– for «Torsdag 18de Juni 1885» – etter at den avholdte sognepresten i Rennesø (Rennesøy) var gått bort bare 50 år gammel få dager tidligere, den 8. juni; ut fra det nedestående kan man se at begravelsen foregikk fra kirken på Rennesø, hvilken må ha vært i Hausken kirke, bygget 1857. Vi ser også nevnt i notisen at det til begravelsen var kommet hilsen fra sognepresten og prost i Lindås Jacob Hveding, født i 1810, og som hadde vært Thygesens kollega og foresatte, da Thygesen var res. kap. i Lindås i årene 1871-76;
Om Sognepræst Thygesens Begravelse skrives fra Rennesø den 17de ds. til «Stavgr. Amtst.» :
Sognepræst Thygesens Begravelse foregik igaar under stor Deltagelse. Allerede Kl. 9 begyndte Folk at strømme sammen til Præstegaarden. Kl. 10 var Præstegaarden og omliggende Høie aldeles opfyldte af Sørgende. Omtrent Kl. 11 gik saa mange som muligt ind i Sørgehuset.
Efterat en Salme var afsunget, holdt Hr. Sognepræst Wettergren en meget pen Sørgetale, idet han dvælede ved Jesu Ord til Enken af Nain : «Græd ikke». Han mindede de Efterladte om, at de havde Grund til at græde, det lettede at græde ud; men da Afdøde var vandret bort i Fred, burde det ikke være Fortvivlelsens, men Vemodens Graad, en Graad blandet med Haab.
Den rigt blomstersmykkede Kiste blev derpaa baaren til Kirken af Herredstyrelsen, fulgt af de nærmest Paarørende, Præsterne, Lærerne og den øvrige Sørgeskare. Kirken, hvis Alter og Prædikestol var klædt med sort, var ganske overfyldt af Folk.
Hr. Provst Sagen talte meget vakkert fra Kordøren, og dvælede især ved den Troskab, hvormed den Afdøde havde udført sin Gjerning. Tilslut frembar han en Tak til den Afdøde fra Provst Hviding i Lindaas, hvor den Hedengangne tidligere har været residerende Kapellan, fra Hr. Amtmanden, der var tilstede, fra Lærerne og endelig fra Taleren selv.
Kisten blev derpaa af Lærerne baaren til Graven. Her talte Kirkesanger Østbøe paa Lærernes Vegne og frembar en Tak og et Farvel til den Afdøde. Hr. Provst Sagen forrettede derpaa Jordfæstelsen.
Tobias Nøstvold fra Hvidingsø traabte nu frem og talte paa Menighedens Vegne. Han mindede om den Agtelse og Kjærlighed, den Afdøde havde vundet af sin Menighed, af den fattige saavel som af den rige, hvilket den omkringstaaende Folkeskare var et talende Vidnesbyrd om, og bragte tilsidst den Afdøde et Tak og et Farvel.
Et af forhenværende Kirkesanger Sælland til Anledningen forfattet Vers blev derpaa afsunget, hvorpaa Sørgeskaren skiltes ad.