– og inntatt i Christiania-avisen «Christiania-Posten» for «Søndag d. 23de Februar 1851» – samme måned som en periodes større arbeider-urolighet i det indre Thrøndelag var bragt til ende ved militærets inngripen; senter for «oppstanden» var konsentrert og kulminerte omkring Levanger-traktene. Det forløpne var skjedd gjennom agitasjon av personer knyttet til Marcus Thranes arbeider-rørelse med utgangspunkt i Christiania og Drammen-traktene. I denne lokale «oppstand» som hadde voldelige innslag var det den kun 26 år gamle Carl Johan Michelsen nettopp fra Christiania den som ved sin virksomhet for å danne arbeider-foreninger hadde satt gemyttene i kok og som 7. februar var satt i arrest for omfattende «oppvigleri».
Midt i dette stod den kjente og aktede fra 1827 sogneprest i Skogn og samtidig fra 1834 «Provst i Indre Indherred Provsti» Hans Severin Arentz (f. 1789) og som fikk betydning foruten gjennom det «Formaningsord» han offentliggjorde og som du kan lese nedenfor, også var den som øvet stor påvirkning på hovedmannen bak oppstanden Carl Johan Michelsen etter dennes innesperring i Levanger Arresthus fram til rettssak åpnet i slutten av juni samme år (1851) og sikkert videre under selve rettsaken. I oktober overrasket Michelsen sine omgivelser ved å skrive sin åpne bekjennelse der han vedgår sine store feilgrep ved å engasjere seg i arbeider-saken på den måten han hadde gjort og først og fremst vitnesbyrdet om sin vundne kristentro – les denne her;
– nedenfor følger sogneprest/prost Arentz´s formaningsskrivelse – som inneholder mye «balsam» for forvirrede sjeler i tiden; og ikke lenge etter – i midten av januar 1853 – gikk Arentz bort, kun 63 1/2 år gammel :
Et christeligt Formaningsord fra Skogns Menigheds Sjælesørger H. S. Arentz (Se Gaarsbladet).
«Den Bevægelse og de Optrin, som i disse Dage have fundet Sted blandt os, har fyldt hver
from Christens og hver god Borgers Sind med Sorg og Bekymring.
Derfor iler jeg som Menighedens gamle Lærer de Forvildede og Forførte imøde med et christeligt Formaningsord. Lytter til min Røst ! I skulle velsigne det Øjeblik, da I, vakte af det farlige Lidenskabens Ruus, hørte Fornuftens og Samvittighedens Stemme, ja det Guds Ord, hvorom I her paamindes.
Vide I selv, hvad I ville ? Nei sandelig. I ere bedragne, I ere forførte. I have valgt Eder troløse, egennyttige og Gud forglemmende Ledere; I have nægtet dem Tillid, der ville Eders sande Vel og som i Nøden gjerne rakte Eder en hjælpsom Haand. Men hvad kunne disse Eders troløse Ledere gjøre for Eder; hvorledes afhjælpe Eders Nød ? De ophidse Eder til Voldsgjerninger og styrte Eder i Fordærvelse.
Mindes den Kjærlighed, der mødte Eder i forrige Trængselsaar. Ville I selv lukke de Hjerter, som vare og ere aabne for Eder, om i redelig og i Fred rygte Eders Kald som tro Arbeidere ? Hvad kunne raa og foragtelige Mennesker, for hvem Sandhed og Ret er fremmed, udrette for Eder, Mennesker uden Gudsfrygt og Tro, som snarere vise Ringeagt for det Hellige, hvad kunne disse disse gjøre for Eder ?
Troe I virkelig at slige Mennesker elske Eder og at Eders Vel ligger dem paa Hjerte ?
Nei ! disse, der Intet have at tabe, ville ved slige Foretagender kun benytte sig af Eders Lettroenhed og Eenfoldighed, for selv at høste Fordeel. De ophidse Eder mod Eders fredelige Medborgere, ja mod Eders Velgjørere og ubekymrede om Følgerne for Eder selv, bedrage Eder med falske Løfter og falsk Lære om Eders Pligter og Rettigheder.
Hvorfor tro I disse mere end Eders Medborgere, der i Fred og Kjærlighed have levet sammen med Eder ? Hvorfor miskjende I Øvrigheden, der med Retfærd og christelig Omsorg vaage for Eders Bedste ?
Hvad ville I ? spørger jeg atter, naar I besmitte Eders Christennavn og forarge Guds Menighed ved Optrin, som her hidtil have været ukjendte.
I ville forbedre Eders Kaar ? Kunne I vente paa denne Maade at naae det ? I kjende dog det guddommelige Ord, at I skulle æde Eders Brød i Ansigtets Sved. Eller ville I gaae irette med Guds Huusholdning, fordi dette Brød ikke deles lige til Alle, som I ville ? Ulighed i Vilkaar hører til Guds vise Huusholdning, har været og skal være, saalænge Verden staaer. Denne Ulighed er nødvendig for Alles Lykke og knytter just det Kjærlighedens Baand, der skal forene Alle.
Hvad ville I ? Vove I at foragte den Orden i Samfundet, Gud selv har indsat ? Have I glemt det Bud : «Frygter Gud og ærer Kongen !» og det Bud, at være Øvrighed underdanig; thi den er af Gud, og at være underdanig ikke for Straffens Skyld, men for Samvittigheden ?
Begjære I Næstens Gods eller ville I med Vold tage det ? Frygte I da ikke for Gud, som siger : «Du skal ikke stjæle, Du skal ikke begjære». Dette maae I vide : «Gud lader sig ikke spotte; hverken Tyve eller Røvere skulle arve Guds Rige».
Ville I da forspilde Guds Rige selv, for at følge troløse Forføreres Raad ? Hvad I ville, vide I i Grunden slet ikke; Mange drives hen, kun som af Strømmen; derfor, beklage vi Eder som Forførte og Forvildede og bede for Eder : «Fader ! forlad dem; de vide ikke, hvad de gjøre !»
Erfaringen ligetil den Dag idag har viist, at naar den uvidende Mængde vilde tilrane sig Magten eller paa uretfærdig Vei tilvende sig Fordele, da blev det dem selv til Fordærvelse. De bleve arbejdsløse, just naar de troede at tiltvinge sig rigt lønnende Arbeide; de bleve fra fredelige Borgere, Oprørere og derved fredløse.
Den letsindige franske Arbejdsklasse høstede Taarer og Nød efter sin Voldsomhed; Tusinder sukke i Straffe-Anstalterne eller som Landsforviste. Dette Lands Skjæbne være os til Advarsel, eller ville I troe den Bedrager, der har indbildt Eder, at Arbejdsklassen i Frankrig er bleven lykkelig ? Han veed neppe, hvor Frankrig ligger, endsige, hvorledes det der staaer til.
Vi have, og det med Rette, takket Gud for den Fred og Ro, vi have nydt, medens andre Lande haardt prøvedes.
Skulle vi nu ved Uforstand, Unøisomhed, ubillig Klage, Mistillid og indbyrdes Splid forspilde os dette Gode ?
Det være langt fra ! Vi ville i dets Sted takke Gud for Fredens Gode og benytte den. Hvilken Uforstand, ja Taabelighed at klage over vor Forfatning ? Forstaae I dette, I som klage derover ? Eller vide I noget fornuftigt Raad at give i denne Henseende ? Ville I være klogere end Fædrelandets bedste og viseste Mænd ?
Hvilken Daarskab at lade Eder mislede af umodne og slette, anførere ? Afmægtig skal dog al slig Idræt være; thi Norges Folk er ikke slagen med Blindhed og vil vide at Vaage over det Klenodie, vor Grundlov, som andre Nationer endog næsten misunde os.
Derfor I Mislededel ! I Bedragne ! lytter (lytt/red.) til min kjærlige Røst ! vender tilbage til Ro og Orden hver i sit Kald; aabner Eders Hjerter for Guds Ord og hans Aands Paavirkning !
Lad Guds Aand lede Eder, det er Fredens og Kjærlighedens Aand. Gudsfrygt har Forjættelse (løfter/red.) selv for dette Liv; vender Eder til Gud og ydmyger Eder under Guds vældige Haand, da skulle I finde Hvile for Eders Sjæle.
Hvor lykkelige og rolige have vi ikke hidtil levet i denne Menighed; her var godt at være. Skulde det lykkes de Ugudelige, der foragte Guds Ord og hans hellige Anordning, at forstyrre denne Fred og berøve os denne Lykke ?
Nei det vil den naadige Gud forbyde. Vi nedbøie os i troende Bøn for hans Naadethrone, at han den Almægtige vil bøie det haarde Sind og drage Alle til sig.
Fader i Himmelen ! Du er vort Haab og vor Styrke; paa Dig kaste vi alle vore Sorger; Du er vort Skjold og vort Værn. Du vil lade disse Prøvens Dage fare hen som et Uveir, for at berede os derefter end høiere Lykke, paa det at vi, efter i Tro og Taalmod at have overvundet Alt, maae prise dit store Navn, der gjorde det vel Altsammen.
O Fader ! velsign os hertil for Jesu Skyld !
Amen !