– som en del av bokverket «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie»;
– fra sidene 867 – 877 :
De fleste høitstillede kirkelige Tilsynsmænd i denne Tid udmærker sig hverken ved Begavelse eller fremragende geistlig Virksomhed.
Af og til laa deres Dygtighed og Interesser paa andre Omraader. Idethele synes de at have havt liden Forstaaelse af de kristelige Livsbevægelser; ja de stillede sig endog kjølig overfor dem. Alle var dog brave Folk og samvittighedsfulde paa sin Maade; men de giver et mat og fattigt Indtryk af det kristelige og kirkelige liv, som de selv skulde repræsentere og være Foregangsmænd for og ledere af.
En af de bedste er Jens Lauritz Arup, («Illustreret Nyhedsblad» for 1862, Side 43; «Ny Illustreret Tidende» 1874, No. 16, Side 121; «Den norske Arbeider» for 1874, No. 4; J.O. Kvam, «Den norske Kirkes Biskoper efter Reformationen», Christiania 1909, Side 25 flg.) Sørenssens (Christian S./red.) Eftermand paa Christiania Bispestol. Han var født i Christianssand 20. April 1793, Søn af Klokker Torkild Arup og Hustru Elen Dorothea Dokkedal.
Tidlig mærkedes, at han var en livlig, begavet og lærelysten Gut. Efter at have gaaet syv Aar paa
sin Fødebys latinskole blev han i 1811 dimitteret til Kjøbenhavns Universitet af Rektor Herman Amberg. Da Arup var fattig, blev han nødt til Aaret efter at forlade Universitetet; han reiste til Antwerpen og tog Ansettelse som Sekretær paa Orlogsskibet «Danzig», der var bemandet med Danske og Nordmænd.
I 1813 vendte han hjem til Norge og virkede derefter i flere Aar som Huslærer paa forskjellige Steder baade i Norge og Danmark. Samtidig læste han Theologi med stor Iver. I 1816 kunde han i Christiania fortsette og afslutte sine Studier. Allerede i Januar 1818 tog han theologisk Embedseksamen med «Udmærkelse», hvilket vidnede fordelagtig baade om hans Evner og Flid.
Det følgende Aar holdt han sin Dimisprædiken. Under Opholdet i Hovedstaden blev han ogsaa kristelig paavirket af professorerne Hersleb og Stenersen; den førstnævnte ønskede endog, at Arup skulde blive hans Eftermand.
Den 28. August 1819 udnævntes den unge Mand til res. Kap. i Ullensaker, fik 16 Sept. 1825 samme Stilling i Drammen og blev Juni 1832 efter Ansøgning af Menigheden befordret til Sognepræst i Bragernæs. Her virkede han nu gjennem en Rekke af Aar i bedste Forstaaelse sammen med sin Eftermand i det res. Kapellani, Hans Jespersen; denne var en begavet vekkelsespredikant, men Arup mere evangelist veiledende. De udfyldte hinanden paa bedste Maade, og de faa saa sparsomt besøgte Kirker blev snart fyldte. Begge hørte til vort lands flinke geistlige Talere.
Arup mødte tillige som Storthingsmand fra Drammen i 1836, 1837, 1842
– 868 –
og 1845. Paa de to sidste Thing var han Formand i Kirkekomiteen, medvirkede som saadan i til Ophævelse af Konventikkelplakaten og havde senere en væsentlig Andel i Dissenterloven af 1845. Han var dengang en af de Geistlige, som mest arbeidede for Religionsfrihed baade gjennem Pressen og i Thinget.
Under Debatterne om Jødesagen i 1842 udtalte han, «at han fandt Jødernes Udelukkelse fra Norge at være en plet paa Frihedens blanke Skjold, en national Vanære, som Kultur, Humanitet og Religion i lige høi Grad stemplede som saadan».
Den 19. August 1845 forfremmedes han til Stiftsprovst i Christiania og blev allerede 3. Januar 1846 udnævnt til Sørenssens Eftermand som Biskop over det dengang saa store Akershus Stift.
«Udmærket som Taler i sin Kommune, agtet som Tænker, Stilist og Kristen var han af den offentlige Mening forlængst udseet som en af de værdigste til Bispekaaben».
Det følgende Aar sendte han et Hyrdebrev til Stiftets Geistlighed og udtaler deri Ønsket om, at Statskirken maa blive forsigtig organiseret. 1859 lod han trykke et nyt Hyrdebrev, hvori han behandler Kirkens Forhold og Stilling, især til de sekteriske og separatistiske vildfarelser. I Femti- og Sekstiaarene var hele Østlandet, som bekjendt, paavirket baade af den store vekkelse i Christiania og den lammerske Bevægelse. «Kirken», skriver han, «ligner ei længere hos os et dødt, hvilende vand, som ei bevæges af noget Vindpust; Bølgerne rører sig, Gjæringen er indtraadt, hvorunder det klare fordunkles, og Gruset stiger op til Overfladen, saa det mangengang ei bliver let, fuldelig at erkjende det Rette og Sande og Væsentlige«.
Det ser ud til, at han som Biskop var mere forsigtig og kritisk end tidligere, baade naar det gjaldt Forholdet til Vækkelsen og Reformbevegelsen.
Da Lammers havde traadt ind igjen i Kirken, erklærede han (Lammers/red.), «at der nu fra hans Side intet vil være til Hinder for selv at udføre samtlige de Forretninger, som efter lovgivningen og vore kirkelige Forskrifter paaligger Presten». Derefter meldte han sig bl a. til prestestillingen ved Bodsfængslet; Biskop Arup havde imidlertid Betænkeligheder ved ubetinget at anbefale ham, selv til dette Embede; Lammers blev derfor heller ikke udnævnt. Medens man holdt paa at danne «Lutherstiftelsen», optraadte Arup og hele Christiania Geistlighed, paa tre nær, meget uforstaaende og kjølig mod dette kristelige og kirkelige Arbeide, i hvis Spidse stod professor Gisle Johnson og andre af vor Kirkes bedste Mænd.
Arup var forøvrigt en virksom og dygtig Biskop med «Evne til raskt at opfatte, klart og alsidig at bedømme og hurtig at behandle enhver Sag, der faldt ind under hans Embedsgjerning».
Han roses som en human og elskverdig Mand, der særlig tog sig af Lærerne og Skolevæsenet. Han var fra 1859 til 1870 Medlem af den store Kirkekommission, hvor imidlertid Biskop A. G. Folkestad udførte det tyngste og største Arbeide. Desuden var han tre Gange Medlem af Interimsregjeringen og kronede 1860 Carl XV i Trondhjems Domkirke.
Agtet og hedret døde han i Christiania 9. April 1874. Den begavede, alvorlige og nidkjære Sogneprest Didrik Arup (1835 —1885) var hans Søn.
Da Biskop Chr. Sørenssen forflyttedes til Akershus Bispestol, blev Johan Storm Munch (A. Faye, Christianssands Stifts Bispe- og Stiftshistorie», Christiania 1867, Side 469-476; Gustava Kielland, «Erindringer fra mit Liv», Christiania 1882, Side 144 flg.; Biskop Munchs Skrivelse til Sogneprest G. K. Kielland, hvori han forbyder denne at holde Bibellæsninger i sit eget Hus (Manuscript)), udnævnt til hans Eftermand i Christianssand. Sidstnævnte (J.S. Munch/red.) var født i Vaage (Vågå/red.) Prestegaard, nordre Gudbrandsdalen, 31.. August 1778, en Søn af Sogneprest Peter Munch og Hustru Christine Sophie Storm, Digteren Edvard Storms Halvsøster. Han tilbragte hele sin Barndom hjemme og blev undervist af Faderen sammen med sin eneste Broder, den senere Stiftsprovst i Christiania Edvard Munch.
I 1796 blev de begge Studenter i København, førstnevnte med «Udmærkelse». Efter Andeneksamen vaaren 1797 reiste de hjem til Norge, hvorfra Johan Storm 1798 atter drog ned til de forenede Rigers Universitet for at tage theologisk Embedseksamen.
– 869 –
Efter meget kort Forberedelse skeede dette allerede i Juli 1799; han fik derfor kun næstbedste Karakter. Saa opholdt han sig dernede en Tid og havde sit tarvelige Udkomme ved at undervise privat i de gamle Sprog; vaaren 1800 blev han Huslærer hos Baron Løvenskiold paa Sjælland, hvor han virkede fem Aar.
1805 fik han det res. Kapellani i Skjeberg og presteviedes i Christiania Midtsommer samme Aar. Ikke
længe derefter gjorde han Bekjendtskab med prins Christian August, blev 1808 beskikket til Feltprovst og fulgte med prinsens Hovedkvarter til Udgangen af 1809.
Efter Landskrigens (Norge – Sverige/red.) Slutning var Munch en Stund embedsløs. Han tog Ophold paa Fredrikshald og virkede der som Lærer ved «Prins Christian Augusts Minde». Allerede 1811 reiste han til Christiania og drev her som privatlærer indtil 1813, da Grev Herman wedel Jarlsberg kaldte ham til Sogneprest i Sande.
Den 1. September 1817 blev han befordret til Slotsprest paa Akershus og Sogneprest for Akers Menighed. Saa var han en kort Tid kst. Stiftsprovst i Christiania og udnævntes 26. Februar 1823 «umiddelbart og uden foregaaende Indstilling fra Regjeringen» til Biskop i Christianssands Stift. Han indviedes 28. September samme Aar.
Det var vistnok ikke for sine geistlige Fortjenester eller theologiske Kundskaber, han saa pludselig og paa extraordinær Maade fik denne høie Stilling. Han skal have været en flink Taler, men neppe dybere
grebet af Kristendommen og derfor mere oratorisk end hjertelig, med et Anstrøg af den gamle Rationalisme og tilbøielig som denne til at moralisere. Det er betegnende, at han, saavidt vides, ei har efterladt sig noget theologisk Arbeide.
Derimod offentliggjorde han mange Digte og Digtninger, som tildels slog godt an i Samtiden, men nu forlængst er glemte. Han var Æsthetiker — ikke Theolog.
Fra 1816 til 1820 udgav han tre Bind af et Fjerdingaarsskrift «Saga», hvori der var Afhandlinger af historisk og sproglig Art, mest dog «Oversættelser af de interessanteste islandske Sagaer». Han var maaske den første, som søgte at paavise det oldnorske Sprogs nære Slægtskab med vore Dialekter, blandt andet i en bemærkelsesværdig Afhandling : «Levninger af Nordens gamle Tungemaal udi Norges provinsial Dialekter». Han synes her at være Forgjenger af den nyere norske Sprogbevægelse.
Som Biskop fordrede han Orden og punktlighed, var en nøieseende Kontormand og Administrator, men havde kun ringe Forstand paa Livets Krav.
Den kristelige Vækkelse betragtede han som Sværmeri, optraadte skarpt mod flere af Brødrevennerne, ja forbød endog Sogneprest Gabriel Kirsebom Kielland, først Prest paa Finnø, senere i Lyngdal, at holde Bibellæsninger i sit eget Hus for Familien og Medlemmer af sin Menighed. Man fik ofte det Indtryk af hans Optræden baade skriftlig og mundtlig, ved visitatser og ellers, at han var noget stolt, myndig og overlegen. Til andre Tider kunde han være human og optræde som sin Geistligheds Forsvarer. Han var dog neppe synderlig likt hverken af Geistligheden eller af Menighederne.
Efter en længere Tids Sygelighed døde han i Christianssand 26. januar 1852 i sit 54. Aar. Af hans Sønner har især Digteren Andreas Munch (1811 —1884) og pastor Johan Storm Munch (1827— 1908) vundet et agtet og anseet Navn.
En ganske anden Type er Matthias Sigwardt (Faye, Christianssands Stifts Bispe- og Stiftshistorie», Christiania 1867, S. 476-480; Halvorsen, «N. Forfatter-Lexikon V.B. (femte bind/red.), S. 269).
Han blev født 13. October 1770 i Borre, en Søn af Sogneprest Søren Sigwardt og Hustru Ulrikke
Leonore Weinvich. Han undervistes først i Hjemmet af Faderen indtil 1788, da han kom ind paa Christiania Latinskole, som dengang havde til Rektor Filosofen Niels Treschow.
Af denne blev han dimitteret tij Kjøbenhavns Universitet 1791. Efter at have taget første og anden Eksamen med bedste Karakter kom han i trange Kaar ved Faderens Død og var nær bleven hindret i at fortsætte Studierne. Men ved Hjælp af Stipendier og den største Sparsomhed og Nøisomhed lykkedes det for ham at overvinde alle Hindringer.
– 870 –
I 1795 tog han theologisk Embedseksamen med Udmærkelse, et smukt Vidnesbyrd baade om hans
Flid og Evner.
Hans Lærere, professorerne C. F. Hornemann og D. G. Moldenhaver, der begge var Rationalister, roser den unge Mands grundige Kundskaber, ædle Hjerte og milde elskværdige Tænkemaade.
Efter ogsaa at have bestaaet den kateketiske Prøve med Laud vendte han hjem til Norge for at blive Huslærer, men ansattes allerede 1796 som pers. Kap. hos provst Frantz Philip Hopstock i Vaale, en af sin Tids bekjendte Oplysningsmænd, især ivrig interesseret for Skolevæsenet i Overensstemmelse med Tidsaanden.
1798 blev Sigwardt res. Kap. sammesteds og det følgende Aar Aftensangsprest i Tønsberg og Førstelærer ved Byens Skole samt Inspektør ved den nyoprettede Lærerskole der. Paa dette Sted virkede han med Nidkjærhed og Dygtighed indtil 1804, da han udnævntes som Sogneprest for Oslo Menighed og Hospital samt til Prest ved Tugthuset i Christiania. Sidstnævnte Aar konstitueredes han tillige som Tredieprest ved vor Frelsers Menighed, saa han havde Hænderne mere end fulde af Arbeide. Han sparede sig heller ikke, men var sent og tidlig utrættelig paaferde.
I 1815 fik han en langvarig og farlig Sygdom. Hidtil havde han været Rationalist som sine førnævnte Lærere og nysnævnte Medarbeider (prost Hopstock/red.). Men under den nævnte Sygdom og gjennem Samvær med Professorerne Hersleb og Stenersen baade nu og senere kom han mere og mere bort fra sit oprindelige theologiske Standpunkt og sluttede sig til den positive Kristentro, om der end altid blev lidt tilbage, som vidnede om Forbindelsen med Oplysningstiden.
For paa Landet at gjenvinde de tabte Kræfter søgte og fik han 20. Mai 1816 Tune Sognekald i Smaalenene. Dette var imidlertid dengang et besværligt Embede, da det res. Kapellani netop var nedlagt.
Under 15. Juni 1820 befordredes han til Stiftsprovst og Sogneprest ved vor Frelsers Menighed i Christiania. Her arbeidede han med utrettelig Flid og kristelig Iver indtil 11. August 1832, da han udnævntes til Biskop i Christianssands Stift.
Som saadan vandt han snart Presters og Menigheders Kjærlighed baade ved sin Dygtighed og Evne til at omgaaes alle. Hans hele Færd var preget af Sindighed, Sagtmodighed, kristelig Visdom og et fredsælt Sind. Han døde i Christianssand 8. October 1840, almindelig savnet inden hele Stiftet.
I en samtidig Beretning for det norske Bibelselslab skrives : «Saalænge ufortrøden, redelig Flid, samvittighedsfuld Opfyldelse af pligter, uafbrudt Stræben for det sande og gode, et ydmygt, troende Hjerte og opofrende Kjærlighed erindres og æres, vil Biskop Sigvardts Minde bevares i kjærlig Ihukommelse;, thi saadant var hans Liv og Virken i Guds Vingaard».
En af Stiftets Prester dengang, Salmedigteren M. B. Landstad, skrev ved hans Død en vakker og karakteristisk Sang. Af denne anføres følgende :
#
Hvor godt, at Gud dig stilled I Lys; der stod du som
Et høit og herligt Billed paa ægte Kristendom.
—
Ja, Sandhed var dit Merke, Og Troen var dit Skjold.
Din Kjærlighed den sterke, Blev ingensinde kold.
—
Den pranged ei i Solen, Den bar sin Frugt i Løn,
Og rundt om Bispestolen Stod fuldt af Tak og Bøn.
—
Arbeide, vaage, bede For Jesu Riges Sag,
Detvar din største Glæde Til Livets sidste Dag
—
Du drog i vore Dale Omkring med Kristi Sind,
Din hjertelige Tale Bød alle til ham ind.
—
Du Brødrene bestyrked, Saa Lyst og Mod de fik,
Og til den Mark, de dyrked, Forhaabningsfulde gik».
(M.B. Landstad, «Sange og Digte», Christiana 1879, S. 250).
Hans Eftermand blev Jacob von der Lippe (Faye, Christianssands Stifts Bispe- og Stiftshistorie», Christiania 1867, S. 481-490; «Hjemmet» 1878 No. 9-10; «Ny Illustreret Tidende» 1878, S. 345; «Skilling-Magazin», 1878, Side 637; personligt Bekjendtskab (m/Heggtveit/red.)) , født i Bergen 27. September 1797. Foreldrene var Kjøbmand Gerhard v. d. Lippe og Hustru Antonette Ulrikke Dietrichson. Efter at Sønnen i fiere Aar havde nydt Undervisning i forskjellige Læreanstalter for vordende Handelsborgere, blev han 1810
– 871 –
indsat i Bergens Kathedralskole. Dennes Rektor, Chr. F. H. Arentz (Chr. Frederik Holberg A./red.), dimitterede ham 1815 til Universitetet. Her tog han samme Aar Artium og 1816 Andeneksamen, begge med bedste Karakter.
Saa begyndte han at studere Theologi med Iver, og «fandt i professorerne S.B. Hersleb og St. J. Stenersen fromme, nidkjære og kyndige Veiledere, hvem han bevarede i dyrebart Minde»; de gav ham en god kristelig Paavirkning, der fik Betydning for hele Livet.
I Januar 1819 tog han theologisk Embedseksamen med Laudabilis. Saa fik han kgl. Tilladelse til at underkaste sig de praktiske Prøver i Bergen og erholdt Udmærkelse for sin Dimisprædiken. Straks efter, den 23. Juni 1819 blev han res. Kap. for Haus Menighed og 23. August 1821 Sogneprest i Skonevik (Skånevik i Sunnhordland/red.).
Under 24. September 1825 forflyttedes han til Augvaldsnes (Avaldsnes/red.) og blev det følgende Aar
konstitueret og 1829 stadfestet som valgt provst i Karmsunds Provsti. Den 18. Juni 1831 blev han Stiftsprovst og Sogneprest i Christianssands By.
Baade i sine tidligere Prestestillinger og især paa sidstnævnte Sted lagde han for Dagen en sjelden Nidkjærhed og Dygtighed i alt, hvad han foretog sig, samt en mærkelig Evne til at administrere. Under 15. Marts 1841 udnævntes han til dette Stifts kirkelige Tilsynsmand; han indviedes i Christiania 11. Juli samme Aar af Biskop Chr. Sørenssen.
I sin nye Stilling var v. d. Lippe myndig og kraftfuld, en fremragende Taler, en ypperlig Kateket samt en fordringsfuld og nøieseende Skolemand. Mod Lærerne var han ikke sjelden urimelig stræng. Ved Visitatser gav han sædvanlig disse svære Opgaver uden Forberedelse, ofte ogsaa i en vreden og vanskelig Form. Til en sagde han myndig : «Katekiser med Børnene om Sakramenterne i Almindelighed med hensyn paa Sakramenterne i Særdeleshed !»
En anden bød han barsk : «Samtal om Menneskets dobbelte Bestemmelse !» En tredie befalede han at udvikle Begrebet «Tidens Fylde». Den, som fik sidstnævnte Opgave, var Kirkesanger ved Stedets hovedkirke, Seminarist fra Asker med «Udmærkelse» i Knud Gislesens Tid og en enestaaende flink og skarpsindig Kateket. Han begyndte med den første Forjættelse og gjennemgik Hovedforjættelserne, paaviste Udviklingen i dem indtil Tidens Fylde, som han saa nærmere forklarede.
Dette skulde synes at være en praktisk og god Maade at behandle denne Opgave paa med Almuskolebørn. Men han blev afbrudt og kritiseret; det var en Opløsning og Udvikling af Begrebet «Tidens Fylde», Biskoppen vilde have. Forøvrigt var han grei, klar og respektindgydende; baade Store og Smaa havde Trældomsfrygt for ham.
De kristelige Livsbevægelser havde han heller ikke fuld Forstaaelse af; det viser baade hans Stilling til Lovforslaget om Konventikkelplakatens Ophævelse under dets Behandling i Lagthinget 1839 og hans Forhold til Haugianerne under Striden angaaende den omarbeidede Forklaring.
Han var en mangfoldig benyttet Mand. Christianssands Kommune lagde stærkt Beslag paa Biskoppens Arbeidskraft og alsidige Dygtighed, og han repræsenterede først Stavanger Amt og senere Christianssands By paa Storthinget fra 1830 til 1866 med Undtagelse af to Gange, da han bestemt
frabad sig valg.
Under denne sin Virksomhed var han almindelig Formand i Kirkekomiteen og Præsident i Lagthinget; ved «Sagernes Behandling saavel i Komiteerne som i Debatten, udmærkede han sig ved Lethed i at opfatte, Klarhed i at fremstille og en mageløs Færdighed i at ekspedere enhver Sag».
Under sin lange Bispetid gjorde han alt muligt for at dele de vidtstrakte Prestekald, saa Menighederne kunde faa lettere Adgang til at høre Guds Ord. Dette lykkedes ogsaa i stor Udstrækning.
Dernæst arbeidede han ivrig for det norske Bibelselskab og for Afholdssagen.
De store Kræfter blev omsider udtømte. Efter at have været Biskop omkring 33 Aar søgte han Afsked 24. November 1874.
– 872 –
Han døde 2. October 1878i Christianssand. Han var gift med Bergensbispen Johan Nordahl Bruns Datterdatter Ingeborg Erichsen. Sogneprest Johan Nordal Brun v. d. Lippe i Borre, født l6/9 1838 var en af deres Børn.
Efter Claus Pavels’s Død (i 1822/red.) udnævntes Jacob Neumann («Jacob Neumann, Biskop over Bergens Stift», af Conrad Schwach, Bergen 1848; «Bergens Stifts Biskoper og Prester» af J.F. Lampe, Kristiania 1895, I B., Side 34-36) til Biskop over Bergens Stift. Han blev født i Drammen 13. Juli 1772 og var eneste Søn af Kjøbmand paa Strømsø Hans Neumann og Hustru Annechen Johanne Blom. Efter Moderens Død det følgende Aar kom han i Huset hos sin Morfader Kjøbmand Gustav Blom i Holmsbo og siden til Indrulleringschef i Christiania F. W. Krog, der havde ægtet Bloms Enke.
Fra sit niende til trettende Aar besøgte han Kølles Forberedelsesskole paa Snarøen ved Christiania. Saa
sendte man ham til Helsingørs lærde Skole, hvor Niels Treschow da var Rektor. Han blev Student 1787, tog Andeneksamen 1788 og lagde sig særlig efter levende Sprog og Æsthetik. Lidt senere begyndte han at studere Theologi, men virkede samtidig flere Aar som Huslærer; i April 1796 tog han theologisk
Embedseksamen med Laud. Efter et kortere Besøg i Hjemmet reiste han 1797 atter til Kjøbenhavn for at besvare en af Universitetets prisopgaver om Daaben og dens Historie i de tre første Aarhundreder, særlig i den afrikanske Kirke (Nord-Afrika/red.).
Han naaede sin Hensigt og var derefter Huslærer i den rige Handelsmand Constantin Bruns Hus, som dengang var et Samlingssted for Tidens Skjønaander, da Fruen, Fredrikke Brun, var en feiret Digterinde.
I sin Fritid skrev han en historisk Afhandling om Erkebiskopperne i Lund. Denne forsvarede han i Mai 1799 for den filosofiske Doktorgrad.
I Slutningen af samme Aar udnævntes han til res. Rap, i Asker, blev 18. October 1805 Sogneprest sammesteds og 12. Juli 1819 tillige provst i Drammens provsti. Han var en udpræget Oplysningsmand, oprettede Skoler, uddannede Lærere, interesserede sig for Jordbrug, drev som Vaccinatør og holdt Foredrag for Bønder om økonomiske Emner. Fra sit Ophold ved Universitetet og gjennem hele sit Liv var han Rationalist; det viser hans enkelte udgivne Prædikener, en Oversættelse eller rettere Omarbeidelse af Luthers lille Katekismus samt hans «Prædikener og Taler» 1-2 Samling.
I Tidsskrifter og Blade var han en flittig Medarbeider. Han har dog ikke leveret noget Skrift af blivende Værd. Mest Betydning i Samtiden fik hans travle Virksomhed for Skolevæsenet, medens han var Prest i Asker.
Uden at være indstillet af Regjeringen udnævntes han 6. Juli 1822 til Biskop i Bergen og virkede som saadan i omkring 16 Aar. Han visiterede rundt om i Stiftet, tog sig ivrig af dets Arkivvæsen og søgte at fremhjælpe Skolevæsenet, men ikke i den Grad som tidligere. Det fortjener Anerkjendelse, at han tog sig af Ivar Aasen, henledede Opmærksomheden paa ham i Aviserne og hjalp ham frem.
Biskoppen stættede ogsaa ivrig og dygtig Stiftamtmand W. F. K. Christie (Wilh. Frimann Koren C./red.) ved Grundlæggelsen af Bergens Museum, samlede ind Sager til dette paa sine Visitatsreiser og var Medudgiver af Tidsskriftet «Urda», Bergen, hvori han skrev adskilligt, som i sin Tid havde antikvarisk og historisk Interesse.
Men han hindrede ikke, at den ældgamle, mærkelige Bispegaard blev nedrevet og paa dens Tomt opført en Bygning for Stedets Latinskole.
Hædret af sin Samtid døde han i Bergen 25. Januar 1848. Han var den sidste af de gamle rationalistiske Bisper i Norge.
Til hans Eftermand blev udnævnt Biskop i Tromsø Stift Peder Christian Hersleb Kjerschow («Illustreret Nyhedsblad», 1866, S. 234. A. Erlandsen, «Geistligheden i Tromsø Stift», Christiania 1857, Side 4-5: Lampe, «Bergens Stifts Biskoper og Prester», I. Side 36-38), født paa Rødø i Helgeland 29. Juli 1786.
Faderen var daværende res. Kap. Rasmus Sundt Kjerschow og Hustru Benedicte Marie Hersleb. Sønnen blev Student med «Udmærkelse» fra Trondhjems Skole 1804 og tog theologisk Embedseksamen ved Kjøbenhavns Universitet 13. October 1808 med Laud. Under Studiet der nede sluttede han sig nøie til Fætteren,
– 873 –
S. B. Hersleb og dennes ven N. F. S. Grundtvig; de øvede begge stor Indflydelse paa ham; han stod sammen med dem, naar det gjaldt at forsvare vor lutherske Kristendom mod Tidens vantro. Han delte dog ikke Grundtvigs senere «kirkelige Anskuelse».
I 1810 kom han hjem til Norge, blev samme Aar ansat ved Landkadetkorpset som Lærer i Historie og Geografi, vandt Overordnedes Anerkjendelse og sine Elevers Agtelse og Kjærlighed.
Allerede 22. April 1814 blev han udnævnt til res. Kap. ved Slotsmenigheden og det dermed forenede
Akers Sogn, men tiltraadte ikke dette før 1815. Som Prest arbeidede han godt sammen med Sognepresten Claus Pavels, trods deres forskjellige Anskuelser, ved Omregulering af Embederne i Christiania blev Aker skilt ud som et eget Sognekald med Oslo som Anneks.
Under 6. Mai 1823 udnævntes Kjerschow til Sogneprest for den nye Menighed. Her arbeidede han med stor Nidkjærhed og Dygtighed og vandt et anseet Navn som Prædikant; men Stedets Fattigvæsen
skaffede ham meget at bestille og hindrede hans egentlige Gjerning som Prest.
I denne Tid stod han i et venligt og forstaaelsesfuldt Forhold til H. N. Hauge paa Bredtvedt og dennes øvrige Venner i Menigheden. Professorerne Hersleb og Stenersen omgikkes han fortrolig og delte i alt væsentlig deres kristelige Syn og Standpunkt.
Da Kjerschow følte, at han ikke længer holdt ud i det byrdefulle Embede, meldte han sig til Tromsø Bispestol og blev ndnævnt 4. October 1831. Han var eneste Ansøger. Som Biskop tog han sig med Dygtighed af Stiftets høiere og lavere Skolevæsen og ivrede for, at Seminariet paa Trondenes blev
udvidet, saa det kunde virke mere efter sin Bestemmelse. Ved Slutningen af sin Bispetid her blev det ogsaa efter hans Ønske flyttet til Tromsø. Han søgte ufortrødent at ophjelpe Kirkesangen og støttede mest muligt Missionsprest N. J. v. Stockfleth i dennes betydningsfulde virksomhed blandt Lapperne.
Det saa foresten ud til, at Opholdet i disse nordlige Egne standsede Biskoppens aandelige Udvikling, ja endog bevirkede Tilbagegang. Han var glad i Historie, pleiede Studiet af de græske og romerske Klassikere og opfordrede sine Prester til det samme, men neppe med synderligt Held. Det kristelige og kirkelige Liv i Bispedømmet laa adskillig nede. Der var heller ikke faa uduelige prester, som ei magtede sin Stilling under normale Forhold, langt mindre i stærkt bevægede
Vækkelsestider.
Havde Biskoppen og vedkommende Prester evnet og villet lede og veilede den læstadianske Vækkelse fra første Stund af, vilde den sandsynligvis ikke have skeiet ud, som den desværre gjorde. Det henvises til, hvad der tidligere er berettet herom under Skildringen af Stockfleths Virksomhed og den nævnte religiøse Bevægelse.
Kjerschow blev 12. Juli 1848 udnævnt til Biskop i Bergen, men reiste ikke fra Tromsø før 15. Juni 1849. Paa det nye Sted arbeidede han uden nogen merkbar Dygtighed til 28. November 1857, da han søgte Afsked. Han døde i Bergen 14. November 1866. —
Til Biskop i Trondhjem efter P. O. Bugge valgtes Hans Riddervold («Mærkelige Nordmænd», 1. Bind, Christiania 1852, Side 125-140. A. Erlandsen, «Geistligheden i Throndhjems Stift», Christiania og Levanger 1844-1855, Side 36-38. Halvorsen, «N. Forfatter-Lexikon». IV., Side 556-558; «Skilling-Magazin» 1873, No. 1,2 og 4 (af Fr. Petersen). «Den norske Kirke under Statsraad Riddervolds Styrelse 1848-1872» (af Prof. Dr. jur. L.M.B. Aubert) i «Fædrelandet» for 1877 No. 1,2,4,5,8,11,12,23 og 25; Kvam, «Den norske Kirkes Biskoper», Side 88-89). Denne var født paa Gaarden Teien i Borre 7. November 1795, Søn af Skibsfører Adolf Riddervold og Hustru Bredine Bolette Nielsen.
Som ung Gut for han en kort Tid tilsjøs, men tabte Lysten; derefter modtog han først Veiledning
af Jacob Wille, daværende res. Rap. til Vaale ved Holmestrand, og blev 1809 sat ind i Christiania Kathedralskole, hvorfra han af Rektor Rosted 1813 dimitteredes til Universitetet.
Her blev han Student med Laud, fik en rosverdig Andeneksamen og var derpaa en kort Tid Lærer i Historie og Geografi ved Krigsskolen, men blev i August sidstnævnte Aar (1813) kst. Adjunkt ved Kathedralskolen, hvor han arbeidede dygtig og nidkjært til 1817.
Han søgte nu Afsked for at kunne fuldende sine Studier, Professorerne Hersleb og Stenersen svede stor Indflydelse paa hans theologiske Opfatning og kristelige Udvikling.
– 874 –
Sin Embedseksamen tog han i Januar 1819 med Laud og blev 11. November samme Aar res. Kap. i Fredriksstad og samtidig Overlærer ved Stedets Borgerskole.
Ved sin Iver og Begavelse bevirkede han, at denne Anstalt fik stor Søgning og tog et Opsving, der endog vakte almindelig Opmærksomhed. Han fik saaledes i 1826 Tilbud om at blive Rektor ved Bergens Kathedralskole; men han afslog dette, da han ikke vilde forpligte sig til ogsaa at tage filologisk Embedseksamen.
Han nød tillige Anseelse som en mere end almindelig dygtig Prædikant; 3. August 1832 udnævntes han til Sogneprest paa Fredrikshald og blev i Mai 1838 tillige provst i nedre Borgesyssel. Under 8. Mai 1841 fik han Norderhovs Sognekald paa Ringerike, men tiltraadte ikke; derimod blev han 1. Marts 1842 Sogneprest til østre Thoten.
Efter forudgaaende valg udnævntes han allerede 9. Januar 1843 til Biskop over Trondhjems Stift. Han indviedes i vor Frelsers Kirke af Biskop Chr. Sørenssen 25. Mai samme Aar. Den Dygtighed, Energi og Interesse, man altid tidligere havde sporet i hans Virksomhed, mærkedes end mere under Bispegjerningen; men den blev for kort til at sætte dybere Mærker.
Han udgav et lidet Skrift : «Bør Dronninger salves og krones i Norge ?» Heri udtaler han sine stærke Betænkeligheder ved at krone en Dronning, som ei tilhørte den evangelisk lutherske Kirke. Dette sidste var Tilfældet med Kong Oscar den førstes Gemalinde Josefine, som bekjendte sig til den katholske Tro og holdt fast ved den til sin Død.
Riddervolds Indsigelse bevirkede, at den paatænkte Kroning blev opgivet.
Den 19. April 1848 udnævntes Riddervold til Statsraad og Chef for Kirkedepartementet. Han kunde dengang allerede se tilbage paa en lang og berømmelig Deltagelse i vort offentlige Liv. Helt fra 1827 havde han næsten uafbrudt mødt som Storthingsrepræsentant og taget fremragende Del baade i Komitearbeidet og Debatterne. Som Taler nød han stor Anseelse; hans Optræden var altid saglig, klar og rolig, hvorfor alle gjerne hørte hans vægtige og overbevisende Indlæg; han regnedes blandt dem, som øvede mest Indflydelse.
Gjennem Aarrækker blev han valgt til Storthingspræsident og røgtede ogsaa dette Hverv til almindelig Tilfredshed. Det var derfor med store Forventninger, man saa ham indtræde i Kongens Raad som Kirkens Styrer og Talsmand.
I den lange Tid han beklædte denne vigtige og vanskelige Stilling, lagde han for Dagen en fast vilje, stort Administrationstalent og en levende Omsorg for Kirkens Ve og Vel efter sit Syn paa Sagerne. Ved Embedsbesættelser tog han ikke bare Hensyn til vedkommendes Alder, men først og fremst Forholdene paa Stedet og de særegne Krav, disse stillede til vedkommende Embedsmand, for at denne kunde virke der med Held.
Her var hans enestaaende Kjendskab baade til de forskjellige Landsdele og Ansøgerne af uvurderlig Betydning. Qgsaa frugtbringende for vor Landskirke var hans aabne Blik for, at de store Menigheder burde deles, og nye Kirker bygges. Her udrettede han mere end nogen anden Kirkestatsraad baade før og efter ham. Vort offentlige Skolevæsen søgte han ogsaa paa mange Maader at fremme; særlig mærkedes, at han yndede den realistiske Dannelse.
De kirkelige Reformkrav, som alt længe mere og mere havde gjort sig gjældende, syntes han at mangle Øie og Øre for; ialfald gjorde han saare lidet for at imødekomme disse Ønsker.
Han nedsatte 1859 den store Kirkekommission, hvori der sad fremragende, ja udmærkede Mænd; men Kirkereformernes bedste Kræfter havde ikke faaet nogen plads der.
Efter at have arbeidet indtil 1870 og udgivet en Række Forslag (Kommisjonen/red.), ledsagede af værdifulde historiske Oplysninger og udførlige Motiver, blev den opløst uden nævneværdige praktiske Resultater. Derved gik maaske tabt den bedste Tid for vor Kirkes Frigjørelsesarbeide. — Riddervold tog Afsked 1. Juli 1872 og døde i Christiania 20. Juli 1876
– 875 –
efter uafbrudt at have været Kirkestatsraad i 24 Aar, mangfoldig hædret af sin samtid. —
Efter Riddervold valgtes Hans Jørgen Darre (Erlandsen, «Geistligheden i Throndhjems Stift», Side 115. «Klæbo Seminar» af A. Forfang, Tillægshefte til «Norsk Skoletidende», Juni 1899, Side 79-80) til Biskop i Trondhjem. Han blev født i Klæbu 27. September 1803 og tilhørte en gammel, anseet Slægt.
Forældrene var Provst Jacob Hersleb Darre og hustru Lovise Caroline Steenbuch. Sønnen fik først nogen Undervisning i Hjemmet og sendtes derefter til Trondhjems Kathedralskole, hvorfra han blev Student med Laud 1821. Til Andeneksamen fik han i 1824 samme Karakter og paabegyndte derefter det theologiske Studium under Professorerne Hersleb og Stenersens Veiledning.
Han blev i September 1827 theologisk Kandidat med Laud; for de homiletiske og kateketiske Prøver fik han ogsaa bedste Karakter. De nævnte Universitetslærere gjennem sin Undervisning og N. F. S. Grundtvig ved sine Skrifter øvede betydelig Indflydelse paa hans aandelige Liv og Opfatning.
Den 29. Januar 1828 blev han pers. Kap. hos Faderen og udnævntes 22. Juli 1833 til dennes
Eftermand som Sogneprest i Klæbu. Under 20. Februar 1838 blev han tillige Bestyrer af og Førstelærer ved Stiftsseminaret sammesteds. Her virkede han i omkring 10 Aar med stor Dygtighed og Nidkjærhed. Efter Elevers Udsagn var han i Besiddelse af usædvanlige Læregaver og en betydelig Evne til at paavirke og opdrage dem for deres vigtige Gjerning. Han uddannede ogsaa flinke Mænd, der siden har vundet et landskjendt Navn, som Folketaleren Ole Vig samt Skolebestyrerne, Brødrene Fredrik, Paul og Ingebrigt Hougen m. fl.
Den 12. October 1843 blev han Provst i nordre Dalernes provsti. Det ser ud til, at han under sin dobbelte Gjerning som Prest og Seminarielærer blev udslidt. Da han 1. Marts 1849 udnævntes til Biskop i Trondhjems Stift var han allerede en nedbrudt Mand, der ikke magtede at udføre noget mærkbart af Betydning.
Overfor den kristelige Vækkelse stillede han sig kjølig og optraadte i Regelen skarpt mod de Lærere, der tillige virkede gjennem Opbyggelser paa Hjemstedet og i Omegnen. Han søgte Afsked 11. Juli 1860.
Han har ikke ladet trykke noget theologisk eller opbyggeligt Arbeide. Derimod udgav han «Kong Sverre og Norge paa hans Tid, en historisk Skildring til Læsning for Folket». Den er paa 512 Sider. I 1870 udkom en liden Samling af hans «Religiøse Smaadigte», «der giver Indblik i en gjærende Natur med dybe om end tilbagetrængte Følelser». Han døde under et Ophold i Mirafiores i Spanien 11. Marts 1874, men førtes tilbage til Norge og begravedes i Trondhjem. Han blev 21. August 1849 Ridder af St. Olafs Orden «for Fortjeneste af Skolevæsenet». —
Ved Kjerschows Forflyttelse til Bergen (1849) udnævntes Daniel Bremer Juell ( A. Erlandsen, «Geistligheden i Tromsø Stift», Side 5. «Tromsø Bispedømme 1804-1904», af Biskop P.W.K. Bøckman, Tromsø 1903, Side 21-37 (den bedste Skildring af Biskop Juell)) til hans Eftermand i Tromsø. Han var født i Seljord 1. Januar 1808, Søn af Sorenskriver Ole Juell og Hustru Karoline Cathrine Bremer.
Stærke Grunde taler for, at Sønnen ikke modtog nogen kristelig Paavirkning i Hjemmet. Allerede 1820 blev han sendt paa Skole i Christiania, hvor han 1826 tog Artium med Laud; til Andeneksamen 1827 fik han Udmærkelse.
Saa begyndte han under Professorerne Hersleb og Stenersens Veiledning sit theologiske Studium; det gav rig Udvikling og en indre Modning, der blev betydningsfuld for hele Livet.
Den 2. Septbr. 1831. tog han theologisk Embedseksamen med Laud; samme Karakter fik han ogsaa for sin Dimisprædiken. I 1832 blev han Bestyrer af Borgerskolen i Kragerø og 30. Marts ordineret Kateket sammesteds.
Han virkede her i en Række af Aar og vandt Anseelse som en flink Skolemand og en særdeles dygtig og alvorlig Prædikant. Den 29. October 1845 udnævntes han til Sogneprest i Porsgrund. Biskop J. L. Arup giver ham Vidnesbyrd «som en talentfuld Prædikant, saare virksom i sit Kald og derhos i Besiddelse af
– 876 –
fortrinlige Gaver til at virke paa Gemytterne». Han var tillige Storthingsmand 1839, 1845 og 1848 og vakte Opmærksomhed ved sin veltalenhed og Dygtighed.
Uagtet Juell ved Bispevalget i Tromsø 1848 ikke fik nogen Stemme, blev han alligevel udnævnt til Biskop der 18. Juni 1849, efter Indstilling af Riddervold, som kjendte nøie og satte stor pris paa hans hele Virksomhed.
Det viste sig ogsaa senere, at Kirkestatsraaden her havde fundet den rette Mand til denne meget vanskelige Stilling. I Løbet af Sommeren ordineredes han af Biskop Arup i Christiania sammen med førnævnte H. J. Darre, kom til Tromsø 23. September og overtog sit nye Embede 3. October.
Det var dengang stærke Gjærings- og alvorlige Brydningstider i disse nordlige Egne; den læstadianske Bevægelse, som tidligere er skildret, var hidtil blevet vanskjøttet baade af Stiftets geistlige Tilsynsmænd og vedkommende Prest i Kautokeino. Den manglede en forstaaelsesfuld og dygtig Ledelse; Guds Ord blev af Stedets Sogneprest kun sparsomt og skrøbelig forkyndt for stærkt grebne Menighedslemmer.
Den nye Biskop tog med Iver fat; han studerede med stor Energi lappisk og begyndte allerede 3. Søndag i Advent at holde bibelske Foredrag i Tromsø Kirke, vistnok for at støtte Bibelselskabet i dets Arbeide, «men mere i Form af Opbyggelsestimer, og han var saaledes en af de første Geistlige, der i vort Land begyndte de nu noksaa almindelige Bibellæsninger».
Først og fremst tog han sig dog af Lapperne. Den 24. Februar drog han afsted paa Visitats til Kautokeino, blev underveis paa Fjeldet overfaldt af Snestorm og havde nær mistet Livet, men naaede dog frem; det var første Gang, at en Biskop havde holdt Visitats der. I den følgende Tid gjorde han alt muligt for at lede det aandelige Liv i sunde Spor; han fik endelig det nævnte Fjeldsogn omdannet til et eget Prestegjæld, skaffede midlertidig Betjening og sørgede for, at en dygtig ung Mand blev udnævnt til Sogneprest paa Stedet; det viste sig desværre, at Hjelpen kom forsent.
Om Rædselsgjerningen i Kautokeino henvises til, hvad der foran allerede er meddelt herom. Biskoppen var utrættelig til at yde de vildfarende Dømte Sjælepleie, indsendte Ansøgning om Benaadning for dem og gjorde idethele alt, hvad en kristelig og nidkjær Kirkens Tilsynsmand kunde gjøre.
— Han arbeidede utrettelig, bevirkede at nogle vidtstrakte Embeder blev delte, og foreslog, at det samme burde gjøres med flere. Han fik nye Kirker bygget, forkyndte selv Guds Ord ved Fiskeværene og sørgede for Mænd, som kunde fortsætte Arbeidet; Bedehuse blev ogsaa opførte paa de største og mest
besøgte Vær.
Det er tillige fremhævet, at han ved sin Skrivelse til Kirkedepartementet af 8. Mai 1850 væsentlig bevirkede, at Stiftskapellaner blev ansatte for gjennem Gudstjenester, Bibellæsninger og Sjælesorg at arbeide rundt om, hvor det mest behøvedes.
Sine Prester omgikkes han kjærlig og gav dem god Veiledning og kraftig Støtte; de forsømmelige og uværdige paamindede han alvorlig og tvang dem til at søge Afsted, hvis de ikke udviste et forandret Liv.
To Gange, nemlig 1852 og 1855, samlede han flest mulig af Presterne i Tromsø for at behandle «brændende Spørgsmaal i Prestegjerning, Menighedsliv og Skolevæsen». Hans visitatser omtales som aandelige Festdage. Bistoppen var en alvorlig, moden Kristen med brændende Omsorg for Sjælenes Frelse og i Besiddelse af en mandig, henrivende veltalenhed; hans stærke Røst kunde ikke alene høres under Prædikenen overalt i Kirken, men endog et godt Stykke udenfor denne.
Dette mangfoldige, vældige Arbeide i et saa vidtstrakt Stift med Datidens ufuldkomne Kommunikationer nedbrød hurtig hans Helse. Høsten 1854 led han af flere Sygdomme, men holdt dog trofast ud paa sin Post, lige til Kræfterne var udtømte. I Begyndelsen af Mai 1855 reiste han fra Tromsø for at drage til Karlsbad, men kom ikke længere end til Hamburg, hvor han allerede afgik
– 877 –
ved Døden den 26. Mai samme Aar.
En af hans Eftermænd, Biskop Bøckmann, skriver : «Juell var Banebryderen (inden Stiftet) for et levende, bevidst Kirke- og Kristenliv med nye Impulser og Nydannelser i alle Retninger».
Og Stiftsprovst Holmboe siger : «Han bevares i kjærligt og velsignet Minde saavel af Presteskabet som af Menighederne i det hele». — «Maatte Gud af sin Naade snart skjænke Stiftet en Biskop, der i Evner og Nidkjærhed i sit Kald kunde træde i den Bortgangnes Plads !»