– af M.A. (Matthias Andreas/red.) Boye, grammat. veter. deditus adj. scholæ. Drammen 1817. Trykt og forlagt af Carl Ferd. Rode.
Min Fader, den sandhedselskende, retskafne, af Skolevæsenet ved gavnlig og virksom Daad fortjente Olding, være dette mit Arbejde med sønlig Kjærlighed og Ærbødighed helliget !
Hvorvel denne Tale i mange Henseender er saare ufuldkommen, især med Hensyn til den store og højtidelige Anledning, lader jeg den dog efter Anmodning af Flere, som hørte den holdes, udgaae ved Trykken, fordi den indeholder nogle Ord, der, saavidt jeg kan skjønne, ere sagde i rette Tid.
Længe nok maae de Folk, som ville gjøre sig vigtige og have Ord for at være gamle og betænksomme, og fast løbe over af lutter Erfaring og Menneskekundskab, snakke væk med deres Alder paa Bagen og fortælle, jeg er for ung til at sige hvad her er sagt. Kjende de min Alder, da er det visseligen godt for dem, og de vide da mere, end jeg selv; men jeg veed noget andet, og det er, at jeg er meer end gammel nok til at tale imod Daarskab, og var jeg mange Aar yngre, gjorde jeg det alligevel og var endda ikke for ung dertil.
Aarsagen, hvorfor ej Jubelfesten højtideligholdtes ved denne Skole med en latinsk Tale, hvilket jeg har hørt var Tilfældet baade ved Trondhjems, Christianias og Bergens, var den, at her findes kun saare Faa, som vilde have forstaaet en Tale holdt paa Latin.
Jeg skrev den altsaa saaledes, som den her er trykt, paa Dansk, for at mit Arbeide ej skulde være spildt, hvis det havde den Egenskab at opbygge Tilhørerne, og hvis denne Egenskab manglede, for at da saa Mange som muligt kunde sige mig : en anden Gang skal I ej lade os løbe efter Næsen, men give os lidt for Umagen.
Talen udgaae da især til Eder, agtbare Indvaanere af Drammen !
I have forlangt den og med ærligt og redeligt Sind rækkes den Eder. I glædede mig ved Eders Bifald, og glædede mig dobbelt, fordi I bifaldt selv de haarde Ord, jeg blev nødt til at bruge.
Læser dem da med samme Sind, hvormed jeg skrev dem, indprænter dem dybt hos Eder, thi de ere sande, kæmper som Luther og frygter ej for at sige Sandhed ! Den lønner vel ikke med Guld, men Guldet taber sin Glands og Sandhedens Løn varer evindelig !
Tilsidst maa jeg bede Eder, at I ej fæste Lid til de uvidende Daarer, som maaske for at snakke om Alt, finde Lyst i at dadle Eders Skoles Indretning; thi de have for længst glemt deres Børnelærdom og ere formedelst Ufornuft eller Vellevnet alt for kortsynede til at kunne øjne Nytten af en stræng og grundig Skoleopdragelse.
Drammens lærde Skole, 6te November 1817. M.A. Boye.
– fra redaksjonen : før gjengivelsen av hans tale, er det sikkert nyttig for den interesserte leser å vite mer om hvem Matthias Andreas Boye var; derfor les en nærmere presentasjon av ham her :
Her følger talen – fra bokheftets sider 7 – 26 (som lesere må vi samtidig påminnes at den som holdt denne fine talen på dette tidspunkt selv kun var 21 år gammel) :
Legemet kommer til Jorden, hvoraf det er taget, men Sjælen kommer til Gud, der gav den, og som en Deel af hans Væsen fuldkomnes hos ham i det evige Liv, naar den her paa Jorden i Kamp med Legemet vandt den saliggjørende Sejer.
Hvi staae vi da sørgende ved de Godes Lig, da vi dog veed, de med Englers forklarede Blik skue ned til os fra Himlen ? Ere de da evigen tabte for os ? – Nej; men, jordiske selv, have vi Gjenlevende det Legeme kjært, som bandt den store Sjæl til Jorden, hvor vi lærte at kjende dens herlige Virken, og ved Kjendskaben selv maatte nære Kjærlighed til den.
Billig er derfor vor Sorg, og kun Tanken om hine Godes evige Forherligelse, Erindringen af dem og deres Færd og de heldbringende Frugter af deres Færd her i Livet giver os Trøst i vor Sorg; ja, giver os mere, end Trøst – vækker Lyst hos os til at færdes som de.
Rosværdig var derfor til alle Tider den Skik at kalde store og gode Mænd efter deres Død tilbage i de Efterlevendes Erindring. Den kom af Agtelse og Taknemmelighed, og i Udøvelsen sporedes Lyst til ved ædel Daad at hædres paa lignende Viis. Saaledes opstode Mindefester til de Afdødes Ære.
Ogsaa i Dag, Højstærede, holde vi jo saadan en Mindefest, et stort Jubilæum, hvis Toner ej gjalde allene i
– 8 –
Norden. Til Klangen fra Norges Fjelde svare de jublende fjernt i Thuiskons Skove og Herthas Lund.
Sjelden er denne vor Fest, vi opleve den ikke mere. Trende Aarhundreder svandt og kun trende Gange hørtes den almene Jubel.
Men Seclerne svinde, og Gud holde sin skjermende Haand over Norges Land og dets kommende Slægter, at Festen kan holdes i Agt og Ære, og Folkene stævne med gudfrygtigt Sind til Herrens Templer og sjunge hans Lov !
Som Festen er sjelden er den og stor. Den stiftedes hverken til Minde om Kongers Fald eller Fødsel, hvis Regjering var Undersaatternes Lykke, ej heller om tabte eller vundne Slag, hvori erhvervedes verdsligt Herredømme, ofte et skrøbeligt Værn for Staternes Fasthed.
Langt større er dens Hensigt; den stiftedes til Minde om en herlig Sejer i den aandelige Kamp mellem Livet og Døden, til Minde om den vældige Kæmpe, der i Kampen for Sandhed, trods Pavens Band og al verdslig Magt, slog (slåss/red.) saa han vandt, til Minde om Luther og Reformationen.
Ham og hans Værk skulle vi altsaa paa denne Dag komme ihu og tale hans Priis. Og – jeg vover at optræde som Taler paa denne Dag ! – Er da jeg den Eneste, som af denne Forsamling burde kaa res til saadant et Hverv ? Besidder da jeg den Anseelse, der berettiger mig til at lovtale den Mand, som trende Aarhundreder have anseet med saa stor en Ærbødighed og Højagtelse ? – den Styrke i Tale, som udfordres, for med Kraft at skildre den kraftfulde Kæmpe for Israel ?
– Nej, Højstærede ! – Eders Forventning maa dog være stor, som den Fest vi holde, og sad jeg selv iblandt Eder, jeg maatte vente det samme; men større, end Eders Forventning er derfor min Frygt, og dette er i Sandhed ei nogen almindelig Vending, som Taleren giver sine Ord; thi blottet for de Egenskaber, hvorpaa man billig (resonabelt/red.)
– 9 –
maa gjøre Fordring, føler jeg mig paa dette Sted ved denne Lejlighed fremmed, og blues fast ved at have betraadt det; og seer jeg nu hen til den talrige Forsamling, hvormed , Højstærede, have hædret denne Dag, da kan dette, hvor smigrende det end maa være for vor Skole, ej andet end dobbelt ængste mig, der fremstaaer som Festens Talsmand.
Men det blev mig paalagt som Pligt at tale, og jeg følger dens Bud.
Tankerne rinde mig de herlige Ord af Latiens Digter : de Evner, du har, skal du bruge og hvad du gjør, skal du gjøre efter Evne; det har jeg gjort, gjort det med redeligt Sind og meer kan jo ej fordres af mig.
O, du almægtige, du algode Fader, som lod mig opleve denne herlige Dag ! du kjender ene Menneskets Hjerte, og til dig vil jeg hæve min Bøn paa denne hellige Fest ! Giv mig, o giv os alle Kraft til at handle i Sandhed, og skulde end Had og Forfølgelse times os her for Sandhedens Skyld, da forlehn os med Mod og Styrke til at bekæmpe vore Fiender, fyld os med din Aand og lad den tale igjennem os til Løgnens Fald og Sandhedens Sejer !
#
Hør mig, o Fader, du mægtige Gud ! Hør du min bedende Røst !
Styrk mig i Villien at følge de Bud, Som ved dit Ord i mit Bryst
Prentedes alt fra den tidlige Alder. Ak, om jeg falder,
Vær da min Støtte, o Gud !
#
Lover Herren, thi han er god og hans Miskundhed varer evindeligen, lover ham i hans Styrkes udstrakte Befæstning, lover Herren, thi det er godt, at synge vor Gud Psalmer !
– 10 –
– 11 –
– 12 –
Øvrighedsembede at forvalte, og holdtes i stor Agt og Ære formedelst sin Retskaffenhed. Moderen Margarethe var en ærbar Kone, og agtedes som et Mønster paa Gudsfrygt og Dyd. Men vi see, hvorledes Tiderne skifte, og Armod følger ofte en retskaffen Vandel.
Saa var og Tilfældet her, og Luther maatte, da han, fjorten Aar gammel, kom til Klosterskolen i Magdeburg, kummerligen ernære sig ved at synge for de Rigeres Døre.
Efter eet Aars Forløb drog han til Ejsenach, og her gik det ham bedre; thi Conrad Cottes Huustro, en from Kone, saae hvor andægtig han sang og bad i Herrens Tempel, og tog ham i sit Huus. I fire Aar opholdt han sig ved den ejsenachske Skole, og arbejdede saaledes, at han overgik alle sine Meddisciple. Han brændte af Lyst til at lære, gik til Højskolen i Erfurth og studerede der, som Grunden til Lærdom, de gamle Classikere og Philosophi.
Snart vakte han Alles Beundring ved Højskolen. Tyve Aar gammel tog han den saakaldte Baccalaurgrad, og to Aar efter Magistergraden i Philosophi.
Efter sine Frænders Raad skulde han nu studere Retsvidenskaben; men Klosterlivet stemmede mere med hans gudfrygtige Sind, og paa Universitetsbibliotheket i Erfurth havde han første Gang faaet en Bibel ihænde, og da saae han, at vrang og daarlig forkyndtes Herrens Ord i hans Templer.
I Augustinerklosteret i Erfurth læste han flittig den hellige Skrivt, og forblev der til 1508, da han syv og tyve Aar gammel kaaredes til philosophisk Professor ved Wittenbergs Universitet.
Tre Aar efter æret med Doctorgraden begyndte han sine paa Bibelen, som Grundvold, byggede Forelæsninger over Theologien, og fra den Tid er det, vi see ham i hans mandige Kraft, dreven af sin høje Aand at arbejde paa det store Værk; og, at han havde Mod til at begynde det, viste han paa Allehelgensdag
– 13 –
den 31te October 1517, da han paa Slotskirken i Wittenberg opslog sine 95 Theses imod den Kjetteringvisitor og Afladsfælger Johan Tezel.
Naar et Folk, sukkende i en lang Række Kar under Despotens mægtige Aag, er sjunket saa dybt i Aands Trældom, at det ej meer røres ved den Rest af aandelig Kraft, som den kuende Tvang ikke har mægtet at forjage, ej engang vrider sig i de gnavende Baand, som kun ved Vanen og Mangel paa friere Liv ere blevne det ufølelige; da maa den, Aandstvingeren trodsende Kæmpe, som reiser sig af dets Midte, for ved sin Daad at vække det af Søvnen og yde det Frelse, besjælet af en næsten overmenneskelig Aand og et mageløst Mod, ængste og forbause den Stærkeste selv, i det han æsker til Kamp, og – staaer han da, efter begyndt Strid, urokket og fast ene i Kampen og slaaende tunge Slag vinder Sejer, da krandser ham Ærefrygt og Taknemmelighed med evige Laurbær.
– Sørgelige vare Nationernes Vilkaar, da Luther begyndte Reformationen. Ugudelig var deres Færd; thi Bibelen agtedes som en vanhellig og farlig Bog, der ei magtte læses og forstaaes af menig Mand, at ikke Præsterne og Kirkens Overhoved skulde gribes i Løgn.
Herren dyrkedes i Templerne ved udvortes Gebærder og Skikke, ved lange Bønner og hykkelske Taarer, dem hans Tjenere udpressede ofte nok med stort Besvær, fordi de hindrede dem fra i samme Stund at bedrive Uteerlighedens Haandværk i nærmeste Aflukke.
Uvidenhed herskede iblandt Mængden; thi Gejstlighedens Meed var det at kue Aanden og Tænkefriheden, og havde de end villet nære den vare de dog selv for dyriske og raae til at kunne give sig af dermed.
Den hellige Nadvere, Forladelse baade for Synder, som vare bedrevne og skulle bedrives, solgtes for Penge.
I Rom, sagde Spagnoli, var alting tilsals : Templer, Præster,
– 14 –
Altre, Helligdomme og Kroner, Bønner, Himlen og Herren selv var tilsals, og var der Nogen, som vovede at tale imod saadan en Ufærd, da tiltordnede Pavens Bulle ham Død og Bandstraalerne lynede Ild i Baalet, hvorpaa han skulde brændes som Kjætter.
Saa gik det Johan Huss, der Aar 1415 blev forkjættret og brændt i Costnitz men, inden han besteg Baalet, sagde han disse varslende Ord : “om hundrede Aar vil komme en Svane, den I ej kunne brænde og ved den skal jeg hævnes”; og Svanen kom og blev til en vakker Kæmpe, der med Troens Skjold og Bibelens Ord tørnede saa imod Pavens Bollværk, at det revnede fra Grunden og endelig faldt.
Vi see i hvilken Tidspunct og under hvilke Omstændigheder Luther fremstaaer, og vi forbauses allene over hans dristige Forsæt, og end mere, naar vi øjne ham ved Wittenbergs Slotskirke i Færd med at sætte sit Forsæt i Værk.
Det er et sjeldent Exempel, Historien her stiller os for Øjne. Ikke Egennytte, ikke Ærgjerrighed, ikke Revolutionssyge, som oftest Drivefjedre til at sætte en ny og virkeligen gavnlig Maskine i Gang, spillede her nogen Rolle.
Lader os følge Luther i hans Levnet, som de troværdigste af hans Kjendere have overantvordet Efterslægten, og vi ville finde, at han altid raadede til Fred, aldrig tragtede efter jordisk Ære, aldrig agtede paa egen Fordeel; men brændende Lyst til Sandhed og Menneskehedens Frelse, urokkelig Tillid til Gud og en høj Aand, ved hvis Besiddelse Mennesket kun ret kan kjende sit himmelske Værd og maa føle en mageløs Glæde; og hertil et Stød af Tidsalderens fordærvede Aand driver ham til at iværksætte, hvad han saae var nødvendigt.
Og, hvo kan andet, end allerede her, midt i sin Angst og Beundring, nævne ham stor ? Men, nævne, vi ham allerede her saaledes, hvor finde vi da Udtryk, der stærke og høje nok skildre ham siden ?
I Sandhed da kunne vi blot føle
– 15 –
hans Værd; forgjæves søge vi at tolke Følelserne med Ord, og vi maae lade ham selv tale, for ej at fordunkle hans Glands i Augsburg og Worms.
Uforfærdet fortsatte han sit Arbejd. Hvo, der kun stoler paa egne Kræfter, taber og tilsidst Modet og falder ved dem, thi Hovmod gaaer for Fald; men hvo der trøstig sætter sin Lid til Herren, han rokkes ej ved nogen menneskelig Magt.
Skjønt siger derfor vor Luther : “jeg har hverken Gods eller Penge, og ønsker det ikke heller; har jeg havt Ære og godt Rygte, det gjøre fremdeles den uden Ophold til Intet, som haver begyndt derpaa. Det usle, elendige Legeme, er endnu tilbage; skille de mig ved dette, da gjøre de mig sandeligen en saare stor Skade, forkorte mig min Levetid en Time eller to, og hjælpe mig desto snarere til Himlen”.
Og med saadan en Tænkemaade gav han ej efter for Nogen. Løgnen er en farlig Fiende at bekæmpe for den, som vil være Stormand og Rig; bedre naaer (oppnår/red.) man dette sit Meed ved den saakaldte Verdensklogskab, der som oftest bestaaer i at dreje Handling og Tale efter den Retning, som Tiden anviser Charakterernes Vindfløj.
Dette saae vel ogsaa vor Luther i sin Tid, men han fandt, det var endnu bedre at følge og fremme Sandhed, og derfor manglede det ham heller ikke paa Had og Uvenskab. Men Sandhedens Fiender vidste han og udrette kun lidt mod dens Talsmand, og derfor voxte hans Mod med Fiendernes Antal.
– Med Afladssælgeren Tezel begyndte han, og endte ej, førend han rammede Paven selv; og med Angst høre vi ham sige : “Lærer man saaledes i Rom, da bekjender jeg offentlig med dette mit Skrivt, at den rette Antikrist sidder i Guds Tempel og regjerer i Rom, og at det romerske Hof er Satans Synagoge”.
Men Luthers Sag var Sandhedens, og mærkelig fejlede Pave Leo, naar han menede, det var let at dæmpe den opkomme Ild, og sagde : alt hvad der endnu er kun ringe og har kun begyndt lidt at rejse Hovedet i
– 16 –
Vejret, kan ikke udholde noget stærkt og heftigt Anfald; han fejlede, siger jeg, thi Følgerne viste, at Ilden ej kunde slukkes.
Luther vedblev i Skrifter og Disputatser at ivre imod de herskende Vildfarelser, og var ej bange for at møde i Rom selv, naar der gaves ham sikkert Lejde; thi Snigmord eller Baal var at befrygte, og endnu havde han meget at udrette i Livet.
Han havde imidlertid angrebet Pavens Lære, og blev citeret til (bedt om å møte i/red.) Augsburg. Her skulde han møde for Pavens mægtige Legat, Thomas de Vio Cajetanus, og stande til Regnskab.
Hans Venner raadede ham derfra, men for Sandheden agtede han at kæmpe, og rejste den 7de October 1518. Rigsdagen aabnes og Taushed hersker i Forsamlingen; Angst og Haab dele Gemytterne; de længes kun efter at høre Manden tale, som vovede at fægte imod Pavens Legat.
Rolig hilser Luther saaledes Legaten : “ærværdigste Fader, efter pavelig Helligheds Citation møder jeg her, som den hellige Kirkes lydigste Søn, og bekjender at jeg har ladet disse mine Disputationssætninger udgaae, og tilbyder mig villig til at høre, hvad man beskylder mig for, og hvis jeg har fejlet, at lade mig bedre undervise”.
Saa taler for mægtige Domstol kun den, der ej er sig nogen Brøde bevidst; Frygten er fremmed for hans rolige Sind, han hæver sig i Haab til Himlen, og stemmer ved sin Tale Hjerterne til glade Følelser. Pavens Magt have vi hørt var frygtelig, og i hans Navn fordrede Legaten, at Luther skulde gjenkalde sine Skrivter og tie.
Men imod bedre Overbeviisning at frafalde Sandheden var ej Luthers Sag. “Jeg ærer”, siger han, “den romerske Kirke, men ved Granskning haver jeg søgt Sandheden, kan ej handle imod den, og ikke uhørt eller uovervunden lader jeg mig tvinge til at gjenkalde. Jeg protesterer imod at have sagt Noget mod den hellige Skrivt eller sunde Fornuft, men holder Alt, hvad jeg har sagt, for ret, sandt og kristeligt. Som Menneske kan jeg
– 17 –
feile, men jeg vil underkaste mig Kirkens ordentlige Dom og Kjendelse og deres, der vide det bedre, og offentlig, hvorsomhelst det forlanges, agter jeg at forsvare mig : saaledes vil jeg dømmes og lide efter Dommen”.
Slig en Mand, mærkede Legaten, han var for svag til at modstaae. Kun ringe var den Hjælp, som hans Sag og Indsigt ydede ham imod Luther Tro og grundige Kundskab. Luther havde erklæret sig, og rejser tilbage. Ærligen havde han æsket til Strid, ærligen mødte han og i Augsburg og modig saae vi ham staae i den farlige Kamp; men end vældigere skulle vi see ham herefter, da Faren blev størst.
Skarpere, end før talede han nu imod fine Fiender. “Jeg har isinde”, siger han i et Brev til Paven selv, “at vedblive med denne Iver og Skarphed, da jeg har Christi, Apostlernes og Propheternes Exempler for mig, og de brugte haardere Udtryk, end jeg. Vel veed jeg, at i vore Tider ere Ørene, formedelst de mange Smigrere, fine; men hvad skal Saltet til, naar det ej bider skarpt ? Propheten siger : forbandet er den Mand, som gjør Herrens Gjerning falskeligen, og hindrer sit Sværd fra at udgyde Blod. Jeg er en Fiende af Trætte, vil ej tirre Nogen, men vil og selv være utirret; tirrer man mig, vil jeg ved Gud hverken være maalløs eller skrivtløs. Sandhedens Sag finder jeg, det er paa høj Tid at drive igjennem; thi i 300 Aar har nu den romerske Stol tiltaget i Ondskab. Vel veed jeg, at der i det romerske Sodoma er en Mængde Smigrere, som staae mig imod, dem bør du Pave ej give Agt paa, men hellere høre paa min Lære og forbedres”.
Med saadant et Mod talede Luther til Kirkens mægtige Overhoved. Men store Folk taale sjelden at høre Sandhed, naar den træffer dem selv. Rigtig nok staae de paa en verdslig Højde, men for lav bliver den dog altid til at være ophøjet over hvad der er Ret og Sandt.
Paven harmedes over Luthers Adfærd, og Følgen af hans Harm viste sig snart i en
– 18 –
Bulle, der fordømte 41 af Luthers Sætninger som kjetterske, og bød ham inden 60 Dage at møde i Rom.
Men forgjæves bryder det fraadende Hav imod klippefaste Strandbred, den rokkes og falder ikke, men staaer som et mægtigt og velgjørende Værn for de bagomliggende Marke.
Saa stod Luther imod den rasende Pave. Bullen skrækkede ham ikke, og, blev den ej gjenkaldet, erklærede han offentlig Paven for Guds Fiende og Christendommens Forstyrrer. Men han lod det ej blive herved.
Den 20de Decbr. 1520, denne mærkelige Dag i hans Liv, kaster han offentlig i en talrig Forsamling af de Wittenbergerstudenter udenfor Elsterporten, Leo den 10des Bulle i Ilden med disse Ord : “siden du haver bedrøvet Herrens Hellige, saa bedrøve og fortære dig den evige Ild”.
Sin Adfærd forsvarede han derefter i et Skrivt. “Det er en gammel Skik”, siger han, “at brænde forgiftige Bøger. Som Christen og eedsvoren Doctor i den hellige Skrivt og Prædicant er jeg forbunden til at udrydde falsk Lære. Om Andre af Uforstand eller skrøbelig Frygt ej ville gjøre det, da er jeg dermed ikke undskyldt. Er der Nogen Pavens Frænde, som har Lyst til at forfægte hans falske Lærdomme, da vil jeg sætte dem end klarere frem og komme med endnu flere. Dette skal være Begyndelsen til Alvor; hidtil har jeg kun skjemtet med Pavens Sag. Forresten tilbyder jeg mig herudi at stande Enhver til Rette”.
Saadan en Tale skaffede ham vel end flere Fiender, men den vakte og Tydskernes kraftige Adel, som nu vilde kæmpe for Luther. De bøhmiske Adelsmænd, som droge Sværdet for Johan Huss, var ej gaaet den af Minde. Silvester von Scomberg, Franz von Sickingen, Hartmuth von Kronenberg, Ulrich von Hutten rejste sig, og med dem vældige og mægtige Kæmper.
Med Tapre vilde de omgive ham og stævne i Leding (leidang/red.) til hans Forsvar.
Saa hædredes Luther, og en saa vældig Hæder syntes vel ogsaa da at gjøres nødig (bli nødvendig/red.), om han
– 19 –
ej skulde brændes som Kjetter.
Men hvor forbauses vi ikke, naar vi høre ham afslaae dette Tilbud om Bistand ? – For Evangelium vilde han ej, man skulde stride med Vold eller Mord, Sandheden maatte sejre ved sin egen Kraft, og for sig selv frygtede han ikke.
Vi nærme os nu til det Sted, hvor han viser sig størst i Faren. Den 6te Marts 1521 blev han citeret til Worms. Vel havde han frit Lejde, men det samme havde og Johan Huss, der brændtes paa Baalet. Dette var endnu ej slukket. Frygteligen truede dets skrækkende Flammer og bragede til Kjetternes Død; – men klarere straalede Heltens Blik mod den dræbende Lue, Flammen fyldte kun Barmen med Ild og tegnede ham Menneskets Sjæl, og Røgen hvirvlede sig kun for hans Øje som Støv af den jordiske Bolig, den han for Sandhedens Skyld ej ræddedes ved at forlade.
“Om mine Fiender”, siger han, “end tændte en Ild imellem Wittenberg og Worms, der rakte til Himlen, vil jeg dog møde i Herrens Navn, bekjende Christum og lade ham raade”.
Luther rejste til Worms og mødte paa Rigsdagen, hvor Kejseren selv, Churfyrsterne, de pavelige Legater, Erkebiskopper, Hertuger, Markgrever, Grever, Konger og Fyrsters Gesandte vare forsamlede 200 i Tal.
I det han vilde gaae ind i Forsamlingen, slaaer ham den tappre General Georg von Frunsberg paa Skuldrene og siger : “Munk ! du gaaer nu en Gang, jeg og mangen Høvding ej har vandret Mage til i de alvorligste Slag. Er din Mening rigtig og du er vis i din Sag, da gak med Gud, han vil ikke forlade dig”.
Og i Sandhed Almagtens Bistand var ingen Tid Luther mere nødvendig, end i denne Stund. Med høj Røst spurgte ham nu den kejserlige Orator, Johan Eck, om han vilde gjenkalde sin Lære eller ikke, og forlangte, at han herpaa skulde svare bestemt og tydeligt.
Da samler Helten sin Kraft, højherlig stgaer han frem og taler : “siden den anselige Forsamling vil have et enfoldigt
– 20 –
Svar, da vil jeg give et, som hverken har Horn eler Tænder. Paven og Concilierne allene troer jeg ikke, thi aabenbart have de ofte fejlet og modsagt sig selv; bliver jeg derfor ikke ved Vidnesbyrd af den hellige Skrivt eller klare og lyse Grunde overbeviist og min Samvittighed fangen i Guds Ord, saa kan og vil jeg ikke gjenkalde, thi det er hverken sikkert eller raadeligt at gjøre Noget imod Samvittigheden. Her staaer jeg og kan ikke andet, Gud hjælpe mig ! Amen !”
– Disse Ord ere sandeligen nok til at skildre ham, og vække os til Beundring, og Taknemmelighed. Med saadan en Kraft, og saadant et Mod talede Helten, da det gjaldt. Intet mægtede at indjage ham Skræk; thi hans Aand hævede sig over Jorden i Tillid til Verdenernes almægtige Styrer, og i Følelsen af Menneskets Værd, agtende blot paa Samvittighevens Stemme, kunde han ej, for Jordlivets Skyld, dæmpe den Sandhedskjærlighed, som fyldte hans Barm. For Sandheden maatte han kæmpe, og i Kampen tvinger han os til at love den Almagtens Gud, som har lagt saadan en Styrke i Menneskets Aand.
Sandheden udtonede sin Storhed og Kraft gjennem Luther i Worms, Løgnen faldt, og den christelige Kirkes Reformation var den heldbringende Virkning af Faldet.
See vi hen til Slægternes Vilkaar igjennem de sidste tre Aarhundreders Historie, da ville vi grant kunne skue Reformationens velgjørende Følger, i det Aanden afkastede sit Aag, og frigjort alt mere og mere stræbte at svinge sig op paa det Standpunkt, hvor den, endog ved Legemet bundet til Jorden, kan komme. Med Aandsfrihed fulgte Selvtænken og Lærdom, hvortil Grunden lagdes i velindrettede Skoler, der, i de første hundrede Aar efter Luther, i Simpelheden selv ej gjordes til gordiske Knuder ved nogen pestalozzisk Kunstmethode, ej heller i deres Fasthed bleve til Vandblærer, der gave blot Vind fra sig med den luftige Dannelse,
– 21 –
som en endnu sildigere Cavailleropdragelse bibragte.
Dog – Reformationens Følger var det ej min Hensigt at fremstille. Vi vide, at de maatte være store og gode for os, thi Reformationen var et Værk af Sandhed, og Sandheden er jo Menneskets højeste Maal og leder kun til det Gode, thi at leve i Sandhed er at leve i Gud.
Men lader os kaste et Blik tilbage paa de Tider, da Luther begyndte Reformationen, og lærte, hvorledes Evangelium skulde forkyndes fra Prædikestolene, lader os følge Tiderne i deres Vexlen, indtil vi komme til den, hvori vi leve, og da see om man nu i det ganske Land færdes som ægte Lutheraner.
Vi have hørt, hvorledes Gejstligheden i Almindelighed teede sig for trende Aarhundreder siden. Ugudeligt var dens Levnet, og ugudelig den Lære, de forkyndte; i Herrens Tempel hørtes ej hans Ord, thi de laae jo som en forborgen Skat i den hellige Skrivt, den faa af de Clerker kjendte noget til, og endnu færre forstode.
Denne elendige Tid blev fortrængt ved den Oplysning, som fulgte med Reformationen. Bibelens Ord bleve givne i forstaaeligt Tungemaal; Folkene læste dem, glædede sig ved dem og begyndte atter at vandre i Herren; de flokkedes sammen i hans Templer, hvor de ej længere hørte bespottelige Præstemænds end mere bespottelige Tale, men hørte Christi søde Lære forkyndes i dens sjælopløftende Reenhed, og, naar da Sangens blide Toner hævede sig i Psalmer til Gud, da fyldtes de af hans Aand og følede, hvor lykkeligt Mennesket ved den algode Fader kan vorde paa Forden.
O, Christne, Lutheraner ! hvor herligt, om vi paa denne vor Jubelfest kunde sige : saa er det ogsaa nu.
Ak, det kunne vi ikke; men hellig er Festen og med hellig Bøn ville vi hæve os til den naadige Retfærd ! –Aarhundreder svandt, og Lutheraner blev et Navn, som beholdtes mere, fordi Vanen og Staternes positive Religion hævdede dets Ret, end fordi Luthers Aand gjennemstrømmede hans Navne.
– 22 –
Der kom en Tid, da Clerken ei mere som Clerk, men som Gjøgler (narr/red.) besteg det hellige Sted, hvorfra han skulde prædike Evangelium for Folket.
Man troede, det var nok, naar man den sidste Dag i Ugen satte sig ved Skriverbordet, og sammentværede en konstig og svulmende Tale, for Søndagen derpaa at declamere den efter Konstens Regler i Kirken, og tiltrække sig de saa kaldte Geniers og Konstdommeres Opmærksomhed. Man søgte flittigen efter brogede Blomster, knyttede dem løseligen sammen i et blændende Bundt, og lode dem dufte Moral i Formen af en Prædiken, for at Samleren dog kunde give sig Skin af at være Præst, i det han jagede efter at nævnes som Taler. Og mon denne Tid, vel er hiin ulig ? Høre vi da nu overalt ægte Christendom forkyndes af Herrens Tjenere ?
Nej – jeg vover at sige det, hiin Tids fordærvelige saa kaldte Cultur spore vi endnu, ja, spore den vel endog paa sine Steder i en højere Grad.
Nævnes vi da ej Lutheraner ? Jo, i Sandhed, og ej for intet ville vi nævne os saa ! Luthers Exempel ville vi følge, og fristes end ingen af mine Embedsbrødre, som paa denne Dag bestige Cathedret, til at skærpe deres Ord, saa er det desto bedre for dem, jeg fristes dertil, og tifold stærkere skal paa Jubelfesten hæve Stemmen mod den, som løgnagtigen stempler sig med Luthers Navn og bespottelig ved sin Tale og Færd vover at kalde sig Clerk !
Vel er jeg ikke Præst, og der gives maaskee dem, som ville synes at jeg ved denne min Tale griber ind i en Præstes Forretning, men jeg veed tilfulde, hvor vigtigt ogsaa mit Hverv er i Staten. Mit Kald blev at være Skolemand, og som saadan har jeg Ret til at tale imod den letfærdige Aand, som, hvis den vedvarer, maa nedbryde vore Skoler, og fordrer, at den skal hemmes af Kirkens Tjenere.
Hører det alle I, som elske Sandhed, fra hvilketsomhelst Sted I ere stævnede hid til vor Fest, hører det Lutheraner ! og staaer mig bi ! Aldrig maa nogen uvidende,
– 23 –
tvetunget og dyrisk Præstemand føre Ordet i vore Kredse, thi hans Tale er falsk og uteerlig, og der gaaer Syn for Sagn, at den fordærver de Svageres Aand.
Den retskafne Clerk skulle vi lønne efter Fortjeneste, saa han ej lider Mangel; men reent og ustraffeligt skal og hans Levnet være som Luthers, at vi ej skulle forarges i vore Sammenkomster efter Dagens Arbejd, ej forarges i Herrens Templer; og der ville vi ej høre Bombast men Christendom forkyndes; thi Prædikestolen er i Sandhed ej nogen Talerstol, fra hiin fordre vi som Lutheraner at høre Christi rene og uforfalskede Lære. Derfor oversatte vor Luther Bibelen, at den skulde læses. Vi have den paa Dansk, og den gaves menig Mand, for at han deri kunde finde Christi Ord og opbygges, og de Clerker fik den som Vejledning, naar de læste dens Ord i Grundsproget; men ville de ej følge Luthers Exempel og dyrke Videnskaberne, da gaves dem Bibeloversættelsen, for at de dog skulde læse den, som Almuen, og ej vige fra Skrivten.
En letfærdig Aand, Virkning af den franske Revolution, trængte ind i Norden, og her see vi tilfulde, at den ej er forjaget; men vist nok staae ej forgjæves de Mænd, der have rejst sig for at kæmpe imod den; jeg mægter ej at bedømme dem; men saa meget veed jeg, at agtede man lidt mere paa Tiden og dem, da stemplede man dem ikke med Haan og Sektnavn, men ydede demTak.
Vi have fulgt vor Luther til Worms, vi ville ogsaa følge ham til hans Grav.
– Efter sin Tale paa Rigsdagen maatte han vente Døden, som og snart blev ham forkyndt i en pavelig Bulle, der fordømte ham som Kjetter, og befalede Enhver at gribe ham, hvor han fandtes, og udlevere ham.
Naar Himlen mørknes og en Orcan fra Grunden af hæver det umaadelige Verdenshav, da tumles stundom et eenligt Skib for de stærke og brydende Bølger, og Planken, huggen af ældgamle Eeg, trues første Gang her med at brækkes.
– 24 –
Men igjennem Skyerne trænger atter Solstraalen frem og under milde Vinde glider Skibet til ønskede Strand. Saa er det med Mennesket. Naar Alt stormer imod det paa Jorden, kommer stundom en kjærlig Ven og yder det Trøst i dets Modgang; da først skatte vi som oftest rigtigen Venskab, denne Himlens Gave, som gjør os saa rige og lykkelige.
Og skulde vel Luther, der var saa from og god, savne Venskab ? Nei – en tro Ven ejede han i den vakkre Mand, Frederik den Vise, Churfyrste af Sachsen. Ved ham reddedes han fra at falde for Pavens Bulle, og, skjøndt Frederik udsatte sig selv for Fare vilde han dog redde sin Ven, og bragte ham i Sikkerhed paa Slottet Wartburg.
Dog, Luther frygtede ej for sit Liv, og da han spurgte de Uordener, som nogle af hans Tilhængere i alt for stor Iver havde begaaet, rejser han fra Wartburg, for at hemme dem.
Den pavelige Bulle tabte imidlertid mere og mere sin Kraft, som Luthers Parti tiltog i Styrke. Han begyndte paa ny sine Forelæsninger som Professor i Wittenberg og havde den Glæde at see sit herlige Værk vorde fuldført.
Men hans Legemskræfter, udmattede ved meget Arbejd, toge mere og mere af, og den 18de Februar 1546 døde han i sin Fødeby Ejsleben.
Møjsommeligt havde hans Liv været, men blid og rolig var hans Død. O ! det er et af de skjønneste Syn, vi kunne skue, at see den gode og retskafne Olding i sin fulde Bevidsthed forlade Jorden ! Hans sidste Tale er Bøn til Ham, som giver og tager; trindt om Oldingens Leje staae deeltagende Venner og under deres Taarer og Velsignelser hæver sig Aanden til Menneskets algode Fader, som gav den !
Paa Heltens Grav rejstes ej nogen Bautasteen; den behøvedes ikke heller, thi inden han forlod Verden havde han rejst sig den selv. Hans Værk er hans Minde og igjennem Slægter vil leve hans Navn, saalænge Sandhedskjærlighed og Kamp for Frihed, Ret og Religion holdes i Ære.
– 25 –
Hædre ham mage vi, thi han var højherlig og stor. Lader os da hædre ham ved at ligne hans Dyder og kæmpe for Sandhed og Ret !
O ! lader os ligne ham, den Eneste, om hvem der i Aarbøgerne staaer skrevet :
#
Aldrig du vandred ad Hyklerens Veje, Troen var Staal om din fribaarne Barm,
Fyrsternes Værn du med Smiger ei trygled, Aldrig du skjulte, du Menneske var !
Som Fader, Mand og Ven og Undersaat, De Armes Trøst, du gik den høje Bane
Paa Himlens Bud med faste Skridt; Blev fattig og din Lyst var Gud,
Din Lykke her, trods Daarens Spot, En ærbar Huustro og en Hytte !
Hvo ejed’ meer, end du, det Højes Gaver ? Hvo brændte meer for Evangelium ?
Hvo stod i Følelsen af egen Kraft ophøjet, Dog over Stolthed og sin egen Ros, Som du ?
– Hvo var vel mere Fordærvelsens Fiende, Meer dens Forfølger og Menneskeven ?
Hvo kæmped, som du, udi Kampen for Sandhed, Og kæmped kun ene for den ?
Du vilde dig glemt med Dødens Blund, Glemt selv i Sejerens Stund,
Naar kun Sandheden sejred ! –
#
– 26 –
Hellige Følelser maae fylde vor Barm paa denne herlige Jubelfest ! Lader dem igjennem Sangens Toner stige til Ham, den algode Fader, som lod os opleve Festen ! Først naar et Sekel er svunden, holdes den atter, og da – ere vi Støv !
(Vor Gud han er saa fast en Borg).
Slutningschor.
Godheds Gud ! Jehovah i det Høje !
Støvets Børn sig for din Throne bøje,
Skue i Naade, Fader, til os ned !
Amen, Amen i Evighed !