– i utgaven «Lørdagen den 6te Marts – No. 10. 1886» – en fin framstilling av Jacob Ringdal, bondesønnen fra Sunelven (Sunnylven), født 1815, som gjennom iherdig innsats og store personlige ofre og ut fra små kår vant seg en viktig stilling i det sivile samfunn; – fra sidene 146-148 :
«Stille Du kjæmped, stille Du led,
Stille Du vandred i Vrimlen.
Stille Du slumred til Gravens Fred;
Gud glæde din Sjel i Himlen !»
Disse Linjer, en Omskrivning af et Vers i Ibsens bekjendte Digt «Paa Vidderne», skrev engang Lensmand Ringdal i Anledning af en Vens Død.
De samme Ord kan nu anvendes paa ham selv. Han foretrak at leve i Stilhed og forholdsvis upaaagtet fremfor paa den mere offentlige Skueplads at tilkjæmpe sig en højere Stilling i Samfundet, hvortil hans udmerkede Evner vilde have gjort ham skikket.
Men ligesaa vist som han ved sin Karakters Renhed og sjeldne Hæderlighed vandt mange Venner og ved sin skarpe Dømmekraft havde stor Indflydelse paa Udviklingens Gang i sin Kreds, baade ved at gribe Initiativer og ved fortsat stille Tilskyndelse –-ligesaa vist fortjener hans Navn at drages frem for en større Almenhed og hans Minde at bevares.
Lensmand Jacob Ringdal var født den 22de Februar 1815, paa Gaarden Ringdal i Sunelven (Sunnylven/red.), dengang Annex til Nordalens Prestegjeld i Søndmøre. Hans Forældre var Gaardbruger Lars Rasmussen og Hustru Petronelle Kristensdatter, der boede paa samme Gaard. Forældrene var brave Folk, der opdrog sine Børn efter strenge Grundsætninger til Arbejde og en alvorlig Kristendom. Det var saaledes Skik og Brug, at Texten og en Prædiken blev læst hver Søndag, og da Jacob blev saa stor, at han kunde læse, blev det ham der maatte gjøre dette.
Han fortalte, at han to Gange gjennemlæste Bibelen, hvilket skede efter Anmodning af Faderen, der lovede ham, at naar han var færdig, skulde han faa, første Gang et Gjedeskind, og anden Gang skulde han faa spise sig mæt paa Spegekjød, hvilket han satte stor Pris paa.
Spegekjødet mindedes han ogsaa at han fik; derimod kunde han ikke huske, at han fik Kiddet anderledes, end at det blev kaldt hans. Som Gut deltog Ringdal selvfølgelig i de sædvanlige Gaardarbejder; navnlig var det hans Forretning at gjæte Kreaturerne, Faar og Gjeder, i Udmarken, afvexlende med sine ældre Søskende, og ikke faa Dage tilbragte han paa denne Maade i Skov og Mark, hvor han sammen med Kammerater fordrev Tiden med at blæse paa Lur, Læsning o. lign.
Engang imellem stødte han sammen med Ulven, som paa den Tid herjede slemt i Sunelven blandt Kreaturerne, og han fortalte oftere, at han engang reddede et Lam ved at rive det ud af Ulvens Gab, ligesom hans Stolthed i Gutteaarene var at berette, at han havde slaaet sin Lur istykker paa Ulvens Ryg og aldrig mistet et eneste Dyr af sin Hjord.
Fra sine Gjæterdage talte han ogsaa flere Gange om, at han for at spare Sko og Strømper ude i Marken gjerne tog dem af for at bære dem i Haanden; det bekymrede ham mindre, at han af og til med de bare Ben maatte gaa over Isbræer, naar han igjen fik opvarme Benene paa en af Solen opvarmet Sten.
Med Skolen var der dengang som overalt i Landsbygderne ikke synderlig bevendt i Ringdals Hjembygd. Der holdtes Omgangsskole, og han nævnte flere Gange, at hans hele Skolegang alt i alt udgjorde 24 Skoledage.
Desbedre brugtes Bøgerne i Hjemmet. Derfor nød han ogsaa den Tilfredsstillelse, at Biskoppen ved en Visitats i Nordalens Kirke ytrede om hans Læsning, at det var særdeles vel, og at det var at ønske, at alle Børnene kunde læse saa godt som han, en liden Begivenhed, han ofte morede sig med at fortælle.
Allerede tidlig udmerkede han sig forøvrigt ogsaa ved sine gode Evner, sin Læse- og Skrivelyst, saa at Bygdens Bønder, da Sorenskriver Staboe paa en Forretningsrejse ytrede, at han ønskede at faa en Bondegut paa sit Kontor, strax samstemmig erklærede, at han da vistnok ikke vilde træffe paa Nogen, der vilde være bedre skikket i denne Henseende, end Jacob Ringdal, der havde baade Evner og Lyst til saadant.
Ringdal kom da ogsaa til Sorenskriver Staboe, der boede i Ulfsten, blev konfirmeret her i 1830 og var hos ham i 5 Aar. Her gjorde han god Fremgang i forskjellige Kontorforretninger; saaledes kunde han det sidste Aar koncipere Overformynderregnskabet for det hele Sorenskriveri.
Staboe kunde derfor ogsaa i sit Vidnesbyrd til ham udtale sin «særdeles Tilfredshed med ham, og at han har Evner til at kunne blive en god Jurist».
Udsigterne hertil var imidlertid ikke lyse; de sidste 2 Aar havde han en aarlig Løn af blot 20 Spd. Han maatte derfor se sig om efter en bedre aflønnet Post for muligens at slaa ind paa den studerende Bane og sanke Kundskaber, hvoraf han allerede hos Staboe, især ved Selvstudium, havde erhvervet sig ikke saa faa.
Han fik Ansættelse som Lærer ved Molde almindelige Skole, hvilken Post han udfyldte til almindelig Tilfredshed. Imidlertid var denne Post dog ikke efter hans Sind; han forlod Skolen og kom da til Sorenskriver Krogh i Bamble, hvor han forblev i 3 Aar.
Fra Krogh kom han til Byfoged Dahl i Drammen. Her var han 2 Gange, første Gang, før han obtinerede (oppnådde/av engelsk «obtain»/red.) Examen, i 2 1/2; Aar, og anden Gang i 5 Aar, dels som edsvoren Fuldmægtig, dels som konstitueret Byfoged under Dahls Sygdom (han blev nemlig angrebet af den graa Stær); sidste Gang var Ringdal tillige Underfoged.
I Januar 1842 underkastede han sig Præliminær-Examen, efterat han kun fra December havde opholdt sig i Kristiania. I Almindelighed brugtes meget længer Tid til denne Examen; men det gjaldt at spare Penge, og derfor underkastede han sig efter Venners Raad denne strax, uagtet han formedelst overdrevent Kontor-Arbejde liden Tid havde havt til Læsning tidligere.
I 1845 underkastede han sig norsk juridisk Embedsexamen. Da han var uformuende, maatte han tilvejebringe det Fornødne til Opholdet i Kristiania ved privat Arbejde, hvorfor Studierne ikke kunde drives med den Kraft, som han ellers vilde have anvendt dertil. Det tør vel siges, at kun faa tage saa alvorlig fat, som han dengang gjorde; det gjaldt ikke bare at faa sin Embedsexamen, men og paa samme Tid uden Andres Hjelp slippe at gjøre Gjæld, hvad der
– 147 –
stod for ham som saa overmaade efterstræbelses værdigt.
Efter tilendebragt Examen kom han som anført tilbage til Byfoged Dahl, nu som Fuldmægtig og senere som konstitueret Byfoged.
Ved sin utrættelige Arbejdsiver og sin Arbejdsdygtighed, Nøjagtighed, Paalidelighed og sit Retsind erhvervede han sig ikke alene Byfogdens Agtelse og Hengivenhed, men ogsaa Tillid og Anseelse blandt de Andre, han kom i Berørelse med. Derfor udtaler Byfoged Dahl i en Attest, han gav Ringdal, blandt andet :
«Jeg er i Tvivl om, hvilke af Hr. Ringdals Egenskaber der fortjener højst Anerkjendelse; thi i min lange Embedsvirksomhed er jeg ikke kommen i Berørelse med Nogen, som overgaar ham i udholdende Arbejdsflid, sjelden Forretningsdygtighed, Retskaffenhed, Orden, Paalidelighed, Afholdenhed og Beskedenhed».
Som Dommer var Ringdal sikker. Herom er en Dom, han afsagde i en indviklet Bagerisag i Drammen, og som i sin Tid vakte adskillig Opsigt, et Vidnesbyrd. Det var for mange Familjer, især i Byens Udkanter, en udelukkende Næringsvej at bage det saakaldte «grove Brød»; men Byens Bagere mente, at dette var en Næring, som ene og alene tilkom dem, som havde Bagerborgerskab.
Underretsdommen (afsagt af Ringdal) gik Bagerne imod; men da Sagen kom for Overretten, vandt Bagerne, hvorefter Sagen foranledigede en hel Del Skriverier i Drammens Aviser. Ved Højesteret stadfæstedes Underretsdommen, og Ringdal fik saaledes, som «Drammens Blad» udtrykker sig, «den fortrinligste Oprejsning efter de mange Ærgrelser, som han tidligere havde havt af Sagen».
Det var temmelig strævsomt for Kontorfolk i de Dage, og da der ved Byfogedkontoret foruden Ringdal kun var en almindelig Kontorbetjent, blev Arbejdet overanstrengende for ham, idet han som oftest var bunden til Kontoret fra tidlig om Mor genen til Kl. 11-12 om Aftenen, stundom endnu længere.
Dette var i Længden ikke til at udholde; Helbreden blev betydelig svækket, han blev nervøs, led af Hovedpine, og det endte med en voldsom Nervefeber. Hans Læge betydede ham derfor, at han maatte bort fra Drammen, om han vilde beholde Liv og Helbred. Da han desuden nu var bleven Familjeforsørger, idet han i 1848 var bleven gift med Lovise Krogh, Datter af Sorenskriver i Bamble Knut Karl Krogh, besluttede han sig til meget imod Byfoged Dahls Ønske at søge den netop da ledige Lensmandsbestilling i Strømmen med Ladestedet Svelvig, hvortil han ogsaa blev beskikket i November 1849.
Her har Ringdal sat sig et varigt Minde saavel ved sin sjeldne Retskaffenhed som ved sit Arbejde for Kommunens Vel. Saaledes har man væsentlig ham at takke for, at den i hans Tid opførte nye Kirke i Svelvig fik den Skikkelse, som den har. Han var nemlig Medlem af den nedsatte Komitee til Ledelse af dette Arbejde; her fik han ogsaa Anledning til at lægge for Dagen sin kunstneriske Smag og varme Interesse for det Skjønne.
Her kan ogsaa nævnes, at han paa egen Bekostning lod plante en Allee fra Svelvig langs Rodevejen ud gjennem Strømmen – nu en særlig Pryd for Svelvigs nærmeste Omgivelser.
Delingen af Sognekaldet i Hurum og Strømmen skyldes ogsaa væsentlig Ringdals Initiativ – ialfald at det kom til Udførelse paa den Tid – og det allermeste og væsentligste af vedkommende Kommunes Arbejde i denne Sag skyldes Ringdal som Formandskabets Sekretær.
Fremdeles har han en væsentlig Andel i, at der blev oparbejdet en Vej mellem Svelvig og Drammen. Arbejdet kom vist nok først til Udførelse efterat Ringdal havde forladt Svelvig; men Begyndelsen til at faa Arbejdet ud ført blev gjort paa Foranledning af ham.
I 1862 blev Ringdal beskikket til Lensmand i Vaale i Jarlsberg og boede fra Begyndelsen af 1865 paa sin Gaard Hæm i Undrumsdal. Ogsaa her vandt han snart samme udelte Anerkjendelse og Tillid som tidligere. Saaledes var han i en længere Aarrække Forligelseskommissær, ligesom han ogsaa valgtes til Overformynder, hvilket Hverv han dog senere frasagde sig.
Under sit Ophold i Svelvig havde Ringdal af og til været sygelig, og maatte af den Grund en Sommer til Modums Bad. Efter denne Badetur kom han sig i betydelig Grad og var efter at være kommen til Vaale i det Hele taget noksaa rask.
Udover Vaaren 1885 begyndte han at skrante. Han indsendte nu sin Afskedsansøgning og flyttede til sin eneste Datter, som er gift med Lensmand Sanderød i Ramnæs. Blot 14 Dage efter døde han der, efter at have udtalt, at han gjerne vilde vandre hjem til sin Frelser, og at han glædede sig i Opstandelsens Haab.
I Svelvig mistede han sin eneste 5 Aar gamle Søn og i 1868 sin Hustru, efterat de i 20 Aar havde levet et særdeles lykkeligt Ægteskab. Begge Dødsfald efterlod dybe Saar hos ham, Saar, som ingensinde blev fuldtud lægte.
Ringdal interesserede sig levende for de skjønne Kunster, især for Kunsten at male og at tegne. Allerede medens han var paa Sorenskriver Staboes Kontor begyndte han at tegne, idet han dels kopierede Billeder, dels forsøgte at tegne efter Naturen. At hans Tegninger virkelig vakte Opsigt, sees deraf, at Staboe berører hans Anlæg i den Retning i sin Attest.
Ogsaa senere benyttede han sine Fristunder til Dyrkning af disse sine Interesser. Selv udtalte han ofte, at var der Noget, han havde Anlæg for og vilde have bragt det vidt i, saa var det en eller anden Gren af de bildende Kunster. Hvad han forsøgsvis producerede i denne Retning var mere end almindeligt, naar der tages Hensyn til, at han aldrig havde havt en Times Undervisning. Med alt til Kunsten henhørende var han særdeles godt kjendt, og han var en skarp Kritiker. Af den realistiskemoderne Kunstretning var han en Modstander; navnlig var han en Hader af den ny modens Maade at affærdige en Tegning paa; han benævnte gjerne Maaden at henkaste skjødesløst nogle uskjønne Linjer paa Tegningen «Soplime-Maneren».
Hans varme Interesse for Kunsten førte ham ogsaa sammen med forskjellige Kunstnere, saaledes Eckersberg, af hvem han fik som Present en Akvarel, og flere (andre kunstnere/red.).
Fremdeles havde han mangen hyggelig Underholdning i kunstnerisk Retning med afdøde Dekorationsmaler Reiersen, som nogen Tid boede paa Nabogaarden. Denne Mand, der –født Bondegut –
– 148 –
var begyndt hos en Maler i Kristiania, havde faaet sin Uddannelse i Paris. Han var med ved Dekorationernes Udførelse i Tuilerierne, vandt i Paris i Konkurrance med europæiske Kunstnere først den lille og siden den store Guldmedalje, og var kommen temmelig langt.
Under Reiersens dødelige Sygdom sendte Ringdal ham en Kurv med Æbler og Blomster, hvilket blev gjengjeldt med et større Maleri af Kurven og Indholdet tømt udover en Gravhøj.
I de senere Aar kom Ringdal sammen med Kammerherre Wedel-Jarlsberg. Saavel Kammerherren som hans Hustru maler, og Ringdal havde sammen med dem mangen en hyggelig Stund.
Vi faar ogsaa nævne hans Samling, som han bestandig benævnte «mine Smaatterier». Noget særdeles Værd har vel disse ikke i Kunstneres Øjne. Før han kom til Vaale, havde han levet under mindre gode økonomiske Kaar og havde ikke Raad til at anvende Penge til Kunstverker; men alt hvad han kunde faa ved Auktioner og ellers blev indsamlet, naar han fandt at Tingen havde nogen Interesse i kunstnerisk Henseende. Dette gjaldt saavel Billeder som antike Gjenstande og Bøger.
Fandt han i en Avis eller i et Skrift noget, som han syntes havde Værd, klippede han det ud og klæbede det op, hvorefter det blev gjemt i en stor Papæske. Det var lang Tid han holdt paa hermed. Naar Samtalen strejfede ind paa dette eller hint Merkelige i svundne Dage, slog hans Hukommelse sjelden fejl, ligesom han medet Smil plejede at ytre : «Jeg har det ogsaa i Papæsken».
Ringdal førte en god Pen, («De har Talent til at skrive saa, at man kan læse mere mellem Linjerne end i selve Linjerne», sagde engang Byfoged Dahl til ham i Anledning af en Dom han havde konciperet), og hans Haandskrift var mesterlig skjøn. I tidligere Dage havde han ogsaa Anmodning om at skrive Forskrifter til Skolebrug og var buden en forholdsvis betydeligere Sum herfor, men han afslog det, idet han ikke vilde udsætte sig for den Kritik, som han mente vilde følge efter.
I Politiken indlod han sig aldrig. Skjønt i de sidste 20 Aar iBesiddelse af de fornødne Egenskaber, gjorde han sig ikke trods mange Opfordringer stemmeberettiget ved at aflægge Konstitutionseden.
Han var god Konservativ og kunde af og til sige sin Mening, hvilket han gjorde med Eftertryk, saa man fik fuld Besked om hans Anskuelse.
Som Menneske var Ringdal elskværdig og dertil i høj Grad gjestfri. Hans Hus var ogsaa adskillig besøgt. Passiarer drejede sig da i en fremtrædende Grad om Kunst og Literatur, og de fleste var vist enige om, at de Timer, de tilbragte i hans Selskab, var hyggelige Stunder. Derfor blev han ogsaa afholdt af enhver, der kom i Berørelse med ham, enten det var som Gjest, i Forretninger eller som Tjener i hans Hus.
I hans Selskab blev man uvilkaarligt logisk vaagen. Han var i Besiddelse af en rig og sjelden elskværdig Humor, fortalte ypperligt og var aldrig i Forlegenhed for gode Vittigheder. Han kunde ogsaa være temmelig skarp i sin Dom, ligesom han for øvrigt led ikke lidet af Tungsindighed, især i de senere Aar.
Han havde mistet sine Kjære, ligesom det tyngede ham, at han følte sig paa en uret Hylde i Livet;
Omstændighederne og Mangel paa Midler havde negtet ham at følge sit egentlige Livs kald, Kunsten. For en Mand med hans store Evner og Dygtighed kunde det at være Lensmand ikke være nogen tiltalende Stilling, og han vilde visselig have været langt fremme paa den juridiske Embedsbane, om han ikke var bleven hindret dels af sin store Beskedenhed, dels af sin Lyst til i en stille og upaaagtet Stilling at dyrke sine æsthetiske og literære (især historiske) Interesser.
Særlig synes det, at han med sin sjeldne Nøjagtighed i Pengesager vilde været særdeles skikket som Foged; men et saadant Embede søgte han aldrig, da han, som han selv sagde, «aldrig havde havt nogen Lyst til det juridiske Væsen».
Sluttelig maa berøres hans Bekjendtskab med Dr. theol. Krogh-Tonning, hvem han omfattede med varm Sympathi og i en lang Aarrække havde stor Hygge af.
Hvad der bragte dem sammen, var for uden Slægtskabsforhold (Tonning er en Søstersøn af Ringdals afdøde Hustru) deres fælles Interesser for Kunst og Videnskab.
I de senere Aar besøgte Tonning en Maaneds Tid Ringdal hver Sommer, og det maa antages til gjensidig Opmuntring. Dem, Ringdal fandt sandt og ædelt Menneskeværd hos, kunde han slutte sig til med hele sit rige Sjelelivs fulde Hengivenhed; det oprigtige Venskabsforhold mellem ham og Tonning plejedes ogsaa ved en aldrig afbrudt Brevvexling.
