hans utbø : «skolevirksomhed og andre sysler» – del 2 i boken «storm og stille..»

– «..Kristelige Digte og Sange af Hans Utbø. Udgivet efter hans Død og ledsaget med hans Portræt og et Omrids af hans Liv og Virksomhed» – se oversikten her;

– les videre fra bokens sider 9 –  17 :

Efterat have udhvilet sig i Hjemmets Kreds og var bleven styrket ved den deilige friske Fjeldluft efter den anstrengende Eksamenslæsning blev Utbø allerede om Høsten samme Aar (1869/red.) af Kristiansands Biskop udnævnt til at bistaa sin gamle Fader som Kirkesanger og Skolelærer i Silgjord.

I denne Stilling forblev han indtil Efteraaret 1871, da Faderen tog Afsked, og han blev ansat som hans Eftermand.

Skolegjerningen var hans Lyst og Liv, og han tog fat paa den med en Ihærdighed og fortsatte den indtil sin Død med en Troskab, Samvittighedsfuldhed og Dygtighed, der fortjener Beundring. Hver Skoledag var en Fest for de Smaa, der fik Skolen saa kjær, at de baade græd og bad sine Forældre om hver eneste Dag at bivaane Undervisningen, men det hændte, at disse en enkelt Gang havde nødvendig Brug for dem hjemme.

Han forstod ogsaa at gjøre Undervisningen saa levende, fængslende og tiltalende for Børnene, at de ordentlig ligesom slugte hvert Ord af hans Mund. Dette var heller ikke at undres over; thi han var i Besiddelse af sjeldne Kundskaber og usædvanlige praktiske Anlæg, hvilke han stadig udviklede under den mest samvittighedsfulde og omhyggelige Forberedelse, ja han underviste neppe nogen Time uden forud baade nøie at have overveiet og ordnet Stoffet og udtænkt den mest praktiske og greie Fremstillingsmaade.

Desuden øvede han en skarp Selvkritik og studerede flittig Barnenaturen, hvortil han havde et overraskende Kjendskab, saa han med stor Sikkerhed kunde behandle hvert enkelt Barn efter sin Eiendommelighed, saa de forskjellige Karakterer bleve udviklede og forædlede, uden at deres særegne Præg gik tabt. Men fremfor alt glemte han ikke Luthers Ord : «Flittig bedet er over det Halve studeret», og en flittigere Beder for sig og sine Skolebørn skulde man vanskelig finde.

Det var hans største Lyst og Glæde at fordybe sig i Guds Ord og deraf suge Kraft og

– 10 –

Visdom baade som Kristen, Opdrager og Lærer. Derfor var al hans Undervisning gjennemtrængt og beaandet af Kristendommen, og det var ham en Hjertesag at lære de Smaa at bede og lede dem hen til Jesum, den store Børneven.

Følgende Vers er i denne Henseende betegnende for ham :

#

Gud trøste mig, jeg er saa dybt bedrøvet,

hvergang et Lam blir bort fra Hjorden røvet !

Gud trøste mig, Gud stille al min Graad,

naar ingen Anden gir mig Trøst og Raad !

#

Gud give Styrke i de trætte Fødder !

Gud give Troens Ungtræ stærke Rødder!

Gud give Kjærlighed i Bryst og Barm,

saa den kan gjøre Gjætergutten varm !

#

Uagtet Udgiveren har havt Anledning til at høre flere af vort Lands mest fremragende og dygtige Lærere undervise, saa betænker han sig ikke et Øieblik paa at udtale som sin Overbevisning, at han ikke har hørt nogen, hvis Undervisning har havt flere gode Egenskaber.

Ved Siden af stor Grundighed og Klarhed var den i høi Grad livlig, kvik og tiltalende og tilsigtede med en beundringsværdig Sikkerhed en alsidig, harmonisk Udvikling af alle Sjæleevnerne og var ligesaavel lagt an paa at oplyse, udvikle og berige Forstanden, som at paavirke Viljen og tiltale Hjertet.

Uagtet han næsten udelukkende anvendte den katheketiske Læreform, hvortil han var en Mester, styrede han dog sikkert forbi de Skjær og Klipper, som lægger sig iveien for en Katheket. Han fremholdt med Styrke sit Emnes Hovedtanke, havde et skarpt Øie for dets praktiske Side og undgik altid at fortabe sig i Enkeltheder.

Det var ogsaa mærkeligt, med hvilken Glæde og Freidighed han udførte sin Lærergjerning, hvilket utvivlsomt kom deraf, at han altid havde for Øie følgende Ord, hvormed han opmuntrede sine Standsbrødre allerede ved Begyndelsen af sin Skolegjerning :

#

Hør et Bud

fra din Gud :

«Naar du, Lærer, gaar ind og ud

i din Skole, jeg dig er nær,

Dagens Byrde jeg med dig bær,

ellers den blir dig for tung.

#

Er du træt ?

Har du grædt ?

O kom hid ! i mit Skjød dig sæt !

Der du finde skal Hvile sød.

Atter blusse af Kjærligheds Glød

Til din Gud og dit Kald».

– 11 –

For at gjøre sig bekjendt med Østlandets, men især Hovedstadens Almuskoler, reiste han i Midten af September til Kristiania. Her opholdt han sig ca. 14 Dage, ivrig beskjæftiget med at paahøre Undervisningen i de forskjellige Fag ved Byens Almuskoler og gjennemgaa disses Samlinger af Anskuelsmidler for at kunne gjøre et hensigtsmæssigt Udvalg for sin Skole, og han udtalte senere, at han høstede megen Frugt af disse Besøg.

Desuden besaa han alle Hovedstadens Seværdigheder. Malerisamlingerne, i især paa Oskarshal, tiltalte ham i høi Grad. Paa Hjemveien gjorde han en Afstikker om Drammen til Ringerike og besøgte bl. A. Norderhaug Præstegaard, hvor Svenskestuen med de mange Kugler i, blev den levende Bog, som fortalte saa kvikt om Svenskernes Besøg paa Anna Kolbjørnsdatters Gaard !

Herfra drog han Landeveien tilbage over Kongsberg og Hitterdal til sit Hjem. Høsten 1874 foretog han atter en Tur til Kristiania, især for at gjøre et større Indkjøb af Anskuelsesmidler til sin Skole for Penge, der var indkomne ved frivillige Bidrag af Børnenes Forældre i hans Skolekreds.

I Hjembygden virkede han utrættelig og «drev sin Skole greit og støt frem til et Maal Silgjordingerne aldrig før havde seet».

Han vandt ogsaa sine Foresattes fulde Kjærlighed, og de kunde neppe finde Ord stærke nok til hans Ros. Selv den dygtige og kritiske Skolemand, Biskop Jakob v. der Lippe, der ellers, som bekjendt, ikke pleiede at ødsle med anerkjendende Udtalelser, takkede ved en Visitats i Silgjord, Sommeren 1871, Utbø i alle Lærernes Paahør for den «udmærkede Kathekisation», han havde holdt, ja bad ham endog ind til sig paa sit Værelse, hvor han atter takkede ham «for den Glæde og Overraskelse, han havde skjænket ham under Visitatsen».

Uagtet hans store Dygtighed, og den Anerkjendelse han fik, var hans Virken i Skolen besteden og bramfri, saa det med fuld Sandhed kan siges om ham, hvad han sang om en anden Lærer :

#

Ja, Din Virken

ligned Birken

klædt i solvarm Dragt :

Haabets fagre Farve

Gjerningen fik arve.

Birkens Mildhed

Lys og Stilhed

stod med Dig i Pagt.

#

Han var tillige i Besiddelse af et barnligt Sind, der var ukunstlet

– 12 –

og frit for alt paataget Væsen, hvorfor han ogsaa besad en sjelden lykkelig Gave til at omgaaes Børn. Intet frydede ham mere, end naar han kunde glæde de Smaa, hvilket skeede tidt og ofte. Eksempelvis anføres, at han jevnlig gjorde kortere og længere Lystturer med Børnene og hvert Aar fik istand Juletræ for dem, ved hvilke Leiligheder han næsten fortryllede de Tilstedeværende med sin elskværdige Barnlighed. Disse Fester var noget nyt og uhørt for Børnene der oppe, og den Aften, da de samledes om Juletræet, var for dem Julefestens Glandspunkt.

Baade Unge og Gamle indfandt sig til bestemt Tid i Skolestuen, hvor de slog Kreds om det prægtige Juletræ med de mange brogede Lys og de deilige Frugter. En Salme blev afsungen og en Bøn blev holdt, hvorefter Pastor B. M. Bye holdt en liden vakker, barnlig Tale om Juletræet og dets billedlige Betydning, hvoraf gjengives følgende Grundtanker : Ligesom Julen minder os om den evige Jul oppe i Guds Herligheds mige saaledes skal Juletræet minde os om Livsens Træ i Guds Paradis, der er et Billede paa Jesus, det rette Livsens Træ.

Juletræets Top og Grene stræbe opad for at minde os om, at hvis vi skal faa deltage i den evige Jul, og spise af Frugterne paa Livsens Træ, saa maa Hjerte, Siæl og Sind under hele vort Jordeliv være himmelsksindet og himmelvendt. Granens Friskhed og grønne Farve skal minde os om det evige Livs Sommer, og at den Kristne altid skal have sit Haab vendt derop (grønt er, som bekjendt, Haabets Farve; thi Haabet er uforvisneligt).

Juletræets Lys skal minde os om, at Gud er Lys og bor i Lyset, og at enhver, som vil komme til ham, maa blive Lysets Barn og vandre i Lyset. Endelig, minder Juletræets Frugter os om Livsenstræets Frugter, der her paa Jorden skjænkes den ydmyge, naadehungrige og bedende Sjæl i Guds Ord og Sakramenter, og hisset i al Saligheds Fylde til enhver, som bliver tro indtil Enden.

Derpaa blev en af Utbø for Anledningen forfattet Sang afsungen, f. Eks. «Saa har vi atter det fagre Syn», hvorefter alle baade Store og Smaa Unge og Gamle fik Lov til at høste Træet. Det var en Fryd at se de mange straalende Barneansigter, isammen med de gamle graahaarede Mænd og Kvinder, der syntes at være blevne unge igjen, at glæde sig i Juletræet, spise dets Frugter og opløfte sine Hjerter til Tak og Bøn. Tilslut blev enkelte Sange afsungne, nogle vakre Børnefortællinger fortalte eller læste, og det Hele endte, som det begyndte, med Bøn og Sang.

– 13 –

Straks efter sin Tilbagekomst fra Seminariet stiftede han en Lærerforening og fik i Gang et haandskrevet Blad, der cirkulerede mellem Bygdens Lærere. Han drev ligesaa ivrigt paa den mundtlige Undervisning som Lekselæring og forsvarede kraftigt Bibeholdelsen af Pontoppidans Forklaring som Udenadslærebog, idet han hævdede, at naar Læreren først gjennemgik Bogens Ord mundtlig paa en tiltalende og hjertelig Maade, og Børnene derpaa lærte den ordlydende, saa mente han, at de havde en Skat af Kristendomskundskab inde, som sad fast, naar den blot mundtlige Undervisning forlængst var svundet som Røg for Vinden, og Forklaringen blev ofte det Middel, hvorved Herren fik drage Sjælene til sig igjen eller bevare dem for sekteriske Vildfarelser.

I Anledning af et større Lærrermødes Udtalelser om Forklaringen skrev han følgende Sang «til Pontoppidans Forfølgere» :

#

Pontoppidan skal nu af Skolen ud :

han er jo for gammel og graa,

og derhos fortolker han Herrens Bud

saa sandt og saa greit for de Smaa.

Og endnu en Ting – hans Lære er ren !

Det volder saa Mangen Me’n !

#

Pontoppidan stod jo saa mange Aar

i Skolen ærværdig og blid,

men nu skal han friste de gjængse Kaar

at mestres af klandresyg Tid.

Nu er da hver «Mester» saa hyperklog,

at selv han kan lave sin Bog !

#

Vor Tid vil ha’ Frihed paa alle Felt,

ja Frihed «for Loke og Thor»;

men Vantroen den er nok Tidens Helt.

(Tilgiv mig et ligefremt Ord !)

Og derfor skal han udaf Skolen gaa,

som taler om levende Tro til de Smaa.

#

Utbø gjorde ogsaa meget for at ophjælpe Kirkesangen og fik dannet en Sangforening, bestaaende af Yngre og Ældre, der blev oplærte til at synge smukt og nøiagtigt Salmer og Sange, hvilken Sangforening han ledede, indtil Sygdommen bandt ham til Sengen (han led av tæring/tuberkulose/red.). Tonekunsten omfattede han med stor Interesse, og i sine Fristunder studerede han Harmonilære og digtede Melodier. Flere af disse ere vakre og vidner om en betydelig Begavelse ogsaa i denne Retning. Fra Barndommen af havde han stor Lyst til at tegne, og det var længe hans høieste Ønske paa Jorden at blive

– 14 –

Maler, men økonomiske Hindringer lagde sig iveien. I denne Retning var han utvivlsomt mest begavet.

En berømt Landskabsmaler kom paa en Studiereise i Thelemarken ogsaa til Silgjord, tog ind i hans Faders Hjem og saa der tilfældigvis flere af hans Tegninger og Skitser og ytrede da i glad Overraskelse, at «den Gutten var født til at blive Maler», og at «det blev et Tab for Kunsten», hvis han ikke kom frem og fik en til sine Evner svarende Udvikling. Det største Arbeide, jeg har feet af ham i denne Retning, forestiller et Parti af Silgjord. I Forgrunden den lille gamle Stenkirke omgiven af frodig Løvskov, bestaaende fordetmeste af deilige Hængebirke. Til Venstre hæver det steile og omkring 4000 Fod høie Skorvefjeld sin skaldede Isse op mod Sky, medens Melfjelds og Lidfjelds vældige Klippemasser i Baggrunden stænger for Synet. Til Høire sees Begyndelsen af Silgjordsvandet, der smilende blinker en imøde, og hvis Strande ere saa naturskjønne. Det Hele er opfattet med Talent og gjengivet med Friskhed, Naturlighed og Troskab.

Naturfag var hans Yndlingsstudium, som han helst drev ude i Guds frie Natur, og naar Fjeld og Dal stod iklædt Vaarens Pragt, blev han aldrig mæt af at nyde den Glæde, Vaarnaturen giver, og hans barnlige Sind jublede ved Betragtningen af dens Herlighed. Ved slige Leiligheder var det hans største Lyst, for at bruge Pascals Ord, «at sætte Vokaler til Konsonanterne i Naturens store Bog, saa den kunde blive en forstaaelig Kommentar til Bibelen».

Alt var ham en levende Skrift, et Vidnesbyrd om Gud, og «han elskede Gud i Blomster smaa og hvert Skjønheds Spor» – Paa sine jevnlige Udflugter i Naturen havde han ofte Følge af en Ven, og da vendte Samtalen sig uvilkaarlig fra Naturen og det deilige Billedsprog, som den taler, opad til Himlen til de evige Boliger, hvorhen de gamle Fjelde saa alvorsfulde pege. Da dvælede Tanken med Forkjærlighed ved den Tid, da Skabningen, frigjort fra Forkrænkelighedens Trældom og delagtiggjort i Guds Børns herlige Frihed, evig skal straale i uforlignelig og uforvisnelig Glands, og Samtalen endte derfor næsten bestandig om det nye Jerusalem, der har en Herlighed, som intet Øie har seet, intet Øre har hørt, og som ikke er opkommet i noget Menneskes Hjerte.

Det var en af hans Yndlingstanker, at Naturen ikke bogstavelig skulde tilintetgjøres i Dommens Ild, men at kun hvert Spor af Synd og Forkrænkelighed skulde udbrændes, og alt lutres og forklares i Lighed med de Saliges Legemer. Naturen, mente han, kunde umulig sukke efter sin egen Tilintetgjørelse.

– 15 –

Se Rom. 8. 19–22. Denne Opfatning fremlyser paa flere Steder i hans Sange f. Eks. i følgende Vers :

#

Naar Vaaren leikad borti Bjørkelid,

naar Blomen oppnad Angat sitt so blid,

naar Fuglen kvittrad paa si grøne Grein,

og Soli glad paa heile Leikjen skjein,

daa bars de fyr meg som i fager Draum

med Song og Leik i livands Tonestraum :

Her maa det vera, her paa denne Jord,

naar ho af Herren eingong verdt forklarad’, –

att me skaa njota ævleg Gleda stor,

att me skaa ævleg lykkelege vara !

#

Den samme Tanke udtales blandt Andre ogsaa af Professor P. A. Philippi i hans Udlæggelse af Romerne 8. 19–22.

Utbø var ogsaa begavet i poetisk Retning og digtede Sange med stor Lethed og Hurtighed, og naar man tager Hensyn til hans Ungdom og Uddannelse, maa man forbauses over den poetiske Friskhed og Formskjønhed, som mange af dem eier.

Eiendommeligt for dem alle er den dybe inderlige Himmellængsel og varme Kristenkjærlighed, hvoraf de er gjennemtrængte, og han besynger med Forkjærlighed Naturens og al Skabningens skjulte Suk efter Forløsning, medens Minder fra Eden glider frem for hans indre Øie, idet han ved Troens Lys skuer, hvorledes Forkrænkelighedens Slør, som skjuler alt det Fagre paa Jorden, drages tilside «af Almagtens Hænder» saa Naturen, forgyldt af Livets Sol, kan straale i sin oprindelige Glands og Pragt :

#

Se Træerne staar og klapper i Haand

til Fuglenes jublende Sange;

thi nu er de fri de Lænker og Baand,

som før sad saa tærende trange.

Smaablomsten i aldrig visnende Skrud

nu smiler af Fryd over Engen

og Mennesket leger yndigt for Gud

med Toner fra Guldharpestrengen.

#

Nu hørte jeg grant, hvad Fuglene sang :

Det var om de salige Dage,

da Glæde og Fred paa Jorderigs Vang

stod sammen som Søskend saa fage.

De bævende Toner Minderne bar

fra uskyldets Vaarstund i Een.

Med Vemod de sang : vor Hjertefred har

bortflygtet med Paradisglæden.

#

Han efterlod sig ogsaa endel Naturskildringer i Prosaform, kvikt og livligt skrevne, saa den friske frie Natur ligesom aander en imøde

– 16 –

» />