– for “Søndagen 11te Januar 1857”; her gies kort omtale og betraktning om den spesielle manns liv – etter bortgangen i Christiania 23. november 1856; det er vennen helt fra barneårene Ole Sandeberg som fører ordene i pennen; minneordet etter Oluf Broch (Brock) gir en informativ og samtidig fin skildring – han fulgte sin overbevisning og tilsluttet seg det lille katolske samfunn i Norge. Kun 44 1/2 år gammel gikk han bort;
min Barndomsven og Ungdomskammerat, med hvem jeg delede Barnets uskyldige Glæder og Ynglingens muntre Fryd, forlod i forrige Maaned det Jordiske og stededes til Hvile under en lille, men deeltagende Skares Ledsagelse.
Jeg fulgte ham til hans sidste Hvile og havde i mit Hjerte ingen anden Tanke, paa mine Læber ingen andre Ord end : “han hvile i Fred !”
Hans tilbageholdne Levemaade, hans stille Vandel var mig altfor vel bekjendt til, at jeg skulde falt mig opfordret til at fremtræde med en Skildring af hans Liv og Virksomhed, hvis ikke et Par humoristiske Nekrologer havde forekommet mig at opfordre til en mere ligefrem Skildring af den Afdøde.
Han var fsdt paa Gaarden Valle i Onsø Sogn i April 1812, tilbragte Barneaarene deels i Fædrenehjemmet, deels hos Sogncpræst Aschehoug, hvis Underviisning han nød, deels i Frederikshald, hvor han gik i Latinskolen.
Allerede tidlig vakte han ved sin lette Fatteevne, sin levende Interesse for Studeringer og sin store Tilbøielighed til literær Virksomhed store Forhaabninger; men samtidig viste han allerede da saa stor Tilbøielighed til originale Anskuelser og en saa ejendommelig Mande at fremstille dem paa, at han hverken paa Skolen eller ved sine Universiletsprøver gjorde den Lykke, hvorom hans lyse Hoved og sjeldne Flid samt levende Interesse for Videnskaben gav berettiget Haab.
Han erholdt i 1831 examen artium og i 1837 theologisk Embedsexamen, begge med Charaktercn Haud illaudabilis.
Paa Grund af mindre blide Kaar maatte han tidlig søge Ansættelse som Huuslærer og var i denne Stilling saa heldig ved Aandens og Hjertets ædleste Egenskaber at vinde sine Foresattes og Elevers Kjærlighed og Høiagtelse. Herom vidnede den opoffrende Velvillie, den deeltagende Hjælpsomhed, hvormed han af disse ihukommedes lige til det Sidste.
Og dette kunde ikke være anderledes; thi den Afdøde brændte af en saadan Iver for Alt, hvad der var ædelt og skjønt, hengav sig med en saa opoffrende Kjærrighed til forædlende og dannende Studier, at han maatte elektrisere sine Elever og vække Agtelse for Kunst og Videnskab hos Enhver, med hvem han kom i nærmere Berørelse.
Han dyrkede med ikke ringe Held de filosofiske Studier, hvor Prof. Sibbern var hans vækkende Forbillede og snart blev hans veiledende Ven.
Dette Studium tiltaler ikke i Almindelighed den Uindviede; men den Afdøde vidste ved en let og flydende Fremstilling, krydret ved pikante Vendinger, at afvinde det filosofiske Stof Interesse selv hos dem, hvem Studiet ellers ikke tiltrak.
Han virkede mindre som Skribent, end som mundtlig Lærer og Ven. Som Saadan har han meddelt mangt et Vink, ledet mangen Tanke, udbredt mangen Kundskab, som bevaret i taknemmelige Elevers og deltagende Venners Erindring vil længe overleve ham og sikre ham et erkjendtligt Minde blandt de Mange, der kom i nærmere Forbindelse med ham.
Han gav i sine sidste Livsaar et sjeldent rent Billede af Forsagelse; han levede et Liv, fattigt paa Glæder og rigt paa Savn; men jeg, der mere end een Gang sad hos ham ved det Sygeleie, der blev hans Dødsleie, kan vidne, at hans Forsagelse var uden Bitterhed og — saavidt menneskeligt Øie kan se — uden Forfængelighed.
Kjærlighed til Kunst og Videnskab drev ham. Iver for at fremme, hvad han fandt ædelt og godt, tvang ham til at leve som han levede, ubekymret om sit eget, ivrig for Sandhedens Bedste.
Han søgte ikke Menneskers Bifald, agtede ikke Verdens Dom; derfor skrev han som han skrev — derfor levede han som han levede — og derfor døde han som han døde — og blev beklaget.
Thi det er haardt at maatte forlade den Fædrenetro; men han føltc sig tvungen af sin Samvittighed. Og da gjorde han med velberaadt Hu et Skridt, hvormed han vidste, at han satte en Mur mellem sig og sin jordiske Lykke, hvorved han beklagede, at han maatte skille sig fra saa mange Kjære, hvis Agtelse var ham dyrebar.
Men vor Afdøde elskede Sandheden over Alt, og da han, følte sig overbevist om Katholicismens Sandhed, blev han Katholik.
Han begravedes som Saadan, og den katholske Præst skildrede ved Graven min afdøde Vens Overgang til Katholicismen saadan, som hans egne Udladelser ofte havde ladet mig ane den, skjønt han aldrig rent ud meddelte mig samme.
Naar jeg overskuer den kjære Hedengangnes Liv, tror jeg at kunne sammenfatte hans Skildring i disse Ord : Han var indtagen af Iver for Kunst og Videnskab som Faa, han brændte af Begjærlighed for Sandhedens Udbredelse som Færre; og han besad en Kraft til Selvopoffrelse som endnu Færre.
Med dette Sandhedens Vidnesbyrd ved Sandhedsvennens Bortgang ønsker jeg, at den Forklarede maa hvile i Fred !
Gaustad i December 1856. Ole Sandberg.