peter nicolai holst : presentert i dansk biografisk lexikon

 

Holst, Peter Nicolai, 1699-1774, Præst, er født i Kjøbenhavn 21. Jan. 1699, Søn af Grynmaaler paa Proviantgaarden Hans Pedersen H. og Anna Cathrine Sylvers, der blev anden Gang gift med Professor Hans Gram (VI, 167).

H. deponerede 1717 fra Frederiksborg Skole; han ejede nogle Midler efter Faderen, og da han havde Ophold hos Stiffaderen, vare hans Kaar bedre end de fleste Studenters den Gang. Men i det mindste senere paastod han, at hans Sind allerede fra Ungdommen af havde været trykket af Mismod og Samvittighedsskrupler.

Han underkastede sig theologisk Attestats 1723, og efter at han nogen Tid havde «opvartet Aftensangen» for Præsten ved Vartov, O. Hersleb, samt prædiket andre Steder, ogsaa i Frue Kirke, blev han 1730 ved Stiffaderens
Hjælp Kapellan ved Trinitatis Kirke i Kjøbenhavn.

Baade Biskop Hersleb og Stiftsprovst Reenberg anbefalede ham den Gang paa en Maade, der noksom viser, at de ansaa ham for en ualmindelig lovende ung Mand; de rose baade hans Lærdom, hans opbyggelige Levned og hans Veltalenhed.

Men Aaret efter, at Holst var bleven Præst, kom Grev Zinsendorf til Kjøbenhavn i Anledning af Christian VI’s Kroning, og hans Ophold her gav Anledning til et heftigt Udbrud af pietistisk-herrnhutisk Bevægelse i de følgende Aar.

Mellem de Præster, der bleve revne stærkest med af denne, var Holst Han skal have deltaget i de Forsamlinger, Waisenhusets Præst, Ewald, holdt i sin Svigermoders Hus; men det var ikke Spørgsmaalet om Forsamlingernes
Berettigelse, der blev Midtpunktet i Bevægelsen, men derimod Skriftemaalet, som i de herrnhutisksindede Præsters Øjne var en Vederstyggelighed, fordi Præsten her ingen Sikkerhed havde for, at han ikke tilsagde ubodfærdige Syndernes Forladelse.

H. prædikede derimod i de stærkeste Udtryk og erklærede sig rede til at gaa ud af Sodoma, om ikke andet kunde være. Herved fortørnede han Gram, der ikke vilde se ham mere, hvad der sikkert har været ham en Sorg; thi han nærede en sønlig Kjærlighed til ham.

Paa hans Ansøgning tillod dog Kongen, at der maatte ansættes en Kapellan hos ham, til hvem han maatte afstaa sin halve Løn, for at han skulde sidde i Skriftestolen for ham. Kongen havde vistnok Ret, naar han i Reskriptet herom siger, at den arme Mand pines af Samvittighedsskrupler; men har han troet, at den Haand, der blev rakt ham, vilde hjælpe ham over disse, har han taget meget fejl.

Den stærke Bevægelse i ham selv saa vel som hos hans Omgivelser havde revet ham næsten viljeløst med sig, og uvilkaarlig dreves han videre og videre ud i sekteriske Meninger, der toge ethvert objektivt Grundlag bort under ham.

Han afholdt sig selv fra den hellige Nadvere og prædikede med glødende Iver mod Statskirken og dens Sakramentforvaltning. Der blev da i Efteraaret 1734 nedsat en Provsteret over ham, og han kunde saa meget mindre undgaa at blive dømt, som der faa Maaneder i Forvejen var bleven udstedt et Reskript, der havde forbudt Præsterne at prædike mod deres Modstandere.

Retten synes ikke at have været tilbøjelig til at gaa strængt til Værks; den nøjedes med at erklære Holst for skyldig, og det var først, da Kongen forlangte, at der skulde afsiges en ordentlig Dom, han kjendtes uværdig til at bære Præstekjole og dømtes til «at overleveres til verdslig Øvrigheds Ret imod ham».

Kongen stadfæstede 3. Febr. 1735 Dommen, dog vilde han ikke vide af, at der skulde anlægges offentlig Sag mod H., men denne udvistes af Landet. Han rejste da til Tyskland, hvor han opholdt sig paa adskillige af de Steder, hvor de tyske Separatister havde Tilhold, især i Büdingen ved Frankfurt a. M.

Den glødende Iver, der havde fyldt ham i de Aar, han var Præst her hjemme, afkøledes hurtig, og i de faa Breve fra hans Ophold i Tyskland, der ere bevarede, udtaler han sig med anerkjendelsesværdig Sindighed om sin Færd i Kjøbenhavn, f. Ex. naar han 1740 skriver : «Gud var ogsaa til Dels med os, men Opvækkelsen kom i et vrangt Spor … Vi stred vel for Guds Hus, men ikke altid med Forstand.»

Da Gram døde 1748, indgav han Ansøgning om at maatte opholde sig et Par Maaneder i Kjøbenhavn, da der var tilfaldet ham nogen Arv efter Stiffaderen. Men da vare Forholdene her forandrede, Opvækkelsens Strøm var
udløbet, og Kancelliet svarede, at han maatte blive her baade et Par Maaneder og mere, naar han vilde holde sig rolig.

Han bosatte sig da i Ribe, hvor han levede af at holde Skole og døde i en høj Alder 11. Sept. 1774. Hans Efterladenskab, som han testamenterede Ribe Bys Fattigkasse, udgjorde 126 Rdl.

H.s Skæbne er i det smaa et Afbillede af hele den stærke herrnhutiske Bevægelse. Ligesom denne hurtig udløb i Kjøbenhavn, saaledes var det kun kort, han selv var opfyldt af de Tanker, der skulde forstyrre hans udvortes Lykke.

Der er hos ham lidet ejendommeligt og originalt; han har kun behandlet de Spørgsmaal, som alle hans Meningsfæller den Gang behandlede, og han har intet nyt sagt om dem; det er kun lidet træffende, naar hans Biograf har kaldt ham «det 18. Aarhundredes Søren Kierkegaard».

Han var ikke nogen ensom Mand, men tvært imod en af Flokken. Det er dog ikke blot hans tunge Skæbne, der
giver hans Liv Interesse, men den Sandhedskjærlighed og redebonne Opofrelse, han har lagt for Dagen; gjennem hans Udtalelser baade i Opvækkelsestiden og siden gaar der en Strøm af Ydmyghed og Hengivenhed i Guds Vilje mod ham, som vi tør haabe har beredt ham en nøjsom og tilfreds Alderdom i hans smaa Kaar i Ribe.

– Han synes ikke at have været gift, uagtet han 1732 taler om «de 7 Munde, Vorherre giver Mad ved mig».

Theodorus, P. N. Holst, det 18. Aarhundredes S. Kierkegaard, 1884.

L. Koch.

Skriv inn søkeord..