didrik (diedrik) arups hyrdebrev fra julen 1882 til sine tidligere menighetslemmer i veldre

– stod å lese i 3 derpå følgende artikler i tidsskriftet «For Fattig og Riig» – 1886, Volum 38 – nr, 12 ,13 og 14. Hyrdebrevet var forfattet i Vestre Slidre prestegård «23de December 1882», hvilket var vel 3 år før han gikk bort av sykdom 10. januar 1885 (f. 30. juni 1835 i Drammen), på det tidspunkt kun 49 år gammel;

–  Didrik Arup var i 1881 flyttet fra Veldre for å overta sogneprest-embedet i Vestre Slidre i Valders (utnevnt 1880); han var utdannet prest fra Universitetet i Kristiania i desember 1861. Fra 1867 var han pers. kap. i Ringsaker sogn; da tredjeprest-embedet for Ringsaker ble opprettet i 1876, ble han tilsatt i dette, under den da nyutnevnte Hans Henrik Thaulow Borchgrevink, med hovedansvaret for Veldre sogn. Borchgrevink var før dette res.kap. under den forrige sognepresten Halvor Tobias Heyerdahl, som var blitt entlediget året før, i 1875.

Fra «For Fattig og Riig» nr. 12/1886 (for «2den Søndag i Faste 1886» – hvilken falt på 21. mars det året) :

Hyrdebrev til Veldre Menighed fra afdøde Sogneprest D. Arup (sigter især til de nyevangeliske, Fransons og hans Venners Virksomhed i Menigheden. Da Fransons og «Bethlehemisternes» Virksomhed stedse griber om sig, turde dette visdomsfulde Brev være dobbelt tidsmæssigt. Herren give, at det maatte blive til Velsignelse. Vi skal senere levere Arups Biografi).

Dyrebare Venner !

Vestre Slidre, 23de December 1882.

Forskjellige Omstændigheder hindrede mig i at lægge min Reise i Høst over Ringsaker og hilse der paa gamle Venner, som trods Adskillelsen staar mit Hjerte saare nær, ja som jeg – det haaber jeg med Guds Hjelp – aldrig skal glemme.

Mit Besøg hos Eder vilde vel været Eder til liden Nytte, kanske ogsaa liden Glæde. Dog længedes jeg mangen Stund efter at faa være sammen med Eder igjen, tale med Eder og styrke det gamle Samfundsbaand mellem os; og jeg var allerede bestemt paa at reise fra Kristiania op til Eder.

Men der kom Hindringer iveien, som jeg ikke turde overse; Reisen til Eder blev opsat, og tilsidst maatte jeg drage hjem uden at gjøre en Sving om Ringsaker. Visselig smertede det mig. Men jeg tænkte ogsaa paa, at jeg vist ikke vilde kunnet udrette noget godt iblandt Eder, og at det vel var bedst som det gik.

Det har dog senere været i mine Tanker, at jeg, siden jeg ikke fik tale mundtlig med Eder, dog kunde skrive nogle Ord til Eder, altsaa sende Eder et Fællesbrev, som da kunde læses af saa mange, som ønskede det.

Ja, dette er igrunden en gammel Tanke, som jeg nu i Guds Navn vil gjøre Alvor af.

Og saa sender jeg da Brevet i det hjertelige Haab, at det vil blive kjærlig modtaget af mange. Det skal være en inderlig Hilsen til alle mine kjære Venner i den gamle Menighed, gamle og unge, Mænd og Kvinder, fattig og rig. Særlig skal det være en Hilsen til Eder, mine kjære Konfirmander ! som jeg ofte tænker paa, ofte søger at komme ihu i mine Bønner.

Lad dette Fællesbrev ogsaa være et Gjensvar til de mange, som har glædet mig med Breve, siden jeg kom hidop.

Det har ofte lagt tungt paa mig, at jeg er saa svag i Brev-Vekslingen. Jeg vil bede Eder alle, som i Venlighed har skrevet til mig, om at modtage dette Fællesbrev som et Svar til hver enkelt af Eder. Det er ikke, som det burde være; men det er dog vel ment, og som jeg i min Skrøbelighed formaar det. Gud lade det blive et godt Ord, som finder et godt Sted i Eders Hjerter ! Kjære Venner !

Det er vanskelige Tider, vi lever i. Onde Magter huserer blandt os, og store Farer truer Herrens Menighed. Vantro og Fritænkeri, aabenbar Foragt for Gud og hans Ord og Spot med det hellige begynder at brede sig ud over det hele Land, faar vel snart Indgang i enhver Menighed og river desværre flere og flere med sig.

Er der megen Aarvaagenhed ? Nei, det ser ud til, at alleslags timelige Anliggender, som – hvor vigtige, ja nødvendige de end kan være – dog aldrig maa sættes først, indtager Hjerterne og beskjæftiger Sindene trindt om.

Særlig synes de politiske Anliggender i vore Tider at ville rive alt med sig; de bemægtiger sig og blinder endogsaa fromme og besindige Mænd og Kvinder. Og hvad følger med ? Verdenskjærlighed, Misundelse og Herskesyge, Ophidselse, Kiv og Splid, Had og Bitterhed trænger ind allevegne og bringer usigelig meget ondt med sig.

Gud bevare sin lille Hjord i de mange Farer ! Han hjelpe os at staa faste i Striden, i hans Kraft og i fuld Fortrøstning til hans Løfte om, at «Helvedes Porte skal ikke faa Overhaand» over hans Menighed !

Dog, trods alt det sørgelige, vi har meget at glæde os over og takke for ! Det gaar fremad med Guds Rige mangesteds. Det kristelige Liv rører sig og det kraftig i vort Land fortiden. Der synes ikke at være Tilbagegang med Guds Rige i vort kjære Fædreland i det hele taget, men heller Fremgang. Jeg haaber ogsaa, kjære Venner ! der er Fremgang blandt Eder, og jeg glæder mig saare over ethvert Vidnesbyrd, jeg faar derom.

Ja, glæde mig vil jeg i Tak til Herren for, at han har sin Gjerning iblandt Eder til Sjelenes Frelse, glæde mig over, at I har troe Hyrder, og at der arbeides iblandt Eder i det aabenbare og i det skjulte af Herrens trofaste Disciple. Frugten kan desværre ofte være liden for vore Øine; men den udebliver aldrig, saasandt Herren lever og virker i sit Ord og sine Sakramenter; vort Arbeide i ham og med ham er ikke forgjeves; Herren velsigner sit svageste Redskab, det skal han engang gjøre aabenbart.

– Engang stod jeg sammen med Eder, dyrebare Venner ! i Gjerningen. Der var Møie og Trængsler og ofte Mishaab og Træthed ja, ofte tunge Stunder for Sjel og Legeme. Men der var ogsaa Vederkvægelser og Styrke; Herren «formerede dens Styrke, som havde ingen Kræfter»; og Arbeidet i Vingaarden havde sine salige Glæder og altid sine store Forjættelser, naar det bare blev gjort ydmygt og stille i hans Navn, ikke i Kjødet, men i Aanden, «med Haab mod Haab».

Og vi delte saa mangen god Stund sammen i Bønnen og Guds Ords Betragtning og i hyggelige og styrkende Samtaler. For det altsammen takker jeg min Gud og Eder og mindes det ofte med Savnets Vemod.

Nu lever og virker jeg i en anden Menighed. Hvad skal jeg sige ? Jeg har det heroppe baade godt og prøvsomt. Meget at takke for, meget at sørge over og kjæmpe med. Ogsaa her er en Arbeidsmark, som med Guds Hjelp bærer sin Frugt, især ved min brave Kapellans ufortrødne og vist velsignede Arbeide.

Dørene er ikke stængte for Guds Ord; jeg vil haabe, at Hjerterne mere og mere oplades for det. Her er mange gode Venner, om jeg nok end længes ester at faa mange, mange flere. Herren har her visselig sine. Dog han alene ved Tallet paa dem. Men, det være sagt uden nogen Anklage mod denne min nye Menighed – det er ikke let at blive ret hjemme i den og fortrolig med den.

Jeg har erfaret det : en Prest, som flytter, er som et voksent Træ, der omplantes; det kan nok fæste Rødder i den nye Jordbund, men det tager Tid. Ja, havde ikke min svigtende Helbred nødet mig dertil, jeg havde vist aldrig forladt Eder. Dog ser jeg heri Guds vise Styrelse baade for mig og Eder.

Der har jo været Vanskeligheder iblandt Eder, som vilde været mig for svære. Ja, mangt og meget, som jeg har hørt fra Eder, siden jeg kom herop, har ladet mig føle en stor Glæde og Taknemlighed mod Gud, fordi han tog mig væk og satte en anden i mit Sted, en stærkere, frimodigere, taalmodigere og visere Prest, som ret kunde tjene og hjelpe Eder i de svære Vanskeligheder. De vilde vistnok været mig en større Byrde, end jeg kunde baaret, og en sværere Opgave, end jeg kunde magtet.

Ja, jeg har sørget, navnlig over mit kjære Veldre, dyrebare Venner ! Det har været vemodigt at høre snart om denne og snart om hin, som Herren kaldte bort fra dette Liv, og som vi da aldrig mere skulle se herneden. Men det har dog ikke været den største Sorg; hvad Herren gjør, gjør han i sin Visdom, og derover faar vi ikke klage; der er jo ogsaa Skilsmisser, som maa fylde Hjerterne med Tak, fordi de giver et glædeligt Haab om et saligt Gjensyn hos Gud.

– Tungere har det været at høre, at der var dem, som fik Kjærlighed til Synden og Verden og ligesom Demas vendte den Herre Ryggen, der kaldte dem til sig og lod dem smage sin Kjærlighed. Ja, bitrere end al Legemets Død er Sjelens. Vi vil inderlig bede og haabe til Herren, at han ikke vil blive træt af at søge sine fortabte Faar, og i Tillid til hans Kjærligheds Magt haabe, at han engang maa faa den Glæde og Løn for sine Smerter, at han finder dem igjen og atter kan knytte dem til sig, alt fastere og fastere, i sit salige Samfund.

– Men tungest af alt har det været at høre om, hvorledes det har været mellem dem, som dog vist vil frygte og elske Herren. Thi alt dette sørgelige Uvæsen, som har hersket blandt Eder, maa jo blive Guds Rige til stor Skade og Sjelefiendens Rænker til stort Gavn, – det maa blive mange til Snare og til Anstød og Fald, dersom ikke Gud i sin Naade faar afvendt det.

Der er – saa har mange vidnet for mig – Splid og Tvedragt blandt Eder, som skulde staa sammen i en Aand, en Tro og én Kjærlighed; og det er vel den sørgeligste og farligste af al Splid og Tvedragt. Den Flok, som skulde kjendes paa den indbyrdes Kjærlighed og være som Brødre og Søstre «i Fredens Baand», søndersplittes og sønderslides i Bitterhed og Avind og strider saaledes, at man nok kan komme til at tænke paa Guds Ords strenge Dom om dem, som «bide og æde hverandre».

Ak, naar jeg tænker paa, hvor godt Brødre og Søstre har det andetsteds, hvor de hygger sig godt sammen og støtter og hjelper hverandre i Kjærlighed, finder Glæde og Trøst hos hverandre og oplever mangen liflig og styrkende Time sammen i kristelig Endrægtighed, – og jeg saa tænker paa al den, rent ud sagt, forbandede Strid og Splid, som huserer nu i lange Tider blandt Eder, –da maa jeg inderlig ynkes over Eder og sørge, som jeg har gjort det i mangen tung Stund.

Jeg vilde saa gjerne faa høre godt fra Eder, og det blev saa meget ondt. Og hvoraf kommer al denne onde Forvirring ? Den kan have mange Aarsager, og enhver grave dybt i sit eget Hjerte efter den bitre Kilde, hvoraf det onde udvælder !

Men jeg vil dog her pege paa noget, som jeg er vis paa mange skulde have godt af at betænke. Hører det i Kjærlighed ! Forvirringen og Spliden er kommen ved fremmede, som er trængt ind i Menigheden og der har udstrøet denne sørgelige og farlige Sæd. Dette maner til stor Forsigtighed ligeoverfor alle fremmede, som kommer til Eder for at aflægge sit Vidnesbyrd eller «tale Guds Ord» til Eder. Det bør jo aldrig tilstedes andre end dem, hvis Liv og Levnet, Lære og Virkemaade er vel kjendt eller tilstrækkelig bevidnet af paalidelige Mænd, som selv nøie kjender vedkommende Personer. Det ligger dog saa megen Vægt paa, hvem der virker iblandt os, at vi ikke her kan være noksom forsigtige.

Erfaringen hos Eder og andetsteds viser, at saadan Forsigtighed er aldeles nødvendig, dersom Guds Rige skal faa den rette Vækst blandt os. Hvad er nu skeet blandt Eder ? Fremmede, som I ikke kjendte tilstrækkelig, har faaet Indgang blandt Eder. Allerede det er en stor Feil. Og saa kommer dertil dette : Mange af Eder har hængt ved Personen og ikke først og fremst ved Guds Ord. I har faaet Godhed for Personen og kanske seet en og anden Frugt af hans Virksomhed, som syntes Eder stor og god; men I agtede ikke, at Personen afveg fra den rette Lære; I brød Eder saa lidet om den sunde Lærdomsform, at I foragtede deres Advarsler, som kjendte Sagen bedre end I selv, ja vrededes paa dem, som vilde og kunde vise Eder, at den Person, I hang ved, var fangen i Lærdomme, som stred mod Guds Ord.

I vilde have Personen blandt Eder, høre ham, understøtte ham og bane Vei for ham, uagtet han elskede falske Lærdomme – Lærdomme, som han maaske taug med for Eder, men som dog kunde paavises, dersom I bare havde villet høre, havde villet taale, at der blev rørt ved den Person, som I ophøiede og holdt næsten som en Guds Engel. Har I da ikke sat Personen over Guds Ord ?

Ja, jeg ved nok, at I langtfra gjorde det allesammen; der var dem, som skjønte bedre, og der er vel, Gud ske Tak ! bleven flere og flere af dem. Men desværre, det var nok mange af Eder, som feilede saaledes, og det fattes desværre ikke paa dem, som gjør det fremdeles.

Jeg ved, hvorledes mange her tænker : «han har jo vakt baade denne og hin, – Gud bekjender sig synlig til hans Gjerning, – ogsaa jeg har hørt mange gode Ord af hans Mund, som har været mig til Vækkelse, Formaning og Trøst, – det er tydelig Guds Aand, som taler gjennem ham, – det er Synd at vidne og arbeide imod et saadant Guds Redskab» o. s. v.

Jeg kommer her til et andet Punkt, som jeg vil bede Eder vel overveie. Hvor der er falsk Lære, bliver altid Forkyndelsen mangelfuld, ja kjødelig i mange Retninger, og det enten den falske Lære træder aabenbart frem eller forsigtig skjules. Vi faar huske paa, kjære Venner ! at der er et mægtigt Kjød ogsaa hos dem, som «er af Aanden» eller siger sig selv at være af Aanden; og at dette Kjød er kraftig med i alle deres Forkyndelser af Guds Ord, som hænger ved falske Lærdomme, er sikkert nok.

Deres Tale og Virken kan vise en og anden Frugt, der ialfald ser ud som god (mangen Gang er det nok desværre bare tilsyneladende); jeg tør ikke negte, at Guds Ord ogsaa i deres Mund kan virke noget godt.

Men hvad jeg er vis paa, er dette, at «Kjødet saaledes følger med i deres Virken og er saa mægtigt i den, at der af den maa komme mange «Kjødets Frugter». Og kan vel denne Skade opveies derved, at der følger nogen Vækkelse, aandelig Bevægelse og lignende i deres Spor ? For det gode, de gjør, virker de kanske 10 Gange saa meget ondt; for hver en Sjel, de vinder for Guds Rige, støder de kanske 10 Sjele bort. Og den Ild, de antænder, viser sig efter manges Erfaring at være som en Ild i Straa, der hurtig blusser op og snart efterlader megen Aske. I Længden vil det sikkerlig vise sig, at deres Arbeide har været til langt mere Skade end Gavn for Guds Rige; og derfor er ogsaa alle erfarne Kristne enige om at søge at holde disse farlige Aander saa meget som muligt borte og derfor nøie «prøve» enhver Aand, «om den er af Gud».

De ved, at «en liden Surdeig gjør den hele Deig sur». Og utallige er jo de Advarsler, Guds Ord giver os mod alleslags vildfarende Prædikanter. Jeg kan ikke nævne dem allesammen; se dog 1 Tim. 6, 3. 4. 20. 21; 2 Tim. 1, 13; Rom. 16, 17; 2 Johs. V. 10 o. s. v.

Her gjelder det sandelig at modstaa enhver Begyndelse; ellers bliver Gnisten snart til en Brand, saare farlig for Guds Rige (Forts.)

Fra «For Fattig og Riig» nr. 13/1886 (for «3die Søndag i Faste 1886» – hvilken falt på 28. mars det året) :

Hyrdebrev til Veldre Menighed fra afdøde Sogneprest D. Arup.

(Forts. fra forrige No.)

Og se nu særlig paa en «Kjødets Frugt» af de fremmede Lærere, som er aabenbar og derfor let at pege paa ! «Kjødets Gjerninger er aabenbare», siger Apostelen (Gal. 5) og til dem regner han «Kiv, Nid, Vrede, Trætte, Tvedragt og Partier».

Er ikke disse Frugter noksom «aabenbare» ogsaa blandt Eder ? Kjære Venner ! ser dog, hvor dette bærer hen ! Kan I være i nogen Tvivl derom ?

«Hvo er vis og forstandig blandt Eder ?» siger Jakob (3,13 f.); «han vise ved god Omgjængelse sine Gjerninger i viis Sagtmodighed ! Men har I besk Nid og Kivagtighed i Eders Hjerter, da roser Eder ikke eller lyver mod Sandheden ! Dette er ikke den Visdom, som kommer ovenfra ned, men en jordisk, sanselig djævelsk; thi hvor Nid og Trætte er, der er Forvirring og al ond Handel».

Dyrebare Venner ! vil I ikke af Hjertet bede Gud den almægtige hjelpe eder med sin gode Aand til at overvinde den onde Aand og vise dem bort fra eder, som saar den onde Sæd ? Og hvem er de, som ser paa, at alt dette Kjødets Væsen vokser op i deres Spor og dog af al Magt vil holde paa sin Gjerning og drive den trods alle Formaninger, Bønner og Advarsler ? Drives de af Aanden eller af Kjødet ? Arbeider de for Herren eller for sig selv ?

Svaret kan ikke være tvivlsomt for den, som sætter Guds Ord over Personen og ydmygt lader det dømme i alt og over alle. Maatte Guds Ord faa sin Ret blandt eder og blive det klart skinnende Lys, som overstraaler alt Mørke og gjør Sandheden levende til fuld Seier i eders Hjerter og Omgjængelse !

Det er jo nu kommet saa langt blandt eder, at der er dem, som tænker paa at træde ud af vort Kirkesamfund, maaske allerede har gjort det. Saavidt jeg ved, staar 3 Gutter i Begreb med at gjøre dette svære Skridt – unge Mennesker, hvis Liv kunde blive til Velsignelse for dem og andre, dersom de ikke afskar sig selv fra Samfundet med vor Kirke, men lod sig lede af Visdommens og Ydmyghedens Aand. Dette er en Frugt af Tilstanden, som vist har fyldt mange Hjerter med Sorg; maatte denne Sorg blive af Guds Naade forvandlet til Glæde ! I ethvert Fald haaber jeg den skal lede til noget godt.

Det kunde blive for langt, om jeg skulde nedskrive alle mine Tanker om Udtrædelse af Kirken; og det behøves vel neppe heller. Men jeg vil dog her udtale min hjertelige Sorg og Bekymring over denne beklagelige Foreteelse blandt eder. Jeg har aldrig oplevet noget saadant, hvor jeg har virket; og gid jeg maatte blive sparet for det ! Vort Kirkesamfund kan have sine store Skrøbeligheder, som alle store Kirkesamfund har det. Men det er dog det Samfund, hvor jeg blev døbt og konfirmeret og undervist i Guds rene Ord, hvor jeg har nydt min Frelsers Legeme og Blod og faaet mine Synders Forladelse og Liv og Salighed.

Jeg er vis paa, at i det lever og virker Herren med sit Ord og sine Sakramenter; tusinder er i det komne til Liv og Frelse; der kan jeg leve som et Guds Barn og dø salig, det er jeg vis paa. Og hvem, som i denne vor Kirke vil aabne sit Hjerte for Guds Ord, kan faa det saa godt i al Evighed. Kirkens Lære er sund og ren; den har staaet sin Prøve gjennem Tiderne. Den forkyndes ikke altid lige rent og kraftig; men hvor findes det Samfund, som ikke har skrøbelige Lemmer og ufuldkomne Vidner ? Ja, hvor findes det Samfund, som ikke har mange døde Lemmer ? Jo større og ældre et Kirkesamfund er, des flere bliver der gjerne af dem (jfr. 2 Tim. 2,20. Kun i Himlen skal «intet Urent» være (Aabenb. 21,27)).

Skal vi derfor bryde Staven over vort Samfund og fordømme det som et «Babel»? Gud forbyde det !

Det vilde være en stor Uretfærdighed og Daarlighed ! Herren hjelpe os at elske vor gamle Kirke og leve saaledes i den, at vi kan faa nyde alle dens store Goder indtil Enden, – det skal vist blive os til Velsignelse ! Og lader os i Kjærlighed og Visdom arbeide til, at Sandheden og Livet mere og mere maa seire indenfor vort Kirkesamfund, at dets Brøst maa læges, saavidt det kan ske her i Ufuldkommenheden, og at vor Kirke saaledes midt i al sin Skrøbelighed kan blive mere og mere Kristi rene Brud ! Det skal gavne os og andre bedst; og da skal vi nok faa se vor Kirkes Herlighed under Pjalterne, – faa se, at om den end er «sort», saa er den dog «yndig» for Herren (Høis. 1,5), og faa andet at tænke paa end at træde ud af den.

Og hvem er disse, som nu vil forlade det gamle Kirkesamfund, hvor de selv fik Naadens Gaver af den treenige Gud ? Tager mig det ikke ilde op, at jeg siger det : det er unge Mennesker, hvis Aar ikke er mange, og hvis Kristenliv vist er saare kort, – Gutter, som burde ligge paa sine Knæ og bede Gud hjelpe dem, uerfarne og umodne og skrøbelige som de er, til at «naa til Mands Modenhed, til Kristi Fyldes voksne Alder, at de ikke mere skal være Børn og lade sig tumle som Bølger og omdrive af ethvert Lærdoms Veir (Efes.4 13.14), nye Begyndere, som burde have nok med sig selv i lang Tid og alvorlig indøve sig i Ydmyghed og Ærbødighed og en forsigtig og selvfornedrende Vandring for Gud og Mennesker, disse dømmer og fordømmer nu et helt Samfund, den gamle Kirke, i hvilken de selv vokste op og næredes med Ordets Melk, – de revser og ophøier sig over den gamle Moder, som gav ogsaa dem sine bedste Skatte, – de vil storme frem og roser sig af, at de forstaar det bedre, ja har en langt større Kundskab og Erfaring i Guds Ord end det hele gamle Kirkesamfund med alle dets levende Børn og tro Tjenere !

O, tænker dog paa, hvilken Aand der taler ud af alt dette, kjære Venner ! og hvilken Jammer og Elendighed, den vil afstedkomme, dersom den faar raade.

Ja, jeg haaber, de unge Stormere selv er blevne betænkelige, at Bønner og Formaninger ikke har været forgjeves. Men vil de fare selvraadig frem og ikke holde Fred, – lad dem da, hvor tungt det end er, gaa bort fra eders Samfund ! Vil de afskjære sig, saa lad dem gjøre det ! De vil snart komme til at angre sit ubesindige Skridt.

Jeg haaber, ikke mange vil følge dem paa det. Dog, lad komme, hvad komme maa ! Det vil ikke være værst for Kirken, at saadanne urolige Aander siger sig løs fra den. De vil nok selv faa føle, hvem det er værst for, naar de staar der uden den Tugt og Veiledning, det Liv og den Støtte, som dog, Gud ske Tak ! findes indenfor vor Kirke. Maatte saa Herren følge dem og vise dem Veien, hvorpaa de bør vandre ! Han forene os alle under sine Vinger og bevare os i sin Naade !

Ja, lad os synge og bede :

«Under dine Hænders Skygge og udi din Kirkes Bo

lad mig altid hos dig bygge, styrk mig, hold mig i din Tro!

Hug hver syndig Tanke ned, som til Synd og Sikkerhed vil med Ondskab mig forlede,

hug den af, det vil jeg bede !»

Gud forfremme eder i alt det, som er velbehageligt i hans Øine og godt for eder i Tid og Evighed, kjære Venner ! «Flyr Synden i alle Skikkelser», – «hadende endog den af Kjødet besmittede Kjortel !» «Jag efter Retfærdighed, Gudsfrygt, Tro, Kjærlighed, Taalmodighed, Sagtmodighed; strid Troens gode Strid, grib det evige Liv, til hvilket du og er faldet og har aflagt den gode Bekjendelse for mange Vidner !»

Ja, jeg vender mig især til eder, I mine kjære Konfirmander, med hvem jeg delte saa mangen god Stund, da vi var samlede om Guds Ord i vor kjære Børnelærdom ! I har «aflagt den gode Bekjendelse» ogsaa for mig, da I knælede ned om Herrens Alter og udtalte det «Ja», som skal være eder baade til Paamindelse og Styrkelse. Gud hjelpe eder til at være tro indtil Døden ! Og skulde I være afvegne, saa I vendte Hjertet fra ham, som kom eder naadig imøde i den hellige Daab og saa med Kjærligheds Længsel efter eder ved eders Konfirmation, ja i enhver Livets Stund, – bekjender da eders Synd og Fald for ham og beder ham ydmygt og oprigtig tage eder til Naade for Jesu Skyld !

Da skal der blive Glæde i Himmelen over eder, og Gud Fader skal i Jesu Navn annamme eder og velsigne eder med den Helligaands Naadegaver.

«Jeg vil være eders Fader, og I skulle være mine Sønner og Døtre, siger Herren den almægtige».

«Lad saa ingen foragte dig for din Ungdoms Skyld; men vær et Eksempel for dem, som tror, i Tale, i Omgjængelse, i Kjærlighed, i Aand, i Tro, i Kyskhed !» «Bliv du i det, som du har lært, og som er dig betroet, – efterdi du fra Barndommen af kjender den hellige Skrift, som kan gjøre dig vis til Salighed ved Troen paa Jesus Kristus !» «I elskelige! opbygger eder selv paa eders helligste Tro; beder udi den Helligaand; bevarer eder selv i Guds Kjærlighed, forventende vor Herres Jesu Kristi Barmhjertighed til det evige Liv !»

Fra «For Fattig og Riig» nr. 14/1886 (for «4de Søndag i Faste 1886» – hvilken falt på 11. april det året – denne søndagen gikk også under det latinske ord for «glede» : «lætare» – og var en merkedag i den kristne kalender, visende til teksten hos profeten Esaias 60, 10-11) :

(Slutning).

Er I trætte af mig ? Det vilde ikke være forunderligt, om saa var ! Jeg har skrevet langt til eder, meget længere, end jeg tænkte, da jeg begyndte paa dette Brev.

Jeg har vel ogsaa skrevet om mangt og meget som Kjød og Blod let trættes ved. Det er da paatide at slutte. Jeg vilde dog gjerne, inden jeg slutter, «paaminde de uskikkelige, trøste de mismodige og ophjelpe de skrøbelige».

Men jeg kan dog ikke sige eder andet, end hvad andre har sagt og siger eder bedre. Eders trofaste Prester sparer vist ikke paa Ordet; det er vel ogsaa en unødig Gjerning at skrive til eder om alt det, jeg har nævnt i dette Brev, da der vist ikke mangler paa Vidnesbyrd derom blandt eder; enhver undskylde mig paa det bedste og ikke tænke andet, end at det er kjærlig Omsorg for eder og Trangen til at tale nogle Ord med mine forrige Sognebørn, som har drevet mig til at lægge mit Vidnesbyrd til eders Veilederes.

– Derfor kun tilsidst dette : «Holder eder nær til Herren, saa skal han holde sig nær til eder !» Enhver, som vil blive lykkelig paa Jorden og salig i Himlen, komme til ham og modtage hans Ord i oprigtig Enfoldighed, som han taler det til os, – og han skal faa erfare, at Herren vor Gud er «langmodig og naadig, af megen Miskundhed og Sandhed».

«Hvo, som kommer til mig, vil jeg ingenlunde støde ud», siger Herren; thi han «annammer Syndere».

Og han giver «hundrede Fold igjen», hvad vi fornegter og forsager for hans Skyld. Herren hjelpe os enfoldig og uden Svig at tro hans Ord; da skal vi faa se, at hans Ord giver en Fred og Fortrøstning midt i al Uro og Strid, som kvæger Hjertet og gjør det saligt allerede her i Udlændigheden.

Ja, Venner ! jeg er en skrøbelig Synder og en fattig Kristen; men et erfarer jeg: for hvert Aar, som gaar, ser jeg mere og mere, at den Vished, som Guds Ord giver, gjør salig, og at alene den kan gjøre det. Ja, hos Herren og ved hans Ord er det saligt at blive !

Lad os gaa til ham og fortælle ham alt, om det er aldrig saa sørgeligt og tungt, og det skal aldrig fattes ham paa Hjelp, Udvei og gode Gaver til os, det være sig i Sjels- eller Legemsnød.

Aabner eders Hjerter ogsaa for al den Naade, Gud har nedlagt til os i Sakramenterne, i vor Daab og i den hellige Nadvere; der er en større Velsignelse og Kraft i dem, end nogen skjønner. Og vil I af Hjertet være hos Gud og i Jesu Navn betro eder til ham ganske, med Sjel og Legeme, i Liv og i Død – og Gud give os alle det ! – fatter da den Tillid og Fortrøstning til ham, at han kan og vil bevare eder hos sig indtil Enden !

Ikke vi, men du formaar det, o Herre ! i din almægtige Kjærlighed; du frelse og hjelpe os, indtil den sidste Strid er udstridt og Seiren evig vunden ! Slutter eder godt sammen om eders Hyrder, som en Lysets Hær i trofast Fylking ! Staar sammen og hjelper, glæder, trøster og styrker hverandre, enhver med den Evne og Gave, Herren giver ! Beder for eders Prester og Lærere, – beder for hverandre i Haab til Guds Naade !

Beder ogsaa for mig om alt det, jeg trænger for Tid og Evighed ! Ja, glem mig ikke, kjære Venner ! hvor meget jeg end har fortjent at glemmes af eder ! Og Herren samle os engang hos sig i de evige Boliger !

Skulde jeg opregne alle dem, jeg gjerne vilde sende en Hilsen, kunde det snart optage flere Blade, end jeg allerede har skrevet. Jeg faar til Slutning med hjertelig Tak for alt, hvad vi har delt sammen, tilønske eder alle :

Vor Herres Jesu Kristi Naade og Guds Kjærlighed og den Helligaands Samfund være med eder alle ! Lever vel i Herren !

Eders hengivne Didr. Arup. Gud velsigne Julefesten og det nye Aar for eder !