– her gitt i dette interessante ukeblad (søndagsblad) og nr. 36 for 1848 – som det står : «22.de Søndag efter Trinitatis». Dominica Trinitatis var første søndagen etter pinse; “dominica” betyr søndag og denne påfølgende perioden i kirkeåret frem til første søndag i advent – med unntak av Allehelgensdag – skulle markere troen på den treenige Gud. I 1848 falt “22de Søndag efter Trinitatis” på søndag 19. november.
«For Fattig og Riig» ble utgitt av den særpregede presten Honoratus Halling; her kommenteres den bevegelse som i 1848 var vakt til live blant finnene i de helt nordlige områder av vårt land og finnenes land. Den som også regnes for å ha utløst bevegelsen, var den svenske predikanten Lars Levi Læstadius :
Fra Finmarken berettes i Tromsø-Tidende, at en religiøs Begeistring og pludselig med Kraft fremgaaende Iver har grebet Lappebefolkningen inde paa Grændsen (imellem norsk Finmarken og de svenske Lapmarker) og udbredt sig alt videre om i Bygderne, lige udimod Havkanten», og at dette er fremkaldt ved en omreisende svensk Prædikant.
«De tiltroe sig nu alt flere af Lapperne» – berettes der – «at have Aandens Naadegaver og prædike som de, der skulde kunne tale med Tunger».
I Sandhed en mærkelig og glædelig Efterretning! Lapperne staae paa et i aandelig Henseende saare lavt Trin; de have i Aarhundreder været forsømte, og de Straaler af Lyset som i forrige Aarhundrede tændtes iblandt dem bleve efterhaanden mere og mere svage; thi Lyset manglede Næring : Folket havde ikke Guds hellige Ord paa eget Tungemaal.
Først ide sidste ti Aar har Lapperne havt Vor Herres Jesu Christi Nye Testamente, og foruden dette enkelte Stykker af det Gamle Testamente, en Andagtsbog, Luthers lille Kathechismus og en liden Læsebog i det lappiske Sprog. Med stor Glæde ere disse Bøger blevne modtagne af dette i timelig og aandelig Henseende fattige Folk, men nogen aandelig Opvækkelse iblandt dem har man ikke før nu erfaret.
Derfor er dette et vigtigt Tidspunkt i Lappernes Aandshistorie, et Tidspunkt, da de ret behøve alle Troendes Forbøn, at det nyvakte Liv maa blive et reent og sundt Liv inden Kirkens Enemærker. Naar man betænker, hvor farlige Vildfarelser en enkelt Sjæl, end sige et heelt Folk er udsat for under saadanne Omstændigheder, og man nu tillige betænker først Lappernes ringe christelige Kundskaber og Dannelse, dernæst, at de boe meget adsprette og overladte til sig selv, og endelig, at det kun er saare enkelte af deres Præster, som forstaae deres Sprog, saa indseer man, at neppe noget Folk er mere trængende til Kirkens Forbøn end Lapperne nu.
Mærkeligt er det ogsaa, at netop nu er denne Opvækkelse skeet iblandt dem. Der have stedse været deelte Meninger om Lapperne skulde paatvinges det norske Sprog eller meddeles christelig Underviisning i deres eget Sprog.
De ovennævnte Bøgers Oversættelse paa Lappisk viser, at man i de senere Aar er kommen til den Erkjendelse, at et Folk maa have Guds Ord paa sit eget og ikke paa noget fremmed Tungemaal, hvis det skal have nogen Nytte deraf, samt at en Sjælesørger maa kunne forstaae sin Menigheds Tale og Menigheden hans Tale, hvis Sjælesørgeren skal kunne virke noget.
Saaledes synes nu Lapperne omsider at have faaet, hvad de medrette synes at kunne have billigt Krav paa : de havde faaet Guds Ord i Bøger, de selv kunne læse, og ved kongelig Resolution Løfte om for Fremtiden at faae Præster, der skulle kunne prædike for dem og undervise dem paa Lappisk.
Men sidstafholdte Storthing fatter den Beslutning, at der ved Regjeringens Foranstaltning skulde anstilles Undersøgelse om denne Fremgangsmaade med Hensyn til Lappernes christelige Oplysning er den rette.
Altsaa synes der endnu at være Tvivl om, hvad der skal være rettest : enten at Lapperne bibringes christelig Underviisning i et Sprog, som de fleste af dem slet ikke forstaae, og af Lærere, der kun igjennem Tolk kunne tale med sin Menighed, eller paa deres eget Tungemaal !
– Og just nu indtræffer hiin aandelige Opvækkelse og Rørelse iblandt Lapperne.
Af Folkets egen Midte optræde Prædikanter, drevne af en ukjendt Magt, og prædike med Begeistring og Iver paa Folkets eget dyrebare Tungemaal. Synes det ikke at være et Vink fra Herren om, at Han vil, at Folket skal have Præster og Lærere, der igjennem dets eget Sprog skulle prædike Christum for den ?
– (Mere om Lapperne senere hen i dette Blad).