– etter at Kristian (Christian) Sivertsen Klingplads (Klingmoen) gikk bort bare 26 år gammel 12. mars 1881; det skjedde hjemme på husmannsplassen Klingplads der han var født 26. april 1854. Det er et vakkert bilde som tegnes av denne spesielle unge mann, som fikk så mye å streve med til helsen de få årene han ble tildelt – men som gjorde så mye av dem, til glede og hjelp for andre mennesker. Dette gjalt både på hjemstedet Stod i Nord-Trøndelag, litt nord for Steinkjer, men også langt ut over dette sted, gjennom sin diktning, der noe også ble gjort kjent i den lille boken som ble utgitt i «Stenkjer» i 1875, kalt «20 Digte» – les også noen av diktene hans;
– her følger minneordet i «Indherreds-Posten» :
Fra Stod skrives under 15de ds. til «Indherredsp.» :
«Inat omkring kl. 12 døde Kristian Klingmoen«. Saa lød det sidste Lørdag, og Ordene sank saa underligt tungt ned i Venners Bryst.
«Det er saa vemodigt at sige Farvel til dem, som i Livet os følge», heder det i et af den Afdødes Digte, og visselig, Budskabet om hans Bortgang vil sætte Vemodens Strenge i Bevægelse hos alle fjernt og nær, som kjendte noget til denne elskværdige Yngling og hans Livs Historie.
Peter Kristian Sivertsen Klingmoen var i en Alder af henved 27 Aar, da han nu efter et langt Sygeleie fik gaa ind til den evige Hvile og – for stedse blev borte. Det forundtes ham at faa nedlægge Vandringsstaven ved Faders og Moders Side der, hvor hans Vugge engang har staaet, i sit kjære Hjem og Fødested Klingmoen.
Hans korte Liv var saare rigt paa mangehaande Omvexlinger, rigt paa Bekymring, paa Savn og Møie.
Som liden Skolegut røbede han store Evner, men bar allerede da paa et sygeligt Legeme, især var hans Øine meget daarlige, og da hans Barndomsdage vare tilbagelagte, havde han ganske tabt sit Syn. Han blev bragt til Blindeinstitutet i Kristiania, men hjemsøgtes ogsaa der af forskjellige Sygdomme, og da han saaledes fordetmeste maatte tilbringe sin Tid paa Rigshospitalet, og hans Helbredelse desuden var meget tvilsom, blev han efter 10 Maaneders Forløb atter sendt tilbage til Hjemmet.
Hans Skjæbne var i Sandhed saare tung.
«Ja, Morgensolen er fordunklet Af Taagesky og Uveirsvind;
De Stjerner, som for Øiet funklet, De har og tabt sit Skin.
Og Middagsstorme har forstyrret Min Morgendrømmes blide Fred,
Og lange Bølger overskyllet Ethvert af mine Ungdoms Fjed (skritt/red.)»
Dog i Hjemmet kom han sig lidt efter lidt, saa han kunde korte Tiden ved at gaa om blandt Naboer og Kjendinge, og allevegne nød han den venligste Modtagelse; thi der fulgte noget saa inderligt godt med denne trohjertede, kjærlighedsfulde Yngling. Og var det mørkt for hans legemlige Øie. saa var det saa meget mere lyst i hans Sjæl.
Da han var bleven nogenlunde frisk, begyndte han at skrive smaa Digte, som han oplæste ved forskjellige Anledninger; og i 1875 udkom ved hans Sjælesørgers (det var sogneprest i Stod Johan Adolf Ryberg Bødtker f. 1826/red.) Opmuntring og Bistand hans «20 Digte», der har baaret hans Navn udover til Fjeld og Fjære. Den velvillige Modtagelse og raske Afsætning, hans Sange nød, den Fortjeneste han derved erholdt, og de mange Opmuntringens og Trøstens Ord, han modtog snart fra den ene, snart fra den anden, der havde læst hans Digte og lært hans Livsstilling at kjende – dette tilsammen blev en herlig Grundvold, hvorpaa han byggede Haab om en lysere Fremtid.
«Jeg ufortrøden her vil vandre, Som Gud mig fører, vil jeg gaa».
Han gjennemgik et Kursus ved Amtsskolem og ligeledes opholdt han sig en Vinter ved Bentsens Folkehøiskole. Han elskede høilig «Fosterlandet» og dvælede ofte ved «Fædreneminder». Folkeoplysningi Forbindelse med begrænset Frihed hørte med til hans Idealer.
Men det, som syntes at ligge hans Hjerte allernærmest, var dog de Unge; «Ungdommen», den opvoxende Slægt, «er Fremtidens Haab». Saaledes som en Kjærlighedens Apostel levede vor blinde Ven iblandt os; og
«Det er saa skjønt at følges ad I Kjærlighed saa barneglad».
Ifjorsommer hjemsøgtes Kristian af en ondartet Sygdom, der i hele Vinter fængslede ham til Sengen. Det lille, han ved sin Digtning havde lagt sig tilbedste, var nu medgaaet, og hans trætte, fattige Forældre magtede snart ikke længere at pleie ham.
Da hørtes der en Søndag saa tungt fra Kordøren : «Kristian Sivertsen Klingmoen ønskes bortsat for Fattigvæsenets Regning».
Faa Dage derefter kom en og meldte sig, og – det var ham deroppe, som eier Lysets evige Boliger.