Hussiterkrigene i Bøhmen.
Det gamle Kongerige Bøhmen, nu en Del af den Østerrigske Keiserstat, udgjør en noget uregelmessig Firkant, som til alle Kanter omgives af Fjelde og derfor kommer til at ligne en Kjedel. Disse Fjelde hede imod Nordost Ertsbjergene, mod Sydost Bøhmerwald.
Mod Nordvest Riesengebirge (Kjempebjergene), mod Sydvest Saarerbjergene; undertiden naa Fjeldtoppene op til fem tusinde Fods Høyde. Selve Dalkjedelen er for det meste et bølget Bakkelandstab, men ogsaa der findes dog enkeltvis høie Aaser og Fjelde, der ofte se ud som spidse Kegler og Sukkertoppe. Landet vrimler af Elve og Bakke, som allesammen tilsidst forene sig i et eneste Hovedvasdrag, den veldige Flod Elben.
Den strømmer ud af Bøhmen gjennem en dyb Indsenkning i de nordlige
Grensebjerge, der kun ligger 322 Fod over Havet. Af Elbens Bifloder løber den ene, Moldau, forbi Landets Hovedstad Prag.
Af Naturen er Bohmen et rigt og velsignet Land. Bjergene yde Gresgang til store Hjorder, i Dalene og Sletterne trives Agerbrug og Vinavl, Bjergene ere rige
paa Mineralier af enhver Art og i den senere Tid blomstrer ogsaa Handel og Industri.
Sundhedskilderne, med navn lig i Karlsbad, ere verdensberømte. Landets Størrelse er omtrent tusinde Kvadratmile og Befolkningen fem Mil
45
lioner. Det overveiende Antal af disse ere de egentlige Bøhmere eller Czecher, som høre til den nordlige Gren af den store slaviske Folkestamme og ere nært beslegtede med Russer og Polakker; dernest komme Tydskerne, som udgjøre henved to Millioner, og endelig lever der i Landet omtrent hundrede tusinde Jøder. I lange Tider, lige til vore Dage, har den Østerrigske Regjering begunstiget Tydskerne paa Czechernes Bekostning, og disse to i Herkomst,
Sprog og Seder grundforskjellige Folkeslag have derfor ligget i en stadig Kamp.
Hvad angaar Religionen, er Bøhmen nu et af Europas mest afgjort katholske Lande. Lutheranerne og de Reformerte udgjorde ikke hundrede tusinde, altsaa ikke engang saameget som en Femtiendepart af Befolkningen. Dette er i høi Grad mærkeligt. Thi Bøhmen var netop et af de Lande, hvor Modstanden mod
Pavemagten og Katholicismen allerforst gjorde sig gjeldende, og intet Folk kan med større Iver og Udholdenhed have kjempet imod den romerske Kirkes Lære, end dette.
Herom skulle vi nedenfor fortelle, men først maa vi meddele nogle af de nødvendigste Oplysninger af Landets eldre Historie.
Bøhmen har sit Navn af en lidet bekjendt Folkestamme, Bojerne, som horte til den keltiske Menneskerace, den samme som tidligere har indehavt Norditalien, Frankrige og de britiske Øer, og hvoraf endnu findes Levninger i Skotlands Bjerge og i Irland. Bojerne fortrengtes paa Christi Fødsels Tid af de tapre Marcomanner, der bleve farlige Fiender endog for de romerske Keisere.
Marcomannerne afløstes igjen i det femte Aarhundrede af Czecherne, som siden have holdt sig i Landet. Alle disse Folk vare Hedninger.
I Slutningen af det niende Aarhundrede, omtrent
46
paa samme Tid, da Harald Haarfager grundlagde det norske Rige, var der opstaaet et stort slavisk Rige i Mahren, hvoraf ogsaa Bøhmen udgjorde en Del. Til dette Rige banede Christendommen sig nu Vei, dog ikke, som
til Nabolandene fra den romerske, men derimod fra den greske Kirke.
«Slavernes Apostle” vare to merkelige, i Sandhed store Brødre, Cyrillus og Methodius fra Thessalonika, den samme Stad, til hvis Menighed Paulus har
strevet to af sine Breve. De oversatte den hellige Skrift i det slaviske Sprog og deres Prædiken bar saa rig Frugt, at Paven i Rom snart blev opmcrrksom paa deres Virksomhed og straks bestrebte sig for, at bringe de Nyomvendte under sin kirkelige Overhøihed, thi mellem ham og Hovedet for den greske Kirke, Patriarchen i Constantinopel, herskede nemlig stadigt Uvenskab og han undte derfor ikke denne Indflydelsen over saa store og folkerige Lande.
Cyrillus og Methodius adløde Pavens Kald og begave sig til Rom, hvor den første døde 869. Methodius blev derimod udnævnt til Erkebiskop. Men han forbeholdt sig Brugen af den slaviste Bibeloversettelse og vedblev at
holde fast paa flere af den græske Kirkes Skikke. Ogsaa i den følgende Tid vedbleve flere Spor af, at den bøhmiske Kirke havde en anden Oprindelse end de ørige katholske Kirkesamfund. Især holdt Czecherne med stor Iver fast
paa at ville have Gudstjenesten i Modersmaalet og ikke paa Latin, som andensteds i de pavelige Lande. Den noksom bekjendte Pave Gregor den Syvende i det ellevte Aarhundrede forbod strengelig den slaviske Gudstjeneste*),
) I Gregors Brev herom heder det: ”Da Vi ofte have overveiet
den hellige Skrift, have Vi fundet, at det behager den
almægtige Gud at lade Gudstjenesten holde i et hemmeligt
Sprog, saa at den ikke forstaaes af Alle, i Besynderlighed ikke
af de Enfoldige, thi ellers kunde den lettelig blive udsat for
deres Foragt og Modbydelighed, eller hvis den blev misforstaaet eller kun halv forstaaet, kunde der opstaa Vildfarelser, som man
kunde have Vanskelighed ved at faa udryddede. Det er sandt,
at man i den ældste Kirke har indrømmet det oprigtige og redelige
Folk Meget paa dets Begjæring, men heraf er ogsaa opftaaet
meget Ondt og stort Kjetteri, som det har kostet stort
Arbeide og megen Møie at hemme. Derfor skal det ingenlunde
skje, hvad Eders Folk i fin Uforstandighed begjærer, thi Vi
forbyde Saadant af Guds og den hellige Petri Myndighet,.
Givet i Rom i Aaret 1079.”
47
og hans og hans Efterfølgeres Magt var for stor til, at Nogen turde vove i Længden at trodse den. Men at det i Bohmen gik langsomt og modstræbende med Afskaffelsen af den slaviske Prædiken og Messe, er dog vist nok. Endnu
i det fjortende Aarhundrede var den ikke ganske udryddet.
Heller ikke blev Forbudet imod Kalkens Brug for Lægfolket og imod Geistlighedens Giftermaal saaledes overholdt her, som i de fleste andre Lande.
I politisk Henseende fik Bøhmen efter det store mahriske Riges hurtig indtrufne Opløsning sine egne Herskere, som allerede tidlig (895) sluttede sig til det tydske Rige og af dettes Keisere fik Titel af Hertuger, siden endog af
Konger, en Udmærkelse, som ikke blev nogen af de egentlige tydske Fyrster tildel.
En af disse ældre Konger var Przermysl Ottokar I (1197—1230), hvis Datter Dragomir blev den danske Kong Valdemar Seiers Dronning ( Dagmar”) og har efterladt sig et saa smukt Minde i Norden. Den gamle bøhmiske Kongestamme uddøde 1306 i Mandslinjen. og efter flere Aars Kampe kom Johan af
Luxemburg, den tydske Keiser Henrik den Syvendes Son, paa Bøhmens Throne ved Ægteskab med Kongedatteren Elisabeth.
Som vi have seet i Stykket om den sorte Prinds, faldt Kong Johan, kjæmpende paa fransk Side, i Slaget ved Crecy 1346. Hans Søn Carl den Fjerde, tillige
48
tydsk Keiser, fulgte ham og regjerede til 1378. Som Keiser har Carl været Gjenstand for strenge Domme, fordi han for det meste lod det urolige tydske Rige skjøtte sig selv, men desto mere fortjent gjorde han sig i sit Arverige Bøhmen.
Ingen bøhmisk Konge har været saa af holdt som han, ja den Dag idag”, siger Landets store Historieskriver Palacky, «bliver ethvert bøhmisk Hjerte varmt
ved Klangen af hans Navn, og enhver Mund fiyder over af Tak og Ærefrygt for den Hersker, som i Folkets Tradition representerer Fædrelandets høieste Blomstring”.
Landet nød virkelig under ham en Lykke, saa stor, som et middelalderligt Samfund kunde opnaa; der herskede almindelig Velstand og, hvad mere er, en Dannelse og Oplysning, som var et Særsyn paa den Tid.
Carls vigtigste Stiftelse var nemlig Universitetet i Prag, et af de ældste i Europa og ældre end noget Universitet i det egentlige Tydskland. For at udstyre dette
sparede han Intet, og det glædede sig ogsaa snart ved et næsten fabelagtigt Tilløb; i Begyndelsen af det femtende Aarhundrede skal der have været tredivetusinde Studenter fra alle Verdens Kanter samlede i Prag, studerende under to hundrede Doctorer. Det menige Folks Dannelse stod
ogsaa mærkelig høit.
Den czechiske Literatur er langt ældre end nogensomhelst anden slavisk og har allerede fra det fjortende Aarhundrede en stor Del baade prosaiske og
poetiske Skrifter at opvise. Var dens Udvikling bleven fortsat, og ikke voldsomt hemmet og standset, vilde Czechisk sandsynligvis være blevet de staviske Folks fælles Cultursprog.
Carl den Fjerdes Eftermand baade som tydsk Keiser og bøhmisk Konge blev hans ældste, ved Faderens Død endnu unge Søn Wenzel eller Wenceslaus (1378-1419), en sløv og drikfældig Mand, som allermindst var sin Stilling voxen i en Tid, som i en særegen Grad tiltrængte
49
en kraftig og forstandig Hersker. Allerede i 1387 begyndte Uroligheder i Bøhmen, idet Pøbelen i Prag paa den mest fanatiske Maade overfaldt Jøderne, af hvilke tre tusmde myrdedes i Paaskeugen. Wenzel nærede bestandig en vis
Godhed for de lavere Folkeklasser og var heller ikke Jøderne
ugunstig, men han var altfor svag til at kunne hemme disse Voldsgjerninger.
Kort efter kom han i Strid med Erkebiskoppen Johan af lenzenstein, lod nogle af hans Raader tåge til Fange og lagde dem paa Pinebænken for at aftvinge dem Vidnesbyrd mod deres Herre. En af Raaderne, Johan af Pomuk, modstod med Heltemod alle Torturens Kvaler, og Kongen lod ham da i sin Forbitrelse føre ud paa Pragerbroen og styrte ned i Moldaufloden.
Denne almindelig afholdte Geistliges Død vakte stor Sorg rundt om i Landet, og han blev senere under Navn af ,,Nepomuk” dyrket som bøhmisk Nationalhelgen,
idet hans Historie, som almindeligt har været Tilfælde med Helgeners, blev sterkt udsmykket. Kongen angrede snart sin uoverlagte og grusomme Handlemaade og bad Erkebistoppen om Tilgivelse, men uden Held, og Striden
i Landet vedblev. I Tydskland gik det endnu værre;
Misfornsøielsen med den dorske Keiser blev større og større, og tilsidst enedes Fyrsterne om at afsætte Wenzel, naturligvis imod dennes egen bestemte Protest. Kun Skade, at den nye Keiser, som de valgte i hans Sted, (Ruprecht, 1400
—1410) ikke var synderlig heldigere i sin Regjering. Thi i det tydfle Rige, især i de vestlige Dele, Schwaben og Westphalen, herskede ved de Tider næsten almindelig Opreisning; Fyrster, Riddere og de frie Stader laa i indbyrdes aaben Kamp, og Retssikkerheden forstyrredes idelig ved «straffede Røverier og Plyndringer.
Den katholske Kirke befandt sig i det fjortende Aarhundrede i den ulykkeligste Forfatning. Den Fordervelse var allerede indtraadt, som først kunde læges ved Refor-
50
mationen. Pavemagten havde ikke paa langt nær den Anseelse, som i Gregor den Syvendes og Innocents den Tredies Dage. Pavernes idelige Inddlanding i verdslige Sager og gjentagne Fordringer paa at afgjøre alle store
politiske Spsrgsmaal vare tilsidst baade for Fyrster og
Folk blevne til et utaaleligt Aag; Pavemagten blev mere
og mere forhadt og dens Anseelse maatte ogsaa i aandelig
Henseende lide derved. I Begyndelsen af det fjortende
Aarhundrede var den stanste Kongemagt saa sterk, at den
kunde bevege Paven til at stytte fra Rom og tåge Op
hold i Avignon 1309. Fsrst i 1378 fik Rom atter en
Pave, men vel at mcerke saa, at ogsaa Avignon vedblev
at have sin. Altsaa var det to Paver: nogle Lande holdt
med den ene, andre med den anden. Alle maatte forståa,
at idetmindste den ene af de to ikke var Christi Stathol
der paa Jorden. Ligesom Paverne selv, saaledes havde
ogsaa den dem underordnede Geistlighed, baade den lavere
og den hsiere, mere og mere glemt sit aandelige Kald
for Begjerligheden ester verdslig Magt og jordist Nydelse.
Sedelig Fordervelse, Egennytte og Forssmmelighed havde
mere og mere faaet Indpas hos Kirkens Tjenere. Derfor
begyndte allerede nu dristige Stemmer at ytre sig tviv
lende om den pavelige Lceres Sandhed. Merkeligst var
Englenderen Johan Wicliffe i Oxford i England.
Saa vidt adstilte som England og Vshmen end ere
i Rummet, vare de dog, selv dengang, ikke uden Forbin
delse. En Eester af Keiser Wenzel, Anna, var gift med
den sorte Prinds’s Ssn, den engeljke Konge Richard den
Anden. Hun havde ved sit Giftermaal medbragt til Eng
land, en stor Sjeldenhed, nemlig en Evangeliebog i tre
Sprog, Latin, Tydfl og Bshmisk. Hun stal have op
muntret Wicliffe under hans Syslen med den engelske
Bibeloversettelse, og hendes Ncervcerelse i England vevir
kede, at mange af hendes Landsmcend bessgte dette Land
51
og tildels dets Universitet i Oxford. Disse bragte da
Wicliffes Skrifter og Forestillinger med til Hjemmet og
det vårede ikke lenge, inden de gjordes til Gjenstand for
Forelesninger ved det stcrrkt bessgte Prageruniversitet.
Mellem Tilhengerne af. disse friere Grundsetninger ud
merkede sig fremfor alle Andre to Mend, Johannes Huss
og Hieronymus fra Prag.
Johannes Huss var fsdt i Bondestand 1369 den
sjette Juli, den samme Dag, paa hvilken han 46 Aar
senere dsde Martyrdsden paa Baalet i Costnitz. Man
kjender ikke hans Foreldres Navn, og ved saagodtsom
Intet om hans tidligste Liv. Han studerede i Prag de
philosophifle og theologifle Pidenjkaber og opnaaede hur
tig alle academiste Grader og Perdigheder, ja blev tilsidst
Universitetets Rector, men bekledte ved Siden beraf ogsaa
prestelig Stilling. Meget snart gjorde Wiclisses Skrif
ter et dybt Indtryk paa hans Sind. Hans dybe Lerdom,
oprigtige Fromhed og rene Liv vandt Alles Ros og An
erkjendelse. Han blev Dronningens Skriftefader og var
velseet ogsaa ved hendes Mands, Kong Wenzels, Hof.
Men iser hang Folkets Hjerte med inderlig Kjerlighed
fast ved ham som Predikant. Almuen saa ogsaa i ham,
den Bondefsdte, en Ven og Forkjemper for de ringere
Folkeklasser. I fortroligt Venflabsforhold til Huss stod
Hieronymus fra Prag*), en ung Adelsmand af et livfuldt
Sind. Han havde studeret i Oxford og Paris og gjort
en Pilegrimsferd til Jerusalem.
Det vårede naturligvis ikke ret lenge, inden Udbre
delsen af de Wicliffske Leresetninger vakte Geistlighedens
Ovmerksomhed og alvorlige Modstand. Domkapitlet i
Prag satte igjennem, at den Oxfordfle Prosessors Lere
*) Naar han undertiden kaldes Hieronymus Faulfisch, da er dette
lmgttgt og beror paa en Forverling med en anden Person. ,
4*
52
blev fordsmt ved et almindeligt Universitetsmsde i Prag
1403. og det blev strengt forbudt at foredrage eller ud
brede den. Men Wicliffes Meninger havde allerede siaaet
faste Redder i mangfoldige Sjele og bersrte et altfor dybt
Såar i Tidens religisse og kirkelige Liv, til at den ka
tholfle Rettroenhedstvang kunde knuse dem ved et Magt
sprog. De reformatoriste Lcerere fandt ogsaa en Stette i
Kong Wenzel selv. Thi da en af Paverne, Gregor den
Tolvte, havde anerkjendt Kongens Medbeiler, Ruprecht,
som tydfl Keiser, hevnede Wenzel sig ved at tåge sig af
Wicliffiterne i Prag, ja erklcrrede endog, at han indtil
videre ikke vilde erkjende Pavens geistlige Herredsmme,
men vente indtil et almindeligt Kirkemsde havde afgjort
de mange brcendende kirkelige Sporgsmaal.
Disse religisse Bevegelser i Prag fremkaldte snart
ogsaa nationale Tvistigheder. Allerede dengang fandtcs
blandt Bshmens Befolkning ikke faa Tydstere, og deres
Antal var iscer voxet ester Oprettelsen af det bersmte og
stcerkt bessgte Universitet, der trak Lcerere og Studenter
til sig fra alle Kanter. De academiste Borgere vare ind
delte i fire Landsmandstaber eller Nationer, den baierste,
sachsiste, polfle og bshmiffe. Da Polen fik sig et eget
Universitet i Krakau, ophsrte de egentlige Polakker at
drage til Prag, men de allerede fortydstede Preussere og
Schlesiere vedbleve at studere der og dannede fremdeles
en Nation ved Universitetet, der vel kaldte sig poljk, men
i Virkeligheden kunde regnes for tydfi. Universiteterne
havde i Middelalderen en Art republikansk Selvstyrelse og
afgjorde sine fleste Anliggender ved Stemmegivning, saa
ledes at hver Nation havde een Stemme. Da nu, som
det vil sees, Tydflerne raadede over tre. Bshmerne kun
over een Nationsstemme, laa Landets egne Bsrn under,
naar Rectorvcerdigheden stulde bescrttes, og de hoie Vcer
digheder eller de rige academifle Stiftelsers Midler udde
53
les. Dette vakte selvfslgelig Forbitrelse og Misfornsielse
ikke alene ved selve Universitetet, men rundt om i Landet,
iscer blandt den bshmifle Adel, som fandt sit Lands Wre
krcenket derved. Johannes Huss optraadte nu med stor
Iver og Bestemthed som sine bshmifle Landsmcrnds Fo
rer og Forkjemper, og i Januar 1409 lykkedes det ham
ogsaa at bevcege Kong Wenzel til at afgjsre Striden til
Bshmernes Fordel, idet han bestemte, at herefter disse
stulde have tre Stemmer ved alle Voteringer ved Univer
sitetet, men de Fremmede kun een. Dette bragte Tyd
sterne i Fyr og Flamme, og de gjorde det Loste hellere
at forlade Prag end finde sig i en saadan Tort. I Mai
foregik ogsaa en storartet academifl Udvandring, idet de
tydike Magistre og Studenter flarevis begave sig afsted;
det lyder noget utroligt, naar det i en samtidig Opteg
nelse fortcelles, at deres Antal udgjorde tyve tusinde. Da
Prageruniversitetet anlagdes 1348, fandtes der endnu intet
Universitet i det egentlige Tydstland, men i den selgende
Tid var der fremstaaet flere, navnlig i Coln, Heidelberg
og Erfurt. Disse Hsiffoler optoge nu den stsrste Part
as Udvandrerne, men en talrig Hob siog sig ogsaa ned i
Leipzig, hvor der i den Anledning endnu inden Aarets
Ildgang fremstod et nyt og siden meget bersmt Universitet.
Paa denne Maade blev vistnok det tydike Vcrsen i
Bshmen svcekket i en mcerkelig Grad, men Johannes Huss
blev ogsaa rundt om i Tydflland udstregen som Kjetter
og alle Tydfleres Erkefiende og blev altsaa Gjenstand for
almindelig Bagtalelse, Had og Forfolgelse. Hjemme i
Bshmen havde Huss og hans Venner naturligvis den
hsie Geistlighet» imod sig; allerede i 1410 blev han sat i
Kirkens Ban. Trods Universitetets Protest, og uagtet
Kong Wenzel fremdeles var Huss naadig, lod Erkebispen
alle de Skrifter af Wicliffe, som han kunde overkomme,
tilsammen trehundrede Exemplarer, hsitidelig brcende i sit
54
Palads’s Gaardsrum. Felgen heraf var igjen Oplsb og
heftige Bevegelser i Prag. Kong Wenzel bcfalede, at
Erkedispens Banstraale flulde vone magteslss, og paalagde
denne at erstatte de brcendte Bsger, og da denne Befa
ling ikke opfyldtes, lagde han Bestag paa Erkebispens
Indtcegter. Omtrent samtidig med den store Revolution
ved Universitetet i Prag havde der vcrret holdt et stort
Kirkemsde i Pisa i Italien, for om muligt at faa Ende
paa Kirkens forargelige Splittelse mellem de to Paver,
men Tilstanden blev kun endnu vcerre, thi da man valgte
en ny Pave, men ikke kunde faa nogen af de to til at
trcede af. havde man nu paa engang tre Paver. Den
nyvalgte, Johan den Treogtyvende, blev dog den, som de
Fleste holdt sig til, og han tog, som man kunde vente.
Parti for Erkebistoppen og mod Huss, hvem han indstev
nede til Rom som Kjetter. Huss var villig tit at drage
afsted, men Dronning Sophia vilde ikke tillade sin Skrifte
fader en saa farlig Reise. En Proces blev da indledet
mod ham, og en Kardinal, Otto Colonna (siden Pave
Martin den Femte) beskikkedes af Paven til at fore den.
Medens denne gik sin langsomme Gang, tiltog Gjceringen
i Bshmen. og Huss’s Tilhcrngere, som nu fsrst fik det
snart saa bekjendte Navn Hussiterne”, stilte sig mere og
mere ud fra den katholfle Kirke. Ligesom senere Aflads
kroemmeren Tetzel kom til at give Stedet til Luthers Brud
med Paven, saaledes bidrog dette fljcendige Uvcrsen allerede
nu til at foroge Gjoeringen i Bshmen, hvor der ved denne Tid
solgtes Aflad for at flasse Penge til et Krigstog, som Paven
vilde foretage mod Neapel. Hussiterne forkastede snart ikke
alene Pavemagten, men ogsaa hele den katholste Kirkes Tradi
tion, Kirkemsdernes Beslutninger o. s. v. og erklcerede, at
de i Bibelen saa den eneste Troeskilde og Regel for sit
Menighedsliv. At Paven siyngede en ny Banstraale mod
Huss, hjalp Intet; der paafulgte kun nye Oplsb i Prag,
55
hvor atter Forbitrelsen mellem Tydstere og Bshmere gav
sig Luft i voldsom Kamp. Thi Tydflerne holdt i det
Hele med Paven og Geistligheden, for Czecherne derimod
blev Huss’s Lcere snart en Nationalreligion. Den svage
Wenzel spillede under alt dette ingen heldig Rolle; han
havde tidligere indtil en vis Grad begunstiget Huss og
hans Tilhcengere, men tog nu Parti med Geistligheden,
dog med sin scrdvanlige Svaghed; derpaa stog han atter
om og lod fire katholste Professorer forvise fra Universi
tetet. Ogsaa Huss forlod Prag og tilbragte et Aars Tid
(1413— 1414) paa Landet, sysselsat, ligesom senere Luther,
med at overscette Bibelen og med at forfatte Stridsskrif
ter imod Katholikerne.
Den almindelige Oplssningstilstand, hvori den ka
tholjke Kirke ncesten overalt befandt sig, gjorde det nsd
vendigt paany at sammenkalde et stort og almindeligt
Kirkemsde. Pave Johan den Treogtyvende havde selv
liden Lyst til at indkalde et saadant, thi han forudsaa, at
en Kirkeforsamling kunde berede ham selv mangfoldige
Vansteligheder, strcebe at indstrcenke hans Magt, ja
maastee endog afscette ham fra St. Peders Stol. For
dringerne til ham om at foranstalte et Concilium bleve
imidlertid altfor hsirsstede til, at han kunde modstaa dem,
iscer efter at ogsaa den nye Keiser Sigismund havde taget
denne Sag i sin Haand. Sigismund var en yngre Son
af Keiser Carl den Fjerde og altsaa Broder af Kong
Wenzel i Bshmen. Han var i fin Ungdom bleven Konge
af Ungarn ved Giftermaal med Maria, en Datter af dette
Riges bersmteste Konge, Ludvig den Store, under hvem
Ungarerne havde havt sin Velmagtsperiode samtidig med
Bshmens Blomstring under Keiser Carl. Som ungarsk
Konge havde Sigismund i 1396 kjcempet med de osma
niste Tyrker, som just nu havde begyndt at blive Chri
stenhedens Skrcrk. I Spidsen for en utallig Skare af
56
Vesteuropas, iscer Frankriges, bedste Ridderstab havde
han msdt Sultan Vajazeth ved Nikoftolis ved Do
nau 1396, men led der et frygteligt Nederlag, som for
lange Tider afgjorde Tyrkernes Overlegenhet» i hine Egne.
Nu var Sigismund efter Ruprechts Dsd bleven valgt
til tydfl Keiser 1411. Han kom paa den Maade i et
stjcevt Forhold til Kong Wenzel, som selv aldrig havde
formelig frasagt sig Keiservcrrdigheden og nu heller ikke
undte sin Broder den altfor vel. Wenzel var barnlss og
Sigismund kunde derfor vente ogsaa at blive Konge i
Bshmen, naar Broderen dsde. Af den Grund vakte
Hussiternes Bevegelser hans Opmcerksomhed, og han sn
stede Intet hellere, end at de snart maatte komme til
Endfiab og Freden gjenoprettes i Bshmen, fsrend han
selv stulde bestige dette Lands Throne. Derfor drev han
ivrig paa, at Huss’s Sag flulde komme fore til endelig
Paadsmmelse, saasnart Kirkemsdet var kommet istand.
Dette stede om Hosten 1414. Til Msdested havde
man valgt Staden Costnitz eller Constanz ved Bodenssen,
et gammelt Bispescrde i det nuvcerende Etorhertugdsmme
Baden. En saa glimrende Forsamling, som Conciliet i
Costnitz, havde Middelalderen endnu ikke oplevet. Ved
Siden af Kardinaler. Erkebiflopfter, Bistopper, Abbeder,
Doktorer i Theologi og Lovkyndighed fra Datidens Uni
versiteter o. s. v. indfandt sig de tydfle Kurfyrster*) og
) Kursyrfterne vare syv i Tallet, nemlig be tre fornemste Prcrlater
i Tydskland (Grkebisiopperne af Mainz, Trier og Eoln, der
ligesom stere andre af Datidens Visiopper med fin geistlige
Stilling forenede den verdslige Styrelse af store Landftrceknin^
ger) samt Kongen af Vshmen, Hertugen af Sachsen, Pfalzgreven
ved Rhinen og Markgreven af Brandenburg. De havde
i Forening Retten til at udvcrlge Keiseren over det tydsie eller
som man helst kaldte det det romerske” Rige, hvilket ncrrmere
var bestemt af den ovenfor omtalte Keiser Carl den Fjerde i et
57
svrige Rigsfyrster, utallige Grever, Riddere og Udsendinge
fra de frie Rigsstceder for at forhandle med Paven og
Keiseren. Man talte 3 Patriarcher, 29 Kardinaler, 33
Erkebistopper, 150 Biflopper, 100 Abbeder og 300 Dok
torer, som alle gjestede Kirkemsdet. fljsnt just ikke alle
samtidig. Endog fra det fjerne Norden msdte enkelte
Udsendinge, saaledes f. Ex. fra Norge Abbed Stein fra
Munkelivs Kloster i Bergen. At der tillige stimlede sam
men en talrig Masse af Lykkeriddere, Eventyrere, Sville
fugle og Skjsger, felger af sig selv. En Samtidig, der
ssgte at fore Bog over Tilstromningen, mener, at der ikke
sjelden paa engang kunde vcere halvhundredetusinde Frem
mede tilstede i Byen.
Pave Johan drog afsted med bange Anelser om, at
Forsamlingen vilde indtage en selvstcendigere Stilling,
ligeoverfor Pavestolen, end tidligere Kirkemsder havde vo
vet. Kardinalerne maatte ncesten node ham til at give
fig paa Veien. Han ankom i Oktober 1414 og aabnede
hsiiidclig Modet den femte November. De tre Hoved
opgaver for Forhandlingerne vare: 1) Hvorledes man
flulde forsvare den rettroende katholfle Kirke mod Kjcrt
tere og Vranglærere. 2) Hvorledes Schismaet” eller
Kirkens Splittelse mellem flere stridende Paver flulde bi
legges. 3) Hvorledes Kirken, hvis dybe Forfald almin
delig erkjendtes, skulde kunne reformeres paa Hoved og
Lemmer”.
Med Hensyn til det fsrste Spsrgsmaal indsees det
Dokument, der hedte den gyldne Bulle”. I det syttende Aarhundrede
blev deres Antal ni, idet Vaierns og Hannovers Fyrster
ophsiedes til Kurfyrfter. Men da var det hellige romerske
Riges Betydning funken og dets Forfatning forcrldet. Som
man vil erindre lader Holberg fin Geert Weftphaler fortcelle
om de syv Kurfyrfter, hvis Indftiftelse” Digteren paa fin
spegefulde Maade gjor tll et Verk af Keiser Augustus.
58
let, at de bshmifle Hussiters Sag blev den fsrste og
fornemste Forhandlingssag. Keiser Eigismund havde alle
rede strax, da Conciliet berammedes, henvendt sig til Huss
og anmodet ham om at mode i Costnitz og tillige
tilsagt ham et ftit Leide, det vil sige forsikret ham, at
han uden Fare stulde kunne opholde sig i Byen, medens
Sagen stod paa, og uhindret faa vende tilbage, naar den
var tilende. Den modige Mand gik strax md herpaa, og
drog afsted, ledsaget af tre behmiste Baroner, ester at
have forsikret sine Landsmcend, at han aldrig skulde vige
for sin Overbevisning, og at han var rede til at lade sit
Liv for dens Skyld. Overalt, hvor han kom, strsmmede
Folk sammen for at se den Mand, om hvem der i de
sidste Aar var bleven talt saameget. Fsrst da han i No
vember 1414 kom til Costnitz. modtog han det keiserlige
Leidebrev. Paven tiltalte ham mildt og satte forelsbig
sin Banstraale ud af Kraft. Men hans Modstandere ar
beidede utrcettelig til Skade og ssgte at flrcemme
Paven og Kardinalerne med alle de Farer, som forestode
Kirken, om hans Lcrre vandt Fremgang. Snart frugtede
ogsaa hans Fienders Bestrebelser; man bersvede ham
Friheden, trods Keiserens Leide, lagde ham i Lcrnker og
fcengsiede ham i en merk Celle i et Kloster ved Bodenssen.
En af hans Beskyttere, Johan v. Chlum, protesterede vel
og lod endog sin Protest opstaa paa Kirkedørene, men til
ingen Nytte. Paven spillede en tvetydig Rolle i denne
Sag; vel lod han, som om Huss var bleven fcengstet imod
hans Vilje, men han gjorde dog Intet for at befrie ham.
Fsrst et Par Maaneders Tid efter Huss’s Ankomst
indtraf Keiser Sigismund luleaften 1414 i Costnitz til
ligemed sin anden Gemalinde, Barbara af Cilly, og en
talrig Skare af Fyrster og Adelsmcend. Han forbitredes
heftig, da han horte, at man havde vovet at krcenke hans
Leidebrev, og det kom i den Anledning til heftige Optrin,
59
ja han truede endog med at ville forlade Staden. Men snart
lykkedes det Proelaterne at omstemme ham. Man for
klarede Keiseren, at vel havde han givet Huss Leide, men
det kunde han bryde, uden at Nogen kunde bebreide ham
for Trolsshed, thi af Conciliet, som var en selvstcrndig
Magt og stod over baade Keiser og Pave, havde Huss
intet Leide faaet, og derfor havde man vceret i sin gode
Ret ved at fcengsie ham.” Da nu Keiseren tillige forstod,
at han vilde kunne «drette Adstilligt for sine egne Inter
esser, om han fsiede Geistligheden i denne Sag, op«
ofrede han Huss aldeles og prisgav ham til Prcelater
nes Had.
De fsrste Forhandlinger paa Kirkemsdet angik isar
Paven selv, og toge en stedse übehageligere Vending for
denne. Flere og Flere holdt for, at man skulde erklcere
alle de tre Personer, som kaldte sig Paver, altsaa ogsaa
Pave Johan den Treogtyvende selv, for afsatte og siden
vcelge en ny. Det gjaldt da for Johan at faa Voterings
maaden bestemt paa den for ham fordelagtigste Maade.
Dette maatte aabenbart vcere Afstemning efter Personer,
thi naar hver Deltager i Medet fik en Stemme, havde
han Flertallet med sig, da saamange italienske Biflopper
vare afhcrngige af ham; men hvis der skulde stemmes
efter Nationer, forudsaa han, at hans Fiender vilde stire.
Alligevel maatte han finde sig i, at denne sidste Voterings
maade blev vedtagen, og der stemtes da efter fem Nationer:
Italienerne, Tydsterne (hvorunder ogsaa Ungarerne. Po
lakkerne og Skandinaverne indbefattedes), Franstmcendene,
Englcenderne og Spanierne. Snart vovede man nu ganske
frit at tale om Pave lohans lastefulde Liv, og Sigismund
foresiog hans Afscrttelse. Johan besluttede da i sin For
tvivlelse at rsmme sin Vei og saa bagefter at protestere
mod Kirkemsdets Fortsettelse, for om muligt at sprcenge
den hele Forsamling. Ved en glimrende Turnering, som
60
Hertug Frederik af Dsterrig, Pavens hemmelige Forbundne,
lod afholde, fiygtede Guds Statholder paa Jorden, for
kledt som Staldknegt, og flere italienske Kardinaler og
Biflopper forlode ligeledes Costnitz. Nu paafulgte storm
fulde Scener mellem de Tilbageblevne, men det Parti seirede,
som alvorlig snstede at se Kirkens Forfald alvorlig rettet.
Man erklerede, at Conciliet havde sin Magi umiddelbart
fra Gud, og at Alle, Paven ikke undtagen, var forpligtet
til at adlyde dets Beslutninger; det var Pariseruniver
sitetets talentfulde Kantsier, Johan Gerson, som satte denne
kjekke Beslutning igjennem, hvorfor man medrette kaldte
ham Conciliets Sjel. Hertugen af Dsterrig blev fsrst
straffet, fordi han havde spillet under Dekke med Paven;
Keiseren erklcerede ham i Rigets Acht”, som det kaldtes,
det vil sige, han erklceredes fredlss, og hans Undersaatter
skulde ei lengere adlyde ham, og Conciliet satte ham i
Ban. Det var lengesiden, at man havde oftlevet noget
Lignende, thi i meget lange Tider havde de tydste Fyrster
opfsrt sig ganske som selvstendige Herrer ligeoverfor sin
Keiser. Hertug Frederik maatte da ogsaa ydmyge sig for
Overmagten. knele for Sigismund og love at flasse Paven
tilbage til Costnitz og imidlertid selv blive der som Gidsel
for denne. Echrveitzerne, Dsterrigernes gamle Fiender,
benyttede sig af Hertugens Nsd og bemcegtigede sig hans
Besiddelser i Helvetien; siden den Tid ligger Borgen Habs
burg, det ssterrigske Huses Stammesiot, i Ruiner. Pave
Johan blev anmodet om igjen at indfinde sig i Costnitz
inden en bestemt Frist, og da han ikke kom, erklcerede man
ham for suspenderet eller midlertidig afsat; kort efter(29de
Mai 1415) paafulgte hans endelige og hsitidelige Af
settelse. Fire og femti Anklagepunkter imod ham bleve
fremsatte, der gik ud paa at udvikle, hvilket lastefuldt
Menneske og hvilken uverdig Pave han havde veret.
Hans Segl og Vaaben ssnderbrsdes, han selv sattes i
61
Fangenflab, og det bestemtes, at nyt Pavevalg kun maatte
foregaa med Conciliets Samtykke.
Nu kom Raden til Johannes Huss, som fra Klostret
var flyttet til det samme Slot, hvor Paven sad fast.
Hans Anklager anfsrte 44 kjetterske Setninger, der flulde
findes i hans Skrifter, og dertil kom ogsaa, at han havde
anbefalet Brugen af Kalken for Legfolk, efterat hans Til
hengere i Bshmen under hans Fraverelse havde forlangt
at nyde Vinen i Nadveren. Ogsaa Huss’s trofaste Med
arbeider, den allerede fsr omtalte Hieronymus fra Prag,
faldt i Conciliets Hender, da han var ilet derhen for at
hjelpe sin Ven. I det fsrste offentlige Forhsr for Con
ciliet (ste Juni 1413) rildsd Huss, ligesom Luther i det
fslgende Aarhundrede, at han vilde tilbagekalde sin Lere,
ifald man kunde modbevise den af den hellige Skrift og
de celdste Kirkefedre. Flere Forhor vaafulgte, man frem
satte kun Beskyldninger imod ham, men han fik aldrig
Lov til noget sammenhengende Forsvar; hvad man vilde
have, var, at han flulde tilstaa sin Vildfarelse. Iscer
lagde man ham naturligvis tillast, at han flulde have
erkleret Paven og Kardinalerne overfisdige. Da imid
lertid alle Forssg paa at bevege den klippefaste Mand
til at opgive sin Overbevisning vare forgjeves, blev Huss
endelig fordsmt som Kjetter i Kathedralkirlen i Costnitz
den 6te Juli 1415. Hans Beger flulde brendes og han
selv bersves sin prestelige Indvielse og deresier overleveres
til den verdslige Magts Straffedom. Under frygtelige
Forbandelser bleve Presteklederne trukne af ham, og der
efter satte man paa ham en lang Papirshue, bemalet med
tre Djevlebilleder og forsynet med den Indflrift: Dette
er en Erkekjetter.” Idet man erklerede hans Sjel over
qiven til Helvedes Ild, sagde han selv: Og jeg befaler
mig min Herre Jesus Christus.” Endnu samme Dag, paa
fin Fedselsdag, fertes han til Retterstedet. Smilende be
62
tragtede han, hvorledes Boddelen brcendte hans Boger, og
syngende og bedende gik han med vcerdig Fatning til
Dsden gjennem de «overskuelige Folkemasser. Endnu
ester at han var bleven bunden fast til Poeten, opfordrede
Rigsmarskalken Pappenheim ham for sidste Gang til at til
bagekalde sine kjetterske Vildfarelser. Han svarede. at han
var beredt til at lide Dsden for sin Tro og Låre. Da
blev Veden paa Baalet antcrndt og den Dsende kvaltes
snart mellem Rsgen og Flammerne*). Mange af dem.
som stode omkring, vare af den Mening, at Pave Johan
bedre havde fortjent at brcendes for sit fljcendige Livs
Ekyld. Huss’s Aske kastedes i Rhinens Belger, at ikke
Bshmerne skulde tilbede den som en Relikvie, men disse
bragte de Jordklumper, hvorpaa deres Martyr var
dsd, hjem med sig til en hellig Erindring. Inden et
Aar var forlovet ester Huss’s Dsd, fulgte hans Ven
Hieronymus ham i Martyrdsden. Medtagen af Sygdom
og af Fcengstets Kvaler, havde denne fsrst bekvemmet sig
til at fornegte Wicliffes og Huss’s Lcere og underkastet
sig Conciliet, men senere gjenvandt han sine Krcefter og
dermed tillige sin Frimodighed. Han erklcrrede det for
sin vcerste Synd, at han havde fornegtet sin Overbevis
ning, og blev da som tilbagefalden Kjetter brcrndt den
30te Mai 1416.
Pave Johan var afsat, hans to Medbeilere vilde
Conciliet Intet have med at gjore, Huss og Hieronymus
*) Gt senere Folkesagn lader Huss paa sin fidste Vandring sige:
Om hundrede Aar sial der komme en snehvid Svane, som
man ikke stal kunne brcende, saaledes som nu Gaasen.” (Ordspil
med Huss’s Navn, som i det czechisie Sprog betyder en
Gaas). Dette er sikkert nok en ovdigtet Historie, men dog et
betegnende Udtryk for, at Almuen har bevaret Huss’s Minde
og i ham feet Luthers vcerdige Forleder.
63
havde lidt Deden. Kirkeforsamlingen havde lagt sin Myn
dighed for Dagen og udtalt, at Kirkens sverste tilhorte
den. Men med Hensyn til at reformere Kirken paa Ho
ved og Lemmer”, udrettedes kun Lidet, idet Tvedragt og
Strid gjorde sig gjeldende blandt Medlemmerne. Den
11te November 1417 stred man til at vcelge en ny Pave,
efter at Pavestolen nu havde vceret ledig paa tredie Aar.
Prcrlaterne valgte, grebne af den Helligaand”, Kardinalen
Otto Colonna, der tilhsrte en af Roms fornemste Adels
sicrgter. Hele Christenheden jublede over, at Splittelsen
eller Schismaet nu var forbi, og den nye Pave. der kaldte
sig Martin den Femte, betegnede man som den lernpille,
hvorpaa Christendommens Fred skulde hvile” (Hans Fa
milienavn, lat. eolumna, betyder en Ssile). Men det
havde vcrret heldigere, om man fsrst havde reformeret
Kirken og saa fsrst bagefter valgt en Pave. Nu da man
havde valgt den omvendte Orden, var det i Pavens In
teresse snarest muligt at faa det hele Concilium oplsst,
ftrend det for meget indstrcrnkede hans egen Magt.
Den 22de April 1418 holdt Forsamlingen sit sidste Mede,
og adfliltes, uden at Hovedformaalet for dens Virksom
hed var opnaaet.
Vi vende nu atter Blikket til Bshmen. Huss’s Mar
tyrdsd gav her strax Signal til en Opstand, hvori na
tional og religiss Fanatisme paa en frygtelig Maade
gjorde sig gjeldende. Allerede den fsrste Werretning om,
hvad der var steet i Costnitz, fremkaldte Uroligheder baade
i Prag og de ovrige Byer; man ovede Vold mod Geist
ligheden, og Erkebispen fiygtede for Almuens Raseri. Og
ikke blot Almuen. men det hele Folk var forbitret, ligetil
den hsieste Adel. Allerede i November 1415 sammen
traadte Bshmens og det dermed forbundne Mahrens Etcrn
der i Prag og udstedte en truende Skrivelse til de for
samlede Fcrdre i Costnitz, hvori de beklagede sig over den
64
evige Krcenkelse og Skam”, som var tilfsiet dem ved
Huss’s Dsd. Derpaa siuttede de Adelige en Overens
komst, hvori de lovede hinanden Bistand ti! at opretholde
og forsvare den frie Prcediken og Ordets Forkyndelse i
deres Besiddelser; kun en ringere Del af Adelen holdt
fremdeles paa den romerfle Kirke og dannede et svagt
Modforbund. At Katholikerne vilde belcegge Prag med
Interdikt, det vil sige erklcere den hele By i Ban og
forbyde Udfsrelsen af alle geistlige Handlinger, havde ikke
Stort at betyde, thi baade i Byen og paa Landet vare alle
rede de fleste Prcrsteembeder besatte med hussitiflsindede
Prcrster. Den svage Kong Wenzel indtog fremdeles en
vaklende og übestemt Holdning. Baade han og Dronning
Sophia gave lydelig sin Uvilje tilkjende, men til nogen
kraftig Handling var Kongen ligesaalidt nu som tidligere
istand.
Mellem Hussiterne selv gaves der flere mere og min
dre vidtgaaende Partier. Det mere maadeholdne, aristo
kratiske Parti havde sit Middelpunkt i Universitetet i Prag.
Det lagde vel Skriften til Grund for sin Lcrre, men be
holdt dog tildels ogsaa de gamle, hcrvdede Kirkeflikke, fast
holdt Laren om Skjærsilden, bevarcde ogsaa Sjelemes
serne, Skriftestolen, ja endog Helgendyrkelsen og Faslen.
De paastode dog bestemt, at Kalken flulde benyttes ved
Nadveren. ogsaa for Lcegfolk og kaldtes derfor Calixtinere
(af lat. oalix, et Bceger eller en Kalk). Det radikalere
Parti fik derimod Navn af Taboriterne, efter en Hoi, som
de i sit bibelske Sprog bencevnte Tabor og gjorde til en
hussitifl Hovedfcestning. De vilde ganske lssrive sig fra
Katholicismen og holdt store Folkeforsamlinger, hvor Tu
sinder af ,,Brsdre” og Ssstre” under Gudstjeneste og
fromme Samtaler lovede hinanden at holde fast ved Troen.
Brugen af Nadveren under begge Skikkelser” blev For
bindelsesleddet mellem de to Partier, derfor havde de
65
ogsaa det fcelles Navn Utraqvister (af lat, uter^ue.
begge). . .. «
Kirkeforsam lingen i Costnitz udsendte strenge, men
frugteslsse Befalinger til Bshmerne. Gjøringen blev
sterre og storre, men vcrrst blev det, da Wenzel dsde den
16de August 1419, efter at have baaret Kongenavn i 41
Aar. Nu savnede Riget ganske et almindelig eikjendt
Overhoved. Folkets Raseri bred ud i lys Lue og vendte
sig med Vcrlde imod Katholikernes Prcester, Kirker og
Klostre. Munkene rsmte. Billederne ssnderreves og Klo
strene brcendtcs. Keiser Sigismund var den naturlige Arving
til Bshmens Throne ved Broderens Dsd, men han havde
gjort sig almindelig forhadt ved sin trolsse Fcerd imod
Huss. Han havde ogsaa fuldt op at gjore i sit ungarfle
Kongerige, hvor han paany rustede sig til Krig mod Tyr
kerne. Mange raadede ham til fsrst at sikre sig Bshmen,
men han bedrog sig selv med Hensyn til de hussitifle
Bevcegeisers Styrke og Omsang. Han erklcrrede Enke
dronning Sophia for midlertidig Regentinde og satte hende
et Regjeringsraad ved Siden, bestaaende af Mcrnd af
maadeholdne hussitiffe Anfluelser. Calixtinerne havde og
saa helst seet en Udsoning mcd Kongen og tilbod ogsaa
Underkastelse, imod at der indrommedes dem Religions
ftihed, at Sigismund forpligtede sig til at formåa Paven
til Eftergivenhed i Henseende til Kalken, samt at Kjetter
dommen over Huss og Hieronymus stulde ophceves. Men
Taboriternes Parti var det talrigste, det beherskede hele
Borgerstanden og Landalmuen, og en stor Del af den
lavere Adel sluttede sig ogsaa til dem. Iscrr Mede to
Mcend, begge i sin Tid vel anskrevne ved Wenzels Hof.
nemlig Nicolaus af Pistna og Johan Ziska af Trocnow,
fig i Spidsen for Bevcrgelsen og blcve Hussiternes egent
lige Forkjcrmpere. Den kloge Nicolaus kunde gjelde som
den politiske Leder af Opstanden, medens liska, en gam
2det Tillcrgshefte til Folkevennen 1873.
66
mel Kriger, blev Anfsreren under de paafslgende blodige
Hcrndelser.
Aaret 1419 forlsb med forgjeves Forssg fra Sigis
munds Side paa at blive Bshmens Konge i Mindelig
hed. Gjentagne Gange traadtc Stcrnderne sammen. Flere
Pavelige Sendebud indfandt sig, men forgjeves. Engang
var det virkelig kommet dertil, at ogsaa Utraqvisterne hyl
dede Sigismund, men da han straz efter modtog Staden
Prags Afsendingc med bitre Bebreidelser, indsatte de iv
rigste Katholiker i alle Landets Embeder, afsatte de Em
bedsmcrnd, der havde drukket af Kalken, og isinefaldende
degunstigede Tydflerne paa Czechernes Bekostning, vaag
nede Misfornsielsen paany.
I det folgende Aar i 420 udbrod Krigen for Alvor.
Man kaldte Sigismund den syvkronede Drage”, Pragerne
sluttede et Forbund imod alle dem, som modsatte sig Huss’s
Lcere, og de fornemste Baroner tilbod allerede Kong Wla
dislaw af Polen den bshmifle Throne. Endnu et sidste
Forssg paa at mcrgle Fred mellem Sigismund og hans
Undersaatter strandede paa Keiserens ukloge Overmod.
Efterat de egentlige Korstog, hvis Maal var at er
obre eller befrie det hellige Land, forlamgst vare ophorte,
vedblev man at bruge Navnet Korstog om Krigsforeta
gender, som tilsigtede enten at udbrede Christendommen
blandt Hedninger eller ogsaa at udrydde Kjettere og
bringe frafaldne Christne tilbage i den romerske Kirkes
Skjsd. Derfor prcrdikedes nu Korstog ogsaa mod Hus
siterne, og endog fra fjerne Egne strsmmede Folk af de
forskjelligste Nationaliteter og Sprog sammen forat flaaes
mod disse i Forening med Sigismunds og hans fornem
melig af Ungarer bestaaende Hoer. Tabor, hvor der havde
dannet sig en ny By, samt et Par andre Stceder bleve
Hussiternes fornemste Vaabenpladse. Den fsrste alvorlige
Kamp foregik ved Midtsommerstid 1420 ved Prag, hvis
67
Tlot eller Fcrstning endnu var i Sigismunds Hcrnder.
medens Hussiterne havde selve Byen inde. Korshcrren
kom Fcrstningen til Hjelp med omtrent hundredetusinde
Mand. Denne Hcer angred Hussiterne, samtidig med at
Slottets Bescetniug gjorde Udfald, og der blev et voldsomt
Sammenstod (14de Juli 1420), men Hussiterne vandt
fuldstcendig, og Bjerget, hvorpaa man kjcrmpede, fik Nav
net Ziskabjerget til Anforerens Wre.
Nu ssgte Sigismund og Hussiterne gjensidig at over
gaa hinanden i Grusombed og hensynslss Fcerd. Keise
ren havdc ladet tyve Hussiter drukne i Elven; til Gjen
gjeld lod Hussiterne sezten fangne Tydsscre brande ftaa
Stadens Mm i Fiendens Paasyn. Ved Erobringen af
Staden Sedlecz lod Taboriterne Slotsherren, en Tydsker,
stia ihjel med Tcrrskerpleiler, derpaa myrdede de hele Be
setningen paa sex ncer, og lod endelig heller ikke af disse
meie end een i Live. for at bruge ham som de Dvriges
Bsd?el. Flere og fiere Secter opstod mellem Hussiterne:
Nogle kaldte sig Horebiter ester et Bjerg, opkaldt efter
det bibelske Horeb, Andre Adamiter o. s. v., og alle over
bode de hinanden gjensidig i Vildhed og Raseri. Endel
af disse Fanatikere fik sat Ild paa Tydjkernes og Unga
rernes Leir; den brcendte, og allerede et Par Uger efter
det store Slag maatte Fienden trcekke sig tilbage og Si
gismund forlod Vshmen, dog forst efter at han i sin
ForsHngelighed havde ladet sig krone af Erkebi stoppen.
Dette var Enden paa det fsrste bshmiske Korstog.
Det var en ganske ny Maade at fsre Krig paa, der
sjorde Hussiternc saa frygtelige og uovervindelige. Ziska
forstod paa en beundringsverdig Maade at gjore va?ldige
Krigsmcend af de Skarer af Borgere og Bsnder, der
tilforn aldrig havde forsogt sig i nogcn Krig og intet
Andet medbragte end sin glodende Begeistring for sin Tro
og sit bitre Had til Katholikcr og Tydskere. Han dannede
5′
68
sig af dem en Hoer, der ikke kjendte noget til Riddervesen,
Vaabenstjolde og Turneringer, men derimod alle som een
Mand vare beredte til at lade sit Liv for sin Religion,
for Kalken, for Fedrelandet og Friheden, viste sine Anfsrere
den strengeste Lydighed og vare villige til enhver Opof
relse, til ethvert Savn. De dannede en siaaende Mo’o
scetning til de sedvanlige middelalderlige Tropper, som
bestode af de adelige Vasaller og disses Tjenere, og som
i Kampen alene ssgte sin egen Wre, Bytte og Herregunst.
Fienden udmerkede sig ved sit svare, ftandsrcde Rytteri,
men Ziska stillede imod dette et Fodfolk, som i Dvelse
og Ferdighed i hurtige og lette Marscher og Bevegelser
overgik nesten alle Tropper Paa den Tid. Han lod sine
Bsnder bruge det Vaaben, som faldt dem naturligst, nem
lig den tilvante Terflerpleiel, besiaaet med lernpigge, og
Pleielens tunge Slag forfeilede sjelden sit Maal. Hans
Folk forte med sig store Krigsvogne, som til enhver Tid
kunde bindes sammen med Kjeder, saa at han, naar han
snstede det, kunde stave en Festning. Fra disse Vogn
borge udsiyngede nu hans Folk sine Kastevaaben, endog
Kvinder og Bsrn hjalp til hermed, og snart var For
skrekkelse, Nederlag og vild Flugt almindelig blandt Fien
den. Det nyttede saaledes Intet, at Sigismund i Slut
ningen af 1420 gjorde etForssg Paa at undsette Borgen
i Prag, som endnu holdt sig. fljsnt haardt beleiret af
Hussiterne. Hans Tropper, hvorimellem talrige Skarer
af Adelsmend og Riddere, bleve aldeles siagne; Folket
strsmmede md i Borgen og nedrev Murene, og dette preg
tige Slot, Keiser Carls Stolthed, blev til en Ruin. Over
alt havde Hussiterne Overhaand, og Sigismund, der i
Ungarn truedes af Venetianerne og Tyrkerne, kunde Intet
foretage imod dem.
I hele Christenheden herstede Uvilje og Forbitrelse
over Kjetteriet i Bohmen og Sorg over det Udfald, som
69
Korstoget havde havt. Da Keiseren selv ikke var istand
til noget nyt Krigstog, sluttede Kmfyrsterne ved Rhinen
<t Forbund til at stride ind imod de Frafaldne, og paany
stede store Rustninger til et nyt Korstog i Tydftland. men
fsrst i September 1421 droge de Forbundnes Hcrre^ind
i Landet. Der herskede ikke Enighed mellcm deres An
fsrere, og da Korsfarerne mcrrkede, at Ziska og hans Folk
vare i Anmarsch. bleve de grebne af en panisk Skrcrk og
rsmte tilbage, forfulgte af Bshmerne, der drcebte dem i
Mcrngdevis. Saaledes virkede Ziskas Navn, uagtet han
nu var en blind Mand; nylig havde nemlig en Pil ram
met det ene Die, som han havde tilbage. Men han be
holdt fremdeles Kommandoen og var stedse seierrig, lige
som for. I Januar 1422 tilintetgjorde han saaledes den
Hcrr, som Sigismund endelig havde faaet paa ßenene, i Sla
get ved Deutsch-Brod i Syd for Prag. Men medens saaledes
Ziskas Geni og Overlegenhed formaaede at bevare det bedste
Samhold, hvor det gjaldt at forsvare sig mod ydre Fiender,
vare Hussiterne uenige indbyrdes. De moderate Calizti
nere, hvortil Adelen horte, vare misfornsiede med Tadori
ternes Kirkestorme og vilde Opfsrstl. Da nu en Prcrst
ved Navn Johan, en crgte Demagog, havde en afgjsrende
Indfiydelse paa det radikale Parti, besluttede hans Mod
standere at stille sig af med ham. Da Johan vilde gaa
ind paa Raadhuset i Prag for at dcltage i Hussiternes
Raadsiagninger, blev han paa forrædersk Vis overfalot og
drcrbt tilligemed fiere af sine Tilhcengere. Men hans
Dsd vakte en saadan almindelig Forbitrelse, at hans
Partifcrller snarere vandt end tabte ved hans Bortgang.
Ziska var nu, end mere end fsr, den mcrgtigste Mand i
Landet. Vel delte han ikke, hvad det Religisse angik.
stanste Taboriternes Anskuelser. Han holdt nemlig frem
deles paa flere af de katholste Skikke og Lcrrescrtninger,
mcu han var i politisk Henseende faa vidtgaaende en
70
Demokrat, som Nogen, og herpaa kom det vistnok i Sar
deleshed an.
Sigismunds Stilling var mindre end misundelses
vcrrdig. I det tydste Rige, hvis Keiser han var, havde
han kun Lidet at sige, og af de to Kongeriger, som han
skulde beherske, truedes det ene, Ungarn, af Tyrkerne og
dct andet, Bshmen, var i Opstand fra den ene Ende til
dcn anden. Med sin anden Dronning havde han en cndnu
umyndig Datter Elisabeth, og i sin Fortvivlelse begyndte
han at tcrnke paa, til hvem han kunde scelge hendes
Haand med stsrst Fordel. Det lyder utroligt, men for
telles dog, at han, der kaldte sig Christenhedens verdslige
Overhoved, tcrnkte paa at overlade hende til den tyrkiste
Sultan! Senere vilde han bortgifte hende til Storfyr
sten af Litthauen, dengang endnu et barbarisk Land, hvis
Herskerfamilie forst ganske nylig havde antaget Christen
dommen. Endelig bestemte han sig dog til at vcelge til
Svigerson Hertug Albrecht af Dsterrige, med hvem Elisa
beth allerede som spcrdt Barn havde vceret forlovet, og
som nu ei alene eftergav Sigismund de tohundrede tu
sinde Dukater, som denne skyldte- ham, men dertil udbe
talte ham sexti tusinde Dukater. Barnet blev da gift med
‘Albrecht 1422, og denne skulde nu betragtes som Arving
til Sigismunds Besiddelser og hjelpe ham mod Oprorerne
Bohmen. Albrecht og flere tydste Fyrster foretoge da i
1422 et nyt, (det tredie) Korstog mod Bshmen. Men
heller ikke disse formaaede at kue Hussiterne, fljsntAlbrecht
havde den storste Lyst til at kunne behandle dem paa
samme Maade. som han i sit eget Arveland Dsterrige
havde forfulgt Isderne, hvilke han havde brcendt i Hun
dredevis. Tvertimod lrcrngte Ziskas Tropper nu ind
ogsaa i Dsterrige, hvor de sdelagde og herjede Landet paa
det Frygteligste, ja Hussiterne hjemssgte snart endog
Ungarn.
71
Bohmerne gjaldt nu nersten for uovervindelige, og
fremmede Fiender vovede nersten ikke at angribe dem, men
i Landet selv herffede fremdeles Splid og Tvedragt. Ziska
og Taboriterne vilde ikke vide af det mere moderate Parti.
Iscrr gik det frygteligt til i 1424, som derfor ogsaa be
ncrvnes Ziskas blodige Aar”. Taboriterne rasede mod
sine Modstandere med frygtelig Grusomhed og sdelagde
nu Adelens Herregaarde med samme Hensynslsshed, som
fsr Klostre og katholste Kirkebygninger. Da bemcrgtigede
Fienderne sig Nabolandet Mahren, der horte under det
bshmiske Rige, og hvor ligeledes Hussiternes Lcere havde
fundet Indgang, og dette fremkaldte et Forlig mellem de
indbyrdes kjcrmpende bshmiste Partier. De forenede sig
til et fcelles Tog imod Mahren. Men da blev Ziska syg
og dsde af Pesten den Nte October 1424. Med en
magelss Viljeskraft, Aandsncrrvcerelse og personlig Over
legenhed havde denne blinde Hcrrfsrer formaaet at beherske
sit Parti. Han horte til Middelalderens stsrste krigerske
Genier. Men hans Minde er bleven frygtelig mishand
let i Historien; alle Hussiternes Forvildelser og Grusom
heder ere blevne lagte ham til Last, og han selv er bleven
fremstillet som en ren Djevel, over hvis Navn ikke de
stcerkeste Forbandelser syntes at kunne siaa til. Et almin
deligt udbredt. men usandfcerdigt Sagn fortalte, at Ziska
for sin Dsd havde befalet, at hans Legeme ikke flulde
begraves men henkastes for de vilde Dyr, og at hans
Hud flulde fiaaes af Liget og udspcrndes over Hussiternes
Tromme, thi hver Gang den Tromme rsrtes, (skulde han
have sagt), vilde Fienden sieblikkelig flygte. Ziskas nær
meste og mest fanatiske Tilhengere kaldte sig ester den
elskede Anfsrers Dsd Orphaniter (et grcrsk Ord, som ve
tyder de Faderlose”), og de mange hussitiste Secters Tal
blev altsaa endnu forsget med en ny. I Spidsen for de Fa
derlsse traadte en Mand ved Navn Procopius, som almin
72
delig paa Grund af sin lave Vezt kaldes Procopius den
Lille iil Adstillelse fra en anden mere velvozen Procopius
(den Store), en flaldetPrcrst, der anfsrte de svrige Taboriter.
Hvor stort et Savn end Ziska ved sin Bortgang
efterlod, vårede det dog endnu lcenge, inden Sigismund
kunde udrette Noget. Begge Procopierne og hele Skarer
af vilde Svcermere gjorde fremdeles Tog langt udenfor
Bshmens Grcendser, og Intet kunde modstaa dem; de her
jede Schlesien, Sachsen, Vaiern, ja trcengte frem ncesten
til Rhinen, og fjerne Stader endog i Nordtydskland be
forstede sine Mure for at kunne modstaa Hussiterne, om
de skulde komme. Bshmen kaldte de det forjettede Land,
sig selv kaldte de «Guds Bsrn”, men Tydflerne Philistre,
Edomiter, Amalekiter, Moabiter o. s. v. De hussitiste
Krigere vildc nu ikke mere vide af Vyer og Boliger, som
i et civiliseret Land, men holdt til under aaben Himmel
i sine Stridsvogne. En af de volosomste Kampe fandt
Sted ved den bshmiste Stad Aussig ved Elven i Juli
1426. Her havde Tydsterne sat sig fast, og bleve nu
beleirede af Taboriterne. En Hertuginde Katharina fik
samlet 70.000 Mand af Sachsere og Thuringere for at
imdscette Staden. Men ogsaa Hussiterne samlede sig nu,
25.000 Mand stcerke, dels under en litthauisk Prinds
Korybut, som i hine Aar tamkte at oftsvinge sig til Herre
over Hussiterne, dels under Procopius den Store. Mo
dig stormede Tydflerne los paa de bag Vognborge for
flandsede Hussitere, men deres Rcrkker kom i Forvirring,
og Bshmerne fik Overmagten. Med sine Landser, der
vare forsynede med Kroge, halede disse de fiendtlige Ryttere
ned af Hestene og flog dem saa ihjel med Tcerflerpleiler.
Femten tusinde Tydflere laa paa Valpladsen, og derftaa
toge Hussiterne Byen, plyndrede og brcendte den. Kort
efter blev Prinds Korybut, som det moderate Parti havde
tcenkt at hceve paa Tbronen, afsat af Taboriterne og sendt
73
hjem igjen til Litthauen. Et fjerde Korstog i 1427 var
ikke heldigere end de foregaaende, og paany viste Hussi
temes frygtelige Skarer sig i Nabolandene.
I 1431 fandt et femte Korstog Sted. En tydsk
Hcrr, samlet fra alle Kanter af Riget og meget over
100.000 Mano stcerk, skulde erobre det Land, som nu
ligesiden Wenzels Dsd 1419. altsaa i hele tolv Aar, havde
nirgtet Sigismund Lydighed. En Kardinal, lulian, led
sagede Korshcrren paa Pavens Vegne. Bshmerne rustede
sig paany til Modvcerge under Procopius den Store,
som nu kunde betragtes som hele Nationens Fsrer og.
ligesom Ziska, forstod at flasse sig Lhdighed i Krigen af
alle Partier. Et Hovedslag blev leveret den 14de August
1431 ved Tauss. Da KorMrerne” fra sin Leir horte
Larmen af Hussiternes Vogne og fornam Lyden af deres
Slagsang: I, som Herrens Krigsfolk er”, grebes de
strax af Forskrekkelse. Kardinalen og Hertugen af Sach
sen stode paa en Hoi og bleve herfra var, at deres hele
Hcer var i vild Forvirring. De formaaede ikke at standse
dens Flugt; flarevis romte Tydsterne afsted. forfulgte
og nedsablede af de lette hussitiste Ryttere. Begge Pro
copier vendte sig derpaa mod Albrecht af Dsterri^e og
jagede ham ud af Mahren.
Hussiterkrigene havde nu Aar efter andet gjort hele
det tydste Riges Stridskrcrfter, ja hele den middelalder
lige Maade at fore Krig paa fuldkommen tilskamme. De
gjentagne Nederlag vakte Sorg. Udmygelse og Forstemt
hed hos Fyrster, Adel og Ridderskab. De fremkaldte og
saa Gjcering og Bevcegelser nok blandt de lavere Stcrn
der i Tydstland. Det var, ligesom disse fik en Anelse
om, hvilke umaadelige Krcefter, der ligge hos den menige
Almue, naar denne fsrst ret virkkes og kommer til Bevidst
hed om sin Styrke. Almuen begvndte at tro sig foruret
tet og mishandlet af sine verdslige og geistlige Herrer,
74
mangesteds tegnede det til farlige Oprsr. Herrerne maatte
vcere paa sin Post, thi det gjcrrede betcenkeligt hos Mcrng
den, ja paa sine Steder droge vcebnede Bondehobe alle
rede omkring under sine egne Anfsrere paa hussitist Vis.
Iscerdeleshed var Forbitrelsen stor imod Geistligheden.
Det blev derfor et Livsspsrgsmaal for Fyrster, Adel og
Prcelater snarest muligt, ved hvilkesomhelst Midler at faa
gjort en Ende paa de vshmifle Uroligheder, hvorfra det
farlige Smitstof truede med at brede sig ud i andre
Lande.
Man greb derfor til nye Kirkemsder. Conciliet
i Costnitz var, somvi erindre, blevet oplsst 1418 af Pave
Martin den Fenne, uden at de mange Misbrug i den
fordcervede Kirke vare fjernede. Det Eneste, man havde
opnaaet, var at faa een Pave istedenfor tre. Allerede
tidligere have vi af og til ncrvnt Tyrkerne og de store
Farer, hvormed de Christne i hele Dstemopa truedes af
dem. Denne Nsd ftemkaldte nu Tanken om, at Grcrkerne,
som ikke erkjendte Pavens Overhsihed, skulde forene sig
med de romerske Katholiker for at faa Hjelp af deM mod
de Vantro. Herom og om Hussiterne skulde der da for
nemmelig forhandles paa et nyt Kirkemsde. Men Paverne
forhastede sig sjelden med at sammenkalde disse, ofte for
deres egen Magt skjebnesvangre Msder, og den nye For
samling, som skulde sammentrcede i Basel, kom derfor ikke
istand fsr 1431. Da var just Pave Martin dsd og
Eugenius den Fjerde kommen i hans Sted. Det blev
et langvarigt Concilium, da det var samlet i atten Aar.
I Begyndelsen havde Bshmerne liden Lyst til at
indlade sig paa Forhandlinger med Kirkemodet, thi de
erindrede, hvorledes det forrige Mode i Costnitz havde
bebandlet Huss. De vedbleve at plyndre og herje sine
Naboer, og baade Brandenburg, Sachsen og Dsterrige fik
fole deres Svcerd. hvis de ikke kjobte sig fri for deres
\
75
Bessg med Penge. Endelig kom det dog saavidl, at der
skulde holdes et Mode i Staden Eger i selve Bohmcn
mcllcm Udsendinge fra Kirkeforsamlingen i Basel og Fuld
mcrgtige fra hver enkelt af de hussitifle Secter. ‘ Dette
Mode kom istand i Mai 1432 og der befluttedes, at Boh
mernes Fuldmcrgtige flulde mede i Basel. Did kom de
ogsaa Helligtrekongersdag 1433. Procopius den Store
var selv tilstede og viste sig nu ligesaa flink i theologiske
Disputatser, som for paa Slagmarken. Samtlige bshmi.
ste Partier, endog Taboriter og Faderlose”, enedes nu
om at nsie sig med de fire Hovedfordringer, som forlcrngst
havde vceret opstillede af de moderate Hussiter, men hidtil
ikke havde tilfredsstillet de Videregaaende. De fire Punk
ter vare: 1) Sacramentct under begge Skikkelser. 2)
At Geistliges Forbrydelser stulde straffes som Andres af
verdslig Dvrighed. 3) At enhver Christen stulde have
Ret til at forsynde Guds Ord. 4) At geistligt Embede
og verdslig Herremyndighed ikke flulde kunne forenes.
Under disse Betingelser vilde de atter paany anerkjende
Pavens Herredsmme og vende tilbage til den romerste
Kirke. Conciliet vilde ikke gaa md paa disse Fordringer,
og Bohmerne vendte tilbage. lidet tilfredse med sin Reise.
Dog var Saameget opnaaet, at man nu fra begge Sider
lcrngtes alvorlig ester Udsoning. Nye Udsendinge fra
Conciliet fulgte derfor med Bshmerne for at overvare en
bohmifl Rigsdag for paany at underhandle med Hussi
terne i deres Hjem. Her enedes det Parti, som fremfor
Alt onskede Fred, med Conciliets Udsendinge i November
1433 saaledes. at de sidste indrommede Brugen af Kal
ken ved Nadveren, dog saa, at Prcrsterne ffulde forklare
sine Communicanter, at Brsdet ikke alene var Christi
sande Legeme og Vinen ikke blot Christi sande Blod, men
at Christus helt og fuldstcendig var tilstede i enhver af
Nadverens to Skikkelser. I de tre svrige Punkter maatte
76
derimod Hussiterne ncdstemme sine Fordringer i den Grad.
at i Virkcligheden kun ganske lidct blev tilbage.
Adelen og de maadeholdneßohmere, fornemmelig Ho
vedstaden Prag, havde gaaet md paa denne Overenskomst af
Lcrngsel cftcr en Ende paa den odelccggende Krig, og vare
nn rehe til at vende tilbage til de gamle kirkelige Ind
rctmnger, naar de kun reddede Kalken, og Forligets Be
tingelser forovrigt overholdtes. Men Taboriterne og de
Faderlose” tcrnkte anderledcs, og Borgerkrigen rasede snart
i Landet. Det viste sig dog snart, at Fanatikcrnes Kraft
nn var brudt. Landadelen og de fornemste Stccder for
enede sig mod dem og modte dem ved Bohmisch-Brod i
Ncrrheden af Prag den 30te Mai Taboriterne
lode sig narre af sine Modstandere. der anstillede sig, som
om de vilde flygte, og de forlode sin faste Vognborg i den
Tanke, at de havde Seiren i Hcenderne. Man afskar dem
nu Tilbagetoget og slog dem aldeles. Baade Procopius
den Store og Procopius den Lille faldt i dette Slag, og
de af dem anforte Svcrrmere nedsabledes i Tusindvis som
vilde Dyr. En samtidig bcromt Forfatter, den statskloge
Prcelat Acncas Sylvius Piccolomini, (senere Pave under
Navn af Pins den Anden) har beskrevet denne Kamp.
Han skildrer de svamneriske Hussitcr som skrcekkclige Skab
ninger med solbrccndte og veirbidte Ansigter, Drnesine,
filtret Skjcrg og senede Lemmer, opvoxede i Vaaben, vante
til Nov og Mord, Mennesker, for hvem det var en Umu
lighed at leve fredeligt og roligt.” Ogsaa andensteds bleve
Taboriternc haardt medhandlcdc. Eaaledcs spcerrede man
i Staden Pilsen et helt Tusinde af disse Ulykkelige md i
en Lade og indebrcrndte dem der.
Seieren bragte Magten i Bohmen aldeles over i
Aristokratiets Hcendcr. Adelen gjorde Venderne til Liv
egne og kunde ester Behag foreskrive Sigismund Betin
gelser, da de nu anerkjendtc barn som Landets Konge.
77
En afgjort Utraqvist. Rokycana, blev Erkebiskop og holdt
sig som saadan lige til sin Dod 1471. Endelig holdt
Sigismnnd med sin Keiserinde Barbara og et prcrgtigt
Folge sit Indtog i Prag. Kun kort overlevede han denne
Begivenhed, thi allerede i det folgende Aar dode han paa
en Reise til Ungarn i den mahriske Stad Znaym. For
fcrngelighed havde vceret et Hovedtrcrk i hans Character,
og dette kom da ogsaa tilsyne ved hans Dod. thi da han
fik hore af Lcegerne, at han kun havde faa Timer igjen
at leve, var han forfcrngelig nok til at lade sig ifore sin
fulde Keiserdragt og scrtte sig paa Thronen for at doe
paa den. Med ham uddsde den Luxemburgske Keiser
families Mandslinje, der med et Par Asbrydelser havde
regjeret det tydsk-romersse Rige siden 1308.
Ester Sigismund fulgte Svigerssnnen, Albrecht af
Dsterrige, ham baade som Keiser og som Ungarns og Bsh
mens Konge, men dsde allerede 1439. Albrechts eneste
Son, Ladislans, fodtes fsrst efter Faderens Dsd ; i hans
umyndige Aar blev altsaa en Formynderregjering nsd
vendig, og da han selv flulde overtage Styrelsen, bort
reves han kun sytten Aar gammel ved Dsden 1457.
Ungarn og Bshmen stilles nu ad, idet hvert Rige valgte
sin egen Konge, begge blandt Landenes indfsdte Adel.
Denne nye Konge i Vohmen var Georg Podiebrad,
en af de mcrrkeligste Mcrnd i dette Riges Historie. Alle
rede fireogtyve Aar gammel havde han kjcempet med
blandt de maadeholdne Utraqvister mod Taboriterne i
Slaget ved Bshmisch-Vrod 1434, senere i den umyn
dige Ladislaus’s Tid mere og mere lagt sin Dygtighed
som Kriger og Statsmand for Dagen, og endelig var
han bleven det hele Lands Statholder. Nu kom han
(1458) selv vaa Thronen. Han vedblev som Konge at
folge og hcrvde den mere maadeholdne hussiliste Lcere. og
bencevnes derfor i Historien almindeligvis Hussilerkong
78
en”. Men Paven var ikke tilsinds at anerkjende det
Forlig, som Conciliet i Basel kavde faaet istand, men
forbod Utraqvisterne Kalkens Brug 1462 og satte Kon
gen i Kirkens Van, og flere Nabofyrster, fornemmelig
Ungarns herskesyge og erobringslystne Konge, Matthias
Corvinus. blandede sig i Kong Georgs og Kirkens Strid.
Endel af selve Bshmens Adel faldt ogsaa fra, dannede
det saakaldte Herreforbund og tilbode Kong Casimir af
Polen den bshmiske Krone. Nye .Korstog” fandt Sted
mod Kjctterkongen” Georg, men denne forstod dog trods
alle Vansteligheder at holde sig i sin Stilling lige til
sin Dod 1471. Dette skyldte han den inderlige Hengi
venhed. hvormed den egentlige Kjerne af det bohmisse
Folk stedse forenede sig om denne cegte nationale Hersker.
Det var ikke ved vild^ Krigerbander, som de, hvormed
Ziska og Procopierne stottede sit Herredomme. at Georg
Podiebrad bevarede sin Throne, men det var ved den
bshmiste Borgerstands Hjelp, der vilde beholde sin Kalk,
men tillige onjkede at leve og arbeide i Fred og Ro.
Georg Podiebrads Slaegt fulgte ham ikke paa Thro
nen. Selv havde han allerede i levende Live gjort Af
kald paa, at Ssnnen stulde blive hans Eftermand. og
arbeidet for den polste Prinds Wladislaw. Denne blev
ogsaa nu Bohmens Konge, men maatte i Begyndelsen
af sin Regjering udholde en alvorlig Kamp med Matthias
Corvinus af Ungarn. Efter dennes Dsd i 1490 lykke
des det imidlertid Wladislaw selv at blive valgt ogsaa
til Ungarernes Konge. Han holdt sig i begge Riger til
sin Dsd 1516, men under ulykkelige Forhold, blodige
Bondeopstande. Krige med Tyrkerne og religiose Stridig
heder. Efter at hans Son Ludvig var falden mod Tyr
kerne i Slaget ved Mohacz 1526, kom begge Riger,
Ungarn og Bohmen, ved Giftermaal i Habsburgeren Fer
79
dinands. Keiser Carl den Femtcs Broders, Besiddelse
og have siden den Tid varet forenede med Dsterrige.
Under disse fornyede Uroligheder kom ogsua de siden
Nederlaget i 1434 haardt forfulgte Taboriter tillive igjen,
men nu som et Samfund af stille Fromme og ikke lcen
ger som i gamle Dage en Hob vilde Krigere/ De sogte
i Begyndelsen at devcrge Erkebistopften, Rokycana, og de
svrige maadeholdne Utraqvister til at gjere fcrlles Sag
med dem, men hertil var denne ikke at bevcrge. Derimod
fik han Kong Georg til at indrsmme dem Tilladelse til
at bo og dyrke Gud paa sin Maade i de afsides Fjeld
dale i Riesengebirge. Her- dannede sig nu et lidet af°
sondret Kirkesamfund. som fik Navn af Brsdremenigh
ederne”, mellcm hvilke Broder Gregorius, en Slirgt
ning af Erkebiskop Rokycana, indtog den fornemste Plads.
De nye Menigheders hurtige Tilvcrxt og Udbredelse vakte
dog snart Kong Georgs og Erkebifloppens Frygt, og de
bleve derfor atter forfulgte, men at udrydde dem for
maaede man dog aldrig. Brsdrene traadte i Forbindelse
med et aandsbesicegtet lidet Kirkesamfund i Italien, Val
denserne i Piemonts Alpedale, der vare Levninger af en
gammel reformatorifl Bevcegelse i Sydeuropa fra om
kring Aar 1200. Hos Valdenserne lode de sine fsrste
Bijkopper indvie. Saaledes vedligeholdt sig nu nogle
smaa Levninger af de strengere Hussiter. omspredte i Bsh
men. Mahren og Polen, hvilke forkastede Paven og Katho
likernes Helgendyrkelse, og strcrbte at fore et stille, fromt
og scrdeligt Liv; deres Kirker og Bedehuse anflaaes ved
Begyndelsen af det seztende Aarhundrede til henved 200.
Da Luther fremtraadte, erkjendte Brsdrene i ham en
Sandhedens Larer og optoge ogsaa Adstilligt af hans
Reformation, men dog uden ganfle at sammensmelte med
den evangeliske Kkke. Keiserens og Katholikernes Seire
i den fsrste Del af Trediveaarskrigen gjorde det umuligt
80
for Brsdrene lcengere at holde sig i Vshmen. De van
drede da ud mest ti! Preussen og Polen. Ved denne
Tid havde de i den lcerde, af Skolevesenet meget for
tjente Amos Comenius en hsitelflet og anseet Bistop.
Endelig fornyedes Brsdremenighederne af Grev Zinzen
dorf 1722 og har siden den Tid havt sine Hovedsteder i
Herrnhut i Sachse