– inntatt i bladet/avisen «Jarlsberg og Laurvigs Amtstidende» for «Søndagen den 5te October 1834»; i dette diktet har den særegne forfatter Hans Hanson formidlet en sann hyllest til den kristne mor og hustru :
Huustroen (hustruen/red.).
Gud Manden af en Jordklump frembragt har, Og, skjøndt af Herrens egen Aand besjelet,
Sin Urnatur bestandig tro han var, Og Aanden selv saa tidt ved Jorden dvæled’.
#
Men først da Mandens Hjerte fyrigt slog, Oplivet af den Aand, Gud hos ham vakte,
Fra Hjertet Gud den bedste Livskraft tog, Og deraf Qvinden – Jordens Pryd –- frembragte.
#
Mon Mørkets Vælde kunde Nogen blandt Vort Kjøn for Lysets Glands saa ganske blinde,
At Engelens Natur han ikke fandt, Hos en uddannet, blid og ædel Qvinde ?
#
See kun den Skaansel, hvormed hun formaaer Med Mandens Svagheder at overbære,
Hvor tro med ham hun deler trange Kaar, Selv naar de Følger af hans Daarskab ere !
#
See hende fænglet til et snævert Rum, Ved syge Børns og Ægtefælles Leie,
Hvor, lig en Engel, kjærlig, blid og from Hun Alt opoffrer for de Kjæres Pleie !
#
See, hvor i Fristelsen hun mandig stod, Og kunde kjæk med Seier Kampen ende,
Naar Hjertets Lidenskab og Kjød og Blod Og Guldets Glands i Trang bestormed’ hende,
#
Og selv den lumpne Mand at blive tro, Som ei den Ædles Værd forstod at skatte;
Men hende haant (på hånlig måte/red.) i Frillens Arm beloe, Og grumt sin Fryd i hendes Qvaler satte !
#
Bemærk den fine Følelse, hvormed Hun fødes for det Skjønne og det Gode,
Det Træffende i hendes Dom, hvorved De Lærde selv saa tidt forbauste stode !
#
Bemærk de fine Vendinger, der er I de, paa Aand og Sands saa rige Breve,
Som, ofte i forvurpne (ubetenksomme/red.) Kragetær, Ulærde, vittige Smaapiger skrive.
#
See det ! og negt, at Qvindens Aand er stor, At hun af meer end jordisk Stof frembragtes,
At ei, som Manden, hun blev skabt af Jord, Men af hans Hjertes bedste Livskraft vaktes.
#
Sandt : Qvindens Aand at synke dybt formaaer, Men det nu engang er Natures Orden,
At dybest falder Den, som høiest staaer Og falden Seraph er en Djævel vorden.
#
Men Himlen, til vor Lykke, end tillod At mangen Engel svæver om hernede,
Som, vennehuld og blid og eiegod, Skal Manden gjennem Livets Irgang lede.
#
O ! Held (lykkelig/red.) den Mand, der slig en Engel faaer Til ham igjennem Livet at ledsage;
Saa blid hans Tid i huuslig Fryd hengaaer Og han har sjelden Grund til Suk og Klage.
#
Naar Ærgrelse, Fortræd og bitter Harm I Livets mange Sysler ham forstemmer,
Saa tyer han til sin blide Huustroes Barm, Hvor han hver Ærgrelse saa let forglemmer,
#
Og saares han af Kummers hvasse Braad, Maae Modgangs bittre Taarer stundom rinde :
Bortkysses dog igjen saa søt hans Graad, Naar han omfavner fro (lykkelig/red.) sin Sjels Veninde;
#
Ja, selv i Smertens bittre Dage, naar Han vaander sig (uroer seg/red.) paa Sygdoms haarde Leie,
Langt meer end alle Lægers Kunst formaaer Den ømme Kones vennehulde Pleie.
#
Og Velstand voxer daglig i hans Boe, Thi flittig Virken i hans Huus har hjemme
Den gyldne Tid hans Huustro nytter tro (benytter trofast/red.), Hver huuslig Dont hun ved (vet/red.) saa godt at fremme.
#
Alt saa vindskibelig bestyrer hun, Og Alting under hendes Hænder trives,
Selv nytter hun den gyldne Morgenstund, Og ved Exemplet Tienerne oplives.
#
Alt hendes eget Øie efterseer Og Intet Huustroblikket kan besvige,
Paa rette Tid og Maade Alting skeer; Hans Huus er Reenligheds og Ordens Rige.
#
Hans Børn ved Moderpleie trives vel, Hver Fremmed ved at skue dem sig glæder.
Til Gudsfrygt danner hun den unge Sjel, De varme Hjerter hun til Dyden leder.
#
