– inntatt i tidsskriftet «Gaa paa – Ugeblad for Sjømandsstanden» for 23. april 1897 og skrevet av den unge prest i «Sjømandsmissionen»s tjeneste Hilmar Anton Severin Vasstrand (f. 1862 – les mer om ham her); kaptein N.J. (Niels Jørgen) Nielsen kom dødssyk inn til havnen i Montevideo i Uruguay på skipet han førte, bark-skipet «Axel», – en notis i «Norges Sjøfartstidende» for 22. December 1896 nevner anløp 17. desember 1896, mens pastor Vasstrand nedenfor skriver «Tirsdag den 15de Decbr, som ganske riktig var en tirsdag; barken var på vei fra Pascagoula i Mississippi, USA, nærmere bestemt ladestedet «Ship Island», en kort avstand utenfor kysten, og på vei til Buenos Aires (eldre : Ayres); på bakgrunn av kapteinens og det øvrige mannskaps slette tilstand, måtte skipet søke ham på Montevideo red. Men da doktor var signalisert etter og ikke kom ut til skipet, besluttet styrmannen og mannskapet for øvrig å sette segl mot Buenos Aires og trekke ankeret; da dette foregikk, trakk kaptein Nielsen sitt siste sukk og vandret herifra; et signal fra skipet om at det var dødsfall ombord, bragte endelig doktor ut og nødvendige skritt ble tatt til at hans legeme kunne jordfestes på Montevideos grunn.
Pastor Vasstrand var fra 1894 til 1898 bestyrer (sjømannsprest) ved misjonens stasjon i Buenos Aires og møtte dermed skipets mannskap da det var ankommet Buenos Aires og trukket opp til ankringsplassen i Barracas; les videre nedenfor;
– les annet vi har funnet om kaptein Niels Jørgen Nielsen – også den fine skildringen gjengitt i «Norges Sjøfartstidende», knyttet til hans begravelse i B.A., der samtidig Nielsens datter Ingas nærvær ved farens bortgang og begravelse tas med – les dette på følgende side(r) :
Tirsdag den 15de Decbr. 1896 ankrede Kristianssandsbarken «Axel“ paa Montevideo Rhed for at søge Lægehjælp. Den var underveis fra Ship-Island U. S. til Buenos Ayres.
Efter at have signaliseret forgjæves efter Lægevisit fra tidlig om Morgenen til Efterm. Kl. 3, besluttede man at fortsætte til Buenos Ayres, som man med den friske Vind haabede at naa næste Dag. Men just som Ankeret kom let, kom Døden over Kapteinen. Man lod Ankeret atter gaa, og heiste Flaget paa halv Stang, hvad der straks bragte Doktoren ombord. Kaptein Nielsen havde været syg i Ship-Island, og Lægen havde der antaget Sygdommen for rheumatisk Feber.
Før Skibet forlod den Havn, var han imidlertid blevet nogenlunde frisk igjen. Men da de kom sydover i varmere Klimat, indfandt Sygdommen sig atter med Trækninger og Rivninger i Benene, som ogsaa svulmede op. Efterhaanden angrebes ogsaa hele Mandskabet, en efter en, af samme Sygdom i stærkere eller mildere Grad, saa da de efter 67 Dage ankom til Montevideo, var ingen fri uden Styrmanden. Alle gik med mere eller mindre opsvulmede Ben. De mest angrebne var hæse i Stemmen og kunde ikke gaa uden at støtte sig. Et Par af dem havde ogsaa været hovne i Ansigtet og paa Hænderne, havde tungt for at trække Veiret (puste/red.) og følte stundom stærk Hjertebanken. Tildels havde der gaaet Hovedpine og Feber forud. Den mest angrebne var Kapteinen.
Jeg talte med Mandskabet, da de var komne ind til Barracas. De er alle gode Kjendinge, «Axel» er nemlig en gammel Buenos Ayres Trader. Der var underlig tomt ombord efter Kapteinen, og der havde lagt sig som en andægtig Stilhed over Folkene. Jeg gik ind til Stuerten. Han var den, som var mest angreben nu; men han var forholdsvis kvik, og fortalte om hvordan de havde havt det paa Reisen, uagtet Stemmen ikke var videre til at gjøre Tjeneste. De havde længtet efter Buenos Ayres denne Gang mere end ellers, baade fordi de var syge, men kanske mest efter at komme frem til Julen og gaa i Kirken, og være med paa Festen. Og de havde ofte talt om det paa Reisen.
For de havde havt det saa forunderlig mere end almindelig fredelig og godt ombord i «Axel“ denne Tur. Der havde jo altid været særdeles godt Forhold ombord, men denne Gang især; for der var vist ikke en, som var uberørt af Guds Aand, og uagtet Sygdommen havde de havt det godt sammen om Guds Ord.
«Men se, nu skal vi tre, Tømmermanden, Andreas og jeg (stuerten/red.) paa Hospitalet, saa vi faar ingen Fest. Ja, ja det er vel godt for noget dette ogsaa. Gud har vel sin Hensigt. Der kunde være noget at gjøre paa Hospitalet ogsaa» — «Ja, du maa lide paa det (kan lite/stole på det/red.), der vil du nok finde dem, som trænger at høre Evangeliet om Jesus. Men det kan godt være, at Doktoren giver eder Lov at tage en Tur ned i Kirken den Dagen, vi har Fest».
— «Ja, men hvad kan det nytte. Jeg har ikke Stemme til at synge eller tale, og ikke kan jeg gaa omkring og hjælpe til. Nei, det vil ikke tage sig ud». — «Som du synes : men vi skal nu ikke glemme
dere som ligger paa Hospitalerne heller da. Men sig mig, hvordan havde Kapteinen det paa det sidste ?»
— «Han havde det sikkert godt. Før vi kom ind til Montevideo, sagde han en Dag : «Jeg rækker nok ikke Buenos Ayres i Live jeg, Stuert, det ser ud til at jeg faar holde Jul i Himmelen«. Ja han faar feire Jul. Datteren læste flittig for ham, og hun var blevet glad i at betragte Guds Ord, og han glædede sig i at høre. Da Døden kom, laa han i Bøn. Jeg kunde høre ham hviske : «Herre Jesus, tag min Sjæl“, og Styrmanden som sad hos ham i de sidste Øieblikke, kunde se, hvor Læberne bevægede sig i Bøn til det sidste. Ja, Nielsen havde levet med Gud i længere Tid, saa han behøvede ikke at famle efter Veien paa Dødsleiet. Saa er han da salig hjemme hos Gud«.
Jeg (Vasstrand/red.) tog Farvel med Stuerten og gik ud paa Dækket. Her traf jeg Tømmermanden og et Par andre. Jeg sagde, det var saa tungt at komme ombord i «Axel» uden at
faa se Nielsens venlige Ansigt og modtages af ham paa hans sædvanlige blide, forekommende Maade.
— «Ja, han var en sjelden Kaptein», sagde Tømmermanden, «en Stasmand», lagde de andre til — Ja, Kaptein Nielsen paa «Axel» var en af de sjeldne, kan man trygt sige. En venlig, stille, bramfri Hædersmand, hvis Karakter var dannet i Samfund med Jesus. Velsignet være hans Minde !
Gud trøste og styrke hans gjenlevende Datter, der var hos ham og pleiede ham under hele Reisen og selv er angrebet at samme Sygdom.
# # #
Den Sygdom, hvoraf Kapt. Nielsen og Besætningen paa «Axel» har lidt, er beri-beri (en sykdom som skyldes mangel på vitamin B1 (tiamin) – altså en type kostholdssykdom – kilder til tiamin er blant annet kornvarer, kjøtt, meieriprodukter og belgfrukter – varer det kunne være mangel på under lange sjøreiser/red.).
Det er en Plage, hvormed mange Skibe, der kommer fra Golfhavnene, er befængte iaar. «Fortuna», saavidt jeg erinder af Sandefjord, maatte anløbe Rio (i Brasil/red.) og skiftede der Størsteparten af sit Mandskab, som led af den. «Einar Tambarskjælver“ af Stavanger er netop ankommet med Folk angrebne af samme Sygdom. Flere Skibe er daglig ivente fra de samme Havne. Ogsaa fra afrikanske Havne kommer de hertil med lignende Sygdom. Ligeledes fra Brasilien. Til Havnene ved Golfen var ogsaa ankommet Skibe fra Brasilien med beri beri.
Det ser ud som den breder sig og angriber altsaa nu mod tidligere Antagelse ogsaa mange hvide. Det vilde være godt, om bedre Kjendskab til denne lumske Sygdom kunde udbredes paa Skibene. Hvad Lægebogen indeholder er aldeles utilstrækkeligt. Mange Læger tager endog feil af den, antager den for Rheumatisme og behandler den følgelig ganske feilagtig.