– presentert av presten Andreas Faye i boken «Christianssands Stifts Bispe- og Stiftshistorie»; Christiania 1867 – Udgivet ved Understøttelse af Videnskabsselskabet i Christiania»;
– fra sidene 455 – 462 :
Christian Sørensen (Sørenssen/red.). 1811—23 (Kilder : Hans korte vita skrevet af ham selv ved hans Bispeordination i Münters Program; de scola antiochena. Nekrolog i 29de Beretning om det norske Bibelselskab. Saxild : kortfattet Oversigt over Sørensens Liv og Virksomhed i Intelligentssedlerne 1845, 222, 229, 231. Moe Efterret. om Storthingsmænd 139. Do. mærkelige Nordmænd, 2den Række. Norsk Forfatter Lexicon 620).
Han er født i Christianssand 1765 den 25de September, hvor hans Fader, «hvis Minde stedse var ham dyrebart», var Borger og Grovsmed, Søren Christenssøn. Hans Moder hedte Anne Christence Abrahamsdatter Just.
– 456 –
I en Alder af 9 Aar indsattes han i Christianssands Latinskole, hvorfra han, 17 Aar gammel, af «den ypperlige Professor S. Monrad», hvis Undervisning han stedse nævnte med Taknemmelighed, dimitteredes til Kjøbenhavns Universitet.
Høsten 1782 blev han med saamegen Heder optagen blandt de akademiske Borgere, at han blev indkaldt. Følgende Aar tog han examen philosophicum og 1784 den saakaldte store Philologicum eller Skoleembedsexamen, samtlige med bedste Charakter.
– Den 28de Juli 1784 blev han ansat som «Hører» ved Christianssands Latinskole, da Skolefaget hidtil havde været hans Attraa og Bestemmelse. Dog havde han ogsaa efter Opmuntring af sin Fader og Flere underkastet sig theologisk Embedsexamen 1785 med Charakteren non contemnendus (Biskop Hagerup anbefalede ham 7de Octbr. 1788 til Kancelliet med de de Ord : «C. Sørensen, Hører ved 2den Lectie, minest. & philol. candidatus har aflagt saadanne Prøver paa Duelighed og Flid, at jeg finder mig pligtig derfor at give ham det bedste Vidnesbyrd og anbefale ham til det høie Kollegii Bevaagenhed (Hagerups Kopiebog)).
I Aaret 1789 blev hans Velynder Monrad forflyttet fra Christianssands Latinskole til Throndhjems. Ved denne Leilighed kom Sørensen til at styre Christianssands Latinskole som constitueret Rector.
Under hans (Monrads/red.) Eftermand blev han mere og mere kjed af sin Stilling, hvorfor han søgte og 2die Juni 1791 blev udnævnt til Aftensangsprest i Strømsø og til Rector ved samme Skole.
Efterat have virket her i 6 Aar som Prest og Skolemand og dimitteret flere dygtige unge Mænd til Universitetet, blev han i October 1797 udnævnt til Sogneprest i Østre-Risøer, hvis forsømte Skolevæsen han forbedrede (Hansens Archiv II, 9–10).
Her virkede han paa 7de Aar, indtil han 13de April 1804 blev udnævnt til Sogneprest og Stiftsprovst i Christianssand.
Den 1ste Novbr. 1805 blev han tillige Sogneprest i Oddernes efter Sogneprest og Provst E. M. Schjelderup, der under samme Dato entledigedes i Naade og med Pension. Ved hans (Schjelderups/red.) Død blev Oddernes Annex til Christianssand. Kort efter at han var udnævnt til Stiftsprovst, gjorde han i Selskab med sin Ven og forrige Discipel, Peder Isaachsen, en Reise gjennem Norge og Nordtydskland.
Den 11te Mai 1811 blev han efter Keyser
– 457 –
udnævnt til Biskop over Christianssands Stift. 9de Søndag efter Trinitat den 11te August s. A. ordineredes han tilligemed Bisperne Plum og Hjort i Frederiks tydske Kirke paa Christianshavn af Sjællands Biskop Dr. og Prof. theol. F. Münter.
Ved et latinsk Program de schola antiochena havde den lærde Münter indbudt til denne Høitidelighed (i samme findes de 3 Bispers Levnet forfattet af dem selv paa Latin. P. C. Müller beklager i Litteraturtidenden for 1811 Nr. 37, hvori det lærde Program anmeldes, at Sørensens vita er saa kortfattet, «især med Hensyn til den classiske Latinitet, hvori man gjenkjender den gamle Skolemand»).
Paa Ordinationsdagen prædikede, efter kongelig Befaling, Biskop Sørensen. Han var den sidste norske Biskop, som blev ordineret i Danmark.
I Aaret 1812 visiterede han hele Christianssands Stift, i det han begyndte sin Visitats i Findslands Kirke den 31te Mai og endte den i Risøer 25de October !
Paa denne Visitats indviede han 3 nye Kirker, nemlig Findslands, Hierdal og Lund og ordinerede i Øyestads Kirke en Prest, nemlig H. W. D. Smith, personel Kapellan s. S. (sammesteds/red.).
Under 31te December tilsendte han Stiftets Provster Udkast til Love for Provstibogsamlinger, som skulde oprettes. Den 28de Januar 1813 blev han Ridder af Dannebrog. Som Repræsentant for Christianssands By var han Medlem baade af det overordentlige Storthing i 1814 og af det lange 1ste ordentlige Thing 1815 og 16.
Paa det første var han Medlem saavel af den Deputation, som modtog Christian Frederiks Thronafsigelse, som af den, der paa Fredrikshald meldte Kronprinds Carl Johan, at Foreningen mellem Norge og Sverige var vedtaget 4de November.
– Som Medlem af Lagthinget sad han i den Rigsret, som var sat over Statsraad Haxthausen. Han blev 1815 Kommandsr af Nordstjerneordeden og modtog af Kronprindsen en Gulddaase som Tegn paa hans Bevaagenhed. I September 1818 tiltraadte han med kongelig Tilladelse en Udenlandsreise med sin Frue og Børn og besøgte paa samme London, Paris, Amsterdam og Rom, hvor han skal have havt Audients hos Paven (der var siden blandt Almuen i Christianssands Stift Tale og Spørgsmaal, om han ved sit Besøg hos Paven kyssede hans Tøffel eller ei).
– 458 –
I Januar 1820 kom han igjen tilbage til sit Stift, hvor han levede og virkede, indtil han 27de Februar 1823 blev udnævnt til Biskop over Akershus Stift efter den afdøde Julius Bech (Norsk Rigstidende 1823 Nr. 21, 1825 Nr. 70. Om hans Udenlandsreise Nationalbladet 1820, 17de Hefte Nr. 35—38 og 47—50).
Sin Afskedsprædiken i Christianssands Domkirke holdt han 14de Septbr. 1823 paa samme Dag, som han 40 Aar tilbage i Tiden første Gang som ung Student havde besteget Prædikestolen i Domkirken.
Den 25de September, paa sin 58de Aars Fødselsdag, ankom han til Christiania, og 3 Dage derefter udførte han den første biskoppelige Forretning i dette Stift, ved at ordinere Slotsprest Johan Storm Munch til sin Eftermand i Christianssands Stift.
Under 12te Septbr. 1825 blev han udnævnt til Overhofprædikant.
Som Biskop i Akershus ordinerede han foruden Munch, Kjerschov, Sigwardt, von der Lippe og H. Riddervold til Bisper. Som Biskop holdt han Taler ved flere sjeldne Anledninger.
1) ved Nationalfesten 11te December 1811 i Anledning af det norske Universitets Oprettelse.
2) ved Reformations Jubilæet 31te Octbr. 1817.
3) ved Christiania Byes 2det Jubilæum 27de Septbr. 1824.
4) ved Jubilæet 25de Juni 1830 om den augsburgske Troesbekjendelse.
5) Jubilæet ved Reformationens Indførelse i Norge, Allehelgensdag 1837,
6) Jubilæet for Bogtrykkerkunstens Opfindelse 24de Juni 1840.
7) ved Grundstenens Nedlæggelse til Kongeboligen 1ste Octbr. 1825.
8) ved Grundstenens Nedlæggelse til Universitetet 2den Septbr. 1841.
9) ved Sørgefesten for Kong Carl Johan 26de April 1844. Som en Sjeldenhed kan og anmærkes, at han som Overhofprædikant i Paasken 1839 meddelte Kong Carl Johan under hans Ophold i Christiania, den hellige Nadvere. Denne høitidelige Handling bevægede begge Oldingerne dybt. Bispen yttrede siden : «Jeg har som gammel Prest seet Mange at knæle for mig i Skriftestolen og ved Sakramentets Nydelse, men aldrig har jeg seet Nogen saa andægtig som vor gamle Konge, da jeg i Skriftetalen omtalte Forsynets kjerlige og underfulde Styrelser mod de Dødelige, og at han især havde havt de største
– 459 –
Beviser derpaa, da flød en Strøm af Taarer ned over hans Kinder».
Ved Grev Herman Wedels Død 26de August 1840 blev han hans Eftermand som Procantsler ved det norske Universitet.
Den 3die Juni 1841 nød han den sjeldne Lykke at feire sit 50aarige Jubilæum som geistlig Embedsmand. Han modtog ved denne Leilighed hederlige og for hans Hjerte glædelige Vidnesbyrd paa hans Konges Naade og Medborgeres Agtelse og Hengivenhed (Kongen tilstillede ham et Bispekors besat med Diamanter ledsaget af følgende Skrivelse :
Jeg har erfaret, at De den 3die næstkommende har tilbagelagt det 50de Aar af Deres Embedstid, eller med andre Ord, anvendt et halvt Sekulum med Iver, Virksomhed og Bestræbelser for Deres Medmenneskers Bedste. Under denne lange og hederligen tilendebragte Bane har De erhvervet Dem Deres Medborgeres Agtelse, Venskab og Tillid samt Deres Fædrelands Erkjendtlighed. Jeg iler at forene mig med de Mange, som paa denne for Dem saa høitidelige Dag tilønske Dem Forsynets bedste Goder samt Kraft og Sundhed til endnu længe at tolke dette Guds hellige Ord, der udgjør den mægtigste Drivfjeder til ædle og store Handlinger, ligesom det ene formaar at opløfte Sjelen og give os Styrke til at bære Livets Sorger og Bekymringer. I en lang Række af Aar har jeg i Dem, Biskop Sørensen, agtet Religionens værdige Tolk og paa samme Tid havt rig Anledning til at skatte Deres retskafne Cbarakter og ædle Følelser. De kjender tilfulde mit ædle Venskab for Dem ! Det bliver uforandret !
Stockholms Slot 31te Mai 1841. Deres velbevaagne Carl Johan).
Herren skjenkede Biskop Sørensen et langt og lykkeligt Liv. Han beholdt sin Aands og Legems Kraft indtil sit sidste Øieblik, saa han med Iver og Varme, skjønt en bedaget Olding, rygtede sit vidtløftige Embede, indtil han under Udøvelsen af sit Kald bortkaldtes fra dette Liv.
Paa sin Visitatsreise besøgte han Moss, hvor han i Kirken 15de August 1845 efter endt Visitats talede over 1 Joh. 4, 21 og udviklede Broderkjerlighedens skjønne Pligt og paalagde Forældre og Lærere ikke blot ved Ord, men ogsaa ved Exempel at opmuntre Børnene til Udøvelsen af denne
– 460 –
hellige Pligt og hendrømte sig tilsidst i Tilstanden i de Forklaredes Boliger.
«Det var, som om han i denne Svanesang udfoldede sin egen Charakter og slog an paa den Grundtone, der gik gjennem hans eget Hjertes Strenge».
Da man sednere spurgte ham, om Arbeidet ei havde anstrengt ham, svarede han : «Jo vist, men jeg er saa glad idag». Den følgende Dag reiste han i fuldkommen Velbefindende afsted til Vaaler, men underveis hostede han etpar Gange voldsomt, og da Kudsken standsede og tilkaldte den foran kjørende Provst (Vogt), saa fandt denne ham døende.
I 34 Aar havde han ført Bispestaven og kort før sin Død havde han feiret den 61de Aarsdag efter sin Indtrædelse paa Embedsbanen. Fredagen den 22de August 1845 stededes hans jordiske Levninger, ledsaget af en talrig Skare, til Hvile paa Oslo Kirkegaard.
Man har, og det ikke uden Grund, dadlet Biskop Sørensen, fordi han som Biskop ei sørgede for, at Ritualet overholdtes, men saa gjennem Fingrene saavel dermed som med Presternes Lære og Levnet, der i denne Frihedens og Selskabelighedens Tid ofte ei var exemplarisk; men Feilen laa dels i Tidsalderen, der hyldede ubunden Frihed og ved enhver Anledning optraadte som den Underordnedes Forsvar mod den meget udskregne og forhadte Embedsmyndighed, dels i Sørensens Charakter.
Han var en Følelsens eller Hjertets Mand og lyttede ofte mere til dens Stemme, end han burde, naar det var Spørgsmaal om at drage en skyldig Prest til Ansvar, hvis derved en uskyldig Familie blev ulykkelig. Med Kjerlighed omfattede han Alle, med hvem han kom i Berørelse og fornemmelig sit Presteskab, af hvilket han i det mindste i Christianssand var elsket som en Fader.
Lod han end mangen Uorden gaa upaatalt, saa udrettede han dog i Stiftet ved Kjerlighed, hvad Strenghed ikke vilde have virket, han bidrog til at knytte Broderbaandet mellem Presteskabet og stræbte at bevare det Kjerlighedsforhold mellem Prest og Menighed, som da allerede begyndte at løsne. Hans Hukommelse var næsten exempelløs, hans Tale varm og levende, da Ordene strømmede fra et let bevæget Hjerte. Han var i Besiddelse af mange Kundskaber og var en sjelden dygtig
– 461 –
Sprogmand, der især yndede det hebraiske Sprog, hvorfor han selv paa sine Visitatser i Christianssands Stift medførte sin hebraiske Bibel, i hvilken han flittig studerede.
Hver Vinter gjennemgik han sin Bibel, og i Grundsproget læste han flere af de vanskeligste græske Forfattere til sin høie Alderdom. Flere af de latinske Digtere kunde han næsten Ord til andet. Hans Kundskaber og Stilling opblæste ham ikke. «Et mere beskedent, ydmygt og bramfrit Hjerte gaves neppe i blandt os. Hans elskværdige og elskelige Personlighed udfoldede sig i hele hans Liv, saavel hans offentlige som private».
Biskop Sørensen var Medlem af det kongelig norske Videnskabsselskab i Throndhjem.
Biskop Sørensen var gift : 1) med Regimentfeldskjær Fangens ældste Datter, Sophie Wilhelmine, der døde paa Strømsø 27de August 1793 i Barselseng med Tvillinger; 2) med hendes yngste Søster, Antonette Wilhelmine, der døde 1833.
Med dem havde han følgende Børn:
1) Søren Anthon Wilhelm, født paa Strømsø 22de August 1793, som Statsraad 20de Juni 1853, bekjendt som Repræsentant for Christiania fra 1830—45.
2) Tvillingsøsteren Sophie Wilhelmine.
3) Kaja Christiane Wilhelmine, f. 19de Septbr. 1798, gf. 1828 med Toldbetjent Henrich Stoltenberg, 25de Juni 1829.
4) Frederik Moltke Sørensen, f. 29de Juni 1800, Kammerherre, Chef for Krigsskolen o. m.
5) Nicolay Emanuel Thygesen, f. 26de Septbr. 1809, Auditør (juridisk utd. mil. embedsmann – aktor i krigsrettssaker/red.).
Han har i Trykken udgivet følgende Skrifter :
Brudevielsestale ved Physici Dr. Gislesens Copulation, Chr.ania 1795, i 8vo.
William Blighs Reise til Sydhavet. Fra det engelske oversat, K. havn 1800, i 8vo.
Tvende Prædikener, holdne i Øster Risøers Kirke, den 1ste paa det 19de Aarhundredes 1ste Dag, den anden paa 3die Søndag efter Paaske, da Tidenden om Slaget ved Kjøbenhavn var indløbet, K.havn 1801, i 8vo.
Afskeds-Tale til Øster Risøers Menighed paa 24de Søndag efter Trinitat 1804, Chr.sand 1805, i 8vo.
Minots Mindetale over Washington. Fra det Engelske oversat, Chr.sand 1805.
Robertsons India, eller hans historiske Undersøgelse angaaende de Gamles Kundskab om Indien. Fra det Engelske oversat, Chrsand 1806, i 8vo.
Prædiken holden til Høimesse i Christianssands Domkirke Nytaarsdag 1809, i 8vo. Nogle faa Ord ved Biskop Keysers Jordefærd den 12te Decbr. 1810, Chr.sand, i 8vo. Tale ved Universitetsfesten i Christianssands Domkirke 11te Decbr. 1811, Chr, sand, i 8vo.
– 462 –
Prædiken holden til Høimesse i Christianssands Domkirke Bededag 1813, Chr.sand, i 8vo.
Prædiken holden i Christianssands Domkirke Nytaarsdag 1814, Chr.sand, i 8vo.
Tale ved Fredsfesten i Christianssands Domkirke Nytaarsdag 1815.
Indbydelse til Christianssands Stifts Menigheder i Anledning af den forestaaende Jubelfest 1817. Chr.sand, i Qv.
Bladet Bellona redigerede og udgav han i Christianssand fra Høsten 1807 til samme Tid 1809.
Den Lancasterske Undervisnings-System med Hensyn til dets Anvendelighed i Norges Almueskoler, fremstillet i Korthed, 1821.
Tale i vor Frelsers Kirke paa Christiania Byes 2det Jubilæum 27de Septbr. 1824.
Indbydelse til Akershus Stifts Menigheder i Anledning af den forestaaende Jubelfest 1837, i Qv.
En Tale i vor Frelsers Kirke i Anledning af den augsburgske Troesbekjendelse paa Jubilæet 25de Juni 1830.
Tale ved Jubilæet for Reformationens Indførelse i Norge, Allehelgensdag 1837.
Tale ved Professor Herslebs Grav (se Herlebs Mindekrands).
Tale ved Jubilæet for Bogtrykkerkunstens Opfindelse, 24de Juni 1840.
Tale ved Grundstenens Nedlæggelse til Universitetets nye Bygninger 2den Septbr. 1841.
Tale i vor Frelsers Kirke ved Sørgefesten i Christiania i Anledning af Carl Johans Død, 26de April 1844.
Se vi hen til Christianssands Stift i de 12 Aar, Sørensen var Bisp, saa herskede der, efter at Biskop Hansens reformatoriske Storm var forbi, Dødsstilhed. Hansens Ringeagt for Alt, der ei var praktisk Nyttigt, for Kirkens Ritus og gamle Skikke foraarsagede, at saavel Prester som Menigheder tiltoge sig eller rettere tillode de største Friheder.
Tidens store Ligegyldighed for levende Christendom smittede saavel Menighederne som Presterne. I Visitatsberetningerne klages over, at paa mange Steder tiltager Drukkenskab, Løsagtighed og Helligdagenes Misbrug, og at Ungdommen, især den confirmerede, ei fremmøder ved Katechisationerne. De i en vantro Tidsalder dannede Prester, der hyldedede Tidens Oplysning, savnede baade Iver og Dygtighed til at vække Folk op af Søvne. Mange Prester vare ligegyldige, lunkne, Andre levede for Politik og Selskabelighed, Nogle forargede endog den slappe Tid med deres Levnet. Dog gaves der baade blandt de ældre og blandt de yngre Prester, der dannedes ved det norske Universitet ivrige og christeligsindede Lærere.