– les også annet om Sven Brun, hans bror Johan Lyder, deres far Christen Brun, og ikke minst om deres farfar Johan Nordal Brun på disse sider :
Sogneprest Sven Brun er en sønnesøn af den bekjendte bergenske biskop Johan Nordal Brun (1745-1816) og en søn af stiftsprovst i Bergen Christen Brun (1778-1847). Han er født i Bergen den 20de november 1812. Moderen hed Anna Elisabeth, født Sühling. Af 13 søskende var han den 9de i rækken. Han kom ind i Bergens latinskoles 3dje klasse og tog examen artium i 1832 med bedste karakter. Med kraft begyndte han nu det theologiske studium og tog efter 4 aars forløb embedsexamen med laudabilis (rosværdig) i karakter.
Derpaa drog han hjem til Bergen, da det var faderens ønske, at han skulde blive hans personelkapellan, saasnart Claus Friman Reimers, som dengang indehavde dette embede, var befordret. Først i 1841 blev Reimers ansat som prest ved St. Jørgens hospital, og i disse 5 venteaar arbeidede Brun som privatlærer, og da han havde mange elever, var fortjenesten saa god, at han i 1838 kunde stifte egen husstand, idet han egtede Johanne Marie Widing, datter af oberstløitnant W.
Sven Brun blev snart elsket af sin menighed, hvad den ogsaa lagde for dagen ved stor offervillighed. Derved kom han i god økonomisk stilling, men saa bar han ogsaa hele embedets byrder, da faderen nogle aar tidligere var bleven blind.
Det var under vanskelige forhold, Brun begyndte sin prestelige virksomhed. Vistnok var kirkesøgningen nogenlunde stadig og god, og der sporedes ogsaa i det ydre en vis kirkelig sans, der ytrede sig i en sterk interesse for alle menighedens udvortes anliggender; men det var som oftest kun ydre former, uden tilsvarende kristeligt og kirkeligt liv. For Brun blev disse aar betydningsfulde.
Broderen, Johan Lyder Brun, provst og sogneprest til Avaldsnes, havde i 1845 under en sygdom faaet et nyt syn paa sit liv og sin gjerning og var bleven dybt greben og besjælet af iver for Guds riges udbredelse baade hjemme og blandt hedningerne. Han kom derfor ogsaa til at deltage i den generalforsamling for hedningemissionen, som holdtes i Bergen fra 3dje—5te juni 1845, ved hvilket møde han indtog pladsen som dirigent.
Her fik man høre hans gribende vækkerrøst, ligesom han ogsaa de nærmest følgende aar fik anledning til at aflægge kraftige vidnesbyrd for den menighed, hvor han fra 1824 -1832 havde indtaget samme stilling som nu broderen. Resultatet af disse Johan Lyder Bruns besøg i Bergen blev paa den ene side en aandelig vækkelse og paa den anden en stor modstand og bitterhed. Sven Brun, der i sit hjerte var greben af bevægelsen, men heller ikke blind for farerne ved den, fik nu den opgave at lede det nye liv i de rette spor.
At han under alt dette selv havde faaet et nyt lys og et nyt syn paa livet gav sig tilkjende ikke alene i den aands- og overbevisningens varme, som udmerkede hans prædikener, men viste sig ogsaa i en fornyet levende interesse for menigheden og alt, hvad der kunde tjene til dens opbyggelse. Han begyndte allerede nu at tage virksom del i arbeidet for missionen og afholdssagen. Men der indtraadte snart en stor forandring i hans ydre forhold.
Hans gamle fader døde nytaarsaften 1847, og da hans eftermand ikke vilde have nogen personelkapellan, blev Sven Brun nødt til at søge, hvad han kunde faa. Den 28de juli 1849 blev han udnævnt til residerende kapellan paa Nes paa Romerike. I den korte tid, han virkede der, var han uafladelig paa reiser omkring i menigheden, dels for at holde bibellæsninger og missionsmøder, dels afholdsforedrag.
Allerede 14de februar 1851 blev han udnævnt til tredjeprest ved Vor Frelsers kirke i Kristiania, hvilket embede han tiltraadte 30te mars samme aar. Lige fra den tid har hans prestelige virksomhed været knyttet til hovedstaden.
I den første tid havde han liden anledning til at komme i et nærmere forhold til den hele menighed, da tredjepresten kun prædikede ved altergangen hver fredag samt til aftensang de 3 store høitider. Forøvrigt, var han henvist til raadstuen, Mangelsgaarden, byens gamle sygehus og de rundt omkring i byen spredte mangfoldige fattigstuer. Dette var vistnok et rigt virkefelt, men Brun, som i mange aar i Bergen havde virket i den store Domkirkens menighed, felte trang til at komme i berørelse med den hele menighed ved oftere at træde frem for den med ordets forkyndelse. Han begyndte derfor sammen med presten Hans Stensrud og daværende lektor, nu professor, Gisle Johnson at. holde bibellæsninger i Kathedralskolens festivitetslokale. Denne virksomhed blev av signet betydning for mange. Han kom ogsaa til at tage større del i prædikevirksomheden.
Under den gamle stiftsprovst Lieunghs sygdom fra december 1852 og til hans død i september 1853 og senere ligetil den nye stiftsprovsts tiltrædelse af embedet i juli 1854 maatte Brun og Wexels dele søndagsgudstjenesterne mellem sig. Tilstrømningen til kirken blev da saa stor, at det ofte var vanskeligt at faa plads, naar Sven Brun prædikede. Hans sjeldne veltalenhed og smukke foredrag, men fremfor alt hans klare og varme vidnesbyrd om frelsen i Kristus Jesus drog menigheden til ham. Fremdeles fortjener at fremhæves hans leilighedstaler, der har præget sig dybt hos mange.
Den store vækkelse, som for en menneskealder tilbage gik over vort land, og som naaede sit høidepunkt i 60-aarene, bragte trangen til kirkelige møder tillive. En mødernes tid begyndte, og Sven Brun kom fra nu af til at tage en fremragende del i de fleste af de større kirkelige forhandlingsmøder, ja der er neppe nogen nålevende prest, som har havt en slig ledende indflydelse paa deres gang som han.
Paa missionsgeneralforsamlingen i Skien i 1854, da Lammers stod paa sit høidepunkt, og tilstanden i hans menighed var saare betenkelig, blev Sven Brun for første gang valgt til dirigent, en stilling, som han siden har indtaget næsten ved alle større kirkelige møder, og han har altid vist sig at være denne mange gange særdeles vanskelige stilling fuldt voksen.
Ogsaa i Danmark og Sverige har han med stor dygtighed deltaget i større kirkelige møder, saaledes i det store nordiske missionsmøde i Malmø 1863, hvor Brun blev hædret med dirigentpladsen, og hvor han under spørgsmaalet om en fælles missionsvirksomhed for de tre skandinaviske lande med fælles missionsmark, missionsskole, missionstidende og aarlige missionsmøder viste sig i besiddelse af et sjeldent fremsyn og evne til at overskue forholdene. Han anerkjendte det velmenende hjertelag i denne tanke, men hævdede med overbevisningens styrke vort missionsselskabs enhed og selvstændighed.
I 1858 blev Trefoldighedskirken færdig og Kristiania delt i 2 menigheder. Brun blev den 22de mars samme aar udnævnt til sogneprest i den nye menighed, der under byens sterke udvidelse snart blev den folkerigeste i Norge.
I denne stilling har han ofte faaet anvendelse for sin dygtighed og arbeidskraft, da de religiøse forhold ofte har været meget vanskelige.
Ved sine klare og overbevisende foredrag om mormonismen, adventismen og frelseshæren har han bidraget meget til at hemme sektvæsenet og bringe ro, lys og klarhed i de gjærende gemytter.
Blandt de mange møder, hvori Sven Brun har taget del, skal endnu kun nævnes det store lægmandsmøde i Drammen i 1860, det andet skandinaviske kirkemøde i Kristiania 1861, det nordiske missionsmøde i Gøteborg i 1885 og Kristiania i 1889. Som formand i Kristiania stiftskomité har han ogsaa taget en væsentlig del i mange vigtige og vanskelige kirkelige arbeider. Af disse kan især nævnes det motiverede udkast til lov om kirkens organisation, der blev behandlet paa det kirkelige landsmøde i 1885.
Vor folkeskoles udvikling paa kristelig grund har ogsaa i Sven Brun altid havt en varm talsmand og forkjæmper; ved sit arbeide i skolekommissionen som i repræsentantskabet, hvoraf han i mange aar har været medlem, har han visselig bidraget meget til, at Kristiania almueskole staar saa høit, som den for tiden gjør. Hans slaaende og gribende udtalelser paa det store nordiske skolemøde i 1885 vil vist de fleste deltagere mindes med taknemmelighed.
Som allerede foran antydet begyndte sogneprest Brun tidlig at virke for afholdssagen, som han hele sit liv har omfattet med varm kjærlighed og levende interesse. Ved sit komme til Kristiania indtraadte han straks som direktionsmedlem i «Den norske forening mod brændevinsdrik» og har, saalænge denne forening bestod, omtrent den hele tid været dens ordfører. Han var sjælen i foreningen og bidrog ved sit udstrakte bekjendtskab mere end nogen anden til at skaffe den dygtige agenter og holdt selv jevnlig foredrag i foreningen. Nogle af disse meddeles her.
I 1864 blev han udnævnt til ridder af St. Olafsordenen for fortjenstfuld embedsvirksomhed og samme aar til ridder af Nordstjerneordenen.