– Afskrift af “Maanedstidende for den indre Mission“. Christiania. Det Steenske Bogtrykkeri 1874.
– gå tilbake til oversikten og beretningens innledning her :
III. Fa’rs sidste Leveaar.
Efter Sandefjords nye Kirkes Indvielse den 10.December 1872 følte Fader sig mindre brav.
Alligevel udførte han 2 besværlige Sognebud, som jeg for sent fik vide om til at kunde forhindre hans Reise; men dermed endte hans ydre Arbeide for Hedrums Menighed.
Han fik en Nerve-gikt (Ischias) der vedblev i et helt Aar uafladelig at plage ham. Med de haarde Lidelser satte ogsaa Fristeren ind paa ham og forsøgte paa forskjellige Maader at rokke hans Tro og Taalmodighed. Flere Gange syntes der næsten at være indtraadt alvorlig bedring, da pludselige Tilbagefald snart igjen tilintetgjorde der vakte Haab; saaledes øvedes Taalmodigheden ikke lidet, idet disse gjentagne Skuffelser var særdeles fristende for ham; men han lærte noget her ogsaa, han ytrede ofte : «Ak jeg Daare, det er noget ganske andet at sidde frisk ved en Sygeseng og formane andre til Taalmodighed end selv at ligge under Plagen ! Er det for meget, at jeg lider, hvad har ikke Jesus lidt for meg ? Han laa ikke i en blød Seng, men hans blodig opflængede Ryg knugedes ind til den haarde Kors-Bjælke. I 40 Aar har Herren sparet mig gamle Synder for Sygdom !»
Saaledes formanede han sig selv til Taalmodighed. Gjentagne Gange spurgte han med synlig Uro : «Er det Utaalmodighed, at jeg ynker mig, naar de voldsomme Sting komme ?» «Nei, Fader», svarede jeg; «Utaalmodighed vilde det være, om du i dit Hjerte syntes, Gud var for haard mod dig. Smerten kan være rent legemlige Udbrud !»
Han var saa saar over alle Lemmer, at vi maatte løfte ham op i et Lagen, idet vi holdt i dets Hjørner. Under stærke Fristelser tyede han under Sygdommen som før samme til Herrens hellige Nadvære, som han nød med synlig Længsel efter først at have aflagt fuldstændigt Skrifte om det, der trykkede ham.
Med den mest levende Deltagelse fulgte han samtlige Begivenheder i Menigheden og bar den daglig paa sit Hjerte i Bønnen.
Fjernt og Nær kom Venner i og udenfor Hedrums Menighed til hans Sygeseng, og Enhver, som vilde tale et Guds Ord til ham, var velkommen; begyndte derimot Nogen at rose ham som nidkjær Præst osv, afbrød han denne med stærk Uvilje.
Jeg tror, hans Sygeleie var til Velsignelse for mange. Davids Bedesalmer gjentog han oftere med stor Bevægelse. Det kom ham særdeles tilgode, at han huskede saa meget udenad af Guds Ord og kunde saamange deilige Salmeværs, this hans friske Øie var oftere dunkelt under Sygdommen.
Til hans Yndlings-Sprog hørte f eks : «havde ikke dit Ord været min Tilflugt, var jeg omkommet i min Elendighed !». «Herre bortkast mig ikke fra dit Ansigt og tag ikke din Helligaand fra mig». Job. 19:25 : «Jeg ved (vet/red.), at min Gjenløser lever ! – og ud fra mit Kjød skal jeg skue Gud». Es.42:3 : «Han skal ikke sønderbryde det knuste Rør» osv; 2.Kor. 5:1 : «Vi vide, at dersom vor jordiske Hytte nedbrydes, have vi en Bygning af Gud, et Hus, som ikke er gjort med Hænder, evigt i Himlene». Joh. Aab.22 : «Ja kom, Herre Jesu, kom snart». Luc.2 : «Herre, nu lade du din Tjener fare i Fred».
Saare velsignet for ham i hans sidste Strid blev det Vers : «Lad mig aldri dig forsage», som han havde læst og sunget utallige Gange, og dette Værs hørte vi ham gjentage sent og tidlig.
Herren tøvede med at løse ham ud af hans Lidelsers haarde Fængsel : hans Livskraft tæredes lidt efter lidt aldeles hen. «Herren maa endnu finde adskilligt, som skal udrenses hos mig», sagde han da selv, og læste : «Mine Brødre agter (akt !/red.) det for en Glæde, naar I falde (udi/red.) i adskillige Fristelser» osv. «Se hvad Gud vil lære mig», sagde han. «Jeg har alltid været saa Glad ved at kunne hjælpe mig selv i alle Stykker, og liden Opvartning har jeg villet have, og jeg har vel ogsaa stundom rost mig selv deraf; nu vil Gud vise mig, at jeg ikke kan røre et Lem uden eders Hjælp; jeg har ikke villet bry nogen af Eder før, nu maa 3 – 4 til for at hjælpe mig op af Sengen, I er nu kuns optagne med mig !»
Med Klarhed og tillidsfuld Fortrøstning skuede han hen mod din Forløsning fra denne Verden. Han paalagde mig allerede i Høst at bede i Menighedens Forsamling, men ikke om Sundhed; bed om en salig Død for Jesu Christi Skyld», sagde han.
Jo længere Sygdommen skred frem, des haardere blev han anfaldt af Mørkets Magter; Fristelser, som han tidligere ikke havde kjendt, f. Eks. til Synder mod det 2det Bud, kom frem og vilde rive ham med sig. «Nei», svarede han sig selv. «Dit Navn er et fast Taarn, o Herre, did skal den Retfærdige løbe og blive frelst». Ordspr. 18:10. Joh.14:1,2 : «Eders Hjerte forfærdes ikke – I min Faders Hus er mange Værelser», osv.
Saadanne Sprog var hans store Trøst under slige Anfægtelser; ligeledes Ebr. 13:5,6 : «Jeg vil ingenlunde slippe dig og ingenlunde forlade dig, saa at vi kunne sige med friskt mod : Herren er min Hjælper, og jeg vil ikke frygte».
De tre sidste Søndage før Jul anmodede han mig om at bede for ham ved Præstegjeldets tre Kirker om en salig Forløsning til Julehøitiden. For vore Øine syntes nu hans Kræfter hurtigen at aftage. Han vilde som oftest helst ligge i stille Enetale med Herren, men var meget taknemmelig for ethvert Skriftord, som hviskedes til ham.
Af 11 Sødskende vare de 9 samlede om hans Dødsleie. Juleaftenen mærkede vi, at vor dyrebare Faders Hjemfartsdag var kommen. Han begyndte allerede fra Morgenen af at fantasere, dog ganske mildt, saa at han straks kom til Bevidsthed, naar En talede til ham.
Engang sagde sagde han saaledes : «Jeg maa have mig et Par nye Støvler !» «Far», sagde jeg, «du behøver nu ikke andre end dem, den forlorne Søn fik; nye Sko på Fødderne» (Luk 15). «Nei, Gud være lovet, de ere uslidelige».
Atter ytrede han : «Jeg kommer ikke op ad denne Trappe !» herpaa svarede jeg : «Herrens Engle skal bære dig op ad Himmelstigen, ligesom de bar Lazarus !» «Herrens Navn skal være lovet derfor», sagde han.
«Hvad skal jeg saa sige Menigheden fra dig», spurgte jeg. «Hils dem i Jesu Christi Navn og sig, at jeg dør i Troen paa det Evangelium, jeg har forkyndt i snart 10 Ar her i Menigheden», og han føiede til Simeons Ord : «Herre, nu lade du din Tjener fare i Fred».
Henimod Kl. 9 mærkede vi, at hans Aandedret stilnede af; vi knælede ned og bad Gud om en Salig Forløsning for hans Sjæl og et velsignet Møde i Himlens Herlighed !
Under dette flygtede hans Aand umærkeligt fra dette Legemes skrøbelige Lærkar, og det varme Faderhjerte var ophørt at slaa.
Ak hvilken salig Overgang ! Fra Striden til Seieren, fra Smertens Leie til Glædens Boliger, fra Jordens Forkrænkelighed til Himlens Herlighed, fra Djævelens, Syndens og Dødens forfærdende Magter til Hvilen i Abrahams Skjød, hvor al Synd og Sorg og Savn er svunden hen i Jesu Navn !
Stille Fred leirede sig over hans af Lidelser udpinte og afmagrede Træk. Snevidt Skjæg, der naaede midt ned paa Brystet, og rigt snevidt Haar ombølgede et mildt forklaret Aasyn, der ikke havde det mindste tilbage af Dødens isnende Kulde !
Jeg har sjelden seet Fars venlige Ansigt saa blidt som i Døden; kun fattedes det milde Øie.
Paa den for hans barnlige Sjæl saa kjære Høitids Aften skulde altsaa hans jordiske Strid afsluttes ! Gud hørte naadig de Troendes Suk for denne trætte Sjæl !
– sluttbemerkning fra ‘borgerskolens’ redaksjon : Boye Joachim Flood gikk bort 24. desember 1873.