– VII Bind, s. 400 – 403 :
Hersleb, Svend Borchmann, 1784-1836, Theolog, fødtes 7. Marts 1784 paa Nord-Herrø (Nord-Herøy/red.) (Helgeland), hvor Faderen, Jørgen Sverdrup H. (f. 13. Sept. 1748 d. 10. Nov. 1819), var Ejer af betydeligt Jordegods. Moderen hed Anna Lydia f. Borchmann (f. 1741 d. 1. Dec. 1786).
Indtil hans 10. Aar tog Farmoderen, Provstinde Maren H., f. Sverdrup, sig af hans Opdragelse. Hun holdt ham til Bogen, navnlig til gudelig Læsning, og han skal have læst Bibelen flere Gange igjennem inden hendes Død (1794).
12 Aar gammel blev han sendt til Præsten Anton Schnabel paa Alstadhov (Alstadhaug/red.), kom fra ham i Throndhjem Skole, hvor han blev Student 1802, tog 1803 Examen philol., 1804 Examen philos. og 1807 Examen theol., samtlige med Udmærkelse.
Efter Moldenhawers Ønske blev han strax efter ansat som Inspektør paa det kongelige Bibliotheks Læsesal og var med Werlauff, Molbech og Widerøe der tilstede i Bombardementsnætterne som den roligste og mest resignerede af dem alle.
Man tilbød ham 200 Rdl. aarlig Understøttelse til Forberedelse for en theologisk Professorpost, men han afslog det, da han kunde hjælpe sig selv.
1808 blev han Lærer i Religion og 1810 Adjunkt ved Metropolitanskolen, hvor han var meget elsket af Medlærere og Disciple. Flere af disse, der bleve fremragende Mænd, have med Varme udtalt sig om hans udmærkede Lærerdygtighed og opofrende Iver for deres Vel. Før han drog her fra kunde han ogsaa i sin Bibelhistorie, udmærket ved klart Sprog og tro Fremstilling, skjænke den danske og norske Skole en af de skjønneste Gaver, den har ejet i det 19. Aarhundrede, og den blev ogsaa almindelig benyttet lige til dets Midte. Denne Bog, hvis Fortale er dateret 12. Sept. 1812, blev Herslebs Farvel til Danmark, da han 16. Jan. 1813 blev udnævnt til Lektor i Theologi og Hebraisk ved Universitetet i Christiania.
Han paatog sig tillige – uden Godtgjørelse – at være Universitetets Sekretær indtil 3. Juni 1814, da Christian Frederik udnævnte ham til Professor.
Som saadan arbejdede han med utrættelig Flid til største Velsignelse for den norske Kirke til sin Død, 12. Sept. 1836.
Det var en stor Opgave, som forelaa den første theologiske Lærer ved det norske Universitet. Som Videnskabsmand stod han ensom i et fattigt Land. Endnu et Aar efter sin Udnævnelse fortæller han, at han kun havde 7 Bøger med fra Kjøbenhavn. Der var intet Universitetsbibliothek, og kun i Latinskolen fandt han nogle Hjælpemidler.
Han maa have staaet uvis ved Anlægget af sin Virksomhed, men han var en energisk Mand, der snart fandt sig til rette.
1814 fik han sin Ven S. J. Stenersen til Kollega, og med denne delte han nu Arbejdet saaledes, at han selv beholdt den gammeltestamentlige og den systematiske Theologi.
Han drev sin Gjerning med en overordentlig Flid, og det ses, at han har fortolket mere end Halvdelen af det gamle Testamentes Bøger, hvorhos der fra hans Haand foreligger Fremstillinger af Dogmatik, Ethik, Apologetik, naturlig Theologi, Gamle og Nye Testamentes Indledning.
Hans Forelæsninger vare udarbejdede – de fleste paa glimrende Latin – saaledes, at de kunde trykkes med det samme, men som theologisk Forfatter optraadte han aldrig, rimeligvis fordi han stillede alt for store Fordringer til sig selv.
Opdragen i den gamle Bibeltro og udviklet i en inderlig Higen efter Sandheden kom Hersleb til Kjøbenhavn i en Tid, da Rationalismen havde naaet sit Højdepunkt og holdt paa at brydes. Den kunde aldrig tiltrække en Natur som Hersleb, og medens han sluttede sig til sin Lærer P. E. Müller, udviklede han sig selvstændig til en Bibeltheolog, der fulgte den gamle kirkelige Retning.
Han var kommen til Hvile i denne, da han 1808-11 paa Valkendorfs Kollegium levede i det fortroligste Venskab med Grundtvig, en Forbindelse, der visselig har været af megen Betydning for ham som Grundlægger af det theologiske Studium i Norge. Som saadan blev han tro i den Gjerning at lede de vordende Præster til Erkjendelse af den kristelige Sandhed paa den lutherske Bekjendelses Grund, om han end kunde være usikker paa enkelte Punkter, f. Ex. i Nadverlæren, men han var udelukkende Theolog og antoges – maaske ikke med Uret – at overvurdere theologisk Lærdom.
Hans Liv var delt mellem Studerekammeret og Høresalen. Han har aldrig betraadt en Prædikestol, og hans Interesse kunde aldrig bindes til Menighedslivet, dets Udvikling og Krav, uden hvor disse kom i direkte Berøring med det videnskabelige.
Han var saaledes en af det norske Bibelselskabs Stiftere, forfattede Indbydelsen til dets Oprettelse 1816, var Medlem af dets Centralkomité til sin Død, skrev i mange Aar dets Beretninger og gjorde sig meget fortjent ved en Revision af det nye Testamentes Oversættelse (1830).
Her maa ogsaa nævnes, hvad han udrettede for Almueskolen, i det han som Stortingsmand og Formand i Kirkekomiteen 1827 blev Forfatter af den i dette Aar udkomne Lov, der satte Landets Skolevæsen paa en ny Fod.
Man overraskes ved det praktiske Blik og det Kjendskab til Folkets Krav rundt om i Landet, den indesluttede lærde lægger for Dagen i sin Indstilling.
1832 udgav han en Bibelhistorie for Almueskolen, der fik megen Udbredelse og udkom i mange Oplag, uagtet den i praktisk Brugbarhed ikke kunde maale sig med den af W. A. Wexels 1830 udgivne Bog.
Det er efter dette forstaaeligt, at H. ikke kunde følge sin Ven Grundtvig i hans Udvikling, og at han – mere og mere befæstet i sit supranaturalistiske Standpunkt – under Kirkekampen 1825 og senere nærmest maatte regnes til hans Modstandere, om han end var uden for al Polemik.
Hersleb havde som Student ved Siden af Theologien med Iver dyrket Nordens Historie og havde paa dette Felt megen Kundskab.
I de urolige Aar, hvori hans Embedsgjerning i Norge begyndte, blev han stærkt dragen af den patriotiske Bevægelse. Sommeren 1814 tilbragte han hos sin Familie i Nordland, men han var i Christiania, da det overordentlige Storting var samlet, og udtalte sig med Styrke for sine Venner mod enhver Forbindelse med Sverige.
Sin Kjærlighed til Danmark svigtede han aldrig, og denne har vel ikke mindre end hans Følelse for Norges Hæder bragt ham til offentlig at bekæmpe N. Wergelands bekjendte Skrift «Danmarks politiske Forbrydelser mod Norge» (1816).
Ellers stod ikke hans Hu til det politiske Liv og Dagens Strid, men kun til Studier og Stilhed. Det var ikke ofte, man fik ham draget ud af denne, som i 1818, da han repræsenterede Universitetet ved Carl Johans Kroning, og 1827, da Christianias Borgere valgte ham til Stortingsmand.
Til Biskop vilde Regeringen 1832 have gjort ham, men dertil fandt han sig aldeles uskikket.
Hans Dage gik hen i fuldstændig Regelmæssighed, og han, der altid forblev ugift, indrettede sin Levemaade til det sidste ganske paa Studentervis. Sine overskydende Indtægter gav han til fattige, der hver Maanedsdag i Skarer ventede ved hans Dør. Mangen fattig Student har ogsaa nydt godt af hans Velgjørenhed, men han stillede sig ellers ikke i noget personligt Forhold til sine Disciple. Han var i sit Væsen meget reserveret, og hans høje, ærefrygtindgydende Skikkelse holdt Ungdommen paa Afstand, medens den vidste at skatte hans Værd og omfattede ham med den inderligste Kjærlighed.
Efter sit hele Anlæg maatte han over for Livets Bevægelser omkring ham væsentlig blive en stille Betragter, men han blev dog ikke fremmed for dem.
Ved Rosing og Schwartz havde han faaet en Interesse for Theatret, som han længe beholdt, og i sine Kollegers Selskaber kom han gjærne.
Hans Død efter en smertefuld Sygdom vakte dyb Sorg i vide Kredse. Man havde en Følelse af, at en af Norges ypperste Mænd var kaldt bort, og en taknemmelig Efterslægt tør maaske aflægge det Vidnesbyrd, at ingen enkelt Mand i det 19. Aarhundredes første Halvdel har øvet en saa stor Indflydelse paa Kirke- og Menighedslivet i Norge som han.
S. B. Hersleb, Mindekrands fra hans sørgende Disciple, Chra. 1836.
Wexels, Tidsskr. f. Kirkekrønike og Theologi III, 271.
Pavels, Dagbogsoptegn. 1815-16, fl. St.
Halvorsen, Norsk Forf. Lex.
D. Thrap.