– hvilken kom på trykk i utgaven for «Torsdag 22de August 1889» og dermed omtrent 100 år etter det som innvarslet de store omveltninger i det franske samfunn fra især 1789; redaktøren i avisen «Kristianiaposten» i august 1889 var den kjent som mer radikale Per Sivle, men som i sin tid som redaktør fra 1887-88 plasserte avisen som støttespiller til Johan Sverdrup og hans moderate Venstre-gruppering; artikkelen refererer en hendelse i Kristiania så langt tilbake som sent i 1792/tidlig i 1793, for å få frem hvordan de store hendinger på kontinentet i årene omkring den franske revolusjon – med sitt første topp-punkt med stormingen av fengslet Bastillen sentralt i Paris den 14. juli 1789 – var kjent også her i Norge og evnet å sette sinnene i sterk bevegelse;
– les den interessante gjengivelsen her :
Et Revolutionsgilde i Kristiania 1793.
Efter hvad Jakob Aall meddeler i sine «Erindringer», faar man det Indtryk, at den store Revolution blev omtrent ganske upaaagtet i Norge; man passede sine Forretninger og benyttede den gode Leilighed, som Revolutionskrigene frembød for den norske Handelsstand til Fortjeneste, og nærede i det høieste en vemodig Følelse for «Frankriges Lidelser», skriver «Kristianssands Stiftsavis».
Dette er kun tildels sandt. Vistnok var det store Folk temmelig fremmed for Begivenhederne, men Embedsstanden og den mere fremtrædende Del af Borgerstanden synes ikke alene at have været «smittet» af de republikanske Ideer, men ogsaa Oplysningstidens Forfattere sees at have havt meget lærvillige Elever her nordpaa.
Som Bevis for, at hvad vi her siger medfører Sandhed, meddeler vi nedenstaaende Brev, der paa samme Tid ogsaa levende illustrerer Datidens Selskabsliv i de høiere Kredse. Brevet, der findes blandt de af Professor Daae (Ludvig Kristensen Daa(e)/red.) i 1864 udgivne Breve til Geheimeraad Bülow, er forfattet af den som dansk Statsminister i 1827 afdøde Fredrik Kaas, der i 1792 blev Præsident i Kristiania Magistrat og 1795 Stiftamtmand i Akershus. Kaas blev ved Giftermaal med en norsk Dame Eier af Bærums Jernværk. Brevet er saalydende (dog med Nutids Retskrivning) :
Deres Excellence
Høi og velbaarne Hr. Geheimeraad !
Det er paa Grund af Deres Excellences gunstige Tilladelse, at jeg vover at meddele Dem Beretning om en Tildragelse, som jeg i Henseende til dens Oprindelse og Følger virkelig anser for ubetydelig, men som dog, foredraget for hans kongelige Høihed og Regjeringen fra en anden Haand kunde kaste en Skygge af Fordom paa mine Handlinger og Tænkemaade, ja maaske ansees være af større Vigtighed, end den virkelig er.
Deres Exeellence ville og tillade, at jeg, førend jeg gaar til Fortællingen, ydmygt beder, at dette ikke ansees som nogen officiel Beretning, der bør forevises Hans kongelige Høihed Kronprinsen (senere, fra 1808, kong Frederik VI/red.), men blot som en simpel Fortælling af en Tildragelse, meddelt en Mand, jeg fremfor alle agter og ærer og har al mulig Tillid og Fortrolighed til. Endnu en vigtig Bevæggrund har jeg til dette Skridt, denne, at naar Deres Excellence bliver af mig, som var nærværende, underrettet om Sagens rette Sammenhæng, vil De derved sættes istand til at modsige alle falske og overdrevne Rygter, ja jeg tør endog haabe, at Deres Excellence vil tage mit Forsvar, i Tilfælde af man skulde mistyde mine Hensigter eller tvivle om min Hengivenhed for Kongehuset og mine Pligter som Undersaat og Embedsmand, fordi jeg har været et Selskabs Gjæst, der offentlig ytrede, om ikke den modsatte Tænkemaade, saa dog Meninger, som i dette Tidspunkt kunde have Indflydelse paa de mindre oplyste Dele af Nationen.
Sagen er denne : En af Byens bedste Kjøbmænd Even Steen kom til mig forrige Onsdag for i eget og adskillige af de andre Handlendes og Embedsmænds Navn at indbyde mig til et Maaltid hos Traktøren Thoms. Paa Grund af mit Embede som Præsident og det Forhold, jeg derved staar i til Byens Indvaanere, troede jeg ikke at burde afslaa Invitationen, som noget i sig selv ganske uskyldigt.
Jeg kom og fandt et talrigt Selskab, af hvilke 6, nemlig Byfogden Justitsraad Hagerup, Stadskaptein Adam Steen, Mægler Lie, den engelske Konsul Mitchel, Kjøbmændene Even Steen og Dybvad havde hver inviteret et vist Antal Gjæster, og alle 6 forenede Generalauditør Wessel, Assessor Mathieson, Jess Anker, Kammerherre Anker og mig.
Kammerherre Anker var syg og kom ikke. Wessel var bortreist, men ventedes Kl. 3, da han kom. Alting gik ordentlig og muntert til ved Bordet, indtil Wessels Ankomst, og da først skulde Skaaler proponeres, og til min store Forundring hørte jeg da, at Konsul Mitchel ved den anden Ende af Bordet proponerede den første Skaal paa engelsk – Frihed, Lighed og Enighed, samt saa at han dertil udleverede Sedler. Da denne Seddel ikke kom til mig, kan jeg ikke sende Deres Excellence den. Alt hvad jeg ved et flygtigt Øiekast opdagede deraf var, at Formen var omtrent denne : Frihed, Lighed og Enighed, Nordmands Skaal, men da den var skrevet paa Engelsk, kunde jeg ikke i den Hast ret skjønne de 3 Ords Bemærkning, men hørte dem saaledes oversætte af andre.
Seddelens Udlevering standsede ved Jess Anker, som stod op og sagde, at han holdt det impertinent af Mitchel som Engelskmand at ville proponere slige Skaaler i Norge og i et Selskab af Mænd, som elskede deres Konge og Konstitution; han kunde tilgive ham som Engelskmand Frihedens Skaal, men naar han var bosat her og spiste norsk Brød, maatte han som Poteteskonge – en Titel, som han gav Mitchel, fordi han handler meget med Potetes – sætte i Steden for Lighed Potetes (erstatte «likhet» med «poteter»/red.), og da først kunde Selskabet drikke Skaalen; men da Jess Anker mærkede, at Skaalen ved den Ende af Bordet gik ligefuldt rundt, og at den anden Skaal var Dumouriez’s (dette var den franske offiser Charles-Francois Dumouriez (1739-1823), aktiv under eneveldet i annen halvdel av det 18. århundret og som også tjente som minister under det girondinske styret/det konstitusjonelle monarki fra 1791-92 inntil de store omveltninger, men som i 1793 deserterte fra den franske revolusjons-armé over til østerrikerne for å unngå dødsstraff og mot slutten av sitt liv etablerte seg i England/red.), hvortil nogle begyndte at synge : «Hver ærlig Broder ønske, at Dumouriez maa leve» – stod han op paa en Stol og raabte : «Naar Mitchel er dumdristig nok til at proponere i dette Selskab Dumouriez Skaal, bør vi som Nordmænd igjen drikke til ham Washingtons Skaal». Denne drak han derpaa, kastede sit Glas i Gulvet tilligemed de omkring siddende samt deres Bouteiller (flasker/red.).
J. Anker (Jess/red.) er overmaade hidsig og brutal, enhver frygter ham, saa Selskabet blev enig om at staa op og skilles ad. Alt dette passerede ved den anden Ende af Bordet, saa jeg ikke vilde blande mig deri. Ved min Ende begyndte derimod Justitsraad Hagerup med Dumouriez’s Skaal; i Førstningen lod jeg, som jeg ikke hørte det, men da Hagerup et Par Gange gjentog Skaalen og spurgte, om jeg ikke vilde drikke den, svarede jeg i en spøgende Tone : «For Deres Skyld drikker jeg den Skaal, De proponerer, uden Hensyn til Skaalen, men tillad mig at sige Dem, vi sætter os blot for at blive latterlige ved at drikke en Mands Skaal, hvis Hoved maaske i dette Øieblik ligger under Guillotinen«.
«O ! – svarede han, er Dumouriez død, opstaar en anden i hans Sted, og saa drikker vi dennes Skaal !»
Gjerne kunde jeg her have talt i samme Tone som Jess Anker, thi mit Blod koger ogsaa letteligen, men jeg betænkte, at jeg var Embedsmand, følgelig ikke burde kompromittere mig, eller sætte mig blot for at blive insulteret (fornærmet/red.). Jeg taug (tidde/red.) da og drev det hele hen i Spøg. Overhovedet anser jeg det altid rigtigt ved slige Begivenheder at følge Strømmen heller end at gjøre mange Ophævelser, som oftest kun tjene til at give saadanne Herrer og deres Handlinger et Anstrøg af Vigtighed, som de ikke fortjene, og tro de først, at der lægges Mærke til dem og at de ansees farlige og frygtes, opmuntres de lettelig til Forsøg, som de ellers aldrig vovede at tænke paa. Dette er mine Tanker; det skulde glæde mig, om de fandt Deres Excellences Bifald; – tror De derimod den modsatte Handlemaade er rigtigere, da forsikrer jeg Deres Excellence, at et Vink i saa Fald ganske skal bestemme mig, – mit Liv og min Formue op ofrer jeg villig for min Konge, og Mod savnede jeg aldrig. Godt var det imidlertid, at Jess Anker paatog sig denne Rolle; thi han afbrød derved Maaltidet og hjalp mig ud af en stor Forlegenhed.
Imidlertid blev dog følgende Skaaler drukne af den største Del af Selskabet :
No. – 1. Lighed, Frihed og Enighed.
– 2. Dumouriez.
– 3. Fremgang for de franske Vaaben.
– 4. Nationalkonventet
Strax efter Maaltidet begyndte der en meget alvorlig Scene mellem Anker og Mitchel. Den gik saa vidt at Anker mishandlede ham meget, gav ham adskillige Ørenfig og andre Slag, hvorved jeg ikke var nærværende.
Mitchel har endnu ikke vist sig, men mange tror, at dette kunde have videre Følger, og at en Duel bliver uundgaaelig. Anker venter derpaa og er beredt paa alt. Dette Selskab har overhovedet gjort megen Opmærksomhed i Byen – Aarsagen og Hensigten kan jeg ikke ret udgrunde.
Saameget er vist, at der gives her nogle, som er stærkt anstukne af den nyere Filosofi, hvoriblandt jeg tør nævne i Fortrolighed for Deres Ecellence som de vigtigste Personer, Wessel, der dog efter denne sidste Tildragelse har forandret sit Sprog, maaske af Frygt for at blive denonceret (fordømt/red.) – han var igaar længe hos mig og vilde diskulpere sig (frita seg for skyld/red.) og vælte al Mistanke fra sig – men jeg tvivler, om det kommer fra Hjertet.
Dernæst er den ivrigste af alle Assessor Mathison og Kjøbmand Pløen – men disse savner Talenter til at udarbeide og Mod til at udføre en Plan, derimod er Justitsraad Hagerup og Assessor Bull i Overhofretten mere farlige, om nogen kan siges ved den her almindelig herskende Tænkemaade at være farlig – alle de øvrige fortjener ikke engang at nævnes. Hvorfor jeg og Anker blev inviterede til det Selskab, begriber jeg ikke, formodentlig er det for at sætte vor Konduite paa Prøve, eller for at forsøge, om vi ville bide paa Krogen. Det er mig sagt, at dette ikke er det første Selskab, hvor disse Skaaler drikkes, men at Pløen strax efter den allierede Armes Tilbagemarsch skal have gjort et stort Gjæstebud for at drikke Fremgang for de franske Vaaben; saa meget er og vist, at der forrige Søndag var Selskab hos Mægleren Lie, som tillige er engelsk Vicekonsul, og at det sidste Onsdagsselskab blev der aftalt.
Dette maa jeg og lægge til, at af de 36 Personer var de 2/3 Dele uvidende om alt og drak Skaalerne med samme Ligegyldighed som den aller ubetydeligste– – – (Resten af Brevet indeholder kun Kaas’s Reflektioner over, hvorledes den opstaaede Bevægelse bør mødes, samt en Beklagelse over 3 Embeders Besættelse, nemlig et af Landets bedste Sorenskriverembeder til en ung Mand, Wessel, hvorfor man troede Farbroderen havde betalt 2000 Rdl., et andet til en «Sivert» der for 4 Parsiden var Skriverdreng i Drammen, og det tredie – Kristiania Kapellani– mod Menighedens Ansøgning til en Pihl (dette var Ole Pihl : far til Caroline Charlotte P., res. Kap. Hans Jespersens hustru/red.))».
Jeg er osv. Deres Excellences høi og velbaarne Hr. Geheimeraad ærbødige Tjener Kaas.
Kristiania den 5te Januar 1793.