– den kjente og avholdte Peter Lorentsen Hærem gikk bort allerede 22. mars 1878, kun 38 år gammel; hans venn og skribentkollega Thorvald Klaveness skrev dette minneordet etter ham i «Luthersk Kirketidende» for «Lørdag den 30te Marts 1878» :
Tidligere end disse Linier vil vistnok det smertelige Dødsbudskab, som vi idag har at bringe, allerede være kommet mange af vore Læsere for Øre : Peter Hærem, nys udnævnt til Sogneprest i Gjerdrum, blev bortkaldt efter et kort Sygeleie Fredag den 22de Marts Kl. 4 Morgen.
Et forholdsvis kort, men for vor Kirke rigt og betydningsfuldt Liv er her gaaet tilende. Det var hovedsagelig i den indre Mission, at Hærem lagde sin Kraft og sit Livsarbeide, — den indre Mission i det vide Omfang, hvori denne Gjerning stod for ham som den kristelige Kjærligheds frie Arbeide for paa alle Omraader at gjennemtrænge Folkelivet med Kristendommens Surdeig.
Hans Arbeide har i mere end een Henseende været banebrydende iblandt os : Lutherstiftelsens Virksomhed i de mange Aar, hvor Hærem var dens Sekretær og Sjælen i dens Gjerning, Bladet «Fædrelandet», Studenterhjemmet, Kristiania Ynglingeforening og de fra den udgaaede Foreninger af samme Art i andre Landets Byer, — alt dette vidner ved hans Grav om, hvad der i en tidlig Alder var forundt ham at udrette, og det er dog kun de i Offentligheden fremspringende Punkter af hans utrættelige, vidtforgrenede og med rig Frugt velsignede Arbeide.
Af Naturen besad Hærem en frimodig Energi, der formaaede at sætte det næsten Utrolige igjennem, et ganske ualmindelig praktisk Blik og Greb og en høi Grad af aaben og ligefrem Hjertelighed.
Fra Barndommen af var han af sin gudfrygtige Moder (Ragnhild Hærem/red.) bleven baaret paa Bønnens Arme og opdraget i Herrens Tugt og Formaning.
Ved Konfirmationstiden kom han i en alvorlig Sygdom til et Gjennembrud, hvor han helt overgav sig til Herren.
Hans naturlige Begavelse blev af Guds And helliggjort til den Naadegave, der prægede hans hele Personlighed som Kristen : den virksomme Kjærligheds Naadegave. Denne Kjærlighed var Hjerteslaget i al hans rastløse Virken, den gjorde ham til saa Manges timelige og aandelige Velgjører og Støtte, den vandt ham udover Landet, i alle Samfundsstillinger en Kreds af personlige Venner saa stor, som det visselig er faldet i Faaes Lod at samle om sig.
Vi har selv oplevet Exempler paa, at Mennesker skulde af Tvivl og fristede til Forargelse ved al den Smaalighed og Bitterhed, de saa ogsaa hos Saadanne, som vilde være alvorlige Kristne, har maattet bekjende, at de hos Hærem fik erfare, at der dog virkelig gives en kristelig Kjærlighed paa Jorden.
Hærems mangfoldige, stadig voxende Gjøremaal havde i de senere Aar undergravet hans sterke Helbred. Han maatte se sig om efter en mere stille, enkelt Virksomhed og var inderlig glad, da en saadan syntes at aabne sig for ham ved hans Udnævnelse til Sogneprest i Gjerdrum.
Ogsaa hans Venner glædede sig i Haabet om, at han snart skulde gjenvinde sin gamle Kraft, hvortil den Forbedring, der syntes at være indtraadt med hans Helbred siden Opholdet ved et tydsk Kursted ifjor Sommer, endmere gav Udsigt.
Herren vilde det imidlertid anderledes. Efter Jul var han oftere igjen skrantende, en Forkjølelse kastede ham tilsidst paa det Leie, som han ikke mere skulde forlade. Otte Dage efter var hans Tilstand saa betænkelig, at Lægerne kun gav lidet Haab.
Vi, som var i hans Nærhed, havde dog meget vanskeligt for at gjøre os fortrolige med den Tanke, at Gud skulde ville tage ham bort, om vi end maatte sige med os selv, at vore Tanker ikke ere Herrens Tanker, hans Veie ikke vore.
Hærem havde for det Meste under Sygdommen sin Bevidsthed; han vidste, paa hvem han troede, og gik ind i Døden med en Kristens Fred og Frimodighed. «Jeg gaar til Jesus», sagde han, «hils hele Guds Menighed».
Vi frembære fra vor dyrebare hensovede Ven denne Hilsen. Og Guds Menighed rundtomkring i vort Land vil unde ham Sabbatshvilen, velsigne hans Minde og takke Gud, fordi han gav og fordi han tog og i Kristo Jesu Navn har skjænket os en evig Trøst og et godt Haab i Naade.