– i «Skilling Magazin til Udbredelse af almennyttige Kundskaber»; No. 46 – Lørdagen den 18de November 1882;
Sognepræst Sven Brun.
Naar Kristianias Præsteskab den 20de November hilser den af Embedsbrødrene, der længst har virket i vor By, paa hans 70de Fødselsdag, vil den Tak, der bringes ham af de gamle for trofast Brodersind og hjertelig Kjærlighed, ikke blive mindre end den, de unge har at frembære for faderligt Raad og Vejledning og et pastoralt Eksempel, de aldrig vil kunne glemme.
Ikke mindre hjertelig vil Dagen blive mindet i den Menighed, han i mer end en Menneskealder har betjent, og som i alle disse Aar paa saa mange Maader har lagt for Dagen, at den ved at skatte hans Værd som Prædikant og Sjælesørger, og som glæder sig ved den usvækkede Kraft hos sin Sognepræst, nu da Aarene er blevne mange.
Naar vi derfor paa denne Dag bringer Sognepræst Bruns Billede og ledsager det med nogle Linjer, sker det i den fulde Forvisning, at deres Tal er stort, der gjerne vil gjenkalde i dets Grundtræk et pastoralt Levnetsløb, der har været af ikke ringe Betydning for vor Kirke.
Sven Brun er født i Bergen 20de November 1812, Søn af Christen Brun, da residerende Kapellan til Korskirken (død 31te December 1847) og Anna Elisabeth Suhling (død 1860), Sønnesøn af Bergens berømte Biskop Johan Nordal Brun.
Han er den niende af 12 Sødskende. Han kom temmelig sent ind i Bergens Latinskole, men gjorde her rask Fremgang og blev Student 1832. Han fuldendte hurtig sit akademiske Kursus og var allerede Kandidat med bedste Karakter 1836.
Efter sin Eksamen drog han hjem til Bergen, hvor han skulde indtræde som sin Faders Personelkapellan, saasnart den fungerende Claus Frimann Reimers var befordret. Da det drog ud hermed, maatte han søge sit Underhold ved Informationer, og heraf fik han saa mange, at han allerede 1ste Novbr. 1838 kunde hjemføre sin Brud, Johanne Marie Widing, Datter af Oberstløjtnant Herman Widing.
1841 blev C. F. Reimers ansat som Præst ved St. Jørgens Hospital og det med samme forbundne Landdistrikt, og nu blev da Brun 8de Maj samme Aar udnævnt til hans Eftermand.
Han kunde saaledes siges at have gjort en Lykke, som efter Tidens Forhold maatte kaldes stor. Præsterne i Landet var paa denne Tid i Almindelighed ikke gamle, og naar de var det, hjalp de sig gjerne uden Kapellan.
Der var ikke faa ledige Kapellaner, der ofte blev ældre Mænd, før de kunde faa et lidet Embede.
Disse blev benyttede under midlertidige Forfald og Vakancer, og det hørte til Sjeldenhederne, at en ung Kandidat fik Udnævnelse til Kapellan. Imidlertid var en Hærskare af Kandidater komne fra Universitetet i Aarene 1836-38, og mange af dem havde visselig stor Vanskelighed ved at skaffe sig Livsophold. Den foregaaende Tid – 1820-30 – havde ikke været nogen god Tid for vor Kirke.
Visselig kom da mange vel udrustede Mænd fra Universitetet for at gaa lige ind i et af de mange ventende Præstekald, mellem hvilke de havde Valg, men mange skyndte sig ogsaa med det tarveligste Kundskabsforraad ud i det praktiske Liv, og her blev Rustifikationens Fristelser store, da de for tidlig kom udenfor Bøger og Studier.
Den næste Periode, da Adgangen til Befordring i lang Tid var stængt, og en Mangfoldighed af Kandidater maatte kjæmpe for Tilværelsen, var neppe bedre end den forrige. Der var jo ikke paa langt nær Lærerposter nok til at optage de stakkels unge Mænd, og mange af dem maatte henleve Aar efter Aar som Huslærere.
Nedskriveren af disse Linjer har stødt paa en endnu levende Præst, der i 1852 fyldte sit 16de Kandidat-Aar og tillige fit 16de Huslærer-Aar. En anden havde 1853 tilbragt 12 Kandidat-Aar paa samme Maade og var Fortvivlelsen nær, fordi Justedalens Sognekald hang ham for højt.
Under saadanne Forhold kan det ikke negtes, at der har været en stor Velsignelse, da megen Oplysning blev udbredt i Landet, men Kirkens vordende Tjenere blev vel i mange Tilfælde dens Offere og forbrugte sin Olje, uden at den kom Kirken tilgode.
Vi har tilladt os denne Digression for at pege paa den Kjendsgjerning, at Sven Brun virkelig maatte siges at gjøre Lykke ved sin første Udnævnelse til Personelkapellan hos Faderen, der fra 1823 var Sognepræst til Domkirken og indtil 1839 tillige Stiftsprovst. Han kom herved i en meget god Stilling, da Menigheden i mange Aar havde havt Kapellan, og dens Offervillighed var stor, men han maatte ogsaa arbejde meget, da det hele Embede hvilede paa ham, efterat Faderen for nogle Aar tilbage var bleven blind.
Det var ikke nogen god Tid for den norske Kirke, da Sven Brun blev Præst, og hvad der gjaldt Kirken i dens Helhed havde i fuldt Maal sin Gyldighed for Bergens By.
Siden Biskop Bruns Tid havde Bergen ikke været ganske uden begavede Prædikanter, men det tør vel siges, at Begavelsen og Beaandelsen ikke havde fulgt hinanden, og der havde været adskillige, der savnede begge Dele. En vis gammeldags kirkelig Sans, stærk Interesse for Kirkehuset og alle Menighedens udvortes Anliggender har vel ligesom den stadige Kirkegang altid hørt hjemme i Bergen, men ogsaa her savnedes Beaandelsen. Alt var dem lige godt.
En Prædikant maatte være et godt Stykke under det middelmaadige, for at hans Kirke skulde blive tom, medens den begavede Taler med rationaliserende Ordbram kunde kalde Taarestrømme frem hos de tætte Skarer.
Den aandelige Kritik var bleven borte i en katholiserende Opfatning, der i Forbindelse med et sørgeligt Skolevæsen hindrede Erkjendelsens Klarhed og lagde Baand paa alt aandeligt Liv. Saadan Tid er ikke god for den begyndende unge Præst, og Sven Brun fik da ogsaa vente sin Tid, til han kunde løfte sig op til et højere Syn paa sin Gjerning som Prædikant og Sjælesørger, og det gik ham, som det er gaaet mange, at Anledningen hertil maatte komme udenfra, og at det da gjaldt at «kjøbe den belejlige Tid».
Broderen Johan Lyder Brun, da Provst og Sognepræst til Avaldsnæs, blev her et mægtigt Redskab i Herrens Haand. Denne mærkelige Mand, i hvem en ikke ringe Del af Farfaderens Aand synes at have boet, havde i 1845 under en heftig Sygdom faaet et nyt Syn paa sit Liv og sin Gjerning i Kirken. Han havde efter dette sluttet sig nøje til de haugianske Kredse i sin Menighed og havde navnlig tilegnet sig den Iver for Missionen, som i disse var raadende.
Han kom saaledes ogsaa til at deltage i den Missionsgeneralforsamling, der holdtes i Bergen 3die, 4de, 5te Juni 1845, og indtog her Pladsen som Ordfører. Her havde han ogsaa Adgang til at lade sin mægtige Vækkelses-Prædiken høre, og dette gjentog sig under Besøg de 2 følgende Aar, da han, der 1824-32 havde indtaget den Stilling, der nu var Broderens, følte en stærk Trang til at aflægge Vidnesbyrd for sin gamle Menighed.
Det er ikke her Stedet til at dvæle videre ved disse Sager, hvis Historie endnu ikke kan skrives, men det tør antages almindelig erkjendt, at vi her staar for en epokegjørende Begivenhed ikke blot i Bergens men i hele den norske Kirkes Historie i dette Aarhundrede.
Det umiddelbare Resultat kunde snart kjendes i vaagnede Samvittigheder paa den ene Side og forbitrede Sind paa den anden, men det er jo ikke nærmest herom der spørges ved en Lejlighed som denne. At det her gjaldt et ganske nyt Syn paa Tingene, og at et saadant Tordenvejr maatte til, for at der kunde komme Liv i de hensygnende Menigheder, har vel ingen bedre forstaaet end Sven Brun, – medens han vel ogsaa havde sine Timer af Smerte over meget og mangt, som skede i disse Tider.
At denne havde en betydelig Indflydelse paa ham, maatte blive vitterligt for enhver, der havde Evne til at følge hans Udvikling, og det gav sig ikke blot tilkjende i hans Prædikens Karakter og Liv, men ogsaa i en fornyet og altid inderligere Interesse for Menigheden og alt, hvad der kunde hæve den op over den tilvante Sløvhed. Det var ikke blot Missionen og Afholdssagen, der dengang var temmelig nye hos os, hvortil han med Iver sluttede sig.
Han har maaske havt end mere Betydning ved den Forbindelse, hvori han traadte med flere af Bergens dannede Mænd, paa hvilke Lyder Bruns Prædiken havde øvet sin Virkning, og naar disse blev hvad de skulde være, er det sikkerlig for en ikke ringe Del Sven Brun, som herfor er at takke.
Her krævedes megen Visdom for at kunne klare Stillingen med mer eller mindre udpræget Forbitrelse paa den ene Side og Sjæle, der higede efter Lys og Klarhed paa den anden.
Naar man i senere Tider har troet at maatte beundre Sven Bruns pastorale Klogskab, tør det hænde, at man i hans 4 sidste Aar i Bergen har at søge den Skole, hvor han har lært den. At han i sin præstelige Gjerning maatte søge sin Støtte i Menigheden, og at det gjaldt at leve i og med den, maa vel siges med Klarhed at være gaaet op for Brun i disse for hans pastorale Udvikling saa betydningsfulde Aar. Han blev saaledes mere og mere rustet til at indtræde i en betydeligere Stilling i Kirken i en Tid, da der snart vilde spørges om dens Kræfter.
En saadan stod imidlertid ikke aaben, da en stor Forandring foregik i Bruns udvortes Forhold. Hans gamle Fader døde Nytaarsafsten 1847, og da Naadensaaret var tilende, og Eftermanden J. L. Debes vilde hjælpe sig uden Kapellan, maatte han søge hvad han kunde faa, og han blev den 28de Juli 1849 udnævnt til residerende Kapellan til Næs paa Romerike.
Da dette Embede var lidet og Bruns Familje stor, maatte han betragte det som en Overgang, medens han levede et virksomt og bevæget Liv ved idelige Rejser i Menigheden til Bibellæsninger, Afholdsforedrag og Missionsmøder.
Overgangen blev dog ikke lang. 25de Maj 1850 døde den første Trediepræst ved vor Frelsers Kirke i Kristiania, den som dyb Tænker og begavet Taler bekjendte Andreas Stenersen. Brun var nylig kommen til Næs, men fik paa Forespørgsel vide, at han desuagtet kunde melde sig som Ansøger til det ledige Embede, og han blev dertil udnævnt 14de Februar 1851.
Han tiltraadte sit Embede allerede Midfaste Søndag. 30te Marts 1851, men havde i den første Tid kun liden Adgang til at komme i noget nærmere Forhold til Menigheden i det store taget. Forretningsordenen mellem Kirkens 3 Præster var saadan, at Sognepræsten prædikede til Højmesse de 2 Søndage, den resid. Kapellan den 3die og omvendt til Aftensang. Trediepræsten prædilede hver Fredag ved Altergangen, og af Helligdagene havde han kun at prædike til Aftensang paa de 3 Højtider og Tolvprædiken paa Bededag.
Ellers var han i sin Virksomhed henvist til Raadstuen, Mangelsgaarden, Byens gamle Sygehus, der dengang fyldte Halvdelen af Jernbanetorvet, og de mangfoldige Fattighuse, der var spredte trindt omkring.
Her var saaledes nok at gjøre, men det var dog kun ligesom med Udkanterne af Menigheden han kom i Berørelse, og det maatte være en underlig Overgang for ham, som var vant til den store Domkirkemenighed i Bergen.
Det maatte være ham en Trang at faa Adgang til at samle Menigheden om sig, og derfor begyndte han snart efter sin Tiltrædelse at holde Bibellæsninger afvekslende med Præsten Hans Stensrud og den unge Lektor Gisle Johnson, der ved denne Lejlighed først fik Anledning til at bruge sine Gaver til Menighedens Opbyggelse.
Det var i Kathedralskolens Festivitets-lokale disse Bibellæsninger blev holdt, og de tør være de første, der har været hørte her i Byen.
Denne var imidlertid begyndt med den Udvidelse, der snart skulde gjøre Kravet paa forøget Kirkerum og flere gejstlige Kræfter saa mægtigt. Konfirmandernes Antal blev snart for stort for de 2 Præster, der delte deres Forberedelse mellem sig, og især blev Byrden overvældende for gamle Wexels, saa man straks efter Bruns Tiltrædelse maatte give ham Del i denne Gjerning, og han fik holde Konfirmation Søndag efter Pintse.
Med alt dette ventede Brun dog endnu paa Anledningen til en fyldigere Prædikevirksomhed, men ogsaa denne kom snart. Søndagen den 5te December 1852 blev gamle Stiftsprovst Lieungh syg paa Prædikestolen, maatte føres ned derfra og kom der aldrig mere. Han kom sig ud paa Sommeren saa vidt, at han kunde udføre enkelte kirkelige Handlinger, men døde 18de September 1853.
Det varede temmelig længe, inden hans Embede blev besat, og først 4de Søndag efter Trefoldighed, 9de Juli 1854, kunde den nye Stiftsprovst Fredrik Rode holde sin Tiltrædelses-prædiken.
I denne Tid – henved 2 Aar – havde Wexels og Brun delt Søndagstjenesterne mellem sig, og denne fik saaledes den rigeste Anledning til at træde frem for Menigheden som Prædikant.
Det maa i flere Henseender for ham have været en lykkelig Tid. I Kristiania var den gejstlige Veltalenhed omtrent ukjendt siden Claus Pavels i 1817 forlod Byen for at betræde Nordal Bruns Bispestol. og Joh. Storm Munch blev Biskop i Kristianssand 1822.
Der indtraadte nu en lang Tid, i hvilken man maatte søge Veltalenheden for Skranken, hvor man kunde finde den i rigt Maal hos Stang, Petersen og Sørensen, medens Kirken med al den Rigdom, den besad i W. A. Wexels, havde lidet at byde i dette Stykke.
Et Aars Tid havde Arup virket som Stiftsprovst, og Andreas Stenersen hørtes jo kun af faa Tilhørere om Fredagene i de 3 Aar, han virkede herinde. Under alt dette var der kort før Bruns Tiltrædelse foregaaet en betydelig Forandring inden Hovedstadens Menighed. Medens vor Frelsers Kirke var under Restauration 1849-50, synes Trangen til Kirken at være vaagnet i det store i Kristiania.
Gudstjenesterne Kl. 12 i Garnisonskirken blev stærkt besøgte, og gamle Wexels kunde her høres med sin svage Røst. Da nu Menigheden efter lang Venten fik sin Kirke igjen, fulgte den sin gamle Lærer did, og Kirkesøgningen tiltog stadig. Det var saaledes ikke at undres over, at det ofte var vanskeligt at finde Plads, naar Sven Brun prædikede, og den kirkelige Veltalenhed atter var at høre i Kristiania.
Det var dog ingenlunde blot den smukke Form og det velklingende Foredrag, der drog Menigheden til ham, men meget mere Trangen til at føres ind i det ene fornødne, og i den skarpe og fulde Fremhævelse af Kristendommens Kjærne stod Brun værdig ved gamle Wexels Side. Det er dog ingenlunde blot Prædikenen, vi tænker paa, naar vi omtaler Sven Bruns Virksomhed som gejstlig Taler i Hovedstaden. Han har maaske vakt en fuldt saa stor Opmærksomhed ved sine Lejlighedstaler, og navnlig har vel mange af hans Gravtaler præget sig dybt i Menighedens Erindring.
Bruns fine kirkelige Takt i Forbindelse med en ualmindelig Evne til at gribe og benytte de forhaandenværende Momenter har gjort mange af dem til Mesterverker, der burde have været opbevarede for Efterslægten.
Det var ikke blot den tiltagende Kirkesøgning i Hovedstaden, der tydede paa, at en ny Tid var i Anbrud. Over flere af Landets Egne gik der Luftninger af samme Art som den vidt kjendte fra Bergen i 1845-47. De var ikke altid af en sund Beskaffenhed, og for ikke at nævne Lammers behøver man kun at tænke paa den Tids eneste kirkelige eller her faar vi vel sige religiøse – Blad i vort Land, der udgaves af Olaus Nielsen paa Fredrikshald.
Meget Gjæringsstof havde samlet sig til den store Missionsgeneralforsamling og det derpaa følgende Præstemøde i Bergen 1852. Det var her under Forhandlingerne om det ønskelige i Sammenkaldelsen af et almindeligt Kirkemøde til Raadslagning om Reformer, at Gisle Johnson først blev bekjendt i videre Kredse.
Man havde nok havt Præstemøder før, men det tør dog siges, at en Mødernes Tid var indviet med denne bergenske Forsamling. Man skrev lidet i hine Dage, men talte desto mere.
Sven Brun blev en Mødernes Mand maaske mere end nogen anden i vort Land. Ikke uden spændt Forventning imødesaa man Missionsforsamlingen i Skien 1854, medens Lammers stod paa sit Højdepunkt, og Tilstanden i hans Menighed fyldte mange med Anelser.
Her var det første Gang Sven Brun fik Anledning til at optræde som Dirigent i Missionsforsamlingen, og denne Stilling har han siden indtaget ved næsten alle større kirkelige Forsamlinger, han har overværet, og det har været mange. At han her har lagt en ikke ringe Begavelse for Dagen er almindelig erkjendt.
Saaledes som disse Forsamlinger har været sammensatte, kunde blot en Mand med hans Klogskab, skarpe Opfatning, Rolighed og Taalmodighed holde Diskussionen inden de rette Grændser, og mangen Gang har han vel ved sin sindige Optræden afværget farlige Meningsbrydninger.
Hans ualmindelige Dygtighed til denne Gjerning har ogsaa fundet Anerkjendelse udenfor Rigets Grændser, og baade i Danmark og Sverige er han ved større kirkelige Møder bleven hædret med Dirigentpladsen.
Missionsmøderne gav Anledning til Præstemøder og disse til Lægmandsmøder, indtil man i Aarene 1869-70 gik over til Stiftsmøder til Forberedelse af et almindeligt Landsmøde for nogle Aar siden i Kristiania.
Der har været betydelige Kirkens Mænd, der aldrig deltog i saadanne Møder, og det tør stundom have sine Vanskeligheder at faa Spørgsmaalet om deres positive Resultater besvaret. Der er vel ogsaa dem, der har set paa dem med Frygt, og i bevægede Tider kan den have vist sig begrundet. Men desto større bliver Kirkens Tak til de trofaste Mænd, der ikke blev trætte af at være med og øve en Indflydelse, der kan have været af stor Betydning.
Blandt disse indtager Sven Brun en fremragende Plads. Af Mødernes Mangfoldighed er der for Sven Bruns Vedkommende to, der særlig maa fremhæves.
Det første er Missionsgeneralforsamlingen med derpaa følgende Præstemøde i Kristiania 1855, og det andet er det store Lægmandsmøde i Drammen 1860. I 1855 var Tromsø Bispestol ledig efter D. B. Juells Død. Bispevalget var i hine Dage endnu en ny Institution, da kun Riddervold, Arup, Darre og Juell var udnævnte efter Valg. Pressen befattede sig ikke meget med disse Sager, og der var liden Diskussion derom. Intet Under, at de 10 Provster, der var tilstede ved Præstemødet i Kristiania talte med hverandre om Valget og holdt en Prøve, ved hvilken senere Biskop Birkeland og Sven Brun først blev nævnte som Kandidater til det biskopelige Embede.
Ved det afholdte Valg, hvorefter Gislesen blev udnævnt, havde disse 2 Mænd de fleste Stemmer efter den valgte. Brun var da 43 Aar gammel, og det er rimeligt nok, at den norske Kirkes Tjenere efter dette betragtede det som en given Sag, at han engang skulde indtage en Biskops Stilling.
Imidlertid foregik der en betydelig Forandring i hans Forhold. 1858 blev Trefoldighedskirken færdig, og Kristiania delt i 2 Menigheder.
Da Stiftsprovst Rode og W. A. Wexels ikke ønskede at overtage det nye Sognekald, blev Brun dertil udnævnt 22de Marts 1858.
Under Kristianias stærke Udvikling blev den nye Menighed inden faa Aar den folkerigeste i Norge, og der blev stor Anvendelse for Bruns Dygtighed og Arbejdskraft, hvorhos vel mange Grunde maatte gjøre det betænkeligt for ham at forlade den, før en længere Tid var hengangen.
Ved Bispevalgene til Bergen og Hamar 1863-64 havde Provsterne med en sjelden Enstemmighed sat Stiftsprovst P. A. Jensen som No. 1 og Brun som No. 2, og der er ingen Tvivl om, at disse to gamle Venner paa samme Dag havde kunnet indvies til Biskoper, om de havde ønsket det, men de afslog begge Tilbudet, og ved de senere Bispevalg var den første kaldt bort, og den anden kom ikke paa den første Plads.
Der er en højere Haand, der styrer disse Ting, og ingen ved det bedre end han, der kan staa med Tak for megen Tillid, der er ham vist, medens han forbliver knyttet til den Menighed, i hvilken han har vundet saa megen Kjærlighed.
Det er ovenfor bemærket, at fra 1852 var Gisle Johnson traadt frem for den norske Kirke, men det er her ikke Stedet til nærmere at fremhæve den store Betydning, hans Virksomhed i de efterfølgende Aar fik.
Til ham og hans Kollega, Dr. Caspari, traadte Sven Brun i et nært Forhold, og disse tre Mænd havde sine regelmæssige ugentlige Sammenkomster i flere Aar. For Brun har disse været af stor Vigtighed. Der er vist ikke mange, der i den Grad som han har forstaaet den Kunst at lære ved at høre, og her var meget at høre i dette lille Kollegium.
Paa videnskabelige Studier har Brun ikke været anlagt, ligesaa lidt som paa Forfatterskab, – det er kun meget faa af sine mangfoldige Taler, han har nedskrevet – og det maatte derfor være ham saa meget mere magtpaaliggende at have disse lærde Venner at tale med.
At navnlig Johnsons Aandsretning og Opfatning af Kirken og dens Forhold i sin Tid har havt en medbestemmende Betydning for Bruns kirkelige Retning er vel utvivlsomt. Han har visselig anset det for en Ære at være med blandt Johnsons Disciple, men han har ikke fulgt sin Lærer i de yderste Konsekvenser. Dette lagde han tydelig for Dagen ved det store Lægmandsmøde i Drammen 1860, og det Foredrag, han der holdt imod den vilde Lægmandsvirksomhed, som i hine Dage havde store Dimensioner, tør maaske engang blive regnet blandt de mere fremtrædende Begivenheder i vor Kirkes Historie.
At disse mangfoldige omvankende aandelige Folketalere vakte Betænkeligheder baade hos ældre og yngre Præster, er sikkert nok, men man var maalbunden under den megen Diskussion, om hvad den kirkelige Nødstilstand kunde berettige til, og man udsatte sig let for Beskyldningen for hierarkiske Tendenser, paa samme Tid som man maatte se sig forladt af mange oprigtige Sjæle, naar man ytrede sig imod disse Folks Optræden.
Sven Bruns Foredrag har maaske gjort en og anden af dem lidt mindre sikker i sin Sag, men ganske vist har det bestyrket mange Præster, der i de bevægede Tider stod med den augsburgske Konfession i sin Haand og spurgte, hvad de skulde gjøre. Det er troligt, at dette Foredrag, der vel sagtens er blevet mere læst end hvad der i Almindelighed leveredes paa Møderne, har kostet Brun megen Kamp og meget Arbejde, og at han ved det har ofret en ikke ringe Del af sin Popularitet, – men det snart paafølgende Bispevalg viste, at Gejstligheden havde sluttet sig til ham.
Vi er blevne vidtløftigere, end vi havde tænkt, men det er gaaet her som saa ofte, at meget kommer til, medens man skriver under Gjenkaldelsen af Minderne om interessante Tidsforhold.
Det staar nu kun tilbage at minde om Sven Bruns mangeaarige Virksomhed som Medlem af Fattigkommissionen og Kristianias Repræsentantskab, hvilket sidste ikke har havt noget gejstligt Medlem, før han blev indvalgt.
Naar han fik sin Del af de Bebrejdelser, der en Tid rammede Kristianias Fattigkommission, var det ikke for manglende Kjærlighed til de ulykkelige.
22de August 1864 blev han udnævnt til Ridder af St. Olafs-Ordenen for fortjenstfuld Embedsvirksomhed og samme Aar til Ridder af Nordstjernen. Han har 5 Døtre og 2 Sønner, hvoraf den ældste er Sognepræst og den anden ansat i en praktisk Stilling.
D.T. (Daniel Thrap/red.)