– i boken «
Gjerpens prestegjelds og presters historie»; Erik St. Nilssens Forlag. Skien 1904.
– fra s. 294 – 306 :
Knud Gislesen (prest i Gjerpen 1855—1856).
Om Knud Gislesen vil jeg helst anføre hans egne meddelelser om sit liv, dateret Tromsø 21de april 1860 og hidsendt til indførelse i Gjerpens kaldsbogs series pastorum. De er saaledes daterede omtrent paa maanedsdagen før hans død, under hans sidste sygdom; men de er øiensynlig forfattede flere aar tidligere, i alle fald før 1859, og er saalydende :
«Jeg Knud Gislesen er født den 29de december 1801 paa gaarden Løksli i Hjerdal i øvre Telemarken, hvor min fader Gisle Knudsen var klokker og gaard- bruger.
Jeg var yngste barn og eneste søn. Jeg erholdt den undervisning, som en brav omgangsskoleholder og min fader kunde give mig, og da jeg i mit 16de aar var konfirmeret, blev jeg selv antagen til omgangsskolelærer.
I den anledning tilbragte jeg siden nogen tid ved Hvideseids seminarium under dets samvittighedsfulde lærer Thoresen, der raadede min fader til at lade mig lære noget mere end det for min stilling nødvendige.
Jeg vedblev som skoleholder i 5 vintre, medens jeg om sommeren hjalp min fader med hans jordbrug og udførte stundom hans forretninger i kirken. Siden underviste jeg i et par aar min sogneprest Melda1s sønner og læste da paa egen haand noget af de gamle sprog, hvori nabopresterne Heyerdahl (provst Heyerdahl paa Tinn) og Landstad (Landstad i Seljord, salmedigterens fader) siden kjærlig veiledede mig.
De nævnte mænd opmuntrede mig til at vedblive at læse, og professor Hers1eb og daværende student, senere professor Jens Kaurin (søn af sogneprest Kaurin i Laardal, sidst biskop i Bergen) lovede mig veiledning, hvis jeg kom til Kristiania.
Da nu mine kjærlige forældre vare blevne mer fortrolige med den tanke, at det var Guds vilje, jeg maatte skilles fra dem, var tiden kommen, at jeg kunde tilfredsstille min længsel efter at lære noget mere, hvilken jeg længe i stilhed og uden ydre formaal havde næret.
En haard kamp kostede det mig at forlade mine forældre (hans fader skal have været en mere end almindelig dygtig og begavet mand; hans moder Marie Pedersdatter Vale fra Bakke sogn, øvre Eker, var kommen til Hjertdal i tjeneste hos sogneprest Bloch, hvor hans fader lærte hende at kjende; hun skildres ogsaa som en særdeles forstandig og elskelig kvinde) og mit barndomshjem; men den forladte tilstand, hvori jeg da følte mig med faa midler og en saare uvis fremtid for mig, var en sterk opfordring til at vaage, bede og arbeide, og dette var en af de første frugter, som den himmelske vingaards- mand lod fremspire af hin saa tunge skilsmisse (Gislesen omtales efter sin konfirmation som «en livlig yngling, som jævnaldrende gjerne vilde have med sig i sine selskabelige sammenkomster, og han nød livet og deltog i ungdommens fornøielscr og glæder i fuldt maal» (Heggtveit, biografi af Gislesen i «Hjemmet», 1882).
Jeg kom ind til Kristiania i mars 1825 og blev modtagen med megen velvilje af mange studerende, der underviste mig uden nogensomhelst godtgjørelse. Jeg tillader mig af erkjendtlighed at nævne disse velgjørere. De vare : professor Hersleb, Harbitz, Odén, Aall, Faye og fornemmelig brødrene Kaurin samt de to brødre Ludvig og Otto Aubert. Jens Kaurin dimitterede mig det følgende aar til universitetet (Gislesen blev student med laud 1826; for hebraisk præcetcris; 1827 andenexamen med præceteris), hvor professor Hersleb fremdeles var min faderlige veileder og uforglemmelige velgjører (herom havde professor Stenersen i begyndeisen sagt : «Han (Hersleb/red.) paatager sig nu at være alle daarers formynder» (Heggtveit).
Ved at give privat undervisning og ved at overtage en lærerpost ved Møllers institut blev jeg istand til at opholde mig ved universitetet, hvor jeg tillige var alumnus i det filologiske seminarium (G. studerede her videre latin og græsk).
Da jeg i december 1830 havde taget theologisk embedsexamen (med laudabilis), blev jeg ansat som adjunkt ved Skiens lærde skole, hvis rektor K. R. Ørn, der ved sin person og velvilje gjorde lærernes stilling baade lærerig og behagelig, jeg stedse vil ihukomme med taknemmelighed.
Den 2den september 1833 blev jeg naadigst udnævnt til resid. kapellan til Asker med forpligtelse tillige at være første lærer ved det skolelærerseminarium, som dersteds da skulde oprettes. Derved kom jeg i geistlig stilling, hvilket jeg ønskede, og fik tillige anledning til at fortsætte min tidligste gjerning at arbeide for almueskolen.
I denne stilling forblev jeg i 22 aar. Der fandt jeg ret mit andet hjem, rigt i enhver henseende; thi ogsaa de tunge tab, jeg der led, droge mig nærmere til ham, som er veien, sandheden og livet og bragte mig mere ad den indre erfaringsvei tilbage til min barnetro.
I 1847 mistede jeg nemlig min første trofaste hustru Sofie Dorothea, født Finkenhagen, der i 15 aar havde i opofrende kjærlighed ledsaget mig (Sofie D. F. var født den 27de august 1803 og en datter af kaptein Nils Finkenhagen og hustru Elisabet f. Juell).
Ikke længe derefter døde mine forældre (moderen døde i 1848, faderen i 1852, over 80 aar gl., og havde, da han i 1842 tog afsked, staaet i skolens og kirkens tjeneste henved 50 aar).
Da jeg i en række af aar havde arbeidet her, gjorde jeg, for om muligt at gavne min efterhaanden svækkede helbred og for tillige at samle nogen erfaring fra andre lande vedkommende min stilling, i aarene 1849—50 for egen regning en udenlandsreise (i 1836 havdc Gislcscn med offentligt stipendium foretaget en reise til Danmark og hertugdemmerne. Paa denne anden reise var han fraværende i 1 1/4 aar og besøgte derunder Danmark, Holland, Belgien, Tyskland, Schweitz, Østcrrige og Italien og vendte over Sverige hjem).
Kun følelsen af, at det dobbelte embede ikke passede for min tiltagende alder, kunde bevæge mig til at søge bort fra Asker, hvor mine menigheders, mine disciples og mine medbrødres kjærlighed og deriblandt min 16 aarige medarbeider provst Langes trofaste venskab bidroge saa meget til at gjøre mig tilfreds i min stilling.
I 1854 forenede Gud mig med min anden hustru enkefru Henriette Glückstad, født Vibe, som i tro og kjærlighed følger mig nu paa min vandring.
Den 8de juni 1855 blev jeg naadigst udnævnt til sogneprest til Gjerpen, hvor jeg i den korte tid, jeg der arbeidede, fandt aabne arme og kjærlige hjerter, som jeg stedse vil mindes med taknemmelighed.
Med ængstelse for det store ansvar, men og med tillid til Gud, hvis vilje jeg ogsaa her troede at se, erklærede jeg mig villig til at modtage det embede (Tromsø bispeembede), hvortil jeg blev valgt og under 2Ide november naadigst udnævnt».
— Saavidt biskopen selv.
Den 2den september, 13de søndag efter Tref., 1855 blev Gislesen indsat til sogneprest i Gjerpen, og den 13de april 1856, 3dje søndag efter paaske, holdt han sin afskedsprædiken. Hans virketid i Gjerpen blev saaledes ikke lang, kun omtrent 7 1/2, maaned.
Han indviedes til biskopsembedet den 18de mai 1856 i Kristiania og ankom til Tromsø den 27de juni. Men heller ikke som biskop havde han nogen lang virketid, idet han allerede bortkaldtes den 20de mai i860, ikke fuldt 58 1/2 aar gl.
Der var, som bekjendt, eiendommelige kirkelige forhold paa Tromsø, da Gislesen kom did; thi han havde, som han siger i et brev fra slutningen af det første aar (1856), «katholikerne nordenfor mig med deres intriger og separatisterne (d. e. Lammers’s tilhængere) rundt om mig med alle de bespottelser og skjældsord mod kirke, gudstjeneste og geistlighed, som de ere istand til at opfinde».
Bispinden skriver 30/12 1856 : «Vi har nu været her 1/2 aar, og vi har prøvet baade vinter og sommer, baade lys og mørke, har ogsaa prøvet, hvad der før har været ukjendt : fiendskab, haan og ond omtale; men alle ting skal tjene os til det gode. Dersom ikke denne sørgelige partistrid fandtes heroppe, som fører saa meget tungt med sig, saa vilde vi være vel tilfredse ved at være i Tromsø».
I et vel et aar senere brev, dateret 16/1 1858, skriver biskopen om Lammers’s besøg paa Tromsø bl. a. følgende : «Ja vist er Lammers kommen her og vilde, om han kunde, gjøre os alle til baptister. Det gaar dog ikke saa fort, som man forud tænkte, formodentlig især, fordi han gaar stedse videre i sin ringeagt og haan mod kirke og naademidler, og navnlig idelig angriber han barnedaaben og tilliden til den. Deri ere navnlig ikke alle blandt dissenterne enige. Nogle ere imidlertid gangne videre end ham og ere nu kvækere, efter at have meldt sig ud af dissenter- eller baptistmenigheden».
Om Gislesens førnævnte anden hustru den bekjendte Henriette Jakobine Martine Vibe skal jeg her, væsentlig efter Halvorsens forfatterlexikon, notere følgende. Hun var født i Bergen 29de april 1809, datter af daværende amtmand i nordre Bergenhus Nils Andreas Vibe, død som generalkrigskommissær paa Akershus 9de september 1814, og Margery Kjerulf, der først døde 3dje januar 1852, 77 aar gl. Hun er saaledes en søster af de bekjendte mænd major Andreas Vibe og rektor F. L. Vibe.
Efter faderens død tog general Aubert den lille pige til sig og lod hende opdrage i sit hus. I 1829 var hun paa sin 20de fødselsdag bleven gift med sin fætter Kristian Fredrik Glückstad, der døde som expeditionssekretær i finansdepartementet i 1838. Senere boede hun som enke paa forskjellige steder, først et par aar i Gausdal og senere skiftevis hos sine slegtninge.
Paa hendes aandelige liv havde imidlertid en anden fætter af hende «finneapostlen» Stockfleth havt en indflydelse, der kom til at virke afgjørende paa hele hendes følgende liv og særlig paa hendes optræden i literaturen.
Med Gislesen var hun kun gift i 5 aar og kun lidt over 50 aar ved sin død.
Hendes første bog : «En moders veiledende ord til sin datter», blev skrevet under hendes ophold i Gausdal og udgivet i 1813, 61 s. stor. Den var egentlig kun bestemt for hendes pleie- og broderdatter, men er indtil 1883 udkommet i 6 oplag og er oversat baade til svensk, tysk og engelsk.
Et par aar efter udgav hun «Julegave for det barnlige sind», 1845, 64 s. «Helligaftenerne, bibelske samtaler imellem en moder og hendes børn», 1ste hefte 1850, 166 s., 2det hefte 1851, 177 s.
«Den kvindelige virksomhed for missjonen», 1853, 92 s., oversat til tysk aaret efter under titel : «Die Lilie der Mission».
Paa Tromsø skrev hun «Bekjendelser og vidnesbyrd i anledning af splittelsen i kirken», 1856, 88 s., 2det oplag 1857, 104 s.
Efter hendes død udgaves «Erindringer fra det betydningsfuldeste aar i mit liv», 1861, 172 s. Endelig er ved fru Bolette Gjør i 1885 udgivet «Bispinde Henriette Gislesens breve i udvalg», 184 s.
Videre foreligger der fra hendes haand en hel del oversættelser, saaledes flere skrifter af Fr. Theremin, deriblandt hans prædikensamling «Kristi kors», samt A. Monods «Kvindens liv og opgave i evangeliets lys», der er udkommet i flere oplag.
Bispinde Gislesen døde «med den dybeste fred» 10de mai 1859, efter en ikke lang sygdom; thi i april var hun endnu som sedvanlig. Den 6te juni skrev biskopen i et brev til en ven om hende : «Ak, ja vort tab er saare tungt. Den hjemvandrede havde en kjærlighed, som var herovenfra, og som omfattede med inderlig omhu alles vel, og for mig var hendes omhu overordentlig. Omkring mig er kun savn og i mig sorg. Mange sørge med mig; thi hun var meget elsket baade her og andre steder, hvor hun har reist og været. — — Jeg staar saare ene i verden. Maatte nu alt, hvad der har mødt mig, drage mig sterkere til Gud og min Frelser. — — — Hun var min støtte i alt. Gud velsigne hende til evig tid for hendes kjærlighed !»
Den 15de august s. a. skriver han : «Den 1ste d. m. kom jeg hjem fra Finmarken nogenlunde frisk. Jeg har havt forretninger og reiser uafbrudt, og veiret har været koldt og ofte regnfuldt, saa jeg var noget mat efter hjemkomsten, ligesom jeg paa reisen af og til var forkjølet; men dog ikke værre, end at jeg kunde udføre alt, som paalaa mig. Langsomt og tomt var det allevegne, fordi jeg savnede det selskab, jeg før havde, og savnet forøgedes for hvert sted, jeg kom til; thi jeg ligesom ventede at finde min Jette, men jeg fandt hende ikke ! Hun havde været med mig paa saa mange ogsaa af de steder, som jeg i sommer besøgte. Derfor var det, som allevegne var en væg ude».
Nytaarsdag 1860 prædikede biskopen i Tromsø kirke og kjendte sig noksaa rask de første maaneder; men i mars angrebes han af en lammelse i venstre arm og venstre ben, og det blev bestemt, at han skulde foretage en tur sydover i mai til Sandefjords bad. I den anledning sendte han ogsaa 1ste mai en trykt skrivelse til alle stiftets prester, hvori han saaledes maa sige sine kjære embedsbrødre farvel «for en tid» og beder dem komme ham ihu med broderlig kjærlighed og forbøn, at han maa bære sit kors som en kristen. Reisen blev der intet af; thi hans tilstand forværredes og gjorde reisen umulig.
Hans pleiedatter skriver om hans sidste sygdom og død : «Mandag den 14de mai var den sidste dag, han var oppe for at nyde nadveren, hvilken han selv havde forlangt. Da forretningen var over, var han saa træt, at han vilde lægge sig, og sov da til langt ud paa eftermiddagen — —. Torsdag (Kristi himmelfartsdag) vilde han til moders grav og indom kirken, om ikke mere end medens han fik velsignelsen, men saa svag, han var, var dette ikke at tænke paa. Det var ondt ikke at kunne føie ham deri; thi efterat han længe havde talt derom, sagde han : «Bare denne ene gang, saa skal jeg ikke mere bede om det».
Selv følte han sig sterk. Fredag talte han atter om at komme ud til graven. Siden blev han svagere og svagere. Ofte bevægede han læberne, og naar vi kunde forstaa ham, saa var det altid en bøn, formaning eller tanker paa Guds rige, som beskjæftigede ham.
En gang hørte vi ham bede saa : TTak og pris, barmhjertige Gud og naadige Fader, fordi du har opfyldt mit inderligste ønske at komme i dit hus og høre din menighed synge og bede om den Helligaands gave, hvortil vi alle saa høiligen trænge». (Altsaa blev hans ønske paa sin maade opfyldt alligevel !) — — —.
Vor elskede faders dødsleie var saa stille og helligt. Han laa stille og rolig hele nat til søndags; men da solen skinnede ind kl. 4, blev han saa pludselig forandret, at vi saa, at døden ikke var langt borte. Vi samledes derfor om hans leie, saa mange, som var i huset, da vor fader var saa klein, at vi hvert øieblik ventede, at han skulde slukne.
«Herre Gud ! Herre Jesus !» var de sidste forstaaelige ord af de elskede læber. Han indsov stille og sødt kl. 8 1/2 (om formiddagen den 20de mai 1860).
Ligesom han besøgte sin fødebygd og sin faders gaard Løksli, før han forlod Gjerpen og tiltraadte reisen nordover, tænkte han ogsaa paa fødebygden i sine sidste dage. Af hans bøger skulde de tages ud, som kunde være passende til at indlemmes i et almuebibliothek i Hjertdal, og resten sælges til indtægt for et saadant bibliothek eller uddeles som præmie til fattige børn i skolen eller til konfirmanter, ligesom en del af hans efterladte møbler skulde sælges til dannelsen af et legat for fattige børns kristelige opdragelse i hans hjembygd. Hans kostbare bibel, antagelig en present, blev sendt til Gjerpen, hvor den endnu findes.
Jeg kommer saa til omtalen af, hvad Gislesen selv har forfattet af bøger.
I 1844 udgav han «Luthers lille katechismus, forsynet med henvisning til bibelske fortællinger, salmer og anmerkninger», IX, 96 s. Den udkom senere i flere oplag og blev mer og mer, hvad man kalder en «forklaring». Den sidste, 4de, udgavc fra 1855, der udgjør 144 sider i oktav (de tidligere var i duodez) kalder han derfor ogsaa selv «en kortfattet lærebog i religionen».
Han havde ogsaa i mellemtiden, i 1847, udgivet en «Lærebog i den christelige religion efter den evangelisk lutherske bekjendelse», der udgjorde ikke mindre end 359 sider, rigtignok i duodez.
Han leverede ligeledes en «Bibelhistorie, fremstillet med bibelens ord, efter A. E. Preusz». Den udkom i 2 udgaver, den første i 1853, den anden i 1858, første 284 sider, den anden forøget til 320 sider + XV sider forord.
Samtlige disse bøger var nærmest bestemte for seminariets elever og for lærere. Lærebogen i den kristelige religion skal (ifølge Heggtveit, der vel har det fra Gislesens søskenbarn presten Knud Thorkildsen) senere, mens Gislesen endnu var i Asker, være bleven aldeles omarbeidet, men kom ikke i trykken.
Af trykte prædikener findes to i samlingen «Prædikener af norske geistlige», 1856, nemlig til 1ste juledag og 5te søndag efter paaske. Forøvrigt har han ogsaa skrevet en del leilighedsopsatser vedkommende almueskolevæsenet.
Fra Gislesens korte embedstid i Gjerpen er ikke stort at notere. Dog kan anføres, at da Jon Bøles hustru Ingeborg døde i slutningen af 1855 — de var begge gamle venner af H. N. Hauge —, sagde Gislesen i ligtalen over hende bl. andet :
«Jeg havde hørt om de gudfrygtige gamle paa Bøle, og da jeg var udnævnt til Gjerpen, sagde jeg til mig selv, medens jeg endnu var i Asker : det skal visselig blive et af de første huse, jeg besøger, naar jeg kommer til mit nye kald. Og det holdt jeg. Men jeg skal aldrig glemme de inderlige ord, hvormed Ingeborg Bøle hilsede mig : «Velkommen til os, du kjære Herrens tjener !» — Ingeborg Bøle var fra Rauland.
Med Gislesen kommer de første «bibellæsninger» tilsyne i dagsregistret; vi maa huske paa, at Lammers var hans samtidige nede i Skien.
Pastor Timmermann overtog igjen, som da Rode var reist, embedets bestyrelse, og det allerede fra 19de februar, om end Gislesen af og til forrettede enkelte gudstjenester. Timmermann forblev nu i Gjerpen helt til 12te januar 1857, næsten 1/2 aar efterat Gislesens eftermand havde overtaget kaldet. Han blev senere sogneprest til Vefsen.
16de juni 1855 besluttede Gjerpens herredsstyre at indkjøbe Gjerpens kirke, i hvilken hensigt der blev optaget et laan af oplysningsvæsenets fond paa 4000 spd, som skulde forrentes med 6% og tilbagebetales i 28 aar. Handelen afsluttedes dog først noget senere.