– og hentet fra Telemarksavisen “Nedenæs Amtstidende”; dette er en kort og interessant beskrivelse av de faktiske forhold knyttet til etableringen av menigheter på luthersk grunn i området omkring Arendal, hvilket i lange tiden hadde vært et rikt område for kristelig liv og aktivitet;
Om de arendalske Frimenigheder skriver «Ned. Amtst.» (Nedenæs Amtstidende/red.)
De ved Arendal dannede Frimenigheder har i disse Dage offentliggjort en Fremstilling af de Grunde, der har ledet til Dannelsen af Frimenigheder, tilligemed en historisk Beretning om disses Tilblivelse og et Aftryk af deres Kirkeforsatning.
Det fremgaar heraf, at hvad der fra Begyndelsen af har fremkaldt den altid stigende Misnøie med de statskirkelige Forhold, er den Maade, hvorpaa forhenværende Sognepræst Dietrichson i østre Moland lærte og virkede i sin Menighed, og de frugtesløse Forsøg, som af Menigheden gjordes for heri at fremkalde nogen Forandring.
De Betragtninger over de statskirkelige Forhold, som herved fremkaldtes, ledede endelig til, at et større Møde i August f. A. udtalte sig for, at Statskirken ikke kan fyldestgjørende reformeres, men at Udtrædelse er fornøden.
En saadan Udtrædelse skede da ogsaa for nogen Tid siden, og 50 mandlige Personer kaldte saa Pastor P. P. Wettergren til Forstander for Menigheden.
Om hvor stor den eller de ved Arendal dannede Frikirkemenigheder er, kan intet erfares af den offentliggjorte Redegjørelse; dog er der adskilligt, som tyder paa, at Udtrædelsen er blevet mindre end formodet.
Det vigtigste ved denne Sag er at erfare, hvorledes de nye Menigheder stiller sig til den lutherske Bekjendelse. Det sees da af den meddelte «presbyterianske Kirkeforfatning for norsk-evangelisk-lutherske Frimenigheder», at de fastholder vor Kirkes Lære, saaledes som denne er udtalt i vore Symboler; de erkjender endog udtrykkelig, at Sakramenternes Kraft er uafhængig af Forvalterens Person, men hævder blot, hvad ingen vil benægte, at en «Ond» ikke er «tjenlig» til at udlægge Ordet i Menigheden.
Menighedernes Styrelse er saavidt muligt indrettet efter de første Menigheders Exempel. Den væsentlige Styrelse i den enkelte Menighed har det af Menighedens Pastor og Ældste sammensatte Menighedsraad; den nærmeste Bestyrelse af flere Menigheder har Presbyteriet og Ledelsen af den hele Menighedskreds tilligger Synoden og de af denne valgte specielle Komiteer.
Med Hensyn til Kirkeskikke bemærkes følgende Afvigelse fra den statskirkelige Orden : Prædikanten har ved Gudstjenesten ingen fast Text at holde sig til, men kan vælge hvad han vil. Ved Barnedaaben bortfalder Korsbetegnelsen og Spørgsmaalene til Fadderne, idet Præsten istedet derfor fremsiger Forsagelsen og Troesbekjendelsen.
Faddere forlanges ikke; Barnet bæres til Daaben af Moderen eller paa hendes Vegne af en anden. Skriftemaalet bortfalder før Nadveren, der forøvrigt forrettes som hos os, kun at Præsten bryder Brødet og at Bønnerne før og efter Handlingen her som ved Daaben er fri. Konfirmationen bibeholdes, dog saaledes, at den indskrænkes til Kundskabsprøve, Forbøn og Velsignelse.
Til de borgerlige Gifte meddeles Kirkens Velsignelse væsentlig efter vort Kirkeritual. Jordfæstelse foregaar som hos os, kun at der ikke tales til den Døde, men om den Døde, altsaa : det hedder ikke : «Af Jord er Du», men «er han kommen».