– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Første Bind. Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 – 1820. Christiania 1905-1911.
– fra s. 80 – 83 :
Af Geistligheden maa endnu omtales nogle Prester, der virkede til Velsignelse inden den norske Kirke i Lighed med Brun.
Først og fremst bør nævnes Sogneprest paa Eker, titulær Professor Dr. theol. Hans Strøm (Selvbiografi i Fallesen, Magazin for Religionslærere. IV. Kjøbenhavn 1796. S. 634-644. Wille, Samling af Mindetaler. 239-292).
Han blev født 25. Januar 1726 i Borgunds Prestegjæld paa Søndmøre, hvor Faderen, Peder Olsen Strøm, dengang var Sogneprest. Moderen, Gunhild Susanne Hagerup, var en Prestedatter fra Kvernæs og en Søster af Biskop Eiler Hagerup i Trondhjem.
Da Faderen hørte til den Kreds af alvorlige Prester, som er kjendt i vor Kirkes Historie under Navnet “Syvstjernen” (se især C. Coucherons Afhandling : Syv Trondhjemske Presters Bønskrifter til Kirkestyrelsen om Skjærpelse i Kirketugten og Oprettelse af en Kirkeret. Caspari og Johnson, Norsk theologisk Tidsskrift III. S. 385-445 og IV. S. 35-125), opdrog han og den fromme Moder Sønnen kristelig og omhyggelig; men “hans første Fremgang i Studeringerne var langsom”, da hans “Hukommelse ikke vilde bevare, hvad hans Forstand ikke begreb” (Wille, Mindetaler. 260-261).
Efter at være bleven undervist hjemme af forskjellige mere eller mindre maadelige Studenter fik han endelig i Knud Sandshavn en Lærer, der forstod at give den unge Gut Lyst til Studeringerne og lægge en virkelig solig Grundvold for “Videnskabernes Dyrkelse”.
Nu fik han Mod til at arbeide sig frem, modtog opmærksomt Undervisningen og lyttede med Begjærlighed til enhver lærerig Samtale. Uagtet han nu var i de Aar, da Ungdommen “jager efter sandselige Fornøielser”, overgav han sig helst “til den rolige Ensomhed. Der anstillede han gjentagne Overveielser af de lærte Sandheder og ofte udarbeidede egne Afhandlinger over selvvalgte Emner. Eller han prøvede med Penselen at afbilde Naturen og opbevare Optrin i Naturens og Kunstens Rige. Eller han gjorde smaa Forsøg i de Billedarbeider, der engang som Mesterværker havde foreviget Athens Fidias. Eller han øvede sig i Tonekunstens Harmonier og med sin Fløite ønskede at efterligne Mesterne i Musikens fortryllende Kunstværker” (Wille, Mindetaler. S. 255).
Saaledes svandt fjorten Aar af hans Liv i et kjært Barndomshjem, vekslende med Læsning og uskyldige Glæder, indtil han 1741 mistede sin kjære Fader; dennes Død rystede ham stærkt, og Sorgen over Tabet prægede sig dybt i den unge Guts Sjæl. I 1742 forlod han sit Fødested og reiste, ledsaget af sin Moders Velsignelse til Bergen, hvor han og Tvillingbroderen Ole fik Plads i Kathedralskolens øverste Klasse. Under den fortræffelige og lærde Rektor Jacob Steensen, der mesterlig skal have forstaaet den vanskelige “Kunst at gjøre det Alvorlige behagelig uden at Alvorligheden led derved”, gjorde de nu
– 81 –
saa raske Fremskridt, at Brødrene Aaret efter blev “nedsendte til Universitetet med det berømmeligste Vidnesbyrd” (Wille, Mindetaler. S. 259).
Begge aflagde her i 1743 en ærefuld Prøve paa deres erhvervede Kundskaber. Hans Strøm studerede med Flid de gamle græske Mønsterforfattere Zenofon, Aristoteles, Theokrit, Bion, og især Homers Odyssee. Af de romerske Klassikere læste han Virgil og Horats, men ingen var ham dog saa kjær som Naturhistorikeren Plinius og Filosofen Seneca.
“Ved saaledes at have øst af Kilderne selv besad vor Strøm alle de Kundskaber, der udfordredes til den anden akademiske Prøve. Med Held aflagde han denne og for sin Duelighed og Flid blev tilkjendt den bedste Karakter”.
Saa kastede han sig med Iver over det theologiske Studium, veiledet af Professorerne Marcus Wøldike og Peder Holm, og gjorde “saa ypperlig Fremgang”, at han 1745 kunde underkaste sig Embedseksamen med Berømmelse; “i to Aar fuldendte han sit hele akademiske Løb med al den Hæder, som Flid og Retskaffenhed giver” (Wille, Mindetaler. S.260-261).
Han vendte nu tilbage til Norge, “opofrede sig til Læreembetet i Kirken og øvede sig i de Unges Undervisning og den geistlige Veltalenhed”.
I 1750 blev han pers. Kap. hos sin Faders Eftermand i Borgund, Provst Augustinus Meldal. Han tog nu med Alvor og Samvittighedsfuldhed fat paa sin Prestegjerning. “Naturen havde ikke”, skriver H.J. Wille, “begavet ham med den bedste udvortes Anstand eller med det Slags Talegaver, der blænder den mindre Oplyste. Men hans Ungdoms Flid og Manddoms Indsigter, saavel i de theologiske Videnskaber som i det danske Sprog, erstattede fuldelig Naturens Mangler”.
Skole- og Undervisningsvæsenet tog han sig særlig af, sørgede for, at duelige Lærere blev prøvede og antagne, og opfordrede Menigheden til at benytte og lønne dem. “Ungdommen blev lokket til Skolernes flittige Besøg. Selv ilede han did med Opmuntringer og Belønninger.
Selv anviste han Skolelærerne den bedste Undervisningsmaade og forjog alle Tyranner. Mandig Alvorlighed forenet med venlig Sagtmodighed lyste da af hans Mine og talede af hans Øie og lokkede af Børnene det inderlige Ønske at vokse i Kundskab og Dyd.
Fra Skolerne og de Unges Undervisning ilede han til Husene og de Gamles Forædling. Alles Fremgang i Gudsfrygt og Retskaffenhed var hans høieste Ønske” (Wille, Mindetaler. S. 262-263).
I Kirkerne forkyndte han Guds Vilje til Salighed med Liv og Kraft, øvede ved Sygeleierne evangelisk Sjælesorg og vandt gjennem sin nidkjære Virksomhed og al sin Færd alles Hjerter. Ved Siden af sin Prestegjerning dyrkede han ivrig Naturvidenskaberne og søgte i sine Fristunder at studere Norges “uudtømmelige Rigdomme i alle Naturens Riger”.
Den Veiledning, som han hertil behøvede, fandt han i forskjellige Bøger, særlig i den berømte samtidige svenske lærde Carl Linnés Skrifter, og begyndte straks at gjøre Indsamlinger og Studier til en «Fysisk og økonomisk Beskrivelse over Fogderiet Søndmøre”.
Efter mange Aars vedholdende Flid kunde han 1762 udgive første og 1769 anden Del af dette sit Hovedværk, der baade skaffede ham fortjent Berømmelse og ledede til, at han kom i Brevveksling med og Venskabsforhold til Linné og andre anseede Videnskabsmænd og blev optaget som Medlem af flere lærde Selskaber.
Den 3. Februar 1764 udnævntes han som Sogneprest til Voldens Prestegjæld paa Søndmøre, hvor han som i Borgund udfoldede en betydningsfuld prestelig og mangesidig videnskabelig Virksomhed, der førte ham i Forbindelse med ligesindede Lærde baade i vort Land og især i Danmark, hvor han eiede mange Venner og Velyndere.
Naar en stifter Bekjendtskab med hans Skrifter, forbauses man baade over deres Antal og Lærdom. Han var vistnok en af de grundigste og mest videnskabelig anlagte Prester, vort Land har havt, hvis Arbeider endnu adspørges og har Betydning og Værd.
Den 25. November 1778 forflyttedes
– 82 –
han til Sogneprest paa Eker ved Drammen, hvor han virkede Resten af sit Liv.
Her udgav han i 1784 «Beskrivelse over Egers Prestegjæld» og fortsatte sine øvrige literære Sysler, samtidig som han gjorde alt, hvad han formaaede, for sin Menigheds Fremvækst i Oplysning, Gudsfrygt og gode Sæder.
Men det kunde vel vanskelig undgaaes, at hans egentlige Prestegjerning led ved den udstrakte videnskabelige Virksomhed paa andre Omraader.
Et smukt Vidnesbyrd om, at han hverken lagde sin Theologi paa Hylden eller forsømte sin Menighed, er dog hans «Prædikener over alle Søn-og Festdages Evangelier”, der udkom i Kjøbenhavn 1792 og 1794, ja endog er blevne optrykte i Christiania 1836, forlagt af N. M. Aalholm i Arendal, et tydeligt Bevis for, at de slog godt an. Der er baade Bibelkundskab, evangelisk Aand, Dybde og kristelig Erfaring i dem.
Han hævder energisk, at «al Forfølgelse for Religionen er affskyelig og forhadt», og med et Alvor, som hos neppe nogen af hans Samtidige, formaner han sine Tilhørere saaledes :
«O Synder, aabne dine Øine og hør hans Røst, som vidner for dig, at du ikke længer skal omgaaes efter de forrige Begjæringer, men fornyes i dit Sinds Aand, aflægge det gamle Menneske og iføre dig det nye. For din Skyld er jo Jesus, Herlighedens Herre, bleven Menneske og paatog sig din Natur for at gjøre dig delagtig i den guddommelige og nedsteg til det dybeste Trin af din Elendighed for at bane dig en aaben Vei til den høieste Grad af Ære og Herlighed. Lad derfor hans Kjærlighed gjennemtrænge dit Hjerte» (Hans Strøm, Prædikener. 2. og forbedrede Udg. Kjøbenhavn 1794. S. 54-55).
Og med en Smærte, der lyder som en Efterklang af “Syvstjernens” mørke Skildring af Kirkeforholdene paa dens Tid, skriver Strøm gribende «om den for et kristeligt Gemyt næsten uundgaaelige Græmmelse at se Guds Kirkes Ager, uden Gjerde af nogen Kirketugt, at nedtrædes af vilde Dyr, eller som Kristus kalder det, at Perler kastes for Svin og Helligdommen for Hundene» (Strøm, Prædikener. S. 149).
Som Indledning til denne Prædikensamling og i Form af et længere Brev til sine «kjære
– 83 –
Tilhørere” giver han et interessant, alsidigt og meget oplysende Indblik i Forholdene paa Eker dengang og i Forbindelse hermed pastorale Formaninger og Raad, der vidner vakkert om ham som den alvorlige, dygtige og kjærlige Sjælesørger.
Og medens omtrent alle samtidige norske Prester taug (tidde/red.) «som stumme Hunde, der ikke kunde gjøe», traadte Strøm modig frem til Forsvar for Kristentroen, uagtet hans Livs Aftenstund var nær. I det norske Tidsskrift «Hermoder» for 1795 skrev han «en kjærlig Begjæring paa Publikums Vegne til vore nuværende Journalister, Recencenter og Bogskrivere» og paaviser «deres ugrundede Paastandes aabenbare Strid med Kristendommen» (Hermoder. IV. 1795. S. 18 flg.).
En senere Indsender kommer med følgende overmodige Ord : «Jeg paastaar, at Kristi Guddom er en theologisk Spidsfindighed. I Guddommen gives der hverken Binitet (to Naturer i Kristi Person) eller Trinitet (tre Personer i en Gud), men fuldkommen Unitet» (Gud, uden Kristus og den Helligaand) (Se en Afhandling af —–rg i Hermoder V. S. 42-70).
Herpaa svarer Strøm bl.A., «at naar Kristendommens Hovedsandheder modsiges, kuldkastes, ja latterliggjøres, hvad andet kan deraf følge, end at Følelse for al Religion og det, som skulde forbinde Menneskenes Hjerter til Gud, efterhaanden tabes, og det Væsentligste i Kristendommen, som er Tro og Kjærlighed i Kristus Jesus, af sig selv bortfalder, og at Naturalisme, Deisme, ja et nyt Hedenskab opreises paa dens Ruiner !?» (Se Strøms Afhandling “Forslag til Raad mod visse skadelige og nu omstunder herskende Meninger i politiske og religiøse Materier” i Hermoder VII. S. 26 flg.).
Det maa antages, at Strøms alvorlige Kristendomsforkyndelse blev til Velsignelse og forberedede Jordbunden for Hauges og hans Venners senere Virksomhed i denne Egn.
Sin Selvbiografi slutter han saaledes : «Jeg gaar nu i mit syvtiende Aar og stunder fra Verden. Desuagtet maa jeg takke Gud, at jeg endnu kan læse og skrive den fineste Stil uden Briller; jeg har endnu Kraft nok til at gjøre lange Spadserture om Sommeren og for Motion at sage Brænde om Vinteren, hvilket alt jeg selv desto mere undres over, som jeg altid har havt en svag Legemsbygning. Det, som da næst Guds Forsyn har hjulpet dertil, er et ordentligt Levnet, en Gemytsart, som ei foruroliges af heftige Lidenskaber, hvortil kommer den Smule Kundskab, jeg har tillagt mig i Medicinen og Diæten, der har lært mig at sky, hvad der er mig skadeligt, og endelig den Lykke, jeg har havt paa de fleste Steder, hvor jeg har boet, at finde og bruge mineralske Vande som det tjenligste Middel imod mine jevnlige Sygdomme, som er slet Fordøielse og en forslimet Mave. Kort sagt, jeg har stedse levet lykkelig og fornøiet, uden betydelig Modgang eller Hjertesorg, og nyder endnu en taalelig Helbred, et kjært Ægteskab, et roligt Sind og en god Samvittighed; jeg har altsaa nu intet mere at ønske og haabe uden en god og salig Ende formedelst Jesum Kristum !» (Fallesen, Magazin IV. 642).
Noget over et Aar senere modtog han Dødens Budskab «som den, der efter en yndig Sommerdags Arbeide sidder fornøiet og rolig i den kjølige Aftenluft, takker Gud og venter snart den stille vederkvægende Søvn. Saaledes var hans sidste Dage Gud og Evigheden helligede. Han smilte og sov hen [1. Februar 1797) i sin Ægtefælles Arme, der tillukkede hans brustne Øine og gav ham den sidste Velsignelse» (Wille, Mindetaler. S. 277-278).