– Afskrift af “Maanedstidende for den indre Mission”. Christiania. Det Steenske Bogtrykkeri 1874.
– gå tilbake til oversikten og beretningens innledning her :
IV. Tilbakeblik.
Jeg har tildels allerede berør Faders Maade at virke paa; jeg vilde her forsøge at fremdrage et og andet af hans Liv.
Daglig var han meget tidlig paafærde. Vinter og Sommer stod han almindelig først op om Morgenen og knælede lidt ved sit Leie, idet han takkede for Hvile og Bevarelse i den forgangne Nat for sig og sine; derpaa gik han ind paa sit Kontor, hvor han atter knælede og i længere Bøn anbefalede til sin Gud sin Dagsgjerning, Menigheden, Landet og Øvrigheden, fremdeles Guds Riges Udbredelse blandt Hedninger, Jøder og Muhamedaner (de Sidste fulgte altid med), endvidere Syge og Anfegtede i Menigheden; særskilt nævnede han sit Hus, Ægtefælle, Tjenere og ofte særskilt hvert af os Børn, samt gode Venner, hvis Fødselsdag det kunde være paa den Dag.
Som smaa laa vi paa Faders Kontor, og jeg mindes saa levende disse enfoldige og brændende Bønner.
Var vi vaagnede, likte han godt, at vi uopfordrede læste et Salmevers høit som vor Morgen-Signelse; derpaa satte han sig ned og læste høit et Kapitel af Bibelen, hvorhos han havde en Textbog, som han nedskrev Texter til kirkelige Leilighedstaler i (den er dog ikke saa fuldstændig, at den kunde udgives).
Omkring Kl. 6 fik han nu sin foreløbige Frokost, hvorpaa han begyndte at arbeide. Senere spiste han med os andre og læste da for den samlede Familie Gossners Skatkiste.
Ved Maaltiderne maatte vi Børn efter Tur læse Bordbøn. Om Aftenen samledes atter den hele Familie efter Maaltidet, alle Tjenerne kom ind, og nu læste min Fader en Salme derpaa et Kapitel af det nye Testamente i Følgerække og holdt dertil staaende en Bøn, hvori han frembar de samme som om Morgenen, kuns Navne nævnedes ikke i mere private Anliggender; men havde han besøgt nogen Syg i Dagens Løb, bad han for denne, eller havt en kirkelig Forretning, bad han om Guds Velsignelse over et Brudepar, Herrens Trøst i et Sorgens Hus osv, havde nogen fornærmet eller saaret ham, bad han omhyggelig, at Herren vilde forsone alle hans Modstandere, og hjælpe ham selv til ikke at have noget mod nogen.
Han bad alltid længere om Søndagene, baade strax om Morgenen, lige før han gik i Kirke og ved Hjemkomsten fra Kirke (ved hans Landstigning i Hitterdal fortalte de, der mødte ham, at han blev med Eet borte for dem; de løbte da efter ham og fandt ham knælende bag en Briskebusk. Ved Ankomsten til Hedrum tog han Kirkenøglerne og gik op i Herrens Hus alene).
Hver Nytaarsaften samledes han med os alle i Kirken, hvor han afbad og bekjendte sine Synder for Aaret. Bønnen var ham i det hele taget en uundværlig Livsfornødenhed; derfra hentede han Lys og Kraft til Ordets Forkyndelse, og i den fremlagde han alle den Ondes Anfald for sin Herre.
Vi kunde derfor oftere se ham midt under sit Arbeide reise sig fra sin Pult og knæle ned til Bøn. Han gjorde meget af den knælende Bøn; det var, sagde han, en gavnlig daglig Ydmygelse for gamle Adams Natur !
I vanskelige Sjælesørger-Tilfælde knælede han ofte for og med Anfegtede og Gjenstridige.
Naar nogen havde forseet sig og trængte Paamindelse, opsøgte min Fader ham, eller om det ikke lod sig gjøre, tilskrev han ham og bad ham betænke, hvorledes han havde syndet mod Gud. Erkjendte Vedkommende sin Forseelse, som i Almindelighed skede, da de fleste ikke havde godt for at modstaa den Aand og Maade, hvorpaa han behandlede de Feilende, da glædede Fader sig inderlig.
Hjalp det ikke, maatte Vedkommende udsætte sin Altergang, indtil han var kommen til bedre Indsigt. Oftere tog han ved Besøg til slige med sig en eller to af Medhjelperne, eller i senere Tid fulgte jeg ham, og det var saare lærerigt at høre hans kjærlige alvorsfulde Formaning; hans Ord var den bekymrede Faders, og jeg syntes, der skulde et haardt Hjerte til at modstaa hans Tale.
Var han ganske fri for Forretninger en Dag, tog han gjerne sin Stav, puttede nogle Traktater, Tobak og Pibe i Lommen, og havde, som uadskillelig Ledsager, en Hund med.
Saaledes rustet begav han seg paa Vandring for at tilse Skolerne og gjøre Husbesøg, hvorunder han først undersøgte, om alle Huse havde Tetsamente; hvis ikke, maate de kjøbe eller modtage et som Gave. Nogle Smaatraktater lagde han gjerne efter sig paa passende Steder.
Ved slige Husbesøg talede han et kjærligt Ord til alle, særlig til Gamle og Syge; de tilstedeværende Børn maatte frem med sine Bøger og læse lidt; de blev desuden spurgt lidt i Børnelærdommen, og ofte maatte de Voksne ogsaa læse lidt, naar han fra Børnenes daarlige Læsning fik Mistanke om, at Forældrene ikke kunde læse stort bedre. Ikke sjelden fandt Fader sig ved slige Anledninger beføiet til at dadle Beboerne for, at der laa tykt Lag af Støv paa de hellige Bøger.
Hans kjæreste Gjerning var at samles med Børn. Hver eneste Lørdag infandt han sig i Hitterdal paa den faste Skole Kl. 12-1, og læste eller fortalte en liden pen Historie for Børnene, efter først at have hørt dem over i Læsning. Med særegen Forkjærlighed forberedede han de Unge til deres Konfirmation, og saa mangen velsignet Frugt af sit Arbeide paa de Unge, især paa tidlig Afdøde; men dobbelt skar det ham i Hjertet, om nogen af hans Konfirmander faldt i aabenbare Laster.
Hans Konfirmationstaler vare gribende Hjerteudgydelser, der rystede den ganske Forsamling.
Han havde skrevet en liden Pjece, Til Konfirmander, som han forærde hver enkelt, med et i samme indskrevet Bibelsprog, der passede paa Barnet. Hans Prædikener vare simple Skriftudlæggelser, som han i den Tid, jeg kan erindre, ikke havde skrevet forud, men dog omhyggelig gjennemstuderet; kuns havde han endel passende Bibelsprog optegnede, hvortil Udlæggelsen af Evangeliet støttede sig.
Hans Prædikeners Indhold var let fatteligt og indtrængende; almindeligvis blev han meget varm paa Prædikestolen og talte da særdeles høit.
En Døl vidnede for en af hans Nabopræster, Provst Landstad, der spurgte ham om, hvorledes Flood Prædikede : «Han sætter Ordene tværs igjennem os».
Denne Ytring er meget betegnende for Faders indtrængende Prædiken. Om Søndags Eftermiddagene eller i Ugedage samledes han i private Huse til bekvemme Tider med dem, der ønskede at høre Guds Ord. Slige Opbyggelsesstunder holdt han jevnlig; ja der gik næppe nogen Uge hen, uden at der var en saadan i Menigheden; derved kom han de Gamle, Syge og Fattige, der før af Mangel paa Klæder, undsaa sig for at komme til Guds Hus, nærmere med Ordets Forkyndelse.
Han vilde gjerne, at modne Kristne blandt Bygdefolket ogsaa skulde aflægge Vidnesbyrd om Guds Naade mod dem for sine Sambygdinger. Herren lod ham finde slige i de Menigheder, hvor han virkede, og de indordnede sin Virken fuldkommen under det kirkelige Embede.
Blandt slige Mænd valgte han gjerne ogsaa gjerne sine Medhjælpere og havde saaledes lidt efter lidt samlet de Indsigtsfuldeste og modneste Kristnes Bøn og Arbeide for Guds Sag om sin Embedsgjerning.
Her stiftedes for 8 Aar siden en Indremissionsforening i Hedrum, hvoraf en Skolelærer og flere Medhjælpere blev Ledere, medens en af Præsterne blev valgt til Formand. Saaledes, mente han, at enhver Præst kunde faa et fortrinligt Menighedsraad, medens han frygtede saare for, at det Menighedsraad, der skulde vælges ved Stemmeflerhed af Menigheden, snarere vilde blive en Hemsko for Presten, end nogen virkelig Hjælp til Udvikling af kristeligt Liv og Tugt.
Foruden Medhjælperne arbeidede han ivrig for at knytte Lærerne fast til sig. Dette lykkedes ham virkelig overalt, mest dog i Hitterdal. Baade der og her har han søgt at samle disse paa Præstegaarden først i maanedlige senere i Aarskvartals Møder, hvor der læstes et Ord af Bibelen, blev bedet og sunget og derpaa samtalt om, hvad der kunde fremme Skolens Sag, og om Enkeltes Anliggender, der ønskedes opklarede.
Mine Forældres Hus stod gjæstfrit aabent for Alle, og denne deres Gjæstfrihed blev der trukket stærke Vexler paa.
En Franskmand slog op for Far sin Reisebog, hvori en Ven havde skrevet paa Engelsk : «Præst Flood, Hitterdal, godt Herberge«.
Hitterdals ærværdige Stavekirke og Øvre-Thelemarkens Seværdigheder, Rjukan og Gausta, trak mange Reisende gjennem Hitterdal. Medens mange af disse ofte kom helt uleiligt og var til liden Hygge, gjæstedes Hitterdal Præstegaard ogsaa af mange dyrebare Herrens Venner baade af Læg og Lærd, der kom for at styrkes ved Samtale med mine Forældre, og det glædede disse sig hjertelig over.
Fa’r kunde dog ikke nyde et saadant Besøg alene; Vedkommende maatte aflægge et Sandhedens Vidnesbyrd for en i Hast sammenkaldt Forsamling. Mine Forældre maatte ofte sande Guds Ord : «Glæmmer ikke Gjæstfrihed, thi saaledes have nogle herbergeret Engle«; særlig søgte troende Lægfolk hen til Hitterdal.
Allerede i Rakkestad havde en ærværdig apostolisk Lægmand været Fa’r til stor Velsignelse, og paa Findøen stiftede han Bekjendtskab med John Haugvaldstad og gamle Siqveland, hvilke begge han skyldte meget. Tidlig var det gaaet op for Fa’r, at Lægfolket har Ret og Forpligtelse til at forkynde Guds Ord.
Confessionen’s § 14 udlagde han, som Overskriften ogsaa lyder, om det kirkelige Embede, men saa i Lægfolkets Forkyndelse af Guds Ord, kuns den broderlige Formaning, som enhver Kristen er kaldet til at udøve, og som flyder med Nødvendighed af en ret Kjærlighed til de dyrekjøbte Sjæle.
Ved større og mindre Møder har han hævdet denne sin Anskuelse, der har vundet mere og mere Anerkjendelse. Kun ønskede min Fader, at ubekjendte Mænd skulde medhave fra sit Hjem Vidnesbyrd fra kjendte Kristne, for at de, saavidt menneskelige Øine kunde se, førte et kristeligt Liv, havde gjennemgaaet en sand Omvendelse og var ikke uden Gaver til at forkynde Ordet.
Ved Ankomsten til et Prestegjeld skulde de henvende sig til vedkommende Prest, for af denne at prøves og berette sin Hensigt med Ankomsten. Endvidere ønskede han, at Skriftlæsningen skulde danne Tyngdepunktet af de opbyggelige Sammenkomster. Han anbefalede ogsaa Læsning af gode Predikenbøker, særlig Luthers og Gossners Predikensamlinger.
I den ved Pastor Lammers vakte Bevægelses Tid mindes jeg hyppige Besøg af bekymrede og foruroligede Sjæle fra flere Egne af Thelemarken.
I Bamble havde min Fader stødt sammen med Lammers; dette Bekjendtskab fornyedes, da de blev Prester i samme Provsti, og der opstod et fortroligt Venskab mellem dem; begge havde Øie for Kirkens Brøst, og begge ønskede broderlig Opbyggelse paa det uforfalskede Guds Ords Grundvold.
Min Faders store Ydmyghed bragte ham dog til altid mistænksom at granske sit Liv og Embedsgjerning, og Resultatet deraf blev stedse for ham, at han var en unyttig Tjener.
Desmere frygtede han, da flere i Skien begyndte at hæve Lammers til Skyerne, og han advarede kjærlig Lammers mod den Smigreriets og uforstandige Ros’s Virak, der daglig bragtes ham. Lammers’ Udtrædelse var for Fader et overordentlig haardt Slag. Han havde aldrig grædt saa bitterlig som ved Lammers’ Avskjedsprediken i Skiens Kirke, vidnede han ofte.
Jeg skulde have stor Grund til at tro, at min Fader i denne Tid var til god Hjælp for flere, som var nær ved at hildes i Frimenighedens Vildfarelser, idet han strax indsaa det uholdbare Skraaplan, hin Menighed havde stillet sig paa i sin Lære om Daaben, der gjorde, at de enten maatte vende tilbage til den evangelisk-lutherske Lære, eller konsekvent havne i Baptismens Arme, hvilket Spaltningen i Menigheden jo ogsaa snart beviste.
Foruden de, der søgte ham personlig, kom der skriftlige Forespørgsler fra mange Kanter om Oplysning i vanskelige Forholde, og min Fader besvarede samvittighedsfuldt alle slige Henvendelser. Hele Fa’r’s Embedsfærd frembyder den rastløse utrættelige Arbeider, om hvem det kunde anvendes : «Naar vi gjør det Gode, lader os ikke blive trætte.»
Min Moder, der som en trofast og ligesindet Støtte har delt Ondt og Godt med ham i 37 Aar, har i hele denne Tid aldri hørt Fa’r, om han end blev hentet paa de ubeleiligste tider af Døgnet eller Aaret, og kunde være nog saa træt, lade falde saameget som den Ytring : «Skal jeg atter ud at Reise !»
Han var færdig strax og kunde klare sig med liden Hvile og Søvn. I fast Tro til Guds Ords Kraft skammede han sig ikke ved Evangeliet om Kristo; thi han havde erfaret paa sig selv, «at det var en Guds Kraft til Salighed«. Han omfattede sin Hjord med den største Kjærlighed; dens Ve og Vel laa ham altid paa Hjerte.
Under dette gik han ofte i Rette med sig selv og fandt stedse, at han var den unyttige Tjener, ja skyldig 10000 Talenter, og han vidste derfor intet andet end ydmygt at kaste sig ned for Herren i Støvet og erkjende sin Gjæld og Uformuenhed til at betale.
Vi haabe af Guds Naade, at han har fundet det eneste, han ønskede at vide iblandt os, Jesum Kristum den korsfæstede (2.Kor. 2,2.), og at Daniels Ord, 12.3 : ”Lærerne skulle skinne som den udstrakte Befæstnings Skin, og de, der førte Mange til Retfærdighed, som Stjernerne evindelig og altid”, vil opfyldes paa ham.
I det daglige Liv udviste Fader stedse et jevnt Alvor, parret med stor Venlighed og Blidhed.
Han var, om han kom nok saa træt hjem fra Embedsreiser, lige venlig og aandsfrisk / han tog gjerne Del i en uskyldig Spøg og gav flere kvikke Indfald tilbedste. Det var ham meget om at gjøre at vise Udenforstaaende, at den sande Gudsfrygt ikke bør gjøre den kristne mørk og frastødende, men netop glad og fornøiet, at alle kan se, at den har det godt, som har Fred med Gud i sit Hjerte.
Han forstod godt, at en mørk og bedrøvet Sindsstemning var den nærmeste Følge af, at Synet var aabnet for Hjertets Fordærvelse og den forspildte Naadetid, men han vilde, at enhver Kristen skulde kjæmpe sig gjennem dette Stadium til sand Fred og Glæde og søge at lade dette fremtræde i det Ydre uden derfor at blive letsindig eller føie sig efter Verden.