– Kristiania, 19de April 1874; no. 16 – dette var 1. årgang av «Ny Illustreret Tidende»s eksistens – og redaktør og utgiver fra oppstart og fram til utgangen av 1879 var den unge og ambisiøse Kristian Winterhjelm; bladet ble nedlagt i 1890;
– her er gitt en presentasjon av Kristiania-biskop Jens Lauritz Arup i forbindelse med hans bortgang 9. april 1874 – på sidene 121 – 123 : 
Vor Kirkes Primas, Biskopen over Kristiania Stift, Jens Lauritz Arup, afgik om Formiddagen den 9de April ved Døden i en Alder af henved 81 Aar. Den gamle Mand havde været saa uheldig at snuble i sit Gulvteppe, og de Skrammer, han derved erholdt, vilde ikke læges.
Jordfæstelsen, der fandt Sted fra Bispegaarden i Oslo, havde samlet en overordentlig Mængde Mennesker. I Sørgehuset bragte Sognepræst Brun, af Aaret 1816, efterat de første Vers af en Sang vare afsungne, den Afdøde en Tak paa egne og Embedsbrødres Vegne og talte Trøstens Ord til de Gjenlevende.
Fra Sørgehuset bragtes Kisten hen til Oslo Kirke, ledsaget af et over ordentlig stort Følge, der næsten strakte sig helt fra Bispegaarden til Kirken.
Marskalkstavene bares af Presterne G. Hansen og J. M. Lund. Blandt de antagelig henimod 60 Geistlige saaes Biskop Folkestad og en stor Del udenbyes Prester. Stiftsprovst Tandberg skildrede den Heden-gangnes Liv og Betydning som offentlig Personlighed og hans elskelige Venlighed og Kjærlighed mod Alle, der kom i Berørelse med ham, hvorefter Sogneprest til Bragernæs, Provst Koren, paa sin Hjembyes Vegne bragte den Afdøde det sidste Farvel fra Menighederne der med Tak for, hvad han i tidligere Aar der havde udrettet.
Sogneprest Julius Bruun bragte til sidst den Afdøde et Farvel og en Tak fra Oslo Menighed.
Jens Lauritz Arup var født den 20de April 1793 i Kristianssand, hvor Faderen Thorkild Arup var Klokker. Moderen hed Elen Dorothea Dokkedal.
Efterat have nydt nogen Privatundervisning, indsattes han i Oktober 1804 i sin Fødebyes lærde Skole, hvorfra han af Rektor Amberg i 1811 dimitteredes til Kjøbenhavns Universitet. Saasnart han (April 1812) havde underkastet sig 1ste Afdeling af Ex. philos, nødtes han af sine trange Kaar til at forlade Universitetet og tage til Antwerpen med daværende Søkaptein, senere Admiral, Bille, som Skibssekretær paa et med dansk Besætning udrustet fransk Orlogsskib, hvorhos han tillige informerede Kaptein Billes Søn.
Som værende i fransk Krigstjeneste under Napoleon modtog han ogsaa siden St.Helena-Medaljen.
Efter et Aars Forløb vendte han tilbage til Danmark, men maatte nu tage Kondition som Huslærer paa Falster, hvilket han var i to Aar.
I Slutningen af Aaret 1814 vendte han til bage til Fædrelandet, der da havde faaet sin frie Forfatning og sit eget Universitet. Men nu som før manglede han Midler til at fortsætte sine Embedsstudier, og først efterat han i to Aar havde været Huslærer i Porsgrund, kunde han, i Slutningen af Aaret 1816, tage ind til Hovedstaden.
Her levede han nu af Informationer, medens han forberedede sig til den theologiske Embedsexamen, hvilken han underkastede sig i 1818 og det med Udmærkelse (Laudabilis & qvidem egregie). Endnu samme Aar prædikede han til Dimis med Karakteren Laud og fik Udmærkelse for den kateketiske Prøve.
I de Dage hørte det ikke til Sjeldenhederne, at de unge Kandidater «gik fra Examensbordet til fede Prestekald», ialfald naar de vilde tage til takke med dem, der laa nordenfor Polarcirkelen. At en Mand, der havde bestaaet en saa glimrende Examen som Arup, og allerede havde naaet Myndighedsalderen, ikke behøvede længe at vente paa geistlig Befordring, var dobbelt rimeligt.
Den 28de August 1819 udnævntes han nemlig til residerende Kapellan til Ullensaker og ordineredes som saadan den 15de December s. A.
— Endnu inden han tiltraadte Embedet indgik han (29de Septbr. 1819) Ægteskab med sin Forlovede, Diderikke Petronelle Christiane Cappelen (f. 29de Septbr. 1794), Datter af Grosserer Ulrik Frederik Cappelen i Skien og Benedikte Henriette Aall.
I 1825 ansøgte han om den ved Ambergs Død ledigblevne Rektorpost ved Kristianssands Skole, hvortil en af Grundene var, at han ønskede at komme i Nærheden af sine endda levende syttiaarige Forældre, hvis Alderdoms Byrder han saaledes haabede at kunne lette.
Men da han ikke vilde indgaa paa den af Departementet opstillede Fordring om senerehen at underkaste sig filologisk Examen, kunde han ved Besættelsen ikke komme i Betragtning, hvorimod M. A. Boye udnævntes, saasom han paatog sig i Løbet af 6—7 Aar at tage Examen, hvilket han dog ikke gjorde.
Den 16de September 1825 blev Arup residerendeKapellan til Bragernæs og Strømsø samt Lærer i Religion, Hebraisk og Norsk ved Stedets lærde Skole, og den 15de Juni 1832 befordredes han til Sognepræst for samme Menighed, ifølge Borgernes derom indgivne Andragende.
Baade som Geistlig og som Skolemand havde han da vist særegen Dygtighed, hvorom hans nærmeste Foresatte udtalte sig i de mest hædrende Udtryk, paa samme Tid som de stærkt fremhævede hans «lyse Hoved, ædle Hjerte og exemplariske Vandel».
Foruden sin Virksomhed ved Drammens Skole, hvis «Prydelse» han erklæredes at være, udfoldede han ogsaa en anden som Bestyrer af Strømsø’s Friskoler,
– 123 –
der tidligere havde været forsømte, men nu ved ham undergik en stor Forandring og bleve talrigt besøgte. Desuden gav han paa hin Tid unge Mennesker, som han havde i sit Hus, Undervisning, Forberedelse og Dimission til Universitetet.
I Januar 1833 berøvede Døden ham hans Hustru, efterat hun havde skjænket ham ni Børn, hvoraf dog kun en Søn og tre Døtre overlevede Moderen.
Den 4de Septbr. næste Aar indgik han i nyt Ægteskab med sin afdøde Hustrues yngre Søster, Jakobine Lovise Juliane Cappelen (f. 5te Novbr. 1811), der, efter et otteaarigt Ægteskab, som var bleven velsignet med fem Børn, ligeledes berøvedes ham ved en tidlig Død (18de Juli 1842).
Som Kapellan i Drammen udgav Arup i Aaret 1831 et Par literære Arbeider, der laa udenfor Kredsen af hans geistlige Studier og Interesser, men hvoraf det ene, «Bemærkninger i Anledning af Herr J. F. Thornes Forslag til en forandret Korntoldlov», fortjener at nævnes, da det røber for hine Tider usædvanligt fremskredne nationaløkonomiske Anskuelser.
Han kaaredes til Repræsentant for Drammen paa Storthingene 1836 —37, 1842 og 45. Paa førstnævnte Thing var han Formand i Toldkomiteen, paa de tvende sidste Formand i Kirkekomiteen, hvor han som Formand havde væsentlig Andel i Dissenterloven af 1845.
Han udnævntes i August 1845 til Stiftsprovst og Sogneprest for Vor Frelsers Menighed i Kristiania, og neppe havde han tiltraadt dette Embede, førend han under 3die Januar 1846 udnævntes til Biskop over Kristiania Stift i den da afdøde Biskop C. Sørenssens Sted.
Det Tidspunkt, hvori Arup blev Kirkens Overhoved, og den Tid, han har virket i som saadan, har ingenlunde hørt til de fredelige. Kirken lignede, ytrer han selv, «ei længer hos os et dødt hvilende Vand, som ei bevægedes af noget Vindpust; Bølgerne rørte sig, Gjæringen var indtraadt, hvorunder det Klare fordunkles og Gruset stiger op til Overfladen, saa det mangen Gang ei bliver let fuldelig at erkjende det Rette og Sande og Væsentlige».
I Stridighederne fandt han kun altfor ofte en sørgelig Uklarhed i Begreberne, Bitterhed og Hovmod i Sindet, og istedetfor Foreningens og Forsoningens var det kun altfor ofte en Adsplittelsens og Fordømmelsens Aand, der aabenbarede sig.
Den Frimodighed, med hvilken han havde forfægtet Liberalismen ogsaa inden Kirkelovgivningen, kom under hans Virksomhed som Biskop vistnok mangen Gang paa stærk Prøve, og i ikke faa Retninger turde han senere have erkjendt Ulemperne ved pludselig at slappe alle Baand.
Tydelige Spor heraf finder man ogsaa i hans tvende Hyrdebreve af 1847 og navnlig af 1859.
Arup modtog gjentagne Gange Vidnesbyrd om H. M. Kongens Anerkjendelse og Bevaagenhed, idet han efterhaanden blev udnævnt til Ridder, Kommandør og den 6te August 1860 til Storskors af St. Olafs-Ordenen og sluttelig ved sit Embedsjubilæum i 1869 benaadet med Borgerdaadsmedaljen i Guld.
Derhos har han flere Gange været Medlem af de anordnede Interimsregjeringer.
Kristiania Stifts Geistlighed har besørget. malet og ophængt i Vor Frelsers Kirkes Sakristi Biskop Arups Portræt, hvor der findes Portræter af alle Biskoper i Oslo og Kristiania siden Reformationen. Det er efter dette at vort Billede er taget.