– fra boken “Oplevelser og Erindringer” – s. 55 – 65 :
– 55 –
En Reise til Øerne ved Stavanger.
I Sydvest for Tananger ligger en liden Ø, Raadt (i dag : Rott), som ofte er utilgjængelig paa Grund af Storm og Uveir; der bor mange Mennesker, som er modtagelige for Guds Ord, men sjelden kommer der nogen Ordets Bekjendere, uden naad Sildefisket slaar til.
Det er stilfærdige og godmodige Folk, uberøret af Fastlandets Væsen, og deres Ungdom er ikke udsat for Bylivets Paavirkninger. Disse Øboere er sammenflettede i Slægtskab og Svogerskab; de mandlige er Søfolk og har smaa Jordlapper, som Kvinderne for det meste dyrker.
De lever et stille og roligt Liv, og jeg tror, at de fleste dø, der de er fødte. Jeg havde det meget godt blandt dem; de var renslige i det huslige og tækkelige i deres Klædedragt. De var hærdet i Havets Brusen; i stille Veir var det et malerisk Syn at se en Mængde Seilere og Dampskibe krydse omkring Øen, og der var meget i Naturen, som oplivede Sindet for dem, der gav Agt derpaa; men det maa siges, at disse Øboere havde liden Opmuntring i aandelig Henseende; thi der var ingen Bekjendere, som udmerkede sig i Gudsfrygt og Virksomhed. Jeg kunde heller ikke være der længe.
Widdingsø (i dag : Kvitsøy) er en meget større Ø; der er Kirke, og der er større Forbindelse med andre Øboere og især med Stavanger; der er et stort Fyrtaarn med et prægtigt Fyr, og her sker ofte Forlis.
Befolkningen er godmodige og ikke faa alvorlige kristne, som virker meget i sine Omgivelser, og der kommer ogsaa Bekjendere fra andre Steder, saa det aandelige Liv vedligeholdes. Denne Ø er udmerket frugtbar og har især ypperlige Havnegange for Kreaturerne; der var godt at være i mange Henseender, især trivedes det enfoldige Troes-liv.
Paa denne Ø har det til sine
– 56 –
Tider været ualmindeligt rigt Sildefiske, og blandt dem, som kommer for at fiske og for at kjøbe Sild, pleier at være mange Guds Ords Bekjendere, og paa denne Maade har det levende Ord, som er forkyndt i Kjærlighed, fæstet sig i Øboernes Hjerter til stor og rig Velsignelse.
Paa Øen Kloster boede en Mand, som hed Børre Garmand; han var bekjendt for sin Gudsfrygt, og han var i Sandhed et Æreslem iblandt de levende. Herrens Aand var udgydt over mange Sønner og Døtre paa denne Ø. Fra Kloster kom jeg til Aamø (i dag : Åmøy), og der var ogsaa nogle Guds Ords Bekjendere, deriblandt John Haanafjeld og Morten Kaata. Her blev jeg anmodet om at besøge en syg Kone, som boede paa Vestsiden af Reinsø (i dag : Rennesøy). Ingen vovede sig did, fordi Mandfolkene var imod saadanne Besøg; mit Følge gjorde mig opmerksom paa den Skik, som brugtes der; ingen maatte nemlig vove at gaa ind uden at melde det ved at optage en Stør (staur), som laa ved Husets Væg, og med den slaa paa Væggen og vente til en kom ud og bød ham at komme ind, hvis de ansaa ham værdig; men i modsat Fald maatte man gaa sin Vei.
Vi landede tæt ved Gaarden, og flere Mandspersoner, som stod paa Trappen udenfor Huset, saa mig komme. Jeg gjorde imidlertid Brud paa Stedets Skik, idet jeg tog af mig Hatten og vandrede lige ind i Stuen, og Mændene kom ind efter mig.
Saasnart den syge Kone saa mig, trak hun Sengeteppet over Ansigtet. Jeg blev staaende ganske stille og tænkte paa, hvad jeg skulde gjøre. Et bekjendt Salmevers kom for mig, og jeg begyndte at synge det, og straks saa jeg Konen trække Teppet bort fra Ansigtet, og saasnart jeg holdt op at synge, sagde hun : “De ved vel, hvor stor en Synder jeg er; jeg er den største af alle Syndere !”
– 57 –
Jeg sagde, jeg vidste nok, at hun var en Synder, men ikke den største. Jo, mente hun, hele Verden maatte vide det, at hun var den største; hun vedblev og sagde : “I seksti Aar har jeg levet i Synden, og jeg har endog bandet paa mit Sygeleie; der kan ikke være mere Naade at faa for mig !”
“Jo, for dig er Naade at faa, du er alt kommen paa Veien, det er det første Visdoms Skridt sin Daarlighed at kjende; du dømmer dig selv at være skyldig til Døden, og saadanne, siger Guds Ord, skal ikke fordømmes med Verden”, sagde jeg.
“Sagde vor Herre til dig, at du skulde gaa til mig ?” spurgte hun.
“Ja”, svarede jeg, “ellers havde jeg ikke kommet hid; det er den Helligaands Gjerning, som har aabenbaret dig, at du er saa stor en Synder; Kjød og Blod har ikke aabenbaret dig det; den Herre Jesus gik i Døden for dine og Alverdens Synder paa det at hver den, som tror paa ham, ikke skal fortabes, men have det evige Liv; han har gjort alt for dig”.
Hun blev oplivet og reiste sig op i Sengen; jeg holdt en kort Bøn, og efter Bønnen sagde hun : “Det er meget rart, at ingen har talt med mig om dette forhen”.
“Jo”, sagde jeg, “du har nok hørt det i Kirken og paa andre Steder ogsaa; men du har ikke forstaaet det”.
“Ja, men seksti Aars Syndesøvn; kan der virkelig være Naade at faa for mig !” udbrød hun.
“Ja, om du saa havde levet i 600 Aar”, svarede jeg, “saa sandt du endnu er i Naadetiden; hver en Synd kan afbedes og forlades, naar du tror, at Guds Søn har gjort dig fri ved sin Lidelse og Død, og saa faar du Naade i Liv og Død. Anam (ta i mot) nu mit Raad med Taksigelse og fat Mod”.
– 58 –
Konen havde nu vanskelig for at forstaa mig; Brød blot en Gang for Livet kan blive for lidet; dog, naar Ordet kom til, saa var det vistnok.
O, hvor mange der er, endog i Kristenheden, som dør lig Barnet i Fødselssmerten, fordi der er ingen Hjælper i Nøden.
Konen var meget glad over, at jeg kom; jeg trøster mig ved, at der var troende Brødre i Nabolaget, som siden lovede at besøge hende. Jeg tror, at Mændene gav noget efter; thi Konens Mand sad hele Tiden ved Sengen og hørte paa vor Samtale.
Paa Reinsøen (Rennesøy) er Hovedkirken, og der er ikke faa Venner; ligesaa paa Askøen; men paa Øen Bro (Bru) bor de mest bekjendte, saasom Knud Bro; der stod nylig i et Blad Beretning om hans Død; Truls Bro, N. Hansen og Daniel; disse Mænd var vidt bekjendte. Paa Buøen er ogsaa nogle faa alvorlige kristne, den mest bekjendte blandt dem er N. Andersen. Paa en Ø, der kaldes Bukken, var en gammel, bekjendt Mand, som hed Lars Kro; det var en hæderlig kristen samt hans to Sønner og enkelte andre der. Det var et meget hyggeligt Sted at komme til.
Der blev ført en Samtale om, nhvad man skulde gjøre med dem, som ikke kom til Opbyggelse, naar de fik Budskab, samt om man skulde vedblive at sende Bud til dem eller ikke. Der var mange Venner tilstede ogsaa fra andre Øer, og man blev enig om, at man burde vedblive at sende Bud, saasnart der blev berammet Opbyggelse paa et eller andet Sted.
Finø (Finnøy) er eget Prestegjeld; der har været megen Bekjendelse af Guds Ord, baade af Læg og Lærd. Den bekjendte Prest Gabriel Kjelland (Kielland) døde der (ikke korrekt – han døde i Lyngdal); hans Kone var en merkelig Digter; hun forfattede blandt andet den Sang : “O, Frelser, hør dog min bedende Stemme”. Denne Sang findes i Kjernen (mrk. Myhrebøes salmebok) under Nummer
– 59 –
177. Fire af Kjellands Døtre er gift med Prester; de to mest bekjendte af disse er Provst Hauge i Skien (Andreas Hauge : sønn av H.N. Hauge) og Presten Winsnæs, for Tiden i Lier; begge to er flinke Fiskere, og deres Fruer meget elskelige.
Efter Kjelland (Kielland) kom Provst Flood, som siden blev forflyttet til Hitterdal (idag : Heddal) og Hedrum, hvor han døde. Jeg besøgte ham første Gang paa Finø (idag : Finnøy), og siden stod jeg i et troende Forhold med ham lige til hans Død; han virkede meget godt paa Finø. Der var en Bonde, som hed Engel; han var et Middel i Guds Haand til at vække en Prestefrue; dette maa vel kaldes en stor Gjerning, da hun siden har været et fremragende Vidne ved sin stille Vandel og store Gjestfrihed.
Fogn er ogsaa en Ø, og der er heller ikke saa faa Venner, blandt dem kan nævnes Jens Fogn, som var vidt bekjendt for sin nidkjære Virksomhed. Det var en meget livlig Mand.
I Strands Prestegjeld er der ogsaa en Del Venner; Rasmus Fiskaaen er den mest bekjendte af dem, og det er en meget hæderlig Mand. I Aardal er der mange begavede Mænd og Kvinder, som vidner med Kraft om den korsfæstede Frelser. Jeg har sjelden hørt en saa vakker Salmesang som der; derfra kom jeg til Jelsa, Hjelmeland, Sand, Suldal og Vigedal, og jeg fandt paa alle disse Steder adskillige Venner, som havde Omsorg for sine Medmenneskers Sjæle.
I Haugesund har der længe været aandelig Virksomhed, og der lever mange Venner; blandt disse kan nævnes Møller Jens Risøen samt Kjøbmand Amli, som har udgivet to Bøger, der ikke er at forkaste; man behandlede ham uforstandigt, men han bar det med Taalmodighed. I Kobbervig var den meget gamle Baard Stane, der var meget godt hørt; jeg traf der sammen med flere andre Venner. Skudesnæs var dog Hovedstationen; thi der var Herrens Aand mægtig udgydt over mange Folk, der
– 60 –
herskede en Aand med Kundskab og Visdom; de mest bekjendte var Ole Kjelsen, Per Medbø og Kornelius Korneliussen; det var allesammen fuldvoksne Mænd i Kristo Jesu vor Herre, og de stod i Spidsen for Menigheden. Alle de her nævnte Steder stod i nøie Forbindelse med Stavangers Broderskab i fælles Raad i vigtige Ting.
Skudesnæs har mange Søfolk, Dampskibene gaa did regelmæssig om Vinteren, naar der er Sildefiske, og da er der en Masse Folk, hvis største Eiendomme flyder omkring paa Vandet i de forskjelligste Størrelser, medens man holder paa at trække Garnene, der ofte kan være aldeles fulde af Sild, naar Fisket slaar til. Dette er i Sandhed et storartet Syn for den, som ikke har seet saadant; Folkene er glade og muntre, naar Fisket lykkes; men mislykkes det, saa taber man straks Modet og hænger paa Hovedet. Her kan man faa et tydeligt Syn paa Menneskets Sindsstemning; men man kan ogsaa tydeligt se Guds Almagt baade paa Landet og Vandet; ja, han er stor i det høie og det lave, men vi skulde frygte og elske ham, fordi han elskede os først og underlig har holdt sin Haand over os til det gode.
Nu maa jeg tage Afsked med alle disse Øbeboere, som jeg har havt saa mangen hyggelig Samtale med. Gud i Himmelen se i Naade ned til dem alle og styrke dem i Ordet og i Troen indtil deres Død. De fleste af de nævnte Personer er henvandrede i Fred, men de har efterladt sig et velsignet Vidnesbyrd.
Det var saa lærerigt og styrkende for min svage Tro at se og erfare Guds Allestedsnærværelse, se, hvorledes han ved sine svage Redskaber virker og velsigner Gjerningen, som foregaar i Tro og Kjærlighed til Medmenneskers Frelse. Folket forstaar saa godt sine jevnliges Vidnesbyrd, og de betror sig heller til dem end til nogen Lærd, da de frygter dem. Tænk, hvor godt
– 61 –
det er for dem, som bor paa et ensomt Sted, at de kan komme sammen om Søndagene for at betragte Guds Ord. De har ikke mange Talere at vælge imellem, som paa enkelte Steder.
Farvel med Stavanger.
Det var ingen let Sag at skilles fra Stavanger; og jeg havde en stor Gaard og en hel Del Byggetomter, som ikke lod sig sælge, af den Grund, at Sildefisket havde slaaet feil.
Mine Venner vilde dog overtage Salget, hvilket var meget dumt af mig; thi efter mine Beregninger skulde jeg have 4000 Kroner i Overskud, naar al Gjæld var betalt, og i det Sted fik jeg kun 100 Kroner tilovers; saaledes forsvandt mit Tilgodehavende. Da jeg kom til Stavanger havde jeg intet og var alene; men da jeg reiste efter seksten Aars Forløb, havde jeg Kone og seks Børn og 32 Kroner, efterat Fragten var betalt med 100 Kroner til en Jagt, som var lastet med mit Indbo.
Med et tungt Hjerte tog jeg Afsked med mine kjære Venner; John Haugvaldstad var død; vi færdedes sammen i seksten Aar, og han døde paa min venstre Arm. Han var gaaet ud en Morgen til hr. Due, som var Formand for Israels Missionen, for at overrække ham et Papir paa 400 Kroner, som en snil Mand havde sat ind i en Gaard. Pengene skulde ikke opsiges, men de var ordnede saaledes, at der skulde trækkes seksten Kroner aarlig til Israels Missionen. Due var imidlertid ikke hjemme, og da Haugvaldstad kom ud af Døren, faldt han omkuld, og jeg var den første, som kom til ham og reiste ham op. Imidlertid kom flere til, og vi fik ham op i en Lænestol og bar ham hjem.
– 62 –
Kommen hjem blev han lagt paa en Sofa; han talte med os og fortalte, hvorledes alt var gaaet til. Derpaa takkede han Gud for al hans Godhed, og efter en Stunds Forløb bad ham om at faa lægge sig; vi fik en Pude, og jeg tog ham om Halsen og lagde hans Hoved ned paa Puden, og i det samme opgav han Aanden i fuld Paaklædning.
Gaden og Huset var aldeles fuld af Folk, saa vi neppe kunde røre os. Saaledes endte hans Dage; Øvrigheden og Presterne besørgede Begravelsen, og han bares ind i Kirken, fulgt af en uoverskuelig Menneskemasse.
Jeg har endnu to af hans Egeborde (eikebord); paa disse Borde har mange kristelige Venner spist, og mangen Bøn er holdt før og efter Maden. Jeg har havt dem i syv og tyve Aar, og Haugvaldstad sikkert over femti Aar.
Næst efter Haugvaldstad var en ærværdige Olding Torger Sikveland, som i femti Aar virkede som Lægprædikant; han var Kjøbmand og Garver i Arendal, men i Aaret 1840 flyttede han til Stavanger. Han blev meget gammel og sløv, men i Opbyggelsen blev han som ung. En Nytaarsaften lukkedede han sine Øine i Døden; Morgenen før følte han sig upasselig, og hans Svigerdatter fik ham til at lægge sig. Samme Aften spiste han en liden Portion Nytaarsgrød, og da han var færdig med den, sank hans Hoved ned paa Puden i Sengen, og straks efter opgav han Aanden i stille Fred.
Denne Mand var et trofast Vidne lige til sin Død; det er følsomt for mig at tænke paa de kjære Brødre, som jeg har færdes sammen med i mange Aar. Det maa være mig tilladt at nævne enkelte af dem. Mons Johnsen var Kontormand, og det var en Mand med sjelden stor Indsigt i aandelige Ting. Kjøbmand Per Romsland var en virksom og vidt bekjendt Mand, ligeledes Kjøbmand Engel Hansen var en af de gamle, trofaste
– 63 –
Brødre. Kjøbmand S. Gundersen var ogsaa en virksom Mand, men han havde meget stor fremgang i det timelige. Bager Raal Larsen var en elskelig Mand, ligeledes Bager Mathias Schrøder, der var en Prestesøn, som brugte at reise meget paa Helligdagene.
Ansgar Tallassen var fyrig i mange gode Ting. Garver Haave var meget bekjendt for sin store Gjestfrihed. Dette er kun nogle faa af de Venner, som virkede blandt Folket paa Landet og i Byerne. Jeg maa dog ikke glemme at nævne Foged Skyds ( S. Schiøtz), Presten Due og S.E. Svendsen samt Postmester Kjelland (Kielland), der alle var virksomme Folk til at fremme alt godt og sandt.
De fire sidste var af Brødrene, og jeg var undertiden med dem, ja ofte med Fogden. Blandt Vennerne i Stavanger var der en stor Enhed i alt, som kunde tjene og gavne til det gode baade i aandelig og legemlig Henseende.
Venner i vid Omkreds kom til Byen for at søge Raad og Veiledning i mange forskjellige Ting. Saaledes fandt nogle Venner udenfor Stavanger en Dag en Del Tønder flydende paa Søen, og de tog dem med sig hjem; men de fik Ufred i sit Hjerte og spurgte hverandre, hvad de skulde gjøre med det fundne Gods.
De reiste først til Skudesnæs, men Vennerne der bad dem reise til Stavanger. Og da de omsider kom til Stavanger, saa viste Vennerne dem til Broderskabet i Bergen. Bergens Venner gav dem det Raad, at de skulde ro Tønderne ud paa det Sted, hvor de havde fundet dem, og kaste dem ud. Dette blev gjort, og de fandt Fred.
Et andet Eksempel om et Gaardmand i Bergens Stift. Det er nemlig forbudt at fiske og sætte Garn i Søen om Søndagene; men der var og der er vel den Dag i Dag dem, som ikke agter Bøderne, da Gevinsten ofte er saa meget større. Imidlertid havde nogle Mænd kastet en Not og gjort en glimrende
– 64 –
Fangst; men Taugene til Noten maate være fæstede paa Land, og den Mand, paa hvis Grund Taugerne var fast, var en gudfrygtig Mand, og han fik ca. 1000 Kroner paa den paakaldte Landslod. Men denne Mand kunde for sin Del ikke benytte disse Penge, da de var erhvervede ved at vanhellige Søndagen; han reiste imidlertid til Stavanger, og der blev han efter Overenskomst men mange af Vennerne enig om, at Pengene skulde tilfalde en Stiftelse for fattige Pigebørns Opdragelse, som allerede var sat i Virksomhed af Haugvaldstad.
Naar en af Vennerne maatte overgive sit Bo til Skifteretten, og denne Ven forhen havde holdt Opbyggelser, var det ham strengelig forbudt at vedblive med det; han kunde være med at synge, læse og holde Bøn, men han fik ikke Lov til at holde Foredrag.
De lærde fortsætter ogsaa med det sidste. Er det Tidernes store Forandring, som medføre Tab, saa bør det naturligvis tages Hensyn til, eller vedvarende Havarier; man bør under alle Omstændigheder være skaansom i sin Bedømmelse, da det samme kan ramme den, som for Øieblikket staar.
En anden Sag er det, naar det er skeet i Lidenskabelighed; men en øm Samvittighed bør itide trække sig tilbage, saa Stødet ikke skal blive dobbelt paa en Gang. Denne Mening var gjældende i Bergen, Haugesund, Skudesnæs og Stavanger, saavidt jeg kunde erfare, og hvis vi ikke kan lette vor Broders Byrde, bør vi endelig vogte os for, at vi ikke lægge Sten paa den.
I Aardal og Hjelmeland var stor aandelig Bevægelse, men deres Prest var gammel og likte ikke denne Bevægelse, Der var mange oplyste Mænd, og de kom paa den Tanke, at de vilde gaa ud af Statskirken. De udvalgte nogle ældre Mænd og sendte dem til Vennerne i Stavanger for at raadføre sig med dem; de forelagde Vennerne sin Sag og mente, at det ikke var muligt
– 65 –
at blive staaende i Statskirken med en saadan Prest. Vennerne foreholdt dem, at de havde Frihed til at dyrke og frygte Gud paa bedste Maade enhver for sig, og de gav dem det Raad, at de skulde reise hjem og overveie vel, førend de tog det afgjørelde Skridt, og saa skulde de komme igjen og berette Resultatet; men de kom ikke igjen, og ingen Udtrædelse fandt Sted.