anders stephansen : presentert i dansk biografisk lexikon

– XVI Bind – side 404 – 407 – en beretning om en mann – og hans hustru – som satset alt sitt til andre menneskers – her barns – forbedrede livsstilling, gjennom opprettelse av hjem for fattige og forsømte barn :

Stephansen, Anders, 1791-1870, Filanthrop og Skolemand, Søn af Bolsmand Stephan Christensen og Kirsten Andersdatter, blev født 20. Avg. 1791 i Terndrup ved Aalborg.

Stephansen undervistes først af sin fromme Moder og af Faderen, der havde været Omgangsskolelærer, derpaa i Vintertiden af Byens uexaminerede Lærer, medens Sommeren gik med Markarbejde.

1803 blev han Huslærer hos Pastor N. Holst i Skibsted, der læste med ham, saa han 1806 kunde overtage en Huslærerplads paa Dragsgaard og siden hos General Rodenburg paa Vórgaard indtil 1818, kun afbrudt af et Ophold for egne sammensparede Midler paa Jonstrup Seminarium 1812-15 og et Par Sommerkursus i Kjøbenhavn for at udvide sine Kundskaber i levende Sprog, som han tillige med Botanik dyrkede i sin Fritid.

Efter et uheldigt Forsøg som Privatskolebestyrer i Nibe oprettede han paa Opfordring af Stiftamtmand F. Moltke, som kjendte ham fra Vórgaard, en Privatskole i Aalborg.

Her ægtede han 4. Juni 1824 Dorthea Svenningsen (f. 31. Avg. 1803), Datter af Fuldmægtig Christen S. og Else f. Melsen og Søster til den bekjendte Lærer ved Borgerdydskolen paa Christianshavn Cleophas S.

Hun oprettede et Pigeinstitut i Forbindelse med hendes Mands Skole og fik den største Betydning for hans senere Livsgjerning. Ved sin stille, alvorlige og kraftige Natur tilførte hun S. den Klarhed og Ligevægt, der savnedes i hans bløde, umiddelbare, let bevægelige Sind.

Uagtet Skolen gik godt, var S. utilfreds med sin Gjerning. Under Paavirkning af det vaagnende kristelige Liv i 20erne voxede den Medfølelse, han fra Barndommen havde for Fattigfolks Børn, og han følte Kald til at oprette et Hjem for fattige og forladte Børn, der levede under Forhold, som udsatte dem for at gaa moralsk til Grunde.

Efter Fellenbergs Mønster skulde Jordbrug og Skolehold være Midtpunktet i Børnenes daglige Liv, men Opdragelsen skulde have sikkert Stade paa Kristendommens Grund og ordnes som i et dansk Familiehjem.

Stephansen blev herved Børnehjemssagens Fader i Danmark.

Da Seminarieforstander Brammer 1832 bragte ham i Forbindelse med Grev F. A. Holstein, som havde gjort et mislykket Forsøg paa at tage sig af forladte Børn i det af ham oprettede Hospital paa Fuirendal og fremdeles nærede Interesse for denne Sag, uden dog at vide, hvorledes den skulde gjennemføres, hjalp Greven S. til at virkeliggjøre sin Idé ved at overlade ham Lokale, Have og Markjord, medens S. ydede Inventar og Tilskud af egne Midler foruden sit og Hustruens Arbejde.

Paa Grevens Sølvbryllupsdag 4. Maj 1833 aabnedes «det Fuirendaler-Institut» for at være «en Stiftelse for de Børn, hvis Skæbne nægter dem et Familieforhold, hvor de kunne gjøre Erfaring om det Baand, som kristelig Kjærlighed knytter mellem Forældre og Børn».

Men Tiden havde endnu ikke Øje for Betydningen af en saadan forebyggende Virksomhed. For at Anstalten kunde bære sig, maatte den i mange Aar især optage vanartede Børn; men S. fastholdt det oprindelige Formaal og blev aldrig træt af at forklare og forsvare det i Tale og Skrift.

Han afslog derfor Pladsen som Forstander for Flakkebjærg.

Efter Grevens Død kom Godset under Administration, og denne vilde paa anden Maade disponere over Fuirendal. Ved Laan fra Enkegrevinden og den unge Greve kjøbte Stephansen 1839 Gaarden Hjortholm i Førslev ved Fuglebjærg, gav den Navnet «Holsteinsminde» og flyttede Instituttet her hen 1840.

Samtidig overdroges Patronatet over det til Besidderen af Grevskabet Holstein, og et senere Forsøg (1859) paa at overføre det til S. strandede paa Regeringens Modstand.

Gaarden var meget forfalden og Pladsen indskrænket. S. og hans Hustru, der trolig delte de trange Kaar med Børnene, arbejdede utrættelig paa at ombygge Gaarden, anlægge Have m. m.

Midler skaffedes ved Enkegrevinden, Dronningen og Omegnens Beboere. Der var dog altid Pengetrang; thi de 30 Rdl., der aarlig betaltes for hvert Barn, forsloge kun til Føden. Uagtet den sparsomme Husførelse og S.s store Nøjsomhed (han beregnede kun 250 Rdl. aarlig for sit og Hustruens Arbejde), kunde tunge Næringssorger ikke undgaas.

Det lykkedes først at skaffe Bidrag fra større Kredse, efter at S., der i meget sluttede sig til Grundtvigs Tanker om Folkeoplysning, 1852 havde kjøbt Nabogaarden Hindholm og her oprettet en Folkehøjskole; thi derved knyttedes Folket mere til hans Gjerning.

Omtrent samtidig bevilgede Rigsdagen ham en Statsunderstøttelse paa 1000 Rdl. om Aaret; men han brugte dem helt og holdent til Instituttet.

Saa længe S. havde Kræfter dertil, ledede han Arbejdet den hele Dag med Liv og Lyst, baade i Skolen, i Haven og paa Marken. I mange Aar var han eneste Lærer ved Skolen, blot med Bistand af sin Hustru, der tillige forestod Husførelsen og besørgede Regnskabsvæsenet samt den vidtløftige Brevvexling med Kommuner og private.

S. havde en rastløs Trang til at sætte Ting i Gang, men var upraktisk og vilde ofte været kommet til kort, hvis ikke hans Hustru havde hjulpet ham med sin praktiske Sans. S. var ikke blot en genial Lærer, men tillige en stor Børneven, der uden selv at have Børn var som Fader for en stor Børneflok. Han vandt dem ved sin aabne, barnlige Natur og kunde udmærket lege og spøge med dem, men kjælede ikke for dem og var Stræng over for deres Unoder.

Altid viste han dem en ædel og sand Personlighed. Det var hans «umethodiske Methode».

Stephansen og hans Hustru vare oprigtige Kristne, og hele deres Virksomhed blev baaret af en opofrende Menneskekjærlighed og Glæde ved at gjøre godt. «Salige ere de barmhjærtige», staar der med rette paa deres Gravsten.

Stod S. end i Begyndelsen den sydvestsjællandske Lægmandsopvækkelse nær, var han dog en alt for sund og rummelig Natur til ikke at tage Afstand fra alle paahængte kristelige Former. Hans Tale var en fri Udfoldelse af et rigt indre Liv, i hvilket en forunderlig Barnlighed var forenet med moden Visdom, dyb Alvor med godmodig Humor.

I ejendommelige, ofte sære Vendinger fremsatte han sin Rigdom paa Tanker, der paa Grund af hans livlige Fantasi formede sig i Billeder og Sammenligninger, som undertiden gjorde det nødvendigt, at hans Hustru med sin lyse Forstand traadte forklarende til.

Men hans Tale var fængslende, den sprudlede af Liv og Lune og havde derfor en vækkende Indflydelse paa alle, han kom i Berøring med.

1857 blev hans Hustru apoplektisk af Overanstrængelse og var det til sin Død, 5. Okt. 1865.

Efter dette tunge Slag var S. en nedbrudt Mand, der efterhaanden trak sig tilbage fra Arbejdet, medens yngre Kræfter — Chr. Nielsen (XII, 257) og L. Budde (III, 229) — traadte til. Hans Interesse for Anstalten var dog usvækket trods vedvarende økonomiske Vanskeligheder og ringe Forstaaelse af Børnehjemstanken; glimtvis kunde hans gamle Friskhed og Lune bryde frem; men han følte sig ensom og besjælet af den Længsel, der lagde ham Ordene : «Maa jeg nu altid være hos dig, min Frelser !» paa Læben, da han døde 22. Marts 1870.

Selv lykkedes det ham kun i ringe Grad at virkeliggjøre sine filanthropiske Tanker; men de bleve som Frø, der spirede efter hans Død, og naar Børnehjemssagen siden har taget stærkt Opsving, saa at Hjem efter Hjem rejses Landet over, har denne Bevægelse sit Udspring i Stephansens og hans Hustrus banebrydende Gjerning.

Erslew, Forf. Lex.
Beretn. om Opdragelsesanst. p. Fuirendal 1837—39 og p. Holsteinsminde 1840 ff. Hindholm I—II.
J. A. L. Holm, Johannes Falk og Institutet p. Fuirendal (1837).
Dsk. Kirketid. 1861, Nr. 33.
Samleren 1863, Nr. 47,
Illustr. Tid. II, Nr. 99.
J. N. Winther, A. S. og hans Hustru (1871).
C. Nielsen, Holsteinsminde (1875).
Dansk Skoleforen. Aarsberetn. 1890.
A. Petersen, Den jonstrupske Stat.
E. Bøgh, Erindr. fra mine unge Dage.
H. Rørdam, Pet. Rørdam I—II.
Personalhist. Tidsskr. 4. R. III, 118 ff.

Joakim Larsen.

Skriv inn søkeord..