– og inntatt i «Stavangeren» samme dag avisen gjengir en artikkel som stod i «Bergensposten» bare 4 dager tidligere, søndag 22. september; for sammenhengens skyld fra begynnelsen av artikkelen – var bladets/avisens lesere på det rene med at skibskaptein P. Anton Widvey hadde engasjert seg i kritikk av Lars Oftedal, især med hensyn til Oftedals rolle som teolog og forkynner.
I tillegg er biskopen med sete i Kristianssand, Jørgen Moe, trukket inn, med Widveys påstand om at biskopen i et privat møte skal ha støttet ham i en kritikk av Oftedal, noe Widvey har avgitt en erklæring/et referat omkring. Men biskopen, slik innledningen i artikkelen refererer, hevder å ikke på noe vis ha støttet Widvey i dennes kritikk av Oftedal og derfor at Widveys eget offentliggjorte referat av deres private samtale om saken ikke medfører riktighet og dermed er «uetterrettelig».
Saken blir også en stridssak mellom de to Stavanger-avisene «Stavangeren», som uttrykker støtte til pastor Oftedal og hans sak, og avisen «Stavanger Amtstidende», som hevdes å løpe Oftedal-kritikernes ærend;
– les den interessante presentasjonen av ulike synsmåter her :
Stavanger den 26de September.
I «Stvgr. Amtst.» for igaar findes følgende Kundgjørelse fra Hr. Widvey : «Hr. Biskop Jørg. Moe har i Skrivelse «til Stavanger Menigheder» af 23de d. M. – offentliggjort gjennem «Stav. Amtst.» for 23de d. M. – erklæret, at «Widveys Referat efter dets Indhold i det Væsentlige og efter dets Fremstilling helt igjennem er «uefterretteligt».
«Samtalen fandt Sted i Vidners Paahør og Resultatet af den er af mig – paa Opfordring af de i Brevet til Hr. Biskoppen medunderskrevne Menighedslemmer – bragt til Menighedernes Kundskab. Hvad jeg i «Underretningen» skrev, det skrev jeg og noget «Uefterretteligt» deri kjender jeg ikke til. De to tilstedeværende Vidner faar saaledes afgjøre, hvorvidt Referatet i sin Helhed eller i sit væsentlige Indhold er sandt eller falskt. Vil ikke den ærede Biskop tilbagekalde sine Ord, eller i modsat Tilfælde eftervise, hvori Referatets Uefterrettelighed bestaar, saa bliver det ikke min Sag. Og har Hr. Biskopen ikke af Hjertet ment, hvad han sagde i Mødet, bliver det en Sag mellem ham og Gud. Jeg kan for min Del intet Afslag give, og Gud ved at ieg ikke lyver ihvad jeg har skrevet; thi min Samvittighed vidner med mig i den Hellig-Aand».
Derefter følger en «paa Ære og Samvittighed» afgiven Erklæring om, at Widveys Referat er overensstemmende med Sandheden, fra Lars Nielsen og J. Jacobsen, der var tilstede under Samtalen mellem Hr. Widvey og Biskopen.
Hvad skal man sige om saadant, og hvem tror Hr. Widvey vil tro ham og hans to Medunder skrevne, og hvem tvivler vel paa, at vor højagtede Biskops Udsagn medfører Sandhed. Man tænke sig at Hr. Widvey vover at beskylde Biskopen for Løgn.
Vi tror ikke at Hr. Widvey kan gjøre dette ustraffet, idet vi ikke tvivle om, at Kirkedepartementet vil foranledige Hr. Biskopen til ad Rettens Vej at frigjøre sig fra de mod ham udslyngede Beskyldninger.
Hr. Widveys Hadskhed mod Hr. Oftedal har drevet ham forvidt, ja saa vidt, at han har gjort sig usømmelig i en Grad, der forhaabentlig dog vil have det Gode, at gjøre ham umulig for Eftertiden.
Forøvrigt kan vi ikke andet end beklage Tilstanden inden vore Menigheder og Forholdet mellem vore Præster, der nu har naaet et Stadium, der maa siges at være rent ud forargeligt, og synes det os, at det nu kunde være paa høj Tid at Kirkestyrelsen greb til Forholdsregler, der kunde frugte noget.
Hvor denne forvorpne Strid vil ende er ikke godt at sige, men et er sikkert, og det er, at Stavanger Menigheder lider under den, og at noget maa gjøres og det snart for at faa en Ende paa dette Dilemma.
«Stavanger Amtstidende» har ved at give P. Anton Widveys Erklæring Plads i sine Spalter udentvivl vist en beklagelig Mangel paa Konduite. Den optager først Cirkulæret og erklærer derpaa, at den ikke vil svare for Følgerne. Pilatus gjorde ligedan i sin Tid.
Forunderligt er det at se, med hvilken febrilsk Iver «Amtst.»s Redaktion i sin Bemærkning til Widveys «Kundgjørelse» fornægter alle sine Traditioner.
Mon ikke Red.(av Amtstidende/red.) her gjør sit Hjerte til en Røverkule ? Vi frygter for det; thi med «Amtst.»s Antecedentia kan en saadan Erklæring neppe være hjertelig ment, og uden tvingende Nødvendighed var den vistnok ikke fremkommen.
«Amtst.» forsøger nu at spille den Uskyldiges Rolle, men naar det gjøres paa en saa naiv Maade, vil det neppe lykkes. Den spørger nemlig Hr. Widvey, om han tør «erklære sig fri for at nære et – og det højst ukristeligt – Had til Hr. Pastor Oftedal».
Det Spørgsmaal kan ligesaa godt gjøres «Amtst.» selv, og vil den være oprigtig, kan den vistnok ikke godt sige sig ganske fri derfor.
«Amtst.» greb vistnok Hr. Widveys Cirkulære med samme Begjærlighed, som denne Herre selv, og har paa en Maade gjort Widveys Sag til sin egen. Som enhver ved, har Forholdet mellem Hr. Oftedal og «Amtst.» just ikke været det bedste.
Det hjælper derfor lidet nu at paatage sig en skinhellig Mine og søge at bringe foregaaende Fakta i Glemmebogen.