«tale ved indvielsen af den ny gravlund ved sandeherreds kirke» : ved sogneprest m.b. landstad

– holdt «den 14de October 1863» – «Udgivet efter Opfordring»; Sandefjord. Magnus Brostrup Landstad, den kjente salmeboks- forfatter og også folkeminne-samler/gransker, var sogneprest i Sandeherred (Sandar/Sandefjord) fra 23. april 1859 til han «efter Ansøgning fik Afsked med Pension 14de October 1876», men trådte i kraft fra mai 1877; Landstad var en varm, grepet og påpasselig forkynner i og hyrde for de menigheter der han tjente;

– les innvielsestalen – sidene 2 – 8 her :

Dyrekjøbte Medforløste ! Naade være med eder og Fred af Gud vor Fader og den Herre Jesu Kristo ! Amen.

Denne Mark, hvorpaa vi her ere samlede, er afgiven, indhegnet og bestemt til en Kirkegaard og Begravelsesplads for Sandeherreds Menighed, og skal idag indvies til dette Brug overeensstemmende Apostelens Ord, at alt helliges ved Guds Ord og Bøn (1 Tim. 4, 5).

I denne Hensigt ere vi her for Guds Aasyn med Andagt forsamlede.

Det Sprog af den hellige Skrift, som af Kirkens Foresatte er mig opgivet til Tekst ved denne Anledning er

1ste Mosebog 28, 17:

«Og han frygtede og sagde : hvor forfærdeligt er dette Sted ! Dette er ikke andet end Guds Hus, og dette er Himmelens Port».

Det er, som I vide, Patriarken Jakobs Ord, der han vaagnede af sin mærkelige Drøm. Han var en Vandringsmand – paa Veien fra sin Faders Hus til et fjernt og fremmed Land. Han havde vandret den lange Dag. Den faldt ham saa meget mere lang, som han havde tungt at tænke paa.

Men uagtet det vistnok i mange Maader var ham en tung Dag, saa var det dog en for ham salig Naades Dag, paa hvilken han visselig har vendt sit Hjerte til sin Fader Abrahams og Isaks Gud, bedet ham om Forladelse for sine Synder og paakaldt ham bønlig om naadig Ledsagelse paa Vandringen. Og nu – «han kom til et Sted og blev der om Natten; thi Solen var nedgangen. Og han tog af Stenene paa det Sted og lagde under sit Hoved, og lagde sig paa det samme Sted. Og han drømte, og se – en Stige var opreist paa Jorden, og det Øverste deraf naaede til Himmelen ! Og se – Guds ,

– 3 –

Engle stege op og ned derpaa ! Og se – Herren stod oven over den og sagde : Jeg er din Fader Abrahams og Isaks Gud !»

Og saa fik han af Gud en rig Velsignelse og Løfte om at faa i Eie det Land, hvorpaa han laa. Saa fik han Løfte om, at i hans Sæd skulde alle Jordens Slægter velsignes. Og Herren sagde : «Jeg vil være med dig og bevare dig i alt, hvor du farer, thi jeg vil ikke forlade dig før jeg haver fuldkommet det, jeg haver sagt dig».

Det var Drømmen – og det var mere end en Drøm. Det var en Guds Aabenbaring. Det var en af de Maader, hvorpaa Gud for Fædrene aabenbarede sin Vilje og sine Hensigter og forsikkrede dem om sin faderlige Naade. Der var noget Virkeligt deri. Der svævede virkelig Guds Engle op og ned over det arme slumrende Menneskebarn, som var taget til Naade hos Gud. Herren stod visselig ovenover og sendte Trøstens og Forjættelsens Ord til den bedrøvede Sjæl.

Og Jakob vaagnede gjennembævet af en hellig Frygt og sagde : «Sandelig Herren er paa dette Sted, og jeg vidste det ikke ! Og han frygtede og sagde : hvor forfærdeligt er dette Sted ! Dette er ikke andet end Guds Hus, og dette er Himmelens Port !»

Det er et deiligt Syn, der her beskrives os, mine kjære Tilhørere ! og disse ere trøstelige Ord at ihukomme, idet vi staa her med den Tanke: her skulle I lægge vore Been til Hvile, naar vi dø ! Ja, kjære Venner ! dette Sted, hvorpaa vi staa, skal blive en Sove-Seng, en Grav for denne Menigheds Lemmer – for Eder, og, om Gud vil, ogsaa for mig, og for Slægt paa Slægt efter os. Vi staa paa vore Grave, og Gud alene veed, hvor snart vi kunne ligge deri og vort jordiske Løb være til Ende.

Vi ere som Jakob Vandringsmænd. Dagen har sin Møie, og det gaar os, som det gik ham : vi vorde trætte, naar det lakker ad Aften, og det er os kjært at komme til Ro. O, maatte vi have havt en Dag, som han, hvori vi havde søgt Herren med Bøn og Bod og fundet Naade ! Da vilde det være godt at lægge sig til Hvile; da skulde vi ogsaa, som han, faa en af Herrens Herlighed opklaret Nat, og en af Guds Engle beskyttet Hvile-Time for vore trætte Lemmer.

Det tykkes vel for os, som for Jakob, at være et ringe, fattigt og haardt Leie; en Steen var hans Hoved-

– 4 –

pude. Og hvad er det andet, som bydes os her, naar vor Seng redes os i Jordens Skjød, end Sand og Steen og Grus, hvor al Verdens Herlighed forsvinder ? Men se ! det viste sig for ham, at der, hvor Guds Elskelige slumrede, der var Guds Hus og Himmelens Port.

Disse Ord saavelsom det hele Drømmesyn tyder paa en usynlig Forbindelse mellem Himmelen og Jorden; en Forbindelse, som ved Kristi, Guds Søns Komme til Verden, hans Vandring hernede i vort Kjød og Klæde, hans forsonende Død, seierrige Opstandelse og herlige Himmelfart er bleven end yderligere virkeliggjort, aabenbaret og bekræftet.

Ved ham, ved den hellige almindelige Kirke, som han stiftede, den stridende her og den seierrige hisset, og ved dens hellige Naademidler forenes det Himmelske med det Jordiske og det Jordiske med det Himmelske, og reises den Stige paa hvilken Guds Engle stige op og ned, og paa hvilken ethvert sandt Guds Barn engang skal følge dem op til ham, som staar ovenover, og lyser Velsignelse over sine Troende.

«Dette er ikke andet end Guds Hus !»

Ja vel er Gud paa ethvert Sted, og hvor den Fromme vandrer og hviler, er han nærværende med sin beskyttende og velsignende Kjærlighed, og hans hellige Engle udrette der hans Erinder; men særlig kan dog dette siges om det Sted, hvor Guds Kirkes Lemmer samles i Døden, hvad deres forkrænkelige Deel angaar. Thi ogsaa denne har en Bestemmelse for Evigheden.

«Ligesom vi have baaret den Jordiskes Billede, saa skulle vi og bære den Himmelskes Billede». «Det saaes i Forkrænkelighed, det opstaar i Uforkrænkelighed; det saaes i Vanære, det opstaar i Herlighed; det saaes i Skrøbelighed, men opstaar i Kraft; der saaes et sandseligt Legeme, der opstaar et aandeligt Legeme» .

Men den Sæd, som er saaet med en saadan Bestemmelse, og hviler under en saadan Forjættelse (løfte/red.), – den Mark, hvor en saa dyrebar Guds Eiendom gjemmes under Forventningens Tider, – der staar Gud visselig ovenover; det Sted er usynlig fyldt af Guds Herlighed – det er ikke andet end Guds Hus !

Og se – her staar Gudshuset og Kirken midt i Gravlunden ! Derfra lyder Menighedens Bøn og Salmesang ud over disse Grave – et synligt Tegn paa Samfundet mellem Levende og Døde, der vandre og hvile i den Høiestes Skjul; et Vidnesbyrd om, at Gud gjennem sin Kirke paa

– 5 –

Jorden i Jesu Navn velsigner vor Indgang og vor Udgang fra nu og indtil evig Tid.

«Dette er Himmelens Port». Hvor forunderlig lyder ikke dette Ord, sagt om en saadan øde og fattig Plet paa Jorden ? og i hvilken Modsigelse staar det ikke til alt, hvad vi her skue med det legemlige Øie ? Her er jo kun Død og Sorg og Bedrøvelse. Her samles al den Jammer, som for Syndens Skyld hersker paa Jorden.

Og dog er det vist og sandt : dette Sted, disse Grave er Himlens Port for ethvert benaadet Guds Barn, der i Jesu Navn har lagt sig til Hvile. Himmelens Port – ei alene saa, at Herren af Himmelen med sine hellige Engle udgaar herovenfra og nedstiger til dig her, men det er Himmelens Port ogsaa i saa Maade, at dit Støv forklaret skal opstige herfra ind i Himmelen. Hvor trøsteligt er det ikke, mine Kjære ! Lægges du end træt og besværet her til Hvile; bæres du end hid med Sorg og Bedrøvelse af dem, som elskede dig, du skal dog vaagne en deilig Morgenstund,; hvo veed, hvilke Herligheds Syner, du imidlertid har havt ?

Vel skal her mangen tung Skilsmissens Taare falde paa denne Jord, mangen for vort Hjerte dyrebar Skat, som vi saa usigelig nødig vilde miste, gjemmes her i den sorte Muld. Men ovenover er der lyst ! og, om vi kunde tro, skulle vi se Guds Herlighed. Der er en Stige til Himmelen ! Der er hellige Guds Engle ! Der er den levende Gud selv ovenover – ovenover Død og Grav og Træthed og Trængsel og Sorg og Jammer ! Der høres hans trøstende Ord, hans Løfte om Ledsagelse gjennem Dødens Dale : «Jeg vil ikke forlade dig, før jeg haver fuldkommet det, jeg haver sagt dig».

Og det fuldkommes først paa hin Dag, naar Herren kommer i Skyen med sine hellige Engle; naar «alle de som ere i Graven, skulle høre Guds Søns Røst, og de skulle gaa frem, de, som have gjort Godt, til Livets Opstandelse, men de, som have gjort Ondt, til Dommens Opstandelse».

Derfor sige og synge vi med Glæde over den Troendes Grav, som over hans Daab : «Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, som efter sin store Barmhjertighed haver igjenfødt os til et levende Haab formedelst Jesu Kristi Opstandelse fra de Døde !»

Jeg taler om Guds Børns legemlige Døds-Hvile, medens deres Sjæle ere i Abrahams Skjød, og deres Legemers salige Opvaagnen paa Herrens den store Doms-

– 6 –

dag, – deres som have vandret for Abrahams, Isaks og Jakobs Guds Aasyn i Hellighed og Retfærdighed, hvis Synd er skjult og hvis Overtrædelser ere forladte, og som salig ere hensovede i Troen paa deres Frelser.

Men vi veed desværre, at dette ikke er Tilfældet med alle, som bæres hid. Ak, det er alt for vist, at mange komme fra et syndigt, gudsforladt Liv, og kaldes bort midt i deres Ubodfærdighed til Regnskab for den alvidende og retfærdige Dommer.

Hvor forfærdeligt er ikke for dem dette Sted ! her hvor Løbet ender, hvor Naadens Døre stenges og hvor det er for silde at banke paa !

O kjære Venner ! lader os tænke derpaa og tage det alvorlig med vor Saligheds Sag ! lader os arbeide for den, medens det er Dag ! Natten kommer, da ingen kan arbeide mere. Døden kan uforvarende overfalde os. Vi vide ikke hvad Time Herren kommer. Derfor vær færdig Sjæl ! færdig til Reisen, færdig med Forberedelsen til Evigheden, færdig at sige Verden farvel og gaa herfra i Fred ! Ja :

Vær færdig, Sjæl, at Døden kan

udslukke al din Jammerstand,

tænk, Menneske, paa Enden !

Men, medens mange vandre saaledes, at vi maa sige med grædende Taare, at de ere Kristi Korses Fiender, hvis Ende er Fordærvelsen, hvis Gud er Bugen, hvis Ære er i deres Skjendsel, og som tragte efter de jordiske Ting, – saa bekjender Herrens sande Troende med Glæde : «Vort Borgerskab er i Himlene, hvorfra vi og forvendte Frelseren, den Herre Jesum Kristum, som skal forvandle vor Fornedrelses Legeme til at vorde ligedannet med hans Herligheds Legeme, efter den Kraft ved hvilken han og kan underlægge sig alle Ting». (Filip. 3, 18–21).

Ja Kristus er vort Haab, er Synderes Trøst og Tilflugt baade i Livet og i Døden; han er Opstandelsen og Livet.

Vi ville ogsaa mindes til vor Trøst, at der for Jesu Blodpenge, de for hvilke han blev solgt, blev kjøbt en Ager til at jorde Pillegrime udi. Vi ere disse Pillegrime, – vi kunne sige, at Jesus med sit Blod har kjøbt os et Gravsted, og beredet vore Legemer et roligt Leie i Døden. Ved hans Død er Døden overvundet, fra hans Grav taler Guds Engle om Opstandelsen, og fra hans Kors, hvor han har forsonet for al Verdens Synder, udgaar der en Haabets Glans over disse Dødens Marker;

– 7 –

hvorfor vi ogsaa sætte Kors paa Graven og bekrandse det til Taknemmeligheds Tegn for Korsets salige Trøst og Opstandelsens dertil knyttede Haab.

Saa være os da dette Sted fra nu af et helligt Sted, et Fredens og et kjærlig Ihukommelses Sted ! være os som et Guds Hus, hvilket vi med Andagt og Ærefrygt betræde ! Og ligesom vi nu kunne glæde os med hverandre, at vi have faaet en vakker Kirkegaard, saa ville I vist ogsaa gjerne opfylde min Bøn, naar jeg beder, at Enhver vil gjøre Sit til at frede og værne om denne Gravlund, at intet Vandhelligt her maa høres, intet Usømmeligt ske men at man vil lade de Døde hvile i stille, uforstyrret Ro ! samt naar jeg beder, at man gjerne pryder deres Grave med Grønt og Blomster til et kjærlig Ihukommelses Tegn ! Det er saa vakkert, og minder om Samfundet med de forudgangne Kjære.

Gak kun ofte hid i stille Timer ! Tænk paa Døden, og tænk paa Samlivet med dem, du elskede, og lad Tanken derom løfte din Sjæl op mod Himmelens Porte ! Tak Gud for al hans Naade, og bered dig selv til Reisen !

Og saa erklærer jeg da denne her indhegnede Jord, som omgives af dette Gjerde, og enhver Deel deraf for et fredhelligt Sted, adskilt fra verdsligt Brug og helliget til et Gravsted for de Døde, og indvier det dertil i Navn Gud Faders, Gud Søns og Gud den Hellig Aands ! Amen.

Lader os alle bede :

O almægtige, evige Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader ! Lad dit Øie naadig hvile paa dette Sted, og paa de Menneskens Børn, som her skal stedes til Jorde ! Lad deres Been her hvile under dine Vingers Skiul ! Lad dem, som her sørge ved de tunge Skilsmisser, som Døden volder, se Stigen, som du har reist fra Jorden til Himmelen !

Lad Guds Engle her stige op og ned og bringe de Sørgendes Hjerter Trøst og Fredshilsen fra dig ! Tal du dette dit Ord til Styrkelse for alle Trætte og Besværede, at du ikke vil forlade dem, førend du har fuldkommet det, du har lovet, og hjulpet dem frem til det forjættede Land ! O hjælp os, kjære Herre Gud, at ingen maa komme hid, uden at han har seet Frelsen fra dig, den som du beredte alle Folk, og har favnet sin Frelser i Troen ! Hjælp os alle ved din Hellig Aand til et helligt Liv og en salig Død !

O Herre Jesu,

– 8 –

vor himmelske Hyrde, slip os ikke, naar vor Afskedstime er kommen og vi stride med Døden ! Vær hos os og styrk os i de sidste Stunder, saa at vi med Frimodighed og Troens Trøst maatte skilles herfra og sige : «Om jeg end skal vandre igjennem Dødens Dal, da vil jeg ikke frygte, thi du er med mig, din Kjæp og din Stav, de trøste mig».

Ja giv os i dig en stille, blid og salig Død, en rolig og glad Afsked fra denne Verden ! Lad vort Støv hvile i Fred ! Og naar du saa gjenkommer for at dømme Levende og Døde, kommer med dine hellige Engle i Magt og Herlighed, og din Røst skal gjennemtrenge disse Grave, og de Døde skulle opstaa – o giv os da en Opstandelse til Livet ! Giv vore Fornedrelses Legemer den himmelske Forklarelse, at vi kunne følge dig hjem ! og lad os saa med Legem og Sjæl blive og bo hos dig igjennem alle Evigheder, og faa synge Seiersangen for Lammets Throne, iførte lange hvide Klæder og med Palmegrene i vore Hænder ! Ja Gud bevare vor Indgang og Udgang fra nu og indtil evig Tid ! Amen.

(Efter Afsyngelsen af 2 Salmevers foregik Jordspaakastelse paa 2de nedsatte Lig. Disse Grave bleve nu under Klokke-Ringning og Salmesang igjenkastede, hvorefter Velsignelse lystes over Forsamlingen og man skiltes ad).