– og gjengitt i stavanger-avisen «Stavangeren» for «Torsdag 26. September 1878» – etter at samme artikkel stod på trykk i bergensavisen «Bergensposten» søndagen den 22. september; og da en senere nær medarbeider (fra 1881), Ole Vollan, på tidspunktet for denne interessante «forsvars»-artikkelen var skribent i Bergensposten, kan det godt være at han stod bak det skrevne fra Bergen;
– les derfor artikkelen :
«Bergensp.» for 22de ds. indeholder følgende nøgterne og upartiske Artikel, som vi tillade os at hidsætte :
Kaldskapellan Lars Oftedal
i Stavanger er i den sidste Tid Gjenstand for en Mangfoldighed af Angreb fornemmelig i de stavangerske Aviser, men ogsaa i andre Blade.
Der kan vist med Rette gjøres adskillige Anker mod et og andet i hans Virksomhed. Vi har saaledes ikke følt os tiltalte ved den Maade, hvorpaa han har opfordret sine Venner til at sørge for, at Gjælden paa hans for skjellige Stiftelser kunde være afbetalt til Nytaar (for ikke at misforstaaes tilføjer vi, at vi meget vilde ønske, at ret Mange vilde bidrage til Hr. Oftedals Stiftelser, baade til Gjældens Afbetaling og til deres fortsatte Bestaaen. Det er blot den Maade, hvorpaa han har udtalt sig m. H. t. Gjældens Afbetaling, som ikke tiltaler os); der er i hans i den Anledning udstedte Opraab et vist «amerikansk» Sving, som ikke hører hjemme hos os. Vi tror heller ikke, at han handlede med Visdom og Takt, om end i god Mening og med vanlig Nidkjærhed, da han udfærdigede «Programmet» om Møderne i Bethania.
Vi skulde endvidere ønsket, at han ikke havde ladet sig forlede af en vis stavangersk Smag til at give sine mange Stiftelser hebraiske Navne, men holdt sig til vort eget Maal.
Vi har ogsaa stor Frygt for, at han har handlet uklogt ved at bestemme sig til at udgive en almindelig Avis, fordi vi betvivler, at han ejer den her til fornødne Dygtighed. Vi hører endelig til dem, som meget ønsker, at Hr. Oftedal vilde ordne sine Stiftelsers Fremtid paa en saavidt mulig betryggende Maade og meddele baade sine Venner og Modstandere den fornødne Besked herom.
Men selv i disse Punkter tør vi ikke stille os paa deres Side, der nu offentlig angriber ham. Naar der saaledes fortælles, at en Del Mennesker i Anledning af hans Opfordring til sine Venner om at sørge for Gjældens Afbetaling har henvendt sig til Politimesteren i Stavanger for at erholde hans Tilladelse til at «indtigge Penge for Oftedal», da tror vi, at den hele Beretning herom er en Skrøne, som man skulde skammet sig ved at offentliggjøre, eller ogsaa har det været Oftedals Fiender, der har henvendt sig til Politiet.
Enhver ved imidlertid, at i vort Land behøves der ingen politimæssig Tilladelse for at indsamle Penge til velgjørende Øjemed og at Politimesteren ingen Adgang har til at forbyde dette, saa hvorledes man ser Sagen, geraader den Oftedals Fiender til Vanære.
Naar vi endvidere ønsker, at Hr. Oftedal vilde ordne sine Stiftelsers Fremtid og offentliggjøre det Fornødne herom, saa er vi ikke som hans Modstandere blinde for de Vanskeligheder, dette medfører. Vi kan tvertimod godt forstaa, baade at han har liden Lyst til, saalænge han lever, at overdrage dem til en Bestyrelse, der muligens kunde styre dem anderledes, end han ønsker og anser rigtigt, og at det volder ham næsten uoverkommelige Vanskeligheder at faa deres fremtidige Bestyrelse i Orden.
Til hvem skal han nemlig overdrage dem ? Til Stat eller Kommune kan han fra sit Standpunkt af umuligt tænke paa at overgive dem; til Gejstligheden i Stavanger eller Kristianssands Stiftsdirektion kan Ingen vente, at han vil overlade dem.
Det Rimeligste var at overdrage dem til Menighederne i Stavanger, men hvorledes skal han faa fat i disse ? De mangler jo enhver Organisation, og at lade det af Gejstligheden alene valgte Medhjælperkollegium eller et for Tilfældet sammenkaldt, af alle Husejere bestaaende Menighedsmøde optræde som Menighedsrepræsentation i denne Sag, er just ikke betryggende eller tiltalende.
Vi skulde være tilbøjelig til at tro, at den med Sagens Natur mest stemmende Ordning var denne, at Hr. Oftedal overdrog til Hovedbestyrelsen for det Norske Missjonsselskab og Kredsbestyrelsen for Stavanger Missjonskreds i Forening Retten til at vælge en af 5 eller 7 Mand bestaaende Bestyrelse for hver af Stiftelserne eller for alle tilsammen, og at han ved et retsgyldigt Dokument sikrede denne Ordnings Ikrafttræden enten fra en bestemt Tid eller fra sin Død af, og strax lod dette Ar rangement komme til Publikums Kundskab.
Det er saameget nødvendigere, at dette sker, som det er lidet tænkeligt, at Hr. Oftedal selv har fornøden Tid eller er i Besiddelse af de Egenskaber, som udfordres til at bestyre Stiftelserne paa bedste Maade; det vilde ialfald være et Særsyn, at en Mand, der har en saa udpræget Begavelse i andre Retninger og er saa vel skikket til at saa forskjellige Slags Virksomheder sat i Gang, ogsaa skulde have særegne Betingelser for at styre alt dette i Længden og i Stilhed.
Vi betviler ikke, at Hr. Oftedal selv erkjender, at her bør helst Andre kaldes til at bistaa ham, og at han længe har ønsket at træffe en saadan Ordning. Det er endogsaa meget muligt, at han allerede har arrangeret Alt paa en fuldt forsvarlig Maade ialfald fra Tiden efter hans Bortgang, og blot ikke offentliggjort dette. Har han ikke gjort det, saa er det utvilsomt blot fordi han ikke endnu er bleven enig med sig selv om, hvorledes han skulde faa Sagen ordnet paa det Bedste, og isaafald anbefaler vi ham vort Forslag til alvorlig Overvejelse.
Maa vi saaledes selv i deHenseender, hvori vi kan have Et og Andet at bemærke ved Hr. Oftedals Virksomhed, stille os paa et ganske andet Standpunkt end deres, der angribe ham, saa maa vi i andre Henseender ikke alene paa det Bestemteste optræde til Forsvar for ham, men kan ikke undlade at udtale vor Harme over de mod ham rettede Angreb. Vi har havt Anledning til dels selv og dels gjennem Andre længe at følge ikke saa ganske uopmærksomt hans mundtlige og skriftlige Forkyndelse af Guds Ord, der har været ledsaget af saa synlig Frugt til Menighedernes Vækkelse, Opbyggelse og Belærelse; men vi har fra forstandige og indsigtsfulde Mænd aldrig hørt Tvil om, at hans Forkyndelse er grundkristelig og ren luthersk. Det Angreb, som Hr. Pastor Welhaven i Stavanger rettede paa ham for falsk Lære, blev saaledes ogsaa tilbagevist af Hr. Biskop J. Moe, og Hr. Welhaven har selv fornylig paa en tilfredsstillende Maade tilbagekaldt sine Beskyldninger i saa Henseende.
Men saa udsender en Navigationslærer P. A. Widvey, hvis Iver aabenbart er ganske anderledes stor end hans Forstand, et Cirkulære til Menighederne i Stavanger og til endel Avisredaktioner, hvori nævnte Widvey meddeler, at han til Hr. Biskop Moe har indgivet en lang Klage over Oftedal og sammen med endel Forbundsfæller forhandlet mundtligt med Biskopen i samme Anledning.
I denne Klage udtaler Hr. Widvey sig under Post 7 ordret saaledes : «Men da det nu er vitterligt for Menighederne, at Hr. Kaldskapellan Lars Oftedal i sit Blad «Bibel-Budet» fremfører for Offentligheden mange falske Lærdomme og ubevislige Paastande til Støtte for disse, og saaledes paa en Maade kuldkaster den hellige Skrifts klare Sandheder og da fornemmelig Læren om Kristi Kjødspaatagelse, Naademidlerne, Omvendelsen og lignende Hoved stykker i den kristelige Tro, skal saa denne hans Udbredelse af vildfarende Lærdomme gaa stiltiende af fra de Overordnedes Side uden Angjældendes offentlige Tilbagekaldelse eller Tilrettevisning og Modarbejdelse fra det kirkelige Tilsynsembedes Side ?»
– Enhver, der har læst Hr. Oftedals «Bibelbud», ved, at disse Beskyldninger er ubeføjede og grebne aldeles ud af Luften, og Enhver, som kjender lidt til Forholdene, ved ogsaa, at den Fremstilling, Hr. Widvey giver af sin Samtale med Biskop Moe, maa være højst urigtig og aldeles misvisende, saa misvisende, at vi paa Forhaand vilde anseet det ufornødent for Hr. Biskop Moe at oplyse om Sagens virkelige Sammenhæng, medens vi dog nu paa Grund af den Utdbredelse, dette Cirkulære har faaet, skulde tro dette ønskeligt, mest for Biskopens egen Skyld, da han især har lidt Overlast ved den widveyske Fremstilling.
Men desuagtet gaar Redaktionen af «Stav. Amtst.», og Redaktionen af «Bergens Adresseavis» hen og aftrykker hele det widveyske Cirkulære og bidrager derved til, at dette taabelige Produkt, der af Folk i Stavanger, som kjender Forholdene, vistnok vurderes efter Fortjeneste, faar Udbredelse over større Dele af Landet og blandt Folk, som paa Grund af Ubekjendtskab med Forholdene kan tillægge det nogen Vægt. Det sees saaledes nu i Uddrag meddelt eller omtalt af endnu flere Blade.
Det er denne Omstændighed, der har bragt os til saa vidtløftig som skeet at omhandle Hr. Pastor Oftedal og hans Virksomhed og til paa det bestemteste at afvise de mod ham fremførte Beskyldninger for falsk Lære.
Hr. Oftedal hører til de Præster, som vor Kirke vel skal betænke sig paa at støde fra sig, og som, naar de forfølges med Bagtalelser, hadefulde Angreb, usande og ubeføjede Beskyldninger, bør finde Forsvarere blandt alle dem, som vil arbejde for at fremme Ret og Sandhed.
Ialfald vil vi for vort Vedkommende ikke være med i den Forfølgelse, som nu af forskjellige Presseorganer rettes mod ham, om vi end, som ovenfor fremstillet, nok i Et og Andet kunde ønske, at han dels havde handlet og dels i Fremtiden vilde handle anderledes end skeet.