“vise-knudt” møter maleren christian skredsvig

– hentet fra Fron Historielags hjemmeside (Fron Historielag – stiftet 1928).

Sommeren 1874 besøkte jeg Vis-Knut i hans hjem i Gausdal. «Hvor er du fra ?» sa han heftig og reiste sig fra en slagbenk. Han gjorde et enestående og veldig inntrykk på mig. Hans hode var stort og kraftig med langt, vakkert sølvgråt hår som nådde ham ned på axlerne. Han vendte profilen til når han så på en, han var jo meget skjeløjet, og sigtet da med et gløgt, lidet øie over næseryggen. Han var temmelig høj og førlæmmet, krumrygget og gikk hinkende og besværligt.

Han skænket mig nogle drammer, som var farvet av forskellige urter og rødder som han selv havde funnet.

Jeg fik lov at tegne ham, og under dette pratet han meget livligt og muntert. Han lo især hjertelig over at folk trodde at han vidste alt.

En kone kom inn, og da jeg skjønte at hun hadde noget på hjertet, forlod jeg Knut en stund. Siden fortalte han – og han smilte – at hun hadde en søn i Amerika, men hadde på flere år intet hørt fra ham. Hun spurte om hun ikke snart fik brev, om det var underveis, osv.

«Håssen kan jeg vite sånt?» sa han. «Men jeg måte sige noget, og jeg sa – å jo, jeg tror du får høre fra ham om en tid. Hadde det været før i tiden – men nu, så gammel som jeg blir. Men folk vil ikke tro at alderen gjør noget, ja, de vil næsten ikke gå fra mig før jeg har sagt noget som kan trøste dem.

Idag var her flere mænd fra Espedalen. Der oppe i skogen har et barn, en gut på 4-5 år gått sig bort, nu på tredje dagen. De vilde ha mig med. Faren var med og tagg og bad at jeg skulde bli med og søge. De havde mandgar på en 100 mand. De vilde bære mig med sig, men jeg er for skrøbelig».

–  Næste Morgen var atter nogle hos ham for at få han med og lete, men han vilde ikke. En af disse fortalte mig at det var forbausende hvor god greje Knut havde på skogen som afsøgtes, på bækker og bækkefar og stier. Og ved en liden bæk som han nøje beskrev, burde de især lete, han havde tegnet med fingeren på bordet for dem.

Siden da jeg skulde sige farvel med Knut, spurgte jeg hvad han mente om gutten. Jo, barnet var nok i live og vilde findes i live også, mente han.

Men kort før jeg gik, hændte der noget : han sad i sin lave sengebænk inde i kammersets halvmørke. Jeg sad ved det eneste vindu som vendte mot syd – ud mod dalen. Pludselig gav det et, og som det syntes, smerteligt ryk gjennem ham. Han bråsnudde hovedet mot vinduet og tog sig krampagtigt med hånden efter højre kind og tinding. Disse ryk og bevægelser med hovedet og hånden – og jeg tror med undertrykte Smertesstøn – gjentok sig en tre gange. Ilde tilmode – jeg trodde Knut var syg og trængte Hjelp – spurgte jeg om han fejlede noget og om jeg eller nogen af husets folk kunde hjælpe ham.

«Nei», sa han, «men – det dør så mange, mange folk der ude».

Og han betegnet med en bevægelse at det var sydover. Så spurgte jeg om det hændte nogen ulykke — nede i bygden. «Nei, det er nok langt undaf -, nede i nærheden af Afrika, der dør nu så mange», sa han, og sad stille, sammenludet i sin sæng.

På min tur ca. 14 dage senere, indover mod Romsdalen, læste jeg i Morgenbladet om en hungersnød som herjede i omegnen af Det røde hav,mange mennesker omkom.

Ligeledes læste jeg i avisen om en liden gut opi Espedalen som havde tullet sig bort, men var gjenfundet. Det var, jeg tror på femte dag, en mand overrasket barnet, idet det vilde skjule sig under en sten – eller et berg -, lige ved en bæk. Dette passet sammen med tiden da føromtalte gut blev eftersøgt.

Min far, Erik H. Skredsvig, blev i 20 års alderen, ca. 1837 syg og gik på sin fod fra sit hjem på Modum, til Knut, som også da var i Gausdal. Knut la sin flade hånd på fars nagne bryst – hånden flyttet han og søgte på flere steder indtil med ét – da stanset hånden af sig selv og ligesom suget sig fast til brystet. Knut begyndte herunder at skjælve og ryste, og sveden sprang af hans pande. Han forsøgte at slide hånden til sig, men den sad fast. Så greb han den med sin andre hånd og rykket den løs.

«Der sidder din sygdom», sa han.  – Far fik det råd at drikke en slags låg kogt på enebær eller ener-rødder. Far blev fuldstændig frisk, og var en stærk mand siden. Så havde han sagt til far : «Du har et stort ar på venstre læggen, du har hugget dig». Det var for så vidt sandt med arret og hugget, men det var på højre lægg.

– Som vederlag gav far ham noget kaffe og sukker – penge vilde han ikke modtage.

Vis-Knut fortalte mig at han havde fåt andagtsbøker – og jeg tror breve også – fra daværende theologiske spitser i Christiania. Og de gamle salmebøker foretrak han for de nyere, han lod til at være stærkt religiøs.

Hvis jeg ikke tar meget fejl, var han i sin tid helt nede på Modum, hvor en kone på Sønsteby lå meget syg. Da det rygtedes at Knut var i farvejen, blev ilbud sendt imot ham for at hente ham til den syge. Da budet mødte Knut og bad ham følge med, svarte han : «Nu behøves det ikke, for nu døde hun». Budet merket sig klokkeslettet, og det stemte med timen da den syge døde.

–  Jeg kjendte en mand, Truls Rud på Modum, som var munter og fuld af løjer. Han fulgte af nysgjærrighed med en ven af sig op til Vis-Knut. Truls vidste at Knut ikke tålte nogen hovedbedækning. (lue).

Da han så sad ved siden af Vis-Knut, tænkte han det skulde være morro å sætte sin hat på ham. Da bråvendte Knut sig og sa : «Jasså, tænker du det du ?» Truls blev så ræd at han vovet ikke videre forsøg med sin hat.

Chr. Skredsvig 1910.

Mine forældre som nu er døde, fortalte om en mand, som havde rådspurgt Knut om noget. Men Knut var stur og tvær mod ham, og bebrejdet manden, at han en nat havde taget en fremmed hest og redet et langt stykke på den og git den et hårdt slag da han skilte sig med den. «Fy», sa Knut, «det er det styggeste du har gjort». –  Og manden tilstod siden at det var så som Knut sa.

Eggedal, 18. aug. 1904.  Chr. Skredsvig, maler, 50 År.

Skriv inn søkeord..