– i «Luthersk Kirketidende», 1873, for «Lørdag den 29de Marts» – nr. 13; artikkelen inngår i serien på 5 deler, forfattet av presten og skribenten Th. Klaveness; les her den foregående artikkel 3;
– og her fra s. 198 – 201 :
Den egentlige Foranledning til «Læsernes» Udtrædelse af Statskirken var, som allerede antydet, Skoleloven af 1860 og navnlig Indførelsen af «Jensens Læsebog» i Skolerne.
Vi staa nu ved Udgangen af Sexti-Aarene, og man kunde derfor undre sig over, at denne Foranledning til «Forargelse» kom saa sent til Ramnæs. Men vi maa erindre, at vi her befinde os i en temmelig afsidesliggende Bygd, hvorhen nye Love eller ialfald de nye Loves fulde Anvendelse og derpaa følgende Virkninger først sent naa frem.
Skoleloven havde Meget at kjæmpe med i Ramnæs, førend den kom i Berørelse med «Læseriet». Hvad der foraarsagede, at man her ikke merkede Stort til Lovens Indflydelse, var nærmest Forholdenes Magt, den spredte Befolkning og den Omstændighed, at Skolelærerne vare og en Tid lang endnu vedbleve at være Omgangsskolelærere, som visselig ogsaa for en stor Del lode Undervisningen gaa i sin gamle Gjænge.
Saa kom dertil den for Ramnæs maaske enestaaende Abnormitet, at Formandskabet troede at kunne sætte sig imod Loven sans facon (uten oppstyr/red.). Her var det vist ikke
– 199 –
saa meget «Læseri», som almindeligt Kniberi og Konservatisme i Forening med uklar Opfattelse i det Hele, som beredte Loven Modstand.
Skolekommissionen ordnede Skolevæsenet overensstemmende med Loven, – dog Alt efter Tid og Lejlighed. Men denne Ordning traadte længe ikke i Kraft, fordi Kommunebestyrelsen uden Videre negtede den nødvendige Pengebevilgning (saaledes for Aarene 1863 og 64).
Om Læsebogens Indførelse blev der ikke Tale, før i 1865. I Skolekommissionen stemte dengang 5 for og 6 mod Bogens Indførelse. Da man ifølge Lovens § 5 maatte have en Læsebog, udtalte de, som vare imod Jensens Læsebog, sig for Knutzens. Efter nærmere Overvejelse troede man dog, at denne Bog alene ikke vilde tilfredsstille Lovens Fordringer, hvorfor man udbad sig at maatte anskaffe Berlins Naturlære, Platous Geografi og Fayes Norges-Historie.
Dette blev ikke indvilget, og hermed var Krigen erklæret. Allerede nu anmeldte tre Gaardbrugere, at de vilde tage sine Børn ud af Skolen og selv besørge deres Undervisning. I Begyndelsen af 1866 kom da den Indrømmelse, at man kunde have Valget mellem Knutzens Læsebog, Petersens Norges-Historie og Platous Geograsi paa den ene Side og Jensens Læsebog paa den anden. Denne Eftergivenhed viste sig dog nu virkningsløs.
Allerede i April indløb en Skrivelse fra Foen, hvori flere Opsiddere erklærede ikke at ville anskaffe nogen Læsebog, som indeholdt Andet end Guds Ord, og i Maj meldte 48 Opsiddere i Vivestad, 17 i Foen og 11 i den nordvestlige Del af Ramnæs, at de agtede at tage sine Børn ud af Statskirkens Skoler. Fra Foen anførte man som Grund herfor, og dette var vel det for alle de Misfornøjede fælles Motiv, at naar de ikke kunde «have Børnene paa Skolen med christelige Bøger», fik de heller lade dem blive hjemme.
Ligesom senere ved Udtrædelsen af Statskirken, have Læserne ogsaa ved denne foreløbige Udtrædelse af Skolen svævet i en Vildfarelse; de antoge nemlig, at dette Skridt vilde ophæve deres Forpligtelse til at lade Børnene undervise i verdslige Fag. Af denne Vildfarelse bleve de paa en for dem ubehagelig Maade udrevne ved en Bekjendtgjørelse, som oplæstes i Chordøren, og som indskjærpede deres Forpligtelse til at lade sine Børn undervise i Naturhistorie, Historie og Geografi efter det før omtalte Valg af Bøger. Siden forsøgte man ved et Møde med de af Skolen Udtraadte at komme til en Forstaaelse med dem, men forgjæves.
Spændingen blev vel ogsaa tildels unødigen forøget; saaledes, naar f. Ex. Bygdens daværende Prester vilde gjøre gjældende, at Skolelovens Udtryk : «Læsning» (Skolelovens § 5 a) nødvendigvis maatte udtolkes om Læsning i en Læsebog og altsaa udelukkede Læsning i Bibelen, den fra gammel Tid brugelige Læsebog.
En Skolelærer, som ikke kunde gaa ind paa denne Fortolkning, søgte og fik sin Afsked (1867).
– 200 –
En Privatlærer fremmødte (1869) og erklærede, at hans Børn ikke vilde fremmøde ved Skoleexamen, dersom det ikke tillodes ved samme at benytte det nye Testament.
Dette blev afslaaet, og Børnene fremmødte ikke.
For at løse denne Knude saa man sig atter nødt til at gjøre en liden Indrømmelse; man tillod nu at benytte Testamentet ved Siden af de valgfrie Bøger, f. Ex. Berlins Naturlære. Men ogsaa saaledes negtede flere Forældre at lade sine Børn examinere. Nogle faldt tilfode, men meldte siden Anger over denne sin Svaghed.
Ligeoverfor denne Gjenstridighed fandt man det tilsidst raadeligst at lade Loven sove indtil Videre. Man nøjede sig med gjentagende at foreholde Foresatte og Privatlærere det Lovstridige i deres Handlemaade; man henviste Børnene til den offentlige Skole (hvor de naturligvis ikke nu mere, end før, indfandt sig), fordi Privatskolen ikke fyldestgjorde Lovens Fordringer. Men hermed har man ogsaa indtil Dato ladet sig nøje, uden Tvivl ledet af det rigtige Motiv, at man her ikke stod ligeoverfor en forbrydersk Ulydighed mod Loven, men meget mere ligeoverfor en af vildledet Religiøsitet fremgangen Pligtfølelse, hvor altsaa Straf og Tvang vilde krænke den religiøse Frihed.
Det vilde maaske ikke have været uden Betydning, om man noget tidligere var kommen til en saadan Erkjendelse.
For «Læserne» stod hele denne Sag som en rent kirkelig Sag. Skolen var for dem Kirkeskole og intet Andet. Men i en Kirkeskole hørte efter deres Mening intet verdsligt Fag hjemme, kun hvad der var nødvendigt til Salighed. Selv vare de fra sin Barndom af ikke vante til at høre eller læse Andet end Guds Ord i Skolen; saaledes skulde og burde det ogsaa forblive. Hvad der kom ind i Skolen mere eller ved Siden af Guds Ord, fortrængte dette fra dets Eneret til at læses og læres i Skolen.
Dersom Guds Ord paa samme Tid ganske var blevet fortrængt, havde det været aabenbart, at Gudsdyrkelsen skulde udryddes, men nu, da det Verdslige kom ind ved Siden af Guds Ord, nu var det en fin Sammenblanding, en Indsmugling, som dog sigtede til det samme Maal, Guds Ords Fortrængelse. Dobbelt vederstyggelig blev denne Indsmugling derved, at man som Middel dertil betjente sig af en Bog, som «Jensens Læsebog», der var «fuld af Æventyr og Hikstorier» (en Provincialisme, der betegner saa meget som «Opdigtelse», «usandfærdig Historie»).
Denne Bog fyldte Børnenes Hoveder med Tant og Fjas og bidrog saaledes til, at Guds Ord straks blev forglemt; Daabens Velsignelse blev saaledes forspildt, og de Smaa forargedes.
Men hvad Slags Prester kunde nu Statskirkens Prester være, som ikke alene rolig saa til, men som ivrigen toge sig af denne Indsmugling og Børnefordærvelse ? At Loven tvang dem til at have med Skolen at bestille, var
– 201 –
naturligvis ingen Undskyldning i Læsernes Øjne; man bør jo adlyde Gud mere end Menneskene.
Saaledes, som Presterne nu optraadte mod dem, gjorde de sig ikke blot til Forsvarere af dette Uvæsen, men de udøvede endog Samvittighedstvang.
Hermed fuldendtes da Forkastelsesdommen over Statskirkens Lærere; det var nu aabenbart, at de vare «Ulve i Faareklæder», «Sjælemordere», og det ikke blot for de Voksne (ved sin falsk-evangeliske Prædiken), men ogsaa for Børnene (ved sin Nidkjærhed for Skoleloven).
Naar vi nu se tilbage paa alle de samvirkende Omstændigheder, ville vi have lettere for at forklare os den endelige Udtrædelse, til hvis Historie vi straks skulle gaa over.
Haugianismens Læreejendommelighed gav Læseriet sin Charakter af Alvor og Verdensforsagelse som i Arv, men denne dets Charakter fik en ejendommelig Skjærpelse ved en nyere Vækkelse, der udviklede sig under Opposition og Isolation.
Oppositionen gjaldt den skiensk-evangeliske Vækkelse og de yngre Presters Virksomhed og den ved dem vakte Bevægelse. Embedets ældre Bærere besad ikke Læsernes Tillid eller Agtelse. Saaledes isolerede fra Embedet og alt nyere Liv i Statskirken, blev deres Ensidighed og Mistænkelighed altid større.
Elling Ejelsen udvidede Kløften, og endelig kom Skolestriden og Læsebogstriden til som det Afgjørende : «Læseriet» brød med Statskirken.
– les videre artikkel 5 her :