christen brun – pietismen’s begreb og væsen

EN KIRKEHISTORISK AVHANDLING

CHRISTEN BRUN

BESTYRER AF BALESTRANDS LÆRERSKOLE.

CHRISTIANIA.

P. T. MALLINGS BOGHANDEL. 1876.

(Særskilt Aftryk af Theologisk Tidsskrift for den evang.luth. Kirke i Norge, 1872).

TRYKT HOS A. W. BRØGGER.

Les også Brun’s bok om den lammerske bevegelse. Christen Brun må ikke forveksles med sønn av biskop Johan Nordahl Brun med samme navn, far til Sven Brun og Lyder Johan Brun.

Pietismen er i denne Afhandling fremstillet som indesluttet indenfor en bestemt Periode i Historien, Slutningen af det 17de og den første Halvdel af det 18de Aarhondrede. Vi tro, at det er det ene historisk rette. Imidlertid tales der da ogsaa i vor Tid om Pietismen som en levende Kjendsgjerning. Vi ville ikke dvæle ved det Misbrug af Ordet, som er saa almindelig i vore Dage, idet mange finde Pietisme overalt, hvor et sandt christeligt Alvor træder dem imøde. Vi fremhæve kun den Mangel paa sand Dannelse, som heri aabenbarer sig, ikke blot fordi en saadan Betragtning er Udtrykket for en Letsindighedens Aand, men ogsaa fordi den ikke kan forenes med virkelig historisk Indsigt, beror paa en total Uvideuhed om denne Retnings ejendommelige Charakter. Med større Berettigelse kunde man tale om Pietisme ligeoverfor mange Fremtoninger i vore Dages Christenliv, hvori man kunde finde en Aabenbarelse af den samme Aandsretning, som kom til Orde i det 18de Aarhundredes Pietisme. Man kunde pege paa, at hos mange af de troende Retfærdiggjørelsen ikke indtager den centrale Plads i deres Bevidsthed, at Syndsbevidstheden er sterkere udviklet, øver en større Magt over deres Aand end Bevidstheden om Guds Naado i Jesus Christus, at mange aldrig naar frem til en ret aandelig Frimodighed, fordi de æng-

-II-

stelig stirrer paa sine egne Følelser og Gjerninger, idelig og altid aandelig talt føler sig selv paa Pulsen, at derfor en Lovmæssighedens Aand svæver over det christelige Liv og giver dette en sygelig og ængstet Charakter. Man kunde pege paa, at det christelige Liv ofte udestænger sig fra de almenmenneskelige Interesser, kun forholder sig negativt til det sociale Livs Former, at Christendommen opfattes som det ene fornødne i den Forstand, at den bliver Livets eneste aandelige Arbejde, og at der saaledes kun er lidet Syn og Sans for Forholdet mellem det christelige og menneskelige, liden Erkjendelse af Christendommens Kald og Opgave som det hele Menneskelivs Salt. Man kunde endelig sige, at ogsaa vor Tids Christne i mange Stykker lader det skorte paa sand kirkelig Aand, at Kirken efter sin synlige Side, som Naademidlernes Bærer og Forvalter træder altfor meget i Baggrunden, og at det gejstlige Embede ingenlunde altid indrømmes den centrale Stilling i Menighedslivet, som vor Kirkes Bekjendelse anviser den. Saaledes knnde man vel finde, at en pietistisk Tankegang endnu i mange Henseender var levende og mægtig. Men et andet Spørgsmaal vil det dog være, om det derfor er historisk berettiget at sige, at Pietismen Belv, i den udprægede Skikkelse, hvori Kirkehistorien stiller den frem for os, endnu bestaar som en levende Virkelighed. Den Aandsretning, som affødte Pietismen, var jo heller ikke for Kirken en ganske ny Aabenbarelse. Man kan gjenfinde dens Tankegang ogsaa indenfor den katholske Kirke, ja man kunde gaa endnu længere tilbage og finde den samme Aand levende i de første Christnes asketiske Livsopfattelse. Og dog vil ingen Kirkehistoriker tale om Pietisme før det 17de og 18de Aarhundrede; da først opstaar dette Fænomen med sin ejendommelige,

-III-

historisk bestemte Charakter. Skjønt en lignende Aand har været tilstede i Kirken baade før og siden, var det dog kun i den Tid, at den ensidig-subjektivistiske Fromhedsaand greb Kirkens Ror, blev den herskende Magt i Kirkens Liv og baaret af Tidens ejendommelige Kræfter, med denne Tids Stempel paa sin Pande fremtraadte i en Skikkelse, som den ingensinde har havt i Kirkens Historie, og kun denne saaledes udprægede Retning er det, som med kirkehistorisk Berettigelse kan tillægges Navnet „Pietisme“. Man vil derfor vistnok ogsaa i vor Tid kunne tale om Ytringer af en pietistisk Tankegang, om pietistiske Momenter; men disse ere mere adspredte og enkeltstaaende, samler sig ikke til en levende Helhed, hvori man kunde gjenfinde alle de ejendommelige Charaktertvæk, som constituerer Pietismen, og fremtræder heller ikke med en saadan Styrke, med en saadan Udfoldelse af alle sine Consekventser, fordi i vor Tid ogsaa andre Factorer ere mægtige, som bryder den pietistiske Aands Kraft. Det maa ogsaa tages i Betragtning, at vor Tid er adskilt fra den egentlige pietistiske Periode ved Oplysningens og Rationalismens Tidsalder. Pietismens Historie naaede derved sin Afslutning. Kun er det en selvfølgelig Ting, at en saa mægtig Livsbevægelse som den pietistiske ikke lader sig i den Forstand indskrænke indenfor en bestemt afgrænset Tidsramme, at den ikke skulde ud-etrække sine Virkninger til efterfølgende Tider, der dog væsentlig har en anden Charakter og andre Livsformer. Saaiedes er sikkerlig det nyvakte christelige Liv i vort Aarhundrede ved en Understrøm forbundet med den pietistiske Yækkelsesperiode og de pietistiske Momenter, som kan aa-benbare sig i Nutidens Chriatenliv, ikke uden sin historiske Sammenhæng med det 18de Aarhundredes Pietisme. Saa

meget større Grund er der for os til at lytte til den alvorlige Lære, som fra Pietismens Historie udgaar til os, i sand kirkelig Aand at arbejde for at rense vort Christenliv for de Ensidigheder og Skjævheder, som i Pietismen med al dens Velsignelse for de enkelte har havt saa sørgelige Følger for den lutherske Kirke.

“Yeritaa et pi etas“.

TTnschuldige Nachrichten.

Ved Konkordieformelens Udarbejdelse havde den lutherske Kirke fuldendt sin symboldannende Virksomhed. Det Lærebegreb, som herved var blevet fixeret, var en Frugt af lange og tunge Kampe, hvori den rene Læres Guld, som den lutherske Kirke ved Reformationen møjsomme-ligen havde tilkjæmpet sig, nær var blevet opblandet med urent Metal. Jo større det Aandsarbejde havde været, der fra Kirkens Side var krævet og lagt for Dagen for at opdage den urene Lære i dens skjulte Fremtræn-gen og afværge dens Udbredelse, des større maatte og Kjærligheden til den saaledes vundne Lære blive. Kirken maatte føle det som en af sine første Opgaver, at vaage over Læren, at modarbejde Alt, hvad der kunde fordunkle dens Renhed, fordybe sig i den vundne Sand-hed, videre udvikle den og saaledes overlevere den til de kommende Slægter. Den Stræben, som heri kom til-syne, var en i Sandbed ægte luthersk; det var Reformationens Arvegods til sine tro Sønner.” Det var jo det alvorlige Ord, hvormed Luther traadte frem ligeoverfor den romerske Kirke, det nemlig, at Kilden til alt det

Piet. Begreb og ‘Væscn. 1

Forfald og al den Fordærvelse, som raadcde inden den, laa i Forvanskningen af den Sandhed, til hvis Pille og Grundvold Kirken var udkaaret. Som den eneetc Helsebod for Kirken havde han peget paa de i Skriften inde-holdte guddommelige Sandheder, af hvilke alene et nyt, kraftigt christeligt Liv kunde spire frem. Denne Erkjen-delse af den inderlige Sammenhæng, hvori saaledes Livet staar til Læren som det Fundament, hvorpaa det hviler, og hvorfra det springer frem, er et Grundmærke for den lutherske Kirke. Det var derfor en priselig Opgave, som det 17de Aarhundredes orthodoxe Theologer satte sig. Med dyb Erkjendclse af de Forpligtelser, der paahvilede dem som Lærere inden den lutherske Kirke, bestræbte de sig for i fast Tilslutning til den i de lutherske Symboler nedlagte Lære at givc Lærebegrebet en saadan fast systematisk Ordning og bestemt Formulering, at det kunde staa urokket af alle Angreb. Stor var deres Kjær-lighed og Nidkjærhed i dette sit Arbeide. Stor og i Sandhed beundringsværdig var det Skarpsind, hvormed de udarbeidede den lutherske Lære indtil dens allerfi-neste Dele. At man i denne Tid sporer en vis Mangel paa Friskhed og Bevægelse inden Theologien, hænger for en Del sammen med denne Tids Forhold til den forau-gaaende. Den reformatoriske Tid havde den Opgave, at sætte de store Principer ind i Historien. De kunde ikke med et Slag trænge igjennem efter hele sin Frugtbarhed og Dybde. De vare nedlagte i Jorden som Sædekorn, der vel i sig vare rige og herlige, men dog tiltrængte en omhyggelig Pleie, for at alle de frugtbare Spirer, der laa indesluttede i dem, kunde skyde sin Væxt og træde fuldt frem i Dagen. I dette Punkt traadte den efterreforma-toriske Tid ind med sit Arbeide, som blev det, at føre Reformationens Principer saaledes ind i den almindelige

Bevidsthed, at de kunde blive en Magt, der kunde bære og beherske den hele følgende Udvikling. Men aldrig vil en saa^an konservativ Tid kunne øve en saa tiltræk-kende Kraft, som den skaberiske Tid, der gik foran, da de nye Principer med Sandhedens hele Magt brød frem. Er Tidens konservativ-traditionelle Charakter saaledes begründet i Forholdenes eget Krav, vil det sees, hvor uretfærdige saadanne Domme ere, der med fuldstændig Miskjendelse af den Aand, der besjælede det 17de Aar-hundredes orthodoxe Theologer, i denne Tid ikke øjner andet end tbeologiske Kjævlerier og scholastisk-spidsfin-dige Udformninger af Læren. Det 17de Aarhundredes orthodoxe Periode har idethele været underkastet en altfor ubillig Bedømmelse. Man har skildret den som en Tid, da Kirkens Ager laa aldeles brak, da ingen Blomster spirede Og ingen Livskilder sprudlede, men idel Død raadede overalt. Dette er en Overdrivelse. Urigtigheden heraf freuilyser allerede deraf, at vi have en rig Skat af Psalmer fra denne Tid. Er det nu end saa, “at poetisk fromme Timer intet utvivlsomt Bevis kunne afgive for en af Fromheden gjennemtrængt Personlighed“ *), altid vidne dog disse Digtninge om en Sangbund, af hvilken Tönerne ere gaaede frem, forudsætte de Tilstedeværelsen af et aandeligt Liv inden Kirken, hvorfra de vækkende Impulser kunde udgaa. Men end større Vegt lægge vi paa den asketiske Literatur, som den lutherske Kirke i dette Tidsrum har at opvise. Vi behøve kun at minde om Mænd, som Johan Arndt, Joachim Liitkemanu og Heinrich Müller. Vare end deres Skrifter ofte mindre vel seede af Theologerne, — Folket greb dem med Glæde og fandt deri en kraftig Næring for sit religiøse Liv.

‘) Tholuck, Das kirchliche Leben des 17 Jahrhunderts. 1861. I, 216.

Tyskland kan ogsaa i denne Tid op vise en hel Række af christelige Personligheder, der med streng Orthodoxi forbandt en udpræget Sands for praktisk Christendom og satte sig til Formaal at arbejde for dens Fremme. Foruden de allerede nævnte ville vi fremhæveMænd som Joh. Gerhard, J. Meyfart, Val. Andrea og Joh. Saubert1). Man kunde sige: Men disse Mænd indtage dog i det Hele og Store en oppositionel Stilling inden Kirken! Ganske vist! Men de ere dog fremvoxede af Kirkens eget Liv, og den Kirke, der kan frembringe en saadan Række af levende Vidner, kan ikke siges at være blottet for alt Liv. “Og desforuden, hvor mange kostelige Blomster fra Bonde- og Haandværkerkredsen og fra Kvinde-verdenen kan ikke dengang have staaet i den lutherske Kirkes Have, hvis Navne ikke staar optegnet i nogen Kirkehistorie, men kun i deres Bog, som ere beskikkede til det evige Liv!“ 3)

Hermed skal det dog ikke være sagt, at hin Opposition overhovedet var uberettiget, eller at vor Tanke med ublandet Glæde kan dvæle ved denne Tid. Ingenlunde! Meget mere maa vi sige, at denne Tid varrigere paa Skygge end paa Lya, at den led af store Brøst og Mangler, ja at den gjennem en Samvirken af flere Om-stændigheder var geraadet i et saadant Forfald, at den ved Pietismen indtrædende Reaktion maatte siges at være i sin gode historiske Ret. Da nu Pietismen netop faar sin ejendommelige Charakter ved Modsætningen til den Tid, som gaar forud, er det nødvendigt, for at ikke vor Betragtning skal svæve i Luften, at kaste et Blik paa denne Tids særegne Brøst og Mangler.

‘) Tholuck, Lebenzeugen der lutherischen Kirche aus allen Ständen

vor und während der Zeit des dreiasigjährigen Kriegei.Berlin1859.

3) Tholuck, Das kirchliche Leben. I, 216.

-5-

Betragte vi først Theologiens Tilstand, saa have vi allerede sagt, at Theologerne med Sikkerhed greb den Opgave, som Tiden bød dem, og at de med Alvor, Nid-kjærked og Dygtighed stræbte at løse den. De håndlede ret deri, at de ikke vilde opføre sin Theologi, løsreven fra denne Vidcnskabs historiske Udvikling, men opbygge den paa det af Reformatorerne lagte Grundlag. Men de formaaede ikke at bevare dette Standpunkt rent. I sin Kjærlighed til den lutherske Lære og i sin Overbevisning om, at den havde Sandheden, glemte de kun altfor meget, at denne Sandhed skulde videre udvikles. Sandheden var vunden, de havde at bevare den. Men de oversaa, at Sandhedens Bevarelse ikke beror paa en mere eller mindre mechanisk Fastholden ved den, men forudsætter en Fordybelse i den og en videre Udvikling af den. Et Autoritetsherredømme vinder derved stærkt Raaderum inden Theologien. Navnlig er det Luthers Autoritet, der gjøres gjældende paa en saadan Maade, at derved den videnskabelige Frihed i høi Grad hemmes. Ogsaa.Sym-bolernes Betydning overvurderes. I sin Forvisning om deres Skriftmæssighed udviskes mere og mere for dem Forskjellen mellem Skrift og Symbol. De sunde Synspunkter for Forholdet mellem dem, som Konkordiefor-melen opstiller, efter hvilke Skriften er “den eneste Regel og Rettesnor, hvorefter alle Lærere og Lærdomme tilhobe ere at bedømme, medens alle andre Skrifter ikke ere at antage som noget Andet eller Mere, end som Vid-ner om, i hvilken Skikkelse og paa hvilke Steder efter Apostlenes Tid hin Profeternes og Apostlenes Lære er bleven bevaret“, — denne skarpe Distinktion træder i den Grad ud af Bevidstheden, at Symbolerne rykkes frem til at blive Norm for Tro og Lære. Denne guddommelige Autoritet, som tillagdes Symbolerne, var ikke blot

-6-

til Skade for den videnskabelige Frihed, men hindrede og Theologiens Liv og Frihed. Thi denne er væsentlig betinget af, at Theologien atter og atter gaar tilbage til den Kilde, hvoraf den selv er sprungen frem, forat friske Livsstrømme stadig kunne tiltiyde den. Men dette ansaaes i mere eller mindre Grad for overflødigt; thi de havde jo Sandheden. Det exegetiske Studium træder derfor stærkt i Baggmnden, saaat endog henimod Midten af Aarhundredet de exegetiske Forelæsninger mere og mere forsvinde af Lektionskatalogerne *). Og hvor det drives, der staar det efter Tidens overvejende dogmatiske Interesse i Dogmatikens Tjeneste. Hermed staar og en anden Skjævhed i nøie Sammenhseng. Idet Theologien løs-reves fra den levende Rapport, hvori den skulde staa til den hellige Skrift, antog den efterhaanden Charakteren af en Tradition, der overleveredes fra Slægt til Slægt. Istedetfor at gaa ind i Udviklingen gjennem en selvstæn-dig Tilegnelse af den, saaat det Givne tillige blev et Produkt af deres eget Aandsarbeide, greb Theologerne knii altfor meget uden en selvstændig Aandens Formidling, hvad der blev dem rakt, og saa sin Opgave kun deri, at give Stoffet sin systematiske Formulering. Paa samme Tid, som Følgen heraf maatte blive den, at Theologien kom til at staa i et mere udvortes Forhold til det indre Troesliv, berededes herved ogsaa Vejen for en ny Scholastiks Indtrængen paa den lutherske Theologies Gebet. Theologien stod i Fare for at blive et stivt logisk Schéma. Hertil bidrog og foruden Kampene med Jesuitcrne, hvori Protestanterne maatte møde dem med deres egne Vaaben, fornemmelig den Indflydelse, som det

‘) Tholuek, Das kirchliche Lebcn. I, 71.

-7-

mere indgaaonde Studium af den Aristoteliske Filosofi fik paa Théologien1).

Men ikke blot var der Misligheder ved selve Théologiens Behandling, men Hovedfeilen hos denne Tids Theo-loger var deres ensidige Betoning af den rene Lære. At det var en Ilovedopgave for Kirken at værnc om Læ-rens Renhed, var dybt indprentet i deres Bevidsthed; men ikke saa klart stod det for dem, hvad det var, som gav Lærens Renhed en saa høj Betydning, at det var dens inderlige Sammenhæng med Livet, at den var Livets Rod og derfor den nødvendige Betingelse for dettes Sundhed og Renhed. Netop det, der skulde give Kampen den fulde Vegt og Kraft, den rette Aandens Salvelse til at drage Sværdet for den rene Læres Sag, nemlig Be-vidstheden om. at Kampen førtes i Livets egen Interesse, er ikke den beherskende Grundtanke. Hvor man saa-ledes lægger Vegten paa Læren som Noget, der har Betydning i og for sig, og løsriver den fra det tjenende Forhold, hvori den som Midlet til at skabe og nære Livet skal staa til Kirken, der ligge store Farer nær. Først den, at man slaar sig til Ro med at have den rene Lære, som om der til at være en Christen ikke krævedes Andet, end at have en ret Viden om Christendommens Sandheder. Det er efter denne Skjævhed, man har betegnet denne Tid som den døde Orthodoxies Tid, en Betegnelse, der, som vi ovenfor have paavist, i den Ud-strækning, hvori den anvendes, er uhistorisk, fordi den aldeles miskjender de forhaandenværende Livsclementer. Men det er det Sande i denne Paastand, at, alteftersom med Tidens Fremadskriden Ensidighederne forhøjes, kjøl-

‘) Tholuck, Der Geist der lutherischen Theologen ‘Wittenbergs im Verlaufe des 17 Jahrhunderts. Hamburg und Gotha 1852. p. 55.

-8-

nes og Kjærligheden, og en død Mundtro vinder stærkt Raaderum. Dernæst maatte naturligen den ensidige Betoning af den rene Lære afføde en overdreven polemisk Iver. For at forstaa denne polemiske Iver ret og ikke miskjende de ædle Kræfter, som dog laa paa Bunden deraf, maa man for det første betænke det høje Værd, som den lutherske Kirke altid har tillagt den rene Lære. Dernæst maa det tages med i Betragtningen, at jo nærmere det Forhold er, hvori den Sandhed, for hvilken der kjæmpes, staar til Menneskets indre Liv, jo mere indgri-bende Betydning den har for hans Ye og Vel, des mere energisk vil og Kampen blive, og da er detletforklarligt, at den ofte kan antage en Charakter, der lidet synes at svare til den hellige Sag, for hvilken der kjæmpes. Tiden var- ogsaa af en saadan Natur, at den polemiske Iver i høj Grad maatte næres. Kryptokalvinismen var vel lykkeligen besejret, men Sandheden angrebes af nye Fiender. Ikke blot søgte Mystikere og Theosofer at tilintetgjøre Agtelsen for Kirkens Naademidler og nedbryde den kirkelige Aand, men end stærkere Angreb gjordes paa den lutherske Kirkes Existens som saadan ved Synkretismen. Thi den Grundtanke, der bar hele denne Retning, at Differentseme mellem de forskjellige Konfessio-ner kun vare uvæsentlige, vilde, om den havde vundet Magten, have tilføjet den lutherske Kirke, hvis Udgangs-punkt netop var Reformationen, et Dlivssaar. Der kræ-Ycdes derfor i Sandhed et skjærpet Blik og et vaagent Øje, for at ingen Pletter skulde fæste sig ved Sandhedens rene Klenodie. Men dog var der et Sandhedsmoment i Synkretismen, som i Forbindelse med dens praktiske Retning maatte tiltale dem, der havde Syn for Tidens Mangler, og det var, at den fremhævede de christelige Grundelementer, der forbandt de tre Konfessioner. Thi

-9-

det lader sig ikke nægte, at under Stridighederne Blikket altfor meget var draget bort fra det fælles christelige Grundlag. Heller ikke kunne vi lukke Øjnene for, at denne polemiske Iver, hvor beretttiget den end kunde være i sin Rod, dog artede sig paa en Maade, der ikke stemmede overens med christelig Kjærlighed. Hvad der især bidrog til at holde den polemiske Ild stadigen ved-lige, var, at man ikke formaaede at skjelne mcllem det Fundamentale og det Ikkefundamentale, mellem det, der angik den christelige Sandheds Centrum, og det, der kun berørte Periferien, hvoraf den naturlige Følge var den, at man “af enhver Myg gjorde en Elefant og af enhver Myretue et Ætna“ *)•

Theologiens Tilstand indenfor en Kirke vil altid øve sin bestemmende Indflydelse paa Prædikenens Beskaffen-hed. Vi maa derfor paa Forhaand vente at se Theologiens Charakter afspejle sig i denne Tids Prædiken og navnlig, at ogsaa de Ensidigheder ved Theologien, som vi ovenfor have fremhævet, vil sætte sine Mærker paa det Ord, som lyder fra Prædikestolen. Saaledes er det og. Vistnok manglede heller ikke denne Tid Mænd, der, selv besjælede af inderlig Fromhed, arbejdede paa at indplante i Menighedens Hjerte en Tro, virksom i Kjærlighed. Men i det Hele og Store lader dog dette sig ikke sige om denne Tids Prædikanter. Det Formaal, som man i Almindelighed satte sig for Prædikenen, var, gjennem den at føre Menigheden ind i en klar Erkjen-delse af den rene Lære2). Kunde Prædikanten gjøre sin Menighed rettroende i den Forstand, at den ingen vild-farende, ulutherske Meninger nærede, ansaa han kun alt-

‘) Tholuck, Daa kirchliche Leben. I, 41.

*) Tholuck, ibid. 133.

-10-

for ofte sin Opgave for dermed at være løst. Derfor droges ethvert Stridsspørgsmaal, der var paa Bane inden-for Theologicn, op paa Prædikestolen, og den polemiske Iver, der i de theologiske Stridsskrifter ofte artede sig mindre smukt, fik paa Prædikestolen, hvor den rhetoriske Varme naturligen tjente til at forhøje den, en end heftigere og bitrere Charakter. Man glemte, at Christendommen bcstaar ikke i Ord, men i Kraft, og at den Tro, der ikke aabenbarer sig i et helligt Liv, ikke fortjener Troens Navn. At Mennesket retfærdiggjøres af Troen uden Lovens Gjerninger — dette Centralpunkt i den lutherske Lære er det ogsaa, som denne Tids Gejstlige først og fremst søge at bringe til Menighedens Tilegnelse. Men de gjør det ikke paa den rette Maade. De prædike vistnok om den Guds Naade, der maa gribes og tilegnes i Troen, men paa Grund af sin Mangel paa praktisk Interesse fremliæve de ikke tilstrækkeligt, at den, som er retfærdiggjort, i sin Tro har Principet for et nyt og helligt Liv. De gode Gjerninger, som vistnok ogsaa kræves, løsrives derved fra sin Rod i Retfærdiggjørelsen, fra den inderlige Forbindelse, hvori de skulde staa med denne. En anden Konsekvents af den sløvede Interesse for Livet var, at den theologiske Lærdom altfor meget fik Indpas i Prædikenen, saaat lærde Citater blev anseede for en stor Pryd for en Prædiken.

Hvilken Indflydelse havde nu denne Theologiens Tilstand paa Menigheden? Hvorledes stod det til med Me-nighedslivet? Var Livsinteressen hos de Gejstlige bleven overfløjet af Interessen for den rene Lære, saa kunde det ikke være anderledes, end at Frugten deraf for Menighedens Vedkommende maatte være den, at Fromhe-den antog en mere udvortes, objektiv Charakter. Den

-11-

ytrede sig efter Tholuck1) gjennem Tilslutning til Kirkens Lære og Lydighed mod dens Ordninger. En samvittig-hedsfuld Deltagelse i den offentlige Gudstjeneste er derfor charakteristisk for denne Tid. Dette var nu i og for sig et Gode. Det vidnede om, at Christendommen var en Magt i Tiden. Hvor den er dette, der vil den ogsaa øve sin Magt selv over saadanne Gemytter, der, levende i Synden, ikke have ladet den indgaa i sit Hjerte som en ny Livskilde. Og at Tiden heller ikke fattedes saadanne, i hvis Hjerte Christendommen var bleven en levende Virkelighed, have vi ovenfor vist. Men det er den sørgelige Kjendsgjerning, som møder os ved Betragtnin-gen af denne Tid, at ved Siden af den rene Læres Herredømme, samtidig med, at de kirkelige Former knyttede Folket til Kirken, frembyder Tiden os en beklagelig Mangel paa lnderlighed, paa sand, levende Tro, virksom i gode Gjerninger2).

Den Objektivitet, der hører til et sundt Menigheds-livs Charakter, har forvandlet sig til en falsk Objek-tivisme. Det er denne Tidens Hovedmangel, som har fun-det et saa skarpt og træffende Udtryk i Heinrich Müllers bekjendte Ord: “Die heutige Christenheit hat vier stum-

me Kirchengötzen, denen sie nachgehet, den Taufstein, Predigtstuhl, Beichtstuhl, Altar; sie tröstet sich ihres äusserlichen Christenthums, dass sie getauft ist, Gottes Wort höret, zur Beichte gehet, das Abendmahl empfängt, aber die innere Kraft des Christenthums verleugnet sie.“ Imidlertid vil den Sædernes Forvildelse, hvorom denne

’) Tholuok, ibid. 201.

*) Det forekommer os, at II. Schmid (Geschichte des Pietismus, p. 89 og 40) i sin Giæde over de kirkelige Formers Magt har lagt altfor liden Yegt paa denne Omstændighed. — Med Hensvn til seire Sagen sml. Tholuck, ibid. I, 202 äg. og II, 129.

-12-

Tid bærer saa mange Vidnesbyrd, ingenlunde tilfredsstillende lade sig forklare ene deraf, at Ordet, den Kilde, hvoraf Livet skulde flyde frem, ikke blev forkyndt paa en frugtbringende Maade. Et væsentligt Moment til at rokke de sædelige Tilstande og udbrede dyb Fordærvelse inden Kirken var den forfærdelige Krig, der i 30 Aar søndersled Tyskland. Hvorledes i denne ulyksalige Krig Byer bleve ødelagte, Marker hæijede og idethele Tysklands nationale Velstand tilføiet et haardt Knæk, er be-kjendt af Verdenshistorien. Men ogsaa i de kirkelige Forhold blev der bragt Forvirring. Kirkelige Institutio-ner, saaledes Generalvisitationerne, som havde virket til en saadan uhyre Velsignelse, bleve satte ud af Virksom-hed. Paa Grund af det aftagende Antal af Præster maatte mange Embeder staa ubesatte. Saaledes er der i Wtir-temberg af 1046 ansatte Gejstlige og Kandidater kun 338 tilbage. Under en saadan Tingenes Tilstand vil man vel kunne forstaa Prælaten Heinleins Klage: “Ung og Gammel ved næsten ikke mere, hvem Christus og Djæ-velen er“ ‘). Naar saaledes de Institutioner nedbrødes eller ialfald hemmedes i sin Virksomhed, der kunde have sat en Skranke for den demoraliserende Indflydelse, en Krig altid medfører, vil man indse, hvor meget mere denne maatte gjøre sig gjældende. En Rokkelse af de moralske Grundsætninger, en Tøjlesløshed, der sætter sig ud over alle Skranker, og en Løssluppethed afLidenska-berne — dette fremtræder i Skildringerne fra denne Tid som Krigens almindelige Følger. Vel maatte Krigen med sit Alvor ogsaa øve sin vækkende Indflydelse, og mangen En kan gjennem dens tunge Slag have faaet sit Blik vendt opad; men de Spirer, som herved bleve nedlagte,

*) Tholuck, Lcbonzeugen p. 324.

-13-

kunde dog i den blodige Jordbund kun skyde en kummerlig Vækst, og til fuldt Gjennembrud kom de omkring Syvtiaarene, da den nye Vækkelsestid brød frem for Kirken. Hertil kom og den fordærvelige franske Indfly-delse, som allerede under Krigen og end mere efter Fredens Slutning vandt Indgang. Ved Westfalerfreden blev det tyske Riges Enhed brudt, og idet det deltes i selv-stændige, af hinanden uafhængige Riger, splittedes og Interesseme, saaat Terrainet blev aabnet for en Indblan-ding af fremmede Magter, især af Frankrige, i Rigets indre Anliggender, hvorved Tysklands Udvikling i høj Grad er bleven hindret. Men med denne politiske Indflydelse forenede sig og en moralsk Indvirkning, hvorved fransk Frivolitet og Letsindighed vandt Indgang, der mægtigen bidrog til at nedbryde Folkets sædelige Kraft og navnlig lagde Spirerne til den Vantro, der efter Aarhundredets Midte bcgyndte at bryde frem. Det lykkedes vistnok de Gejstlige i Forbindelse med Regjeringerne at bringe Orden i de ydre Forholde, men dermed blev ikke ogsaa de indre forbedrede, saaat “ligetil Pietismens Opspiren er hverken de Gejstliges eller Menighedens Aand skre-den frem“ *).

Den sjælefordærvende og opløsende Indflydelse, som Krigen medførte, udbredte sig saa meget stærkere, som den lutherske Kirke manglede det kraftige Værn derimod, som laa i en Forfatning, fremgaaet af Kirkens eget indre Væsen. Det er en bekjendt Sag, hvorledes Luther paa Grund ,af Menighedernes Umodenhed ikke vovede at lægge den kirkelige Magt i deres Hænder, men overdrog den til Landsfyrsten, forat han som „Nødbiskop“ „af christelig Kjærlighed“ kunde øve en ham oprindelig ikke

’) Tholock, Das kirchliche Leben. II, 129.

-14-

tilkommende Magt. Den Begrænsning af denne Magt, som var given i de ved Siden af ham stillede Konsisto-rialretter, hvori Gejstlige havde Sæde, blev efterhaanden sat ud af Kraft, idet de mere og mere blev uselvstæn-digc Organer for den fyrstelige Myndighed. Var Læg-folket fra Begyndelsen af blevet udelukket fra Deltagelse i den kirkelige Myndighed, saa berøves nu ogsaa de Gejstlige sin Ret til at varetage Kirkens ydre Anliggender. Ligefra den lutherske Kirkes første Tider lyder der derfor til os Klager over Fyrsternes voldsomme lndgreb i Kirkens Anliggender, det saakaldte Cæsareopapi, og særlig over de Hindringer, som stilles i Vejen for en friUd-øvelse af Kirketugten. Navnlig kunde det ikke være an-derledes, end at i Trediveaarskrigens vilde Tider, da alt Bestaaende i saa bøj Grad rokkedes, ogsaa Kirketugten maatte geraade i et sørgeligt Forfald. Tugtløsheden tåger herved stærkt Overhaand. Hertil kom, at Cæsareo-papiet vokser i Fasthed og Konsekvents. Hvad der havde manglet i kirkelige Garantier, var hidtil i nogen Grad blevet erstattet ved Fyrsternes kirkelige Aand og de Gejstliges store Anseelse. Men disse bevarende Elementer undergraves nu mere og mere, og især viser Forandringen til det Værre sig efter den westfalske Fred. Det var en ydre Omstændighed, som navnlig bidrog hertil, og det var den Uafhængighed, som de enkelte Fyrster opnaaede ligeoverfor Kejseren, en Uafhængighed, som de benyttede til selvraadig despotisk Optræden baade ligeoverfor Landstænderne og Kirken. — Maa vi saaledes end betragte Mangleme ved Kirkeforfatningcn som en væsentlig Faktor til at fremkalde den Tingenes Tilstand, mod hvilken Pietismen reagerede, saa kunne vi dog ikke tilskrive dem en saa stor Betydning, somHein-rich Schmid tillægger dem i sin „Geschichte des Pietis-

-15-

raus“. Thi han betragter som det fornemste Onde “den falske Stilling, som den verdslige Øvrighed indtog til Gejstlighed og Menigbed“; den er efter ham “ligesom Moderen til de andre Onder“ ’). Vi miskjende ingenlunde, hvilken Skade for den lutherske Kirkes Udvikling det har været, at den aldrig har faaet Lov til at udfolde sit Liv frit indenfor Former og Institutioncr, frerasprungne af dens eget Væsen. Kun tro vi, at man ikke deri skal se Hovedaarsagen til de Brøst og Mangler, hvoraf Tiden lider. Thi have vi opfattet denne Tids Charakter ret, ligger dens Hovedfejl ikke deri, at den mangler kirkelige Institutioner, eller at disse ere satte ud af Virk-somhed, men deri, at der fattes et saadant kraftigt chri-steligt Liv, der kunde fylde og bære Formeme. OgKir-ketugten, hvis Forfald Schmid fornemmelig lægger Vegt paa2), vil dog ifølge sin Natur kun rette sig mod de groveste Ytringer af Synden og blot kunne rense Menig-heden for den mest haandgribelige Forvildelse3). Men er Tidens Grundmangel Savnet af den levende Tro, forekommer det os at være en Udvorteshed i Betragtningen, naar man vil søge Kilden til Tidens Elendighed i de kirkelige Institutioners Forfald. Skulde vi imidlertid frem-hæve et enkelt Led inden Kirkeforfatningen, hvis Mangel har voldt den største Skade for Kirkelivets Udvikling, da skulde vi for vor Del være tilbøjelige til at gjøre gjældende som saadan ikke saa meget Kirketugten, som det, at Kirken ikke har taget Lægfolkets Gaver ogKræf-ter i sin Benyttelse. Vi kunne saa meget mindre tillægge

*) H. Schmid, Geschichte des Pietismus, p. 40. Nördlingen 1863.

5) Schmid, ibid. p. 26 flg.

*) Det siger sig selv, at vi her kun have for Øje Kirketugtens sidste Grad som den, hvis Udøvclse blev hindret ved Cæsareopapiet.

-16-

Kirketugtens Forfald en saa indgribende Betydning, som dette aldeles ikke har været saa stort, som man ofte forestiller sig. Thi det gjælder ltgesaavel om Kirketug-ten, som om Gejstlighedens og Menighedens Tilstand, at Skildringerne deraf have været mørkere, end den historiske Dom kan tillade. Vel formaaede man ikke at bevare Kirketugtens Charakter ren, idet Grænserne mellem Tugt og Straf bleve udviskede, men dog har Kirketugtens Udøvelse aldrig ganske manglet. Dette gjælder baade, hvad den første Halvdel af Aarhundredet angaar *), som ogsaa for den anden Dels Vedkommende. Efterat Tholuck her har paavist det dybe Forfald, hvori Kirke-tugten som en Følge paa en Gang af Krigen ogCæsareo-papiets Overtag var kommen, udtrykker han dog Resultatet af sine Forskninger i følgende Ord: “Bei alledem hat die excommunicatio minor und die re-conciliatio, die Ausschliessung vomSacrament und kirchlichen Ehrenstellen und die Kirchenbusse, in diesem ganzen Zeitraum noch fortgedauert — in verschiedenen Territorien mit verschiedenem Umfange”s).

Saadan var Beskaffenheden af den Tid, der gikforud for den pietistiske Bevægelse. Man maa nu ikke tænke sig denne fremtrædende aldeles uformidlet, ved et plud-seligt, skarpt Brud med den forangaaende Tid. Meget-mere forberededes den og det paa en dobbelt Maade. Kunde den herskende Prædikemaade kun i en saa ringe Grad tilfredsstille Menighedens religiøse Trang, var det naturligt, at denne vendte sig andetstedshen for der at søge, hvad Kirken ikke kunde byde den. Idet de derved

*) Tholuck, Das kirchliche Leben. I, 196—199.

*) Tholuck, ibid. II, 137.

tabte sit kirkelige Fodfæste, faldt de i Armene paa My-stikere og Sværmere og kom derved selv i et Oppositions-forhold til Kirken, der ytrede sig i de skarpeste Angreb paa den som et Babel og paa dens Naademidler som tomme Ceremonier. Men Pietismen har til sin Forløber ikke blot en saadan uren Bevægelse, men og en i Sandhed kirkelig berettiget Opposition. Vi have allerede omtalt disse Mænd, denne Række af levende Vidner, der staa der som talende Vidnesbyrd om Livets Ret inden Christi Kirke, og som i de mest hjertegribende Ord har udtalt sin dybe Smerte over de Saar, hvormed det lutherske Kirkelegeme var slaget. Til denne kirkelige Opposition er det, Spener1) slutter sig. Intet Antet vil han være end et Led i denne Kjæde af rettroende, men tillige for et christeligt Liv varmt interesserede Mænd; deres Forinaal er ogsaa hans: paa den rene Læres Grund at arbejde paa en frugtbar Tilegnelse af Christendommen. Den lutherske Kirkelære vil han ingenlunde antaste; med den ved han sig megetmere i den fuldeste Samklang, og det lykkedes heller ikke nogen af hans Mod-standere at paavise det Modsatte. Men hvad han vil, og hvad der er den ledende Gruudtanke i hele hans Liv, Maalet for alt hans Arbejde, det er: at gjenindsætte Livet paa den Plads, som tilkommer det inden Kirken.

For at forstaa Speners ejendommelige Stilling til den Bevægelse inden Kirken, som hvis Ophav han betegnes, er det nødvendigt at kaste et Blik paa hans „pia dcsi-deria“, det Skrift, hvori han har nedlagt sin Betragtning af Tidens Mangler og fremstillet Midlerne til at hæve dem. Vi maa saa meget mere gjøre dette, som “pia

‘) Philip Jacob Spener f. 13de Januar 1635 i Elsass, d. 5te Februar 1705 som Provst i Berlin.

Fiefc. Begreb og Vitaen. 2

desideria“ i Virkelighcden bærer i sig de Spirer, hvoraf Pietismen er skudt frem, indeholder de Grundtanker, som af hans Tilhængere bleve grebne, videre udviklede i sine Konsekventser og rejste som det Banner, hvorom den nye Bevægelses Venner samlede sig.

Efterat han har givet en gribende Skildring af Tidens Nød og der paavist, hvorledes et stort Forfald var «

tilstede indenfor alle tre Stænder, gaar han over til at fremsætte sine Forslag til “at sætte Kirken i en herligere Stand.“

Hans første Forslag gaar derhen, „at man skal være betænkt paa, at bringe Guds Ord rige re ud iblandt os“ (p. 94). Vistnok var Antallet af de Prædikener, som holdtes, et ikke ringe, men Menighe-derne bleve dog gjennem dem kun førte ind i en liden Del af Skriften. Der maatte derfor anbefales en flittigere Læsning af den hellige Skrift ikke blot i Husene, men og i Kirkerne, hvor de bibelske Bøger kunde blive op-læste eftcr hinanden uden videre Forklaring. Men især haaber han, at meget Gavn for Kirken vilde fremgaa deraf, at man atter bragte i Gang “den gamle apostoliske Art af Kirkeforsamlinger“, hvor ikke En alene op-træder for at lære, men under Prestens Forsæde “ogsaa Andre, som ere benaadede med Gaver og Erkjendelse — dog uden Uorden og Strid — og fremsætte sine gud-frygtige Tanker over de forelagte Materier, medens de Øvrige kunne dømme derover“. Herved vilde Presten lære sine Tilhørere at kjende, saavel „deres Svaghed som deres Tilvækst i Gudsfrygt“; herved vilde et fortro-ligere Forhold blive befæstet mellem dem. Tillige vilde Tilhørerne faa Anledning til at fremlægge sine Tvivl og Skrupler, som de ellers vilde have baaret paa i Stilhed, faa dem fjernede og derved blive „dygtigere til i sin

Huskirke bedre at undervise Børn og Tyende“. Denne rigeligere Udbredelse af Guds Ord anser han som det fornemste Middel til Kirkens Forbedring. Thi “Guds Ord er den Sæd, af hvilken alt Godt maa fremvoxe“, og ligesom det var det kraftigste Middel, hvorved Gud velsignede Reformationens Verk, saaledes maa det og være det fornemste Middel til at sætte Kirken i en bedre Stand. I nøje Sammenhæng med dette Middel staar det andet, som lian foreslaar, nemlig “Oprettelsen og den flittige Øvelse af det aandelige Prestedømme“ (p. 104). Han minder om, hvor ypperlig Luther har vist, at gejstlige Embeder tilkomme alle Christne, om end deres ordentlige og offentlige Forvaltning er anbetroet de dertil beskikkede Tjenere. Men nu er dette aandelige Prestedømme geraadet i et saadant Forfald, at det at trøste, formane, straffe sin Næste betragtes som Noget, der ligger udenfor den enkelte Christens Kald og kun tilkommer Presten. Ved at gjenindsætte dette aandelige Prestedømme i den Ret, som tilkommer det, vil der ikke gjøres noget Afbræk i den ordentlige Udøvclse af Præ-dikeembedet. Megetmere er en af de fornemste Aarsager, hvorfor Prædikeembedet ikke kan udrette Alt, hvad det skulde, at det har maattet savne den ypperlige Hjælp, som det almindelige Prestedømme kunde have ydet det. Et fortrinligt Middel til at bringe dette almindelige Prestedømme til en ret Udøvelse frembyder den i forrige Forslag omtalte „Øvelse til Skriftens Læsning og For-staaelse“ (p. 109).

Dernæst er nødvendigt, at det flittig indskjærpes, at det med Videni Christendomm en aldeles ikke er nok, men at den megetmere bestaar i Praxis (p. 110). Særlig maa det være Opgaven at opvække en inderlig Kjærlighed mellem de Christne indbyrdes og

ligeoverfor alle Mennesker; thi naar det er skeet, da ,,er Alt udrettet, hvad vi forlange.’• Til at befordre denne Kjærlighed og idethele tilVækst i Christendommen kunde det være gavnligt, om rde, som ivrig bavde foresat sig at vandre paa Herrens Veje, kunde staa i fortroligt Ven-skab med sin Skriftefader eller med en anden forstandig oplyst Christen og for ham altid aflægge Regnskab for, hvorledes de føre sit Liv, hvor de have havt Leilighed til at øve den christelige Kjærlighed, hvorledes de have benyttet den eller forsømt den.“

Det fjerde Forslag angaar Forholdet i Religions-stridighederne (p. 113). Ligeoverfor de Anderledes-troende kræves der fra vor Side ivrig Bøn, etgodtExem-pel, og at vi, hvor Gud har givet os Gaver dertil, anvende dem til at føre dem tilbage fra deres Vildfarelser til Sandheden, idet vi dog altid føre Striden paa den Maade, at de kunne se, at man gjør Alt af hjertelig Kjærlighed til dem, uden kjødelige og usømmelige Affekter. Thi ikke al Disputeren er nyttig og god, men kun den, som er baaren af Kjærlighed og hviler paa en sand Aandens Oplvsning. Tillige er Disputeren ikke det eneste Middel hverken til at bevare Sandheden eller til at bibringe Vildfarende den, men den maa støttes af en til vort Christenkald svarende Vandel; thi ogsaa den hellige Vandel bidrager meget til Omvendelsen (1 Petr. 3, 1. 2).

De, der her nærmest føre Kirkens Sag, ere Prædi-kanterne. Der maa derfor kræves — og dette er det femte Middel, han foreslaar til Kirkens Forbedring —, at man har saadanne Prædikanter, som først og fremst selv ere sande Christne og dernæst have den guddommelige Visdom til ogsaa at føre Andre paa Herrens Vej (p. 125). Men skal Kirken kunne opnaa et saa stort Gode, kræves det, at

Skolerne og Universiteterne blive saaledes indrettede, at de i Sandhed kunne blive Kirkens Plantesteder og Verksteder for den Hellig-Aand. Professorerne maa ikke blot fremstille sig som Mønstre paa hellig Vandel, raen ogsaa flittig indskjærpe de Studerende, at et gudfrygtigt Liv ikke er af mindre Vigtighed, end deres Flid og Studering, ja at denne uden hint er Intet værd. De Studerende skulle lære at indse, at et helligt Liv ikke blot er en Pryd, men en ganske nødvendig Ting, uden hvilken de vistnok blive „Studiosi einer so zu reden Philosophiæ de rebus sacris“, men ikke „Studiosi Theologiæ“. Det kunde heller ikke være af Vejen, om alle Studerende maatte medbringe fra ethvert Universitet Vidnesbyrd, ikke blot om Duelighed og Flid, men ogsaa om et gudfrygtigt Liv.

Tillige burde de Krav, der rettes til de Studerende, ikke være ens for Alle. Af Enkelte kunde Kontrover-serne blive drevne som Hovedstudium, fordi Kirken altid tiltrænger Mænd, der kunne stride mod Sandhedens Fiender; Andre kunde blot saa vidt blive førte ind i Kon-troverserne, at de ved given Leilighed kunde stoppe Munden paa Modstanderne og værge sin Menighed mod Vildfarelserne; atter Andre behøve’de man ikke at kræve Mere af, end at de skulde kunne fremsætte, hvad der var sandt, og hvad ikke, „men hvor det kom an paa vanskeligere Ting, der kunde de betjene sig af Andres Hjælp og Raad.“ Omhyggelig skulde der gives Agt paa, at der ogsaa med Kontroverserne selv blev holdt Maade, og arbejdes paa at bringe den hele Theologi tilbage til den apostoliske Enfold. Til dette Øjemed skulde de Studerende anbefales Bøger, som „den tyske Theologi“, Taulers Skrifter og Thomas a Kempis’s „Christi Etterfølgelse“. Fordi nu Theologien er ,,en habitus practicus

og ikke en blot og bar Videnskab“, vilde det være gavn-ligt, om der ved Siden af Studeringerne ogsaa boldtes visse Kollegier, hvor der kunde blive vist dc Studerende, „hvorledes de skulle prøve sig selv, stride mod Kjødets Lyster, tæmme sine Begjærligheder og afdø fra Verden“. Der burde ogsaa gives dem Anledning til at øve sig i de enkelte Dele af den prestelige Gjerning, f. Ex. i at undervise Uvidende, trøste Syge, men især i Prædiken, „saaat det kunde blive vist dem, hvorledes de i saadanne Prædikener skulde indrette Alt til Opbyggelse“.

Saalcdes er Forfatteren nu kommen til det sjette Middel, som han foreslaar til at sætte den christelige Kirke i en bedre Stand, nemlig en saadan Indretning af Prædikenen, at dens Øjemed, Troen og dens Frugter, saavidt muligt kan blive opnaaet (p. 149). Det lærde Prunk, som aldeles ikke hører hjemme paa Prædikestolen, maa bort, og Herrens Ord prædikes enfoldig, men kraftig. Og fordi Christendommen bestaar i det indre og nye Menneske, maa Prædikenen være rettet derpaa, at dette indre Menneske kan blive mere og mere styrket. Særlig maa det være Opgaven skarpt at fremholde, at det ikke er nok med den ydre Hørelse af Guds Ord, den udvortes Aunammelse af Sakramenterne, men at Gud maa blive tjent i Aand og Sandhed.

Med dette Skrift var det, Spener begyndte Kampen mod den døde Orthodoxi. Betragte vi de Tanker, som deri ere fremsatte, de fromme Ønsker, som deri ere ud-talte til Kirkens Oprejsning, kan det ikke Andet end vække dyb Forundring, at et saadaut Skrift skulde blive Kilden til en Bevægelse, hvorved Kirken skulde spaltes i to Lejre, der gjensidig forkjætrede hinanden. Synes ikke de Midler, der foreslaaes til Kirkens Forbedring, at være simple og jævne og ligefrem krævede af den forhaan-

denværende Nød? Ja selv der, hvor der foreslaaes noget Nyt og hidtil Ukjendt, som f. Ex. de under det første Forslag omtalte Forsamlinger, de saakaldte „collegia pietatis“, synes da ikke ogsaa her ethvert forsigtigt Hensyn at være taget, forat ikke de kirkelige Skranker skalle overskrides? Og dog er det saa, at fra disse Tanker om Theologien, om det almindelige Prestedømme og navnlig om „collegia pietatis“ den hele pietistiske Be-vægelse har taget sin Udgang.

Førend vi søge at forklare dette mærkelige Fæno-men, opkaste vi det Spørgsmaal: Hvorledes lykkedes den Livsopgave, som Spener og hans Tilhængere havde sat sig? Er vor Skildring af Kirkens Tilstand ret, saa maa det siges, at Pietismen stod der med Sandhedens Ret og i Sandhed førte Kirkens Sag, naar den krævede, at der maatte blæses Liv i dc døde Ben (Ezech. 37), at Kirken maatte rejse sig af Søvne (Ef. 5, 14) og vende tilbage til sin første Kjærlighed (Apoc. 2, 4 og 5). Som en saadan Livsbevægelse har den virket til overordentlig megen Velsignelse. Det var, som om Speners „pia desi-deria“ kun havde givet det Udtryk, der som stille Læng-sler hvilede paa Bunden af Manges Hjerter. Vidt og bredt spredtes Livsfunkerne og overalt sprang der et Liv frem, saa kraftigt og saa rigt, at det mindede om Kirkens første Tider. Ikke blot over hele Tyskland, men ogsaa — især efter Stiftelsen af Universitetet i Ilalle (1694), hvorfra der udgik Tusinder af Gejstligc, paavir-kede af den nye Aand — ud over dc tilgrænsende lutherske Lande, ja selv til de Reformerte udbredte Be-vægelscn sig. Det klinger os imøde fra Beretningerne fra denne Tid, at Vinteren med sin Kulde var vegen bort og et nyt, livsaligt Foraar brudt frem, hvori de bundne Kræfter løstes, og Livet med raske Slag pulserede gjen-

nem det lutherske Kirkelegeme. Aanden havde med sine mægtige Vingeslag svævet over Kirkeageren, kaldt Spirerne frem, og nu bølgede Kornet der i rig Fylde. Saaledes syntes Pietismen at have lægt Kirkens Saar og bragt den tilbage til den sunde, normale Tilstand, der er den nødvendige Betingelse for en fri og kraftig Udvik-ling. Men Historiens Gang er ikke altid en jævn og re-gelmæssig. Ikke altid sammenarbejdes de modstridende Kræfter til et harmonisk Hele. Undertiden blive ogsaa Svingningerne stærkere, og Modsætningerne træde saa skarpt op mod hinanden og afløse hinanden, at det synes, som om det forenende og sammenbindende Baand er brustet. Idet Tiden gjør sine Skridt fremad, nedtræder eller overser den ialfald kun altfor ofte de foregaaende Slægters Arbejde. Den vil udbedre den foregaaende Tids Fejl og bortskjære de urene Bestanddele, der ved Slægtens Forsyndelser have trængt sig ind i Organismen; men under dette sit Arbejde mangler den altfor ofte den fornødne aandelige Ædruelighcd, saaat den med det Usunde ogsaa bortskjærer de rene Elementer, der have været af væsentlig Betydning for Organismens Bevarelse og fremdeles ere de nødvendige Betingelser for dens sunde og kraftige Udvikling. Derfor frembyde de enkelte Perioder indenfor Historien en saadan mærkelig Veksel af Ensidigheder, hvoraf den ene afiøser den anden, saaat man forgjæves søger eftcr et Punkt, hvor man kan lade sit Blik sænke sig og dvæle med udelt Glædc og Velbehag. Disse almindelige Betragtninger finde ogsaa sin Anvendelse paa den Bevægelse, vi her have for os. Den begyndte som en kirkelig berettiget Stræben; hvad den talte til Tiden, var Kirkens eget Ord til sine Børn. Men den bevarede ikke sin Charakter ren. Den vilde undgaa den foregaaende Tids Ensidigheder, men i

sin skarpe Opposition mod dem nedbryder den og dens ædlere Kræfter og falder derved selv paa mange Punkter i de modsatte Extremer. Saaledes kommer da den Be-vægelse, der i sin Opgang indesluttede saa rige Forjettelser om en ny Dag for den lutherske Kirke, til at fjerne sig fra Kirkens eget Liv og efterhaanden forme sig til den ejendommelige Retning, som man har givet Navnet „Pietisme“. Det ligger udenfor vor Opgave at fremstille Pietismens Historie og saaledes vise, hvorledes denne Udvikling trinvis er skreden fremad. Derimod skal det være vor Opgave i det Følgende at give en Fremstilling af de cliarakteristiske Træk, hvorigjennem den aabenbarer sit Væsen. Her ville vi kun foreløbig statuere Existentsen af en saadan fra Kirkens normale Liv forskjellig Retning som Resultatet af enhver sand, fra kirkelig Standpunkt ført historisk Forskning og dermed vende tilbage til det Spørgsmaal, som vi allerede før have antydet, hvorledes man skal forklare sig, at en saa god Sag med en saa løfterig Begyndelse har kunnet tage en saadan Udgang.

For at kunne forstaa dette mærkelige Fænomen maa man stille sig for Øje, at den Tid, i hvilken Spener frem-traadte med sine Forslag til Kirkens Rejsning, var en i mange Henseender oprørt og gjærende Tid. Det var, som om Tiden vilde bryde med alle Baand, omstyrte alle de Former, inden hvilke Livet hidtil havde udfoldet sig. Vi spore derfor en stærk Gjæring paa alle Gebeter. Menigheden søger at rejse sig af sin kirkelige Umyndig-hedstilstand og arbejde sig frem til støne kirkelig Fri-hed. Mystikere og Theosofer gjcnnemrejse hele Tyskland og vække de sløve Gemytter; men paa samme Tid, som Mange herved vækkes til et kraftigere Troesliv, indsaaes der og i deres Hjerter en falsk Selvstændighedsfølelse

ligeoverfor Kirken, hvorved de rives op af den kirkelige Jordbund. Samtidig hermed begynder og den Retning at bane sig Vej, der skulde afløse Pietismen, nemlig „Op-Iysningen“. I sin Reaktion mod den Umyndighedstilstand, hvori den streDge Orthodoxi havde holdt Tænkningen, søger den at emancipere denne fra den kirkelige Tro og stiller sig i et kritisk Forhold til Kirkelæren. Den mest fremragende Repræsentant for denne Retning er Christian Thomasius, „Pietisternes Advokat“, hvem man med Rette har betegnet som „der personificirte Geist der Aufklärung auf allen Gebieten“ *). Begge disse Retninger, den mystisk-theosofiske og „Oplysningen“, hilsede Spener og hans Tilhængeres Optræden med Glæde og gjorde fælles Sag med dem i deres Opposition mod den herskende Aandsretning. Men det siger sig selv, at en saadan Alliance mellem den spenerske Livsbevægelse og disse urene Elementer ikke kunde føre til noget godt Resultat. Megctmere blev Følgen den, at denne Forbindelse blev en væsentlig Faktor til at give Bevægelsen dens skjæve og ensidige Retning. Den var dog ikke den eneste. En end større Indflydelse i denne Henseende maa vi tilskrive den Modstand, som fra mange Gejstliges Side rejstes mod den Spenerske Opposition, hvis Berettigelse man ikke vilde anerkjende. Deres ensidige Interesse for den rene Lære og idethele for det Objektive i Christendommen havde sløvet deres Blik og fremkaldt en stor Forblindelse ligeoverfor Tidens Nød og Mangler, en Forblindelse, der har fundet sit stærkeste Udtryk i Carp-zows Paastand om, „at Kirken befandt sig i den allerher-ligste og lykkeligste Tilstand og stod i den største Flor“8).

’) Tholuek, Das kirchliche Leben. II, 62.

*) Walch, Einleitung in die Religion*strcitigkeitcn der evangelischlutherischen Kirche. II, 458.

Hvad Under derfor, at de vare uimodtagelige for Spe-ners Klageraab og saa langt fra at lede Bevægelsen i de kirkelige Spor megetmere stillede sig i et fiendtligt Forhold til den! Deres Opgave havde det været at lede de frugtbare Livsstrømme ind over Kirkens Marker, men istedetderfor arbejdede de paa at sætte allehaande Gjær-der og Dæinninger op derimod for at stænge Strømmen ude. Følgen heraf maatte naturligen være den, at Bevægelsen, savnende den Retledning og Støtte, som den kirkelige Lærerstand skulde ydet, henfaldt i alle de Skjæv-heder og Ensidigheder, som nødvendigen maa’resultere af, at Baandet mellem Menighederne og deres Hyrder sønderrives. Sikkerligen har derfor denne Omstændighed bidraget meget til at give Bevægelsen dens ukirkelige Retning. Vi tro dog, at man, dersom man vilde blive staaende ved at søge Aarsagerne til Pietismens Oprin-delse udelukkende i disse udenfor Sagen selv liggende Faktorer, væsentlig vilde have misforstaaet den hele Be-vægelse. Hvad specielt de Gejstliges Stilling til denne Sag angaar, saa vilde deres Modstand, hvor megen Betydning man end vil tillægge den, dog aldrig kunne huve havt en saadan Indflydelse, dersom ikke de usunde Spirer allerede havde været tilstede i Bevægelsen fra dens første Begyndelse af. Thi det maa erindres, at ikke blot er i denne Periode Orthodoxiens Indflydelse i høj Grad svæk-ket, men de strengt orthodoxe Theologer, som Tiden har at fremvise, repræsentere ogsaa kun en Minoritet inden Kirken. Medens Orthodoxien kun udøvede sit gamle Herredømme i nogle frie Rigsstæder, havde den Spe-nerske Retning allerede før Speners Død fundet sine Re-præsentanter ved flere theologiske Fakulteter1), paa

*) Tholuch, Daa kirchliche Leben. II, 83.

samme Tid som nogle af de mægtigste Iloffe i Tyskland ydede den sin Støtte. Blive vi saaledes allerede herved henviste til Sagens egen Beskaffcnhed for der at søge den inderste Kilde, hvoraf de urene Elementer ere flydte frem, saa ville vi finde dette bekræftet ved at betragte, hvorledes Forholdet gestaltede sig indenfor de Menighe-der, hvis Prester optoge de Spenerske Tanker og lagde dem til Grund for sin Ledelse af Menighederne. Det var ikke saa, at Skjævhederne blot gjorde sig gjældende der, hvor Menighederne bleve forladte af sine Hyrder og maatte søge sin Næring paa egen Haand, men de aaben-barede sig ogsaa der, hvor Prest og Menighed i den skjønneste Samklang greb de nye Ideer og stræbte at realisere dem i Livet. Det mest eklatante Vidnesbyrd herom ligger i den Kjendsgjerning, at separatistiske Be-vægclser endog gjorde sig gjældende indenfor Speners egen Menighed *) og fremgik af de af ham saa stærkt anbcfalede „collegia pietatis“. Et Blik paa Bevægelsens almindelige Charakter vil vise, paa hvilket Gebet vi have at søge dens Ensidighed. Den Tid, vi her have for os, er Subjektivitetens Tid. Det er dens Ret, for hvilken Thomasius og Oplysningsmændene kjæmpe, idet de ville tilbageerobre den frie Tænkning; det er ogsaa den, som Spener vil hævde, idet han holder frem for Menigheden de Christnes almindelige Prestedømmc. Men denne Reaktion mod en foregaaende Tids Objektivisme antager en subjektivistisk Cbarakter. En ensidig Fremhævelse af Subjektiviteten griber og den Spenerske Bevægelse. Den optraadte som en Opposition ikke mod Orthodoxien i og for sig, men mod den døde Orthodoxi, som en Rejsning

‘) Se om diese Hosabaoh, Philip Jacob Spener und seine Zeit. I, 131 flg. (Iste Oplag 1826, 3dje 1861),

af Livet, af Fromhedcn mod en død Intellektualismc. De Ensidigheder, som den aabenbarer, ville derfor ikke være at søge paa Lærens Gebet, men efter Bevægelsens almindelige Charakter paa Livets, og nærmere bestemt maa den staa i Sammenhæng med det, der er Bevægelsens Grundcharakter, den stærke Fremhævelse af From-heden. En ensidig Betoning af den subjektive Fromhed lagde Tidens Charakter selv overmaade nær, og den er i Virkeligheden den Rod, hvoraf Pietismen er skudt frem, og af hvilken alle dens Skjævheder lade sig forklare. Saaledes er da den fra Spener udgaaede Bevægelse to Ting: paa den ene Side er den, som før sagt, en berettiget kirkelig Stræben, der vil lægge Kirken Helliggjø-relsens Alvor paa Hjerte; paa den anden Side er den en usund subjektivistisk Strømning, der ved Misforstaaelse af Fromhedens Væsen har voldt Kirken inegen Skade. Heri ligger Vanskeligheden i Bedømmelsen af Pietismen og Aarsagen til de forskjellige Domine, der ere udgaaede over den, alt eftersom man har fæstet Blikket paa den ene eller den anden Side af den. Vi tro at kunne bestemme Forholdet mellem disse to Strømninger paa følgende Maa de. I den første Tid, den Spenerske Periode, arter Bevægelsen sig forholdsvis ren; de usunde Spirer ere vistnok allerede da tilstede, men de beherske ikke Bevægelsen; hvor de træde frem, gjøre de mere Indtrykket af vanartede Skud paa en idethele sund Stamme. Aarsagen hertil er den, at de objektive Elementer da cndnu vare en Magt i den almindelige Bevidsthed og særlig hos den Mand, der var Bevægelsens Ophav. Senere for-andredes imidlertid Forholdet. Alt eftersom Ldviklingen skred fremad, undergravedes disse bevarende Støtter, og de usunde Safter fik Anledning til frit og uhindret at udbrede sig.

Ved den ovenfor givne Bestemmelse af Pietismens Væsen ville vi foreløbig blive staaende, idet vi senere ville vende tilbage hertil efter først at have givet en Fremstilling af de ejendommelige Charaktertræk, hvori-gjennem Pietismen som saadan fremtrædcr.

Vi begvnde med dens Forhold til den lutherske Rctfærdiggjørelseslære og det dermed i Sammenhæng staaende pietistiske Liv.

Den evangelisk-lutherske Lære om Menneskets Ret-færdiggjørelse af Troen uden Lovens Gjeminger har meget ofte fra flere Hold været Gjenstand for skarpe An-greb. Man har sagt, at den ved sin Udelukkelse af Menneskets Selvvirksomhed rakte Menighcden en Sovcdrik, der frembragte sædelig Slaphed. I denne Beskyldning gjør ikke Pietismen sig delagtig. Den vil aldeles ikke direkte eller med Forsæt angribe den lutherske Retfær-diggjørelseslære *). Men vel retter den den Bebrejdelse mod de orthodoxc Prester, at disse ved sin ensidige For-kyndelse af Retfærdiggjørelseslæren havde fremkaldt en død Mundtro, der savnede Helliggjørelsens Alvor; Prædi-kanterne havde i sin Iver for at indskjærpe Guds ufor-skyldte Naade undladt at modarbejde den kjødelige Sik-kerhed og de falske Indbildninger om Tro, som Menneskene dannede sig2). Disse Klager drage sig gjennem alle Speners Skrifter, og at de ikke manglede Berettigelse, have vi ovenfor vist.

Hvorledes søgte nu Pietismen at afværge en saadan fordærvelig Misbrug af Retfærdiggjørelseslæren? Den Retning, i hvilken den søgte at løse den Opgave, som her forelaa den, er betegnet ved Speners Sats: „Bona

‘) Dette indrermmer ogsaa dens störe Modstander, Löscher, Vollständiger Timotheus Vcrinus. I, 364 (1717).

’) Spener, Pia desideria. p. 56.

opera sunt præsentia in actu justificationis“. Ved disse „bona opera“ forstaar han ikke de gode Gjerninger, der som Troens Frugter høre ind under Helliggjørelsen, men de indre Bevægelser i Hjertet, der gaa forud for og ledsage Hjertets Tilegnelse af Christi Retfærdighed. Tillige reserverer han sig udtrykkelig mod, at det skulde være hans Mening at tilskrive disse „bona opera“ den retfær-diggjørende Kraft; denne ligger for ham megetmere ude-lukkende i Christi Fortjeneste, som gribes i Troen. „Det var hans oprigtige Bekjendelse, at Mennesket i sin Ret-færdiggjørelse som en arm Synder, fuld af onde Gjerninger, alene gjennem Troen, uden nogen gode Gjerninger, af Naade faar Syndernes Forladelse og Tilegnelse af Christi Retfærdighed og bliver retfærdig for Gud“1). Saa-ledes begrænset, kunde den Spenerske Sats ikke siges at indeslutte nogen Krænkelse af det lutherske Retfær-diggjørelsesbegreb. Men dog gav den i sin unøjagtige Formulering en højst uluthersk Klang, saaat det vel kunde være berettiget, naar der fra orthodox Side frem-hævedes, „at fordi actus justificationis sker for Guds Dommerstol, kunne ikke de gode Gjerninger naa derhen, hverken med sin saakaldte Fortjeneste eller med sin Præsents; thi in actu et foro justificationis skal Intet være nærværende, som intet gjælder, quod valorem coram judice non habeat“*). Den i og for sig uskyldige Tanke, som Spener vil gjøre gjældende ved denne -Sats, udtryk-kes og saaledes, at den Tro, hvormed Mennesket griber Christi Fortjeneste, er ikke en død, men en levende og virksom Tro. Thi hvorledes, heder det, vilde den ellers kunne gribe Christi Fortjeneste, naar den ikke havde

‘) Eiter Schmid, Geschichte des Pietismus, p. 415.

*) Löscher, Tim. Ver. I, 305.

Livet i sig? Ved Troens Liv og Virksomhed tænkte de altsaa ikke paa dens Aabenbarelse gjennem Kjærligbeden, men paa den Aktivitet, den har i sig selv.

Om den retfærdiggjørende Troes Natur og Beskaf-fenhed udspandt der sig nu en livlig Strid mellem de Orthodoxe og Pietisterne. Helt igjennem en Ordstrid og beroende paa Misforstaaelse var den efter vor Formening ikke. Thi Pietisterne fremsatte virkelig flere Satser, som stode i ligefrem Strid med den lutherske Lære1). Men da disse gik jævnsides med Ytringer, hvori de ud-talte sin varmeste Tilslutning til det lutherske Retfær-diggjørelsesbegreb, saa viser dette klart, at deres enkelte afvigende Udtalelser ikke ere at forklare af en bestemt udpræget uluthersk Opfattelse af Retfærdiggjørelseslæren, men snarere ere begrundede i deres Mangel paa viden-skabelig Stringents. Vi lægge derfor ikke synderlig Vegt paa denne Omstændighed. Men hvad der for os har Betydning, er den Interesse, i hvis Tjeneste Pietisterne fremsætte sine Bestemmelser af Retfærdiggjørelseslæren. Denne cr ikke en videnskabelig, men en helt i&jennem praktisk. Ikke den skarpe Formulering af Læren er det, som ligger Pietismen paa Hjerte, men dens altbeher-skende Tanke paa dette Gebet er det store Spørgsmaal: Hvorledes skal man modarbejde. den kjødelige Misforstaaelse af Itetfærdigjørelseslæren, hvorved denne bliver en Sovepude for de sløve Gemytter? I Sandhed et Spørgsmaal, hvis Besvarelse Tiden selv krævede! Men besva-rede Pietismen det paa den rette Maade? Den henviser altsaa til Beskaffenheden af den Tro, der gaar forud for Retfærdiggjørelsen og betinger denne. Den er ikke en

*) Sml. saaledes Antons Ord: „Troen retfærdiggjør, forsaayidt den er ot kjæmpende, arbejdsomt Væsen, forsaavidt den rirker.“ Löscher, Tim. Ycr. I, 346.

død, men en levende Tro. Den bestaar ikke i, at man, levende i Synden, trægt forlader sig paa Christi Retfær-dighed, men at man med brændende Iver og Begjærlighed griber efter den. Troens Liv og Virksomhed, dens Ar-bejde og Kjæmpen udmaledes nu af Pietisterne med stærke Farver, for derved at knuse ethvert kjødeligt Selvbedrag om Tro. Ganske vist var det nu en christe-lig Sandhed, som herved lagdes Menigheden paa Hjerte, men der spørges, om den stærke Betoning af Troens Liv i Retfærdiggjørelsens Gjerning var det rette Middel til at forebygge en antinomistisk Opfattelse af Retfærdig-gjørelsen. Meget hyppig rettes der den Bebrejdelse mod Pietisterne, at de vel forstode at modarbejde den kjødelige Sikkerhed, men at de ved sin Fremstilling af Retfærdiggjørelseslæren gave de svage, anfegtede og ængstede Gemytter Anledning til Fortvivlelse og de aan-deligstolte til Hovmod *). De ville undgaa Scylla, men falde i Charybdis. Sandheden heraf viser sig netop her. Derved at den Enkelte henvistes til den Virksomhed, Troen udfoldede i Retfærdiggjørelsens Akt, som Prøvestenen for Troens Sandhed, hindredes han ofte fra at gjøre det store Vovestykke, som Troen er: se ganske bort fra sig selv og kaste sig i Naadens Arme. Pietismen stillede ham i et kritisk og prøvende Forhold til hans egen Tro, til hans indre Rørelser og Bevægelser, hans Dragelser mod Guds ftaade i Christo. JSaar han vilde udstrække Haanden for at gribe Christi Retfærdig-hed, saa blev den ligesom standset i Farten. Thi fra den pietistiske Prædikants Læber lød det ham imøde: Christi Fortjeneste er vistnok forhaanden for Enhver,

l) Tim. Ver. 1, 377.

Piet. flegreb og Vasen.

som tror; men er ogsaa din Tro af den rette Art? Er den ogsaa levende og virksom? Er den ogsaa et „arbejd-somt og kjæmpende Væsen“? Saa stirrede han da paa sig selv, og jo dybere hans Gemyt var, des mere fandt han, at hans Tro savnede det Liv og den Virksomhed, der vare de nødvendige Betingelser for, at han skulde faa Lov til at tilegne sig Christi Retfærdighed. Er der Sandhed i den hellige Bernhards Ord: „Djævelen skader Mennesket paa en dobbelt Maade; før Synden er begaaet, berøver han det Undseelsen, og i det Øjeblik, da det skal tro, giver han den tilbage i Utide“, — hvor maatte da ikke den usunde Reflexion over Troen, som Pietismen fremkaldte, hindre Troens Gjennembrud!

Saa meget mere maatte dette indtræde, som Pietis-terne ikke altid iagttoge den tilbørlige Besindighed ved Skildringen af dette Troens Liv. De vidste vel, at de her havde for sig Tidens Grundskade, at saa mange kjødelige, verdsligsindede Mennesker dækkede sin syndige Lyst med Naadens Trøst Og de vare opfyldte af en hellig Nidkjærhed for at tilintetgjøre den. Hvor laa nu ikke den Fristelse nær, at de for at giøre sin Tale ret eftertrykkclig tillagde Troen som betingende Retfærdig-gjørelsen en Virksomhed og en Kraft, som den ikke ejer paa dette sit første Stadium! For denne Fristelse ligger Pietismen tildels under. Vi henvise saaledes til J. Langes Ord i hans „richtige Mittelstrasse“, hvor han om „den retfærdiggjørende Troes sejrende Kraft“ siger: „Der gerechtmachende Glaube sei auch schon in der Rechtfertigung oder zur Zeit derselben, da er Christum cr-greiffe, bei seiner Schwachheit dergestalt stark, dass er den Teufel, die Welt und die Sünde überwinde und anfange zu überwinden, und wo er eine solche kämpfende und siegende Kraft nicht

habe, sei er auch nieht gerechtmachend, aon-dern ein blosses Natur-Werk“1). Aabenbart til-lægges der her den retfærdiggjørende Tro, „fides justi-ficans“, hvad der kur. gjælder om „fides justificati“. Thi kun om den Tro, der har grebet og tilegnet sig Christi Retfærdighed, kan det siges, at den overvinder Djævelen, Verden og Synden; kun den erPrincipet for det nye Liv. Først naar Retfærdiggjørelsen er bleven Mennesket tildel, og det saaledes ved sig i et andet Grundforhold til Gud, er den frugtbare Grund lagt, hvoraf et nyt Liv kan spire frem*). Hvor man derfor opstiller Kraften til Overvin-delse af Verden, Synden og Djævelen som det Kriterium, hvorpaa den Enkelte skal prøve, om hans Tro virkelig er den retfærdiggjørende Tro eller et blot og bart Na-turværk, der har man hindret ikke blot Misbrugen af Retfærdiggjørelsen, men enhver virkelig Brug og Tilegnelse af den. Thi man har tilskrevet den retfærdiggjørende Tro Bestemmelser, som den efter Sagens Natur ikke kan have. — Ogsaa en anden Mislighed fulgte af Pietisternes Fremstilling af Retfærdiggjørelseslæren. De kunde vel i Tbeorien meget stærkt fremhæve, at Troens Liv ingen Indtlydelse havde i Retfærdiggjørelsen som noget Fortjenstligt, men kun kom i Betragtning som den subjektive Betingelse paa Menneskets Side. Men ved den stærke Betoning af Troens Virksomhed kunde dog i Praxis let det rette Forhold blive forrykket, Her

]) Sc Walch II, 325.

*) Sml. Apologien p. 109: „Poatquam igitur fide justificati

et renati sumus, incipimus Deum timere, diligere, petere ot ei-pectore ab co auxilium, gratias agere et prædicare et obedire ei in afflictionibus“ og p. 110: „Non igitur diligitur Deus, nisi poatquam

apprehendimus tide misericordiam“. (Milllera Udgave).

kunde Sagen let komme til at staa saaledes, at den Enkeltes Selvvirksomhed i Retfærdiggjørelsen eller rettere forud for den, hans brændende Bøn og længselsfulde Forlangende efter Guds Naade, blev det, hvorpaa han byg-gede Tilliden om sin Retfærdiggjørelse. Wen det var i Virkeligheden at bygge sit Hus paa Sand! Kun hvor Blikket ufravendt fæstes paa Christi Fortjeneste som det, hvorfra den retfærdiggjørende Kraft udgaar, har Mennesket i sin Retfærdiggjørelse det sikre Fundament for sit Troesliv, der kan støtte ham i Anfegtelserne og hvorfra Trøsten kan tilflyde ham under alle Livets Kampe. Det er denne Tanke, som Dogmatikerne have villet ud-trykke ved at distingvere mellem en „justificatio per li-dem“ og „propter iidem“, idet de kun have villet lade det Første gjælde. Ikke Troens ethiske Kvalitet er det Retfærdiggjørende, men alene dens Objekt og Indhold, Christi Fortjeneste; Troen selv er kun Betingelsen, ikke Grunden.

Fejlen i hele denne Maade, hvorpaa Pietismen søgte at modarbejde Misbrugen af Retfærdiggjørelseslæren, ligger deri, at den vender Blikket tilbage til Troens Virk-somhed forud for Retfærdiggjørelsen istedetfor at hen-pege paa det Liv, som udfolder sig paa Retfærdiggjø-relsens Grund. Den skulde have henvist til, hvad Magt Troen øvede over det Menneske, som virkelig lod den faa Rum i sit Hjerte, hvorledes den fornyede hans Sind, rensede hans Hjerte (Act. 15, 9) og idethele stillede ham i et nyt Forhold baade til Synden og til Gud. I en saadan Skildring af Troens Kraft i Helliggjørelsen vilde det bedste Korrektiv have ligget mod enhver kjødelig Tilegnelse af Guds Naade. Men ved at vænne Menneskene til at reflektere over Styrken af sine Følelser og til at danne sig en Grademaaler for Troens Liv og

Virksomhed i Retfærdiggjørelsen kunde den ikke Andet end fremkalde de sørgelige Følger, som ovenfor ere nævnte. Er der Nogen, som skal kunne lære os, hvorledes Retfærdiggjørelseslæren skal kunne fremstilles saa-ledes, at den paa een Gang kan blive en Tilflugt og en Trøstens Kilde for alle bodfærdige og anfegtede Sjæle og paa den anden Side et „noli me tangere“ for de kjøde-ligsindede, ubodfærdige Mennesker, saa er det Luther. Paa ham beraabe nu ogsaa Pietisterne sig1). Og ganske Yist, han er ganske enig med dem i, at den Tro, der griber Christi Fortjeneste, er en levende og ikke en død Tro. Men dog er der en stor Forskjel i den Maade, hvorpaa han, og hvorpaa Pietisterne modarbejde Retfær-diggjørelsens Misbrug. Thi medens disse søge at gjøre dette ved at henvise til den Virksomhed, Troen lægger for Dagen forud for Retfærdiggjørelsen eller rettere i selve Retfærdiggjørelsens Øjeblik, henpeger Luther paa dens Virksomhed hos den allerede Retfærdiggjorte, paa dens Aktivitet „in statu justificationis“. Saaledes heder det i hans herlige Fortale til Romerbrevet: „Glaube ist ein göttlich Werk in uns, das uns wandelt und neu ge-bieret aus Gott und tödtet den alten Adam, machet uns ganz andere Menschen und bringet den heiligen Geist mit sich. 0 es ist ein lebendig, geschäftig, thätig, mächtig Ding um den Glauben*), dass unmöglich ist, dass er

i) Lange, Antibarbarus IX, 451 flg, hvor han har samlet de Steder af de symbolske Bøger, hvor Troen fremhæves som en levende og virksom Ting — Den fuldstændige Titel er: „Antibarbarus ortho-

doxiæ dogmatico-henneneuticus“.

*) Mærkelig nok linder Walch heri den fuideste Tilslutning fra Luthors Side til Pietieternes Fremstillingsmaade, medens det dog er klart af de Omgivelser, hvori denne Sætning staar, at Luther her fornemmelig netop har for Øje „Troen, saaledes som den forholder sig i Ilclliggjørelsens Gjerning.“ Walch II, 314.

nicht ohne Unterlass sollte Gutes wirken. Er fraget auch nicht, ob gute Werke zu thun sind, sondern ehe man fraget, hat er sic gethan und ist immer im Thun.“ Og paa et andet Sted siger han: „Das ist’s nun, dass St.

Lucas und Jacobus so viel von Werken sagen, dass man nicht hingehe: Ja ich will nun glauben, und mache ihm also einen gedichteten Wahn, der allein auf dem Herzen schwebt, wie ein Schaum auf dem Bier. Nein, nein, der Glaube ist ein lebendig, wesentlich Ding, machet den Menchen ganz neu, wandelt ihm den Muth und kehret ihn ganz und gar um“ *). Disse Luthers Tanker om Troen, der ideligen vende tilbage i hans Skrifter, vise tilstrækkelig, at han i Fremhævelsen af Troens omdan-nende og fornyende Kraft ser det stærkeste Korrektiv mod enhver „digtet Tro“. Derfor fremhæver han med Forkjærlighed den organiske Forbindelse, der tinder Sted mellem Troen og Gjerningerne, saaat, ligesaa naturligt det er for Solen at skinne og for Træet at bære Frugt, ligesaa naturligt er det for Troen at afføde gode Gjer-ninger.

For at vi dog ikke skulle synes at gjøre Pietismen Uret, tilføje vi-her strax, at ogsaa den indskjærper Troens Aabenbarelse i et heiligt Liv, dens Virksomhed gjen-nem Kjærligheden. Førend vi imidlertid nærmere bestemme den Stilling, som den lader Helliggjørelsen ind-tage til Retfærdiggjørelsen, ville vi, medens vi her endnu have for os Menneskets Tilstand forud for Retfærdiggjørelsen, betragte Pietismens Lære om Bodskampen-Thi ogsaa d enne er fremgaaen af Bestræbelserne for at udrydde den vidtudbredte kjødelige Sikkerhed. Medens Spener var bleven staaende ved at kræve en sand Om-

i) Luthers Yærker Bd. XIII, 267. (Erlanger-Udgaven).

vendelse som den nødvendige Betingelse fra Menneskets Side for Retfærdiggjørelsens Tilegnelse, spendes For-dringerne af hans Tilhængere højere og med Miskjen-delse af Individualitetens og Guds Førelsers Forskjellig-hed ligetil Antagelsen af en for Alle paa lige Maade fore-gaaen Bodskamp. Allerede under de separatistiske Be-vægelser i Frankfurt ‘i Spencrs egen Menighed gjorde denne Tanke sig gjældende’). Hvorledes den der frem-traadte, og med hvilken Besindighed og evangelisk Klar-hed Spener opfattedc denne Sag, fremgaar af hans Be-mærkninger mod denne Lære i hans „Theologische Bedenken“ III, 588: „Dass ein jeglicher zu seiner Wieder-

geburt durch eine solche Verwesung gehen müsste, dass die seele eine weil eben so wenig labsal von innen und aussen empfinde, als Christus an dem creutz, saget mir die Schrifft nirgends: ob ich wohl nicht leugne, dass der Herr freilich auch manche und etwa diejenige, welche er zu seinen wichtigsten geschafften bereiten und kräfftigere werckzeuge aus ihnen machen will, in eine dergleichen holle führe, gemeiniglich aber nicht sowohl in ihrer bekehrung und Wiedergeburt, als da sie schon in der gnade eine gute weil gestanden und dergleichen einer probe fähig worden sind: Wodurch gewiss ist, dass viel stattliches und himmlisches in ihnen dadurch gewircket werde. Dass aber alle Wiedergeburt und bekehrung auf solche weise geschehen müsste, wird weder Gottes wort noch die erfahrung lehren. Seine wege sind heilig, unbegreiff-lich und, obwol auf einen zweck gerichtet, dennoch nicht ohne grossen unterscheid: Er ziehet einige Seelen mehr mit sanfften und anmuthigen liebesseilen und lässet die selige gebürt auch bey ihnen mit geringem oder kür-

1) Hossbach I, 136.

zern schmerzen hergehen, bei ändern haben seine schrecken mehr platz, und gehet saurer her“ o. s. v. I en besterntere udpræget og mere udviklet Skikkelse frem-træder imidlertid denne Lære paa et senere Stadium i Pietismens Historie. Walch meddeler1) en Beretning om nogle Prædikanters Lære i dette Stykke, som vi her ville levere et Brudstykke af, da den kaster et klart Lys paa Pietistemes Opfattelse af denne Sag og deres Anvendelse af den i Retfærdiggjørelseslærens Tjeneste. Det heder her: „Solcher Buss-Process bestehe darinnen, dass ein Mensch, wenn er gleich bisher ein äusserlich gutes Christenthum geführet, seinen Weg verdächtlich ansehcn, von vorne wieder anfangen und Gott bitten müsse, dass er seinen Zustand ihm entdecken und auf den rechten Weg führen wolle. Da geschehe es denn, dass einem solchen Menschen die Tiefe des bösen und verderbten Hertzens recht offenbahr und lebendig werde, folglich fühle derselbe in seiner Seelen den Zorn gar schmerzlich, als ein Yerlohr-ner und verdammter Sünder, sei mit Traurigkeit, Angst, Furcht und Schrecken umgeben. Dieser Zustand daure bei einigen nur eine kurze Zeit, bei ändern Jahr und Tag: sei die grosse Busse, der Busskampf, den man aushalten, dem lieben Gott nicht aus der Schule laufen und sich selbst geschwind trösten, sondern warten müsse, bis Gott selbst die Seele tröste. Es komme zwar eine Seele vor der ändern bald aus diesem Busskampf heraus, nachdem eine vor der ändern mehr Ernst gebrauche; aber je länger man Gott darin still hielte, bis Gott selbst die Seele tröstete, je treuer und ernstlicher würde man nachmals im guten.“ Førend den Enkelte kunde gribe og tilegne sig Guds Naade, krævedes der altsaa, at han

■) Walch V, 582 flg.

skulde være bleven ført ned i sit syndige Hjertes Dybder, føle Guds Vredes Braad i sit Hjerte og overalt se sig omgiven af Sorg, Angest, Frygt og Skræk. Visseligen er det nu nødvendigt, at de, hvem Evangeliets Naade skal blive tildel, komme til en levende Syndserkjendelse; thi „de Karske have ikke Lægen behov, men de, som have ondt“ (Matth. 9, 12). Men Pietismens Fejl paa dette Gebet ligger deri, at den som Betingelse for Ret-færdiggjørelsen kræver en Dybde af Syndserkjendelse, som kun kan indtræde der, hvor Evangeliet er traadt til og har faaet Anledning til at fordybe den ved Lovens Prædiken vakte Erkjendelse. Først naar det gode Frø er nedlagt i Hjertet, vil Ukrudets Kraft og onde Art ret kunne erkjendes. Pietismen derimod arbejdede paa at bringe Syndsbevidstheden til en saa høj Grad af Udvik-ling, at Mennesket blev bragt Fortvivlelsen nær; derfor taltes der og i dens Kredse om den gavnlige, den frelse-bringende Fortvivlelse *). Først naar Mennesket var bragt lige til Afgrundens Rand, var Øjeblikket kommet, da den frelsende Haand skulde udstrække sig og trække det til-bage. Lykkedes det nu Mennesket at komme ud over dette farlige, kritiske Punkt, — hvad der vel for Manges Vedkommeude ikke skede —, saa havde det dog kastet et saa dybt Blik ned i Afgrundens Dybder, at der derfra faldt mørke Slagskygger ud over dets nye Liv. Blikket vendte sig atter og atter tilbage til den mørke Baggrund, fra hvilken dets Liv var brudt frem, og det formaaede ikke at s>e den i Naadens Lys. Saaledes naaede da et saadant Menneske aldrig til en ret Troens Frejdighed, til en ret Glæde over den Naade, som var bleven det tildel. Dets Liv antog en trykket og ængstelig Charakter. Saa

*) Walch V, 476 flg.

meget lettere kunde dette indtræde, som Pietismen i sine Fordringer til Menneskets Omvendelse miskjendte Indivi-dualitetens Forskjellighed og betragtede Menneskene, som om de vare skaarne efter en og samme Model. Denne dens methodistiske Retning kommer tilsyne deri, at der paa-stodes, at enhver Christen kunde vide Tiden for sin Omvendelse, og det krævedes af Presterne, at de skulde betragte Kjendskab til sin Omvendelsestid som et nød-vendigt Kjendetegn paa en Christen og anvende det som saadant i sin Prædiken og Sjælesorg til at rive de Sikre ud af deres kjødelige Tryghed l). Tillige opstilledes der en vis for Alle gjældende Form for Bodskampen og en vis bestemt Tid, hvori den skulde foregaa2). Iden ovenfor meddelte Beretning om Bodskampen indrømmes der vistnok, at denne Varighed kan være en forskjellig for de Forskjellige, men der tilføjes dog strax bagefter en Advarsel mod at løbe for hurtigt ud af den og trøste sig selv, og det indskjærpes, at jo længere man holder ud i denne Bodskamp, desto troere og alvorligere vil man senere blive i det Gode“. Yderst charakteristisk i denne Henseende er det, hvad Beretteren af dette Stykke anfører om disse Prædikanters Praxis. En af dem havde ved sin Ankomst crklæret om nogle Sjæle, som man allerede havde anseet for omvendte, „at de havde løbet for hurtig gjennem Bodskampen“, og derfor raadet dem til at begynde paa den forfra igjen. Det berettes ogsaa, at de formanede den bodfærdige Synder til „ikke for tidlig at slutte Fred, men megetmere holde ud i Syndeangsten og lade sig drive dybere ind i den, indtil det næsten kom til Fortvivlelse“. Da indtræder endelig “Publikatio-

1) Walch V, 491 flg. og 896 flg.

2) Walch V, 553 flg. og 917 fl.

nen af den himmelske Retfærdiggjørelse som for Guds Throne, hvormed den store Bod har naaet sin Ende“1). Saaledes havde efter dette Prædikanten istedetfor at for-kynde Evangeliet saaledes, at det hele Ansvar lagdes paa det enkelte Menneske selv, sat sig paa Dommersædet og anmasset sig Bet til at bestemme, naar den Enkelte var kommen i en saadan Tilstand, at han havde de nødvendige subjektive Forudsætninger for en sand og frugtbar Tilegnelse af Guds Naade. Kunde nu end Betræbelsen for at hindre en falsk Tilegnelse af Retfærdiggjørelsen kun sjelden optræde i en saa kras Form, saa laa der dog i Pietismens ensidige Henblik til Farerne for et kjø-deligt Misbrug af Retfærdiggjørelseslæren en Tilbøjelighed til at omgjærde Naadesforkyndelsen med saa mange æng-stelige Reservationer, at ofte den virkelige Tilegnelse af Naaden blev hindret, eller ialfald kun et sygeligt, for-krøblet Troesliv blev Frugteu deraf. Var Meunesket gjenncm Evangeliets liflige Budskab løftet opad og dets Hjerte bøjet hen til den Frelse, som var det i Christo erhvervet, saa blev det gjenncm det tilføjede Ord: „Men vogt dig for at gribe den for tidlig“, atter kastet ned til Jorden, og hvor ofte blev det ikke liggende der uden at formaa igjen at rejse sig!

Hvad nu Pietisterncs Fordring angaar, at Omvendelsen skulde foregaa for Alle paa samme Maade gjennem en tung Bodskamp, saa have vi allerede sagt, at denne Paastand beror paa en Miskjendelse af Individualiteternes og Guds Førelsers Forskjellighed. Ligesom Individualiteten selv er en Guds Gave, der betinger en forskjellig Anvendelse af Menneskene i Guds Riges Tjeneste, saaledes bero ogsaa de Førelser, hvorigjennem Gud drager

1) Walch V, 585.

Menneskene til dette sit Rige, ikke paa en vilkaarlig Magtbeslutning, men ville altid knytte sig til de forhaan-denværende forskjellige Anlæg og Kræfter. Thi Gud kan ikke i sin frelsende Virksomhed negere, hvad han i sin skabende har sat; megetmere er dette den Grundvold, paa hvilken hans Naadesbygning rejser sig. Nu gives der vistnok stærke Naturer, som Gud maa føre ned i Syndserkjendelsens dybeste Dybder og lade Helvedes Rædsler glide forbi deres Sjæl; men vil man kræve saa stærke Sjælsrystelser af Alle, da staar man i Fare for at sønderbryde det knuste Rør og slukke den rygende Tande (Mt. 12, 20). Herren kommer ikke altid i Stormen eller Jordskjælvet, men ogsaa i den stille, sagte Lyd (1 Kong. 19, 11. 12.). Heri ligger og Urigtigheden i Paastanden om, at den enkelte Christen maa kunne angive den bestemt afgrændsede Tid for sin Omvendelse. Den kan vides, hvor Meunesket gjennem et pludseligt, mægtigt Greb af Gud er rykket op af sit naturlige Liv og plantet paa hellig Grund. Men Mennesket kan ogsaa føres ind i Guds Rige gjennem en lang Kjæde af Førelser, der knytte sig næsten umærkelig til hinanden, saaat Skyggen kun lidt efter lidt viger for det frembrydende Lys. Hvad der vel særlig kan have bidraget til at nære denne Methodisme, var den i de pietistiske Kredse al-mindelige Skik, at fortælle sin Omvendelseshistorie ‘)■ Vi miskjende ingenlunde, at en saadan Meddelelse om sit eget indre Livs Historie kan have sin fulde christelige Berettigelse, hvor den virkelig er fremgaaen af en dybt følt Trang. Men her var den bleven ophøjet til en al-mindelig Sædvane og udenvidere betragtet som et Led i den christelige Bekjendelsespligt. Der røbede sig heri

I) SmL Scmlcrs Lebensbeschreibung. I, 48.

en Mangel paa den aandelige Blufærdighed, der bæver tilbage for saalcdes at lægge blot sit indre Liv. Det kunde lede til, at man betragtede sig som i christelig Henseende færdig, saaat man forsømte at stride Kampen ud. Det kunde endelig føre til — og det er denne Kon-sekvents, vi i denne Sammenhæng særlig have for Øje —, at man dannede sig et fast Schema for Omvendelsens Gang, hvori den Enkelte maatte søge at indregistrere sin egen Udvikling, saafremt dens Christelighed skulde aner-kjendes.

Saaledes havde da Pietismen heller ikke i sin Fremstilling af Omvendelsen formaaet at modarbejde Misbru-gen af Iletfærdiggjørelseslæren paa den rette Maade.

Det væsentlige Charakteristicon for Pietismen paa dette Gebet ligger dog deri, at den har rykket Retfær-diggjørelseslæren ud af den centrale ‘Stilling, som efter den lutherske Kirkes Anskuelse tilkommer den.

Det er ikke nok ikke at bestride Retfærdiggjørelses-læren i dens enkelte Dele, men man maa og lade den indenfor Læren være, hvad den skal være, det Ilængsel, hvorom Alt drejer sig. Efter luthersk Opfatning er den Kjernen og Stjernen i det hele Lærebegreb og skal og maa være den inderste Livskjerne i Menighedens Be-vidsthed, saafremt Livet skal arte sig sundt og kraftigt. Var nu den pietistiske Prædiken anlagt saaledes, at det kunde spores, at det var dens Formaal i denne Forstand at gjøre Retfærdiggjørelseslæren til Menighedens Ejendom? Vi maa svare Nej. ldethele kan man sige, at Retfærdiggjørelsen er skudt mere tilbage og tildelt en mere underordnet Betydning, medens Helliggjørelsen er rykket frem til at danne Prædikenens Middelpunkt. Den Tankegang, som, ofte ubevidst, gjorde sig gjældende hos den, synes at have været følgende: „For Refonnatorerne

var det nødvendigt ligeoverfor Katholicismens Gjernings-hellighed at holde frem som det Første og Sidste Menneskets Retfærdiggjørelse af Troen uden Lovens Gjer-ninger. Men enhver Tid har sin Opgave. Nu er man ikke saa meget stillet ligeoverfor Mennesker, der gjennem Gjerninger ville fortjene Saligheden, som ligeoverfor Saa-danne, der bygge sin Frelse paa en Tro, der ingen Livets Kraft aabenbarer. Ikke Retfærdiggjørelsen af Troen, men Helliggjørelsen maa derfor nu udgjøre Prædike-nens væsentlige Indhold; i Indskjærpelsen af denne maa Prædikanten se den Opgave, som Tidens egen Beskaffen-hed paalægger ham“. Vi kunne vel forstaa, aten saadan Betragtning let kunde vinde Indgang. Mod den foregaa-ende Tids Prester rettedes der jo den Bebrejdelse — og det ikke med Uret —, at de havde udøst Evangeliets Trøst saa rigeligen, som om de kun havde med ængstede og bekymrede Gemytter at bestille. En aandelig Sløv-hed og kjødelig Tryghed havde været Følgen; ingen Kjær-lighed og christelige Dyder beherskede og gjennemtrængte Livet. Traadte saaledes paa Helliggjørelsens Gebet Tidens Mangler klarest og skarpest frem, hvor laa det da ikke nær at mene, at man ogsaa der maatte møde dem, at der Kampen maatte udkjæmpes! Derfor blev der da i de pietistiske Prædikener talt meget om Helliggjø-relse, lidet om Retfærdiggjørelse, meget om, hvad Mennesket skulde gjøre, lidet om, hvad Gud havde gjort, meget om Fru gt erne, lidet om Roden. Kunde Pietismen herved i Sandhed læge Tidens Skade? Saa skarpt den lutherske Kirke har holdt Retfærdiggjørelse og Helliggjørelse i Begrebet ud fra hinanden, for at Menneskets Tro kunde have som sit eneste urokkelige Fundament Christi objektive Fortjeneste, ligesaa bestemt og klart har den fremhævet den indre organiske Forbindelse,

der finder Sted mellem begge. I og med Retfærdiggjø-relsen er og det nye Liv sat; paa Retfærdiggjørelsens Grund spirer Helliggjørelsen frem. Denne Tanke er ikke levende optagen i Pietismens Bevidsthed. Havde den været dette, vilde den bave indseet, at Mangler ved Helliggjørelsen vise tilbage til Mangler paa Retfærdiggjørelsens Gebet. Deri skulde den altsaa have seet sin Opgave, at bringe Retfærdiggjørelsen til Menighedens levende Tilegnelse. Thi da kunde den have været forvisset om, at det nye Liv med en indre Nødvendigheds Magt vilde brudt frem. Løsrev den derimod Helliggjørelsen fra Retfærdiggjørelsen, og prædikede den Hellig-gjørelse uden først at have lagt den rette Grund, hvoraf den alene i Sandhed kunde fremgaa, saa kunde den vel anspore Menneskets naturlige ethiskc Kræfter, men det Hele blev dog en lovmæssig Stræben, en Bygning uden fast Grund. Den bar sig da ad som et Menneske, der vilde bringe Sundhed i et Træ, i hvis Rod Giften var trængt ind, ved blot at bortskjære dets raadne Frugter. En lovmæssig Stræben, sige vi, maatte fremkaldes; thi ikke Christi Kjærlighed blev det tvingende Motiv til Menneskets Handlen, men en udenfra paa Mennesket lagt Forpligtelse. En Lovens Aand maatte svæve over det Liv, der havde taget sin Udgang fra en Betragtning, der tilskrev Helliggjørelsen en saadan falsk Selvstændig-hed. Menneskets Selvvirksomhed i Helliggjørelsen kom mere til at blive betragtet som et udvortes Supplement, der maatte komme til Retfærdiggjørelsen, forat Mennesket skulde kunne siges at staa i Naadestanden. Hvilken rastløs Stræben, hvilken urolig Jagen efter at frembringe Frugter paa sit Livstræ maatte ikke deraf blive Følgen! Men ikke blot det. Var den Tankegang, som laa til Grund for Prædikenen, den: „Det er ikke ved Retfær-

diggjørelsen, der klæber Mangler, men ved Helligggjø-relsen; det er ikke nok, at I i Troen forlade eder paa Christi Retfærdighed; eders Liv maa ogsaa være rigt paa gode Gjerninger, saafremt I skulle kunne tilegne eder Christi Fortjeneste“, — saa var det lagt nær atbe-tragte Christi Fortjeneste som et ikke tilstrækkeligt Støttepunkt for Menneskets Frelsesvished og sine egne Gjerninger som det, der maatte træde udfyldende til. Halvt paa Christi Fortjeneste og halvt paa sine egne Gjerninger kom Menneskets Forvisning om sin Naade-stand til at hvile.

Men en saadan Opfatning var ikke blot en afledet Følge af den Maade, hvorpaa Pietismen søgte at mod-arbejde Menneskenes „Synden paa Naaden“, men den ud-gjorde ogsaa et Led i dens Betragtning af Gjerningernes Nødvendighed. Thi til Grund for dens stærke Betoning af Menneskets Selvvirksomhed i Helliggjørelsen laa og den Tanke, at kun denne kunde give Menneskets Frelsesvished det sikre Fundament og bevare Mennesket fra et skuffende Selvbedrag om en Naadesbesiddelse, som i Yirkeligheden ingen Realitet havde. Saaledes maatte altsaa og Nødvendigheden af Menneskets Forvisning om sin Naadestand blive til et Motiv for Menneskets Handlen. Vi have et ganske mærkeligt Sted af Spener i denne Retning, som vi her ville anføre: „Ad sensum tidei in-ternum“, heder det1), „provocare res ambigua est. Quo-ties enim eo destituentur, qui tide valent maxime, et in ipsa sua imbecillitate, cum se tentati hde vacuos voci-ferentur, robore coelesti conservantur, ut etiam vincant! Si jam ex sensu judicium, desperabunt aut desperare jubebuntur ac morti adjudicabuntur, qui vivebant ac vi-

1) Spener, Coniilialatina. I, 32.

vere debebant.———-Cum ergo a priori, ut loquuntur,

ea discernere nequeamus, a posteriori cognitio nostra capienda est, videlicet a fructibus arboris indoles agnos-cenda.“ Ikke Troens umiddelbare Vished skal altsaa være det, hvorpaa den Enkeltes Bevidsthed om sin Naa-destand skal bvile, men han maa se hen til, om han har gode Gjerninger; alene deres Tilstedeværelse kan bevare ham fra Fortvivielsen og give hans Forvisning sit faste Grudnlag. Kun gjennem enReflexion over sit eget praktiske Forhold kunde altsaa et Menneske vinde Forsikriugen om sin Retfærdiggjørelse. Vel er der ikke heri direkte sagt, at man nu ogsaa skal gjøre de gode Gjerninger for Forvisningens Skyld, men det maatte dog blive det faktiske Resultat af en saadan Betragtning. Thi Vished om sin Naadestand maa dog et Menneske tragte efter at opnaa; men den kunde kun Gjerniugerne give ham. Vi have her for os et Træk i Pietismens Charakter, hvorigjennom den aabenbarer et Slægtskab med den reformerte Aandsretning. Thi for den reformerte Betragtning staa Gjerningernc ligefrem som det Middel, hvorigjennom Mennesket arbejder sig frem til Troesvished. Saaledes er i Heidelberger-Katechismen paa det Spørgs-maal: „Quid est, cur bona opera faciamus?“ Svaret dette: „Deinde, ut nos quoque ex fructibus de sua quis-que tide certi simus“1). For den lutherske Bevidsthed derimod staar Troesvisheden ikke som Noget, der først skal vindes gjennem Menneskets egen Selvvirksomhed, men som given i og med Troen selv. Troen bærer Vis-heden om sin egen Sandhed i sig selv. Denne Vished øser den ikke ved en reflekterende Betragtning over sin Aabenbarelse udad, men den bygger paa Guds Ords usvi-

*) Hcidclbergcr-Katechismen, Spørgem, 86. Corpus librorum symboli-corum ed. Augufiti, p. 562. Leipzig 1846.

Piet. Begreb og Væsen. . 4

gelige Sandhed; den deri fremholdte Guds objektive Naade i Christo er den faste Klippegrund, hvorpaa Troen kaster sit Anker. Derfor have Gjerningerne væsentlig for Andre sin Betydning som Kriterier paa et Menneskes Naadestand, medens for det selv Troen henter sin Yished af Guds Ords Forjettelse. Man kunde sige: „Men et Menneske kan dog ikke være uvidende om den Livets Magt, som ved Troen rører sig i hans Hjerte, hvorledes den ytrer sig i Had til Synden og Kjærlighed til Gud og Næsten? Siger ikke ogsaa Apostelen Johannes: Vi vide, at vi ere overgangne fra Døden til Livet; thi vi elske Brødrene (1 Joh. 3, 14)? Maa da ikke det nye Liv hos ham og dets Udfoldelse i hans hele Forhold blive ham et Kjendemærke paa Sandheden af hans Tro, Virkeligheden af hans Retfærdiggjørelse?“ Jo visselig! Men det Vidnesbyrd om hans Naadestands Realitet, som fremvoxer for ham ved Betragtningen uf Troens Ytringer i Livet, vil dog kun have en sekundær, underordnet Betydning. Det vil have sin Betydning for ham i Selvprø-velsens Øjeblikke. Da vil det være en Trang for Mennesket at stille sig for Øje sit hele Forhold, beskue sine egne Følelser og Gjerninger, se hen til, om han virkelig har Afsky for Synden og Kjærlighed til Gud og Næsten, for gjennem en Betragtning af disse Troens ydre Kriterier at forvisse sig om, at han ikke svæver i en sørgelig Skuffelse med Hensyn til sin Tro. Men fra en saadan Betragtning af sig selv og sin egen Gjerning vil hans Blik dog altid med fornyet Styrke vende tilbage til den udenfor Mennesket liggende Frelsesgjerning af Gud i Christo for gjennem en Nedsænkelse af sin hele Sjæl i den at vinde fast Grund under sine Fødder. Bliver der-imod hans Tanke hængende fast i Troens ydre Kriterier, saaat han kun gjennem en stadig Beskuelse af sig selv

formaar at bevare Naadesforvisningcn, da er dette et Tegn paa, at en Sygelighed har trængt sig ind i Troes-livet, der vil berøve det dets Friskhed og Frejdighed. Den, som luver, ser ikke først hen til sine Livsytringer for at forvisse sig derom. Saaledes er og Troen sig sit eget Bevis; den, som tror, ved, at han tror (2 Tim. 1, 12). Gjerningerne ere Troens Aandepust; Troen gjør dem ikke for derved at vinde Visheden; megetmere hører denne med til Troens eget Væsen, og netop som saa-dan er det, den er istand til at være en Livets Kraft i Mennesket. Gjerningerne ville ogsaa være aldeles uskikkede til at kunne danne et fast Fundament for Menneskets Vished om sin Retfærdiggjørelse. Thi alle den Troendes Gjerninger, selv hans bedste, ere besmittede af Synden, og jo længere han er kommen i sin Christendom, des mere vil og hans Syndserkjendelse blive for-dybet. Syndens Magt vil han erkjende som saa stærk i sig, at han kun ved at dækkc sig med Guds Naade vil kunne finde Fred for sin Sjæl. Men ere hans Gjerninger mangelfulde og skrøbelige, er han da ikke fuldstændig kastet i Uvishedens og Tvivlens Vold, dersom lian bygger sin Frelses Vished paa dem? Han vil være som et Rør, der drives hid og did af Vinden; hans Troesliv vil være uden Fasthed og Holdning. Med sædvanlig Klar-hed udtaler Luther sig om dette Punkt, rigtignok nærmest mod Katholikeme. Saaledes siger han i sin Kommentar til Galaterbrevet *): „Evangeliet byder os at se

hen, ikke til vore gode Gjerninger og vor Fuldkommen-hed, men til Gud selv, der giver Forjettelsen, ligeledes til Christum, som har udført og bragt for Lyset det, som

var forjettet………..Naar Sagen er grundet paa Guds

Forjettelse og Christum, den rette, virkelige Klippe, da

1) F. W. Rugges Ovenættclse, p. 375.

er man vis i Sagen, sikker og glad i den Heilig-Aand; thi da ser man hen til Gud, som er trofast og ikke kan lyve eller skuffe. Thi saaledes siger han: Se, her hen-giver jeg min egen Søn i Døden, paa det han ved sit Blod skal forløse dig fra Synd og Død; — da kan jeg ikke være uvis i min Sag, medmindre jeg da ganske vil fornegte Gud. Dette er den Grund, af hvilken vi for vist kunne vide og bevise, at vor Theologi eller Lære er ret og sikker, dette nemlig, at den ikke lader os tage vort Fodfæste eller bygge paa vore Gjerninger, men fører os bort fra Vort og grunder os paa en anden Grnndvold, som er udenfor os, saaat vi ikke forlade os paa vore Kræfter, Samvittighed, Følelser, Person eller Gjerning, men paa det, som er udenfor os, det er, paa Guds Forjettelse og Sanddruhed, paa Christum, som sidder ved Guds Højre og er vor Retfærdighed, som Djævelen ikke kan tage fra os“. Og paa et andet Sted1): „Das ist aber der Unterschied (nemlig mellem Tro og Gjerninger), wie ich allezeit gelehret habe aus der Schrifft, wenn es kommt zur Hauptfreudigkeit, dadurch ich vor Gott stehen soll wider meine Sünde, wenn er mit mir will Rechenschaft halten, da wird mein Leben, Werk und Liebe nimmer vollkommen noch genugsam sein, sondern ich muss einen ändern Mann dazu haben, welcher heisst Christus, gesandt vom Vater, wie St. Johannes zuvor gesaget hat, zur Versöhnung für unsere Sünde.“ Pietismens Liv maatte antage en sygelig og ængstet Charakter. Det stadige kritiske Forhold til sin egen Tro maatte kvæle al Troeslivets Umiddelbarlied. Hvilede Naadesforvisningen paa Reflexionen over Livs-ytringemes Beskaffenhed, da maatte den være udsat for

l) Luthers Værkcr. Bd. XIX, p. 387.

at rystes af enhver alvorlig Bølgegang, der slog over Mennesket. Thi det Charakteristiske for Anfegtelsen er det netop, at i den alle Troens ydre Kriterier falde mag-tesløse til Jorden. Ud af den vil Mennesket blot kunne komme ved at fæste sit Blik paa „den Grandvold, der er udenfor det“, Guds Naade i Christo, der tilmed gjen-nem Sakramcnterne og Absolutionen er bleven og bliver ham selv personlig tildel. Har Mennesket derimod væn-net sig til ligesom at holde Dagbog over sit eget Indre og kun gjennem en uafbrudt Selviagttagelse at kunne bevare sin Troestillid, vil det heller ikke i Anfegtelsen formaa at se bort fra sig selv, og Skyldbevidsthedens Styrke kan saaledes overvælde det, at det hjemfalder til en mørk Fortvivlelse. Og hvorfor? Fordi det aldrig har naaet frem til en ret frejdig Griben af Guds Naade, til en fuld Hvile i den. Pietisten stirrer paa sin egen Synd og Skyld, og jo mere han stirrer, des mere vokser den for bans Blik til en forfærdelig Højde. Hans Syndsbe-vidsthed naar herved en saadan Udvikling, at Naadesbe-vidsthcden bliver trængt tilbage. Hvad Under da, at han kjender lidet til Christendommens Glæde! Ganske an-derledes er det i denne Henseende med Mystikeren. Han lever og aander i Følelsen af det inderlige Samfund, hvori han staar med Gud; den dybe Kløft mellem Gud og ham forsvinder for hans Blik, thi Gud bor i hans Hjerte. Saa vugger han da sin Sjæl i den salige Følelse af Guds Naade, som fylder hans Hjerte; Tanken om Synd og Skyld søger han at holde borte fra sig som noget Ondt, der vil røve ham hans Fred. Pietisten derimod tør ikke give sig hen til Glæden over Guds Naade. Han kunde dog saa let skuffe sig med Hensyn til sin Naade-stand. Hans Anger over Synden er dog saa ringe, hans Tro saa lidet virksom, hans Følelser saa urene; hans

Gjerninger bære dog saa stærkc Mærker af Syndens Magt i ham. Kan han da tilegne sig Guds Naade? Han maa have Vished for sin Retfærdiggjørelses Virkelighed. Saa arbejder han da paa at vinde den. Han anatomerer sine egne Følelser og Gjerninger; men — Synd og atter Synd! Han jager efter Naadesforsikringen. I enkelte Øjeblikke kan han vel føle dens Fred i sit Hjerte, men saa svinder den igjen bort. Han griber efter den, men det er, som om den kun var et Billede af hans egen Fantasi; den flygter altid længere bort. Uro bliver derfor Livets Mærke. Det er Konsekventsen, hvor Mennesket lægger en anden Grundvold for sin Frelsesvished end den i Guds Ord lagte.

Det Uvishedens og Usikkerhedens Præg, som herved blev paatrykt Livet, blev endmere forøget ved den Maade, hvorpaa Pietismen skildrede det christelige Liv i Helliggjørelsen. Et af Stridspunkteme mellem de Orthodoxe og Pietisteme var Spørgsmaalct om den Christnes Fuld-kommenhed og Muligheden af at holde Loven. Nogen Différents i Læren mellem begge Partier var her egentlig ikke forhaandenJ). Hvad der har fremkaldt Striden, har vel dels været de Orthodoxes Mistænkelighcd lige-overfor den nye Bevægelse, dels Pictistcrnes Praxis. Thi denne sidste var ikke, som den burde være. Spener mente, at man især af den Grund flittig burde indskjærpe Menigheden denne Lære om Fuldkommenheden, fordi den vilde være et kraftigt Middel til at afholde fra Sik-kerhed, Hykleri og Bedrag2). Saaledes blev da og denne Lære tagcn i Retfærdiggjørelseslærens Tjeneste. Den skulde fravriste Menneskene deres Byggen paa en død

1) Waloh erklærer denne „Controver»“ for mere at være en Logo-machi end en virkelig Strid (II, 402).

Walch II. 412.

Tro. Den Fristelse, som Pietismen herved er udsat for og hvori den tildels falder, er den, at den bringes til at opstille det christelige Liv i al dets Idealitet som Prøvesten for den Enkeltes Christenstand, eller soinLøscher udtrykker Sagen, „den konfunderer éy_ojjieva aoTTjpia; eller de Stykker, uden hvilke ingen Sjælefrelse kan være for-haanden, med det skjønne Christensmykke“ ‘)• Følgen maatte blive den, at den Uro. som Pietismen ogsaa for-øvrigt ved sin Fremstilling af Retfærdiggjørelsen gav Anledning til, herved blev endmere næret, og Mangen bragt til Fortvivlelsens Rand, medens denne Forkyndelse paa den anden Side bos Andre kunde fremkalde et aandeligt Hovmod, der mente sig at have vundet Fuldkommen-heden*). .

Ogsaa en anden Strid ville vi her nævne, det er den terministiske*) En Skildring af den ville vi dog her ikke give, men kun minde om, hvorledes Pietisteme ogsaa i Fremsættelsen af denne sin Lære om Naadefri-stens Udløb for Enkelte før deres Død ere ledede af den samme praktiske Interesse, den nemlig, at modar-bejde Misbrug af Retfærdiggjørelseslærcn*). Det viser sig heri klart, hvor lidet nøjeseende Pietismen er i Valget af sine Midler, men samler Alt, hvad den kan benytte til sit Øjemed; den har „Nidkjærhed uden For-staud.“

Pietismens Forrykkelse af det rette Forhold mellem Retfærdiggjørelse og Helliggjørelse havde altsaa givet dens Liv en ufri, ængstelig og lovmæssig Charakter. Men ogsaa paa en mere indirekte Maade hidførtes her-

1) Tim. Ver. I, 712.

*) Sml. Tim. Ver. I. 705.

3) Walch II, 851 flg.

4) Waluh II, 4de Afdeling § 32.

ved det samme Resultat. Thi hvor Helliggjørelsen i mere eller mindre Grad bliver løsreven fra sin inderste Livs-rod i Retfærdiggjørelsen, der vil altid en Tendents være forhaandeu til at ville regulere Livet efter visse ydre Former og Betingelser og ophøje disse til almengjæl-dende Love for det christelige Livs Udfoldelse. Fra Roden af kan ikke mere Saften uhindret flyde op i Grenene og drive Blomster og Blade frem. Den frie, umiddelbare Udvikling, der selv indenfra af kunde skabe sig sin Form. er bleven hindret. Derfor søger man nu udenfra at tilskjære Livsytringerue, for at Livet kan presses ind i Former, som man har tilskrevet et absolut, for Alle gjældende Værd. Denne Lovmæssighed i Pietismens Ar-bejde-paa sin Helliggjørelse fremtræder især i dens Forhold til de saakaldte „Middelting“ eller „Adiafora“.

Den Bestemthed, hvormed Pietismen optraadte mod disse Ting, til hvilke man regnede Dans, Theater, Musik, Spil, Latter, Spøg, Tobaksrøgning o. s. v., fremkaldte en heftig Strid, hvori man dels betragtede de enkelte Arter af „Middelting“, dels søgte at vinde sig almindelige Principer som Grundlag for Sagens Afgjørelse. Saaledes ledes man da til det Spørgsmaal, om der overhovedet gives Adiafora eller ethisk indifferente Handlinger, hverken gode eller onde, i Skriften hverken forbudne eller tilladte. Idet Pietisterne bestride dette, gaa de ud fra den Betragtning, at den moralske Lov foreskriver Mennesket ikke blot Objektet for dets Handlen, men og Motivet, ikke blot Handlingen selv, men og visse ethiske Principer, der maa ligge til Grund for Handlingen, saa-fremt den skal kunne siges at være overstemmende med Guds Vilje. Enhver Handling skal efter Skriften ske af Troen (Rom. 14, 23), i Jesu Navn (Kol. 3, 17), til Guds

Ære (1 Kor. 10, 31) og med fuldstændig Fornegtelse af sig selv (Mt. 11, 29). Disse Omstændighe der kunne ikke være forhaanden ved de saakaldte Middelting; Deltagelsen deri kan ikke fremgaa af Troen og ske i Jesu Navn; Guds Ære kan ikke befordres derved; for Selvforneg-telsen er der ingen Plads. Christendommen vil desuden med sine Krav paa Forsagelse og Efterfølgelse af Christus paatrykke Sjælen et saadant Alvor, at Lysten til saadan forfængelig Glæde maa forsvinde. Siger ikke og-saa Apostelen Paulus, at vi skulle forarbejde vor Salig-gjørelse med Frygt og Bæven (Phil. 2, 12)? Ligger der ikke heri, at Omsorgen for Sjælens Frelse er en saadan Opgave for Menneskets Kræfter, at den ingen Tid vil levne Mennesket til saadanne „Eitelkeiten“? Mennesket har jo heller ikke Tiden til sin Raadighed, men skal engang for Guds Domstol aflægge Regnskab for enhver Time i sit Liv, om han har benyttet den samvittigheds-fuldt efter Guds Vilje. Hvor de udtale sig om de enkelte Arter af Middelting, skjelne vistnok enkelte mere Maadeholdne mellem Tingene i den Form og Skikkelse, hvori de i den daværende Tid optraadte, og den, Bom efter Ideen tilkom dem. Men i sine Cdtalelser om dem i denne deres abstrakte Skikkelse have de dog saaledes berøvet dem Kjød og Blod, at i Virkeligheden deres Charakter er bleven fuldstændig forflygtiget. Denne Distinktion har derfor i deres Mund Lidet eller Intet at sige, ligesom ogsaa hele Charakteren af deres Fromhed maatte stille dem i et fiendtligt Forhold til det selska-belige Liv og dets Former. Andre have derfor mere konsekvent erklæret alle disse saakaldte Middelting i og for sig for verdslige, kjødelige Lyster, stammende fra Menneskets onde, syndbesmittede Natur, og ligefrem begründet sin Forkastelsesdom af dem paa 1 Joh. 2, 16.

Denne Opfattelse fremtræder allerede ved den første Strid, som rejser sig, nemlig ved Spørgsmaalet om Ope-raernes Berettigelse. Disse „Operaer“ vare dengang ef-ter Schmid af et sædeligt og uanstødeligt Indhold. Til-lige erklærede Skuespillerne sig villige til at forelægge de Stykker, de vilde opføre, til Gejstlighedens Censur. Naar saa de pietistiske Prædikanter alligevel paa For-haand erklærede sig imod Operaerne, saa viste de derved klart, at de ingen Skilsmisse gjorde mellem Brug og Misbrug, men fordømte Sagen selv. Sagens Forsvarere beraabte sig paa, at der ved Opførelsen af saadanne Operaer blev givet høje Standspersoner og bemidlede Mennesker en ærbar Tidsfordriv, og at Digternes og Musikernes Verker derved bleve bragte til almindelig Tilegnelse. Hvad satte Pietisterne imod en saadan Betragt-ning? De beraabte sig paa, at Operaerne vare imod Boden; thi de Christne bleve forførte tilForfængelighed; de vare en Kilde til Øjenslyst; mange Penge bleve unyttig anvendte; gjennem saadan Øjenslyst blev Naadestiden forsømt o. s. v. ’). Senere finde vi, at Prester udeluk-kede dem, der deltoge i Dans, fra Nadverden *), og at Pietisterne aldeles ikke vilde anerkjende dem, som ikke vilde frasige sig enhver Deltagelse i disse Ting, for Christne. De Orthodoxe, selv en Löscher, bleve erklærede for at være Forsvarere af et yppigt Verdensvæsen og Befordrcrc af den kjødelige Lyst og derfor uskikkede til at være Menighedens Ledere9). „Welcher Lehrer“, siger Vockerodt4), „die Liebe der Welt und Lust an etwas ausser Gott behält und nicht Sünde zu sein be-

*) Schmid 275 flg.

*) Walch I, 794 og 982; Löscher, Tim. Ver. I,803. ’) Se Tim. Ver. I, 456. 472.

4) Se üossbach II, 192.

haupteD will, ist irrig und ketzerisch, wenn er schon von allen ändern Glaubensartikeln richtige und der heiligen Schrift gemässe Meinungen hätte; wer für vergönnte weltliche Lust streitet und deren Verleugnung nicht nö-thig zu sein meint, hebet Busse und Bekehrung auf und irret also im Grunde; dieses ist eine kurze, deutliche und gewisse Ketzerprobe“. Ligesaa Lange: „Error adiaphoristicus est plane fundamentalis; hic error certe etiam est bæreticus“ *). Ogsaa hos Fran-cke træder denne Pietismens Livsopfatning skarpt frem. Bekjendte ere hans Ytringer om Latteren: „Hüte dich vor unnützem Lachen! Alles Lachen ist nicht verboten, denn es geschieht wohl, dass sich der Allerfrömmste nicht über weltliche, sondern über göttliche Dinge also inniglich erfreuet, dass sein Mund mit einem bescheidenen Lachcn von der Lieblichkeit, die in seinem Gemüthe entstanden, Zeugniss giebt; aber es wird gar leicht damit gesündigt und dem Herzen zu einer gefährlichen Zerstreuung des Sinnes der Weg gebahnet, welches bald wird gewahr werden, dass es zu leichtsinnig worden, wen es sich wieder in tiefer Demuth zu dem allgegenwärtigen Gott nahen will“3). Over Dansen fælder han en ubetinget Fordømmelsesdom*). Vel opstiller han som det Spørgsmaal, der skal afgjøres, det, “ob das heut zu Tage übliche Tanzen Sünde sei“, men af bans hele Argumentation fremgaar det dog, at Dansen overhovedet staar for ham som saa inderlig sammenknyttet med den verdslige Lyst, at ingen Chris-

‘) Lange, Antibarbams. IH, 164.

l) Franoke, Scbriftinässigo Lebensregcln; Guerike, Aug. H. Franoke, p. 169.

s) Franoke, Beantwortung der Frage, was Ton dem weltllblichen Tanzen ru halten sei; Guerike, p. 174 flg.

ten synes ham uden Synd at kunne deltage deri. Først og fremst bemærke vi hos ham den samme abstrakte Distinktion mellem Sagens Virkelighed og dens Ide, som vi allerede have fremhævet som charakteristisk for Pietisterne. „Wenn gefraget würde, ob die Bewegung und Stellungen des Leibes an sich selbst sündlich wären, so könnte mit Nein geantwortet werden . . . Weil aber vom heutiges Tages weltüblichen Tanzen gefraget wird, dessen vornehmste Bedeutung das weltliche Springen nach einer weltlichen Musik ist, weil man in derbeiligen Schrift nur von einem geistlichen Tanze weiss, heut zu Tage aber von gar keinem, … so muss mit Ja geantwortet werden“. Hans Grunde mod Dans ere iøvrigt de samme, som vi allerede have anført som de, Pietisterne gjorde gjældende mod Middeltingene overhovedet: For-pligtelsen til at fornegte de verdslige Lyster, gjøre Alt til Guds Ære, i Jesu Christi Navn o. s. v. Med Hensyn til Tilværelsen af Adiafora opstiller han den rigtige Grund-sætning, at i sig selv kan vel en Sag være indifferent eller hverken god eller ond, men naar den sker af en Person, saa er den enten ond, naar Personen er ond, eller god, naar Personen er god. Men skjønt han saale-des herved har stillet Sagen under Subjektivitetens Synspunkt, saa er dog Konklusionen af hans Betragtning ligefrem den: „So siebet ein jeder, dass das Tanzen

keinem Menschen gebühre, sondern mit anderen weltlichen Lüsten allerdings zu verleugnen sei . . . Darum mag man abermal die Sache ansehen, wie man will, so bleibts unrecht“. — Førend vi slutte vor Fremstilling af Pietisternes Anskuelser og Praxis med Hensyn til Middeltingene, maa vi tilføje, at Spener idethele indtog et friere og mere maadeholdent Standpunkt i denne Henseende, end de fleste af hans Menings-

fæller. Saaledes siger han om Komedierne, at han vist-nok afskyr dem, saaledes som de nu bleve holdte. „Dog, naar de bleve forfattede og foredragne paa den Maade, hvorpaa vor Andreas Gryphius har skrevet nogle af sine Tragedier, vilde jeg dømme anderledes om dem. Thi ved Læsningen af dem erindrer jeg mig at have faaet en ikke ringere Spore til det Gode, end af Læsningen af de bedste andre Bøger“*). Han siger, at ligesom han paa den ene Side ikke vil kunne paatage sig at forsvare Skuespil, saa maa han paa den anden Side bekjende, at han heller ikke tiltror sig af Guds Ord „ad convictionem conscientiæ“ at kunne godtgjøre, at de i sig selv ere Synd8). Idethele lagde han Prøvestenen for det Forhold, som den Enkelte skulde indtage til disse Ting, i hans eget Sindelag, om han end mente, at hvor Christi Aand ret lik Indpas i Hjertet, vilde Lysten til Deltagelse deri forsvinde.

Se vi nu tilbage paa det her Udviklede, saa er det umiskjendeligt, at vi i denne Pietismens Iver mod Mid-deltingene have for os en Aabenbarelse af det sædelige Alvor, hvoraf Pietismen var greben. Den kunde med Sandhed rette den Bebrejdelse mod den foregaaende Tid, at den havde ladet Verdsligheden faa altfor megen Magt over sit Liv, saaat det ikke var Christi Aaud, men Verdens Aand, som gav Livet sit Præg. Saa traadte da Pietismen frem og pegede paa den Livets Hellighed, den Forsagelse og Selvfornegtelse, som Christendommen kræ-vede; den holdt frem for Menigheden Apostelens alvorlige Formaning: „Skikker eder ikke lige med denne

Verden“ (Rom. 12, 2), og krævede, at den skulde vinde Liv og Skikkelse i deres hele Færd. Det er den chri-

‘) Spener, Conajl, lat, II, 04.

*) Spener, Theol. Bedenken. V, 3, 605.

stelige Fromheds Reaktion mod Verdslighoden, gom heri giver sig Udtryk. Men holdt denne Reaktion sig inden-for de rette Skranker?

Betragte vi Udgangspunktet for Pietismens Bedømmelse af Middeltingene, maa vi sige, at det var et aldeles rigtigt. Den havde Ret, naar den gjorde opmærksom paa, at Skriften stiller alle Menneskets frie Handlinger under et ethisk Synspunkt, idet den kræver, at de skulle ske i Jesu Navn til Guds Ære. Den Omstændighed, at en Haudling ikke er udtrykkelig forbuden i Skriften, er derfor ikke tilstrækkelig til at sætte et Berettigelsens Stempel paa den, men man maa se hen til det Sindelag, af hvilken den er fremgaaen. Thi det ligger i Sagens Natur, at Skriften ikke kunde drage ind under sin Behandling alle enkelte Tilfælde i et Menneskes Liv, men maatte lade sig nøje med at opstille visse ethiske Prin-ciper, der skulle ligge til Grund for Handlingen. I disse vil den Enkelte have Prøvestenen for, hvad han skal gjøre og lade. Om Adiafora kan derfor kun være Tale, saalænge man betragter Handlingen, løsreven fra enhver Forbindelse med Personliglieden. Tænker man sig deri-mod en Person, der skal udføre Handlingen, rejser sig strax Spørgsmaalet, med hvad Sind den gjøres. Handlingen rykkes derved ud af sin indifferente Sfære og paa-trykkes en ethisk Charakter, der efter Personens Beskaf-fenhed og Sindelag vil blive enten god eller ond. I Henvisningen til det religiøse Princip, der skulde bestemme Menneskets hele Liv, havde saaledes Pietismen taget et sikkert Fodfæste for sin Stilling til disse Livsformer. Den havde derved indankct Sagen for Subjek-tivitetens Domstol. Men den er ikke konsekvent. Thi den erklærer ligefrem og dristigen, at de Omstændig-heder, der efter Skriften skulle ledsage og ligge til

Grund for Handlingen, aldeles ikke kunne være for-haanden ved de saakaldtc Middelting. Den liar herved igjen ladet den subjektive Kanon falde; thi de ethiske ‘ Bestemmelser ere nu lagte ind i Handlingen selv. Saa-ledes optræder da ogsaa i Helliggjørelsen den samme Lovmæs^ighedens Aand, som vi saa gjorde sig gjældende i Pietismens Fordringer i Henseende til Omvendelsen. Det Aandens Liv, som bor i de Troende, er vistnok som en Ddstrømning af Christi Liv eftcr sit inderste Væsen et og det samme. Men denne Aandens Enhed er dog ingen forskjelsløs. Thi ikke blot ere Aandens Gaver forskjellige, men det nye Liv vinder ogsaa en ejendommelig Skikkelse ved den særegne BeskafFenhed af den Natur, i hvilken det sænker sig. Saaledes ville og Livsytringeme antage en forskjellig Charakter for de Forskjellige. Forskjellen i Aandslivets Styrke og i Menneskets naturlige Anlæg og Kræfter vil medføre, at en Handling, som ikke er Synd for den Ene, kan være det for den Anden. Thi det kan hænde, at den kan frembyde særegne Tilknytningspunkter for hans onde Lyster, saaat disse ved Ud-førelsen af den kunne sættes i Bevægelse. Eller han har maaske ikke vundet sig frem til en fast Overbevisning om Handlingens Sædelighed, saaat han gjør den under en indre Vaklen og Tvivl. I begge Tilfælde vil Deltagelsen i en saadan Handling være en Krænkelse af de ethiske Principer, som Skriften opstiller som Norm for Menneskets Handlinger. Denne Forskjel mellem In-dividualiteteme og den deri begrundede Forskjellighed indenfor de sædelige Handlinger har Pietismen miskjendt. Derfor omgjærder den det hele Liv med en Række af Love, der indespærre Livet indenfor snævert optrukne Grænser. Saaledes gjenoptager den i en anden Form den gamle Vildfarelse, at have ny Vin paa gamle Læder-

flasker. Livet maa selv med sin iboende Kraft skabe sig sine ejendommelige Former. Faar det ikke Lov til det, da sprænges Læderflaskeme, og Vinen spildes. Pie-tismens Historie mangler ikke Kxempler paa, at saa er skeet. De højtspændte Fordringer til Forsagelse, som Pietismen opstillede uden Hensyn til det Menneskeliges Krav, kvalte Troeslivets Friskhed. Der fremkaldtes et uroligt Arbejde for at presse sig ind i Livsformer, der ikke vare et naturligt Ddtryk for Hjertelivet og derfor øvede en hemmende Indflydelse paa dettes Udfoldelse. Det ydre Afhold fra de almindelige Glæder og Fornøj-elser blev tillagt en Betydning, hvorved det ikke sjelden ophøjedes til Kriterium paa Ens Christenstand. Blikket heftede sig ensidig ved de ydre Livsytringer. Man væn-nede sig til baade hos sig selv og Andre at se mere paa Uniformen end paa det Hjerte, som slog bag den. Hel-liggjørelsens Arbejde vendte sig mere udad end indad, beskjæftigede sig mere med at give det ydre Forhold det krævede Præg, end med at rense Sjælegrunden, af hvilken Livsytringerne frit og umiddelbart skulde strømme frem. Den naturlige Følge heraf var den, at der vaktes en Egenretfærdighed, der slog sig til Ro med udvortes at bære det christelige Stempel uden at bekymre sig, om der i Hjertet virkelig boede et sandt cbristeligt Sindelag. De Orthodoxe havde derfor Ret, naar de i disse Pietis-mens Anskuelser saa et Angreb paa den christelige Fri-heds dyre Klenodie, en Miskjendelse af Apostelens Ord: „Hvor Herrens Aand er, der er Frihed“ (2 Kor. 3, 17).

Men vi maa ogsaa sige, at hele dette Pietismens Forhold til det selskabelige Liv og dets Former og over-hovedet til de almenmenneskelige Interesser beroede paa et falskt sædeligt Princip. Den havde vel Ret til lige-overfor Tidens sædelige Laxhed, der lod det Christelige

blive opslugt af de menneskelige Interesser, at stille frem Apostelens Ord: „Skikker eder ikke lige med denne Verden!“ Men denne Tanke opfatter den paa en aldeles udvortes Maade, om de ydre Fonner, hvori Livet hidtil havde udfoldet sig. Den har stirret sig blind paa Verden som den, der ligger i det Onde, og fra hvilken man skal udsondre sig, og har derfor ikke faaet Blikket op for Verden som den, der skal renses fra sine syndige Elementer og fyldes og belives af den christelige Aand. Den har herved miskjendt den sædelige Livsopgave, der er stillet den Troende, at gjøre ogsaa disse naturlige Gebeter Christendommen underdanig. Thi det er saa langtfra, at der i Udsondringen herfra, der vistnok i enkelte Tilfælde kan være nødvendig og christelig berettiget, aabenbarer sig en højere Grad af christelig Fromhed, at det meget mere maa siges at være den Christnes Pligt ikke at overlade disse Sfærer af det menneskelige Liv til sig selv, men i Kraft af det Aandens Salt, der er ham givet, bevare dem fra Forraadnelse. Ogsaa her har han at vise, at Troen er den Kraft, der overvinder Verden. Men Pietismen flygtede fra Verden. Det var ikke gaaet op for den, at disse Aabenbarelser af det naturlige menneskelige Aandsliv vare Gaver fra Gud og derfor i sin inderste Grund berettigede Livsformer, der som saadanne, om de end kunde bære stærke Mærker af Syndens Magt i Menneskelivet, dog ikke skulde ude-lukkes fra Christendommens forløsende og befriende Gjerning. Med Rette har derfor Löscher betegnet Anstøds-stenen, mod hvilken Pietismen her støder an, at være den, at den lader Naturen blive absorberet og ophævet gjennem Naaden, istedetfor hin ved denne skulde blive gjort sund1).

>) Tim. Ver. I, 462.

Piet. Begreb og Væsen. 5

Betragte vi nu den pietistiske Fromhed, saaledes som den her paa dette Gebet træder os imøde, saa er det Charakteristiske for den, at den er saaledes beskjæf-tiget med sig selv, at den forsømmer at realisere sig i de ydre Livsformer. Den flygter bort fra disse og erklærer Fromheden for at være Livets eneste Arbejde. Den Maalestok derfor, som den anlægger for de forskjellige Fremtoninger paa det sociale Livs Gebet, er en heltigjennem praktisk Nyttighedsbetragtning. Kunde en gaadan Handling ikke sættes i umiddelbar Relation til Sjælens Frelse, øvede den ingen direkte Indflydelse paa det christelige Livs Vakst og Udvikling, saaat en Fremgang i det Gode og en Bortvendelse fra det Onde kunde paavises som Frugten deraf, saa var dermed Staven brudt over den. Saaledes se vi i de ovenfor citerede, forøv-rigt moderate, Ytringer af Spener om Skuespil, hvorledes den moralske Nytte er det Synspunkt, hvorfra han bedømmer Kunsten. Derfor heder det ogsaa i det pietistiske Sprog, at den, der lader sig det være Alvor med sin Christendom, vil i Omsorgen for sin Sjæls Frelse have en saadan Opgave for sig, at han ingen Tid vil have til Deltagelse i de saakaldte Middelting. Det Alvor, som heri udtaler sig, skal anerkjendes, men Ensidigheden er ogsaa aabenbar. Istedetfor at være en Kilde, der ud-sender sine friske Strømme over Livet i dets hele rige Mangfoldighed, bliver Fromheden forvandlet til en stille-staaende Brønd, i hvis Dyb det vistnok kan gjære og bruse, men som dog ikke er istand til at befrugte det menneskelige Livs Marker. Men denne Form af Fromheden, hvorved denne afspærrer sig ligeoverfor de menneskelige Interesser og vender sig mere indad end udad, viser igjen tilbage til den Ufrihed og Ængstelighed, der overhovedet charakteriserer det pietistiske Liv. Denne

Grundcharakter ved den pietistiske Fromhed maatte nødvendigvis stille Pietisten i et indifferent, ja fiendtligt Forhold til disse Livsformer. Pietistens christelige Liv mangler jo Fasthed og Holdning; med Ængstelighed be-væger han sig frem gjennem Livet; thi han har ikke fundet den fulde Hvile i Gnds Naade. Hans Forhold til Gud kan mere lignes med en krampagtig Kamp for at holde Gud fast end med et Barns tillidsfulde Liv i Sam-fundet med sin Fader. Men er dette saa, kan det da undre os, at Christendommens Alvor hviler som en saa trykkende og tung Byrde paa ham, at Driften til at lade sin Fromhed virksomt træde ud og give Formerne sit Præg tilintetgjøres? Hans Forhold til Verden vil derfor blot kunne blive et negativt.

Paa dette Punkt træder Forskjellen mellem den pietistiske og den gammellutherske Fromhed klart frem. For Luther selv var den Lovmæssighed, den Bundet-hed af de ydre Former og den Verdensskyhed, som ud-taler sig i Pietismen, en fremmed Ting. Med sit faste Fodfæste i Evangeliets Naade stillede han sig i et aner-kjendende Forhold til det Menneskelige og udtalte sig derfor ogsaa meget frit om Middeltingene. Hans frie Standpunkt var ogsaa væsentlig den lutherske Kirkes indtil Pietismens Fremspiren, om -det end maa siges, at da det christelige Liv i det 17de Aarhundrede begyndte at tabe sin Kraft, heller ikke det rette Forhold mellem det Christelige og Menneskelige blev bevaret, saaat Mis-brugen af det Menneskelige og dets forskjellige Ytringsformer blev et fremragende Træk i det christelige Livs Forfald. I Pietismen fremtræder nu det modsatte Extrem, men denne dens fiendtlige Stilling til de menneskelige Interesser har sikkerlig været til megen Skade for Udviklingen. Samtidig med Pietismens Optræden

skede der et mægtigt Opsving paa det naturlige Aands-livs Gebeter. Kunsten og den verdslige Videnskab rejste sig af den Dvale, hvori de under Theologiens Enelierre-dømme havde været nedsunkne, og søgte med ungdommelig Kraft at gjøre sig gjældende1). Det var en skjøn Opgave, som nu var stillet Pietismen, at sætte Christendommen i Forbindelse med disse Gebeter, saaat den og-saa her kunde blive den Livet beherskende Magt. Men Pietismen greb ikke denne Opgave. Megetmere stødte den disse Grene af Aandslivet bort fra sig som uforenelige med et sandt christeligt Liv. Hvad var Følgen? At der befæstede sig en Kløft mellem Kristendommen og de menneskelige Interesser, at disse, løsrevne fra den christelige Livsanskuelse, skjød en Udvikling og en Vækst, der i sin falske Selvstændighed blev et mægtigt Middel til at drage Menneskenes Hjerter bort fra Christendommen. Det Menneskelige og ikke det Christelige blev derfor Oplysningstidsalderens Program, og vi maa sige: Pietismen havde ved sin Miskjendelse af det Menneskeliges Ret selv givet Stødet til en Betragtning, der aldeles løsrev det fra det Christelige, stillede det op frit og uaf-hængigt og saa — kastede det Christelige overbord.

Vi gaa nu over til Betragtningen af Pietismens Forhold til Læren.

Pietismen optræder ikke som et Angreb paa den lutherske Kirkes Lære, men som en ejendommelig Bevæ-gelse paa Livets Gebet. Den er ikke fremgaaen af Uvilje

*) Sml. Tholuck, Dos kirehliche Lcbon. II, 48.

mod Kirkens Lære, men af Bestræbelsen for at hæve det Misforhold, der fandt Sted mellem Lære og Liv; den vil rejse Livet af den Dvale, hvori det var nedsunket. Kunde den nu end under dette sit Arbejde ledes til at fremsætte Anskuelser, afvigende fra Kirkens Opfatning, saa ere dog disse mere enkeltstaaende og træde i Bag-grunden for de Ejendommeligheder, som den udfolder indenfor Livets Enemærker. I det Hele og Store taget kan man vel sige, at den lader Kirketroens Sandhed ubestridt. Dens Ejendommelighed paa dette Felt ligger derfor ikke saa meget i dens Opfattelse af de enkelte Lærepunkter, som i dens Betragtning af Lærens Betydning overhovedet. Thi denne er en fra den lutherske Kirkes afvigende.

Kaste vi vort Blik først paa Spener selv, saa er vistnok Orthodoxiens Magt endnu stærk i ham, men der viser sig dog allerede hos ham de første Spirer til den Betragtning, der senere blev den for Pietismen charak-teristiske. Det var en almindelig Bebrejdelse, som rej-stes mod Spener fra de Orthodoxes Side, at han ikke med tilstrækkelig Kraft optraadte mod de Vildfarelser, hvori hans Tilhængere ofte gjorde sig skyldige. Denne Bebrejdelse var ikke ugrundet. For en Del hang nu dette sammen med et elskeligt Træk i hans Charakter, hans Mildhed og Sagtmodighed. Det kan ogsaa lige-overfor den ofte kjødelige Lidenskabelighed og Heftighed, hvormed de Orthodoxe gjorde enhver Differents til en Kardinalvildfarelse, være velgjørende for Ens Hjerte at møde en saadan irenisk Aand, hvis hele Forhold viser sig baaren og bestemt af christelig Kjærlighed. Men dette maa dog ikke gjøre os blinde for den Forpligtelse, der paahvilede ham som en Kirkens Tjener til at vaage over dens Sandhed, saaat den kunde bevares ren og plet-

fri. Zions Vægterc maa gjøre sin Gjerning med Sværdet ved sin Lænd (Neh. 4, 17) og være beredte til at føre Kampen uden Persons Anseelse. I denne Henseende lader Spener det meget mangle paa Kraft og Bestemthed. Interessen for det fromme Liv er fremherskende hos ham. Hvor han derfor træffer Mænd, der ligesom han have sat sig til Opgave at arbejde paa at indplante i Menighedens Hjerte en levende, praktisk Fromhed, der er han tilbøjelig til at overse de Mangler, der kunne klæbe ved deres Lære. Deri har man væsentlig at søge Forklaringsgrunden til den anerkjendende Stilling, han indtager til Mystikerne og Theosoferne, der dog i saa mauge Stykker virkede med til at nedbryde den lutherske Kirkes Mure. I deres Interesse for et praktisk christe-ligt Livs Fremme følte han en beslægtet Luftning. Heraf er ogsaa hans ejendommelige Stilling til Gottfried Arnold at forklare. Da denne Mand, der stod Pietismen meget nær, havde udgivet sin Kirke- og Kjætter-nistorie, der ved det Vrængebillede, den gav af den hele kirkehistoriske Udvikling, satte Theologerne i Fyr og Flamme, forholdt Spener sig aldeles taus og rolig, skjønt han som Begründer af en stor Bevægelse inden Kirken havde en særegen Opfordring til at udtale sig. Oghvad var Gründen til denne Taushed? Han har selv udtalt sig derom. Da han gjennem Andre havde faaet Underretning om Bogens Indhold og frygtede for, at han ikke vilde kunne billige den, afholdt han sig ganske fra at læse den, forat han ikke skulde blive nødt til at udtale sin Dom over den og derved støde an paa den ene eller den anden Side,). Det er klart: Lærens Renhed har

for ham ikke mere den Betydning, som den hidtil havde

]) Se Hossbach II, 84.

havde liavt for de lutherske Theologer. Det er tillige utvivlsomt, at han ved denne sin Svaghed ligeoverfor dein, med hvem lian følte sig paa fælles Grund, har skadet Kirkens Udvikling. Den nye Bevægelse kom derved til at savne den korrigerende og tugtende Indflydelse, som Ingen bedre, end han, kunde have øvet.

Hos hans Tilhængere træder nu Læren end mere i Baggrunden. Man kan til Forklaring af denne Omrtæn-dighed henvise til den Kjendsgjerning, at Oppositionen altid har en Tilbøjelighed til at lade sin Modsigelse frem-træde i en extrem Form. Havde den forangaaende Tids Orthodoxi stillet Læren saaledes i Forgrunden, som om den var det eneste Kriterium paa sand Christendom, saa ledes Pietismen ved sin Modstand mod den til den mod-satte Yderlighed. Den vil styrte Læren fra dens Høj-sæde og sætte Livet paa dens Plads; ikke Læren, men Livet kommer det an paa; praktisk Fromhed bliver Felt-raabet. Saaledes afløse Modsætningerne hinanden. Men denne Undervurdering af Lærens Betydning staar ikke blot i en saadan udvortes Forbindelse med Pietismen, men er megetmere en nødvendig Konsekvents af det, der er Pietismens inderste Livsgrund, dens ensidige Betoning af den subjektive Fromhed. „Det er ikke nok med Vi-den; Christendommen bestaar megetmere i Praxis“, havde Spener sagt ’). Vi kjende vel den Tanke, som han forbandt med denne Ytring. Han vilde dermed sige, at Christendommen ikke var forhaanden der, hvor den kun som en Tanke hvilede i Menneskets Forstand, men kun der havde fuld Kealitet, hvor den udfoldede sig i et Liv i Kjærlighed. Men denne Tanke havde dog faaet etuhel-digt Udtryk; thi ogsaa her er Modsigelsen stillet paa

‘) Spener, Pia deBideria. p. 110.

Spidsen. Er det ikke, som om han for at give sin Ind-sigelsc mod Orthodoxismens Ensidighed den rette Kraft vil stille Modsætningen frem? Havde Orthodoxien været tilbøjelig til at sætte Christendommens Væsen i Læren, saa gav Speners Sats det Indtryk, at det fromme Liv alene konstituerede sand Christendom, og Læren ingen Betydning i denne Henseende havde. Livet var herved stillet frem i en falsk Selvstændighed ligcoverfor Læren. Liv og Lære vare løste ud af sin inderlige Forbindelse med hinandcn, og Grunden lagt til at lade Livet i Menig-hedens Bevidsthed blive Et og Alt, mcdcns Læren bliver den mere ligcgyldig. Saaledes har altsaa Pietismens In-differentisme sin Grund i, at det fromme Liv tildeles en Betydning, som ikke tilkommer det. Derfor kalder L tisch er dens Ejendommelighed paa dette Felt “en from-ladende Indiffcrentismus“, „weil insonderheit die dabei sich äussemde Verschwendung aller Gemüths-Kräffte auf die Strenge und Heiligkeit des Lebens verursacht, dass das übrige, insonderheit das vornehmste Mittel der See-ligkeit und die darinnen befindliche seligmachende Lehre nebst der wahren Religion bei Seit gesetzt, je nach und nach indifferent und verächtlich gemacht worden“1). Denne Ligegyldighed for Læren viste sig nærmest i den Sondring, som Pietismen foretog indenfor Læren mellem vigtige og uvigtige Artikler, en Sondring, som heltigjen-nem var baseret paa de enkelte Lærebestemmelsers umiddelbar praktiske Betydning. Hvor det ikke laa klart i Dagen, at en Lære bidrog til at nære Fromheden og styrke Helliggjørelsens Arbejde, der tilskrev man den en underordnet Betydning, ja reducerede den til at være en Bisag, hvis Antagelse eller Forkastelse var ligegyldig.

*) Tim. Ver. I, 148.

Man lod sig nøje med at opstille den Fordring, „dass man die Grundlehren nur nicht dergestalt verfälschen solle, dass sie ganz und gar zu aller seligmachenden Applikation entkräftet werden“ (Lange)’). Var saaledes den moralske Nytte hieven ophøjet til Maalestok for Lærens Vigtighed, saa var hermed Pietismens Forhold til de religiøse Eetninger, der opfyldte Tiden, bleven bestemt. Naar disse kun havde indskrevet Fromhed, Helliggjørelse paa sit Banner, saa flokkede ogsaa Pietis-terne sig om det. Hine arbejdede dog for det samme store Maal, som de, at lade Livets friske Flod gjennem-strømme det hensygnende Ivirkelegeme, og livad gjorde det saa, om de ikke i alle Punkter stemte overens med Kirkens Lære? De Orthodoxe havde drevet Polemiken for vidt og stemplet den mindste Afvigelse i Læren som Kjætteri. Nu vilde man kaste Polemiken overbord som uforenelig med en sand christelig Aand. Saa sluttede da Pietismen egne Forbindelser med Mystikere og Theoso-fer, med Mænd, som ivredc mod al kirkelig Orden og vilde omstyrte alle objektive Elementer i Kirken. Man høre kun den Lovtale, som J. Lange holder over Bre ekling! „Ich bleibe dabei“, siger han, „und bin dessen überzeugt, dass Hr. Breckling ein Zeuge der Wahrheit sei, ja ich sage noch einmahl, er sei ein theurer Zeuge der Wahrheit und ein zwar dem Amt und Tituln nach verachteter, aber doch erleuchteter Theologus der ewan-gelischen Kirche“ *). Og dog var denne Mand en af de ustyrlige Aander, som dengang gjennemstreifede de lutherske Lande og overalt nærede og befordrede de separatistiske Tendentser*). Med Rette kunde derfor de

‘) Se Tim. Ver. I, 161.

’) Se Tim. Ver. I, 685.

5) Herzogs Encykl. II, 347.

Orthodoxe bebrejde de pietistiske Lærere, at de sluttede Broderskab med allehaande Sværmere og Fanatikere og forsømte sit Kald, med Kraft ogEftertryk at modarbejde Vildfarelserne *). Men fra Ligegyldighed mod enkelte Stykker af Læren skred Pietismen snart videre til Indif-ferentisme ligeoverfor Læren overhovedet. „Es ist nichts ungereimteres“, siger Lange, „als die Anthithesis, da man statuiret, Gott könne und wolle weder des Menschen Herz zur Bekehrung noch seinen Himmel zur Mittheilung der Seeligkeit aufschliessen, es sei denn bei einem Menschen ein gewisser abgezirckelter ab-gemessner Vorrath von Ideen nach all.en Stücken völlig vorhanden“*). Pietismen har stirret sig saa blind paa Livet, at den har glemt, at Læren er Livets Grund. Hvad et Menneske i Troen har gjort til sin aan-delige Ejendom, vil bestemme hans Handlen. Bliver derfor ikke Roden bevaret ren for usunde Safter, vil det Liv, der voxer frem deraf, bære Mærker af sin Oprin-delse. Disse Tanker, som bare hele Reformationens Gjerning, beherske den kirkelige Udvikling ligetil Midten af det 17de Aarhundrede. Men da løsnes Baandene; gjennem fransk Indflydelse begynder Indifferentismen at løfte sit Hoved; Pietismen nærer og styrker den, saaat den bliver til en Magt i Tiden og arbeider derved Vantroen i Hændcrne. Med dyb Smerte over den heraf fremvoxende Fare siger Löscher: „Es- ist zu sorgen,

dass sich die Welt gar nichts von Ketzern wissen wolle, sondern über das so genannte Ketzermachen immermehr schelte und spotte, bis endlich aller Eiffer vor die Wahrheit dahin fallen und der Unglaube mit

‘) Tim. Ver. I, 571. G69. 670.

*) Lange, Aufrichtige Nachricht. VI, 90.

freier Stime wieder herumgchen wird“1). Ere ikke disse profetiske Ord paa en mærkelig Maade gaaede i Opfyldelse? Men Pietismen har ogsaa paa en mere positiv Maade virket med til at berede Vejen for den fremtræugende Rationalisme. Thi dennes stærke Frem-hævelse af det Moralske i Christendommen viser tilbage til Pietismcns ensidige Betoning af Menneskets egen Gjerning. Pietismen gjorde Begyndelscn ved at gjøre et Udvalg indenfor Christendommens Sandheder, saaat den kun tilegnede sig, hvad den kunde sætte i umiddelbar Relation til det fromme Livs Befordring, og lod det øvrige Sandhedsstof ligge. Rationalismen trak Konse-kventsen, idet den ligefrem opstillede den moralske Forbedring som Prøvesten for det Guddommelige i Skriften og derved reducerede den hele Christendom til en blot og bar Moral.

Ilavde Læren ingen bøjere Betydning for Pietismen, saa var hermed og givet det Forhold, hvori den maatte stille sig til den theologiske Videnskab. Vi have seet, at den daværende orthodoxe Theologi led af mange og store Ensidigheder. En ny Scholastik havde trængt sig ind i den; det dogmatiske Studium havde fortrængt det exegetiske, og hele Theologien var bleven løsreven fra sin inderlige Forbindelse med Menighedslivet. Naar derfor Pietismen klagede over disse Mangler og krævede, at Theologien maatte føres tilbage til en højere Grad af Simpelhed og Naturlighed, da havde den sikkerlig Ret. Den krævede, at Dogmatiken skulde opbygges paa et dybt og indgaaende Skriftstudium, og Theologien i det Hele stilles i et nærmere Forhold til Livets praktiske Behov, saaat atter en gavnlig Vexelvirkning mellem begge

‘) Tim. Ver. II, Vorrede.

kunde oprettes. Det lader sig ikke negte, at Pietismen i denne Henseende har øvet en vækkende Indflydelse. Navnlig maa det siges, at den i den første Tid kunde fremvise Mænd, der paa Skriftstudiets Gebet ydede ikke saa Lidet og bidroge til at vække og nære Sandsen derfor. Men disse Mænd ere dog faa, og efterhaanden som disse dø bort, træder Pietismens Mangel paa videnska-belig Kraft klart frem. Thi de Mænd, som nu blive Pietismens Ordførere, ere alle saadanne, der kun have ydet saare Lidet for Theologiens Udvikling og idethele inde-havde et Lavmaal af videnskabelig Dannelse. Spørge vi efter Grunden til dette Fænomen, saa ligger den efter det forhen Udviklede klart i Dagen. Hvor Fromheden gjøres til Livets eneste Livsopgave, der vil Alt, livad der ikke kan sættes i umiddelbar Relation til den, tabe sin Betydning. Saaledcs og Videnskaben. Ligeoverfor den altbeherskende praktiske Tendents følte man liden Lyst til videnskabelige Forskninger. Man var megetmere til-bøjelig til, hvor en varmere videnskabelig Interesse rørte sig, at betragte det som et Vidnesbyrd om, at det ene Fornødne ikke havde vundet ret Magt i Hjertet. Saale-des kvaltes ofte den videnskabelige Drift i sin Fødsel! I sin Theologi vilde man nu udrense den orthodoxes Skjævheder og fremforalt arbejde paa Scholastikens Bort-Qernelse. Derfor forkastede man enhver strengere Be-grebsudvikling! Man vilde sætte Theologien i Forbindelse med det praktiske Liv. Derfor udviskede man dens videnskabelige Charakter og satte Opbyggelse til dens Forinaal! Thi ogsaa Videnskaben skulde virke umiddelbart til Fromhedens Befordring. Naar de theo-logiske Professorer mere ansaa det som sit Kald, „af sine Theologer at gjøre Christne, end af ungeChristne

Theologer“’), saa siger det sig selv, at den Slægt af Gejstlige, som udgik fra disse Universiteter, i en sørgelig Grad maatte mangle theologisk Dygtighed og videnska-belig Aand. En Reorganisation af den theologiske Viden-skab var derfor Pietismen aldeles uskikket til at bringe istand. Til at kunne anvende sine Aandskræfter paa et saadant Arbejde er den altfor meget optagen af sine fromme Øvelser og mangler i altfor høj Grad det rette Syn for den store Betydning, som Lærens Renhed og en sund og sand videnskabelig Theologi har for Kirken. Dens Forhold til Videnskaben er derfor i det Hele ikke et positivt befordrende, men et negativt. Den har rettet skarpe Angreb paa den bestaaende Theologi og klaget bitterligen over alle dens Mangler, men ikke formaaet at skabe ud af sig en Theologi, der paa samme Tid, som den havde den gamle Theologies Fasthed og Konsekvents, tillige tilfredsstillede de Livets Krav, som Pietismen holdt frem. Pietismen har peget paa de store Opgaver, som forelaa, men ikke formaaet at løse dem. Denne dens blot negative Virksomhed havde kun det sørgelige Resultat, at den orthodoxe Theologies Auktoritet blev brudt, uden at noget Bedre blev sat i Stedet. Herved har Pietismen tilføjet Kirken ubodelig Skade. Den orthodoxe Theologi havde vistnok sine store Skyggesider, men den var dog ikke et heltigjennem raaddent og forældet System, der var modent til Undergang. Den var Frugten af et alvorligt Aandsarbejde af Kirkens troeste og største Mænd og fremviste trods alle sine Mangler en indre Sammenhæng og Enhed, der maa fremkalde Beundring. Den havde sikkerligen derfor fortjent en bedre Skjæbne, end at trampes paa af en utaknemmelig Efterslægt.

‘) Tholuck, Geschichtc des Bationalismus. I, 15. Berlin 1865.

Hvilke Vaaben Orthodoxien var istand til at række sine Dyrkere, det viser sig i dens sidste fremragende Repræ-sentant, Löschers kraftige Kamp mod den frembry-dende Vantro’). Men han stod ene og forladt, og naar Pietisterne, Kirkens egne Børn, arbejdede paa at sløve de Pile, som udsendtes mod Sandhedens Fiender, kan man da undre sig over, at de Lidet eller Intet kunde udrette? En tung Skyld liayde derfor Pietismen paa-draget sig derved, at den havde baaret til Graven de tidligere Slægters Arbejde, der endnu havde Livets Kræf-ter i sig og kunde have været Kirken et kräftigt Værn mod den fremstormende Fiende. Saaledes stod da nu Kirken der, forladt af den theologiske Videnskab. Og dog krævedes det mere, end nogensinde, at Kirken havde Vaaben, hvormed den kunde slaa ned baade til Højre og Venstre. Thi det var mørke, stormfulde Tider, som nu brød frem. Allerede under Pietismens Blomstringstid begynder Rationalismen dristigen at ytre sig. „Ikke blot i enkelte, men i mange af Tidens Skrifter findes ikke blot Uhlich, men selv Wislicenus igjen”7). Og da nu Rationalismen fremtraadte i strengt videnskabelige Systemer, der paa Basis af grundige Forskninger og med Fastholden af de christelige Termini som et Hylle for sine Vildfarelser undergravede den kirkelige Tro, da stod Pietismen aldeles magtesløs ligeoverfor denne nye Be-vægelse. Den manglede baade det skarpe Blik for Farens Storhed, som Videnskaben kunde have givet den, og de Kundskaber og den videnskabelige Dygtighed, der kunde have sat den istand til at møde Rationalismen

‘) Sml» Moritz von Engelhardt, Valentin Ernst Löscher nach seinem Leben und Wirken, p. 275 flg. Stuttgart 1856.

*) Tholuck, Der Geist der lutherischen Theologen Wittenbergs, p. 285.

paa dens Felt. Letkjøbt var derfor den Sejer, Vantroen vandt; Kirken overgav sig saagodtsom uden Sværdslag. Saa holdt da Rationalismen sit Indtog i den christelige Kirke, og overalt flokkedes Skarerne om dens Banner. Pietismen trak sig tilbage til snævrere Kredse og ndfol-dede der et Liv, som, savnende Tankens Tugt, som oftest bar en sygelig og sværmerisk Charakter *).

Det staar nu tilbage at betragte Pietismens Forhold til Kirken.

Vi have i vor Fremstilling af Pietismens Ejendom-meligheder taget vort Udgangspunkt i dens Forhold til Retfærdiggjørelsen, fordi dens Væsen her træder os klarest imøde. Skulde vi imidlertid have gaaet den strengt historiske Vej, maatte vi have begyndt med at fremstille den særegne Stilling, den indtager til Kirken; thi fra denne er det, Pietismen, historisk taget, har sit Ud-spring.

Se vi tilbage paa Speners „pia desideria“, erindre vi, at det vigtigste Middel, han holdt frem til Kirkens Forbedring, var Indskjærpelsen af de Christnes alminde-lige Prestedømme og den gjennem dettes Udøvelse for-midlede større Udbredelse af Guds Ord. Det christelige Livs store Forfald stod for hans Betragtning som for en stor Del begründet i den Uselvstændigheds- og Umyn-dighedstilstand, hvori Menigheden havde befundet sig. At gjenoplive hos den Ideen om „det almindelige Prestedømme“, saaat den blev sig bevidst baåde sine Rettig-

‘) Sml. Heinrich Stilling, Theobald oder die Schwärmer. Leipzig 1797.

heder og Pligter i denne Henseende, var derfor et Tidens Krav. Men paa Grund af det mægtige, altbeherskende Cæsareopapi ansaa han det for umuligt paa Kirkeforfatnin-gens Gebet at bringe denne Menighedens Ret til Anerkjen-delse og skaffe den Udtryk i bestemte legale Former. Et Surrogat herfor mente han at finde i de saakaldte „collegia pietatis“. Presten skulde samle omkring sig dem, hos hvem han sporede et christeligt Liv, lede dem „til Læsning af Skriften og andre gudelige Bøger“, herved og „ved nogle Øvelser og christelig opbyggelig Konversation“ føre dem til en sand Tilegnelse af Christendommen og „saaledes, saavidt Tiden tillader ham det, forholde sig til dem, som om de alene af hans Menighed vare ham anbetroede“ ’). Saaledes skulde der dannes indenfor Menighederne smaa christelige Kredsc, „eccle-siolæ in ecclesia“, hos hvem Lyset skulde bringes til at blusse højt og kraftigt, saaat de lokkende og dragende Straaler kunde udgaa til den udenfor i Mørket værende store Hob. Der vilde herved dannes en Flok af „sande Kjerne-Christne, som vilde være som en Surdejg, der ved gudfrygtigt Liv, Exempel og efter Lejlighed broderlige Formaninger vilde være istand til at opbygge Andre og saaledes lette Prestens Arbejde uden at gjøre Indgreb i hans Embede“*). Det fortrinligste Middel nu til at plante saadanne „ecclesiolæ in ecclesia“, til Uddannelse af saadanne „Kjerne-Christne“ skulde Husforsamlingerne, „collegia pietatis“, være. De skulde være Udgangspunk-tet for det nye Livs Vækkelse. Her skulde Lægfolkets Gaver og Kræfter tages i Brug; thi her skulde i Kraft af det almindelige Prestedømme under Prestens Direktion

’) Spener, Theologische Bedenken. HI, 13*.

*) Ibid.

Flere kunne optræde og tale til Opbyggelse over det foreliggende Thema, saaat ud fra Menighedens egen Midte det christelige Liv skulde vækkes og næres. Hvad der gav disse Forsamlinger deres Betydning, var derfor ikke saa meget den Adgang, der aabnedes for Presten til en større Indflydelse paa de enkelte Menighedslemmer, som den Virksomhed, der her udfoldedes af Menighedslem-mcme selv. Prestens Rolle var væsentlig den, at paase, at Alt gik sømmeligt og ordentligt til; han skulde lige-som danne Bindemidlet mellem disse Forsamlinger og Kirken og ved sin Tilstedeværelse paatrvkke dem et kirkeligt Præg. Det Charakteristiske ved dem var altsaa, at de skulde være et Udtryk for de Christnes alminde-lige Prestedømme. Derfor vare de handlende og virkende Personer egentlig de enkelte Menighedslemmer, gjennem hvis vækkende og opbyggende Tale Livet igjen skulde rejse sig af sin Grav og Kirken idethele bringes i en herligere Stand. Med Hensyn til disse Forsamlin-gers Forhold til Ordets offentlige Forkyndelse betragtede Spener dem som supplerende Midler, der „ved Siden af Prædikantens Ord og Embede“ skulde tjene til Menighedens Opbyggelse,). Men dog var for ham „collegia pietatis“ fornemmelig Amestedet for det nye Livs Væk-kelse. De stod for ham som Hovedmidlet til Kirkens Rejsning: „Vel hoc modo vel nullo ecclesiæ consuletur“*) og paa et andet Sted: „Fallor, aut hæc sola ratio est, qua ecclesiæ consuletur“ *).

Naar vi nu skulle bedømme denne for den lutherske Kirke hidtil fremmede4) Indretning, saa vil det første

‘) Sml. Spener, Theologische Bedenken. III, 143.

’) Ibid.

*) Ibid. Ill, 130,

*) Ganske fremmed var den dog ikke. lalfald anfører Spener to lu-Piet. Begreb og Væscn. 6

Spørgsmaal være, hvorledes den stemmer overens med de lutherske Principer. Den lutherske Kirke har ikke erklæret sig mod Husforsamlinger, hvor Lægfolk gjensidig søge at befordre og nære hinandens christelige Liv, naar de nemlig bevare sin private Charakter. De kunne giyes en saadan Begrænsning, at de kirkelige Skranker ikke overskrides. Men med de pietistiske Konventikler var det dog et ganske særeget Forhold. Thi ved den fremragende Betydning, som blev tillagt dem som den Kilde, hvorfra Livets Strømme skulde ud-gaa over Menigheden, vare de rykkede ud af sin private Sfære og paatrykte en offentlig Charakter. Husforsam-lingerne rykkede herved op ved Siden af den offentlige Gudstjeneste; Lægmandens Prædiken i Forsamlingerne stilledes jævnsides med Præstens Prædiken i Kirkcrne, og blev nu Hovedaccenten lagt paa Husforsamlingerne, paa det Livets Ord, som udgik derfra, som Frelsemiddel for Kirkén, saa var hermed det Princip udtalt, at ikke Kirken, men „collegia pietatis“ skulde være det Sted, hvor Menigheden væsentlig skulde søge Næring for sit aandelige Liv. Men dette er ganske imod den lutherske Kirkes Betragtning. Idet Luther ligeoverfor det romerske Embedsbegrcb løftede højt frem for Menigheden Læren om det almindelige Prestedømme og mindede’de Christne ora deres deraf flydende Rettigheder og Pligter, saa søgte han dog at bestemme skarpt Grænselinien mellem det almindelige Prestedømme og det kirkelige Embede. Vistnok, lærte han, ere alle Christne Prester og haye som saadanne de prestelige Rettigheder og Pligter. Men den Enkelte kan dog ikke uden videre optræde

therske Prester som sine Forgjæugerc, Freuten Berger i Schwein-fnrt og Spizel i Augsburg. Theol. Bedenk. III, 547.

og udøve disse. Thi fordi Retten tilhører den hele Me-nighed, er den Enkeltes Ret begrændset af de Andres Ret, og han vil ikke uden at krænke denne kunne gjøre gjældende det umiddelbart prestelige Kald, som i Kraft af hans Daab tilkommer ham. Saaledes fremgaar allerede af det almindelige Prestedømme Nødvendigheden af et særeget kirkeligt Embede, der kan være Kirkens Organ og paa dens Vegne udøve, hvad der er de Christnes almindelige Pligt. Denne i Sagens Natur liggende Nød-vendighed mødes nu med den guddommelige Indstiftelse, der kræver, at et saadant Embede skal existere inden Menigheden. Herved er Forholdet mellem det almindelige Prestedømme og det kirkelige Embede klart og skarpt bestemt. Det er hermed sagt, at det almindelige Prestedømme ikke hjemler den enkelte Christen nogen Ret til at optræde offentligen som Ordets Forkynder inden Menigheden, at tvertimod Ordets Forkvndelse og Sakramenternes Forvaltning er lagt i det gejstlige Em-bedes Ilaand. „Fra Begyndelsen af har Luther lært saaledes og dermed, saavidt det stod til ham, søgt for alle Tider at forebygge Lærevilkaarlighed og Læreuorden“ ’). Disse Tanker er det da opaa, som havegivet sigUdtryk i den augsburgske Konfessions Artikel XIV. I Theorien bekjender nu Spener sig vistnok til disse Luthers Anskuelser, men der spørges, om ikke den Stilling, som han anviser „collegia pietatis“, involverer en Krænkelse af disse lutherske Principer. Dette kan ikke negtes. Thi medens efter luthersk Betragtning Ordets Embede er an-betroet Presten, og saaledes Kirken er det Sted. hvorfra Livets Vækkelse og Næring skal udgaa, er gjennem „col-

’) Gustav Plitt, Einleitung in die Augustana II, 372, hvem vi have fulgt i denne vor Fremstilling af Luthers Anskuelser.

legia pietatis“ det Princip kommet frem, at de enkelte Menighedslemmers egen Selwirksomhed i Husforsamlin-gerne skal være det væsentligste Middel til at blæse Liv i de døde Ben. Herved er den offentlige Lærervirksom-hed bleven lagt i Lægmandens Haand; Grænserne mellem det almindelige Prestedømme og det kirkelige Embede ere blevne udviskede, og dette sidste rykket ud af sin centrale Stilling og tildelt en mere underordnet Betydning for Menighedslivets Udvikling. Var der saaledes i disse Forsamlingers eget Væsen en ukirkelig Grundsæt-ning kommen tilorde, saa formaaede den politimæssige Rolle, som var anvist den Gejstlige i disse Forsamlinger, aldeles ikke at give disse den krævede kirkelige Charakter. Hertil kom, at disse Forsamlinger meget ofte bleve holdte uden Prestens Nærværelse og Tilsyn.

Hermed er dog ikke Sagen afgjort. Thi naar den lutherske Kirke med Bestemthed har erklæret sig imod enhver offentlig Lærervirksomhed af Lægmanden og søgt at knytte Menigheden fast til Kirken og de Midler til Livets Næring, som der. har at byde over, saa er dog denne faste Kirkeorden kun bunden til saadanne ordnede Forholde, hvor Kirkelivets Udvikling ikke er hindret. Men saadanne, kunde man sige, vare netop paa Speners Tid ikke forhaanden. Det var en Nødstilstand, hvori Kirken da befandt sig, idet de Gejstlige ikke med tilstrækkeligt Alvor opfattede sin Pligt som Menighedens Hyrder til at arbejde paa et christeligt Livs Frcmvækst Og Nøden bryder alle Love; thi extraordinære Tider kræve extraordinaire Midler. Spørgsmaalet vil altsaa, nærmere bestemt, blive, om Tidens Beskaffenhed var af den Art, at den krævede som eneste Botemiddel en Institution, som igrunden var fremmed for den lutherske Kirkes Væsen? Eller, for at fremsætte Spørgsmaalet i en almindeligere

Form, naar skal Nøden siges at være saa stor, at den i Guds Ord og Kirkens Bekjendelse grundede Regel kan brydes? Skal ikke Kirken fuldstændig kastes i Vilkaar-lighedens Vold, maa den søge at forebygge, at den Nød, der altid vil ledsage den stridende Kirke paa dens tunge Udviklingsgang, bliver forvekslet med den extraordinære og saaledes opfattet som berettigende til at kuldkaste den kirkelige Ordeu. Derfor opstillede Luther skarpt bestemte Grundsætninger, hvorefter Nøden skulde bedømmes. „Wenn Einer ist“, siger han’), „an dem Ort, da keine Christen sind, da darf er keines ändern Berufs, denn dass er ein Christ ist, inwendig von Gott berufen und gesalbet; da ist er schuldig den irrenden Beiden oder Unchristen zu predigen und zu lehren das Evangelium, aus Pflicht brüderlicher Liebe. — Denn in solchem Falle siehet ein Christ aus brüderlicher Liebe die Noth der armen verdorbenen Seelen an und wartet nicht, ob ihm Befehl oder Briefe von Fürsten oder Bischöfen gegeben werden, denn Noth bricht alle Gesetze und hat keine Gesetze; so ist die Liebe schuldig zu helfen, wo sonst Niemand ist, der hilft oder helfen sollte. — Ja ein Christ hat soviel Macht, dass er auch mitten unter den Christen, unberufen durch Menschen, mag und soll auftreten und lehren, wo er siehet, dass der Lehrer daselbst fehlet (d. e. fører Vranglære), so doch dass es sittig und züchtig zugehe“. „Overalt, hvor Reformatoren talte om at lære uden ydre Kald, betonede han den tvingende Nød og indskrænkede den udtrykkelig og strengt til disse Tilfælde“2). Maalt med denne Maa-lestok, kan det ikke være tvivlsomt for os, at de kirke-

‘) Luthers Yærter. Bd. XXII, 147.

5) G. Plitt, Einleitung in die Augiutunu. II, 373.

lige Forholde paa Speners Tid ikke relfærdiggjorde Anvendelsen af et Middel, der dog i sig indesluttede saa mange kirkeopløsende Spirer. Vel er det sandt, at de Gejstliges ensidige Bestræbelser for Lærens Renhed havde sløvet deres Blik for Livets Interesser, saaat Ordet i Kir-kerne, om end forkyndt purt og rent, ofte ikke lød i Aands og krafts Bevisning. Men det maa dog erindres, ikke blot at Gejstligheden ikke var i den Grad blottet for aandeligt Liv, som man har forestillet sig, men ogsaa, at den med Kraft havde arbejdet paa at rejse igjen de kirkelige Institutioner, som Trediveaarskrigen havde ned-brudt. Kirken stod der altsaa med faste kirkelige Ordninger, og ikke blot det, men disse øvede en stærk Magt over Gemytterne. Denne viste sig i deres Tilslutning til Kirkens Lære, deres Lydighed mod dens Ordninger og den samvittighedsfulde Deltagelse i Gudstjenesten. Det havde været Reformatorernes Bestræbelser at knytte Menigheden fast til de kirkelige Former, saaat disse kunde beherske og bestemme dens christelige Liv i dets hele Udvikling; gjennem den kirkelige Kultus skulde det hele Liv gjøres til et kirkeligt-gudstjenstligt1). Det havde lykkedes i den Grad, at, selv da Livet begyndte at liensygne, Formerne endnu bevarede sin Magt. Denne kirkelige Aand, som beherskede den orthodoxe Tid, var tiltrods for den aandelige Dødstilstand, som ofte var dens Ledsager, et af denne Tids store Fortrin. Kirken havde deri et sikkert Greb i Masserne, en Borgen for, at de vilde lytte til dens Ord, og dermed et fast Tilknytningspunkt for en vækkende Indflydelse paa de døde Menig-hedslemmer. Pietismen havde lidet Syn for Betydningen af Tidens Kirkelighed. Den fæstede ensidig sit Blik paa

‘) Tholuck, Das kirchliche Leben. I, 118.

det meget „opus operatum“, som var sammenknyttet med den. Hvor klart den derfor end i det Hele og Store saa sit Kald, at gjenoplive Fromheden, saa var den herved let udsat for at gribe fejl af Midlerne. Under saadanne ordnede Forholde burde den, istedetfor at gribe til ex-traordinære Forholdsregler, have seet sin Opgave deri, at knytte den nye Vækkelse fast til Tidens kirkelige Aand, med Glæde have benyttet sig af det Tilknytningspunkt, som Folkets Sammenslutning med Kirken frembød, for saaledes at lade Livets Strømme igjen belive de kirkelige Former, Hermed skal ikke være udtalt, at Husfor-samlingerne da vilde have været absolut udelukkede — thi disse kunne, som sagt, gives en saadan kirkelig Be-grænsning, at de ikke ville stride med de lutherske Prin-ciper, — men en aldeles underordnet Plads maatte da anvises dem, og den offentlige Gudstjeneste med Ordets Forkyndelse og Sakramcnternes Forvaltning stilles i For-grunden som det christelige Livs Kilde og Udgangspunkt. Herved vilde der rigtignok kræves en Virksomhed fra Gejstlighedens Side, hvortil dens hele Retning kunde synes at gjøre den lidet skikket. Men Gejtligheden havde dog vist ved det Bifald, hvormed den idethele modtog Speners „pia desideria“, at det var muligt at vække dens Interesse for det christelige Livs Fremvækst, og det lader sig vel sige, at den Modstand, som senere rejstes fra en Del af Gejstligheden, for en ikke ringe Del havde sin Grund i de Forvildelser, som Pietismen affødte, og fornemmelig i den Forrykkelse af Gejstlighedens Stilling i Menigheden, som „collegia pietatis“ viste sig at bære i sit Skjød. Thi hele dette Forslag hvilede jo paa den Forudsætning, at man fra Gejstlighedens Side Lidet eller Intet kuude vente, og at derfor Menigheden maatte tage

Sagen i sin Haand for gjennem sin Virksomhed at skabe det Liv, der egentlig skulde fremgaa af Gejstlighedens Forkyndelse. En skjæv Stilling var unegtelig herved bleven Gejstligheden anvist. Rigtignok er den hermed ikke retfærdiggjort, naar den lod Bevægelsen gaa sine egne Veje, men den Beskyldning, man paa Grund heraf rejste imod den for fuldstændig Mangel paa aandeligt Liv, taber dog herved en stor Del af sin Braad.

Betragte vi nu Virkningerne af „collegia pietatis“, saa vare de store og dybt indgribende. Det lykkedes over al Forventning at vække Liv i Kirken. Tusinder af Sjæle reves ud af sin Sløvhed til en levende Fromhed. Men denne Fromhed var dog ikke mere den g a mm e 11 u the r ske. Vi have allerede seet, hvilken ejendommelig Charakter den fik ved Pietismens Stilling til Retfærdiggjørelseslæren, men ogsaa Pietismens løse Forbindelse med Kirken maatte give dens Fromhed et særeget Præg.

Den Spire til Ringeagt for Gejstligheden, som laa i disse „collegia pietatis“ selv, udviklede sig mere og mere. Ikke Gejstligheden, men Menigheden skulde jo nu nærmest arbejde for Livets Vækkelse. Menigheden kom herved til at indtage en falsk Selvstændighed ligeoverfor Lærerstanden; den unddrog sig dennes Ledelse og vilde paa egen Haand iværksætte Kirkeus Opbyggelse. Kirken tabte herved Garantien for, at det Ord, hvormed man vilde opbyggo den, ogsaa var et Sandhedens Ord. Menigheden blev, da den savnede Vejledning af Mænd med Evne til at bedømme Vildfarelserne og værne den imod dem, udsat for at blive et Bytte for Mystikere og Svær-mere. Dette skede ogsaa i ikke ringe Udstrækning. Men denne Fjernelse fra Embedsstanden maatte ogsaa

have til Følge, at den offentlige Gudstjeneste med de Midler til det aandelige Livs Næring, som den gjennem Presten fremrakte, ikke blev for Pietisten, hvad den skulde være. Ikke sjelden blev Deltagelsen i Gudstjenesten aldeles forsømt, navnlig naar den Gejstlige ikke havde sluttet sig til den nye Bevægelse; men selv der,’ hvor de endnu deltoge i den, følte de sig dog ikke ret hjemme; den hele Menigheds Forsamling i Guds Hus traadte i Skyggen for deres egne Konventikler. Den gjensidige Opbyggelse, de her øvede paa hinanden, var for dem et kraftigere Næringsmiddel for deres Tro, end do Midler, Kirken havde at yde. Medens Spener i „collegia pieta-tis“ kun saa et af Kirkens daværende Nød krævet Redningsmiddel for Kirken, opfattes de af hans Tilhængere som en for Kirkens Liv absolut nødvendig Institution, som man derfor vilde hævde en blivende Betydning. Derfor finde vi ogsaa, at, selv efterat det var lykkedes Pietismen at udsende rige Livsstrømme over Kirken og at anspore Tusinder af Gejstlige til med Kraft at ar-bejde for det christelige Livs Fremme, Konventikleme dog fremdeles bleve stillede i Forgrunden som det yje-sentligste Middel til Fromhedens Befordring. Men jo mere Pietismen skred fremad og udviklede sine Ensidig-heder, des mere blev ogsaa disse „collegia“ en Kilde, hvoraf et: usundt, sygeligt og sværmerisk Liv Yældede frem. I den senere Tid blev dette i den Grad det Al-mindelige, at en skarp Iagttager af Pietismen i dens senere Skikkelse og af de Sværmerier, der ofte forbandt sig med den, nemlig Jung Stilling, vil have sin Bog „Theobald“ betragtet som „et Sandhedens Vidnesbyrd mod særegne Forsamlinger, som have Religionen til Øje-med“; „im Anfang sind si gemeiniglich gutgemeint, aber allmälig mischt sich fast allemal die Schwärmerey dazu,

und so gehts zum Verderben und zum åussersten Nachtheil der Religion aus“ *).

En nærliggende Følge af „collegia pietatis“, som snart traadte for Dagen, var Fremkaldelsen af aandeligt Hovmod og separatistiske Tendentser hos Deltagerne i disse Fofsamlinger. Den Tanke, at de Fromme skulde udsondre sig fra de Øvrige til smaa Samfund og saale-des grundlægge „ecclesiolæ in ecclesia“, indesluttede i Virkeligheden saadanne separatistiske Spirer, som maatte bryde frem. Udsondringen strakte sig naturligen videre ogsaa til det sociale og kirkelige Liv overhovedet. ,,Ec-clesiola“ repræsenterede jo de Helliges Menighed, uden-for var Verden; af den vidste de sig revne ud og havde i sin Deltagelse i Konventiklerne et ydre Segl paa sin Udsondring. Hvad var naturligere, end at de saa ned paa de Øvrige og betragtede dem som Verdens Børu, der endnu vare bundne i Synden! Pietismen vil ikke besmitte sig med Verden og skyr den derfor. Men hvad er Verden? Den samme udvortes Opfattelse af Verden, som vi paapegede ved Pietismens Stilling til Adiafora, fremtræder ogsaa her. Ligesom den der udsondrede sig fra de ydre Livsformer, saaledes her fra den udvortes Omgang med Menneskene. Den opfatter ikke „Verden“ ethisk som den Aand, der styrer og regjerer i de Van-troes Sind og de deraf flydende Gjerninger, men den bliver hængende i det Ydre. Den beskjæftiger sig altfor meget med sine egne fromme Kredse, med at nære og pleje sin egen Fromhed og overlader dem, som endnu synes at staa i Verden, til sig selv. Christendominen faar saaledes ikke Anledning til at vise sin verdensovcr-

‘) Stilling, Theobald. II, 142. Kun da vil han tQlade aaadanne, naar Prædikanterne indfindc sig der og undervise Folket, p, 143.

vindende Magt. Pietismen glemmer, at det hører til den Christnes Pligt midt i Verden at lade sit Lys skinne, for at dets Straaler kunne smelte de haarde Hjerter og drage dem til Christendommen. De Christne skulle være Jordens Salt, men naar Saltet afsondres og bliver alene, kan det ikke vise sin Kraftl). „Thi hvorledes ‘skal man salte med Salt, naar det bortfjernes fra Maden? Hvorledes skal man oplyse et mørkt Værelse med et Lys, naar Lyset ikke sættes paa en Lysestage, men udenfor den tillukkede Dør?UJ). I den uhyggeligste Skikkelse fremtraadte denne Separatisme der, hvor den bevirkede Afhold fra den offentlige Gudstjeneste. Specielt var det Deltagelsen i Nadveren, hvorfra Pietisterne ikke sjelden unddroge sig for ikke at besmitte sig med Samfundet med Saadanne, der syntes dem at være uværdige Nad-vergjæster. Og hvor Pietisten deltog i den, var han, istedetfor at nedsænke sig med sin hele Sjæl i den høje Handling, kun altfor meget optagen af Reflexioner over de Kommunicerendes Værdighed og Uværdighed.

Laa der sanledes allerede i disse Konventikler selv en Spire til Separatisme, saa maatte denne end mere udvikles og næres ved den Ligegyldighed for Kirken og dens Sakramenter, som var Konventiklernes Frugt.

Idet for Pietisten ikke Kirken, men Opbyggelses-

1) Sml. Aug. H. Francke, Guerike, p. 191.

*) Ibid. p. 248. — Saa klart som Francke her end har udtrykt den

Christnes rette Forhold til Verden, saa synes han dog i sin Praxis

ikke at have ladet denne erkjendte Sandhed komme ret tilorde. Saaledes riser han efter Tholuck ligeoverfor Verdensbørn „eine unliebenswürdige Sprödigkeit“, og Thomasius fortællcr, at han ved en Prædiken af Francke om Hødvendighedcn of ogsaa i den borgerlige Konversation at trække sig tilbage fra de Ikke-Gjenfødte er

blevcn bcvæget til for bestandig at sky Franckes Prædikener.

Tholuck, Geschichte des Rationalismus. I, 20.

92 .

forsamlingen er det christelige Livs Kilde og Næringssted, faa Sakramenterne ingen Plads i hans christelige Bevidst-hed. Han ved sig vistnok som den, der gjennem Daa-ben engang er bleven gjenfødt til et nyt Liv, men saa er der indtraadt et Brud i hans christelige Livs Udvik-ling, der synes ham at have rykket ham ud af enhver Forbindelse med Daaben. Nu blev han gjennem Ordets Forkyndelse i Konventiklerne ført til Omvendelse; paa denne fæster sig derfor hans Blik, naar han ser tilbage paa det christelige Livs Begyndelse; med Daaben ved han ikke at finde sig rigtig tilrette. Havde han staaet i det rette Forhold til Kirken, vilde han have seet, at hans Omvendelse ogsaa var en Frugt af Daaben, at i denne som det kirkestiftendc Sakrament først Samfundet mcllem Gud og ham var bleven oprettet, og at dette Baand ikke brister selv der, hvor med Troen ogsaa det aandelige Liv er udslukket. Hans Troesliv blev derved som en Plante, hvis Rødder vare overskaarne; han tabte den sikre Grund under sine Fødder, som Daabens objektive Naadeakt vilde have givet ham; han berøvede sig selv den Trøst og Styrkelse for sin ængstede Samvittighed, som fra Daaben vilde have tilflydt ham, idet han ikke som Luther kunde sige: „Jeg er dog døbt; men er jeg døbt, saa er det mig tilsagt, at jeg skal være salig og have det evige Liv baade til Sjæl og Legeme“1). Men ikke blot gav dette hans Liv en usikker Holdning, men det berøvede ham ogsaa Evnen til en ret Bedømmelse af de Uomvendte. Idet han ikke sporer hos dem Chri-stenlivets Mærker, overser han let, at de, om de end ikke i egentlig Forstand høre Kirken til, dog ikke ere

1) Luthers store Xatcchismua (Konkordiebogen, Cssparis og Johnson» Overaættelse, p. 318. Mttllera Udgave, p. 492).

udelukkede fra enhver Forbindelse med den. I Kraft af deres Daab ere de indlemmede i det udvortes Kirke-samfund og ere som saadanne Gjenstand for Aandens fortsatte Indvirkning gjennem Ordet og Sakramenterne. Er den end ikke bleven Drivkraften i deres Indre, saa øver den dog sit stadige Arbejde paa deres Sjæle og udøser sine Naadesstrømme over dem, indtil Hjertedøren aabnes, eller Menneskets Forhærdelse gjør enhver frelsende Indvirkning umulig. Idet Pietisten miskjendte denne Aandens skjulte Virken, blev Kløften mellcm ham og den Ikke-Troende en uoverstigelig. Saaledes maatte og Ringeagten for Sakramenterne bidrage Sit til at nære den separatistiske Aand. Pietismen har idetbele ikke det rette Blik paa det udvortes Kirkesamfund. Den stnar vistnok indenfor dette, men har dog egentlig sit aandeligc Livs Kilder udenfor det, i sine egne smaa Samfund, hvor de Troende gjensidig arbejde paa hinandens Sjælefrelse. I Overensstemmelse hermed fæster Pietismen ensidigen sit Blik paa Kirken som „congregatio sanctorum“, medens dens Stilling som en Frelsesinstitution, der gjennem Ordet og Sakramenterne udøver sin frelsende Virksomhed, træder tilbage for dens Bevidsthed. „Ecclesiola“ er for den Alt; den synlige Kirke, der gjennem Sakramenternes objektive Baand indeslutter i sig baade Fromme oglkke-Fromme, føler den sig kun i ringe Grad sammenknyttet med. Ligesom den herved er let udsat. for at overvurdere sin egen Gjerning paa Naademidlernes Bekostning, saaledes er den ogsaa stillet i Fare for at gribe fejl af Kirkens Kriterier. Thi det er nu lagt den nær istedetfor Ordet og Sakramenterne at lade de Troendes hellige Liv rykke op til at blive Kjendetegnet paa Kirkens Forhaan-denværen. Det er Pietismens Subjektivisme, som her leder den over i Donatisme. Vi sige ikke, at Pietismen

som en Helhed virkelig har opstiliet som sin Lære den donatistiske Sats, at de enkelte Lemmers subjektive Ren-hed og Hellighed giver Kirken dens Sandhed; men Spiren til en saadan Betragtning var dog given i dens ensidige Fremhævelse af Kirken som et Troessamfund med Miskjendelse af dens Yderside, efter hvilken den som Naademidlernes Bærer er de Troendes Moder.

Dette donatistiske Element kommer navnlig til Aa-benbarelse paa Kirketugtens Gebet. Vel ophøjer den ikke Kirketugten ligefrem til et Dogme eller gjør dens fuldstændige Udøvelse til en ubetinget Nødvendighed for Kirken, men i sin Anvendelse af den viser den dog ofte en Tilbøjelighed til at ville fremstille en Menighed af lutter Hellige. Medens saaledes efter lutherske Grund-sætninger kun de skulle udelukkes fra Nadveren, hvis Uværdighed er aabcnbar, vil Pietismen ogsaa have dem ijernede, hvis Værdighed ikke ligger klart i Dagen. Den har herved gjort Presten til en Inkvisitor med den umulige Opgave, at granske Hjerter og Nyrer’).

Men ogsaa paa et andet Punkt fremtræder i Pietismen et donatistisk Træk, nemlig deri, at den gjør Ordets Kraft afhængig af Prædikantens Personlighed. Spener havde i sine „pia desideria“ fremhævet Vigtigheden af „at Kirken havde saadanne Prædikanter, som først og fremst selv ere sande Christne og dernæst have den guddommelige Visdom til ogsaa at føre Andre forsigtig paa Herrens Vej“s). Uden at bestride Ordets objektive Kraft vil han i Kirkens egen Interesse holde frem for Tidens slappede Bevidsthed, hvor Meget Menigheden ta-

1) SmL Kliefoth, Liturgische Abhandlungen. II, 436 flg., hvor navnlig Fremstillingen af Speners Forhold til „die Zweifelhaften“ her kommer i Betragtning.

*) Pia desideria, p. 125.

ber, naar dens Hyrder ikke selv ere besjælede af Christi Aand. Han gjør med Rette opmærksom paa, at om det end ikke kunde siges, „at de intet Godt kunde udrette“, saa vil dog „saadanne, som ikke have den sande Tro, ikke kunne udføre sit Embede saaledes, som de burde“. Thi et saadant Menneske, der staar udenfor den Hellig-Aands Lys, vil let være udsat for at falde af fra sin Or-thodoxi; han vil være udygtig til Bønnen, savne Aandens Visdom i sin Embedsførelse og ved sit Liv og onde Ex-ernpel hindre Ordet fra at gjøre sin Virkning paa Tilhørernes Hjerter. Men ved disse sunde Grundsætninger blev dog ikke hans Tilhængere staaende. Blikket var nu blevet henvendt paa Prædikanternes subjektive Fromhed, og ligesom Pietismen i det Hele betoner Fromheden ensidig, saaledes og her. Derved ledes den til at fråkjende en uigjenfødt Prædikants Embedsvirksomhed enhver Kraft til at frelse og opbygge Sjælene. Hvad en af Pietismens Forløbere *) ligefrem udtalte: „Tilhørernes Aand bliver kun da optændt, naar Prædikantens Aand brænder“, det bliver ogsaa Pietismens ledende Forestilling. Kun den gjenfødte Prædikant, hvis Ord er baaret af inderlig Kjær-lighed til Menigheden, kan forkynde Ordet med saliggjørende Virkning; kun den gjenfødte Prest er Christi Tjener, den uigjenfødte er en Ulv, fra hvem man maa fly. Saaledes er Tyngdepunktet flyttet fra Ordet selv til Be-skaffenheden af det Organ, hvorigjennem det lyder til Menigheden; det bliver Prædikantens Fromhed, som giver Ordet dets Kraft. Til en saadan Fornegtelse af Ordets iboende Kraft maatte og Pietismens Lære om den Uigjen-fødtes Theologi bidrage. Naar Spener i sine „pia desi-

1) ti r os sgeb au er (+ 1661), Wachteratimme aua dem vervrtiateten Zion, p. 101.

deria“ fremhævede Fromhedens Nødvendighed for Theo-logeme, gjorde han dette ikke blot i deres Embedsførel-ses Interesse, men fordi han betragtede Troen som en nødvendig Betingelse for den levende Indsigt i og for frugtbar Tilegnelse af Theologien. I denne Forbindelse var det, han fremsatte den Paastand, at en Uigjenfødts Theologi ingen sand Theologi var, men kun en „philoso-phia de rebus sacris“’). Han vil dermed kun sige, at en Uigjenfødt, fordi han ikke har Aandcns Lys i sit Hjerte, ikke kan have nogen personlig, levende Erfaring om Lærens Sandhed, og at hans Theologi, som fremgaaen af hans blot naturlige intellektuelle Evner, ikke fortjener Theologiens Navn, men han vil aldeles ikke bestride hans Erkjendelses objektive Sandhed og dermed dens troes-skabende Kraft. Paa dette Standpunkt bleve imidlertid ikke hans Tilhængefe staaende. De sluttede sig til Spener deri, at de betragtede den Uigjcnfødtcs Theologi som heltigjennem et Produkt af hans naturlige Evner og Kræf-ter, medens de Orthodoxe mente, at hvor hans Lære var orthodox, der var den, som øst ud af Skriften, formidlet ved en forberedende Naadevirkning paa Aandcn. Men Speners Sats om den Uigjenfødtes Theologi fik hos hans Tilhængere en anden Fortolkning. Thi som stammende fra Naturgrunden, frakjendtes den ogsaa den objektive Sandhed. Man tillagde Skriften en dobbelt Mening, den bogstavelige og den aandelige; den bogstavelige kunde det naturlige Menneske tilegne sig, ikke den aandelige; efter Ordlyden kunde han vistnok have tilegnet sig Sandheden, men da den aandelige Mening var skjult for ham, kunde han ikke forbinde de rigtige Forestillinger dermed. Efter dette maa med Nødvendighed den uigjenfødte Theo-

l) Pia degideria, p. 134.

logs Lære være opblandet med Vildfarelse. Pietisterne skred nu ofte videre og betegnede en saadan Theologi som den, der var blot naturlig, for kjødelig, ja for en djævelsk Theologi ’)• Pietismen gaar i disse sine Anskuelser ud fra den rigtige Tanke, at kun den, der har er-faret Sandhedens Kraft paa sit eget Hjerte, kan siges at have den fulde levende Indsigt i den. Thi han har er-faret dens Velsignelse over sit Liv og dermed faaet et Syn for dens Fylde og Rigdom, som den Ikke-Troende ikke har. Men denne Tanke giver Pietismen en saadan falsk Overspænding, at den ikke vil anerkjende nogen objektiv sand Erkjendelse af den guddommelige Sandhed der, hvor denne ikke er traadt i en levende Forbindelse med Menneskets inderste Jeg. Den kræver, at Hjertets Fromhed og Viljens Renhed først skal være tilstede, før-end Erkjendelsen kan indtræde. Den har dermed forrykket det rette Forhold mellem Sandheden og Fromhe-den. Thi denne sidste er jo netop en Frugt af Sandhedens Kraft paa Hjertet og har dermed Sandhedens Erkjendelse til sin Forudsætning. Men Pietismen lader Lærens objektive Sandhed blive afhængig af Theologeas subjektive Fromhed, eller, for at bruge Löschers Ord, den adskiller ikke skarpt mellem Middel og Frugt, idet den kræver den modne Frugts Tilstedeværelse, førend Midlet til dens Frembringelse er forbaanden*).

Allerede dette tiygtige Rids af Pietismens Anskuelser i dette Punkt viser tilstrækkelig, at Pietismen i sin Subjektivisme betoner Prædikantens Fromhed saa ensidig, at

Med Hensyn til Udviklingen af de Orthodoxes og Pietisternes Strid om denne Sag, hvis Fremstilling ligger udenfor ror Opgave, henvise vi til AValch H, § 17—20 og Sclimid, p, 395—406.

2) Tim. Ver. I, 200. Med Hensyn til Löschers Opfattelse af denne Sag sml. navnlig hans udmærkede Fremstilling i den til Tim. Ver.

II føjede „Aufrichtige Vorstellung“ o. ». v.

Piet. Begreb og Væsen. 7

Ordets frelsende Kraft bliver afhængig af denne. Den uigjenfødte Prædikant kan ikke engang forkynde Sandheden. Hans Ord vil ikke kunne frembringe Frugter hos Menigheden, baade fordi det ikke er hans egen Er-farings Vidnesbyrd, og fordi han ikke har den rette Er-kjendelse af den guddommelige Sandhed.

Den Interesse, som her bevæger Pietismen, er den fuldt berettigede, at skaffe Kirken Tjenere, som selv staa indenfor den levende Kirke. Vi underskrive i denne Henseende ganske Speners Ytringer om de Vanskelig-heder, der stille sig i Vejen for den ikke-troende Prests Embedsvirksomhed. Det er sandt, at han vanskelig vil kunne bevare sig for Vildfarelser, vanskelig kunne op-træde med den rette Visdom, at han vil savne den Velsignelse i sit Embede, som fra Bønnen kunde tilfiyde ham, og ved sit Liv let kunne nedbryde, hvad han i sin Lære bygger op. Det er tillige saa, at hvor Ordet er et Ud-tryk for Prædikantens levende Overbevisning, hvor det strømmer frem af Sjælens inderste Dybder, der vil Sandheden og den gjennem den virkende Aand lettere kunne gføre sit Arbejde paa Menneskehjerterne. Men kau end Prædikantens Inderlighed, hans Aandsfylde og hans Kjær-lighed forberede Aandens Virkninger, saa ere dog disse ikke bundne til dem. Thi Ord og Aand ere uadskillelig sammenknyttede; Ordet selv bærer Livets Kraft i sig; det er den Skede, hvori Aandens Sværd sidder. Af den, der skal overbringe et Budskab, kræves det ogsaa først og fremst, at han overbringer det i den rette Form. Derfor er den første Fordring til Prædikanterne, at de forkynde Sandheden pur og ren. Thi da ere de, om de end ikke staa i Livssamfund med Christus, dog hans Organer, hans Tjenere, gjennem hvem han udøver den frelsende og opbyggende Virksomhed paa Sjælene. Først

i anden Række optræder det Krav — hvis Vigtighed dog er overordentlig stor —, at Prædikanterne -ere hesjælede af en levende og sand Tro.

Hvilke Virkninger havde nu disse Pietismens Anskuelser paa Menighedslivet? Den første Virkning af en saa-dan Lære inaatte uaturligen være den, at Menigheden åtilledes i et kritisk, prøvende Forhold til sin Prest. Thi var det saa, at en uigjenfødt Preste-Virksomhed aldeles ikke kunde medføre nogen Velsignelse, ja, at han ikke engang kunde forkynde Sandheden og saaledes maatte føre paa Afveje, da var det et Livsspørgsmaal for Menigheden at komme til Vished, om dens Prest var en gjenfødt Mand eller ikke. De turde ikke hengive sig til hans Ord og lade det gjøre sin Gjerning paa deres Hjerter, førend de havde løst dette Spørgsmaal. Men en saadan Gransken af Prestens Naadestand maatte nødven-digen virke forstyrrende paa det rette Forhold mellem Menighed og Prest og hindre dennes Virksomhed. Hertil kom, at den Maalestok, Pietismen anlagde for at prøve, om et Menneske stod i Naadcstanden eller ikke, var en aldeles subjektiv. Naar derfor Prestens Liv ikke fremviste de samme Omvendelsens Mærker, som i Pietismens Øjne gjaldt for nødvendige Kriterier paa Overførelsen fra Døden til Livet, saa sluttede de uden videre, at han ikke var gjenfødt. Saaledes kunde ogsaa mangen from Prest blive stillet i de Uigjenfødtes Klasse og dermed hans nidkjære Virken blive hindret. Thi ledcde Prøvelsen til det Resultat, at Presten ikke kunde erkjendes for at være gjenfødt, saa var Følgen enten den, at man aldeles afholdt sig fra Kirkegang, da jo denne snarere vilde bringe Skade end Gavn, eller, hvor man desuagtet endnu deltog i den offentlige Gudstjeneste, der tillukkede man sit Hjerte for Prestens Ord, for at det ikke skulde øve

100

Virkning paa Hjertet, og dermed Ens egen Theori blive kuldkastet. Stor var derfor den Skade, som en saadan Lære hidførte over Menigbeden, og havde Presten selv tilegnet sig denne Theori, saa maatte den i høj Grad lamslaa hans Virkekraft. Han kunde ikke optræde med den rette Frejdighed og Aandens Kraft. Thi det var jo nu hans Fromhed, det kom an paa; det var den, som skulde give Ordet dets Kraft. Følte han nu ikke Troes-livet røre sig stærkt og kraftigt hos sig, saa maatte han mistvivle om, at hans Ord vilde kunne bære nogen Frugt i Menigheden. Han maatte savne den styrkende Tanke, som ligger i, at Guds Ord er Aand og Liv og gjør sin Gjerning, hvordan det saa end staar til med Prestens Fromhed.

Se vi tilbage paa den her givne Fremstilling af Pie-tismens Forhold til Kirken, dens Naademidler og det gejstlige Embede, saa træder Pietismens store Skjævhed, dens Ukirkelighed, klart frem. Den mangler det rette Blik for Kirken som et synligt Samfund, for dens Naademidlers Kraft og Betydning og det gejstlige Em-bedes Kald og Stilling inden Menigheden.

Vi ville endnu kun omtale nogle Punkter, hvori denne dens Ukirkelighed aabenbarer sig, nemlig dens Forhold til Kirkens Bekjendelse, Forfatning og de kirkelige Institutioner i det Hele.

Det vil erindres, at den orthodoxe Tid havde tildelt de symbolske Bøger en højere Anseelse, end de selv gjorde Krav paa, idet den ikke skarpt nok havde fastholdt Grænselinjen mellem dem og den hellige Skrift. Denne Overvurdering af Symbolerne vinder navnlig stærkt Raaderum hos de orthodoxe Theologer paa Speners Tid. Om man end ikke stillede dem ganske lige med Skriften, saa rykkede man dem dog ud af de almindelige christe-

101

lige Skrifters Række, idet man betragtede dem som fremkomne ved en særegen Aandens Indvirkning, en „tooitveuffrfit mediata“, bvoraf den naturlige Konsekvcnts var, at de ogsaa udenfor de egentlige Lærepunkter maatte være ganske fejlfrie1). Den Opposition, der fra Speners Side rejstes mod denne de Orthodoxes Lære, var i høj Grad berettiget og i Virkeligheden kun en Tilbagevenden til de reformatoriske Grundsætninger. Han fremhævede med Styrke, at de aldeles ikke kunde betragtes som Norm for Tro og Liv, megetmere vare menneskelige Skrifter, der kun gjennem sin kirkelige Auktoritet adskilte sig fra andre christelige Skrifter. Den pietistiske Reaktion idethele holdt sig dog ikke indenfor disse af Spener optrukne Grænser. Den drev sin Opposition imod, hvad den kaldte „die symbolische Abgötterei“, saavidt, at den ogsaa miskjendte de symbolske Bøgers kirkelige Auktoritet. Dette hænger sammen med Pie-tismens Overseen af Kirkens synlige Side og aabenbarede sig navnlig i den Strid, der opstod om den edelige For-pligtelse paa Symbolerne. Spørgsmaalet var, om For-pligtelsen skulde ske efter Formelen „quatenus“ eller „qvia“. Pietismen vilde indskrænke Forpligtelsen til kun at ske efter et „quatenus“, o: forsaavidt de stemme overens med Skriften. Den var tilbøjelig til at betragte Forpligtelsen som et trykkende Samvittighedsaag, idet Kirken derved paa en utilladelig Maade greb ind i den Enkeltes Fribed. Kirken skulde, mente den, tage mere Hensyn til de ømme Samvittigheder, idet der vel gaves Theologer, som ikke vilde bekvemme sig til at underskrive de symbolske Bøger, men dog som fromme og

‘) Sc Walch II, § 30; Hosshaoh II, 237 flg., hvor der give« en Beretning om Striden meliem de Orthodoxe og 1’ietisterne om de symbolske Bøgers Auktoritet og den edelige Forpligtelse paa dem.

102

troende Mænd ikke burde erklæres uværdige til det gejstlige Embede; thi det var dog Prestens Fromhed, det væsentlig kom an paa. Ligesom i denne Pietismens Betragtning dens Ringeagt for Lærens Renhed aaben-barcr sig, saaledes træder den ogsaa Kirkens Interesser for nær. Kirken maa som et Samfund, der i Lærens Renhed ser en af de væsentligste Betingelser for sin Existents, sørge for, at Ordet forkyndes purt og rent Som de Troendes Moder kan ikke Kirken overlade de den anbetroede Sjæle til den Enkeltes subjektive Vil-kaarlighed, saaat den uden Prøvelse skulde lade den Enkelte forkynde sin Opfatning af Sandheden. Den Modsigelse kunde herved fremkomme, at En, der stod i Kirkens Tjeneste, uhindret fik arbejde paa dens Opløs-ning. Et Selvopholdelsens Krav maa derfor tilsige Kirken kun at tage Saadanne i sin Tjeneste, som dele dens Tro. Summen af denne Tro har den nu nedlagt i sine Symboler; de danne Kjernen og Stjernen i det hele Læ-rebegreb, det Banner, hvorom Kirkens Børn samle sig, det Løs*en, hvorpaa de kjende hinanden og adskille sig fra Andre. Men er det saa, da kan det vel ikke være for meget forlangt, at de, der skulle indtage den vigtige Stilling i Menigheden som Ordets Forkyndere og Sakra-menternes Forvaltere, ogsaa dele Kirkens Bekjendelse. Deri ligger ikke, at den øver nogen Tvang over disse; thi den tvinger Ingen til at indtræde i det gejstlige Embede. Men idet En forlanger Prædike – Embedet i en Mcnighed, maa Kirken nødvendigvis prøve, om han ogsaa har dens Tro; thi kun under denne Forudsætning kan han tale paa dens Vegne. Naar nu Pietisterne mente, at Kirkens Krav fuldstændig bleve tilfredsstillede ved Forpligtelsesformelen „quatenus“, saa laa heri baade en Miskjendelse af den aandelige Myndighed, der maa kræ-

103

ves af Kirkens Prester og tillige en saadan Afsvækkelse af Forpligtelsen, hvorved Kirken tabte enhver Garanti for, at det Ord, som blev forkyndt, ogsaa var dens Op-fatning af Sandheden. Thi hvad det Første angaar, er det klart, at Kirken maa forudsætte, at de, der ville være dens Tjenere, allerede har prøvet dens Lære. Hvad Kirken som Resultat af sine Kampe for Sandheden har fixeret i sin Bekjendelse, skal ikke for Presten staa som en Lære, om hvis Skriftmæssighed han først skal overbevise sig, men Forvisningen om dens Sandhed skal meget mere være en allerede vunden Erfaringt saaathan nu paa Kirkens Grund kan fordybe sig i Sandheden. Men hermed er allerede Formelen „qvia“ af sig selv given. Dernæst er, hvad ogsaa de Orthodoxe med Kraft gjorde gjældende mod Pietisterne, en Forpligtelse paa „quatenus“ aldeles betydningsløs. „A1 Verden kan jo se“, siger Löscher med Rette, „at en saa tvetydig Underskrift, der sker blot betingelsesvis, og hvormed man ogsaa kunde underskrive „canones Tridentinos“, om ikke noget Værre, er ganske imod „sinceritas confessionis“, som dog for Kirken har en saa overordentlig Betydning“ >). Vel er der blcven sagt til Forsvar for Farmelen „quatenus“, at denne ogsaa indeslutter et „qvia“2), hvoraf Meningen vel er den, at „quatenus“ ikke vil kunne anvendes der, hvor en absolut Strid med Skriftens Lære er forhaanden, men altid forudsætter nogen Samstem-mighed. Men selv dette indrømmet, — hvormeget skal der da ikke til, for at et saadant Skrift skal kunne siges at være ganske og aldeles blottet for ethvert Element af Sandhed? En saadan Forpligtelse udelukker derfor

■) Tim. Ver. I, 576.

*) Herzogs £ncyklopædi, Bd. XV, Symbolische Bücher »f H. Mailet, p. 292.

104

ikke, at Vedkommende kan finde, at Overensstemmelsen mellem Symbolet og Skriften kun i ganske ringe Grad er tilstede. Men herved er Kirkens Interesser aldeles ikke sikrede. Idet Pietismen hævder den Enkeltes Fri-hed paa Kirkesamfundets Bekostning, har den dermed prisgivet Menighederne til et utaaleligt Enkeltmandsty-ranni. Det er ogsaa her dens ensidige Henblik til den Enkeltes Fromhed, dens Overvurdering af dennes Betydning, som sløver dens Blik for den synlige Kirkes Interesser, saaat den sig selv ubevidst virker med til at nedbryde Kirkens ydre Støtter. Derfor var det en naturlig Tingenes Gang, at Pietismen, der ved sin Ringeagt for Symboleme havde undergravet deres Stilling i Kirken, atløstes af en Tid, som man fra dette Synspunkt af med Rudelbach kan kalde „die eigentliche Periode der Sym-bol-Stürmerei“1), der satte sig det til Opgave, ganske at berøve dem enhver kirkelig Betydning.

Hvad Pietismens Forhold til Kirkens Forfatning _ angaar, saa indsaa Spener tilfulde dennes store Betydning for det kirkelige Livs Udvikling. Han betegner paa flere Steder Kirkens Mangel paa en ordentlig Forfatning som den væsentligste Aarsag til den store Elendighed, hvori Kirken befandt sig. Men han mistvivlede om at kunne sætte igjennem en sand Forbedring af Kirkefor-fatningen. Hos den udviklede Pietisme findes der nu ingen saadan Interesse for Kirkens Forfatning. Den er altfor meget optaget med at pleje og nære de enkelte fromme Sjæle, til at den skulde bekymre sig om det store Kirkesamfund og ville arbejde paa at oprejse for det kraftige Bolværk mod fiendtlige Magter. Herafkan

J) Rudelbach, Historisch-kritische Einleitung in die Augsburgische Confcssion, p. 146.

105

det forklares, at Pietismen liden eller ingen Modstand satte imod de Overgreb, som Fyrsterne nu mere end nogensinde gjorde i de kirkelige Anliggender, og om end ikke Territorialsystemet, hvis Grundtanke var: „Juris-

dictio ecclesiastica est pars civilis imperii“, kan siges direkte at være udgaaet af Pietismens Skjød, saa stod dog dets Begrundere, Thomasius og Bøhmer, Pietismen i mange Stykker meget nær. Ialfald laa der i Pietismens Uvilje mod Gejstlighedens daværende kirkelige Magt og dens Ligegyldigbed for selv at skabe en Kirkeforfatning et Tilknytningspunkt for deres Bestræbelser, der arbej-dede paa at lægge hele den kirkelige Magt i Fyrstens Hænder. I Forbindelse med Pietismens Ligegyldighed for det store Kirkesamfund staar ogsaa dens Ringeagt for de kirkelige Ordninger. Den har ingen Kjær-lighed til dem og intet Syn for deres Kraft og Betydning; den har Blikket kun rettet paa de store Misbrug, som i Tidens Løb bavde knyttet sig til dem, og dette Syn overvælder den saaledes, at den aldeles opgiver enhver Reorganisation af dem. Resultatet af dette dens blot negative Forhold er derfor kun, at den undergraver det Bestaaende. For at stille dette klarere frem, ville vi i Korthed omtale dens Forhold til Privatskriftemaalet og Absolutionen, fordi heri dens Stilling til de kirkelige Ordninger og Indretninger idethele har faaet et klart Ud. tryk. Det havde lykkedes Kirkestyrelsernes ihærdige Bestræbelser efter Trediveaarskrigens nivellerende Ind-flydelse atter igjen at oprejse de gamle lutherske Kirkeordninger og saaledes ogsaa det gamle Skriftevæsens ydre Former. Men vanskeligt var det at give disse Former det Indhold, som de efter luthersk Betragtning skulde have. Vi finde derfor, at der knyttede sig store og væsentlige Mangler til Skriftevæsenet, hvoraf den mest

106

fremtrædende var Mangelen paa et Skrifteforhør. Pietismen klagede bitterligen over disse Mangler, og den havde Grund dertil. Men her er det Karakteristiske for den, at den, i&tedetfor med Kraft at arbejde paa Mis-brugenes Afskaffelse, saaat de lutherske Former kunde fremstilles i sin Renhed, fortvivler om Muligheden deraf, men derimod som Surrogat for den formentlig umulige Restauration opstiller nye Indretninger, der enten op-træder ved Siden af eller og undertiden ligefrem istedet-for de gamle. Den egentlige Grund til, at Pietismen intet alvorligt Forsøg gjorde paa at bringe Skriftevæ-senet i den gamle Orden, var, at den kun i ringe Grad f ors to d eller kunde tilegne sig den BetragtniDg, der laa til Grund for de lutherske Ordninger. Dette viser sig allerede hos Spener. Den væsentligsto Différents mellem hans Opfatning af Privatskrifteraaalet og den almindelig lutherske laa i hans Betragtning af Skrifteforhøret. Thi dette stillede han væsentlig under Synspunktet af en Udforskning af den Enkeltes Sjælstilstand. De gamle Kirkeordninger havde vistnok krævet, at Presten i Skrifteforhøret skulde erkyndige sig, om Skriftebarnet havde Anger, Tro og et alvorligt Forsæt at forbedre sig, men tillige med Bestemthed indskjærpet, at han ganske og aldeles skulde afholde sig fra enhver inkvisitorisk Ind-trængen paa Skriftebarnet og navnlig fra enhver Udforskning af dets Synder1)- For Spener derimod traadte net-op dotte i Forgrunden som det Væsentlige ved Skrifteforhøret Dette hang sammen med den allerede før omtalte ulutherske Opfatning af Kirketugtens Principer. Spener opstillede som Betingelse for Absolutionens Med-

‘) Kliefoth, Liturgiiehe Abhaadlunges, II, 363—366.

107

delelse. at Presten skulde være vis paa Absolvendens Værdighed, medens efter luthersk Betragtning, som Löscher siger, Presteme kun har at rette sig efter, hvad de se og høre: „Hören wir, dass jemand ein Bekennt-niss thut, wie es sein soll, sehen wir, dass er die Gnadcnmittel brauchet, sich vor offenbaren und herrschenden Sünden hütet und Etwas gut thut, so können wir ihn nicht verdammen oder zum Unchristen machen, ob wir wohl wünschen, dass er das Licht des Glaubens besser möge leuchten lassen o. s. v.“ •). Men i denne Mangel paa virkelig Enighed med Principerne for det lutherske Skriftevæsens Ordning laa naturligvis en Hindring for ethvert Arbejde paa dets Gjenoprettelsc. Men idet Spener opgav dette Eorbedringsforsøg, saa søgte han dog ved at foreslaa forskjellige nye Jndretninger at borttage fra Presterne den Samvittigkedsbyrde, som Pri-vatskriftemaalet var for dem. Det vilde føre os lor langt, om vi vilde give en Fremstilling af disse. Vi ville kun nævne, at han begunstigede det, naar Presterne forud for Privatskriftemaalet holdt almindelig Skrifte og Absolution*). Saa stod da det Nye og det Gamle ved Siden af binanden3). Men en saadan Tingenes Tilstand var i Virkeligheden uholdbar. Thi Pietismen havde ved sine stærke Angreb paa Privatskriftemaalet vakt en saa grundig Uvilje mod det hos Presterne, at de med. Glæde greb alle Udvcje til at befri sig fra, hvad der forekom

‘) Tim, Ver. I, 791.

’) Kliefoth II, 465.

’) Ganske karakteristisk er i denne llensccnde den paa Grund af den pietistiske Prædikant S cha dos Klapcr orer Skriftcvæsenet trufne Afgjørelae, ifølge hvilken det almindelige Skriftemaal blev stillet op ved Siden af Privatskriftemaalet, saaat enhver frit kunde vælge mel-lem dem, hvoraf den naturlige Følge var den, at dette sidste efter-haanden blev aldeles fortrængt. Sml. Sehmid, p. 267.

108

dem at være en utaalelig Byrde. Kunde de end ikke helt ud gjennemføre de nye Ideer, saa havde disse dog Magt til at drage deres Hjerter fra de gamle Former og til at undergrave disse i den almindelige Bevidsthed. Derfor var Udviklingens Resultat paa dette Gebet, at det almindelige Skriftemaal fuldstændig afløste Privat-skriftemaalet. Thi paa det ved Pietismen givne Grundlag arbejder Rationalismen videre: „Pietismen „„søgte

Frihed““ fra Privatskriftemaalet; Rationalismen, Oplys-ningen sluttede sig med ganske andre Tendentser og af ganske andre dogmatiske Grunde til denne „„Friheds-søgen““; Kirkemes Styrere gik halvt af Sympathi, halvt af Concession og Frygt, her og der ogsaa af Politik ind derpaa; men stillede først det gamle Skriftevæsen og de nye Midler til behagcligt Udvalg og afskafiede dernæst det gamle Skriftevæsen fra Land til Land, for at ombytte det med det reformerte Skriftevæsen, som hverken gjør det gamle Skriftevæsens Tjenester eller tilfredsstiller Speners Længsler“’).

Man havde herved nedbrudt et Led i den kirkelige Ordning, som i høj Grad havde bidraget til at give denne sin Fasthed. Foruden den direkte Velsignelse, som det medførte, havde det været et kraftigt Bindemiddel mel-lem Prest og Menighed og bidraget Sit til at give det christelige Liv en kirkelig Karakter. Saaledes som det gik her, gik det ogsaa med dc øvrige kirkelige Institu-tioner. Pietismen havde ikke levet sig saaledes ind i den lutherske Kirkes Ejendommeligheder, at den kunde have det rette Syn for dens Institutioner. Den kunde derfor vel reagere kraftig mod de mange Misbrug, men den var ikke istand til at gjenoplive Formerne i sin

‘) Kliefoth, II, 475.

109

Sandhed. Saaledes opnaaede den kun, at det gamle løsnede i sine Rødder, saaat det blev en let Sag for Rationalismen ganske at styrte det til Jorden, eller hvor Formerne udvortes bleve staaende, at berøve dem ethvert christcligt Indhold.

Ved den givne Fremstilling af Pietismens enkelte Karaktertræk have vi lagt en sikker Grund til at kunne afgive vor Dom over den i det Hele og Store og til nærmere at bestemme dens inderste Grundejendomme-lighed.

Dommen over Pietismen har været forskjellig til de forskjellige Tider. Den Opfatning, som hos dens orthodoxe Modstandere i Almindelighed gjorde sig gjældende, var, at den var en Sekt, der optraadte med en fra den lutherske Kirke afvigende Lære. Vor Fremstilling vil have vist Urigtigheden af en saadan Betragtning. Var der end enkelte Punkter, i hvilke Pietismen ikke stemte overens med Kirkelæren, saa er det dog ikke disse Dif-ferentser, som give Pietismen dens Karakter. Den for-kyndte sig ikke som en ejendomraelig Lære, men som en ejendommelig Livsbevægelse. Hvad der særlig kan have bidraget til at fremkalde denne skjæve Dom fra de Orthodoxes Side, var, at de saa lidet formaaede at sondre mellem Pietismen og de ofte særdeles urene Bevæ-gelser, der gik gjennem Tiden, og fra hvilke ofte meget stærke Angreb paa Kirkens Lære udgik. Idet disse Retninger i Modstanden mod de Orthodoxe havde et Fore-ningspunkt med Pietismen, sluttede de sig om dens Fane, og en Sammenblanding af disse i Virkeligheden forskjellige Elementer var derved unægtelig lagt meget nær.

110

Men den dybere Grund til de Orthodoxes Fejteyn paa Pietismens Væsen laa dog i deres egen Ensidighed. Den Sandked, at Kirkens Existents væsentlig beror paa Læ-rens Renhed, havde de grebet saa cnsidigt, at Interessen for det christelige Liv var bleven trængt aldeles i Bag-grunden. De havde derved berøvet sig selv Evnen til en ret Bedømmelse af Livets Fænomener; deres Blik var ikke bleven skjærpet i denne Retning, saaat de kunde se, at Farer for Kirken kunde fremvoxe ogsaa af en ejendommelig Formniug af det christelige Liv. De kunde derfor ikke inøde Pietismen paa dette Felt, hvor den havde sit Liv; de kunde ikke gribe dens inderste Kjerne, men bevægede sig omkring i det periferiske. Kun en af Pietismens samtidige Modstandere kan siges at være naaet frem til sand Indsigt i dens Væseu, nemlig Valentin Ernst Löscher (f. 1673 d. 1749); thi han havde de indre Forudsætninger for Forstaaelsen af den. Inderlig sammenvoxet med Kirken forenede han i sig de Orthodoxes Sans for den rene Lære og Pietisternes praktiske Interesse. I leveude Fromhed stod hau ikke til-bage for nogen af Pietismens Heroer; thi hans hele Liv var et Bønnens og dcu stille Andagts Liv“1). Denne i enhver Henseende fremragende Mand, som først i den senere Tid har vundet den Ancrkjendelse, som tilkommer ham2), stod der som en vældig Kjæmpe, der førte Kirkens Sag mod de mange kirkeopløsende Retninger, som paa deuue Tid brød frem. Ogsaa ligeoverfor Pietismen maa han siges i det Hele og Store at repræsentere de sande kirkelige Interesser. Ilans Opfatning af Pietismen viser sig strax deri som væsentlig forskjellig fra de an-

‘) Tholuok, Ber Geist der luth. Theol. Wittenberge, p.303. a) Sml. foruden det netop citerede Skrift af Tholuck navnlig Engelhardts udmærkede Moaographi: Val. £. Löscher. Stuttgart 1856.

111

dre Orthodoxes, at han betragter den som et Kirke-onde; thi dermed vil han have 9agt, at den ikke er at betragte som et direkte Angreb paa Kirkens Lære, men at den som en ejendommelig Fremtoning paa det religiøse Livs Gebet væsentlig ber aabenbarer sine Skjæv-heder. „Vor die Erweckung“ siger han’), „die Gott auch durch Hn. D. Spcnern und dessen Freunde geschehen lassen, dancken wir ihm, aber über den dabei entstandenen Pietismum klagen wir hertzlich“. Denne Pietisme definerer han som det uordentlig og skadelig ind-rettede „studium pietatis“. „Das malum pietisticum wird also genennet, weil diejenigen, so damit behafftet sind, die Pietät im unrichtigen und unordentlichen Verstände zu ihrem vornemsten Endzweck machen, sie höher als Wahrheit schätzen, der Religion, Kirche, den Gnadenmitteln und ändern göttlichen Stiftungen Abbruch thun, und sich schädlicher Mittel zur Erlangung dieses Zwecks bedienen“ *). llvor han gaar nærmere ind paa dens Natur og Beskaffenhed, der betegner han som den Grund, hvoraf det pietistiske Onde er spiret frem, at Pietetens Forhold til Religion og Salighed er bleven falskt opfattet. Man har tilskrevet Livets Fromhed en saadan absolut Betydning, at Religion og Salighed og hvad der liænger sammen dermed bliver stillet i et Afhængighedsforhold til Fromhcden. En saadan „pietismus dependentiæ“ vil medføre, at Religion, Kirke, Ord og Sakramenter, Præ-dikeembede og Theologi dependere af Subjekternes Beskaffenhed og ikke skulde være sande, ægte eller rigtige, hvor Pieteten ikke „in facto“ er hos dem og ligesom giver dem Livet og den rette Art*). Denne Overspæn-

‘) Tim. Ver. II, 61. J) Tim. Ver. II, 16.

*) Tim. Ver. II, 45.

112

ding af Fromhedens Betydning, der lader alt „dependere af Pieteten“, er ret egentlig Pietismens Karakter. Men en saadan skjæv Retning vil naturligen ikke blive staa-ende derved. Den vil skride fremad til at lade Religion, Christendom, Guds Ord, ren Lære, Sandheden, Evangeliet og øvrige Salighedsmidler blive ligesom- opslugt eller absorberet af Fromheden. „Denn gleichwie in der Natur alles Schwere sincket, also fällt auch dieser schwere Irrthum, wenn Gott nicht wunderbahrlich wehret, immer tiefer“1). Men med denne sin dybe Erkjendelse af Pietismens Væsen stod Löscher temmelig ene. Pietismen var, da han udgav sin Timotheus Verinus, allerede hieven en saadan Magt, at hans Indsigelser Lidet eller Intet künde frugte. Gjennem den og Tidens rationaliserende Strømninger havde Indifferentismen ligeoverfor luthersk Lære og Kirken udviklet sig til en saadan Modenhed, at denne Tids Mænd vare uskikkede til at kunne forstaa Löschers luthersk-kirkelige Standpunkt. Den etterfølgende rationalistiske Tid betragtede Pietismen med gunstige Øjne. Thi den havde jo den at takke for, at den for-hadte Orthodoxis Magt var bleven brudt. Desuden, hvor forskjellige disse end vare, idet den ene var en ligefrem uchristelig Retning, medens den anden trods sin Usund-hed var en christelig Bevægelse, saa var der dog, som før paavist, Tilknytningspunkter mellem dem. Thi ikke blot banede Pietismen ved sin Ligegyldighed ligeoverfor Kirke og Lære Vejen for Rationalismen, men dennes moraliserende Retning har aabenbart sin Rod i Pietismens ensidig praktiske Tendens. Men Rationalismens Magt blev brudt. I det andet Decennium af vort Aarhundrede blomstrede et nyt Liv frem. Dette Liv havde

*) Tim. Ver. I, 764.

113

vel fornemmelig sin Rod i Brødremenigheden, men havde dog ogsaa Tilknytningspunkter i den Rest af hellig Sæd, der fra Pietismens Dage havde bevaret sig under Ratio-nalismens kolde Snemasser, for, naar Foraarssolens Varme smeltede disse, at kunne bryde frem og bære sine rige Frugter. Det var derfor naturligt, at dette nye Liv i mange Stykker maatte bære et pietistisk Anstrøg. Den Enkeltes umiddelbare Forhold til Gud, hans Barnekaar hos ham, er det, hvorpaa al Vegt lægges; Kirken som den, der gjennem Ordet og Sakramenterne er Troens Formidler, træder i Baggrunden. Tidens Ejendommelig-hed maatte ogsaa bidrage til at give Troeslivet en saa-dan individuel Karakter. Thi det er de store Modsæt-ninger. Tro og Vantro, som behersker Tiden. Idet de Troende er stillet ligeoverfor Angreb paa Christendommen selv, træder Specialkirkernes Bekjendelse og de konfessionelle Differentser i Skyggen. For Datidens Troende staar Kampen som en Kamp ikke for Kirken, men for Christendommen; deri er Tidens unionistiske Drag be-grundet. Hvorledes maatte nu en saadan Tid bedømme Pietismen? Et Værk om Pietismen, fremgaaet af denne Tid, er Wilhelm Hossbachs „Philip Jacob Spener und seine Zeit“. Med Rette fremhæver han Speners store Fortjenester af det christelige Livs Fremvæxt, men idet lian ene har Øje for Herligheden heri, rykker han Spener frem til at blive Kirkens anden Reformator. Pietismen staar for ham i det Hele som en herlig og vel-signelsesrig Bevægeise, hvis ikke mindste Fortjeneste det er, at have styrtet den gamle Orthodoxis Herredømme, og derved beredet Vejen for en friere videnskabelig Aand, for hvilken de konfessionelle Differentser kunde svinde. Den er „intet Andet end den strenge, sædelige Retning inod cn virksom i Troen og Kjærligheden levende Chri-

Piet. IJepreb og Væten. 8

114

stefidom, modsat den herskende Læres begtebsmæssige Btivhed og det christelige Livs ufrugtbare Kulde“’). Ligesom Kirkens Bekjendelse ingen Betydning har for Forfatteren, saaledes har han heller ikke Øje for den lutherske Orthodoxis Bestræbelser for at værne om den rene Lære. Den hele Udvikling, som Theologien fik paa Grundlag af Konfewdieformelen, staar for ham som en skjæv Bevægelse; thi „Konkordietorinelen lagde paa Theologien et Blyaag, under hvilket det videnskabelige og religiøse Liv ligesom blev kvalt“. For en saadan Be-tragtning var Orthodoxien kun et raaddent og uholdbart System, hvis Undergang gjennem Pietismen kun kunde hilses med Glæde. Men hans Dom har tillige sin Grund deri, at heller ikke Kirken med dens Institutioner er for ham, hvad den skulde være. En saadan Bedømmelse af Pietismen, efter hvilken den heltigjennem re-præsenterer Sandheden, er ikke at forklare blot af Forfatterens individuelle Retning, men hænger paa det inderligste sammen med den Tids Karakter, i hvilken den fremgik. Thi denne stod, som sagt, Pietismen meget nær, idet det christelige Liv, som var bleven vakt, ikke endnu havde arbejdet sig frem fra en individuel til en kirkelig Karakter Men dermed var det og givet, at Tiden ikke kunde være istand til ret at vurdere Kirken med dens Institutioner, den kirkelige Bekjendelse og Lære, og hvad der i det Hele gav det ydre Kirkesam-fund sin Fasthed. Derfor kunde Tiden kun se, at Pietismen havde fremkaldt en storartet Opvækkelse inden-for den lutherske Kirke, men at den derunder tillige havde tilføjet Kirken megen Skade, havde den ikke Blik for. Men alt eftersom Udviklingen skred fremad, og det

‘) Hosbach, II, 149

115

christelige Liv udviklede sig til en højere Grad af Kirke-lighed, blev og Dommen over Pietismen en anden. Inden-for Menighedslivet begyndte Trangen til en nærmere Sammenslutning til Kirken og dens Naademidler at gjøre sig gjældende. Indenfor de theologiske Kredse vaagnede Bevidstheden om Nødvendigheden af at opbygge Theologien paa den lutherske Kirkes historiske Grundlag. Der dannede sig en kirkelig Theologi, som uden at være en aandløs Gjentagelse af den gamle Orthodoxi satte sig til Maal atter at knytte den historiske Traad, der ved Pietismen og Rationalismen var bleven afbrudt. Alene Tilknytningen til den orthodox – lutherske Theologi, der blev reven ud af sin Dunkelhed og stillet frem i hele sin storartede Dybde og Konsekvents, syntes den at kunne give den fast Gruml under sine Fødder ligeoverfor Tidens mange subjektivistiske Strømninger. Det var klart, at Dommen over Pietismen nu maatte indtræde i et nyt Stadium, eller rettere, man maatte vende tilbage til dea Dom over dette Fæuonien, der fra en Löschers lutbersk-kirkelige Standpunkt allerede før var bleven udtalt. Thi nu havde jo den luthersk-kirkelige Aand, der syntes i saa lang Tid at have forladt Kirken, atter fæstet Bo i den, og dermed var Foruiisætningerne givne for en ret Bedømmelse af Pietismen. Derfor har nu Löschers Dom om den i det Hele og Store vundet sig frem til almin-delig Anerkjendelse, overalt hvor luthersk Kirketro har vundet Indgang.

Førend vi slutte vor Fremstilling af den Historie, som Dommen over Pietismen har gjennemløbet, ville vi endnu kun tilføje, at fra den senere Rationalisme, der i det fremspirende religiøse Liv saa sit Herredømme i Kirken truet, Dommen over Pietismen er bleven fældet med megen Haardhed. Men saa langtfra at kunne be-

116

gribe Pietismens ejendommelige Væsen og derfor være istand til med Kraft at kunne gjendrive den, identificerer den ligefrem Pietisme *og Kirkelære og angriber saaledes under Pietismens Navn den bibelsk-kirkelige Christendom’).

Skulle vi nu fremsætte Resultatet af vor Betragtning af Pietismen, saa maa vi sige, at den er udgaaet fra den berettigede Stræben at føre Menigheden til en levende Erkjendelse af den hellige Vandels Nødvendighed, saaat Apostelens Ord: „Vorder hellige i al eders Omgjæn-

gelse“ (1 Pet. 1. 15) kunde blive indskreven i dens Hjerte, men at denne Stræben allerede fra Begyndelsen af bærer en Usundhedens Spire i sig, der efterhaanden ud-folder sig mere og mere. Denne bestaar deri, at, idet den levende Fromhed, hvis Mangel var Tidens Gruud-skade, indskjærpes, denne betones saa stærkt, at den rykkes frem til en Betydning, som ikke tilkommer den. Fromheden, hvorved vi her tænke paa den hellige Vandel i gode Gjerninger, har vistnok en overordentlig Betydning. Thi den er Troens Aabenbarelse, det faktiske Vidnesbyrd om dennes Tilstedeværelse. Men det er af den allerhøjeste Vigtighed, at man fastholder det Afhæn-gighedsforhold, hvori den som saadan staar til den i Troen grebne Guds Naade og dermed til den christelige Sandhed overhovedet. Forrykkes dette Forhold og stilles Fromheden frem i en falsk Selvstændighed, da vil Bestræbelserne for Fromhedens Rejsning nødvendigen lede ud i en skjæv og usund Bevægelse. Den nærmeste

*) Sml. Hcngstenberg, Vorwort der Evangelischen Kirkenzeitung 1840 og Dorn er, Über den Pietismus in seinem Verhältnis» zur Kirche aus Veranlassung v. G. Binder, Der Pietismus und die moderne Bildung. 1838 und Märklin, Darstellung und Kritik des modernen Pietismus. 1839, i Studien und Kritiken 1840 Bd. I, p. 137 flg.

117

Form, hvori denne Overvurdering af den subjektive From-hed vil fremtræde, vil altsaa være den, at Menneskets egen Selvvirksomhed i Helliggjørelsens Arbejde betones saaledes, at Guds Gjerning til dets Frelse ikke faar den Plads i dets Bevidsthed og dermed den bestemmende Indflydelse, som den skulde have. Men dermed er Gründen lagt til en ufri og lovmæssig Formning af det chri-stelige Liv. Denne vil saameget mere indtræde, som Miskjendelsen af den inderlige Forbindelse mellem Ret-færdiggjørelse og Helliggjørelse vil fremkalde Anvendelsen af urigtige Midler til dennes Fremme. At dette virkelig skede.hos Pietismen have vi ovenfor udviklet. Men idet saaledes det fromme Liv løsnedes ud af den Sam-menhæng, hvori den som Frugten staar til sin Rod i Troen, var dermed og Spiren lagt til en Løsrivelse af Livet fra Lærens Grund. Men ogsaa fra en anden Side maatte Overvurderingen af Fromheden lede til det samme Resultat. Thi denne kan fremtræde deri, at Fromheden gjøres til Livets eneste Opgave. Istedetfor at være det beherskende Princip, der giver enhver Menneskets Gjerning dets Præg, kan den betones saaledes, at Frornhe-dens Udøvelse fortrænger al anden Gjerning. En saa-dan Miskjendelse af Fromhedens Væsen have vi paavist i Pietismens Forhold til Læren og Videnskaben, de sociale og almenmenneskelige Livsformer og ligeover for de kirkelige Interesser. Saadanne usunde Spirer tærede paa Bevægelsen og bevirkede, at denne, der har virket saa kräftigt til at rive Sjælene ud af sin Lunkenhed til en levende, praktisk Fromhed og i denne Henseende været et Salt for den lutherske Kirke, udviklede sig til at blive en „pietismus“. Thi i dette Navn ligger netop, hvad vi have fremhævet som det Karakteristiske for det hele Fænomen. I Overensstemmelse med den alminde-

118

lige Betydning af de paa „ismus“ endende Ord, betegner „pietismus“, for at bruge Loschere Ord, „ikke noget godt, men Misbrugen og den skadelige Indretning og Anvendelse af en ellers god Sag, nemlig af Pieteten og studium pietatis“l).

„Veritas et pietas“ have vi sat som Motto for denne Afhandling. Vi have dermed villet sige, at ligesom Kilden til Pietismen ligger i Sønderrivelsen afBaandet mel-lem disse to Kræfter, saaledes beror Kirkens Fremtid paa en inderlig Forening af dem. Kun ved Bevarelsen af det rette Forhold mellem dem og en kraftig Samar-bejden af dem vil Kirkens Udvikling kunne blive en jævn og sikker.

1) Tim. Ver. II, 5.

Bevegelser i vårt land

Lokal-beskrivelser fra tidligere tider

Lokal kulturskatt til gode for hele nasjonen

Norske historiske personlige inntrykk, tidsbilleder og tildragelser

Enkelthendelser, bedrifter og tragedier i det 18. og 19. århundre

Særegne personligheter i Norge

Nordmænds levnedsbeskrivelser – biografier av nordmenn

Den Norske bondestand

Den økonomiske og industrielle omforming

Det gamle Norge

Ideologiske og samfunnsmessige skiller

Kirkelige skiller i Norge

Kristendomsliv i Norge

Norge i 1814

Gamle ord og uttrykk benyttet