– og inntatt i bladet «Jarlsberg og Laurvigs Amtstidende» for «Søndagen den 7de September 1834»; les her mer om den særmerkede Hans Hanson;
#
O Ven ! gid selv Du føle denne Lyst, Naar Sjælen let paa Troens Vinger svæver,
Naar Himmelfreden throner i vort Bryst, Og Aanden sig fra Jordens Smaahed hæver :
#
Naar Nattens lyse Klode rulle frem, Og Øiet ved den blanke Vrimmel dvæler,
Og Tanken om at hæves op til dem Det rørte Hjerte underlig besjeler;
#
Da svinder Jordens Storhed for vort Blik; Dens Glimmer, Glands og Guld vi da foragte,
Da Sjelen føler : at den Evne fik Til efter noget Høiere at tragte.
#
O ! da hver Broder vorder os saa kjær — Selv han, som sig i jordisk Tant forgaber;
Thi til vort Haab han dog Medarving er; skjøndt dette Haab ham ingen Glæde skaber.
#
Naar Modgangs Storm paa tornefulde Vei, I Kummers Nat saa grusomt os forfølger;
Naar Lys i Nattens Mulm vi øine ei, Og sig hver Udgang for vort Øie dølger :
#
Da styrker Troen blid den matte Aand Og letter os vor Veis Besværligheder;
Thi den os siger : at en Faderhaand Os kjerlig gjennem Livets Irgang leder.
#
Og naar, berøvet hvert et jordisk Haab, Vort Hjerte Dødsangst gruelig omspender :
Fortvivlet lyder da vort Klageraab Hvis Troen Lys i Dødens Nat ei tænder.
#
Men Troens Lys opklarer Gravens Nat, Og skinner venligt for det brustne Øie. –
I Nattens Mulm vi vorde ei forladt; Thi Haabets Stjerne blinke fra det Høie.
#
I Mørke vi paa Jorden rave om, I mørke Gisninger vor Aand sig taber;
En Anden det System snart styrter, som Een Viismand, i sin dybe Granskning, skaber.
#
Vi fatte ei de Ting, som daglig skee I dette snævre Rum, vor Gud os satte –
Vi ei begribe det, vi om os see, Og dog vi det Usynlige vil fatte !
#
Vi stave (staver/leser/red.) kun paa Kundskabs første Blad, Og troe, naar vi et Par Bogstaver kjende
At vi den hele Bog kan udenad, Endskjøndt vi Bladet ei formaae at vende.
#
Nei ! Verdens Viisdom er kun Daarlighed; Vi stykviis Alt kun ufuldkomment lære,
Og at erkjende, at man Intet veed, De Vise selv for Viisdom jo erklære.
#
Men Himlen kjerlig os et Lys har sendt, Saa klart, som Støvets Blik det kunde taale.
Held Den, som Himmellysets Kraft har kjendt ! Held Den, som ei foragter blind dets Straale !
#
Det skaber Ro og Glæde i vor Barm, Thi Lidenskabens Storme det fordriver,
Af Broderkjerlighed gjør Sjelen varm, I Nøden Trøst, og Ro i Døden giver.
#
O ! kjendte Du den blide Sjelero, Den Kjerlighed, som nu mit Hjerte fylder,
Da hylded’ ogsaa Du den milde Troe, Som al min Trøst og Rolighed jeg skylder.
#
