En merkverdighet i det 18de århundres kirkehistorie. Av Iver Hesselberg, Sogneprest til Grue Prestegjeld. Chra. 1830.
Denne bok gir en svært detaljert og beskrivende beretning om de begivenheter og de trekk i historien som danner bakgrunnen for denne spesielle og betydningsfulle bevegelse.
Her gjengis den første del av boken. les mer om Iver Hesselberg
Innledning.
At der ere Mange, som kjende og nævne Navnet Herrnhuter og Pietist, uden at have tydelig Kundskab om den Menighed, der nedstammer fra Herrnhut, og om Oprindelsen til Pietist-Navnet, og at der blandt dem ere Flere, som blot af Mangel paa en kortfattet Efterretning om dette Samfund, i eget Sprog, mangle denne Kundskab, syntes mig saa vist, at jeg troede at have Kald til at forsøge paa at forfatte en kort og dog tydelig Fremstilling af dette Selskabs Oprindelse og Forfatning, hvortil jeg troede mit Kald at være saa meget mere retmæsigt, som jeg aldeles ikke staar i nogen Forbindelse med denne Menighed, og dog har nøie studeret dens Historie, hvortil min Faders og hans Brødres Bekjendtskab med den gav første Anledning.
Herrnhuter-Navnet lyder til forskrækkelse for mange Øren, og fortjener det dog neppe; thi endskjøndt jeg er fuldelig overbeviist om, at vor Protestantiske Kirke, der har Ordet og Sakramenterne efter hellig Orden, tilbyde rhver Kristen, som vil vandre paa Herrens rette Veie, Livets og Salighedens Midler med al deres Kraft, saa jeg aldeles ikke erkjender end den ringeste Nødvendighed for en alvorlig Kristen at søge Opbyggelse hos de mindre Samfund, hvoraf især England har saa mange, kan jeg dog ikke bifalde den den haarde dom, som ofte fældes over dem, og over enkelte iblandt dem, undertiden endogsaa af Mænd, hvem Christi Kirke skylder megen Hæder.
Vi kunne ønske, at disse adskillige Partier ikke vare blevne til; vi kunne pege hen til deres Vildfarelser og Feil, og vise hvorledes ulykkelige Tids Omstændigheder gav Anledning til dem; men vi maa derhos ogsaa ære det Gode, som derved er frembragt, og forvare os vel for nogen Ukjærlighed mod Mennesker, hvis Troes Grund er den korsfæstede og igjen opstandne Forløser, som have Herrens Ord i Agt og Ære, og omgaaes værdelig med de høiværdige Sacramenter. Det maa uden Tvivl erkjendes, at Herrnhuterne ere af dette Slags; og derfor, om vi end forstaae, at denne Menighed, som forvarsel for et stort Affald, blev stiftet ved en misforstaaet Fromhed, der holdt det nødvendigt at samle sig i mindre Bedehuse, allene fordi saa mange letsindige, lunkne og uværdige Christne søgte hen til Kirkerne, medens endnu Herrens Ord lød i dem uforfalsket, bør vi dog lade den være uantastet, og elske det mangfoldige Gode, som ved den blev udrettet, saa meget mere som vi have seet hiint forfærdende Affald, og endnu føle dets Efterveer, der tvang flere fromme sjele til at tye hen til Chorhusene i Brødremenigheden, til dens Forsamlings-Sale, og til dens Boliger udenfor Chorhusene, for dog at kunne høre om ham, som Verden ei vil kjende, skjøndt den kunne frelses ved Ham, og hvis Lov forstummede i Kirken, hvor de havde siddet tilforn med Længsel i Hjertet efter at høre hans glade Evangelii Toner.
Jeg har, som sagt, Intet med denne Menighed at skaffe, troer endog, at en luthersk Præst ikke bør staae i nogen anden Forbindelse med denne Menighed, end den, i hvilken hver redelig Christen bør staae med sin Medchristen, men anseer den dog for en Filial-Afdeling i den protestantiske Kirke, og lagde tidlig Mærke til Spittlers varslende Ord i hans Kirkehistorie : “at Brødre-Menigheden turde blive i samme Forhold til den protestantiske Kirke, som fordum Valdenserne til den pavelige (den katholske Kirke under Pave-Aaget), et levende Vidne om Protestantismens Sandhed, dersom Lærdommen om Forsoningen, og andre Grundbegreb i vor Religion, skulle vorde fortrængt af en vilkaarlig Verdsligviisdom, eller af en endnu skadeligere Ligegyldighed mod al Religion”.
Mit Forsæt, at nedskrive i mine Fritimer denne kortfattede Fortælling, modnedes, da jeg for nogle Aar siden læste om et Forslag til at indbyde en Colonie af Herrnhutere til den Stad paa Oplandet, som da først var i Forslag til Anlæggelse, og det er bleven fuldbyrdet under idelig Afbrydelse, som ikke var til Gavn for Fortællingen, endskjønt den i min Stilling var uundgaaelig.
Da Skriftets Hensigt og Plan er, at fremstille Brødre-Samfundets Udspring, dets Fornyelse ved Greven af Zinzendorf, og dets Forhold til den protestantiske Kirke, maatte ogsaa Spener der have sin Plads, og Zinzendorf blive Hovedpersonen. Hans Liv er Menighedens Udvikling, og hans Virksomhed var den allene helliget. Han havde paa den saa stor Indflydelse, at det vilde være vanskeligt at skildre den uden ham, og aldeles imod den historiske Sandhed.
En Mærkværdighed er dog altid dette Samfund, og derfor maa et Forsøg, hos os, paa at skildre det, saaledes som her Planen er, ikke være aldeles unyttigt, saa meget mindre, som det ogsaa har havt iblandt os mange, og endnu har, nogle Venner, hvis Meninger og Færd vi have ondt for at bedømme, naar vi ikke kjende den Menighed, til hvilken de have sluttet sig med Venskab.
Det er nu vist nok heller ingen Ulykke, at der, i den protestantiske Kirke, er et lidet klosteraktigt Samfund, hvor en enkelt, efter virksom Eensomhed sukkende, Pillegrim kunde hvile sin trætte Aand, siden dog, i Reformationens stormende Tid, en rov-gjerrig Vandaler-Haand tilintetgjorde alle hine stille Tilflugtstæder for den ud over Jordlivet stundende Sjel, hvilke kjødelig Attraa havde saa vanhelliget, at deres Rygte er afskrækkende, endskjønt Fromhed stiftede dem, og i lang Tid prydede deres eensomme Celler.
Mine brændende Ønsker for Frihed, for Sandhed og Retfærdighed bønhøre Gud ! Han befæste og fuldkomme ogsaa naadelig mit stille Haab, at mellem mit Fædrenelands kjære, ærværdige Fjelde, Herrens Bog, og den derfra udgaaende Herrens Frygt, vil Dag for Dag vinde flere Elskere, og at ogsaa, især i denne Henseende, vort unge Universitet maatte vise sig som et Zions Bjerg, elskeligt for Herren !
I November 1829. Forfatteren.