– og ble gjenfortalt i «Skilling-Magazin» for «Løverdagen, den 8de Juli 1843»; sidene 214 – 216 (det er mye tekst på hver side, da disse er inndelt i 2 tettskrevne spalter);
– her forteller Andreas Engelbrechtsen hvordan han og den litt eldre broren Oluf i august 1652 var nær ved å omkomme under helt særegne omstendigheter og hvordan de hadde gjort opp med Gud og med hverandre at ingen redning mer var å vente; men Gud ville det annerledes, slik at vi i 2025 – 373 år senere kan lese om det som i 1652 skjedde – av Andreas’ egen beretning nedskrevet og formidlet i august 1691; dette gjorde han nesten 40 år etter deres utrolige redning.
Andreas forteller her at han og broren i deres fortvilte situasjon allikevel maktet å tenke på dem som eventuelt måtte søke etter dem og komme over deres døde legemer i det lille «Skjul af Sten» de hadde laget; på en slik måte forberedte de sin egen begravelse, «og med Kniver udskar Noget paa smaa Kjeppe, som der kunde findes», slik det står i beretningen, noen enkle fakta knyttet til deres person og hendelsesforløp – og samtidig skar de inn det bibelord som skulle leses over dem, nemlig fra Davids salme 73, versene 22-26, hvor det står skrevet (i «moderne» oversettelse): «..var jeg dum og uforstandig; som et fe var jeg mot deg. Men jeg blir alltid hos deg, du har grepet min høyre hånd. Du leder meg med ditt råd, og siden tar du meg opp i herlighet. Hvem har jeg ellers i himmelen ? Når jeg bare har deg, ønsker jeg ikke noe på jorden. Om kropp og sjel forgår, er Gud for evig min klippe og min del».
Her følger beretningen :
En mærkværdig Redning af tvende Mennesker i Gudbrandsdalen.
I et gammelt Tidsskrift, der blev udgivet af Oluf Bang i Kjøbenhavn under Titel : «Samling af adskillige nyttige og opbyggelige Materier, saavel gamle som nye», findes meddelt i 4de Stykke (for 1743) en interessant Beretning, om hvorledes tvende (2) Mennesker bleve reddede ved Hjælp af deres tro Hund, da de vare nær ved at omkomme af Hungersnød paa en liden Holme i et Fjeldvand i Gudbrandsdalen, efterat have tilbragt over tolv Dage uden Levnetsmidler.
Den ene af de Reddede, en Student Andreas Engelbrechtsen, har selv nedskrevet en Fortælling om sin Frelse, og det er denne Fortælling, som Oluf Bang har ladet trykke i sit ovennævnte Tidsskrift.
Beretningen viser os, hvorledes Forsynet ofte paa en vidunderlig Maade holder sin beskyttende Haand over Mennesket, og giver tillige et mærkeligt Exempel saavel paa Menneskets Udholdenhed, som paa den sjeldne Troskab, Hunden saa ofte viser mod sin Herre.
Vi have af den Grund troet, at burde her paany opfriske fra hint gamle og kun lidet bekjendte Skrift denne Beretning, da den fortjener at være bekjendt ogsaa for Nutiden, og ville vi lade Andreas Engelbrechtsen med sine egne Ord fortælle os Begivenheden.
«Anno 1652, da jeg Aaret tilforn var bleven Student, og nu var kommen fra Kjøbenhavn til mine kjære Forældre paa Gaarden Thoxsen i Gusdals Præstegjeld i Gudbrandsdalen, skete det den 1ste August samme Aar, at jeg med min ældre Broder, ved Navn Oluf Engelbrechtsen, reiste hen i de høie Fjelde, som ligge imellem Gudbrandsdalen og Valders, i den Tanke, at vi der skulde forlyste os en 2 til 3 Dage med Fiskeri og Skytteri.
Den 2den August kom vi til et stort Vand, Refs-Søen kaldet (dette er i dag enten Øvre eller Nedre Revsjøen – et stykke vest av Svatsum i Vestre Gausdal dalføre/red.), fire store Mil fra Gusdals (Gausdal/red.) Hovedsogn (det er Østre Gausdal/red.), hvor vort Hjem var, og der forbleve vi til den 6te August i Forretning, som sagt er.
Men den Dag meget aarle, da vi mente, at vi med Guds Hjælp os til Hjemreisen vilde begive, roede vi først (endda den Dag fastende) ud med en liden Baad til en liden Holme eller Ø, som ligger i bemeldte Vand, og er ungefær 16 Skridt lang og halv saa bred, hos hvilken Ø vi Dagen tilforn havde udsat tvende Fiskegarn, som vi vilde tage op; da det var skeet, stege vi ind paa bemeldte Ø, men imidlertid vi der vare, som dog neppe var et halvt Kvarter, reiste sig en meget hastig, stor og stærk Sydost-Vind, som ved Bølgerne hastig og uformodentlig bortførte Baaden fra os, og formedelst at ingen af os kunde svømme, maatte vi der efter Guds Villie forblive til ud paa Natten til den 13de Dag, foruden al sædvanlig og naturlig Legems-Ophold, nemlig fra den 6te August, da vi fastende roede ud, indtil om Natten til den 18de August.
Der vi nu i disse høie Fjelde og vilde Marker, saa mange Mile fra Folk i denne Nød bestedte, vidste os ingen Raad til nogen Mad og Ophold eller nogen Livs Befrielse, da indfaldt vi med inderlig Bøn til vor Herre, som kan gjøre over alt det vi kan bede og forstaae, og som uden ordinær Middel og imod al Forhaabning kan hjælpe Sine, som Ham paakalde, han og da af sin Naade og Barmhjertighed vilde komme os ihu.
Derefter om anden Dagen begyndte vi at mure eller løselig oplægge os et lidet Hus eller Skjul af Sten langt og snævert, at vi kunde krybe og ligge deri for at vi derved noget kunde bevares og hjælpes for den store Kulde, som i de høie og slette Fjelde af Vind, Storm og Uveir pleier paa den Tid om Aaret at falde, og nu paa den Tid var Kulden saa streng, især om Natte-Tider, at den tvang og plagede os fast (nesten/red.) mere end Hungeren, thi vi vare rud i vore tynde Underklæder, og den kolde Vind blev saa streng, at usigelig mange Træer i Skoven saa og Kirketaarne bleve nedkastede; dernæst gjorde vi og denne Hytte, om vi der skulde døe, som det ei andet lod sig ansee, vi da der kunde findes af Folk, som der kunde komme at fiske; thi ellers kunde Vandet bortskylle os, eftersom det tit, naar megen Regn falder, gaaer over samme lille Ø.
Imidlertid toge vi os for, at søge efter Rødder, og mente, at dersom vi nogen der kunde finde, som vi kunne fortære, de da skulde give nogen Styrke mod Hungeren, men der fandtes ingen tjenligt, thi paa denne liden Flek var ganske lidet Græs og derunder ingen tjenlige Rødder.
Omsider fandt vi etslags Græs, et lidet bredagtigt Blad, uden Tvivl Viola Canina ( d. e. Hunde-Fiol eller Gauksko), af hvilket Græs vi samle de to Gange om Dagen, saa meget hver Gang til Enhver, som af samme Blade kunde ligge i en Ske; thi vi fandt aldrig mere paa een Gang.
– 215 –
Naar vi nu dette lidet Græs havde sanket, satte vi os ned og læste til Bords førend vi spiste deraf, at det ved Bønnen kunde velsignes, vel betænkende, at alle Ting helliges ved Ordet og Bønnen.
Der stode og paa samme Ø nogle faa, smaa Træer ved en Alen høie, deraf plukkede vi undertiden lidet Løv, som vi fortærede, men brugte deraf dog ganske lidet, formedelst de vare saa bedske og onde i Smagen.
Af bemeldte Græs begyndte min Broder at spise paa den tredie Dag, men jeg derimod fandt udi de første syv Dage ingen synderlig Smerte eller Svækkelse af Hungeren, og derfor til den Tid spiste deraf lidet eller intet, men sankede hvad jeg fandt og gav min Broder, som syntes at blive mere svækket og afmægtigere end jeg.
Naar vi efter Bønnen havde spist det lidet Græs vi fandt, da kunde den Svie og Smerte for Hjertet, og Sting, som vi udi Axlerne og Armene stærkt fornam, derved forsættes og fordrives. Og er det meget mærkeligt og i al Sandhed, at om vi end intet mere Græs fandt paa en Dags Tid, end som tilforn er sagt, saa fandt vi dog altid anden Dagen ligesaa meget, uanseet vi dog tilforn havde ledt og søgt vel smaalig og nøie efter hvert eneste Blad vi kunde finde; ja end det som mer er, at vi paa samme Steder afplukkede alt det andet Græs, og tillige opreve alt derunder groende Mos (mose/red.) ned i den sorte Jord, som vi lagde ind i vor trange og skrøbelige Leie at ligge paa, ikke desto mindre fandt vi dog om Morgenen den anden Dag paa samme Sted saa skjønne Blade, af samme Græs, som der nogen Tid tilforn findes kunde.
Vi fandt dog efterdags ikke mere end som før er meldt hver Dag, indtil Aftenen paa den 12te Dag, da det blev ganske borte, saa vi da Intet fandt som de andre Aftener.
Især fandt jeg en Morgen (om jeg erindrer ret, den tolvte Dag) en Syre-Tue, som jeg dengang plukkede strax rent af og delte med min Broder; den samme Dag mod Aftenen, da jeg atter krøb og søgte efter Føde, kom jeg til det samme Sted, som jeg meget vel kunde kjende af et lidet tørt Træ, som laa derhos, da stod densamme Syre-Tue lige saa fuld af Syre-Græs som tilforn, da jeg dengang kunde saare lidet betænke det, jeg plukkede den dog af med Forundring, at jeg ei før skulde have seet den da jeg var der.
Saaledes levede vi hen de elleve Dage, og havde end noget Haab om Redning og Hjælp enten ved Fiskere eller Skyttere, som kunde hænde at reise der i Fjeldet, men den Forhaabning slog alt Feil. Saa havde vi dog med os en liden Hund, hvilken i hele 8 Dage blev liggende paa det faste Land hos vores Tøi og ventede paa vor Gjenkomst, men den 9de Dag mod Aften gik derfra og kom hjem til vore Folk, dog begyndte at tude og ligesom sørge.
Der de fornam Hunden kom saa alene og sig saaledes forholde, frygtede de, at Alting med os ikke maatte være ganske vel, skikkede derfor en Mand hen i Fjeldet at søge efter os, og see hvorledes det stod til; han kom og fandt vort Tøi om Natten til den ellevte Dag, men os fandt han ikke, og af Adskilligt mærkede han, at vi ikke i lang Tid havde været ved Tøiet, reiste derfor strax samme Nat tilbage igjen og bar Tidende, at vi endelig i Vandet maatte være omkomne.
Den tolvte Dag, som var den 17de August, da min Broder forstod at han ikke længere kunde udstaae saadan Hungersnød, thi jeg kunde endog høre hans Hjertes haarde Slag, endskjønt jeg sad (satt/red.) langt fra ham, da lod han alt Livs Haab fare og gav sig aldeles over; jeg befandt mig og da hel svag, saa at jeg ikke vel kunde staae, førend jeg noget af det ommeldte Græs havde bekommet til Vederkvægelse, som jeg da krybende paa mine Knæ samlede og stak i Munden; dog var jeg stærkere end min Broder, og eftersom vi vel kunde fornemme, at om Saadant længere skulde vedvare, Døden derpaa snart vilde følge, som og ikke var langt borte, saa gjorde vi vort Testamente, og med Kniver udskar Noget paa smaa Kjeppe, som der kunde findes, baade hvorledes vi vare komne paa Stedet, hvor længe vi der havde været, og hvorved vi havde levet og den Text, som vi udvalgte til vor Ligpræken, Psalm. 73, V. 22-26, og andet Mere.
Formanede derpaa hverandre til Taalmodighed og Frimodighed, og til Bestandighed udi Gud indtil Enden, gave saa vor Villie ganske under Guds gode og uimodsigelige Villie, vare dermed vel fornøiede og tilfredse, takkende den gode Gud, som os ved Sundhed, fuld Sands og god Fornuft saa længe havde sparet, at vi endda kunde tale med ham i vore Bønner og ham vore Sjele overlevere.
Derpaa vare vi glade og visse paa vor Salighed, som vi da mest tænkte paa, eftersom Græsset den Aften, som sagt er, blev ganske borte, og vi Intet mere fandt af detsamme Slags; der nu den Dag var forløben og Natten paakom, indkrøb vi igjen med største Besværlighed udi vort ringe og vanskelige Leie, derudi at forvente med største Forlængsel den 13de Dag, som var den 18de August.
Men samme Nat kom der endel Karle af vore egne Folk udskikkede, som vilde lede og søge efter os i Vandet, eftersom de vare i den Mening, at vi, ifølge den Andens Beretning, deri maatte være omkomne.
Der vi nu hørte disse Folk og deres Hestes Allarm, bleve vi glade. Og jeg fik strax Hovedet ud af vor snævre Hytte og raabte til dem; de hørte det og strax, gjorde deres Flid at komme over til os, og glædede sig over at de mod al Forhaabning fandt os endda levende; de spurgte strax efter Baaden, som var gaaet fra os; da saae vi en stor Sten ved det ene Land, dog tvert over for det Sted, som Baaden først drev hen til, og mente at det havde været Baaden, hvorfor vi og viste dem derhen; men det skete saa af Guds besynderlige Forsyn, at de et lidet Stykke fra Stenen fandt Baaden, endskjønt vi paa det Sted, den stod, ingenlunde kunde see den, ei heller vidste eller kunde tænke, at den var kommen til det Sted, thi den Tid Baaden drev fra os, blev den af Vinden ført paa et andet Land langtfra dette Sted, der saae vi den sidst om Aftenen den første Dag, hvorhen og Vinden uden Forandring blæste i 8 Dage, men Baaden maa siden være ført hen til det Sted, hvor den nu fandtes, under Nattens Mørkhed.
Baaden, som lettelig kunde enten have kuldseilet eller værebleven sønderslagen mod Klipper og Stene ved den stærke Storm, fandtes da ved Guds Forsyn for os at være ganske uskadt,
– 216 –
hvilken de med største Hast og Glæde benyttede sig af til vor Frelse.
Da vi nu vare frelste og komne til Landet, blev os strax Mad frembragt, hvoraf min Broder første Gang ganske lidet fortærede; men eftersom jeg fornam, at jeg endnu var noget stærk, tog jeg temmelig vel tillivs, dog ikke hastig; det bekom mig og Gud ske Lov vel, saa at jeg intet ondt deraf mærkede.
Men da vi nu omsider vare komne hjem, som skete tredie Dag derefter, blev min Broder saa meget svag, at han i 8 Dage, nærmere Døden end Livet, maatte holde ved Sengen, og ingen Mad kunde taale eller beholde, men jeg var altid tidig og havde god Appetit til Mad, følte og intet Ondt som han, men under Fødderne satte det sig med stor Smerte over en Maaneds Tid, indtil det omsider med stor Ve brød Huller ud oveni mit Hoved, og dermed stillede al Smerten sig og Alting blev godt.
Min Broder fandt og lige Pine i Fødderne, dog ikke saa længe som jeg, og heller ikke brød det ud i Hovedet. Og kom vi da, Gud være lovet, i densamme Høst til vor forrige Sundhed igjen, og min Broder levede derefter i 37 Aar; men jeg Gud være lovet lever endnu som er dette Aar 1691, og skriver dette den 25de August. –
Hvorledes vore Hjerter i saa lang Hungersnød haver været, og hvorledes alle Ting med os passerede, baade hvorledes Gud bevarede os fra stor og forfærdelig Regn, som rakte ind til os paa den Side uden til, men ei fra de Fjelde oven for os, hvorfra den største Vært og Vandflod kunde komme og oversvømme den liden Ø; fremdeles, at vi en Tid lang sluttede med at udkalde til os vor liden Hund, at vi af den kunde nogen Tid opholde vort Liv, om Nøden blev for stor, – sligt kan intet Menneske ved sig betænke, credite experto («stol på eksperten»/»trust in one experienced»/red.).
Men Gud, for hvilken ingen Ting er skjult, veed det bedst, som og veed at udfrie Sine, som Ham paakalde, af Fristelsen, og lægger dem den ikke haardere paa, end de kan taale; thi han er barmhjertig og trofast, og giver en god og glædelig Udgang.
Ham være evig Lov, Pris og Ære !
Andreas Engelbrechtsen».