– II Bind – side 300 – ; presten Birckner fikk også indirekte betydning for Norge, ved at han ble far til ….
Birckner, Michael Gottlieb, 1756-98, Præst, blev født i Kjøbenhavn 21. Avg. 1756.
3 Aar gammel mistede han sin Moder, Anna Marie f. Wiborg, og et halvt Aar senere Faderen, Murmester Johan Michael B.
Stadens Bedemand, Adolph Reersløv, tog sig imidlertid med faderlig Omhu af den forældreløse Dreng, og ved hans Hjælp blev B. Student i Aaret 1772. Efter at have taget den filosofiske Examen maatte han ernære sig ved at give Undervisning, og derfor trak det i Langdrag med Embedsprøven, som han først underkastede sig 1784.
De mange Aar, der vare gaaede hen siden Studenterexamen, havde han imidlertid ogsaa brugt til filosofiske og filologiske Studier, og han havde navnlig bragt det vidt i de levende Sprog. De samtidige fandt, at han talte Tysk som en indfødt, og at han skrev «meget nydelige» engelske Vers i deres
Stambøger.
Efter Embedsexamen var det hans Ønske at faa et Præstekald, men da han havde «Modbydelighed
for de stores Forgemakker», varede det en Stund, inden dette Ønske blev opfyldt. Først 1790 blev han udnævnt til residerende Kapellan ved St. Laurentius’ tyske Menighed paa Før (Føhr/red.)– et Kald, som ingen andre søgte.
Inden B. forlod Hovedstaden, var han bleven en Tilhænger af den Kantiske Filosofi, som paa den Tid gjorde mange Erobringer ogsaa i Danmark.
«De franske Sydvestvinde» vare, som Rahbek siger, blevne afløste af «Sydosten fra Kønigsberg»; paa B. mærkede man, at han havde været udsat for Vindstød fra begge Hjørner. Han var en fuldblods Rationalist, der var kommen ud over alle Former af Orthodoxi, som han kaldte «Palæologi», og han stræbte ærlig ved Fornuftens Hjælp at finde den uangribelige Kjærne i «Jesu Lære».
I hans Omtale af Palæologerne kan man imidlertid af og til støde paa skarpe Ord, der minde
om Revolutionens Kirkestorm, og hans Rationalisme er lutret og uddybet ved Kantisk Filosofi.
Tidens Frihedstanker fandt i ham en retsindig Tolk, og ved Studiet af Kants Skrifter havde han faaet en
Begejstring for Sandhed og Ret, som aldrig tabte sig.
Før han rejste afsted til den fjærne Ø, der stod for ham og hans Venner som et Sibirien, havde han i «Minervas» Julihæfte for 1790 under Mærket «B.» skrevet et «Svar paa det Spørgsmaal : Skal man
undertrykke Adelen ?» Han svarer bekræftende paa Spørgsmaalet under de to Forudsætninger : at Adelens Fortrin ere en Uretfærdighed, og at Borgeren «uden det heles Skade kan blive alt det, som Adelen nu ene er».
Da B.s Forfatterskab til denne Artikel blev røbet for Nyerup, afslørede han Forfatteren i sine «Lærde Tidender», og B. mente siden at have Grund til at klage over «Adelens Had».
Men i Udlandet gjorde hans dristige Ord stor Lykke. En Kritiker i «Göttingische gel. Anzeigen» (1792, S. 1899) gaar endog saa vidt, at han regner denne Afhandling, der strax blev oversat paa Tysk, for at være «det grundigste, der maaske nogen Sinde lader sig sige om den Ting».
Opholdet paa Før blev ikke saa trangt, som B. og hans Venner havde ventet. Tiden gik godt for ham med
Studier, venskabelig Omgang og Bestræbelser for «at danne et ungt Menneske til en nyttig Statsborger»; og naar han – hver tredje Søndag – prædikede, skulle Øens Indbyggere efter hans Venners Sigende have glædet sig over «hans der hidtil ukjendte filosofiske Maade at prædike».
Dog følte han haardt Savnet af Hovedstadens litterære Hjælpemidler, men han havde rigelig Tid til at tænke; og det var hans Vane først grundig at gjennemtænke en Sag, før han gjennemlæste,
hvad andre havde skrevet om den.
Han syslede især med Problemet om Trykkefriheden og dens Grænser, som blandt andet P. A. Heibergs Domfældelse havde bragt under Debat. I sin Ensomhed satte han sine Tanker om dette vigtige Spørgsmaal paa Papiret, og i Marts 1791 indeholdt «Minerva» den første af hans berømte
Afhandlinger om Trykkefriheden.
Aaret efter blev han overrasket ved at erfare, at en af hans Venner paa hans Vegne havde søgt
Kapellaniet i Korsør; og i Begyndelsen var han slet ikke tilfreds med Omflytningen til den lille
sjællandske Kjøbstad. Han skulde der, i Steden for én Gang hver tredje Søndag, prædike to Gange hver Søndag, og alt var dyrt i Korsør.
Lidt efter lidt fik han dog et lysere Blik paa Forholdene. Han spiste daglig hos Sognepræsten, Dr. F. Plum, senere Biskop i Fyn, og i denne lærde Mands Hus fandt han jævnbyrdig Omgang og Fællesskab i aandelige Interesser. Hos Plum traf han ogsaa Henriette Christine Hornemann, Datter af
Præsten Jacob H. og Søster til Filosofen Christian H., og denne højhjærtede og højt begavede Kvinde blev 1795 nans Hustru.
Med hende førte han et kort, men lykkeligt Samliv, der dog hele Tiden blev formørket ved haarde ydre Tryk.
Rejsen til Annexet, der til Dels skete ved Baad, var ødelæggende for hans Helbred, og i Løbet af et Par Aar udviklede der sig hos ham en krampagtig Hoste og Vand i Brystet. Indkomsterne vare saa smaa, at han ofte led Nød, og han mente ogsaa at have Grund til at klage over Forbigaaelse, naar han søgte Forflyttelse.
En Tid tænkte han derfor endog paa at opgive Kapellaniet for igjen at tjene Livets Ophold ved Undervisning og at lade sin Kone hjælpe med til Erhvervelsen af det daglige Brød ved «at gjøre Fruentimmerarbejde».
Men hverken Sygdommen eller Fattigdommen kunde kue hans Kjærlighed til Friheden og hans Mod til at
træde i Skranken for det, han holdt for Sandhed.
Da Biskop Balle i en Skrivelse til Kancelliet havde henledet dettes Opmærksomhed paa M. C. Bruuns
«Aristokraternes Katekismus», lod B. ham i et lille anonymt Skrift (1796) høre ilde, fordi Biskoppen
efter hans Mening her spillede Politimesterens Rolle; og senere forsvarede han i et andet Flyveskrift sin Kritik af Balles «Denunciation».
Det var dog kun Forpostfægtningen før den store Kamp for Trykkefriheden, som han førte med aabent Visir.
Allerede i sin første Afhandling om Trykkefriheden havde han vist, at der ikke var Grund til at glæde sig over, at Forfatterne ved Reskriptet af 3. Dec. 1790 vare «slupne fra Geniets Gehenna paa Gammeltorv»,
i det Pressesager vare blevne tagne bort fra Politiets Myndighed og henlagte under Landets Domstole.
Der var endnu ingen lovhjemlet Trykkefrihed i Danmark, og for den tog han Ordet baade i sin første Afhandling og i sit Hovedskrift, «Om Trykkefriheden og dens Love», der udkom 1797.
Deri hævder han Trykkefrihedens Betydning som «et kraftigt Middel til at fremme Almenaand og
Fødelandskjærlighed».
Han ser ogsaa i Trykkefriheden «et Middel til at sætte Ideerne i den for Sandhedens Udfindelse saa nødvendige Cirkulation og til at underrette Monarken om Ting, som han ellers evig var bleven uvidende om».
Han taler end videre dristige Ord om «en Revolution fra oven», naar «en ædel og patriotisk Mand, besjælet af Følelse for Menneskeværd og Menneskevel, en Gang opstaar blandt de mægtige
og utvungen, blot af Kjærlighed til Borgerfrihed og Menneskeforædling, højmodig opofrer egen Storhed og Vælde».
Disse Ord have en tydelig Adresse; thi Bogen er helliget til Kronprins Frederik, der «har vist, at han ynder og hædrer Bondens, Negerens, Borgerens og overhovedet Menneskets retmæssige Frihed».
Birckner kræver imidlertid ikke blot Frihed til at behandle Statens Sager; i Religionens og Religionsfrihedens Navn kræver han ogsaa Trykkefrihed til Drøftelsen af alle religiøse Spørgsmaal.
Det hører til «Naturens Gang og Forsynets Plan», mener han, at den religiøse og moralske Sandhed udbredes ved Gjæring; og det vilde være spildt Umag, om en Stat ved Forbud og Tvangslove vilde
søge at hindre Gjæring i Religionssager.
Dog bør Trykkefriheden ogsaa have sin Grænse. Det maa ikke være tilladt direkte at opfordre Medborgere til med fysisk Magt at kuldkaste eller forandre Konstitutionen eller til at modsætte sig Regeringens og de offentlige Avtoriteters Handlinger; og det bør heller ikke være tilladt at blande sig i nogen Privatmands private Handlinger eller huslige Liv.
En saa frimodig Tale kunde sidst i forrige Hundredaar være vis paa at finde Modsigelse fra mere end
én Side. Mange mente, at B. gik alt for vidt, andre vilde ikke anerkjende, at Trykkefriheden overhovedet burde have Grænser.
Aaret efter greb Birckner derfor atter Pennen for at værge sit Skrift, og i en tredje Afhandling, «Videre Undersøgelser om Trykkefriheden og dens Love» (1798), hævder han sin Grundanskuelse over for sine Kritikere, især over for Professor J. F. V. Schlegel.
Der er i Grunden kun ét Punkt, paa hvilket han giver Kritikken Ret. «Halvt uvillig» indrømmer han, at Skribenter, som ved Hjælp af en smudsig Fantasi søge at opvække urene Lidenskaber hos Læserne, bør underkastes en passende Straf. Hans «halve Uvillighed» til denne Indrømmelse skriver sig fra, at han ser, «hvilken Magt der med det samme bliver indrømmet Dommeren over Geniets Værker overhovedet, og hvor lettelig denne Magt kan misbruges paa barbarisk Maade».
«Dog», udbryder han, «fordømt være al Kunst og Skjønhed, naar de endog kunde forlede et eneste Menneske fra Dydens Veje !»
Kampen for Trykkefriheden er Birckners uvisnelige Hæderskrans; men denne Kamp var ikke vel set
i de ledende Kredse.
Ikke des mindre blev han 28. Nov. 1798 udnævnt til Sognepræst i Vemmelev og Hemmershøj, en Forflyttelse, som vilde have friet ham fra Fattigdommens Byrde.
Men den kongelige Naade kom for sent; Sygdommen havde taget hans sidste Kræfter. Allerede 1. Dec. døde han.
Først ved hans Død gik det op for mange, hvilken Plads han havde udfyldt i vor fattige Litteratur. Medens hans Venner priste hans rene Karakter, der ikke kjendte til Menneskefrygt, indrømmede Modstanderne nu, at hans Død var «et virkeligt Tab for Litteraturens Hæder, som i ham vilde savne en lærd og selvtænkende Mand».
Paa hans samlede Skrifter tegnede der sig 2100 Subskribenter, og ved hans Død blev der sammenskudt
2500 Rdl. til bedste for hans Enke. Hun blev siden Jonas Collins Hustru, og den ene af hendes Døtre med Birckner blev gift med Præsten og Salmedigteren C. J. Boye.
Inden sin Død havde Birckner begyndt en Udgave af sine Skrifter, der skulde omslutte alt, hvad han havde skrevet, med Undtagelse af de to Smaaskrifter mod Biskop Balle.
3 Bind af denne Samling fik han selv færdige; det 4. og sidste udkom 1800 ved A. S. Ørsted, indledet med en Skildring af hans sidste Dage ved Provst F. C. Gutfeld.
Af disse 4 Bind kunne kun Undersøgelserne om Trykkefriheden endnu gjøre Regning paa at finde Læsere.
Hans — for øvrigt ikke prisbelønnede — Prisafhandling : «Hvorfor tale Menneskene i deres Selskaber saa lidet og sjælden om Gud og Religionen ?» og hans Apologi «om den gejstlige Stand» have nu kun Betydning som Bidrag til Rationalismens Karakteristik.
Afhandlingen «om Kristendommens højeste Moralprincip» er væsentligst en Studie efter Kant, og de kølige Udtalelser «om Kjærlighed til Fædrelandet» vise kun, at Birckner, som andre Kantiske Rationalister, af «den store, menneskekjærlige Jesus» mente at have lært at sætte Borgersind og Menneskekjærlighed langt over Fædrelandskjærligheden, der efter hans Mening kun skyldes Vanens Magt og den menneskelige Forfængelighed og Egenkjærlighed.
Mærkeligt er det dog, at Birckner i sit Forsvar for Kosmopolitismen særlig føler sig kaldet til at advare sine Landsmænd imod den «Antigermanisme, der længe nok har skjændet den danske Nations Navn blandt fremmede».
Avtobiografi i Lahdes Samling af fortjente dsk. Mænds Portraiter I. Bidrag til M. G. Birckners Biographie, 1798. Kjøbenhavns Universitetsjournal 1798, S. 190 ff.
Minerva 1798, IV, 238 ff. Den dsk. Tilskuer 1798, Nr. 94 og 96.
J. K. Høst, Juridisk Lommebog for 1804, S. 276 ff.
Nyerup, Lit. Lex. Petersen, Den dsk. Lit. Hist. V, l, 149 ff.
Svea, ny följd, II, 272.
Fr. Nielsen.