– «..Et Billed-Blad til belærende Underholdning»; «Løverdagen den 30te August 1851»; en artikkel – sammenstilt av bladets redaktør Th. Budde-Lund – som baserer seg på hva en tysk skribent trekker frem i et skrift utgitt i Hamburg året forut med tittel : «Russische Zustände im Jahre 1850», der flere sider av det russiske folks særtrekk kommer frem og ikke minst en karakterbeskrivelse av den russiske nasjons daværende tsar Nicolaus I; dette var skrevet ikke lenge forut for Krim-krigens utbrudd;
– les den interessante artikkelen/gjengivelsen her :
Keiser Nicolaus den Første af Rusland.
Et i Hamborg for nylig udkommet Skrift «Russiske Tilstande i Aaret 1850 af Adolph Zando» indeholder iblandt meget andet Interessant ogsaa en Characteristik af Keiseren, hvoraf vi meddele Følgende :
Nicolaus den Første er en af de smukkeste, ridderligste og meest ophøiede Monarcher, saavel fra den ældre som den nyere Tid; hans majestætiske Holdning, hans Ynde og Storheden i hele hans Væsen, hans Stemmes harmoniske Klang og det 
gjennemtrængende og aandfulde Blik fra hans skjønne blaa Øie indgyde paa engang Ærefrygt, Beundring og Tillid.
Som den naadigste og meest velvillige saavelsom som den strængeste og meest retfærdige Monarch forener han i sin Person Krigerens Heltemod og imponerende Ridderlighed med den fuldendte Cavalleers Elskværdighed og Belevenhed. Som Keiser ubønhørlig stræng imod enhver Opsætsighed mod Loven, energisk og standhaftig i sin Regjeringsmaade, mild og høimodig som Landsfader udstrækker han sin Naade og Omhu til den ringeste af sine Undersaatter; utrættelig for sit Lands og Folks Vel, er han alle de forskjellige Stammers Afgud, der findes i hans umaadelige Rige.
Hans Folk er ham hengiven med Troskab og Lydighed, og Czarens ringeste Ønske er det den helligste Lov.
Til alle Tider have Ruslands Folkeslag udmærket sig ved Troskab og Hengivenhed imod deres Fyrster; med sjelden Selvfornegtelse have de stedse været beredte til at bringe Fædrelandet ethvert Offer, som Omstændighederne maatte fordre.
Man mindes kun det hæderfulde og storartede Tilbud, som det russiske Folks samtlige Stænder gjorde Keiser Alexander i Aaret 1812, da den Storm, der truede Fædrelandet, bestandig nærmede sig meer og meer. Man lagde Alt, hvad man havde, Gods og Blod for Keiserens Fødder, og alle Ruslands Sønner vare væbnede for at kjæmpe for den hellige Sag; saaledes ere ogsaa nu 70 Millioner Mennesker beredte til hvert Øieblik at offre Gods og Blod for Keiser Nicolaus, dersom et saa afgjørende Øieblik nogensinde skulde vende tilbage.
Naar Fyrste og Folk ere forenede i Kjærlighed, maa en Stat nødvendigviis tiltage i Storhed og Styrke. Rusland har uendelig hurtig svunget sig op til dets politiske og physiske Storhed og Selvstændighed, og visseligen have de sidste 25 Aar bidraget overordentligt hertil. Keiser Nicolaus var kaldet til at bringe den Statsbygning, hvortil Peter den Store havde lagt Grundstenen, hvis Mure Catharina den Anden og Alexander den Første med saa megen Hæder hjalp at opføre, til den Høide, som den nu indtager.
Naar en Fyrste i saa kort Tid har bragt et Folk til saa høit et Trin og skaffet Landet Selvstændighed og Fasthed ved Forfatning og Love, med eet Ord, har bidraget saa uendelig meget saavel til dets materielle som til dets intellectuelle
Udvikling, saaledes som Keiser Nicolaus har gjort, saa maa Verden eenstemmig kalde ham en stor og viis Hersker, dersom den kun vil frigjøre sig for forudfattede Meninger og Partiskhed.
Betænkt paa sine Folkeslags sande Vel skyer Keiseren ikke Reisens Strabadser og Besværligheder, for personlig at overbevise sig om sit Lands Tilstand; som et Lyn i den mørke Nat træffer hans Blik, og for Nicolaus den Førstes Magt, for hans Jernvillie, svinde de meest indgroede Misbrug.
Overlæsset med Stats- og Regjeringsforretninger, tilbringer Keiseren den største Deel af sin Tid i sit Cabinet med sine Ministre og høiere Statsembedsmænd; i den tidligste Morgenstund er han allerede i fuld Virksomhed, og sædvanligviis lader han sine Ministre først gaae efter Midnat, for derpaa endnu en Stund at arbeide alene, – han under sig selv kun liden Rolighed, og han mangler ofte Tid til at gjøre sig en Spadseretour i det Frie.
– Personlig besøger han de offentlige Instituter, Militairskolerne, Hospitalerne og øvrige Velgjørenhedsanstalter; han viser sig ofte der, hvor manmindst venter ham, og det hænder sig ogsaa, at han selv om Natten gjør en Ronde, for personlig at
overbevise sig om de forskjellige Betjentes Orden og Pligtopfyldelse; svarer Alt til Keiserens Ønske, saa udtaler han sin særdeles Tilfredshed; men enhver Pligtforsømmelse, af hvad Slags den end maatte være, bliver strængt revset. Herved anspores alle Embedsmænd til at fordobble deres Virksomhed og troligen at opfylde deres Gjerning.
Man maa have fattet et rigtig Begreb om Størrelsen af det russiske Rige og Omfanget af Regjeringen i alle dens Forgreninger, man maa have havt Leilighed til at gjøre et dybt Blik i denne uhyre Statsmaskines Hjulværk, for at forestille sig Regentens Byrder og Bekymringer i det rette Lys og hele Udstrækning.
Ja, Kunsten at regjere er vanskelig, men i Rusland meer end nogetsteds.
Den skjønneste Belønning for alle Regjeringsbesværligheder og Sorger finder Nicolaus den Første i sit hele Folks Beundring og Kjærlighed; den høieste som den ringeste af hans Undersaatter seer op til ham med Kjærlighed, Ærefrygt og Tillid som til en retfærdig og mild Landsfader, der har skaffet sit hele Folk Velstand, Sikkerhed og Fred.
Man lægge Mærke til, hvorledes det med sand barnlig Kjærlighed trænger sig omkring ham, og i Enhvers glade Miner maler sig den Glæde og den indre Tilfredshed, som han føler i sin Keisers Nærhed.
Naar Czaren kommer til Moskau, saa er hele Staden fra Barrieren lige til Kreml saa opfyldt med en Masse af Mennesker, at de danne en fast Muur paa begge Sider af Gaderne, og under hele hans Ophold forsamler Folket sig til langt ud paa Natten paa Slotspladsen for med høi og hjertelig Jubel at hilse Keiseren, der snart viser sig ved Vinduet, snart holder Parade paa Slotspladsen eller kjører ud.
Dersom man paa den meest tilforladelige Maade vil overbevise sig om den sande Følelse, hvoraf dette Folk er gjennemtrængt for sin Hersker, saa besøge man de store Parader, hvor Tusinder af Tilskuere ere nærværende, de offentlige Spadseregange i og udenfor Staden, hvor Keiseren og den keiserlige Familie hyppig vise sig; uden nogen Ledsagelse begiver Keiseren sig midt ind iblandt Folket, der danner hans sikkreste og stærkeste Livvagt; han kjender ikke til nogen Frygt og bæver ikke, som mange andre Fyrster, ved ethvert Skridt; han kjender sine Undersaatters Hjerter.
Hvor han viser sig, lyder der fra alle Sider høie Hurraraab og Ordene : «Vor Keiser er der, Gud velsigne ham !» flyve fra Mund til Mund. Engang ved en saadan Anledning – det var i Petersborg i Carnevalstiden, hvor Keiseren altid viser sig paa Folkepromenaden – henvendte en Fremmed det Spørgsmaal til Flere : «De holder vel ret meget af deres Keiser ?» Fulde af Ærefrygt betegnede de sig med Korsets Tegn og sagde : «Gud opholde ham for os og vore Børn, hvem skulle vi elske meer, end Gud og vor Keiser ?»
Saaledes tænke alle russiske Undersaatter ! Hvor Folket taler med saadant Udtryk og med saadanne Følelser om dets Fyrste, der er Fyrsten vistnok stor og ophøiet, Folket lykkeligt og tilfreds.
Nicolaus den Første, ikke alene stor som Monark, men tillige den troeste Ægtefælle og ømmeste Familiefader, udøver ved dette Exempel en høist velgjørende og gunstig Indflydelse paa alle Selskabets Classer, og efter Keiserhusets Forbillede har Familielivet forædlet sig i alle Selskabets Kredse, idet man søger den sande Tilfredshed og huuslig Lykke ved den
hjemlige Arne.