– i boken “Livsbilleder af kristelige Kvinder“; samlede og udgivne af T. Thygesen. Bergen. 1875.
Her presenteres en kvinne av det sjeldne slaget – som ganske ung ble hun gift med presten August Weenaas og de to fulgtes i tjenesten for Gud og andre mennesker på en helt særegen måte, inntil hun som en ung mor til 3 småjenter, som snart ble kun 2, i 1873 ble kalt hjem, 36 år gammel; det er folkelivsgranskeren Johannes Skar som har bearbeidet historien for utgivelsen vi her presenterer;
– og mannen August W. beretter om sin kjære frue på sidene fra 205 – 237 :
Valborg Wilhelmine Weenaas, født Iversen.
Valborg Wilhelmine Iversen er den ældste af 6 Søskende og blev den første af Søskendekjeden, som fik vandre hjem til den himmelske Hvile.
Hun blev født til denne kummerfulde Verden den 8de August 1836 og straks ved Daaben givet Navnet Valborg Wilhelmine.
Hennes Forældre vare Skibskaptain Nils Iversen og Hustru Maren, f. Hansen; de havde altid levet i og omkring Kristiania, hvor ogsaa den saligt Hensovede henlevede sin Barndoms og Ungdoms Tid.
Hendes Fader var en rask og uforfærdet Sømand, som i over et halvt
-206-
Aarhundrede har pløiet Bølgen blaa, og lærte under Livets Storme at skue hen til Ham, som byder saavel Hav som Storm at være blikstille.
Hendes Moder var en af de “stille” Kvinder, der søgte sin Ros i at være en trofast Egtefælle og en øm Moder, hvis Minde derfo ogsaa min Valborg har bevaret med en særegen Kjærlighed.
Em langvarig tærende Sygdom tog hende tidlig bort fra en kjær Børneflok (min Hustru var dengang 21 Aar gammel), efterladende som Arv til sin ældste Datter den Sindets taalmodige Hengivenhed og stille Tilbageholdenhed, som er en af Kvindens yndigste Prydelser.
Den saligt Hensovedes Barndom hengik stille og lykkeligt i det kjære Forældrehjem. Meget tidlig blev hun sendt til en af Hovedstadens bedste Pigeskoler, som stod under Ledelse af en tydsk Dame. Hun tilegnede sig her indtil Konfirmationsalderen de Kundskaber og Færdigheder, som den dannede Kvinde gjør Krav paa at have, og udvikledes snart til en skjøn og ædel Jomfru, Forældrenes Lyst og Glæde.
Hun blev forberedt til Konfirmationen af daværende residerende Kapellan til “Vor Frelsers Kirke”, W.A. Wexels og i dennes Sygdomsforfald konfirmeret af daværende pers. Kapellan Wexels.
Allerede i Barneaarene var hendes Sind dybt og modtageligt for religiøse Indtryk. Saaledes gjorde den ærværdige Prest Gislesen et ganske eiendommeligt Indtryk paa den unge Pige, og hun talte ofte senere med Velbehag om, hvor lykkelig hun følte sig, naar denne elskelige Herrens Tjener have taget hende paa sine Knæ, seet hende ind i Øinene og talt til hende om Jesus.
Noget videre end til Indtryk af Sandheden kom det dog i denne Tid ikke, da
-207-
hendes Omgang ikkr var saaledes, at hendes unge Sind kunde finde den Næring og Veiledning, som er fornøden til at leve et Liv i Gud.
Den aandelige Livsbevægelse, som nogle Aar senere greb saa mange af Hovedstadens Ungdom, havde endnu ikke begyndt; hendes Selskabskreds var verdslig, og det naturlige Hjerte, som finder sin Lyst i Forfængelighedens Tjeneste, raadede i denne Tid ogsaa over hendes Livs Gang, uden at dog nogensinde den dybe Bevidsthed om Verdenslivets Forfængelighed og den inderlige Længsel efter Frihed fra Syndens Byrdefulde Aag forlod hende.
Et Par Aar før min salige Hustrus Konfirmation var det, at jeg først lærte den elskede Hensovede at kjende. Hun var dengang et Barn paa 11 Aar, og jeg selv 12 Aar gammel.
Paa Grund af Moderens Sygelighed pleiede Familien om Sommeren at flytte ud paa Landet, og det traf sig saa, at de dette Aar leiede paa mine Pleieforældres Landsted ved Kristiania. Det samme gjentog sig netop 8 Aar senere.
Jeg havde i Mellemtiden kun af og til seet hende i Forbigaaende, men den 11aarige Valborgs Minde stod endnu lyslevende for mig. Jeg var dengang en Yngling pa 20 Aar, hun allerede en fuldt udviklet Jomfru i ungdommelig Skjønhed og Ynde.
Den daglige Omgang forvissede mig mere og mere om, at jeg elskede hende som ingen Anden, og at min jordiske Lykke var knyttet til hende. Med ungdommelig Fyrighed anholdt jeg om hendes Haand og fik saavel den kjære Moders som min Valborgs Indvilgelse, medens mine gamle Pleieforældre kun ugjerne saa, at jeg i en saa ung Alder knyttede en saadan Forbindelse af Frygt for, at den kunde afstedkomme nogen Afbrydelse i mit Studium.
-208-
Denne Frygt var vistnok ugrunnet, da min Kjærlighed var af en saadan Beskaffenhed, at den snarere forøgede min Flid og skjærpede min Attraa efter at fuldføre det paabegyndte theologiske Studium, men den havde dog de betydningsfuldeste Følger for os begge.
Vi vare lykkelige, lykkelige i den gjensidige Kjærlighed; men det var ogsaa Alt. Min tilkommende Svigermoder, en ømtfølende Kvinde, mærkede snart, at den fulde Sympathi manglede hos mine Forælde, hvilket smertede hende dybt, og hun begyndte endelig at lade sig mærke for sin Datter med, at hun var utilfreds med den indgaaede Forbindelse og helst ønskede den hævet.
Jeg saa ofte Valborgs Øine taarefyldte i denne Tid og forstod, at Noget var paafærde, men anede ikke den hele Sammenhæng, førend hun endelig meldte mig sin Moders Ønske, og at Lydighed mod hende krævede, at hun hævede vor Forbindelse.
Det var et knusende Slag for mit arme Hjerte. Jeg kjendte ingen anden Lykke end denne, som nu var forbi, og jeg stod der saa ensom, saa forladt, saa ynkelig og ulykkelig tilbage. Ja, Mennesket er dog et ulykkeligt Væsen, naar det ingen anden Kjærlighed kjender end den jordiske, ingen anden Lykke har erfaret end den, som dette usle Jordelivs forfængelige Goder kan skjænke.
Mine kjære, gode Pleieforældre saa nu ogsaa med dyb Smerte min Ulykke, men ingen Ændring var mulig, thi Herrens Haand var lagt paa os.
At Valborg følte noget Lignende, som jeg i denne Tid, er jeg forvisset om. Men hun besad allerede af Naturen en mærkelig Kraft til at beherske sine Følelser, og bar derfor mere i Stilhed, med
-209-
kvindelig Anstand og Tilbageholdenhed sin Smerte.
Ingen af os forstod, hvad Herren tilsigtede, men han, den barmhjertige Gud, havde Naades og Freds Tanker med os begge. Vi vare i Virkeligheden endnu uden Gud og derfor uden Haab i denne Verden,
Men blot det tunge Tab, den bitre Smerte kunde ret tilfulde faa overbevise vore arme Hjerter derom. Vi havde tilsammen flittigt hørt Guds Ord, fornemlig Prof. Johnsens gribende Bibellæsninger i Vinteren 1856, og erfaret mægtige Indtryk af Sandhedens overbevisende Magt; men den naturlige Kjærlighed hindrede den guddommelige Kjærligheds Gjerning paa vore Hjerter; det naturlige Baand maatte briste, Afguden maatte rives ud af Hjertet, inden den sande og levende Guds Billede kunde blive indplantet derinde.
Herren maatte saare, saare dybt, inden han kunde faa læge.
Hjemmet var mig saa tomt. Med Studeringerne vilde det heller ikke gaa, og jeg tog for anden Gang ud som Huslærer til daværende Pastor G. Randers i Skjeberg, medens Valborg modtog en Lærerindepost i Gudbrandsdalen.
Ved den endelige Afsked tilskrev jeg hende nogle Linier, hvoraf jeg tillader mig at hidsætte Følgende : “Uforglemmelige Valborg ! Da jeg manglede fuldkommen Kraft til at tage Afsked med Dig igaar , Valborg, maa jeg sender Dig disse Linier istedet, der dog kun svagt kan sige Dig, hvad mit arme Hjerte føler. Jeg forlader nu Alt, hvad der er mig kjært, mit Barndomshjem, hvor jeg første Gang saa Dig og lærte Dig at kjende, mine gamle Fosterforældre og min egen Valborg, som jeg har havt saa hjertelig
-210-
kjær, og som jeg aldrig vil aflade at elske, saalænge Hjertet slaar.
— Med vemod vil jeg altid mindes dette Aar af mit Liv, men det skal dog være min Trøst midt i Sorgen, at Du er og vil blive god, at Du er en Pige, der var værd min hele Kjærlighed, og naar jeg engang i Tiden, dersom Gud vil jeg skal leve, far se Dig lykkelig, hvor vil jeg da glæde mig, Valborg, thi jeg vil saa gjerne, at Du skal blive lykkelig.
Og, naar Gud engang faar lært mig at bede, saa vil jeg ogsaa bede for Dig, at Du ma blive ret lykkelig. — Lev vel !”
Herrens behagelige Stund var nu kommen til at finde os begge. Jeg havde erfaret Forfængeligheden og Tomheden i Livet og længedes hjertelig efter sand Trøst og Fred. Efter en lang forgjæves Banken fik Herren endelig for Alvor Tag i mit Hjerte.
Havde Nøden og Sorgen før været stor, saa blev den dog nu større. Den forfærdelige Sandhed, som før til enkelte Tider havde ængstet mig, bemægtigede mig nu ganske : Jeg var uden Gud og uden Haab i denne Verden. Jeg havde en Tid studeret i den hellige Skrift og næret den forfængelige Indbildning, at jeg ved flittigt Studium havde tilegnet mig en ikke ringe Indsigt i de himmelske Sandheder, og nu fandt jeg, at jeg levede i det dybeste Mørke, og at jeg var en Blind, som ikke vidste hverken ud eller ind, naar det gjaldt min egen Saligheds Sag.
Herren behagede at føre mig dybt ned i min Elendighed, saa dybt, at jeg var Fortvivlelsen nær; men han behagede ogsaa gjennem Evengelium at give mit Hjerte den attraaede Fred og saligen at forvisse mig om Barneret hos Gud.
Jeg blev lykkelig og glad som ingensinde tilforn; thi den himmelske Kjærlighed havde indtaget mit Hjerte.
– 211-
Snart vendte jeg tilbage til mit Barndomshjem for med ny Kraft at fortsætte mit theologiske Studium. Til Herrens Pris tør jeg sige, at nu var Alt i Sandhed for mig bleven nyt, og min høieste Længsel var at blive min Jesus tro og forkynde hans Dyder, som har kaldet ogsaa mig Uværdige til Sit underfulde Lys.
Men Herren, som havde begyndt at velsigne, vilde endnu mere velsigne mig. Han vilde gjennem Sorgen og Smerten ikke alene give mig Sig Selv med al Sin Naade og Gave, men Han behagede nu, da jeg ved Hans Naade havde lært mig at lægge al min Sag i Hans Haand, ogsaa at skjænke mig min elskede Valborg tilbage, og det som en Jesu Discipelinde, en kjær Søster i Herren, en dyrebar Livsledsagerinde paa Livets trange Vei.
Jeg kan ikke sige, hvor glad jeg blev, at Valborg, som imidlertid ogsaa var vendt tilbage til Hjemmet, hvor der var bleven tomt efter en kjær Moders Bortgang, havde sluttet sig til de Troendes Flok og havde begyndt at agte Kristi Forsmædelse høiere end denne Verdens Liggendefæ.
Vi mødtes igjen under nye Omgivelser og andre Forholde, i Guds Børns Forsamling og selskabelige Sammenkomster. Paa Grund af min Ængstelighed for mit eget saa let bedragelige Hjerte omgikkes vi dog ikke endnu paa længere Tid med hinanden; jeg nøiedes med i mit Hjerte at takke Gid og inderlig glæde mig iver, at Valborg nu stod der, hvor Herren i Naade havde stillet mig.
Jeg havde dog mit theologiske Studium, var dertil i denne Tid meget optaget af aandelige Kampe, saa Tanken var noksom beskjæftiget.
Imidlertid var min Ungdoms Kjærlighed den samme, og den levende Interesse for hendes aandelige Vel nærmede mig snart til hende.
-212-
Da jeg kun nødig forlod mit Studerkammer og mine Forelæsningstimer, foretrak jeg at meddele mig til hende skriftlig, og vi førte i denne Tid en Brevveksling, hvori hun fremlagde for mig hele sit Hjertes Kamp og Strid, og jeg fik Lov af Guds rige Skatkammer at bringe Trøst, Veiledning og Opmuntring.
Da hun med sin stille, tilbageholdne Karakter havde vanskeligt for at aabne sig for Andre, ser jeg deri Guds forunderlige Naade og Førelse, idet hun paa Papiret for mig lettere og udførligere kunde meddele, hvad der laa hende paa Hjertet.
Hun var vakt op til en levende Bekymring for sin Sjels Frelse, men til nogen Troesfrimodighed var hun i denne Tid endnu ikke kommet.
Betragtningern af hendes egen Uværdighed, hendes Hjertes Urenhed og Fordærvelse stillede sig hindrende iveien for hende. hendes Hjerte var fuldt af Selvanklage og Selvbebreidelse, forenet med en hjertelig Længsel efter Naade og Kraft til at tro Syndernes Forladelse : men hun vilde gjerne smage Herrens Sødhed, erfare i sit Hjerte Aandens Forvisning, inden hun ganske kunde overgive sig til Frelseren.
I et af sine første breve, skrevet 31te Juli 1858, skriver hun blandt Andet :
“Du siger : Du vil vist gjerne blive en Kristen ? Ja, jeg vil ! saa ofte har jeg spurgt mig selv, om jeg kunde være lykkelig uden Jesus, og Svaret har lydt : Nei ! Og dog er jeg saa bange, det ikke er Alvor med mig. Det Psalmevers passer saa godt paa min Tilstand :
##
“For min Skikkelse jeg gruer, Jeg mig ikke selv forstaar,
– 213-
Kun at jeg slet Intet duer, Det jeg vel at finde faar.
Det jeg vil bekjende Dig, Gjør nu hvad Du vil med mig.
Jeg nu bringer Dog til Gave, hvo er Du, som sligt vil have”.
##
Ja saaledes er det, August. Du maa ikke tro mig for godt, jeg er saa langt, langt borte endnu. Jeg er paa en farlig Vei, hører ikke Verden til, dens Lyst behager mig ikke mere, men hører vist heller ikke Gud til, og — dog kan jeg være saa kold og rolig, som om der ingen Fare var. O, det er fælt at være saa lunken ! kunde jeg blot se min Synd bedre, se, hvilken Elendighed Kristus har friet mig fra. Mit Hjerte er endnu som et “mørkt Værelse”, som endnu ei er gjennemtrængt af Solen, at jeg kan se hvor fælt det er derinde”.
I et Brev fáf 19de Januar 1859 skriver hun blandt Andet følgende : “Ofte og især de sidste Dage af Julen kommer det for mig, at jeg vist ikke er vakt, hvori jeg blev end mere bestyrket ved at høre Müller forrige Søndag. Jeg kunde ikke tage Andet til mig, end hvad der blev sagt til sovende Syndere og dem, som gaa Loven forbi uden at føle noget til dens Krav og uden at føle Anger og Bedrøvelse over Synden. Det syntes jeg, passede saa godt paa mig, og jeg besluttede derfor ikke at tale mere med noget Menneske, og slet ikke med Müller (nuværende Sognepræst Chr. H. Müller (Høy Müller/red.), som dengang som Student jævnlig holdt Bibellæsninger i Kr.), men alene at bede Gud om at vække mig op af Søvnen og gjøre mig ret vaagen. Men samme Aften hos Wangs maatte jeg mod min Villie skrifte for Müller, og det blev da bedre igjen.
– 214-
— Hvor jeg dog maa være vantro og fæl. Alt, som handler om Jesu Lidelse og Død, Evangeliet, gaar forbi mine Øren, det er som det ikke vedkommer mig, jeg forstaar det ikke. Og jeg har dog saamegen Grund til at være taknemmelig. Nils (en yngre Broder, der nu som en alvorlig og nidkjær Herrens Tjener arbeider i Chicago, Ill.) har begyndt at søge. I Sommer følte han ogsaa nogen Uro, men det gik over, og siden har han været mere likegyldig. Nu har Herren atter kaldet paa ham, og jeg haaber det blive rigtig Alvor.
En Morgen, idet han vaagnede, hørte han en Stemme sige : “Endnu er der Naade for dig at faa”.
“Igaar var han hos Müller og talte med ham”, o.s.v. I et Brev kort efter tilføier hun : “Gud alene, som ser, hvordan jeg har det, kan hjælpe, og han vil jo, naar jeg ikke staar imod. Bed for mig, August. Jeg kan ikke bede. Vel beder jeg, men min Bøn maa ikke være sand, siden den ikke bliver hørt, — og jeg synes dog, jeg intet andet vil end høre Herren til. Det er Intet at komme ud fra Verden imod at komme ud fra sot eget Hjerte; det er min største Fiende”.
Paa denne Maade skildrede hun for mig gjentagende sin dybe Elendighed, sin bundløse Fordærvelse og sit vantroende Hjerte. Af Ordets rige Trøstekilde søgte jeg efter den Naade, Herren hav mig, at bringe Lys ind i Mørket, at rette hendes Blik hen paa det Guds Lam, som har baaret al Verdens Synd.
I et Brev af 22de August 1858 skrev jeg saaledes til hende :
“Ofte Valborg, naar jeg tilforn har tænkt paa dig, har jeg sagt ved mig selv : naar hun blot bliver lykkelig,
-215-
naar hun blot finder sin Jesus, saa gaar denne korte Tid hernede saa hurtigt, saa kommer vi snart didhen, hvor ingen Graad og ingen Sorg er mere, blot hun bliver ret alvorlig, ret oprigtig for Herren, at han kan faa forbarme sig over hende !
Og Herren, han har hørt mit Suk for dig, han har faaet dig draget til sig, vendt dit Øie hen til de evige Goder og rettet dit Blik paa din egen Elendighed, som bestaar netop i, hvad du klager over, din Kulde, og Utaknemmelighed mod den gode Frelser, din Sløvhed og Ligegyldighed for de aandelige Ting.
Aabenbarelsen heraf er Herrens Gjerning i din Sjel, ikke for at du skal blive tilfreds hermed og slaa dig til Ro, men for at du skal blive en ret Nødlidende og Trængende, for hvem han kan forkynde sit Glædes Budskap.
Ikke maa du ved Egensindighed og Egenvillie hindre Aandens Arbeid i dig, men være stille for Herren og lade ham gjøre sin Gjerning. Han, som har saaret dig, Valborg, eller rettere vist dig dit naturlige Hjertes Saar, han vil læge det ved Evangeliums søde, milde Fred.
Men denne Evangeliums Lægedom gives ikke saaledes, som vi efter vor Forstand kunne mene, ikke saaledes at vi ikke mere faa se vor egen Syndighed, vor egen Ugudelighed, vor egen naturlige Fordærvelse, men saaledes at vi uagtet denne Fordærvelse dog tro paa ham, der er kommen for at “retfærdiggjøre den Ugudelige”.
Han har i sit Ord aabenbaret sig som den, der vil frelse, ja har allerede frelst Syndere, altsaa ogsaa baade mig og Dig.
Dersom vi altsaa hjertelig kjende os at være Syndere, hos hvem intet Godt findes, da skulle vi igsaa gaa til ham, anbefale vor Sag i hans Hænder og tro paa ham, saagodt han giver Naade til.
-216-
Troen bestaar i en Kommen til Jesum, ikke netop i en Fortrøstning til Jesum, som mere er Troens Frugt.
Bedrag dig derfor ikke selv ved dine Følelser og Fornemmelser, men gaa ti Kristum, saadan som du er; da, og ikke før faar du Fred i Hjertet.
Jeg gik længe og ængstede mig selv, ventede paa at faa se Synden mere, vilde have forunderlige Aabenbarelser og Fornemmelser, inden jeg kunde tro, og gik saaledes og plagede mig i flere Maaneder. Men saa kom det for mig, hvor taabeligt det var at gaa saaledes. Hvorfor var Jesus kommen til Verden uden for arme Syndere som mig ? Jeg vil gaa til ham og tro paa ham som den, der er Syndens Udslætter og Forsoner. Han maa hjælpe mig.
Det varede heller ikke længe, førende jeg bekom Fred og Glæde og kunde tro mine Synders Forladelse i Kristo, kunde tro paa ham, der retfærdiggjør den Ugudelige.
Men dette var en Følge af min enfoldige Gaaen til ham. Havde jeg vedblevet at gaa og se paa mig selv, havde jeg aldrig bekommet en saadan Fred i mit Hjerte. Men denne Fred bestaar ikke i, at jeg bliver ren, finder mig hellig; men deri at jeg tror paa d.e. forlader mig paa Naaden i Kristo. Kristus er Troens baade Begynder og Fuldkommer. Naar det beængstede Hjerte kommer til ham, overlader sig til ham, saa godt det kan, ikke i Sikkerhed og Ligegyldighed, men under Bøn og Begjæring, saa giver han Hjertet Fred, idet han meddeler Troen paa sig, den tillidsfulde Fortrøstning til Naaden i sit Blod.
Denne behøver ikke at være ledsaget af nogen glad Følelse, men ytrer sig i en rolig, stille Forstrøstning til Herren, den Korsfæstede, som korsfæstet for sig, død for sig.
Læs Side 631 flg. i Hofackers Postille (især øverst paa Side 632)
-217-
Den Kristnes Fred bestaar i Troen paa Kristum som Syndens og Dødens Overvinder, under en bestandig Strid mod Synden, Kamp mod det vel overvundne, men dog endnu ikke udryddede gamle Menneske.
Vort ganske Liv bliver et Kampens og Stridens Liv, men dog ogsaa et Fredens og Glædens Liv for den nye, gjenfødte Aand.
Vi faa aldrig nogen Hvile hernede, men Fred have vi i Kristo, ikke i os selv.
— Husk paa, at Kjærligheden bestaar i, at han har elsket os først, ikke i at vi elske ham. Her ligger Hemmeligheden skjult; det beror ikke paa os, men paa ham og paa den Kjærlighed, han allerede har bevist os, o.s.v.
I et Brev, bestemt for hendes 23aarige Fødselsdag (9de August 1859) skrev jeg blandt Andet Følgende : “Vi ere saa tilbøielige til at anse den kjære Herre Jesus som en streng Dommer eller ialfald som En, der kræver saameget af os, vil have os saadanne og saadanne, men vi have saa vanskelig for at se Ham som en mild og naadig Frelsermand, der kun vil tilgive, ja allerede har tilgivet os, der Han døde for os.
Vi ere saa vantroende i os selv, som du nok ved af egen Erfaring, kjære Valborg, og som vi nok Alle faa at vide, naar vi skulle tro paa vor Frelser i denne Verden.
Men hvoraf kommer det uden deraf, at vi ikke vil opgive os selv, eller vore egne Tanker, erkjende os som ganske fortabte og se hen til Ham, vor korsfæstede Jesum og i Ham finde vor Fred og Trøst.
— Naar jeg læser i Guds Ord, ser jeg, hvilket Hjertelag Gud har til bedrøvede Syndere, hvorledes Han har havt dem kjær indtil Døden, hvorledes Han virkelig hungrer efter at tilgive og forlade i Kristo Jesu.
– 218-
Og naar jeg ser dette, kan jeg ikke undslaa mig for at modtage denne store Naade og vil ikke bedøve Giud ved at bortkaste, hvad Han saa kjærlig tilbyder og det for Intet.
Ganske enfoldig vil jeg hengive mig til denne Naade, som han aabenbarer i sit Ord, tro Hans Trofasthed og bede Ham skjænke og forøge hos mig den Tro jeg selv mangler. Jeg har hverken Tro eller noget Andet, men naar jeg læser Ordet om den korsfæstede Frelser, som er død for mig, saa faar jeg Tro.
Hvilken Naade ! kjære Valborg. Lader os ikke agte en saadan Naade ringe og mene, at den ikke tilhører os, naar Gud saa gjerne vil skjænke os den og allerede har skjænket os den.
Det er saa vigtigt her at mærke en Ting, som Hofacker ogsaa i sit Brev til B. omtaler, nemlig at der i Retfærdiggjørelsen ikke spørges om os, om vor egen Handlen eller Gjøren, heller ikke om, hvad Gud vil gjøre, men hvad Han allerede har gjort, om den evige Grundvold han har lagt for vor Forsoning i Kristi engang fuldbragte Lidelse og Død, i hvad der skeede til en bestemt Tid paa Golgata Kors. Derhen maa vi se, naar vi vil retfærdiggjøres og faa Troen og ikke paa os selv.
— Om vi slet Intet føle, skulle vi dog tro, saasnart det er vort hjerteligste og høieste Begjær at kunne tro. Vi skulle fast forlade os paa, at Gud vil skjænke os, hvad Ordet tilsiger, og holde fast derved i Bøn og Strid mod Synden og Vantroen, og ganske overlade det til Gud, hvad Han vil gjøre mod os, om Han vil skjænke os Følelsen af sin Naade eller ikke.
Hans Naade have vi alligevel, thi Han er trofast og svigter ikke og lader ikke sin Naade afhænge af vore flygtige Følelser, men af sit Væsen og af sit Ord, hvori Hans Væsen er aabenbaret.
-219-
Dette ydmyger os, Valborg, og gjør os til Intet, men det er en salig Ydmygelse, som vi vist aldrig ville fortryde.
Det koster for vort arme Hjerte saaledes at opgive alle Tanker om sig selv, at anse alt sit eget for Intet uden Synd, men det er at forlade sig selv, at korsfæstes med Kristo.
Vort hele Liv er en saadan Opgiven af sig selv og Kommen til Jesum, hvori vi aldrig her bliver Mestere, men altid Lærlinger; det hedder kun, at vi engang tage fat derpaa, engang gjør en Begyndelse.
— Husk paa, kjære Valborg, hvad Sangeren siger i den deilige Psalme vi sang hos Frøken I :
#
“Ak vil Du som en Hedning fare I alle kummers Torne ind ?
Du kunde jo den Møie spare Og favne Jesum i dit Sind.
Da skulde Sorgen selv sig glemme, Og du en liflig Ro fornemme
Ved Synet af den Kjærlighed, Som Han til Dig har evig baaret,
Og som endnu er ubeskaaret Og evig, evig varer ved”.
#
Ja, Valborg, det er saligt for arme Syndere at se hen til hans Kjærlighed, at lade sig overvinde af den og sige enfoldigen : “Naar du, kjære Herre Jesus, saa gjerne vil have mig, hvorfor skulde jeg da staa imod og bedrøve dig, med saamange stygge Vantroens Tanker. Nei, Du er jo død ogsaa for mig, jeg vil komme og hengive mig ganske til Dig og blive dine Smerters Løn nu og i al Evighed ! da gjør vi Guds Villie, Valborg, og det er saa saligt. Herren give din saadan Naade !”
Saaledes forundte Herren os Naade til i denne vigtige Tid af vort Liv ogsaa at staa ved hinandens Side med Trøst, Veiledning og Raad.
-220-
Med en mærkværdig Ydmyghed modtog hun mine Formaninger og Belærelser, og Herren syntes ogsaa at bruge de enfoldige, skrøbelige Ord til at trøste hende, lede hende paa Troens enfoldige og ydmyge, men for Kjød og Blod, ak, saa trange Bane.
Saaledes allerede i Begyndelsen af samme Aar (1856) “kunde ogsaa jeg sige det, at Kristus er min Frelser og min Retfærdighed ! Haabet har jeg vel om engang at kunne sige det, men ofte glipper ogsaa det. Jeg har endnu ikke faaet fast Forfæste. Snart gjør jeg ligesom Forsøg paa at gribe Naaden, thi de Ord kommer saa ofte for mig : Jesus er død for alle Syndere og saaledes ogsaa for mig; men snart forekommer Alt mig igjen som et “indbildt Bedrag”, især naar jeg læser noget, hvorefter man kan prøve sig, om det er Sandhed eller Bedrag med os. Du siger, August, at naar du skulde bedømme din Naadestand efter dig selv, kunde du ikke se nogen Redning, men naar du ser paa Jesus, faar du Mod. Ja, det er netop Kunsten ! Noget jeg ikke selv kan udrette, men som maa gives herovenfra. Er ikke dette Vers godt :
#
“O, hjælp mig, Jesus ! Gjør mig rolig, At kun paa dig jeg vente maa,
Til du hos mig kan tage Bolig, Og jeg din søde Fred kan naa !
Det koste, hvad det koste vil, Dig Jesus vil jeg høre til”.
#
Nu nærmer Paaske sig. Maatte den blive ret glædelig for dig, August. Kunde ogsaa jeg paa Paaskemorgen opstaa til et nyt Liv; jeg længes saa efter Frihed !”
Herren hørte hendes ydmyge Bønner og Begjæringer. Han, som ydmyger kun for i sin Tid at ophøie, oplod hendes Øie mere og mere for den frie, uforskyldte Naade i Kristo Jesu.
-221-
I Overensstemmelse med hendes stille, inadvendte Sind blev hun aldrig benaadet med overvældende Følelser, men saamegetmere med det, som er kosteligere for Gud, en stille Hengivenhed i den himmelske Faders Villie, en taalmodig, længselsfuld Venten og Bien paa Jesum, hvorunder en stærk og tillidsfuld Tro til ham mere og mere med Ordets flittige Betragtning blev kraftig i hendes Hjerte.
O, hvor det søde Evangelium, især i de senere Aar, kunde smage hende lifligt, naar det blev prædiket med Liv og Kraft.
Og her havde hun et forunderligt Øre. Ofte, naar det under min senere Prædikegjerning var koldt og tørt for mig, kunde jeg beklage mig derover for hende, og hun svarede : “Ja, jeg forstod det, der var saamange Ord !”
Til andre Tider, naar Herren havde været nær, og Aanden fik ret Magt over mig under Ordets Prædiken, kunde hun efter Præsikenen af sig selv komme hen til mig og sige saa mildt og blidt : “Idag var det saa godt, August !”
I Sommeren 1861, da jeg var færdig med mine Examina, forlod jeg mit kjære Barndomshjem og boede i 3 Aar i Aalesund som Lærer ved Borgerskolen der. I det 2det Aar kunde jeg føre min elskede Valborg som min Brud til det tarvelige, men dog med hende saa hyggelige og kjære Hjem, som ved Vennehænder var festlig smykket og prydet til vort Komme.
Vi levede her iblandt en saare kjær Venneskare to af vort jordiske Samlivs lykkelige Aar. Hun skjænkede mig her den 18de Marts 1864 vort ældste Barn, nu en Pige paa noget over 9 Aar. Det behagede imidlertid Herren at føre os endnu længere bort fra det kjære Barndomshjem, med alle dets Minder af Sorg og Glæde.
-222-
Igrunden mod min Villie og under ganske særegne Omstændigheder blev jeg paa Ansøgning udnævnt til Stiftskapellan i Tromsø Stift i Sommeren 1864, og vi maatte forlade det kjære Aalesund, hvor vi ikke mindst ved Afskeden modtog saa mange Beviser paa Venskab og Hengivenhed.
Efter et Besøg i Hjemmet, hvor jeg nu for sidste Gang her i Livet var samlet med min kjære Pleiemoder, der med saa megen Ømhed havde omfattet mit Ve og Vel, skulde jeg forsøge paa alene at gaa til det nye Kald, medens efter Bestemmelsen Valborg først næste Vaar skulde drage op til det yderste Norden.
Jeg følte mig imidlertid strax saa ensom deroppe, skrev efter hende, og hun var strax rede til at komme med vor 8 Maaneder gamle Lille. Hun kom lykkelig og vel frem, og den ensomme Præstegaard blev et venligt og kjært Hjem. Naar jeg var ude paa Søen, paa de farefulde Baadreiser, stod hun saa ofte i Vinduet og bad til Ham, som raader over Storm og Hav.
Da jeg den første Vinter betjente ved Lofotfisket, blev hun og den Lille tilbage paa Gaarden Holm paa Dyrø (Senjen, Nordland) i den snart efter saligt hensovede Enkemadame Strøms Hus. Den Gamle var som en Moder, og hun følte sig saa vel tilmode der sammen med den kristeligsindede kjære Gamle.
Hva der i det Hele under mit saa vexlende og bevægede Liv har gjort min Valborg saa dyrebar, var ikke mindst den Omstændighed, at hun altid følte sig saa tilfreds og lykkelig. Vi have prøvet Adskilligt under vort 4aarige Liv i Norges tristeste og ensomste Egne og senere under vort 5aarige Ophold her i Amerika, hvor vi have flyttet fra Illinois til Wisconsin, fra Wisconsin til Minnesota (i Tromsø Stift be-
-223-
betjente jeg i min Stiftskapellans-Tid paa ikke færre end 6 forskjellige Steder), men hun har aldrig bedrøvet mig med en utilfreds Mine, end sige med et Ord.
Hun var altid rede til at følge med, hvor vi troede, Herren vinkede os, og hun følte sig altid glad og lykkelig. Hun havde jo fundet Lykken der, hvor den alene i Grunden er at finde, nemlig i den Kunst, Herren lærer sine Disciple, at kunne sige : “Herre, som Du vil !”
Og sandelig, hvorledes det end gaar her i Verden, er da “vore Snorer faldne paa de liflige Steder”.
Hun fulgte mig fra Kristiania til Aalesund, fra Aalesund til Tranø (Senjen), fra Tranø til Lyngen (Finmarken), fra Lyngen til Hammerø (Salten), fra Hammerø til Tromsø, fra Tromsø til Loppen (Finmarken), fra Loppen til Paxton, Ill. (Amerika), fra Paxton til Marshall, Wisc., fra Marshall til Minneapolis, Minn., og hun var altid rede til at drage med og følte sig lykkelig og tilfreds paa ethvert nyt Sted, hvor vi opslog vor Bolig.
Hun troede med mig, at Herren behagede det saa, og det var hende nok. Som Exempel paa hendes barnlige, enfoldige Stil i sine Breve som Husmoder skal jeg anføre nogle Linier af et Brev fra Holm i Vaaren 1865 til mig i Lofoten :
“Du erindrer vel, min elskede August, at Agnes paa Tirsdag bliver 1 Aar. Ja, hvor naadig Herren har været imod os i dette Aar af hendes Livstid. Han har ligesom baaret os paa Hænderne. Hende, vor lille Skat, har han bevaret saa vel, trods alle de ydre Forandringer, hun har været underkastet. Kunde vi blot takke Ham ret for Hans ufortjente Godhed imod os.
“Min Sjel, lov Herren ! Og glem ikke alle hans Velgjerninger !”
-224-
synes jeg saa ofte at maatte udbryde med David. Herren bevare dig fremdeles, min dyrebare August, og give dig Kraft og Frimodighed til at bekjende Hans Navn. Han velsigne det Ord, du af Ham faar Naade til at tale, baade for dig selv og dem, som høre derpaa !”
I Sommeren 1868 fulgte hun mig da med vore tre Smaapiger, den ældste lidt over 4 Aar, den yngste 7 Maaneder, over Havet til det fjerne Vesten, og til hvor megen Velsignelse hun i disse 5 Kampens og Sorgens Aar har været for mig, ved Herren bedst.
Hun blev mig i disse Aar mere og mere kjær, dyrebarere end hun nogensinde havde været for mit Hjerte. I Lidelsens og Trængslens Skole prøves Vennen bedst, og saaledes ogsaa med den trofaste Egtefælle. Hun bar trofast med mig den tunge Byrde og lettede mig den saa mangen Gang med sit trøstende og opmuntrende Ord, med sin stille, bramfrie Færd, sin blide, venlige Omgjængelse.
Hun udviklede sig mere og mere til at være en Hustro i dette Ords allerbedste Betydning, saa Enhver, der kom i Berørelse med hende, maatte agte og elske den i Sandhed ædle Kvinde.
Herren behagede ogsaa nu mere end nogensinde før at lægge paa os det kjære Kors. Tidligere havde hun ofte med Ængstelse udtalt Frygt for, at hun ikke kunde være en ægte Kristen, da hun syntes at have saa lidet Kors og Trængsel; nu fandt Herren det at være den beleilige Stund, da hun indvortes udviklet og modnet ogsaa gjennem det ydre Kors skulde lutres og prøves som ædelt Guld i Smelterens Digel.
Allerede under Opholdet i Paxton tog Herren til sig vort dengang yngste Barn vor kjære Ragna, gjennem en længere og smertefuld Sygdom.
-225-
Hun pleiede den lille med moderlig Kjærlighed, og visselig kostede det Moderhjertet megen Smerte, at vugge det elskede Barn paa ømme Moderarme i Dødens bittre Stund; men hun fik dog da som altid Naade til at være stille og hengiven i den himmelske Faders Villie. Jeg hørte ikke en eneste Klage, ikke et eneste utaalmodigt Suk af hende.
Hun var glad i Bedrøvelsen, thi hun vidste, at vort Barn var gaaet hjem til Jesus og havde det der saa uudsigelig godt. Hun forstod ogsaa saa vel, at hendes Sjæls Brudgom derved kaldte paa hende, at hun skulde berede sig til Hans Komme.
— Trængselen ved de kirkelige Kampe og den kirkelige Nød, hvorunder Guds Menighed iblandt Landsmænd sukker herover, delte hun trolig med mig. Hun var saa ængstelig for, at jeg i Stridens Hede skulde gaa for vidt, og undlod ikke at lade mig vide det, naar et eller andet haardt og ukjærligt Ord var falden. Hun var et Fredens Barn og elskede Fred, hvorfor det ogsaa var hende saa høist modbydeligt, da En af vore kirkelige Modstandere netop i denne Sommer fandt det passende ogsaa at blande hendes Person ind i denne ofte saa vamle Strid.
I et af sine sidste Breve til mig skriver hun derom : “Y. skriver en lang Artikel i “Fædrelandet”, som Svar til dig paa dit “Ord om Moderkirken”, hvori hun(?) nævner min ubetydelige Person sammen med dig. Men han har nu taget feil i det, om det Øvrige er ret, thi jeg har sagt, at Biskoppen havde imod, at du reiste til Amerika — ikke til Augustana S.”
Flere Ord ofrer hun ikke paa den Sag. I et af sine sidste Breve skriver hun til mig i Anledning af min Reise til Norge afvigte Sommer : “Du er vel nu med Herrens Hjælp i Norge. Maatte det gaa dig vel i alle Henseender i Hjemmet,
– 226-
saa det kunde blive en Forfriskelsens Tid for dig — dog intet er fuldkomment, ingen Glæde ublandet hernede, saa Modgange ville vel ogsaa der møde dig, min elskede August; men saa er det godt at erindre, at Herren tugter den Søn, han elsker” (understrøget af hende).
Vi forstod Ingen af os dengang, hvorledes disse hendes Ord saa snart skulde finde sin fuldeste Anvendelse paa mig. Herren har tugtet mig, tugtet mig alvorligt gjennem min Valborgs tidlige Bortgang; men han har ogsaa trøstet mig ved Overbevisningen om, at det er hans faderlige Tugt i Kjærlighed, hans forbarmende Faderarm, der er udstrakt for ogsaa at frelse min arme Sjel og føre mig med hende til Fredens Boliger.
Hvad hun i dette sit Brev siger til mig, at “ingen Glæde er ublandet”, fik hun som alle Guds Børn rigelig erfare, og det ikke mindst i de sidste Aar af hende Jordeliv.
Et særeget Kors havde Herren behaget at lægge i disse Aar paa vort Husliv, som truede med at ville forstyrre den huslige Lykke, men som her ikke videre kan berøres. Jeg saa et Par Gange i de sidste Aar Taarer i min dyrebare Hustrus Øine, og det smertede mig dybt, da ingen Ændring var mulig, uden Gud selv gjorde den.
Men jeg føler mig nu forvisset om, at den gode Hyrde brugte ogsaa dette, som et velsignet Middel til at drage hendes Hjerte bort fra det Forfængelige og modne hende hurtigt for den salige Forandring, han i sit vise Raad havde besluttet saasnart skulde indtræde.
Hun skulde snarere, end nogen af os anede, faa flytte hjem til de
-227-
himmelske Boliger, hvor ingen Forargelse mere er, og hvor ingen Taarer mere væder det klare Øie.
Ja, hun modnedes hurtigt for den salige Evighed. Jeg forstod det ikke saaledes under vort daglige Samliv, som jeg forstaar det nu. Jeg burde have forstaaet det allerede af den Omstændighed, at hun med hver Dag, som gik, blev mig mere og mere uundværlig, mere og mere dyrebar. Ja, det var Stunder, som aldrig glemmes, naar jeg, træt af Dagens Arbeide og Byrde, i den stille Aftenstund kunde sidde sammen med hende i vort enlige Kammer, og jeg i mit Hjerte kunde føle mig saa glad, saa lykkelig, saa tilfreds og taknemlig mod en Gud, der havde skjænket mig en saadan Hustru.
Jeg kunde da glemme denne Verdens Kummer og Kvide; det var saa fredeligt og stille i os og omkring os. Og saa, naar vi havde læst eller samtalet en Stund, tog hun altid i de sidste Aar sin kjære Bibel frem og hengav sig selv til stille Betragtning og Bøn.
Hvor silde det end var paa Aftenen, kunde hun dog ikke forsømme dette. Hun talte da med sin Sjæls Brudgom, tolkede sine Længsler og Ønsker for ham, og han hørte hendes Hjertes Begjæring. Hun elskede i det Hele Lønkammerets stille Omgang med sin Jesus.
Ofte midt under den daglige Syssel i sit Hus kunde hun derfor trække sig tilbage i Ensomhed for paa sine Knæ at udgyde sit Hjerte for sin Herre og Frelser og samtale med ham, hendes Sjel elskede.
Ligesom hun i sin stille Tilbageholdenhed i det Hele ikke yndede at tale meget, talede hun heller ikke gjerne om sine egne aandelige Erfaringer, medens hun dog saa gjerne hørte andre Kristne tale, læse eller synge om de himmelske Ting.
-228-
Hun talte ikke meget, men hun levede i Sandhed det “skjulte Liv med Kristo i Gud”. Det viste sig bedst, da hun som en vel beredt Brud i Livets sidste Stund gik sin Sjels Brudgom imøde.
Ja, Herrens Veie ere underlige. Salige ere vi, som kunne vidne og sige, at Visdom og Naade betegner dem alle.
Min Hustru ventede denne Sommer sin sjette Nedkomst. Hun var begavet med en stærk og sund legemlig Konstitution, og det var ved tidligere lignende Anledninger gaaet saa heldigt og godt.
Ligesaalidt hun som jeg havde derfor nogen Betænkelighed ved, at jeg i afvigte Sommer ifølge vort Kirkesamfunds Kaldelse aflagde Fædrelandet et Besøg, for dels at ordne vort fremtidige Forhold til det norske Missionsselskab, dels at faa forøget Lærerkræfterne ved vort Seminar. Ak, jeg anede ikke, at det var sidste Gang jeg var samlet med den elskede Hensovede under vort Aarsmøde i Eau Claire denne Sommer, hvorhen hun paa Indbydelse af Pastor Johnsens fulgte med.
Jeg havde ogsaa i Norge to Gange paa Grund af mit Kalds Gjerning været fraværende under disse Omstændigheder, og Herren havde i sin Naade bevaret hende for mig. Jeg anbefalede hende ogsaa nu til Herrens Varetægt, og hvor tungt det end var at skilles fra hende denne Gang, troede jeg dog, at saa var Herrens Villie; hjertelig overbevist om, at den Sag, hvorfor jeg reiste, var god, havde jeg det visse Haab til vor himmelske Fader, at han beskjærmede og bevarede hende uden mig.
Han gjorde det – hans Navn være lovet; men han gjorde det paa en anden og bedre Maade, end jeg anede. Ak, hvormeget jeg vilde have givet for, at kunne have været ved hendes Side i den
-229-
sidste Strid, bedet med hende, pleiet hende — og naar saa var Herrens Villie – lukket hendes Øine i Døden.
Men saa vilde Gud ikke have det. Jeg skulde drage bort for ikke mere at se hende her i dette Liv. Jeg skulde vel længes saamegetmere after at samles med hende hisset.
— Paa min Reise modtog jeg de samme velsignede Breve, som jeg altid havde modtaget af hende, Breve aandende af Ømhed for mig og Tilfredshed og Taknemlighed mod sin Gud.
I et af mine Breve havde jeg temmelig udførlig beskrevet Opseilingen til Glasgow langs Clydeflodens yndige Bredder. I Anledning heraf skriver hun i et af sine Breve :
“Dit sidste Brev indeholdt en smul Beskrivelse af Skotlands Skjønhed. Jeg troede ikke, der havde været saa vakkert der; hvor gjerne havde jeg ikke været med at betragte de herlige Naturskjønheder, som vel er en Afglans af Skjønheden hisset.
Men, om det nu ikke gaar an bestandig at faa vandre sammen hernede — saa skal det blive saligt at faa vandre Haand i Hannd ved Kanaans lyse Strand !”
Hun havde Himmellængsel, og den syntes i denne Tid at være mærkelig forøget.En kjær Veninde, Jfr. M., til hvem hun betroede sig mere end vanligt, og Cand. Midtbøs Hustru vare stadigt om hende, og hun syntes at være saa frimodig og glad, som de aldrig havde seet hende før. Af aandelige Sange havde hun i denne Tid især den deilige Længselssang kjær :
“Naar jeg har Klædning, Sko og Ring Og Barneret hos Gud,
– 230-
Jeg frygter siden ingen Ting, Men sjunger Glæden ud.
O, det bliver saligt, saligt, saligt, O, det bliver saligt,
Naar vi aldrig skilles mer ! Alt Kanaans Kyst jeg ser
Og skynder glad til Lammets Stad, Der vi aldrig skilles mer o.s.v.
(No. 110 af L. Oftedals “Basunrøst og Harpetoner“).
Hun bad ofte om at synge denne Sang for sig og saa da saa glad og lykkelig ud. Tiden til den for Kvinden saa alvorsfulde og smertelige Stund nærmede sig.
Hun var meget frimodig; hun havde jo beskikket sit Hus og hun havde faaet Øvelse gjennem Livets Skole til af Hjertet at sige : Herrens Villie ske !
Dette var ogsaa hendes stadige Omkvæd, da hendes Sygdom antog en alvorlig Karakter, dette, at Herrens Villie er skeet, og den er god.
Lørdagen den 30te August forstod hun, at Stunden nærmede sig, da hun skulde føde, og allerede Natten til Søndag den 31te August nedkom hun med et deiligt velskabt Pigebarn, som 8 Dage efter i den hellige Daab fik Navnet Ragna, efter den nu hensovede Moders udtalte Villie.
Hendes Fødselssmerter vare ikke usædvanligt heftige, og hun befandt sig efter Fødselen, som hun selv syntes, meget vel. Hun fik strax en rolig og vederkvægende Søvn, og Søndag Morgen følte hun sig saa lykkelig og taknemlig mod den Gud, som saaledes paany havde hjulpet og velsignet hende. Hun følte Moderglædens Lykke.
Mandag var ogsaa endnu Alt vel, indtil Mandag Eftermiddag, da hun begyndte at mærke en underlig
-231-
Frysning i Legemet. Man varmede om hende, og troede saavel hun som hendes Omgivelser, at det kun var en forbigaaende Feber ved Melkens Tilstrømning; hun følte sig forøvrigt efter Omstændighederne vel.
Tirsdag mærkede hun en tiltagende Stivhed i Lemmerne og nogen Flugt i Hovedet, men med den hende eiendommelige Ro antog hun det kun for Reumatisme, hvoraf hun oftere led.
Nat til Onsdag og Onsdag blev hun svagere, men hørte dog Onsdag Pastor Poulsen forelæse et Brev, han netop havde modtaget fra mig fra Norge, og talte lidt med ham om min Reise i Norge; hun var som sædvanlig rolig og tilfreds.
Han sputgte hende, om hun ikke ønskede, at man skulde tilkalde Lægen, men hun ønskede helst at oppebie Morgendagen. Hun havde dog allerede Onsdag en Anelse om, at hendes Sygdom var af en farligere Beskaffenhed og udtalte allerede Onsdag sit Ønske med Hensyn til vore Børn, om hun skulde vandre bort.
Torsdag Morgen blev den norske Læge, Dr. Bull, tilkaldt, men al hans Kunst og Flid var nu forgjæves. Sygdommen, en ondartet Melkefeber, tiltog mere og mere, dog ikke voldsomt, men gradvis, og for hende selv var det afgjort allerede Fredag Morgen, at hendes Afskedsstund nu var kommen. Man mærkede ikke hos hende den mindste Uro eller Ængstelse ved Tanken herpaa; tvertimod aandede hendes Tale af glad og frimodig Hengivenhed i den himmelske Faders Villie, og en ubeskrivelig mild Fred lyste ud af hendes Øie.
Som det havde været fredeligt og stille om hende i Livet, saaledes ogsaa i Døden.
Fredag Formiddag bad hun om et Ark Papir og Blyant. Hun skrev derpaa med tydelig Skrift en Afskedshilsen til mig, det sidste dyrebare Pant paa
– 232 –
hendes Kjærlighed, stærkere end Døden. Hun skriver saaledes : “Min elskede August ! Om vi ikke skulde faa treffes mere i denne Verden, vil jeg sige mit hjerteligste Farvel. Tak for din trofaste Kjærlighed ! Vi have været lykkelige i den og ved at have Jesus ! — Herren være din Trøst og Styrke ! (understrøget af hende) Din Valborg”.
I en Efterskrift taler hun om sit “sidste Ønske”, med Hensyn til vore Børn og slutter saaledes : “Dette er Raad af Kjærlighed til dig og Børnene”.
Hun elskede helst at være i uforstyrret Ro og talte ikke gjerne med Mange. Hun havde altid sine Hænder foldede over sit Bryst, og syntes at leve i stille Omgang med sin Frelser og klagede en og anden Gang over, at hun havde vanskeligt for at holde sine Tanker samlede.
Forøvrigt kom der aldrig en Klage eller et utaalmodigt Suk fra hende. Hun var stille som et Jesu Lam. mild og venlig mod Enhver; en Morgen, som Jordemoderen stelte om hende, tog hun hende ned til sig, klappede hende paa Kinden og saa hende ind i Øiet med et Blik, som denne siger, hun aldrig glemmer.
Tirsdag i samme Uge var det min 38aarige Fødselsdag. Jomfru M. mærkede om Morgenen denne Dag et forunderligt Smil om hendes Læber og kunde ikke afholde sig fra at spørge hende, hvad hun nu tænkte paa. Hun bemærkede da, at det idag var August’s Fødselsdag, og det skuldevære en kjær Fødselsdagsgave at sende ham et Telegram.
Hun var endnu ikke bleven saa syg, som hun snart skulde blive. Natten til Lørdag var den haardeste. Hun fik da hyppigt sine gjentagende Opkastelsesanfald, som vare meget voldsomme
– 233-
og smertefulde, og afkræftede svært. Hun klagede dog ikke med et eneste Suk, men var stille og taalmodig, hengiven i sin himmelske Faders Villie.
En Søster i Herren, som vaagede hos hende denne Nat, talte lidt med hende om hendes Bortgang og yttrede, at hun vel nu havde ønsket at hendes Mand havde været nærværende. Hun svarede dertil, at det vistnok havde været kjært, men at Herrens Villie maatte ske; det havde altid før gaaet saa godt, og at hendes Mand 2 Gange før havde været fraværende i sit Kalds Gjerning ved hendes Nedkomst.
Hun beklagede sig ligesaalidt derover som over noget Andet. Herrens Villie var hende kjærere end Alt.
Lørdag Formiddag fik hun mere Ro for Sygdommen og kunde saaledes tilfredsstille sit Hjertes Ønske, at tale et Afskedsord til vore ældste Børn.
Kort iforveien havde hun ladet Ytring falde om, at man i sine sunde Dage taler saa mangt et Ord, som kunde være sparet, og, naar man helst ønskede at tale, kan man det ofte ikke.
Herren forundte hende dog ogsaa Naade og Kraft dertil. Hun kaldte vore Smaapiger (den ældste 9 1/2, den yngste 7 1/2 Aar gammel) for sit Leie, lod et lidet Brev forelæse, som jeg tidligere havde tilskrevet vor Agnes til Julen 1857, og talte derpaa med en mærkelig Kraft og Salvelse til dem om at blive gode Børn, at afholde sig fra slet Selskab og komme til Jesum, at de kunde samles hos ham i Himmelen, hvor deres Søster Ragna var, og hvor Mama nu haabede at faa gaa hen, trykkede dem derpaa til sit Hjerte og gav dem Afskedskysset.
Det var til Opbyggelse for de omkringstaaende, og jeg beder og haaber, at vore stakkels moderløse Smaapiger aldrig maa glemme den døende Moders sidste Ord til dem.
– 234-
Min kjære Embedsbroder, Pastor Poulson, var imidlertid kommet op at se til hende og muligens tage Afsked.
Han spurgte hende, hvad han skulde hilse hendes Mand med, naar han kom tilbage, med Hensyn til hendes Bortgang. Hun svarede dertil, at hun den foregaaede Dag havde skrevet et Brev til sin Mand, forseglet det og henlagt det til hans Komme.
“Min Mand kjender mig; han ved, at det allerede i mange Aar har været mit Hjertes Lyst at høre Jesum til. Naar jeg skulde se paa mig selv, ja, da maatte jeg staa langt borte; men jeg ser paa Jesum og tror, at jeg for hans Skyld bliver frelst og dør saligt”.
Paa hendes Begjæring læste Broder Poulson Davids 23de Psalme, knælede derpaa ned ved hendes Leie og bad en brændende Bøn; hun kastede et fast og mildt Blik til Afsked paa de Omkringstaaende og laa stille med Hænderne, som vanligt, foldede over sit Bryst.
En Stund efter bad hun Poulson synge en Psalme, s0m udtrykte Hjertets Længsel efter Hjemmet. Han sang da 4 Vers af den gamle Kjernepsalme :
“Hjertelig mig nu længes
Efter en salig Død” o.s.v.
og læste de øvrige Vers. Paa hans Spørgsmaal, om denne Psalmen nu udtrykte hendes Hjertes Begjær, svarede hun med et lydeligt “Ja !”
Fra denne Stund talte hun ikke mere. En Time før hendes Død fantaserede hun og talte da nogle afbrudte, usammenhængende Ord, hvoriblandt Andet tydeligt kunde høres dette : “Hvis jeg ikke dør inden Aftenen, bliver jeg ikke salig”.
Ogsaa da var hendes Sjel optaget af Bekymringen for det Ene Fornødne. Med Undtagelse af denne ene Gang og en kort Stund om
– 235-
Morgenen samme Dag, havde hun sin fulde Fatning ligetil den sidste Stund. Om Morgenen syntes hun at være vis paa, at jeg var nærværende og sad paa Kontoret; men da man forestillede hende, at dette ikke var saa, vendte hendes fulde Bevidsthed strax tilbage, og hun talte ikke mere herom.
Den sidste halve Time laa hun ganske stille; paa Jomfru M.s Spørgsmaal, om hun kjendte hende, hviskede hun et sagte “Ja”.
Flere Læger vare denne Dag tilkaldte; de talede om Liv her paa Jorden, beredede sine Mediciner, men hun hørte ikke derpaa og var vanskelig at formaa til at tage de i den sidste Stund hende skjænkede Mediciner.
Hun kjendte den himmelske Læge og vidste hans Villie, at Brudgommens Tid var kommen. Hun fik et Anfald af Krampe og opgav i stille Fred sin Aand Kl. 3 Lørdag Eftermiddag den 6te September.
Broder Poulson lukkede hendes Øine i Døden, Sjelen var af Englene henbaaret til de Saliges Boliger; hun var vandret hjem, der, hvor det er saa saare godt at være.
Samtlige, som var nærværende ved den Saliges Bortgang, have erklæret, at de aldrig have været tilstede ved et mere opbyggeligt Dødsleie.
Af Hensyn til mig og vore Smaa kunde de nok ønske hende iblandt os, men naar de saa hen, siger de, til den Troesfrimodighed og Glæde, hvormed den Hensovede gik Døden imøde, maatte de dog takke Herren, som havde bevist saa stor en Naade og hjertelig unde hende den salige Hvile, hvorefter hendes Sjel stundede saa saare.
De jordiske Levninger af den Elskede blev stedet til den sidste Hvile Tirsdagen den 9de September. Et ualmindeligt stort Følge ledsagede det kjære Støv, og en Deltagelse vistes, som var mærkelig. Uden Hensyn til
– 236-
kirkeligt Parti sluttede man sig til den lange Række. Ja, Herren være lovet ! der er en Dag, da Striden endes, da Fredens Palme sænker sig ned over denne stridfulde Jord, og — det er paa de Saliges Dødsdag !
— De kjære Embedsbrødre, Pastorene Poulson og A. Johnson (af Eau Claire), forrettede den sidste Tjeneste; den første prædike i Kirken, den andre ved Graven, og indviede Støvet til Gravens stille Fred.
I Sørgehuset sad min 70aarige Moder med fem moderløse Smaa tilbage. Den lille Ragna skulde dog snat faa følge sin Moder til Jesus. Hun begyndte straks efter Begravelsen at sygne hen og døde de 10de Dag efter Moderens Bortgang. Herren beviste Miskunhed. Han tog saasnart den mest Hjælpeløse bort fra denne Grædedal og lagde hende i den ømme Moders Arme. Vi staa tilbage med Savnets dybe Smerte !
Endelig kom jeg da ogsaa efter en saare lykkelig Reise tilbage til Amerika. Jeg følte en inderlig Længsel efter Hjemmet, efter atter at gjense og omfavne mine Kjære, som jeg nu i over 3 Maaneder havde været adskilt fra.
Man vil derfor kunne forestille sig, hvor knusende det uventede Slag var for mig, daa paa Gjennemreisen i Chicago det tunge Budskab naaede mig, at min Hustru og mit Barn vare vandrede bort, og jeg ikke mere skulde mødes med min elskede Hustru her i dette Liv.
Det var dog en kristelig Broder, som bragte mig Budskabet, og min kjære Svoger, den Hensovedes Broder, kom snart til og kunde berette mig straks de nærmere Omstændigheder ved hendes salige Død. Det mildnede Smerten, og med blødende Hjerte maa jeg dog takke al Naadens Gud, som gjør Alt saa vel !
– 237-
Herrens Tanker ere ikke vore Tanker, og hans Veie ere ikke vore Veie. Det søde Samlivs jordiske Lykke vilde han ikke længere skjænke os, men jeg ved, Gud være evig Lov, hvad han vil. Han vil gjennem Korset, det søde, kjære Kors, modne ogsaa mig, stakkels Synder, for sin salige Evighed, og jeg beder, at hans Villie med mig maa ske, beder derom, saaledes som jeg aldrig tilforn har bedet.
Det er for anden og sidste Gang jeg er stillet her i Livet alene med Savnet af den saa høit Elskede.
Første Gang tilsigtede Herren min Omvendelse fra Døden til Livet; anden Gang tilsigter han, det tror jeg vist, min Fuldendelse af Løbet paa den trange Bane.
Søndag Morgen, 4 Uger efter, stod jeg ved den Elskedes Grav, som nu var pyntet og prydet. Det var saa stille og fredeligt derude, hvor Støvet af den dyrebare Moder og vort Barn hviler. Lille Ragna hviler ved hendes høire Side; ved den venstre er der en Plads ledig. Ak, hvor gjerne, naar det var Guds Villie, jeg lagde denne min Støvhytte ned til Hvile der, for med hende at hvile ud fra Livets Strid ved Frelserens Hjerte.
Aldrig har Graven været mig saa tillokkende, som i denne Stund.
Men jeg beder til Herren om Naade og Kraft til at tage mit Kors op og side : “Herre som Du vil ! — Det er kun “en liden Stund !”