– «.. til Prøve paa en større Samling». Trykt hos Jacob Lehmann; Christiania 1816; Hans Hanson (1777-1837) var kjent for sine dikt og sanger, ikke minst på «fjellbondens mål» og især fra øvre Tellemarken; på dette tidspunkt, tidlig i 1816, var H. Hanson 39 år gammel;
Allerede for femten Aar siden var en utrykt Samling af mine Digte bekjendte og, som man har behaget at forsikre mig, yndet i den Egn, hvor jeg dengang boede.
Denne Samling er siden aarlig bleven forøget med nye Digte og er aarlig bleven mere bekjendt; men uagtet mine Venners og Velynderes jævnlige Opmuntringer og Opfordringer, har jeg hidindtil ikke kunnet overtale mig til at lade nogen af disse Digte trykke, da jeg ei torde haabe, de skulle gjøre den Lykke blandt Publicum, som de have gjort i en Vennekreds, hvor Forfatteren er kjendt og yndet.
Stærkere end nogensinde opfordres jeg nu til at udgive en Samling af Digte, og for ikke at vise mig særsindet mod den uegennyttige Velynder, der har tilbuden sig at bestride Forlagsomkostningerne, er det jeg udgiver disse faa Ark til Prøve paa hvad Publicum vil dømme om mine Arbeider. Det Bifald eller Mishag hvormed disse optages vil bestemme, om flere af mine Digte skulle komme for Lyset eller ikke.
At jeg ikke har den Lykke at være Student, troer jeg ei, i og for sig selv, bør opvække nogen ugunstig Fordom imod mine Arbeider. Tidlig var det mit Ønske at opdrages for Videnskaberne, men Forældre og Foresatte vare derimod, fordi de troede, jeg paa en anden Bane skulde gjøre en mere glimrende Lykke.
Mit Exempel har, ligesom mange Fleres, beviist : at et Menneske ingen Lykke kan gjøre i et Fag, hvortil Naturen har negtet ham Anlæg; men min Lyst til Videnskaberne har Intet kunnet svække, og Enhver, som virkelig kjender mig, veed (vet/red.), at jeg, ligefra min Barndom af, har benyttet alle de Midler, der stode i min Magt, for at erhverve mig Kundskaber, saavel ved egen Læsning og Granskning, som ved det Venskab, hvormed saa mangen hæderlig Videnskabsmand har beæret mig (blandt Disse erindrer jeg især med sand Erkjendtlighed min værdige Ven Hr. Philologus Dichmann, hvis daglige venskabelige Omgang i fire Aar jeg skylder saa meget).
Jeg føler alligevel meget godt, at jeg, paa denne lange og besværlige Omvei, ikke har kunnet naae det Maal, jeg kunde opnaaet, naar det havde blevet min lykkelige Lod at gaae den lige og jævne academiske Bane, og jeg vover aldeles ikke at regne mig mellem Videnskabsmænd; men jeg anmærker dette, i det Haab, at mine Digte maae blive bedømte eller fordømte paa Grund af deres eget Værd eller Uværd, uden noget personligt Hensyn til Forfatteren, hvem man lettelig kan gjøre Uret, naar man ikke kjender ham desnøiere.
Da jeg forresten ligesaa lidet har fornærmet Regjering, Religion eller Sædelighed, som nogen Enkeltmand i mine Digte; da jeg hverken har smigret for eller stiklet paa enten det ene politiske Partie eller det andet; da man seer jeg slet ikke har higet efter at see mine Arbeider trykte : saa gjør jeg Regning paa at bedømmes med Mildhed og Skaansel.
Solum ved Drammen den 27de Febr. 1816.
Forfatteren.



















































