for at vaagne op til Dommen eller til det evige Liv.
Og hermed afslutter vi vor Fremstilling af Jødernes Forhold og Tilstande i Danmark. Vi maa her gjentage, hvad vi andetsteds sagde, at de for Øieblikket besidder en overordentlig stor Magt og Indflydelse, danner «en Stat i Staten», spiller en fremragende Rolle paa alle Livets og Kulturens Omraader, og endnu er det udvalgte og høit begavede Folk, baade paa Videnskabens, Kunstens, Literaturens, Haandverkets og Handelens Omraade.
Et fattes dem blot : «at Guds Aand maa gjennemblæse de tørre Been, at de atter maa blive levende (Es. 37. 1-14), paa det at Jacob kan slaa Rødder og Israel blomstre og faa Knopper; thi da vil de fylde Jorderige med Frugt (Es. 27, 6)», og herom bør de Kristne bede i fuld Forvisning om, at Bønnen engang skal opfylde, naar Timen slaar for hele Israels Frelse (Rom. 11, 26).
(Kilder : De førnævnte Skrifter).