– i bergens-tidsskriftet «Den Norske Tilskuer» for «Torsdagen den 9de October 1817»; dette interessante innlegg av den aktede Sorenskriver i indre Hardanger Arnoldus Koren utgjorde avslutningen over samme tema i foregående utgave – for 2. oktober – les den her;
– i denne utgave fra sidene 321 – 329 :
For omtrent 200 Aar siden bragte en Handelskarl et Æbletræ hjem, hvilket endnu som Raritet, mere end halvdødt, vedligeholdes paa Gaarden Aga;– der siges at han bar det, ganske lidet, paa sin Ryg fra Christiania Stift over Fjeldene 20 Mile eller længere – her siges og, at det var det første Æbletræ, som kom til Hardanger, naar undtages Skov-Æbletræer, som forhen havdes, men hvis Æbler ej benyttede.
Æblerne af bemeldte Træ ere
– 322 –
meget store og sure, og jeg har ingensteds udenfor Bergens Stift truffet den Sort; de lade sig godt forplante ved Kjerner uden Podning, og ere en Vinterfrugt, tjenlig til Madlavning, hvorfore de og kaldes Madæbler, og Tormods-Æbler efter Manden som indbragte dem.
Velsignet være han ! Dets Frugter bleve solgte i Bergen, gav Penge, opmuntrede til fleres Opklækning.
Hardangeren, som mange Steder rejser om, og seer hvad hver Egn og Sted frembringer hvor han vandrer, – benytter saadant hjemme, og har nu bragt denne tørre Egn til en sand Frugthauge (frukthage/red.), hvor man kan sige, at ikkun sjelden et Løv forbliver unyttet, og hvor tusinde Ting, som forhen laae unyttede, nu indbringe store Summer.
Her reoles eller kuulgraves Agrene, indtil halvanden Alens Dybde, for at gjøres frugtbare og at kunne modstaae den her sædvanlige Sommer-Hede og Tørke;
– Ager og Eng forsynes med dybe steenlagde Huuldiger, og Engene med Vandledninger. – Her staae allehaande Frugttræer, ej alene i Hauger, men allevegne om, ude paa Bøen eller Hjemme-Jordene, ja mange Steder endog i Udmarkerne hid og did mellem de vilde Træer, hvor god Jord findes, saa at Bønderne her sælge for flere Tusinde Specier, tildeels af de skjønneste Æble-, Pære-, Kirsebær- og Blomme-Frugter, som kan
– 323 –
voxe her i Norden. Desuden forskrive Bønderne ved Kjøbmænd i Bergen undertiden udenlands fra nye Sorter, som de læse om i Bøger.
– Med Æblemost, lavet til Eddike, drives en ikke ubetydelig Handel; saa at ikke et Skovæble (skog-eple/red.) bliver unyttet, men opkjøbes, perses (presses/red.) og benyttes. – Ligesaa med allehaande vildtvoxne Bær og Frugter, saa at endog Hyben (nype/red.) renses og benyttes til Salg, uagtet Stedet ligger 13 til 16 Mile fra nærmeste Kjøbstad.
Bast og Bastetoug, Bark, Næver, Tøndebaand og allehaande Emnetræ opkjøbes, og tilligemed de ringeste Slags Frugter, bringes ud til Havkanten, saaog Vadmel, Qvitler og Aaklæder, (Dækkener) og sælges der for Penge eller ombyttes for Fiskevarer, og i Stavanger Amt for Kornvarer, som i de trange Aar, deels bleve bragte til Bergen, og der bidrog til at redde for Hungers-Nød, og deels bleve hjembragte her til Stedet.
Kaalrabi, Roer, andre Rødder og Hauge-Vexter bringes tilligemed Smør, Kjød, Talg og andre Varer søværts lige til Christiansand og længere Øst. Heste, Smør, Talg, Uld, Skoe, Lax og andre Varer bringes østefter over Fjeldene til Hallingdal, Nummedal, Kongsberg, Drammen osv., ja endog lige til Christianja, naar ikke en urigtig Handels-Aand og fejltagende Nidkjerhed forhindrer saadan Vindskibelighed.
– 324 –
Uagtet Landhandel her, nok langt mere end noget andet Sted i Norge, har været drevet i over 200 Aar ved Bønderkarle og Gaardmænd, saa seer jeg dog ikke, at Jordene ligge udyrkede, eller at Folkehænder mangle til Jorddyrkningen, som daglig meget tiltager tilligemed Velstand og Folkemængden, hvilket de fire sidste Folketællinger noksom kan oplyse, saaat Jordene nu ere deelte til saa smaae Brug, som Hunsmænds-Pladse anden Steds.
Her og i det øvrige af Hardanger bygges større og mindre Skibe af Bønderkarle, som siden sælge dem i Bergen og andensteds, naar de ej selv behøve dem til deres Handelsdrift; især blev her bygget i Krigens Tid, og endog nu staae her nogle Slupper og Jagter paa Stabelen, uagtet Distriktet snarere mangler end har Overflødighed af Skov; men hvert Træ, af hvad Slags det være maa, kroget eller lige (rett/red.), som forhen stod og raadnede, benyttes nu; ja endog Steen brydes og benyttes, ej alene til at mure Kjeldere, Fæhuse, Nøster etc., men og til at tække Huse med, til Trappe-Stene, og udføres til Forhandling.
Her hersker, især blandt Mandkjønnet, som meest har Anledning til at see og lære, en rosværdig, nyttig Vindskibelighed, og man skal ikke kunne klage over, at Folket her er umoralsk, eller forfaldet til Yppighed, Drukkenskab eller andre Laster mere end andensteds, men tvertimod er samme bekjendt som mere tarveligt og oplyst end sædvanligt andensteds.
– 325 –
Mange have Læsning og ej ubetydelige Kundskaber, besidde Agtede for sig selv og Andre, og Aand og Sind for Samfundet og Statens Vel.
Enhver om Stedet Kyndig maa tilstaae, af den drevne Handel ved Handelskarle, som de kaldes, men hvoraf mange ere Gaardejere, Jordbrugere, og nogle Huusmænd, ene har bevirket denne Distriktets lykkelige Forfatning, endog fremfor tilgrændsende Nabo Distrikter, og det i et jordmanglende, næsten udyrkbart Klippeland.
Saasnart Nogen har fanget sig nogle Fugle eller Skind, samlet noget Farvemos, nogle Skovæbler, Bær eller andet Benytteligt, saa afkjøbe Handelskarlene ham det strax, hvor smaae Ovantiteter det end er, sige ham hvorledes det bedst bør indsamles, behandles, sorteres og bevares; derved blive Varerne dobbelt nyttige og indbringende, og derfor erholder og gjerne Hardangeren højere Priser for sine Vare end Andre.
Formedelst deres idelige Rejser og Handel have de og, ved Omgang med Folk uden for Bondestanden, erholdt mere Slibning end andre Bønder.
De vises ofte af Embedsmænd, Proprietairer, Kjøbmænd og Andre om paa disses Gaarde, i deres Hauger, Værksteder, Fabrikker og Vareoplag, og see og lære Noget paa hvert Sted, hvilket de, efter Omstændighederne, anvende i deres Hjem, og ved deres Varers Behandling, og undervise Andre derom.
En Deel af deres Fortjenesie anvende de, naar de ej selv med egne Folk kan overkomme Arbejdet, til ved Daglønnere at reole (pløie/red.) deres Agre og Frugthauger, gjøre Vandledninger, sætte Steengjerder, samt at minere og bortrydde den uendelige Mængde Steen, som nedbringes ved Fjedskred, som snare meget hindrer og vanskeliggjør disse Egnes Dyrkning.
Af alt Førestaaende troer jeg beviist, at
– 326 –
overalt i Norge, og især i Bergens Stift, det Beste af Christiansands Stift og Søkysterne af Trondhjems Stift, hvor Jordbrugene for det meste ere ikkun smaae og let overkommelige for en Familie, ja i Bergens Stift tildeels uden Tjenere, der er fri Handel med alle indenlandske Varer, uden anden Undtagelse end Brændeviin og Gifter, samt med nogle af de allernødvendigste udenlandske Varer, saasom Kornvarer, Hør, Hamp, Blaar, Salt, Staal, Synaale og Tobak, baade højst nyttig til Landets Opkomst og endog aldeles nødvendig, hvis ikke mere end den halve, nu en Tid ved den drevne Handel oplivede, Produktion skal gaae til Grunde, og Folket henfalde til den i ældre Tider sædvanlige Uvirksomhed.
Da saae man allehaande Ting ligge allevegne om og forraadne, Jord og Stene Unyttede og Folkene selv at gaae hungrige, modløse, med Hænderne i Skjødet (fanget/red.), manglende baade Lyst, Redskaber og alt Andet til Arbejde og Indsamling Fornødent, – eller og at arbejde ukyndigen og elendigen, ikkun til halv Nytte, som jeg selv, nu ikkun 54 Aar gammel, kan erindre i min Ungdom at have seet, ja endog ofte hørt Bønderne svare mig og Andre, naar de opmuntredes til at pode Frugttræer, lægge Potates, dyrke Hangevexter og andet Saadant, «at det nyttede ikke at arbejde med saadant Storfolkepæl» (betyder formodentlig saadant uyttigt Arbejde, hvorpaa blot rige og fornemme Folk spilde deres Penge. Udgiv. (som var Jonas Rein, C.M. Falsen, H. Foss/red.).
Nu derimod poder her enhver Bondedreng, minerer, reoler og dyrker Haugevexter, da han strax kan anvende ethvert Produkt i Penge til Handelskarle, som betale godt.
Ifølge alt dette vover jeg at foreslaae til højre Overvejelse, at, hvis der for Ordens
– 327 –
Skyld nødvendig maa være nogen Trang paa Landhandel med indenlandske Varer, samme da alene maa bestaae i :
1) At Ingen maa handle alene for egen Regning under 25 Aars Alder : thi da først er man fuldmyndig til, paa egen Forpligtelse, at afslutte enhver Kontrakt; men de Yngre maae ikkun som Andres Drenge, paa deres Vegne, An- og Tilsvar, som dertil betroe dem, kunne drive Handel; hvilket sidste bør være tilladt, for at de Unge kan oplæres; thi mangen en Bondedreng her, paa 14 til 20 Aar, kjender bedre mangehaande Kreaturer og Varers Godhed, og forstaaer bedre at kjøbe Noget, end andensteds mangen gammel Mand, og dette er fornødent, naar de ej i Tiden skal bedrages og bedrage Andre.
2) Ingen meddeles Handelspas eller Tilladelse at handle, førend han skaffer sin Sjelesørgers Attest om, at han er bekjendt for et ædrueligt, redeligt og retsindigt Menneske, samt fulde 25 Aar gammel.
3) Enhver Indfød over 25 Aars Alder, uden Undtagelse, som ønsker at drive Handel og afleverer forbemeldte Præste-Attest, meddeles, mod Betaling, Handelspas til at handle med alle indenlandske Produkter og Varer, ingen undtagne, uden Brændeviin og Gifter, overalt indenrigs, intet Sted undtaget, imod at betale, naar Varerne sælges i Kjøbstad, al Told, Konsumtion og andre Afgifter, som i den Bye ere anordnede, hvor de sælges; og synes mig tillige tjenligt, at saadant Handelspas lød paa visse Aar, eftersom de forlangtes, og tjente tillige som Rejisepas for Vedkommende, omtrent saa lydende :
«Paa 3 (4,5 osv.) Aar fra Dato tillades det N. N., i Følge Lovene og dette Handelspas, med 2 (3, 4 osv.) Drenge, der maae være forsy-
– 328 –
nede med Attest og Beviis fra ham, paategnet de trykte ligelydende Gjenparter af dette Pas, og indeholdende deres Navne, samt at de ere hans Drenge, og at de handle for hans Regning og Ansvar : at handle overalt i Norges Rige med alle indenlandske Varer, uden anden Undtagelse end tillavet Medicin, Brændeviin og Gifter; og da bemeldte N. N. er bekjendt for en honet og redelig Mand, og staaer i Ansvar for sine Drenges Handel og Forhold, saa tjener dette Pas ham og hans Drenge tillige som Rejsepas, at de allevegne om i Riget maae frit og ubehindret passere paa deres Handels-Rejser, og er til den Ende, under min Haand og Segl, udstædt 2 (3, 4 etc.) ligelydende Gjenparter af dette Pas til Afbenyttelse for de Drenge, han nu eller i Tiden (senere/red.) antager, som ligeledes Enhver, ved sin Kopies Foreviisning, passerer allevegne frit og ubehindret. Naar ovenmeldte Handelsaar ere udløbne, leveres Handelspasset og Gjenparter, som ugyldige, mig tilbage, paa første eller andet Skattething derefter, under Mulkt af 2 Speciedaler til Sognets Fattige, hvor N. N. har hjemme, for Passet eller hver Gjenpart, som ej leveres tilbage. For dette Pas med Gjenparter er betalt til Rigets Kasse N. N. Speciedaler og til mig N. N. Spd. : hvilket Alt bevidnes under min Haand og hostrykte Signet. Datum. ‘ N. N., Foged for osv.»
4) For ethvert saadant trykt Pas med Gjenparter burde for hvert Aar det lyder paa, og for hver Dreng, betales ved Modtagelsen noget vist, men lidet og lovhestemt til Rigskassen, og ligeledes Noget til Udstæderen, som bliver hans Betaling for Bryderiet med Udstædelse, Bogholderie over dem, Regnskab og Tilbagefordring etc.
– 329 –
5) Hvis der, som jeg troer tjenligt, maatte tillige handles med nogle visse nødvendige udenlandske Varer, saasom ovenmeldte eller flere, dog ingenlunde Overdaadigheds-Varer, da bør disse udtrykkelig opregnes i Handelspasset.
6) Hvis Nogen vil handle med Heste, andre Kreaturer og Slagt alene og ej med flere Varer, da maatte Handelspasset for end ringere Priis for Enhver være at erholde.
7) Da den Handel, som saaledes kom at føres til Søes, blev ført med egne, meest hjemme i Bygderne byggede Fartøjer, synes mig, at de som rejse med dem og drive en saadan blot indenrigs Handel, bør være fritagne for at anløbe noget Toldsted, i det ringeste ej betale nogen Afgift af Varerne som føres fra et Sted paa Landet til et andet, men kun naar de solgtes i Kjøbstad, og at de, som saaledes rejste og førte Fartsøjer indenrigs, maatte være fritagne for at lade sig enrullere i Sørullerne, eller være nogen Slags Hinder eller Vanskeligheder, i Henseende dem selv eller deres Fartøjer, underkastede, saalænge forbudne Varer ikke fandtes hos dem; men disse maatte Enhver, dog uden Visitation, have Tilladelse at fratage dem, og levere til nærmeste Foged eller Lehnsmand, og tilfalde de Anholderen og Stedets Fattige, hvor de tages, til lige Deling.
Helleland i Hardanger den 23de August 1817.