fra boken av A. Chr. Bang : “H.N. Hauge og hans samtid” 1875;
her berettes på sidene 323-326 om Bjotveit følgende :
Medens Hauge denne gang (tilbake til Bergen desember 1802) havde været fraværende fra Bergen, havde biskop Brun faaet at skaffe med en Sag vedkommende en af Hauges Venner, der er altfor karakteristisk, til at den her kan forbigaaes.
Vikør Prestegjeld i Hardanger havde ved Begyndelsen af dette Aarhundrede en Sogneprest ved Navn Tonning. Han var af et heftigt og hissigt Gemyt, paastaaelig i sine Meninger og yderliggaaende rationalistisk i sin Opfatning af Kristendommen. Mendens han i Ro og Fred gav tilbedste for det arme Folk sine Menneskelærdomme, som han mente indeholdt “sund Moral og sunde Religionsbegreber”, begaf det sig , at Prestegjældet pludselig fik besøg af en Mand, der “satte Almuen i største Bevægelse”; det var Samson Thorbjørnsen Traae fra Bergen. (Efter sin Opvækkelse ved Hauge havde denne sjeldne begavede Lægmand gjort følere længere Reiser for at tale Guds Ord. Om Hlsten 1800 finde vi ham saaledes paa Røros, hvor han tørnede sammen med Sogneprest Krag; denne Embedsmand, der frygtede for, at han kunde “forvilde svage Mennesker… ved sit usammenhængende Snak og skinhellige Væsen”, lod ham arrestere og føre først til Lensmanden, hvor der blev optaget et slags Forhør over ham, og derpaa til Throndhjem, ledsaget af en Skoleholder, der for Stiftet nærmere skulde oplyse “Tingenes Sammenhæng”. Hvprdan det gik ham i Throndhjem, er ubekjendt. Naar Sogneprest Krag fortæller om Traae “at han ikke kunde læse riktig i Bog”, at han ikke kunde give “fornuftig Forklaring over Ting, som Børn paa 9 Aar” vide Besked om, saa er det et Bevis paa, hvorledes en forøvrigt agtværdig Mand kunde være forblindet, naar Talen var om en Modstander af den nye Oplysning. Skrivelse fra Sogneprest Krag til Biskop Bugge af 24de September 1804 (Rigsarkivet)).
Guds levendegjørende Ord hørtes atter i Byfden i sin gamle Kraft, Folkets Opmærksomhed blev vagt, der holdtes “Samling paa Samling allevegne. Sognepresten, der vilde modarbeide hvad han ansaa for et “fordærveligt Sværmeri” kaldte naa Traae for sig, søgte at rætte ham i Et og Alt, men – forgjæves; Lægmanden vidste, hvad han vilde og gjorde, en Holdning, der i Prestens Øine selvfølgelig var et Bevis paa “Dumhed” og en yderlig Haardnakkethed”. Tonning forbød ham da i Kraft af Forordningen af 13de Januar 1741 at holde Samlinger i Prestegjeldet; Traae – vi lade Presten selv tale, Leseren vil af sig selv forstaa det Fordreiede i hans Fremstilling – “svarede trodsigen og slog i det samme Knip med Fingeren paa en stolt og foragtelig Maade : Ja, jeg gjør det alligevel, beraabte sig derhos med fræk Uforskammethed : han var Lyset, han var en Apostel. Jeg drev ham da endelig med fortjent Indignation paa Døren; det var mig umuligt længere at udholde en saa yderlig Ùforskammethed og fordøie saa megen Nonsens”.
Men den af Presten paa Dør jagede Lægmand holdt Ord, han gik lige fra Tonning til nærmeste Gaard og talte Gud Ord. De følgende Søndage havde Vikørpresten Stof nok for sine Prædikener, idet han – som han mente – “lærte og advarede mod Sværmeri og dette Uvæsen”.
Samson Traae reiste sin Vei; men hans Ord havde antændt Ild i Manges Hjerter. Blandt dem, der under hans Ophold i Vikør vare blevne opvakte til kristeligt Alvor, maa Skolelærer Ole Olsen Biotvedt nænves som den mest fremtrædende og som den, der fik den største Indflydelse. At han snart maatte blive Sognepresten en Torn i Øiet, siger sig selv. Der indløb Klage over Biotvedt fra en 6-12 Mand i Bygden – at Tonning stod bag og var den egentlige Klager, er man berettiget til at slutte af hans Færd baade før og siden – ,Klagen indsendtes til Provsten Rørdam i Kintservik, der strax, uagtet der til ham indløb en Forsvarsskrivelse for Biotvedt fra 50 Mand i Vikør, suspenderede Skolemesteren og indberettede Sagen for Biskop Brun. Denne vilde ikke fatte nogen endelig Afgjørelse, før Erklæring fra Biotvedt var indhentet. Efter at den afæskede Erklæring var indløben til Biskopen, fant denne sagen at være af saadan Beskaffenhed, at Biotvedt burde indsættes i sin Bestilling. I Skrivelse af 22de Oktober 1802 pålægger han Provsten, forsaavidt Biotvedts Erklæring medførte Sandhed, ufortøvet at lade denne indsætte i sit Ombud, og at “denne Ordre af Sognepresten fra Prædikestolen oplæses uden nogen Kommentering af den Oplæsende”.
Tillige pålægger han Provsten at tilholde Tonning at omgaaes Biotvedt og “Likesindede” med Skaansel og ikke “for snart tro, hved der siges om dem”. Brun kan vistnok tænke sig, at de Vagtes “Nidkjærhed mod Synd” stundom kan være anbragt “paa urette Sted” men derfor bør de “idetmindste kun hemmelig vises til Rette af os, vi som selv prædike Omvændelse, Tro og Afholdenhed”. Endelig gjør den gjæve Biskop gjældende at “vi maatte dog altid hller ønske os til omvankende Skoleholdere saadanne Rigorister end kaade Drenge”.
Dette var for megen Ydmygelse for den hidsige Tonning til at han skulde ville finde sig deri. Rørdam var død, inden Biskopens Skrivelse kom han i Hænde; den konstituerede Provst, Sognepresten i Strandebarm Ditmar Kahrs blev af Tonng bevæget til at stille i Bero Udførelsen af Biskopens Ordre af 22de Oktober, medens man indhentede Bruns Erklæring over en Forestilling af Presten i Vikør, der gik ud paa, at Biotvedt først skulde gløre ham Afbigt, før han blev gjenindsat i sin Bestilling. Under 22de Oktober 18o2 svarer Biskopen blandt Annet : “Vil O. Biotvedt gjøre Hr. Tonning Afbigt, for mig gjerne. Jeg skal ikke spørge, om han bør eller ikke. Men pålægge ham at gjøre det, kan vel ingen Øvrighed, førend Hr. Tonning beviser, hvorfor. Efter alt mig bekjendt i denne Sag passerede er Ingen fornærmet uden O. Biotvedt, men som ingen Satisfaktion fordrer over dem, som have fornærmet ham, kun at blive, hvad han var”.
Saa maatte da Tonning bide i det sure Æble “efter Ordres” at indsætte den afsatte Lærer i sit Ombud. Men Biskop Bruns Forhold i denne Sag havde i høi Grad opirret Sognepresten; det var som at tirre Løven, naar Nogen vovede at vise en Haugianer Retfærdighed ligeoverfor Rationalisterne. Lader os høre, hvorledes Tonning med en i Sandhed “fræk Uforskammethed” vover at udspy sin Galde og det mod en Mand som Biskop Brun. I sin Skrivelse til Stiftamtmand Bull – afæsket ifølge Kancelliets Opdrag til Amtmænd og Bisper